”FADERVÅR”
ER EN JØDISK BØNN” "Gjøl
derfor ikke som de! for deres Fader ved hvad eder trænger til, før
eder beder ham. Derfor skal eder bede således: Fader vår, du som er
i himmelen! Helliget (gr.hagiazio) vorde dit navn; komme dit rige
(gr.basileia); ske din vilje, som i himmelen, så og på jorden; gi
os i dag vort daglige brød; og forlad (gr.aphiemi) os vår skyld,
som vi og forlader vore skyldnere; og led os ikke ind i fristelse
(gr.peirasmos); men fri os fra det onde. For Riget er dit, og magten
(gr.dynamis) og æren (gr.doxa) i tidsaldrene (gr.aion). Amen. For
dersom eder forlader menneskerne deres overtrædelser (gr.paraptoma),
da skal deres himmelske Fader også forlade eder, men dersom eder
ikke forlader menneskerne deres overtrædelser, da skal heller ikke
deres himmelske Fader forlade jeres overtrædelser."
(v.8-15.
"Fadervår" er en jødisk bøn. Vi kan naturligvis bruge
den i indeværende tidsperiode, men det er ikke alt som står i denne
bønne, som passer for os.
Det er en bøn som angår den messianske jødedommen. Hvad som
gælder det tidsmæssige aspektet ved den, så gælder den for
følgende perioder:
a) Den angår
tiden for Jesu og apostlenes forkyndelse.
b) Den gælder
trængselstiden på 7 år, og som ennå er fremtidig.
c) Den gælder
for hele ”1000 års-rigets” periode.
Vi skal i det følgende analysere denne bønne, slik at vi ser
hvad som VIRKELIG STÅR der. Jeg vil analysere den ut i fra et
messiansk jødisk synspunkt.Bønfald begynder med at jøderne skal henvende sig til Gud, som bor i himmelen. Gud er jødernes far, og de er hans barn. Som alle andre barn går til mor og far, når de vil opnå noe, så gik også jøderne til Gud, når det er noe de ville opnå.
1.) DEN FØRSTE
BØNNA er en bøn om at Guds navn må bliv helliget. Guds navn kan
ikke bliv mer hellig end det allerede er, men vi kan hellige det ved
å leve i samsvar med Guds vilje.
Dessuten kan Gud selv hellige sit
navn ved at han tar det profetiske ordet gå i forstillelse og dermed
vise verden, at han er en åndelig realitet. I og med at Gud arbejder
først og fremsat gjennom Israel, når det gælder opfyldelsen av det
profetisk ordet, så er dette en bøn som har med ISRAELS FRELSE å
gøre. Når det profetiske ordet går i opfyldelse, så er dette et
led i jødernes frelse, som foregår i forskellige etaper.
2.) DEN ANDRE
BØNNA er en bøn om at Guds rige må komme. (v.10.) Når Jesus
underviste om Guds rige, var det ”Riget for Israel” han omtalte.
Dette Riget fik en ny aktualitet i Israel med døberen Johannes dåb
og undervisning. Han sa: "Himlenes rige er kommet."
(Mat.3,2.)
"Torahen (de 5 Mosebøgene) og
profetene havde sin tid INNTIL JOHANNES. FRA DEN TID forkyndes
EVANGELIET OM GUDS RIKE, og enhver trænger sig ind i det med magt."
(Lukas 16,16.)
Jesus havde det samme budskabet som
Johannes. Jesus døbte ikke, men han gjorde derimod de messianske
undergangsstemning, som til fulde viste hvem han var. (Se min bog:
Jesu Genkomst. Bind 4. Kapitel: De messianske undergjerningene.)
Etter Jesu himmelfart fortsatte
Jesu apostle og dispiler å forkynde evangeliet om ”Riget for
Israel”. Dette ble kaldt for "apostlenes lære"
(Ap.gj.2,42.) Denne forkyndelsen forkynde de helt frem til Jerusalems
ødelæggelse i år 70. Etter den tid var nådetiden for jøderne
slut med hensyn til oprettelsen av Riget.
Vi må ikke blande sammen Paulus
sin forkyndelse med apostlenes forkyndelse. Den første er knyttet
til den frie nåden, mens den sidste er knyttet til nåde og
gerninger.
3.) DEN TREDJE
BØNNA er en bøn om at Guds vilje må ske i Israel, slik som den
sker i himmelen. (v.10.) Det græske ordet "ge", som i vore
Bibler er oversat med "jorden", kan lige godt oversættes
med "landet" dvs. landet (hebr.eretz) Israel. Når Guds
vilje sker på jorden, må den først begynde i Israel. Det er Israel
som er udgangspunktet for Guds planer og Guds vilje med verden.
4. DEN FJERDE
BØNNA er en bøn om at Gud må gi jøderne deres daglige brød.
Ordet "brød" går både på alt det som de behøvede i det
daglige liv, og det går også på Jesu person. Jesus sa om sig selv
at han var ”livets brød”. "Jesus sa til dem. Jeg er livets
brød. Den som kommer til mig, skal ikke hungre, og den som tror på
mig, skal aldrig nogensinde tørste." (Joh.6,15.)
Jesus sa også at mennesket ikke
lever av brød alene, men av Guds ord. "Og Jesus svarte ham
(djævelen): Mennesket (Jesus selv) lever ikke av brød alene, men av
hvert Guds ord." (Luk.4,4.)
For at et menneske skal fungere på en ret måde, må det
både ha mat og åndelig føde.
Den som søgte Guds rige og Guds
retfærdighed, den kunne forvente å få alt det som vedkommende
behøvede. "Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så
skal eder få alt dette i tilgift." (Mat.6,33.)
Dette er en bøn som ikke mindst
angår den store trængselstiden, som ligger foran jøderne. Da skal
de bli presset av alle verdens nationer. De vil da mer og mer indse
at de er afhængige av Gud, for å overleve fra dag til dag.
I tilleg til dette vil Antikrist
kræve at den som skal kjøpe og sælge noe i denne tiden, må tage
hans mærke eller dyrets navn eller tallet for hans navn på sin
højre hånd eller på sin pande. "Og det (den falske profet)
gør at det ble gitt alle, små og store, rige og fattige, frie og
træller, et mærke i deres høre hånd eller på deres pande, og at
ingen kan kjøpe eller sælge, uden den som har mærket, eller dyrets
navn eller tallet for dets navn.(Joh. Åp.13,16-17.)
Om jøderne i ”1000 års-riget”
er det sagt følgende: "Han (den retfærdige) skal bo på høje
steder, fjellfestninger er hans borg, SITT BRØD SKAL HAN FÅ. Vandet
skal ikke slippe op for ham. Dine øyne skal skue kongen (Messias) i
hans herlighed. De skal se et vidtstrakt land." (Es.33,16-17.)
5.) DEN FEMTE
BØNNA er en bøn om at Gud må forlade jøderne deres skyld (synd),
slik som også de tilgav dem som har begået synd mod dem. I denne
bønne blir syndetilgivelsen gjort avhengig av at jøderne FØRST
tilgav sine medmennesker det som de havde gjort mod dem.
Dette princippet om at DEN SOM IKKE TILGAV FØRST, den fik
ikke tilgivelse av Gud, heder på hebraisk "midah knegede",
og det betyr "mål mod mål" eller "standard mod
standard". Gud behandler menneskerne i forhold til den
standarden som de har behandlet andre mennesker på.Dette princippet var godt kjent i den rabbinske litteraturen. I Jesu Siraks bog fra 189 før Messias står det: "En som hævner sig, vil opleve Herrens hævn, og han (Herren) vil tag vare på hans synder."
"Tilgi din nestes uret, og dine synder vil bli tatt vekk, mens du ber."
I Mishnah Sota 1,7 står det: "Med det mål et menneske måler, blir det målt."
Rabbi Gamaliel Berrabbi har sagt: "Enhver som viser barmhjertighed til andre, vil få barmhjertighed fra himmelen.
Den som ikke tilgav først, fik
ikke syndens forladelse av Gud. Slik er det ikke i vår tidsperiode
og i den paulinske læren. Vi blir tilgitt vore synder av Gud på
grund av Jesu forsoning. Vi kan være SIKRE PÅ SYNDENES FORLATELSE
når vi tror på Jesus. Det "å tro på Jesus" er det samme
som "å ha syndernes forladelse". "men vær gode mod
hverandre, barmhjertige, så eder tilgir hverandre, ligesom Gud har
tilgitt eder i Kristus." (Ef.4,32.)
"så eder tåler hverandre og
tilgir hverandre om noen har klagemål mod noen. Som Kristus har
tilgitt eder, således og eder." (Kol.3,13.)
Dette var et så vigtig prinsipielt
i Jesu undervisning at han presserite det nok en gang i Mattæus
6,14-15. "For dersom dere (jøderne) forlader menneskerne deres
overtrædelser, da skal deres himmelske Fader også forlade eder, men
dersom eder ikke forlader menneskerne deres overtrædelser, da skal
heller ikke deres Fader forlade deres overtrædelser.
Hva som gælder selve verbet "å
tilgi", så er det på gresk "afiemi". Det betyr "å
sende bort". Det betyr at synden blir sendt bort og er borte for
altid. Slik er Guds tilgivende nåde.
Et andet vigtig prinsipielt i den
messianske jødedommen var det forholdet at en måtte BEKJENNE sine
synder, for å få syndendes forladelse. Dette var et krav som ble
stils. "dersom vi (de messianske jøderne) bekender vore synder,
er han trofast og retfærdig, så han forlader os syndende vore og
renser os fra al retfærdighed." (1.Joh.1,9.)
I vår tidsperiode behøver vi
ikke å bekender vore synder, for å få syndendes forladelse. Guds
nåde dækker alt dette. Vi har AUTOMATISK syndendes forladelse så
længe som vi tror på Jesus. Det er det samme som å "være i
Kristus".
Dette betyr ikke at vi ikke skal
lægge alle vore synder frem for Gud og bed ham om å hjælpe os,
slik at vi kan leve et bedre liv som kristne. Vi skal lægge alt frem
for Gud (Ef.4,6.), men det er nåden som må føre til at vi lever et
bedre liv som kristne og ikke gjerningene.
6.) DEN
SJETTE BØNNA er en bøn om at Gud ikke måtte lede de messianske
jøderne ind i fristelse (prøve). (v.13.) Det ordet som her er
brugt, er på gresk "peirasmos". Det er galt å oversætte
dette ordet med "fristelse", for Gud frister ingen, og selv
fristes han ikke av det onde (Jakob 1,13.). Vi skal oversætte dette
ordet med "prøvelse" eller ”trængsel”.
Denne bønne angår de prøvende
som jøderne og verden skal gennem i den 7-årige trængselstiden,
som ligger foran. Det samme ordet er brugt i Johannes Åbenbaring
3,10 om menigheden i Filadelfia, som er en messiansk menighed, og
ikke en paulinsk menighed. Gud vil bevare den ut fra (gennem)
trængselstiden. "Fordi du tog vare på midt ord om tålmodighed,
vil jeg og fri dig ut fra (gr.ek) den prøvelsens time (gr.tes horas
tu peirasmu) som skal komme over hele jorderige, for å prøve dem
som bor på jorden." (Joh. Åp.3,10.) Det forholdet at de 7
lilleasiatiske menighed ikke er paulinske menigheder, ser vi av
indholdet i det som Johannes skrev til disse menighed. Det blir lagt
stor vegt på at menighed har gode og fuldkomne gerninger og lidt
vegt på Guds nåde, som kendetegner den paulinske forkyndelsen. "Kom
derfor i hu hvad du (menigheden i Efesus) er fald fra (den første
kærligheden) og omvend dig og gør DE FØRSTE GJERNINGER
(efterlevelse av Jesu lære), ellers kommer jeg over dig og vil
flytte din lysestage fra dens sted, hvis du ikke omvender dig."
(Joh. Åp.2,5.) "Bliv vågen (menigheden i Sardes) og styrk de
ting som var på veg til å dø, for jeg har ikke fundet DINE
GJERNINGER FULLKOMNE FOR GUD." (Johnas.3,2.)
(I parentes gør vi opmærksom på at i Fesus som i mange
andre byer i diasporaen var det to typer menigheder, som troede på
Jesus, og det var:
a De
messianske menighed, som bestod av jøder og proselytter. De ble
betjent av apostlene. b De paulinske menighed, som bestod både av
jøder og hedninger. De ble betjent av Paulus og hans medarbejdere.
7.) DEN
SJUENDE BØNNA er en bøn om at Gud må bevare jøderne fra "det
onde" eller fra "den Onde". (v.13.) Dette er også
en bøn som angår jøderne i den store trængselen. Vi vat at
jøderne desværre skal indgå en pagt med Antikrist i begyndelsen av
trængselstiden på 7 år. "Og en uge (7 år) skal han
(Antikrist) gøre pakten fast for de mange (jøder), og i midten av
årrækken skal slagtoffer og matoffer opføre, og på
vederstyggelighedens vinger skal ødelæggeren (Antikrist) komme, og
det indtil tilintetgørelse og fast besluttet straffedom strømmer
ned over den som ødelægges (Antikrist.)" (Dan.9,27.)
Dette er det VIRKELIG STORE
FRAFALLET, som Bibelen omtaler. Jødende skal gøre en aftale med
Antikrist, som de tror er jødernes Messias. Det er dette frafaldet
som blir omtalt i 2.Tess.2, 3-4, hvor det står: "La ingen dåre
eder på nogen måde, for først må frafaldet (gr.apostasia) eller
”afgangen”, som er det samme som ”borttykkelsen”) komme og
syndens menneske (Antikrist) åbenbares. Han som står imod og
ophører sig over alt som kaldes gud eller helligdom, så han setter
sig i Guds tempel (i Jerusalem) og gir sig selv ut for å være Gud."
Ordet ”apostasia” er oversat
med ”afgang” i alle Bibel-udgaver frem til 1611. Da ble
oversættelsen forandret til ”frafaldet.
"Fadervår" bliver
afsluttet med en bekræftelse om at Riget for Israel, magten og æren
hører Herren til i TIDSALDRENE.
Dette samsvarer med det som står i
Lukas 1,32-33: "Han (Jesus) skal være stor og kaldes Den
Højestes Søn, og Gud Herren skal gi ham hans far Davids trone, og
han skal være konge over Jakobs hus i tidsaldrene, og det skal ikke
være ende på hans kongedømme."
”Riget for Israel” skal bare
vare for en tidsperiode, mens Guds rige skal vare for altid. Etter at
Jesus har vært konge i Israel i 1000 år, vil han afslutte den
første del av det dravidiske kongedømmet og underlægge sig Gud,
slik at Gud kan være alt i alle. "For han (Jesus) skal være
konge indtil han får lagt alle sine fi ender under sine føtter. Den
sidste fi ende som tilintetgøres, er døden (det sker på slutten av
”1000 års-riget”, for han (Gud) har lagt ALLE TING under hans
(Jesu) føtter. Men når han sier at alt er ham underlagt, så er det
klart at han er undtage som har underlagt ham alt, men når alt er
ham underlagt, da skal og Sønnen underlægge sig ham (Gud) som la
alt under ham, for at Gud skal være alt i alle."
(1.Kor.15,25-28.)
Hva som gælder det greske ordet
"aion" og det hebraiske ordet "olam", så skal
disse ordene ikke oversættes med "evighed", men de skal
oversættes med ordet "tidsalder". Det er sammenhængen i
teksten som viser hvilken tidsalder det gælder. Det arbejdes nå med
en helt ny Bibel-oversættelse som vil ta hensyn til disse ordene.
(Se min bok: Jesu Gjenkomst. Bind 5, hvor jeg skriver my om dette.)
Det er mange likheter mellom "Fadervår" og de
jødiske bønnerne. Vi skal her citere fra to jødiske bønner:
"Må din vilje bli gjort i
himmelen der oppe og garantere fred og tilfredshed til de som frygter
dig, og som gør det som synes bedst for dig." (Tosefta Berakot
3,7.)
"Må det være din vilje,
Herre, min Gud, å gøre Meg kendt med din Torah, og gøre det slik
at jeg adlyder dine bud. Led mig ikke ind i synd, ikke ind i urenhed,
ikke ind i prøvelse, ikke ind i vanære. Tving frem mine impulser
til å tjene dig, og hold mig langt borte fra en ond mand eller fra
dårlige venner. Gi mig gode venner i dette livet. Og la mig i dag og
hver dag finne nåde, velvilje og barmhjertighed i dine øjne
og i øjnene til alle som møder mig, og garanter mig dine bedste
velsignelser. Velsignet er du, o Herre, som garanterer dine bedste
velsignelser til dit folk, Israel." (Berakoth
60 b.) (Se David Bivin og Roy Blizzard Jr.s
bok: Understandig the Difficult Words of Jesus. s.46. Se også
mine bøger: Jødernes Konge. Bind 2. Kapitel: Fadervåret er en
jødisk bøn og Mattæus Evangeliet. Jesu Liv og lære. s.79-85.)
Når kirken eller
misjonsorganisasjonene har en anden oppefatning av ”Fadervåret”
end den som jeg har skitsers ovenfor, så har dette sit udgangspunkt
i den såkaldte ”erstatningsteologien”. Den går ut på å fratag
Israel og jøderne deres opgaver og kald. Denne teologien har vi haft
fra 300-tallet av og frem til i dag. Den lever desværre i bedste
velgående i de kristne forsamlingerne, og den er ikke vanskelig å
få øje på.
Jeg har ikke sagt at vi ikke kan
bruge ”Fadervåret” i vore bønner, men det kan også være av
betydning å se og forstå hvad vi ber om, når vi ber ”Fadervåret”.
Tingvoll den 21-1-07. Oskar Edin Indergaard