Fortsat vildledende, Ordet og Israel 1975

                                                    ”Ordet og Israel” Februar 1975.

Afholdt foredrag ”Vidnesbyrd i dag” af pastor Axel Torm.

Fr. Torms søn, blev som præst og efterfølgende Dansk Israels mission formand.

Referent Egon Ladegaard Kristensen

Det var af den allerstørste betydning, at Kirkernes Verdensråds teologiske kommission (Faith and Order) ved sit møde i Århus i 1964 besluttede, at man grundigt skulle overveje spørgsmålene omkring kirken og det jødiske folk. Allerede i 1964 havde man det første manuskript færdigt. Man opfodrede en række personer, der havde arbejdet med disse problemer , til at udtale sig og til først og fremmest at kritisere resultatet. Det må siges, at man tog hensyn til alle vore bemærkninger i det fortsatte arbejde.

Det endelige resultat blev forelagt ved et møde i Bristol 1967 og godkendt. Det udkom senere i en bog med titlen: ”New direktions in Faith and Order”. Til trods for det store arbejde der var udført, var man dog ikke nået til et endeligt resultat. Det var jo et første forsøg.

I afsnit 4 (Kirken og dens vidnesbyrd) fastslår man, at Guds kærlighed og nåde vil favne alle mennesker. Kirken har derfor et vidnesbyrd af bringe. Men det skal bringes, så det kun kan modtaget i fuld frihed. Dette er selvfølgelig en væsentlig tin at få sagt.

Jødedom og kristendom.

Men når man derefter behandler det særlige forhold mellem jødedom og kristendom, synes man at komme i tvivl. Der opstår en dyb menings-forskellighed. Den synes at opstå på grund af kirkesynet. Nogle fastslår, at Kirken er Kristi legeme, andre at den er Guds folk.

I sig selv er begge begreber bibelske. Uenigheden opstår ved de følger, man drager.: Er kirken Kristi legeme, må jøderne stå udenfor. De tror ikke på Kristus.

Er kirken Guds folk, hører jøderne med. Gud har ikke forkastet sit folk.

I første eks, er det klart, at vi har et vidnesbyrd at bringe til jøderne.

I det andet gælder det om, at vi kan finde dem gennem et økomenisk møde.

Bristol-dokumentet har altså intet klart svar. Det kan selvfølgelig være en fordel, at man ikke endte i et kompromis. Et sådant opstår ofte ved en svækkelse af teksten- man siger ikke ret meget, men kommer med selvfølgeligheder, der tilslører det væsentlige. Dette kan delvis også siges om den lignende erklæring fra Vatikanerkoncilet.

I Bristol er man åben og ærlig, at man indrømmer forskellighederne i synet. Man søger ikke at formidle, men at respektere hinanden.

Men netop dette kræver, at der arbejdes videre. Måske må man begynde fra grunden. Man må gennemtænke og kritisere sine vegne tanker. Man må stille dem i hele Bibelens lys og ikke blot i de bibelsteder som man særlig støtter sig til. Om vi endnu kan nå til enighed, er måske et spørgsmål, men vi må kunne høre hverandre (en ting synes på baggrund af Bristol-dokumentet at stå fast. Vi har endnu i dag et vidnesbyrd)

Spørgsmål til overvejelse

1. Gælder dette vidnesbyrd også jøderne? Eller skal vi møde disse på en økomenisk baggrund?
2. Hvis vi har et vidnesbyrd overfor jøderne, er dette så ændret, eller er det det samme som vore fædres? Hvis ikke, hvori ligger så forskellen? Gælder det vidnesbyrdets indhold eller form?

Når man her tilføjer spørgsmålene om vor ændrede selvforståelse og den forandrede situation mellem kristne og jøder, har dette så betydning for vidnesbyrdet?- For dets indhold eller form?

Det ville måske være nyttigt først at fastslå, at apostlene og den ældste menighed, hvor alle jøder var klar over deres vidnesbyrd. De ville intet andet end forkynde Kristus som korsfæstet. Kristus var som Guds Søn midtpunktet i deres tro. De havde måske ikke så fastlagte teologiske begreber som vi. Deres teologi var ofte mere ubevidst end gennemtænkt. Men de var vis på at Helligånden havde givet dem deres vidnesbyrd. Deres første problem var ikke om jøderne skulle høre deres vidnesbyrd, det var dem ganske klart, men gjaldt vidnesbyrdet hedninger?

Måske besvarelsen af det tredje spørgsmål vil kaste lys over den endelige stilling – er den kristne selvforståelse blevet ændret?

Nu kan jeg ikke lide dette udtryk. Findes der en sådan slev forståelse?

Har vi anden selvforståelse end den, som Kristus giver os?

Han er Herre, og han bor i troen i vore hjerter. Vi ved gennem ham det som Paulus giver udtryk for, at vi og al verden er straf skyldig overfor Gud. Kristus har givet os en erkendelse af vor skyld. Vi er alle uden forskel syndere og udelukket fra Gud. Men samtidig har vi fået den tro givet, at vi ved Kristus alene er befriet og forløst. Er denne selvforståelse ændret? - i så fald har Kristus ændret sig. - Noget andet er at kristnes stilling i verden, og at forholdene i verden påvirket og påvirker den kristnes selvforståelse. Men denne påvirkning er egentlig ikke kristelig. Da kirken havde en vis magt, talte man om kristendommen som den højeste religion og tilskrev sig selv en vis ære, fordi man havde erkendt dette.

Man mødte jøder med en snart medlidenhed, snart overlegende og fordømmende stolthed. Men det er ikke kristendom.

Er kristendom egentlig en religion, vor vej til Gud? Er den ikke Guds vej til os?

Hvis den alligevel er en religion, er den snarest den laveste af alle. Kristus satte sig på den nederste plads- midt imellem syndere. Det er altid en ydmygelse at blive en kristen. Man fratages sin egen selvforståelse og det hovmod, der er gemt i den. Man befris fra sig selv.

I dag er kirken for mange blevet noget ringe, og de kristne er i mindretal. Så påvirkes vor kristne selvforståelse af ydmyghed og tolerance. Vi skal anerkende alle andre, og Kristus overalt. Jo, men er han anerkendt som Herre overalt? Er denne holdning kristelig? Er det i virkeligheden os selv, vi gør ydmyge? Eller ydmyger vi den ophøjede Herre? Uden ham er vi fordømte og fortabte syndere- ingen kan undvære Ham. Der er ikke frelse i vore tanker om ham, men kun når han selv kan komme til.

Påvirkes af samtiden

Vi påvirkes af vor samtid, af tidens sekularisering, af materialisme, af råbet efter menneskelighed, efter frihed og retfærdighed. Vi forfærdes over rasediskriminering, sult og forurening. Selvfølgelig kalder alt dette på vor indsats, måtte vi forstå det. Men påvirker det den selvforståelse, Kristus har givet os? Det har måske betydning for måden, vi skal bringe vort vidnesbyrd på, men ikke på dets indhold. Hvis vi ikke lever for Kristi åsyn, under hans dom og nåde, kan vi intet udrette.

Den nye teologi har givet mange en ny opfattelse af kristendommen. Det siges os, at et moderne menneske ikke kan tro på opstandelsen, eller Kristi genkomst som historiske begivenheder. Det gamle vidnesbyrd udhules. Gud arbejder overalt for ret og retfærd, og de kristne er ikke ene om det.

Kristendom bliver ofte til en social etik.

Også forholdet mellem jøder og kristne har ændret sig. Det var nødvendigt, og man kan kun hilse det med glæde – det er kun sket langsomt. I Danmark blev vi hjulpet af Grundtvigs høje syn på Israel, det skinner igennem hans digte, bibelhistoriske sange og salmer. Det har værnet vort folk mod den værste antisemitisme – men vi har heller ikke været nok lydhørige. Det gamle syn på jøderne som Kristi mordere, som det forhærdede og forstødte folk, lever videre. Selv om enkelte var klar over det som man nu fremfører som noget helt nyt:

Gud har ikke forkastet sit folk. Gud har ikke opsagt sin pagt med dem. Jødedom er en levende religion. I synagogen møder vi bøn og tro, længsel og kamp. Og Gud er tilstede hos sit folk-så er Kristus det også. Han kendes blot ikke, men Han er i Ordet. Jødedommen er noget stort. Den har med den levende Gud at gøre.

Hvorfor var vi tavse

Særligt to begivenheder har sat sit præg på jødefolkets historie – de angår også os. Den ene er Auschwitz. Vi må stadig som dem tumle med det spørgsmålet: Hvor var Gud henne? Hvorfor tillod han det? Hvor var vi henne? Hvorfor var vi tavse? Har det (den) onde en større magt, end vi anede?

Det andet er staten Israels oprettelse – her møder vi noget glædeligt, men spørgsmålet melder sig:

Hvilken plads har den i Guds frelseshistorie? Kan vi tolke den komplicerede situation i dag? Vi kan ikke klar os med letkøbte svar.

Det kunne synes, som om alt det nævnte spiller ind på vidnesbyrdet indhold i dag. Vor skyld kan gøre os tavse. Er vort vidnesbyrd troværdigt?

Den såkaldte kristelige selvforståelse sætter spørgsmål ved vort vidnesbyrd absoluthed.

Den nye vurdering af jødedommen kan sætte spørgsmålstegn ved mission.

Har jødedommen ikke sin egen gudgivne vej?

Franz Rosenzweig, der virkelig kendte Det ny Testamente, hævdede at jødedom og kristendom havde hver sin vej. Når Jesus siger: Jeg er vejen, der kommer ingen til Faderen uden ved mig, så er det sandt, men kun for folkene. Israel behøver ikke at føres til Faderen. Det er allerede gennem sin udvælgelse hos ham.

Han synes dog at overse, at ordene som der står skrevet, gælder alle,. Jøderne er ingen undtagelse. Ordet er netop talt til jøder. Jesus sagde: Jeg er vejen, hvilket betyder at der findes ikke andre. Der findes ingen vej fra os til Gud. Jesus er Guds vej til os fra Gud. Nu var Guds udvælgelse ganske vidst Guds vej til jødefolket. Men aldrig har Gud været os så nær som i Jesus. Han blev menneske for at dele vore kår med os og bære vor synder.

I Israel var bøn, offer og gerninger ved at blive vor vej til Gud. Men alle veje er spærret på grund af Israels og vor synd. Alle er straf skyldige. Der findes ingen god end ikke en. Paulus har fået klarhed over dette, derfor siger han videre: Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle: Rom.11,32. Derfor hedder vejen Jesus. Hvis ikke Paulus havde ret, var Jesus temmelig overflødig – også vi kunne nøjes med Moses og profeterne.

Alligevel har ikke så få kristne det samme syn som Rosenzweig. Både af denne og andre grunde kan det siges, at vi ikke skal bringe vort vidnesbyrd til jøder og ikke må drive mission. Blot en jøde åbner sig for Guds stemme, er det nok. Det betyder inte om han bekender sig til jødedom eller til kristendom.

Det bliver imidlertid ikke klart hvad man mener med ordet mission, når man kritiserer den – der er blevet syndet i missionsarbejde som i alt kristeligt arbejde.

Men når en modstander af mission skildrer mission, kenderjeg den oftest ikke igen – det er en misforstået skildring af en mission, som i dag findes højest undtagelsesvis. Og nå det sige, at mission er u-bibelsk, så kalder jeg det u-bibelsk tale. Både Jesus og hans disciple forkyndte Israel et godt budskab. Og det var hovedsagen: Har vi et budskab? Vi har det ikke på baggrund af, at kristendommen skulle være mere moralsk eller indeholde dybere fromhed. Israels moral er høj, og dets fromhed dyb. En sammenligning lader sig ikke gennemføre. Vi har det ikke på grund af vor tale om kærlighedens store plads i kristendommen. Kærlighed kan vi møde hos jøder, og det har så vidst været så ringe med vor kærlighed overfor jøderne.

VI har et budskab

Når det alligevel skal fastholdes, at vi har et budskab, så er det på grund af Jesus Kristus, der selv var et trofast vidne Åbenbaring.1,5 og som har sendt sine disciple som vidner – også til Israel. Han, der bragte godt nyt fra Israels folk, har stadig noget at sige sit folk.

Dette budskab må, om det skal være sandt, være det samme som apostlenes budskab til alle fortabte, at Jesus Kristus er død og opstået for os. Ingen kan frelse sig selv med noget som helst. Selv det bedste i os er plettet. Vi kan kun finde frelse i ham.

Budskabet et det samme, fordi Gud er den samme, evig og uforanderlig den samme. Det betyder ikke, at han er en stiv og statisk Gud, der er ligeglad med os, men at han altid handler for os, måske på forskellig måde til forskellige tider, men kun fordi hans tanker er frelsestanker, og disse tanker fører han ud i livet. Hans barmhjertighed er hver morgen ny: Klages. 2,23. Og hans miskundhed varer evindelig: Ps. 106,1. Gud er ikke afhængig af tiden og udviklingen. Hver gang han kommer, bliver alt nyt. Intet ældes hos ham. Virkelig kristendom kan ikke blive gammeldags og umoderne. Det giver et falsk resultat, hvis vi benytter vore tids-begreber til at ændre budskabets indhold, for at det skal virke moderne.

Budskabet er det samme, fordi vor dybeste situation er den samme. Mødet med Kristus kan alene give os klarhed over vore synders dybde. Man taler i dag kun nødigt om synd og skyld og dom – i hvert faldt konkret. Er det fordi vi forfladiger budskabet? Nogle taler helt rigtig om vor skyld overfor jøderne. Den trænger vi stadig til ar høre om. Men glemmer man, at både vi og jøderne har skyld overfor evangeliet? Jøderne må vi helst ikke tale om. Og vi skal tie på grund af vor skyld. Jeg er bange for, at vi fordobler den, hvis vi tier.

Kristus først

Kristus er blevet Herre. Han er kristendommens midtpunkt. Det er her, Bristol-erklæringen svigter os. Den begynder forkert, når den begynder med et kirkesyn. Man må altid begynde med Kristus. Kristus var, før kirken blev til. Han vandt os frelse, før kirken blev til. Den jødiske prof. Flusser har sagt: Jeg ved ikke, om Kristus ville en kirke. Jeg ved, at han ville en bevægelse. Det sidste er i hvert fald rigtigt. Bevægelsen kom og blev med en nødvendighed til en kirke, og denne har forkyndt Kristi værk ud i verden. Jeg ved at synet på kirken er en vigtig sag. Men kristologisk, læren om Kristus, kommer først, ellers bliver kirkesynet skævt.

Når Kristus er Herre, bliver forskellen mellem Kristi legeme og Guds folk i-grunden illusorisk. Gud har jo gjort Kristus til Herre over sit folk. Kristus er Herre også over vor selvforståelse og vort forhold til det jødiske folk.

Vi er altså ikke blevet fritaget fra at være vidner, og vidnesbyrdet er det samme. Israel er Israel. Barnekårene, herligheden, pagterne, lovgivningen, forjættelserne og fædrene tilhører dem, siger Paulus og bemærk, at han siger det i nutid. Men også Kristus efter kødet tilhører dem. Paulus` store sorg er, at de ikke forstår, hvem han er. Denne bedrøvelse findes ikke mange steder i dag. Israel har mange fortrin, men Kristus som frelser er mere end alle fortrin og dybde, jo vigtigere det bliver mig

at vi har et vidnesbyrd. Paulus er vis på, at alle skal blive et i Kristus, og han giver sig selv til os. Gud har gjort store ting for os.

Fortsættelsen fra side 64 nr.3.1975.

Der er ingen tvivl om, hvorpå der skal vidnes, er blevet anderledes. Jeg tænker ikke her på , at man skal have taktfølelse, eller at man skal tale i et sprog, som kan forsås i dag. Det har man også tidligere sagt. Hvad da?

Det er næppe muligt at give klare regler for, hvordan et vidnesbyrd skal aflægges. Jeg ville endda være utryg ved det. Jeg har set forskellige eksempler på, hvordan man har givet regler for, hvordan kristne skal møde jøder. Skulle man lære dem alle, kom man næppe frem til en naturlig omgang med jøder, endsige et vidnesbyrd. Det ville være umuligt at lære dem alle. Jeg ville føle mig under en lov, som kuede al frihed. Mon ikke man ved for mange regler blot ville kvæle Ånden eller spærre ham vejen? Regler kan se nyttige ud, når de er udarbejdet ved et skrivebord, de er blot ikke til at følge. Ægte vidnesbyrd fødes spontant. Jeg er vis på, at et vidnesbyrd, der er fyldt med kærlighed, vil blive forstået og måske modtaget alle gode regler til trods.

Teologiske løsninger ikke nok

Dette hindrer ikke, at et vidne kan forberede sig for derefter i det rette øjeblik at lægge alt i Guds Ånds hånd. Kun hvad det passer denne hovedregel, kan siges med forsigtighed. Det kunne jo være, at der ikke altid var tid og lejlighed til en sådan forberedelse, men bønnen vil altid kunne berede vej.

1. Det må altid stå klart, at et sandheds vidne må leve sit liv med Gud i Jesus Kristus. Mine egne teoretiske eller teologiske løsninger alene er ikke nok. Selvfølgelig har det sin betydning, men de kan ikke blive grundlaget. Men det betyder alt at lade sig oplære og vejlede af Helligånden. Selvfølge kan jeg forveksle Guds Ånd med min egen åndrighed. Jeg må stadig forkaste mine tanker og bed ydmygt om Guds Ånd.
2. Den forandrede situation siger klart, at jeg må vide noget om den, som jeg møder. Lad mig nævnet et par ting. A. møder jeg en, der allerede er et vidne. Jøderne er før os kaldet til at bringe vidnesbyrd. De kendte Gud, da vore fædre endnu var hedninger. De skulle vidne om den ene og enestående Gud der har skabt verden og er dens Herre. B. vi kristne er ikke et nyt Israel. Det står ikke i Skriften. Den Kristus vi tror på, er blevet forkyndt os af vidner af dette folk. Vi er kommet med i Israel. Vi er det sammen med de Gammeltestamentlige fromme, sammen med den første menighed og sammen med de kristne jøder i dag. Der skete det mærkelige, at et , som sagde ja til Israels Gud, men nej til den, som Han sendte til Israel fortsatte at leve. De er egentlig i en umulig situation. Men Gud har gjort denne situation mulig ved ikke at forkaste dette Israel. Det er den virkelighed, som vi må regne med. De er også Guds folk. C. Så sandt de er det, så er de også Guds budbringere, selv om de efter vor mening ikke har set Israels budskab i hele dets fylde. Men vi har dog grund til at lytte til dem. Vi møder et vidne og må ikke møde hans vidnesbyrd med vore fordomme. Vi må ikke tro, at vi har alt og de intet. Han lever også af Gl. testamente og i det, selv om han forstår det anderledes. Måske han kender de gamle rabbinere end det, som vi kender N.T, bedre end dem. Måske fortolker han det ud fra pagten på Sina og vi ud fra Kristus. Derfor kan hans udlægning godt befrugte vor. Det er også muligt, at vi kan høre Guds røst i de gamle rabbiners ord, her og der. Jøden Ben Corin skriver i en af sine bøger: Den kristne skal ikke høre op med at bringe det glade budskab, der i Jesus Kristus blev ham til del. Og jøden skal ikke høre op med at være Guds vidne midt i den for ham så aldeles uforløste verden.

Vi skal ikke samtale fra dogme til dogme, men fra eksistens til eksistens. Dette sidste er meget vigtigt.

Virkelig samtale

3. Dette kræver, ar vi ikke blot forkynder for jøder. Det skal vi blive ved med, når der gives narturlig lejlighed, og det sker. Vi skal også møde jøder i samtale. Det har vi altid gjort. Men den skal sikkert være mere åben og lyttende. Man har i dag kaldt samtalen dialog. Ordet virker koldt og er sommetider blevet opfattet, som om det var modsætning til mission. Det bliver der, hvis man blot vil informere hinanden, men egentlig ikke, hvis man virkelig vil hinanden noget. En samtale, hvori man vil hinanden noget, er ikke en virkelig samtale, siger en jøde. Evangeliet behøves ikke at forties i en samtale. Vi skal ikke blot være villige til at modtage af hinanden, men også at give. Men virkelig samtale kræver to ting. A. Jeg må virkelig lære jødedommen at kende. Vi må kende lidt til jødisk fromheds-liv og tankegang. Vi må læse i den jødiske bønnebog. Vi må forsøge at forstå. Vi må kunne tale med en jøde om det, som han lever i og holder af. Vi må kende lidt til alle de smertefulde spørgsmål, som Auschwitz fremkalder. Vi kan ikke forstå alt, ikke svare på alt, men dog forsøge at være sjælesørgere, der med vor egen skyld lider med dem. Vi kan ikke forklare alt, hvad der sker med folket i den nye stat, og dets lidelser der, men de må forstå, at vi aner Guds hånd trods alle onde anslag, udefra som indefra. B. Men vi må også stadig kende vor egen tro bedre. Netop mødet med jødedommen tvinger os til stadig at spørge: Hvad betyder det for os, at Gud har sendt Kristus? Hvad betyder han for os? Det er for mange kristne et glemt spørgsmål. Den engelske missionær Charles Ranson har påpeget det i sin bog: That the World may know. Her skriver han: Hvis vi spørger en gennemsnits kirkegænger om, hvad kirken er, og hvorfor den eksisterer, vil vi få at vide, at den er et fællesskab af ligesindede, som ha fundet sammen for at finde kraft og inspiration ved gudstjenesten. Man vil finde hjælp til et rigere moralsk liv. Samme svar kunne man møde alle vegne. Og Kristus er overhovedet ikke nævnt i det. Vi har også et vidnesbyrd fra vore egne. Og det må bringes, om vi skal bringe det ret til jøder. C. Jeg må under ingen omstændigheder påtvinge den noget, som jeg fører samtale med. Jeg skal ikke overvinde den anden. Han skal kunne modtage frit, når Guds stund er der. Værket er Guds. Jeg skal ikke bevise nogen noget. Det kan jeg heller ikke. Tro kan ikke bevises. At ville bevise med G.T, i hånd, vil intet udrette. En jøde forstår det ikke. Han tolker det anderledes og vil måske prøve at modbevise. Der er ikke tale om bevis, men om at tale ud af overbevisning. Det kan jeg kun, nå jeg møder den anden som en synder, som jeg selv er det. Sammen må vi ind under Ordet dom og Nåde. Jeg trænger til at høre det selv, også når jeg taler det. Gud alene kan tale tilgivelsens ord. Måske en samtale kan føre til, at vi sammen beder derom.

Vor fælles rod

Noget andet er, at jeg i vor samtale må prøve at klargøre, at G.T, er vor fælles rod. G.T, er os uundværligt. Vi forstår ikke Kristus uden det. Lidelses-historien fortælles i Markus-evangeliet som en martyrberetning. Når Peter eller Paulus forkynder, hvad den betyder for os, griber de f. eks. Tilbage til Es.53 og taler om den lidende tjener. Det er muligt, at vi i langt højere grad skal finde svar i G.T. Vi har for ofte fulgt kirkefædre, der prøvede at forklare Kristus ud fra græsk tankegang, og det mislykkedes. Der er måske stadig noget, vi skal gøre os fri af for at trænge dybere ind i Skriften, men det er et foredrag for sig selv. Men ingen lære om Kristus bliver sand uden G.T. Mission er altså ikke proselyt mageri, men sendeles i tro på Gud, hvem frelsen tilhører, og som alene giver del i den.

4. Det siges undertiden, at vi skal vidne mere med gerninger end ord-ikke mindst når det gælder jøder. Det er der noget rigtigt i. Men jeg kan også blive bange. Også mine gerninger er ufuldkomne og plettede, synden bor i dem. Selv den bedste gerning siger ikke noget klart om Kristus. Gerninger er altid tvetydige og kan ikke stå alene. Man sige ofte med rette, at vore ord er blevet utroværdige. Men gælder det ikke også vore gerninger? Hvad vil han n u opnå ved dem, spørger jøden. En jøde sagde: Når i kristne taler om kærlighed, bliver jeg bange. Det kunne han måske også have sagt om vore velmenende kærligheds-gerninger. Troen kommer af prædikenen, siger Paulus. Evangeliet er altså uundværligt. Gerninger er troens frugter. Derfor må de følge med. Den tyske teolog Joachim Jeremias skriver: Vore ord alene er som tomme skaller, vore gerninger alene kan være djævelsk værk.
5. Et vidnesbyrd har et mål. Og det skal stå os klart for øje. Vil vi vinde jøder for os, for vor kirke, eller vil vi bringe Kristus ind i det jødiske folk og vinde det for ham. Man har forsøgt at danne jøde-kristne menigheder. Det er sjældent lykkedes. Den internationale jødekristne alliance er ikke en kirke. Man vil i fællesskab tage særlige opgaver op for det folk, man stammer fra. Foreløbigt må vi modtage døbte jøder i vor kirker. Og de skal føle sig hjemme i dem. Frelsen er den samme. Men derfor kan kristne af jødisk rod godt have deres egne opgaver og egne nådegaver. Og det er ikke engang sikkert, at der skal opstå dem en de frit kunne tjene med. Der er en særlig jødisk kirke i Israel. Kristne jøder og arabere er nogle steder ved at finde hinanden til fælles møder og gudstjenester. Og det er meget værdifuldt. Når Guds Ord en dag skal lyde fra Sion, bliver det måske en fælles lovsang sunget af jøder, arabere og kristne i kor. Vi skal hele tiden huske, at vi er gået over til det Israel, der bekendte Kristus. I det blev vi indlemmet. Det Israel, der ikke fandt ind i den tro, er ikke kastet ud af Guds-huset. Vi skal en dag sammen med dem lov-synge Kristus på en helt ny og dybere måde. Indtil da er det en vigtig sag sammen med dem lov-synge Kristus på en helt ny og dybere måde. Indtil da er det en vigtig sag at vidne for vore husfæller. Kristus er midt-punktet. Det gælder Ham og Hans rige. Og det rige er det samme som Israels rige-og som Guds rige og Gud skal blive alt i alle. Da er det nye menneske af jøde og hedning blevet til.

Evangeliet skal lyde

Vidnesbyrdet om Kristus er altså en yderst vigtig ting. Det må for ingen pris forstumme. Kun i Ham er vi fri for at skulle yde noget for vor frelse. Jødedom ved noget om Guds Nåde. Af den er folket udvalgt, og ved den skal det frelses. Men det må yde noget selv alligevel. Professor Klaussner skrev: Mennesket skal forløse sig selv fra synd, ikke ved troen alene, men ved bod og gode gerninger. Da vil Gud forløse ham. Jødedom ved noget om omvendelse. Den har en stor plads i jødedommen. Men den sker på vort initiativ. Vi vender tilbage. I kristendommen er den Guds værk. Den sker, fordi Jesus kalder og giver kraften dertil.

Evangeliet skal lyde. Kirken er Kristi legeme og Kristi folk. Jøden er ikke med, fordi han ikke kan tro det. Og han hører dog til, fordi Gud ikke har forkastet folket, men bevaret det. Derfor er jødedommen noget helt andet end hedningemission.

Men vi skal lære at tale mere jødisk om Kristus. Jeg har været inde på kristologisk. Den må bygge på G.T. Forargelsen over at Messias er en dødsdømt forbryder, kan og skal vi ikke borttage. Heller ikke forargelsen over, at en død er blevet levende. Men vi skal vogte over de forargelser, som vi selv giver anledning til på grund af fordomme og ukendskab. Det tales i vor tid meget om Jesus. I de gamle kristne lande bliver Jesus i dag opfattet på mange måder og taget til indtægt for snart alt. Man vil alt andet end forkyndelsens Jesus. I Østen kan han beundres både af hinduer og buddhister, når han bliver forstået efter deres forudsætninger. Kan det tænkes, at netop jøderne en dag skal hjælpe os til et fuldtonende vidnesbyrd må vi spørge www.denpaulinskegruppe.blogspot.com