DEN HELLIGE ÅND- trindt på jord,
Den danske Salmebog 6005 e. Adam.
Referat fra Oskar Edin Indergaards bog:
MATTEUS EVANGELIET,
”Jesu liv og lære”
(3.)
Side 259: I Paulus` undervisning er
bønnen ikke betinget af ydre regler. Vi kan bede om hvad vi vil, men
det bliver op til Gud om han vil give os det eller ikke. Det eneste
løfte som han har givet os ifm. bøn, er at han vil bevare os:
Fil.4,6-7.
I vor tid er der mange bønner, som
ikke bliver besvaret, og hovedgrunden til det er at Gud giver
os det som er bedst for os på lang sigt. Det som vi beder om, har
ofte kortsigte perspektiver, man han ser alt i det lange perspektiv.
Vi må holde fast på det princip at alt tjener til gode, som elsker
Herren. Rom.8,28.
Rabbinerne mente at det var nok at
tilgive 3 gange. Peter forslog 7 gange og tænkte sig at det var det
rigtige antal. Jesus sagde at han skulle tilgive 70 gange 7 gange,
som er 490 gange. Det er udtryk for at en skal tilgive så ofte som
der er behov for det.
I den messianske lære var
tilgivelsen afhængig af at man tilgav selv. Den som ikke tilgav sine
med menneskerne deres overtrædelser, fik ikke selv tilgivelse: Mat.
6,14-15.
I den frie nådes tidsperiode er
ikke tilgivelse af synd, afhængig af om vi magter at tilgive vor
næste eller ikke. Vi har syndernes forladelse på grund af Guds
godhed og nåde mod os.
Dette betyder ikke at vi ikke skal
tilgive hverandre, men det betyder at tids perioderne er forskellige.
Den som ikke tilgav selv, fik ikke tilgivelse.
Mat.18,23-35: Denne lignelse
illustrerer det som Jesus havde sagt ovenfor, at den som ikke var
villig til at tilgive selv, den fik ikke tilgivelsen.
”Kongen” i
denne lignelse er ”Jesus”
og ”tjenerne”
er ”jøderne”.
Dommen er Guds dom over Israel ifm. Jesu genkomst.
Den første tjener var sin herre
10000 talenter skyldig, som udgjorde 60 millioner kroner. Dette var
en gæld som han ikke magtede at betale, v.24. Da han ikke magtede at
betale sin gæld, bestemte hans herre at alt det som han ejede,
skulle sælges. Dette gjaldt både hans hustru og hans barn, v.25.
Den utro tjener bad om udsættelse.
Han sagde: ”Vær
langmodig mod mig, så skal jeg betale det alt sammen”,
v.26.
Denne tjener var ikke bare utro, men
han var også urealistisk. Han kunne aldrig magte at tilbagebetale
sin herre det som han var skyldig. Hans herre syntes det var synd for
ham og eftergav ham hele gælden, v.27.
Gud tilgav jøderne al deres synd på
grund af sin store nåde. Han så at synden bare kunne tilgives på
grund af Jesu forsoning og Guds nåde.
Denne tjener havde en medtjener, som
var ham 100 penninge skyldig, som udgjorde 70 kr.. Han tog kvælertag
på ham og forlangte at han skulle straks tilbagebetale, det som han
skyldte ham. Han fik ham kastet i fængsel, v.28-30.
Da hans herre fik høre om dette,
kaldte han denne tjener tilsig og sagde til ham at på grund af at
han havde eftergivet ham hele gælden, så burde han også tilgive
sin næste, v.32-33.
Hans herre, som her er Jesus, blev
vred på ham og satte ham i fængsel til de som pinte og sagde til
ham at han ikke slap ud af fængselet, før han havde tilbagebetalt
hele sin gæld, for den som ikke tilgav selv, den fik ikke tilgivelse
af Gud, v.34-35.
I vor tidsperiode er tilgivelsen
ikke betinget af at vi tilgiver hverandre. Vi skal tilgive hverandre
fordi Jesus har tilgivet os: Ef.4,32 og Kol. 3,13.
Vanddåbens betydning.
Side 264: Det er helt galt det som
både Den Romerske og Den Lutherske Kirke hævder, at børnene først
bliver Guds barn i dåben. Vanddåben var en jødiske forordning, som
blev brugt ved flg. anledninger:
Jøderne rensede sig selv ved et vandbad ifm. Guds tjenesten i
synagogen og i templet.
Både jødedommen og esserne krævede at de hedninger, som ville gå
over til deres tro, måtte tage vanddåben. Dette gjaldt både mænd,
kvinder og børn.
Johannes døberen indførte en obligatorisk vand dåb i
Israel, for dem som ville have del i Riget for Israel. Vi ved ikke om
børnene var inkluderet i denne dåb, men det er naturligt at tro
det, for dersom de ikke tog vanddåben, så var de ikke medlemmer i
Guds rige. (De første kirkefædre sagde at barnedåben gik tilbage
til Jesus og apostlenes tid. Se min bog: Kristendommens Jødiske
Rødder, kap.: Vanddåben var obligatorisk i den messianske menighed
og: De forskellige typer dåb.)
Da Paulus kom, døbte han nogle få
mennesker med vand: 1.Kor.1,14-16., men han indså efterhånden at
hverken vanddåben for børn eller for de voksne
hørte med til den læreform som han repræsenterede: 1.Kor.1,17.
Paulus skrev i sine breve om en
anden dåb
og det var ikke vanddåben -, men det var genfødelsens dåb. For
vi ved jo alle (alle som hører med til Kristi legeme) døbt med (i
eller ved)
en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker,
enten vi er trælle eller frie. Vi har fået en Ånd at drikke:
1.Kor.12,13.
Den dåb som er omtalt i Romerbrevet
6,3-6 og i Kolossenserbrevet 2,11-12, er ikke vanddåben, men det er
genfødelsens dåb.
I Paulus` undervisning er vanddåben
erstattet med genfødelsen.
Det er heller ikke rigtigt det som
nogen hævder, at vanddåben har erstattet omskærelsen, for jøderne
både døbte sig selv med vand og omskar sine drengebørn. Dette var
tilfældet både i den officielle jødedom og i den messianske
jødedom, som blev forkyndt helt frem til år 70 efter Messias.
Vanddåben hører med til symbolerne og skyggerne af
det som skulle komme og hører ikke med til den paulinske lære.
Dette gælder både genfødelsens dåb. en Herre, er tro, en dåb.
Ef.4,5.
Paulus opfordrede også de
messianske jøder i Hebræerbrevet at de skulle gå forbi
(Hebe.6,1.) de forskellige typer dåb. (Hebr.6,2.), således
at de kunne skride
frem mod det fuldkomne
Hebr. 6,1. Det fuldkomne var den paulinske lære om den
fire nåde.
Vanddåben har ingen betydning
i vor tidsperiode. Den har bare ført til at Guds folk er blevet
splittet, og den har givet verden et falsk håb om at
menneskerne kan blive genfødt i dåben, og at de fortsat stå i sin
dåbs pagt dersom de er ville til at gå tilbage til dåbens nåde.
Dette er en nåde som ikke eksisterer. Det er et falsk håb.
Den Romersk Katolske kirke lærer at
der er genfødelse i barnedåben, og at arvesynden bliver taget bort
ved vanddåben.
Den Lutherske kirke lærer at der er
genfødelse for børn i vanddåben. Den lærer at børn får Den
Hellige Ånd ved vanddåben. Dette er forkert lære. Bibelen
siger ikke noget om at vandet virker på denne måde. Begge
kirkesamfundene lærer at det er Guds Ord, som er lagt ned i vandet,
som gør dette. Dette er også forkert lære. De bruger bl.a.
et Skrift ord fra den messianske lære, for at bevise dette:
Joh.3,5.
Der er flere tolkninger på dette
vers. Personlig mener jeg at der her er tale om den naturlige fødsel
og den åndelige fødsel. Der er tale om fostervandet som omgiver
mennesket før fødselen, og der er tale om Den Hellige Ånd, som
tager bolig i mennesket ved genfødselen, for det
som er født af (ud af) kødet (mennesket) er kød (menneske), og det
som er født af Ånden, er ånd. Joh.3,5.
De bruger videre det som står i
Titus brev 3,5, for at vise at frelsen eller genfødselen ligger i
vanddåben. frelste han os, ikke for retfærdige gerningers skyld som
vi havde gjort, men efter din miskundhed (nåde), ved badet til
genfødelse og fornyelse ved Den Hellige Ånd.
I dette Skrift ord er der heller
ikke tale om vanddåben, men om genfødelsen. Jeg kan ikke forstå
andet end at mange præster er dybt forvildede, når de forretter
barnedåben og bliver tvunget til at videreføre denne store
vranglære.
Den Reformerte Kirke tager afstand
fra barnedåben og hævder at voksendåben er det eneste rigtige. Den
ser på dåben enten som en pagt mellem Gud og menneskerne eller som
en bøn fra menneskets side om at få en god samvittighed overfor
Gud. Den bruger flg. Bibel-vers for at bevise dette. Det som nu
frelser os i sit modbillede (Jesu legeme eller Jesu død). Dåben er
ikke aflæggelse af kødets (legemets) urenhed, men en god
samvittigheds pagt græsk. eperotema, som betyder svar bøn eller
berøring) med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.
1.Pet.3,21.
Det var ikke vandet som frelste Noa
og hans familie, men det var arken. Den var et billede på Jesus.
Vandet kan ikke frelse menneskerne. Det eneste som kan frelse er Jesu
død og Jesu forsoning.
Det er ikke vanddåben som er
beskrevet i 1.Pet.3,21, men det er Jesu død for al verdens synd.
Vanddåben kan ikke bevirke at vi får en god samvittighed overfor
Gud. Det er bare Jesu forsoning som kan det. hvor
meget mere skal da Kristi blod som ved en tidsalterlig (Det
skete i en bestemt tidsalder) Ånd, frembar sig som et ulastelig
offer for Gud. Rense jeres samvittighed fra døde gerninger
til at tjene den levende Gud.
Hebr. 9,14.
Hele sammenhængen i 1.Pet.3,18-21
viser at der her er tale om Jesu død som en forsoning for al verdens
synd.
Det er mærkelig at Den Reformerte
Kirke, som mener at vanddåben ikke giver frelse, skulle mene at
vanddåben giver en god samvittighed. Det er bare Jesu forsoning, som
kan give en god samvittighed
Vanddåben er heller ingen pagt
mellem Gud og menneskerne. Det græske ord som er brugt i
1.Pet.3,21, og som er oversat med pagt, er på græsk eperotema
Det betyder ikke pagt, men det betyder svar, bøn eller
begæring.
Den rette oversættelse af
1.Pet.3,21 bliver derfor. Dåben (Jesu død og Jesu forsoning) er
ikke aflæggelse af kødets urenhed, men en god samvittigheds svar
overfor Gud ved Jesus Kristi opstandelse.
Vi har et andet ord på græsk som
betyder pagt, og det er diatheke. Vanddåben har aldrig været
hverken nogen pagt eller pantet på nogen pagt mellem Gud og
menneskene. I jødedommen var vandet renselse midlet som borttog den
ydre eller den kødelige synd.
I den messianske jødedom var
vanddåben obligatorisk. Ved siden af vanddåben blev der også
krævet at jøderne måtte angre deres synder, omvende sig og komme
til personlig tro på Jesus. Det sidste led i den procedure var
vanddåben..
Metodisterne lærer at vi skal døbe
børnene, fordi de allerede er Guds børn .Dette er et fornuftigt
argument, men vanddåben hører ikke med til den paulinske lære, så
dette argument falder også bort.
Genfødelsen af et menneske sker
bare ifm. at mennesket kommer til en personlig tro på Jesus. Barnet,
som også er født med en syndig natur, må fødes på ny, således
som de voksne må det. Et barn går ikke fortabt for Guds rige om det
ikke bliver døbt. Gud holder barnet i sin varetægt helt til de får
et personligt kald fra ham til at omvende sig. Gud har ikke givet os
nogen bestemt dato for dette. Det kan være individuelt.
Dersom barnet ikke tager imod det
personlige kald, så begynder den proces i barnets liv, som vi kalder
forhærdelsen.
Når den er fuldmoden arver den døden.
Der er også nogen som siger, at de
ikke vil lære barnet om den kristne tro, for de vil ikke påvirke
dem i deres valg af trosretning. Dette er det samme som at BEDRAGE
SINE BØRN. Jesus siger at børnene skal komme til ham så snart som
det er muligt
også spædbørnene.
Jesus lagde sine hænder på børn
og velsignede dem, v.15.
Jøderne måtte holde Mose Torah for at blive frelst.
Mat.19,16-26:
Der kom en rig, ung mand til Jesus
og spurgte ham hvad han skulle gøre for at få tag i det evige liv
v.16.
Det han spurgte Jesu om var flg.:
Hvad skal jeg gøre for at få tag i det tidsalderlige liv,
som var et liv i Riget for Israel. Jesus svarede på flg. måde:
Hvorfor spørger du mig om det gode ? Der er bare en som er god. Men
vil du gå ind til livet, da hold budene,
v.17.
Jesus svarede først med et modspørgsmål. Dette gjorde han ofte
ifm. sine samtaler med farisæerne og de skriftlærde.
Dette gjorde han for at han ville udfordre dem m.h.t. både deres
egen Skrift-forståelse og motiverne for deres spørgsmål. Han ville
give dem den rette forståelse af Guds Ord.
Når Jesus sagde at der bare var en som var god, og det var Gud,
så havde han dermed peget på at han var ligestillet med Gud. Det er
ikke sikkert at denne mand havde tænkt på det, men det blev en
konsekvens af hans spørgsmål.
Jesu sagde videre til ham. Dersom du vil have del i Riget for
Israel, da må du holde budene. Efter jødisk vurdering var der 613
bud i Tanach.
Det er umulig at holde budene efter jødernes Torah til egen
frelse, så det var ikke det Jesus mente, men han mente at han måtter
gøre så godt som han kunne med en ydre overholdelse af budene.
Dette er udtryk for menneskets egen retfærdighed.
Det var et krav i den messianske jødedom at en måtte holde
budene, for at få del i Riget for Israel: Mat. 5,20
Den jødiske Torah havde flere hensigter. I denne sammenhæng skal
vi bare nævne tre af dem:
- Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de ikke blive syge.
- Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få leve et godt liv i Israel.
- Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få del i Riget for Israel.
Både selve livet og livet i Riget for Israel var betinget af
overholdelse af Torahen. Gud kanaliserede både sine velsignelser og
deltagelse i Riget ved overholdelsen af Torahen. Dette har med
lydighed at gøre.
I vor tidsperiode, som er den frie nådens tidsperiode, stiller
Gud ikke sådanne krav. Det er nok at tro på Jesus, for at få del i
frelsen.
Det er flere gange i N.T. at dette spørgsmål er blevet stillet:
Hvad skal vi gøre for at blive frelst ? Det svar som vi får, er
afhængig af hvilken tidsperiode spørgsmålet angår.
Da jøderne spurgte Peter om hvad de skulle gøre for at blive
frelst, svarede Peter flg.: ”Omvend jer (hold Torahen), og enhver
af jer lader sig døbe på Jesu Kristi navn til syndernes forladelse
(bortsendelse), så skal i få Den Hellige Ånds gave.” Ap.
Gr.2,38.
Da fangevogteren i Filippi spurgte Paulus og Silas om det samme,
svarede de: ”Tro på den Herre Jesus, så skal du blive frelst, du
og dit hus.” Ap. Gr.16,31.
Det første udsagn angår den messianske jødedom, medens det
andet udsagn angår den frie nådes tidsperiode.
I vor tid kræves der ikke overholdelse af budene eller vanddåben
for at blive frelst, men bare tro.
Den rige unge mand spurgte Jesus om hvilke bud han skulle holde,
for at arve tidsalderlig liv. Jesus citerer 5 af Torahens 10 bud. De
angik mennesket pligter overfor sine medmennesker. Mat.19,18-20.
Manden svarede Jesus at han havde holdt budene. Hvad manglede han
endnu for at han kunne arve det tidsalderlige liv ?
Det var ikke ret det som manden sagde, at han havde holdt 5
af de bud som Jesus nævnte. Han havde brudt det 10. Bud om han
skulle elske sin næste som sig selv og ikke begære hans ejendom.
Det var et krav både i jødedommen: 3.Mos.19,18 og 5 Mos.15,8-11,
og i den messianske jødedom at den som ville arve Guds rige, måtte
dele sin ejendom med andre jøder. Dette kommer tydeligt frem mange
steder i evangelierne. ”Giv (lån ud) til hver den som beder dig,
og om en tager fra dig det som er dit, da kræv det ikke igen.”
Luk.6,30 v.35.
Jesus sagde videre til denne mand at dersom han ville være
fuldkommen (etisk fuldkommen), da skulle han gå bort og sælge alt
det som han ejede og give det til de fattige. Dersom han gjorde det,
skulle han få en skat i himmelen. Derefter skulle han komme og følge
Jesus, v.21.
Den unge rige mand blev bedt om at ”gå”, ”sælge”, ”gi”
og ”følge Jesus”.
Dette var Torah krav til jøderne.
Den skat som denne mand skulle få, skulle opbevares i himmelen
til Jesu genkomst. Da skulle den udbetales foran Jesu herlighedstrone
i Jerusalem: Johs. Åb.22,12.
Den unge rige mand gik bedrøvet bort, for han var meget rig (han
havde mange ejendomme.) v.22.
Denne mand kunne ikke få del i Riget for Israel, for han ønskede
ikke at dele det med de andre. Han havde brudt Mose Torah og Jesu
forordninger, som byggede på Mose Torah.
Jesus sagde til sine disciple at det var vanskelig for en rig at
komme ind i himmelens rige. Det var lettere for en kamel at gå ind
gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige,
v.23-24.
Det var ikke umulig for en rig at komme ind i himlenes rige, men
det var vanskelig, for de fleste af de som var rige, ønskede ikke at
dele deres rigdom med andre.
I byporten ind til Jerusalem var der en port som blev kaldt for
”Nåleøjet”. Om natten, når de andre porte var stænget for
trafik, var denne port åben. Den var så lille at en kamel bare
kunne komme igennem den, når den havde fået sin last taget af.
Den unge, rige mand måtte også få læsset sin rigdom af, før
han kunne få del i Guds rige.
Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdet og spurgte
Jesus om hvem som da kunne blive frelst. Jesus svarede at dette var
umuligt for menneskerne, men for Gud var det mulig, v.25-26.
Det burde ikke være vanskelig for Jesu disciple at forstå dette,
for de kendte til Mose Torah og havde hørt Jesu undervisning i snart
3 år, men til trods for det, så var det meget de ikke forstod.
Når det gælder selve frelse, så er det Gud som giver den. Intet
menneske kan fortjene sin egen frelse på grundlag af gode gerninger.
Det er bare Gud som kan frelse et menneske. Dette er Guds
retfærdighed, og den får vi ved troen på Jesus.
I den messianske jødedom var frelsen betinget. Det krav som blev
stillet til jøderne, var at de både gik ind under Guds krav og
Guds nåde.
Således er det ikke i vor tidsperiode. I vor tid er Guds nåde
ubetinget. Det er nok at tro. ” Men NU er Guds retfærdighed,
som både Torahen og profeterne vidnede om, åbenbaret uden Torah
(uden at der kræves efterlevelse af Torah bud.) Det vil sige Guds
retfærdighed ved troen på Jesus Kristus for alle og over alle som
tror. For der er ingen forskel.” Rom.3,21-22.
”Da svarede Peter ham: Se vi har forladt alt og fulgt dig: hvad
skal vi da få ? Da sagde Jesus til dem: Sandelig siger jeg jer: I
som har fulgt mig, skal i genfødelsen, når Menneskesønnen sidder
på sin herligheds græsk.doxa trone, også sidde på 12 troner og
dømme (frelse) græsk.krino Israels 12 stammer. Og hver den som har
forladt hus eller brødre eller søstre eller far eller mor eller
børn eller ager for mit navns skyld ? skal få mange fold igen og
arve græsk.kleronomeo evig liv (tidsalderlig liv). Men mange som er
de første, skal blive de sidste, og de sidste de første, v.27-30.
Peter spurgte Jesus hvad apostlene skulle få. De havde forladt
alt og fulgt Jesus, v.27.
På samme måde som kamelen måtte tage sin last af, for at komme
ind i Jerusalem gennem ”Nåleøjet”, på samme måde måtte
apostlene have givet afkald på alle ting og fulgt Jesus.
Jesus sagde til dem at de skulle, efter de retfærdiges
opstandelse få sidde på 12 troner og dømme (frelse) Israels 12
stammer, v.28.
De retfærdiges opstandelse skal ske efter at den store trængsel
er af sluttet. Da skal de 12 apostle sidde på 12 troner i templet i
Jerusalem og dømme (frelse) Israels 12 stammer.
Jesus sagde videre at hver den som havde forladt sin familie eller
sine gøremål for Jesu navns skyld, skulle få det mangefold igen og
arve tidsalderlig liv, v.29
Dette var et løfte til alle jøder, som troede på Jesus og
fulgte ham. De skulle arve Riget for Israel i sin endelige
manifestation og få store opgaver idet.
Til slut sagde Jesus at ”mange som er de første, skal blive de
sidste, og de sidste de første.” V.30.
Dette betyder at mange af de som blev anset som de største i Guds
rige, de skulle degraderes til at være de mindste, for de havde ikke
tjent Jesus på en ret måde. De havde ikke haft det rette
tjenersind. Mat. 20,27.
PÅ
GENSYN !