Den store Forsonings-dag: Jesu Genkomst bind 4

Forfatter, Bibelforkynder: Oskar Edin Indergaard: Kristen Bokproduksjon. Jesu Gjenkomst,bind 4, s. 449-.
DEN STORE FORSONINGSDAG.
Den store forsoningsdag (hebr. Yom Kippur) skal finde sted den 10. DAGE I DEN SYVENDE MÅNED, som er TISHRI: 3.Mos. 23,27-32. Denne dag er den MEST HELLIGE af alle jødernes højtidsdage. Det er en forsoningsdag for hele folket. Jøderne har haft 10 dage fra det nye års begyndelse og til den store forsoningsdag til at forsøge at forbedre sin stilling overfor Gud, således at deres navne kan blive indskrevet i de frelstes bog. På den store forsoningsdag skal det blive gjort kendt hvem som skal leve i det nye år, og hvem som skal dø.
Ypperstepræsten havde en SENTRAL ROLLE i gudstjenesten og frembringende af de forskellige offer denne dag.. Det var ham som forrettede AL OFFRING i templet. Ved siden af det daglige offer blev der også fortaget en række tillægsoffer. Desuden gik han i det hele 4 GANGE ind i Det Aller Helligste med forskellige offer. Dette var den eneste gang i hele året at ypperstepræsten gik ind i Det Aller Helligste: Og Herren sagde til Moses: Tal til Aron, din bror, og sig at han ikke til enhver tid må gå ind i helligdommen indenfor forhænget, frem til nådestolen som er over Arken, for at han ikke skal dø, for jeg vil åbenbare mig i skyen (Sekina-skyen) over nådestolen." 3.Mos. 16,2. For at ypperstepræsten skulle magte alle sine gøremål på en dag, begyndte offerhandlingen allerede ved midnat, og tidlig om morgenen var tempelpladsen fyldt af menneske.
Vi skal i det flg. beskrive en del af de opgaver ypperstepræsten havde den dag:

1. Først ofrede han det DAGLIGE OFFER og de forskellige TILLÆGSOFFRENE. Ved disse offerhandlinger havde ypperstepræsten på sig en DRAGT AF GULD, efter at han på forhånd havde taget et renselsesbad og vasket hænder og fødder.
   

I det hele taget var renselsesforskrifterne for ypperstepræsten omfattende. I alt 5 gange badede han sit legeme, og han vaskede hænder og fødderne 10 gange, for at han skulle være kultisk ren til at udføre offerhandlingerne.

2. Efter det daglige morgenoffer var udført, RENSEDE ypperstepræsten sig på ny og iførte sig HVIDE KLÆDER. Han gjorde sig istand til offerhandlingerne i Det Aller Helligste: 3.Mos. 16,4.
   

Hver gang ypperstepræsten gik ind i Det Aller Helligste, iførte han sig de hvide klæder. Disse klæder symboliserede den PERFEKTE RENHED.
Den GYLDNE DRAGT, som ypperstepræsten ellers bar,symboliserede ypperstepræsten som GUDS BRUDGOM.

3. Første gang ypperstepræsten gik ind i Det aller Helligste gik han ind med RØGOFFERET. Han tog med sig røgelse som var blandet med ild fra røgeofferalteret. Han skulle lægge røgelsen foran nådestolen, således at skyen fra røgelsen efterhånden dækkede hele rummet: 3.Mos. 16,12-13.
   

Nådestolen var det samme som låget på arken. I arken var der opbevaret 3 ting: Det var LOVENS 10 BUD. Det var ARONS STAV, som var bevis på at hans slægt skulle indehave ypperstepræsteligt. Til slut var der en KRUKKE MED MANNA. Den skulle minde jødefolket om den store undergerning Herren havde gjort mod folket, da han gav jøderne mad i ørkenen i 40 år.

På låget til arken var der tegnet ind 2 keruber. Over låget på arken befandt Guds herlighed sig i form af Shekina- skyen. Gud var med andre ord TIL STEDE i templet.

I det andet tempel var desværre både arken og Shekina skyen borte. Dette betyder at Gud IKKE VAR PERSONLIG TILSTEDE i dette tempel, således som han havde været i det første tempel.

Når ypperstepræsten gik ind i Det Aller helligste, var der bundet en snor omkring hans fod. Dersom han ikke forrettede ofrene rigtig, eller dersom Gud ikke godtog ofrene, så måtte han død for folket inde i Det Aller Helligste. Dersom dette skete, kunne præsterne drage ham ud fra Det Aller Helligste ved hjælp af snoren.

Dersom Gud godtog de ofrene, som han frembar, kom han levende ud af Den Aller helligste. Hver gang dette skete, udbrød der en STOR JUBBEL fra folket, som havde været i INTENS BØN, medens ypperstepræsten var inde i Det Aller Helligste. Gud havde TILGIVET FOLKET DERES SYNDER, således at de kunne leve videre i det nye år.

Vi ved at den jødiske ypperstepræst på mange måder var et FORBILLEDE på Jesus fra Nazaret, selv om Jesus hørte med til en anden stamme, og selv om han havde en anden opgave end den jødiske ypperstepræst havde i formidlingen af forsoningen og frelse til folket. Jesus repræsenterede en ANDEN TYPE PRÆSTEDØMME. Han repræsenterede præstedømmet efter Melkiskedes vis: Hebe. 6,19-20.

Til trods for at der var store forskelle på disse to typer af præstedømme, stod alligevel ypperstepræsten som REPRESENTANT FOR DET JØDISKE FOLK overfor Gud og han kom levende ud af Det Aller Helligste på grund af at Gud godkendte hans offerhandling.

På samme måde godkendte Gud også JESU STORE OFFER og rejste ham op fra de døde på den tredie dag. Døden og dødsriget kunne ikke holde på Jesus, for han havde IKKE PERSONLIG SYND. (Se kap.: Jesu ypperstepræstelige line.)

4. Den anden gang Ypperstepræsten gik ind i Det Aller Helligste, var da han skulle gøre SONING FOR SIG og SIT HUS, efter at han havde slagtet en okse som synd offer: 3.Mos. 16,14. Før han slagtede denne okse, læste han syndsbekendelsen for sig selv og sit hus. Denne syndsbekendelse blev læst hele 3 gange ved disse offerhandlinger. Det var ved disse syndsbekendelser at ypperstepræsten udtalte Guds navn, således som han mente at det skulle udtales. Ellers måtte dette navn erstattes med andre navne. Dette gjaldt udtalelsen af tetregrammet JHVH
5. Når syndofferet for ham selv og hans hus var forrettet, skulle ypperstepræsten tage DE TO GEDEBUKKE, som var stillet frem i forgården til templet, og kaste lod om dem. Den ene skulle ofres som et SYNDOFFER FOR FOLKETS SYNDER TIL EN RENSELSE AF TEMPLET. Dette gjaldt både Det Aller Helligste og Det Hellige: 3.Mos. 16,15-16.
6. Efter at han havde gjort renselse for templet, skulle han lægge hænderne på den anden buk og på den måde OVERFØRE FOLKETS SYNDER på den. Bukken skulle bære folket synder ud i ødemarken, til et sted langt borte, hvor ingen boede: 3.Mos. 16,21-22.
   

Disse to ofringer må ses som EN ENHED og SOM ET OFFER. Det var grunden til at der blev kastet lod om dem. Den ene buk kunne lige godt udføre den anden buks opgave, og det fik være op til Gud hvilken buk han ville foretrække til de forskellige opgaver.

Desuden skulle disse to bukke være helt ens

Den første buk skulle gøre soning for folkets synder Han måtte DØ FOR SYNDEN: 3.Mos. 17,11.

Den anden buk derimod TOG PÅ SIG FOLKETS SYNDER og bragte dem ud i ørkenen. Folket blev med dette RENSET I SIN SAMVITTIGHED for de synder som de havde gjort. Denne buk kom ikke tilbage igen, men forblev ude i ødemarken.

Vi ved at begge disse to bukke var et billede på Jesu forsoning. Den ene buk repræsenterede JESU LIDELSE og DØD, medens den anden buk repræsenterede Jesus som den der BORTTOG AL VERDENS SYND.

Efter traditionen skulle denne buk overlades til en fremmed, som skulle føre den ud i ørkenen.

Det var også dette som skete med Jesus. Han blev af jøderne overladt til hedningerne (romerne), for at dømmes til døden af dem. Jøderne havde ikke anledning til at dømme nogen til døden. Denne ret havde Synedriet mistet i år 7 efter Messias.

På den anden tempels tid plukkede folket også hår ud af denne buk og skreg vildt efter den, da den blev ført ud i ødemarken. Det samme skete også med Jesus. Til trods for at han bar folkets synder., skreg store dele af folket mod ham at han måtte blive korsfæstet. De ville hellere have Barrabas som fri mand og ikke Jesus.

Efterhånden udviklede der den praksis at denne buk blev ført udenfor et fjeld, således at den mistede livet. Denne tradition har ikke nogen belæg i Tanach.

Frelsen består af to aspekter. Det er for det første det forhold at SYNDEN BLIVER SONET.

For det andet forhold at den som har gjort synd BLIVER RENSET FRA SINE SYNDER.

Ved disse to ofringer blev jødefolket både forsonet for sine synder, og blev renset på sin samvittighed – så langt som disse ofringer kunne gøre dette.

Som vi ved, peger næsten alle ofringer i Tanach på det FULDKOMNE OFFER, som er Jesus fra Nazaret. Han var både YPPERSTEPRÆST og OFFER på samme tid. Han tog på sig al verdens synd, og gav dem som ville tro på ham, en VIRKELIG GOD SAMVITTIGHED. Det at være frelst betyder bl.a. at man har en god samvittighed overfor Gud: Hebr. 9,11-14. (Se min bog: Jødernes Konge, bind, 3, hvor jeg skriver meget om de forskellige ofringer i Israel.)

På samme måde som den anden buk blev ført ud i ørkenen, der hvor ingen boede, nedfor også Jesus til dødsriget, efter at han havde sonet al verdens synd: 1.Pet. 3,18-21.

4. Offerhandlingerne blev afsluttet med at ypperstepræsten sendte RESTERNE af synd offer oksen og synd offerbukken til et sted udenfor byen, hvor de skulle brændes. Det var det samme som skete med Jesus. Han blev også fuldstændig brændt op og knust på et kors på Golgata. Golgata lå udenfor byen Jerusalem. Jøderne aflivede deres forbrydere udenfor byen, for at byen ikke skulle blive forurenet af de døde legemer: Joh. 19,20. Samtidig med resterne af synd offer oksen og synd offer bukken blev sendt ud for at blive brændt, læste ypperstepræsten en række Skrifts-afsnit, som havde med denne dag at gøre. I det hele blev der bedt 8 bønner ifm. denne oplæsningen fra loven.
5. Guds-tjenesten blev afsluttet med at ypperstepræsten lyste VELSIGNELSEN over folket – noget som han også havde gjort 3 gange tidligere på dagen. Dette skete både ved morgen – og eftermiddags-gudstjenesten og ved tillægsofrene.
6. Efter dette måtte han ofre det vanlige AFTENSOFFER, og til slut måtte han gå ind i Det Aller Helligste fjerde gang for at HENTE UD røgelsen og røgelseskaret, som havde stået der hele dagen.
   

Som vi ved blev jødernes tempel ødelagt år 70 efter Messias. Jøderne havde dermed ikke noget sted, hvor de kunne frembære de foreskrevne ofre. Som en erstatning for ofrene har jøderne udviklet flg. erstatninger:

1. Der bliver ofret en KYLLING (hebr. kappora). Ifm. denne ofring bliver der udtalt flg. ord: "Denne kyllingen er min erstatning. Dette er min udveksling. Dette er min forsoning. Denne kylling vil død. Og jeg vil gå ind i et langt liv og ind i fred."
2. Rabbinerne mente at BØN TIL GUD sammen med GAVMILDHED og ANGER kunne være en god erstatning for de blodige offer. Rabbi Elieser udtrykte det på flg. måde: "tre elementer erstatter en hård forordning. De er: bøn, gavmildhed og anger."
3. Nogen rabbiner har ment at dersom jøderne holder FRED MED HVERANDRE, så bliver de sparet for Guds vrede på Yom Kippur. Rabbi Elazar har udtalt: "... for til og med om Israel tilbeder fremmede guder, dersom de holder freden og er samlet, så vil de blive sparet for den Almægtiges dom."
4. Nogle jøder henviser til FREDENS RETFÆRDIGE GERNINGER, og mener at de er nok til offer for Israel.
5. Nogen mener at der også var ANDRE RETFÆRDIGE i Israel, som de kan bruge som mellemmænd mellem Gud og mennesker.
6. Nogle henviser til DE SMÅ BØRN og deres uskyldighed overfor Gud.
7. Nogen mener at OPLÆSNINGEN AF OFFERLOVENE er nok til at forsoningen kan finde sted.
8. Andre igen mener at ABRAHAMS OFFER AF ISAK er nok til at forsoningen kan finde sted.
9. Nogen mener at KÆRLIGHEDEN kan være nok som sonoffer mellem Gud og menneskene. (Se min bog: Jødernes konge , bind 4: kap.: Syndebegrebet i jødedommen.)
   

Ingen af disse forhold, som er nævnt ovenfor, kan bringe frelse eller forsoning til jøderne. Det eneste som kan bringe forsoning ,er troen på Jesus fra Nazaret som verdens frelser og jødernes Messias. Dersom jøderne ikke vil tro på Jesus, så har de INGEN FORSONING for deres synder i dag, men således skal det ikke være for bestandig. Engang i fremtiden vil de OMVENDE SIG TIL JESUS FRA NASARET. Det vil ske på Yom Kippur-dagen engang i fremtiden.
Den store forsoningsdage peger derfor fremover mo JØDERNES FRELSE og Jesus genkomst. Efter at jøderne har erkendt SIN STORE FEJLTAGELSE og SIN STORE NATIONALE SKYLD over at de har forkastet den som Gud har udsendt. Jesus Messias, skal Jesus komme tilbage på himmelens skyer og frelse jøderne.
Denne store frelse-historiske begivenhed skal ske ca. 2000 år efter Jesu første komme. "Jeg (Messias) vil gå min vej, jeg vil vende tilbage til mit sted (himmelen), indtilde erkender sig SKYLDIGE og søger mit åsyn (Messias), i deres trængsel (den store trængsel) skal de LEDE EFTER MIG. Kom (siger de), lad os vende om til Herren. For det er han som har sønderrevet, men han vil også læge os, han slog, men han vil også forbinde os. Han vil gøre os LEVENDE efter 2 dage (2000 år), på den 3. Dag (i 1000 års-riget) vil han OPREJSE OS, og VI SKAL LEVE FOR HANS ÅSYN." Hos. 5,15 – 6,2.
"For jeg siger jer (jøderne): Fra nu af skal i ikke se mig før i siger: VELSIGNET VÆRE HAN SOM KOMMER I HERRENS NAVN !". Mat. 23,39.
De 10 dage som vi har mellem fejringen af nytår og den store forsoningsdag, vil være den tid for jøderne, hvor de vil orientere sig mere og mere mod Jesu fra Nazaret. De vil efterhånden forstå at de har gjort en STOR FEJLTAGELSE, når de har indgået en fredspagt med Anti-messias. Efter 3½ år vil han desuden bryde denne pagt, idet han invadere Israel og kræver guddommelig tilbedelse.
Den kristne menigheds bort-atomar vil også blive et STORT TEGN for både jøder og hele verden angående Guds eksistens. Når de kristne forsvinder ved bortrykkelsen, bliver det klart for alle at JESUS FRA NASARET ER JØDERNES MESSIAS, for det er de som har troet på ham der bliver bortrykket til himmelen.
Den store forsoningsdag er også blevet kaldt for GENKOMSTENS SABBAT. Dette genspejler to forhold:

1. For det første vil jøderne komme tilbage til Gud ved at de kommer til tro på Jesus fra Nazaret på den dag.
2. For det andet vil dette udløse Jesu genkomst til jøderne. De skal se op til ham som de har gennem- stunget på korset, og derefter skal han komme tilbage og hans fødder skal stå på Oliebjerget: Sak. 12,10 & 14,4.
   

På den store forsoningsdag gentog jøderne også det egentlige navn på Gud, efter at ypperstepræsten havde udtalt det på den rigtige måde. Derefter bøjede de knæ og tilbad Gud.
Det samme vil ske ifm. jødernes omvendelse i endens tid De vil da som folk og nation for første gang udtale det rigtige navn på deres Messias, som er JESUS FRA NASARET, og de vil bøje knæ for ham, som er HERRERNES HERRE og KONGERNES KONGE.
De forskellige seermonir på den store forsoningsdag bliver også afsluttet med at der bliver blæst i EN STOR BASUN. Denne blæsning bliver kaldt for "Shofar Ha Gadol", og den blev blæst idet templets porte blev lukket ved afslutningen af Yom Kippur.
Denne basun symboliserer JØDERNES SAMLING TIL ISRAEL . Gud vil samle jøderne i Israel, og det vil ske på den store forsoningsdag. Han vil samle dem efter at denne basun har lydt. Det er I ISRAEL at JØDERNE SKAL BLIVE FRELST: Es. 27, 12-13. Mat. 24,31.
For både jøder og hedninger er Jesus fra Nazaret den som opfylder alt det som foregik på den store forsoningsdag. Medens den store forsoningsdag for de kristne var LANGFREDAG, som falder den 16, nisan, så vil Gud forsone sig med jødefolket den 10, nisan. Vi ved ikke årstallet for denne forsoning, men efter at den kristne menighed er bortrykket vil der gå ca. 7 år til jødernes omvendelse.
I Israels historie har flg. 2 hændelser sket den 10, tishri:

Aron udførte den første forsoning for jøderne i ørkenen: 4.Mos. 16,1-28.

Israel blev angrebet af araberne i år 1973 efter Messias.

LØVHYTTEFESTEN., side 461-.
Den sidste og 7. Af de jødiske højtider er LØVHYTTEFESTEN eller LØVSALERNES HØJTID. Den skal fejres den 15. DAG I MÅNEDEN TISHRI. Det vil sige 5 dage efter at den store forsoningsdag er slut. Den skal vare i 7 dage: 3.Mos. 23,34-36.
Denne fest bliver også kaldt for FESTEN FOR INDHØSTNINGEN AF HELE HØSTEN, INDSAMLINGENS HØJTID, FESTEN FOR FRUGTHØSTEN, GLÆDESFEST OVER LOVEN, FESTEN eller JAHVEHS FEST.
Denne fest skal være en GLÆDESFEST og en TAKKEFEST for jøderne, og den skal symbolisere flg. forhold:

1. For det første skal den være en MINDEFEST over vandringen i ørkenen i 40 år. På samme måde som jøderne boede i provisoriske huse og hytter i ørkenen i 40 år, skal jøderne bo i løvhytter i de dage som festen varer: 3.Mos. 23,42-43.
   

Under denne fest gik hele folket en gang hver dag rundt om brændeofferalteret i templet med kvaster af palmegrene og grene af myrter og palmer. Denne kvast blev kaldt for "lulav". Det samme skulle præsterne også. Grenene de bar med placerede de ved alteret. På den 7. Dag gik de 7 gange rundt om alters, i det de mindedes hvordan Jerikos mure faldt ned foran jødefolket, efter at folket havde gået 7 gange rundt om byen, på 7, dagen.

Denne ceremoni skulle også symbolisere det forhold at engang i fremtiden skulle hedenskabet underkaste sig Jahvehs autoritet. Dette skulle ske i Riget for Israel.

Da Jesus red ind i Jerusalem på palmesøndag, lagde folket også palmegrene på vejen foran Jesus, for de mente at 1000 års-riget straks ville blive oprettet. De sagde både at GUDS RIGE ville komme, at Jesus var den DAVIDS-SØN, som skulle oprette riget, og at Jesus var KONGEN i dette rige: Mat. 21,9. Mark. 11,10. Luk. 19,38.

2. For det andet skal denne fest være en TAKKEFEST over at høstens grøde er indsamlet: Mos. 23,39.
   

Jøderne beder også om REGN på denne fest, for det er OM HØSTEN AT DE SÅR DET KORN SOM SKAL INDHØSTES NÆSTE FORÅR, og kornet er afhængig af regn og fint vejr.

På samme måde som både svingkornbrødets og de to svingningsnegenes højtid er indflytningsfester, så er også denne højtid det. Om foråret bliver byggen og hveden samlet ind. Om høsten bliver øvrige afgrøder indsamlet. Dette gælder både det som vokser i jorden og de forskellige frugter.

Disse 3 fester har videre perspektiver end bare at gælde indhøstningen af landets grøde. De peger også på de forskellige indhøstninger af både jøder og hedninger i Guds rige.

Ved den 4, højtid, som er det samme som pinsen, blev et stort antal jøder høstet ind i Guds rige. Denne indhøstning har fortsat i snart 2000 år, og den angår først og fremmest hedningerne, for det store flertal af jøder har desværre vendt sig bort fra Jesus fra Nazaret, som deres Messias.

I eskatologisk betydning er vi nu kommet LANGT IND I HØSTTIDEN. I dag høstes der store mængder ind i Guds rige.. Jo længere vi kommer ind i endetiden. JO STØRRE VIL INDHØSTNINGEN BLIVE. Selve hoved-hensigten med endens tid og trængselstiden er det forhold: At Gud vil prøve dem som bor på jorden, om de vil tilhøre Messias eller Satan, om de ønsker at blive medlemmer i Riget for Israel, eller de ønsker at få del i "søen som brænder med ild og svovl."

I løbet af denne tid vil Israel blive frelst som folk og levning. I 1000 års-riget, som løvsalenes fest er et billede på, skal jøderne tjene Gud efter Guds planer og det kald Gud har for dem.

1000 års-riget vil være den VIRKELIGE STORE INDHØSTNINGSTID for Guds rige. Da skal Gud indbyde alle folkeslag til et store gæstebud i Israel. Gæstebuddet er både et billede på Riget for Israel. Es. 25,6-7.

3. For det tredie skal denne højtid være en takkefest for at Gud havde givet jøderne LOVEN. På denne højtid bliver læsningen af loven eller de 5 Mosebøger afsluttet. I løbet af det forgående år har jøderne gennemlæst hele loven. De deler den op i 52 sektioner og læser en sektion hver uge.
   

Efter at jøderne er færdige med læsningen af loven, begynder de på ny igen, således at de kan afslutte læsningen ved næste løvhytte fest.

De ortodokse jøder sætter loven HØJEST af alle SKRIFTERNE I Tanach, for den er givet direkte fra Gud til Moses, og ikke gennem en mellemmand. Den LOVISKE TRADITION er stærkere i jødedommen end den PROFETISKE TRADITION. Det som de forskellige profeter skrev, må ses i sammenhæng med det som loven sige. De øvrige profeter må underordne sig Moses.

Vi ved at både Moseloven og profeternes Skrifter er fra Gud. Alle Skrifterne i Tanach er lige meget Gud-inspireret. Denne tradition, som har udviklet sig i jødedommen, er derfor MEGET UHELDIG, for den skygger for Messias som er Herrens lidende tjener og det Guds lam som bar bort al verdens synd. Dette er en af grundene til at mange af de jødiske rabbinere ikke forstod forsoningssiden ved deres egen Messias.

4. For det fjerde skal denne fest være en Glædesfestover at domme er borttaget fra jødefolket, ved at de har overlevet Guds dom på Yom Kippur. Beviset på at folkets synder er blevet tilgivet, er det forhold at de kan deltage i løvhytte festen.
   

Denne fest peger derfor fremover mod jødernes stilling overfor Gud i 1000 års-riget. Efter at Gud har prøvet og testet den jødiske nation i løbet af en trængselstid på 7 år, skal de sammen med de øvrige nationer leve i fred i 1000 år.

1000 års-riget er den store HVILE eller SABBATSPERIODEN for hele verden. Efter at menneskerne har levet i strid med hverandre i snart 6000 år, vil Gud indføre en SABBATSHVILE for sit folk: Hebr. 4,9-10.

Det er ikke bare menneskerne som skal få del i denne hvile. Den gælder HELE SKABERVÆRKET. Hele skabningen sukker og er i smerte indtil nu, og den ser frem til den tid da menneskerne skal blive frigjort fra forgængeligheden. Dyrene og hele skaberværket er også genstand for Jesu forsoner gerning: Rom. 8,19-21.

Der er to grunde til at vi får denne gyldne periode efter de mange krige og lidelser:

1. For det første er Jesus blevet konge. Han styrer hele verden ud fra sit tempel i Jerusalem.
2. For det andet er Satan med de onde ånder bundet i 1000 år. De kan ikke længere føre mennekerne, således som de har gjort det i 6000 år.
   

Denne fest peger fremover mod 1000 års-riget og oprettelsen af DAVIDS FALDNE HYTTE, som er betegnelse for at Davids kongedømme skal oprettes igen og vare i 1000 år: Amos 9,11.
På samme måde som Jesus drog til himmelen for snart 2000 år siden, på samme måde vil han komme tilbage igen. Han som for op fra Oliebjerget i Jerusalem, er den samme som den som vil komme tilbage til Oliebjerget: Ap. Gr. 1,10-11.

1. For det femte peger denne fest på DEN HELLIGE ÅNDS KOMME og UDGYDELSE over det jødiske folk Hver dag i løbet af denne fest henter præsterne VAND fra Siloa dam og bar det i mægtige prosessioner til templet, hvor de tømte det i et kar foran alteret i templet. Under denne ceremoni jublede hele folket.
   

Denne ceremoni skulle minde folket om at Gud havde givet jødefolket vand, da han bad Moses om at slå på klippen i ørkenen: 2.Mos. 17,6.

Denne vand- ceremoni skulle ligeledes minde jøderne om den vandkilde som engang skulle vælde frem fra templet og både gå ud til Middelhavet i vest og dødehavet i øst: Sak. 14,8.

Dette vand fra denne kilde er et billede på tre forhold, som skal ske i 1000 års-riget.:

1. Det er et billede på DEN HELLIGE ÅND, som skal udgydes over alle typer mennesker. Denne ånds udgydelse skal begynde i Israel og sprede sig ud over hele verden.
2. Det er et billede på ALMINDELIG VAND, som skal give liv til både ørkenen, som skal blomstre som Edens have, og til Dødehavet,hvor der igen skal være liv.
3. Det er et billede på jødernes frelse engang i fremtiden: Esek. 36,24-25.
   

Vi hører også at Jesus deltog i løvsalenes fest. På den sidste dag i denne store højtid, idet vandet fra Siloa- dammen blev tømt over i et større kar i templet, stod Jesus frem i templet og sagde til folket: At den som tørster skulle komme til ham, og at den som troede på ham skulle få Den Hellige Ånd i overflod: Joh. 7,37-39. (tilføjelse: DE SANG AF DERES LUNGERS FULDE KRAFT Es. 12,2-3.: JESUS OVERDØVEDE MÆNGDEN og HAN STANDSEDE TILBEDELSEN. Læs: Es. 55,1. 3.Mos. 23,40. Joh. 4,14 & 6,35. Åb. 22,17. "prof. Louis Goldberg 1997")
Rabbinerne mente desuden at SILOAS VEND VAR ET BILLEDE PÅ MESSIAS. I og med at det både var et billede på Den Hellige Ånd og Messias, peger vandet på to af personerne i Treenigheden.
Under denne højtid blev også de 4 store lysestager i kvindernes forgård tændt hver aften, således at hele tempelpladsen var oplyst, sammen med en mængde andre lys i templet. Rabbiner sagde at lyset fra templet i disse dage var så stærkt at der ikke var noget hus i Jerusalem som ikke blev oplyst af dette lys.
Dette lys skulle minde jøderne om Guds herligheds-sky eller Shekina- herligheden, som var udtryk for Gud selv. Denne lysende sky som ledte jødefolket i 40 år i ørkenen efter mørkets frembrud. Efter jødiske tradition kom denne sky til syne første gang den 15, tishri.
I løbet af denne fest stod også Jesus frem og sagde: At han var VERDENS LYS. Den som troede på ham, skulle have dette lys og behøvede ikke at vandre i mørket: Joh. 8,12.
Jesus er dette lys for verden som Gud har udsendt. Han er både verdens lys og den SYNLIGE MANIFESTATION af Guds Shekina- herlighed.
I løbet af denne fest blev der slagtet 70 OKSER. Disse okser skulle symbolisere HEDNINGENATIONERNE. Jøderne regnede med at der var 70 hedningenationer. Ofringen af disse 70 okser symboliserede den tid da også hedningerne skulle underkaste sig Israels konge og Israels love og komme til Israel for at ofre der. Vi ved fra Tanach at dersom hedningerne ikke kommer til løvsalenes fest, skal Herren ikke sende regn i det kommende år.
Vi ser at 1000 års-rigets tid ikke bare skal baseres på FRIVILLIG UNDERKASTELSE, men også på LOVER og TVANG: Sak. 14, 16-17.
I Israels historie har følgende hændelser sket de 15, nisan:
Salomon tempel blev indviet på den dag: 1.Kong. 8,1-2



ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com
www.yeshuattsion.webbyen.dk