DET BLIR INGEN FRED I
MIDT-ØSTEN. DEL 2 SVAR TIL INGUNN KARIJORD
Jeg takker for et fyldig svar: ”Svar
til Oskar Edin Indergaard”. (Aura Avis den 11-6.) på min artikel:
”Det bliver ingen fred i Midt-Østen”. (Aura Avis den 7-5. I og
med at du nettop har afsluttet dine Midt-Østen- studier, har du gode
og fyldige kundskaber om denne konflikten, men du udelader det som
ikke passer ind i den opfattelsen, som du har. Det er ikke godt. Det
kalder jeg for ”selektiv brug av kundskaber”.
Jeg takker også for en saglig
artikel fra din side. Du gir mig anerkendelse for at jeg har store
kundskaber om Midt-Østen-konflikten. Jeg returnerer denne
anerkendelsen, og synes at du også har store kundskaber om det, som
du skriver om, men du bruger ikke alt det som du ved. Det som er
ubehagelig, lægger du til side.
Du forsøger å dele skyld og
ikke-skyld i denne konflikten. Du gir Israel og specielt den jødiske
statsministeren Benjamin Natanya skyld for at det ikke blevet
oprettet nogen palæstinensisk stat, og for at han tillader at det
opføres nye jødiske boliger/bosætninger på ”Vestbredden”. Til
det første er det å si følgende: De såkaldte palæstinenserne,
har fået FLERE TILBUD om å få oprettet en egen stat i Samaria og
Judæa. Det første tilbudet kom i 1948, men den fordelingen av
landområder som ble foreslået av F.N., var ikke godt nok for
araberne. De begyndte krig mod jøderne.
I Oslo-aftalen av 1993 ble det
bestemt at palæstinenserne skulle få sin egen stat. De fik også
indre selvstyre i en række større byer og områder på den såkaldte
”Vestbredden”.
I året 2000 fik Yasser Arafat
tilbud om å få oprette en palæstinensisk stat på ”Vestbredden”.
Han afslog dette, og det til tros for at han ble tilbudt 98 prosent
av de territoriale krav, som han havde.
Etter den tid er det blev arbejdet
kontinuerlig med å få oprettet en palæstinensisk stat på
”Vestbredden”, men det har ikke lykkes av den grund at
palæstinenserne ikke har vært fornøje med feedsvilkårene.
Jøderne er rede til at
palæstinenserne skal få sin egen stat, men den må være baseret på
forhandlinger og ikke på diktat fra arabernes eller F. N. s side.
Du er selv skeptisk til etableringen
av en palæstinensisk stat i Midt-Østen. Det kunne ha vært
interessant at du begrunder dette standpunktet. Det har du ikke gjort
i din artikel.
Det er Israel som er blevet lovet
egendomsretten over hele Palæstina. Dette ble gjort ved den skalte
Balfour deklarationen av 1917. Det ble gentaget ved forhandlingerne i
San Marino i 1920 og godkendt av Folkeforbundet i 1923.
Dette må ses på baggrund av to
forhold, og det er:
a) Kødene har en HISTORISK RETT til
landet på grund av de har haft en sammenhængende bosætning i
området på 3000 år.
b) Det var en del av en større løsning
etter at Det ottomanske riget gik i opløsning i forbindelse med
1.verdenskrigen. Det ble oprettet flere stater i dette området.
Disse staterne er Irak, Siria og Egypten. Det var da meningen at
jøderne skulle få hele det området som ble kaldt for Palæstina.
Dette strækker sig fra Middel-havet og lige til Eufrat, men det som
skete var at 3-4 deler av dette området ble udskilt til en ny stat i
1922, og det var Jordan. På den måden ser vi at jøderne sat igen
med 1-4 del av det området som de ble lovet. Jeg kalder dette
området for ”Rest-Palæstina” i min bog: Guds løfter til
Israel. Dette området ble da delt mellom jødende og
palæstinenserne. Kødene godtog dette og oprettet sin stat den 14-4
1948, men palæstinenserne begyndte krig mod jødende sammen med
flere andre arabiske land. Israel gik sejrende ut av denne krigen.
Det var denne krigen som specielt
skabte flygtninge problemet. De palæstinensiske bosætterne ble
enten opmuntret av sine egne til å forlade sine bosætninger, eller
krigen tvang dem til å rømme. De ble lovet av sine ledere at de
raskt skulle få komme tilbage, når de havde slået jødende, men
slik gik det ikke. De forblev i de landene som de havde rømt til.
Der ble det etabler flygtningelejr for dem. De eksisterer stort set
den dag i dag.
Dette havde kunnet vært ordnet for
længe siden, men araberne har ønsket å bruge dette som et pres mod
Israel. Israel på sin side tog imod ca.600000 jøder som ble jaget
ut av de arabiske land uden nogen form for økonomisk kompensation.
Vi kan se på disse to flygtninge strømmene som at den ene opvejer
den andre.
Du skriver at det er mod Guds bud ӌ
stjæle”. Det er sandt, og det er det eneste stedet i din artikel
at du bruger et bibelsk argument. Det er bedre end ingen ting, men
det kan vel diskuteres hvem som er ”tyven” her.
Du er også imod at jødende
etablerer bosætninger på ”Vestbredden”. Det er helt naturlig at
de gør det. Det kan være i tilknytning til gamle bosætninger,
eller det kan være nye bosætninger. På samme måden som araberne
får lov til dette, må jødende ha den samme retten.
Når jeg bruger benævnelsen
”Vestbredden”, så har det sin grund i at vi har to gode jødiske
navn på disse områdene, og det er Samaria og Judæa. Det er gamle
jødiske kærneområder. I Bibelen bliver de beskrevet som ”Israels
fjeld”. Når vi bruger begrebet ”Vestbredden”, så er dette en
fremmed gøring av at jødende har boet der i flere tusinde, og at
området hører jødende til.
Hvad som gælder dette området fra
Middel-havet og til Eufrat, så ble det kaldt ”Felestin” av
romerne i sin tid. Da engelskmenene fik dette området som
mandatområde etter 1.verdenskrig, så kaldt de det for ”Palæstina”.
Palæstina er ikke navnet på noget land, men det er navnet på et
område, som etter hvert ble afkortet 60 prosent. Jøderne ble også
kaldt ”palæstinensere”, men nå har araberne taget over både
navnene ”palæstinenser” og ”Palæstina”. Det er fortsat
ingen stat som heder ”Palæstina”.
Du synes at jeg er tendentiøs, når
jeg bruger ordet ”Palæstina-arabere” om palæstinenserne. Det er
et ret udtrykke, De er arabere, og de sier at de er en del av den
arabiske nationen- noget som de også er. Når jeg ikke bruger
udtrykket ”pasletin-jøder” om jøderne, så har det sin grund i
at jøderne har fået etabler en stat på deler av dette området, og
det er Israel. De som styrer der, er jøder.
Du går til angreb på jøderne, for
at de så sig nødt til å gå ind i Gazi i 2009 for å forsvare sig
mod de 5000 til 6000 rakettene som ble sendt ind i Israel fra
palæstinensisk side. Du kalder det for ”en primitiv form for
krigsføring”. Det må være lov for en stat, som bliver angrebet
på denne måden, å forsvare sig. Denne krigen er blev gransket i to
rapporter, og det er ”Goldberg rapporten 1 og 2. I den første
rapporten ble Israel kritiser for sin krigsføring i Gaza, I den
andre rapporten ble Israel frifundet for kritikken av den grund at
ikke alle opplysningene havde kommet frem i den første rapporten.
Ja, det er synd i palæstinenserne.
De er vore medmennesker, men de har dårlige ledere, som ikke ønsker
fred med Israel, men krig.
Du reagerer heller ikke på
indholdet i Polo-charteret og Hamas sit charter. Jeg har studeret dem
begge og skrevet om. dem. Jeg skal ikke skrive om dem her, men i dem
er det ingen forsonende tone overfor Israel- snarere tvært imod.
Yasser Aafat sa i sin tid at Polo-charteret ikke gjaldt længer, men
at det var ”avleggs”, men til trods for det, så står de samme
paragrafene der den dag i dag. Terje Rød Larsen sa i sin tid at
Yasser Arafat var en motorisk løgner. Han løj hele tiden. Han sa en
ting til det naive Vesten mens han sa det modsatte til araberne.
Du nævner heller ikke noget i din
artikel om samarbejdet mellom Fatah og Hamas,
Du nævner heller ikke noe om Abbas
forslag om å tømme ”Vestbredden” for jøder. Dette er vigtige
momenter på vejen til krig eller ”fred”.
Tingvoll den 19-6. 2011. Oskar Edin Indergaard