Rosværdigt arbejde: Ind med Evangeliet 1-2.
Paulus
brev til Hebræerne, fra Kristen Bogproduktion 2012,
forfatter Oskar Edin Indergaard, Tingvoll, Norge.
s.10 En sammenligning
mellem den messianske jødedom og det Paulinske budskab.
Når det gælder
indholdet i N.T., så må vi dele det i to, og det er:
De messianske
Skrifter som angår Riget for Israel og
Den kristne menighed
Skrifter som angår den kristne menighed.
De
messianske Skrifter består af de 4 evangelier, Apostlenes gerninger,
kapitlerne 1-12, Apostlenes Skrifter, brevet til Hebræerne og
Johannes Åbenbaring.
Den
kristne menighed Skrifter består af Apostlenes gerninger, kapitlerne
13-28 og brevene som Paulus skrev, med undtagelse af brevet til
Hebræerne.
s.11
Der er ingen som kan frelse sig selv ved egne gerninger, men ved at
holde Jesu bud, gav jøderne et signal til Herren om at de ønskede
at høre ham til. Dette signal var nok til at han gav dem troen
(frelsen).
s.12
Jesus kom med en række krav til jøderne om at den som opfyldte
disse krav, skulle arve Guds rige, som var Riget for Israel, således
var kravene:
Dem
som ikke ville underkaste sig disse krav, fik ikke lov til at arve
Riget for Israel: Mat.7,21-23 og 28,19. Mark.16,16. Hebræer. 6,2.
Mat.6,14. 7,21. Luk.9,26 og Mat.10,32-33. Rom.9,10 og 1.Joh.2,22-23.
1.Joh.1,8-9. Mat.11,12. Mat.5,7 og Jakob.2,13. Mat.12,32-33 og 36-37.
19,21. 11,4-5 og Jakob 2,5.
De
fattige i Ånden skulle arve Guds rige. Mat.5,3. ”At være fattig i
Ånden” betød at en havde solgt alt det som han ejede og
fortrøstede sig på Gud” Se min bog: kristendommens Jødiske
rødder. Side 81. Den som gav almisse, skulle får del i Guds rige.
Luk.11,41. 6,36. Joh. 5.28-29. Luk.1,50. Ap.gr. 3,19. 10,35. Jakob
2,3 v.10.1.Pet. 5.5. 2. Pet.1,10. Joh.15,1-7. 1.Joh.3,7 v.23-24.
4,12. 5,16. 2.Joh.1,9. Åbenbaring. 2,5 v. 26. 3,2 v. 8.
s.14
I tillæg til Torah forskellige gerninger eller bud, måtte jøderne
også komme til tro på Jesus som deres Messias.
Der
er ikke noget menneske, som har fortjent Guds nåde. Gud giver den
til menneskene – ikke på grund af vore gode gerninger, men på
grund af sin kærlighed til menneskene på grundlag af Jesu
forsoning. Gud har forpligtiget sig selv på at give os nåden ved
Jesus forsoning.
Når
Paulus skrev at ”vi er ikke under loven , men under nåden”
Rom.6,14., så betyder det ganske enkelt at vi (den kristne menighed)
ikke er under den jødiske (messianske) lære, men under den
paulinske lære.
s.15
I den messianske jødedom er der to retfærdighedsbegreber og to
helliggørelse-begreb. Der er både Guds retfærdighed og Guds
helliggørelse af menneskene, og der er menneskets egen etiske
retfærdighed og helliggørelse i sit liv som troende. De to
sidstnævnte begreber havde deres basis og opfyldelsen af den jødiske
Torah. Dette var ikke blot udtryk for gjort gerning fra menneskets
side, men selve drivkraften i dette var Den Hellige Ånds virke i
menneskets liv: Mat.6,3 og 5,20. Hebræer 2,11 og 12,14.
I
den messianske jødedom kræves der stadig vækster og helliggørelse
i troslivet. Dersom de messianske jøder ikke havde denne vækst,
faldt de ud af retfærdiggørelsen. Troen måtte være fuldkommen.
I
den paulinske teologier derimod den, som en gang er blevet
retfærdiggjort, frelst for altid. Menneskets egen
retfærdiggørelse er bortfaldet som et grundlag for frelsen,
for vi er retfærdiggjort af nåde ved tro uden gerninger:
Ef.2,8-9. Vi er ikke længere under den jødiske Torah men vi er
under ”Nåden” eller ”troen”, som er det samme som Paulus
hans nye budskab om retfærdiggørelsen og frelsen: Rom.6,14
og 8,33.
s.16
Hvad der gælder helliggørelsen, så opererede Paulus med to typer
helliggørelse. Det er den helliggørelse som vi får, når vi kommer
til tro på Jesus: 1.Kor.1,30., og det er den helliggørelse i
vandringen som troende: 2.Kor.7,1.
Den
sidste type helliggørelse kan være god eller dårlig i en kristens
liv. Men en genfødt troende falder ikke ud af retfærdiggørelsen
selv om vedkommende lever et dårligt liv.
Uanset
hvorledes kristenlivet har artet sig, skal vi alle sammen
stilles frem for Jesu domstol i himmelen, for at få igen det som har
skete ved legemet – enten det er godt eller dårlig. Frelsen er
sikret, men nådelønnen vil være forskellig for de kristne:
1.Kor.3,10-15 og 2.Kor.5,10.
I
begge tros-systemer er helliggørelsen en frugt af
retfærdiggørelsen, men helliggørelsen har både en objektiv og
en subjektiv side.
Den
objektive side er den helliggørelse som vi har i Jesus forsoning.
Den
subjektive helliggørelse er det som mennesket selv magter at udføre
i sit eget liv ved hjælp af Den Hellige Ånd. Den går ud på
minimalisme og at begrænse det som vi kalder ”kødet” eller ”den
gamle natur”, som fortsat findes i legemet.
Hvad
som gælder (den endelige forløsning) har begge læreformer en
slutfrelse, men den er forskellig i de to menighedstyper.
I
den messianske jødedom år fuldendelsen ud på at man får del i den
første opstandelse og del i det fuldendt ”Riget for Israel”.
I
den paulinske kristendom går fuldendelsen ud på at man får del i
den kristne menigheds bort-atomar og himmelen.
Den
nye fødsel eller genfødelsen er også en frugt af retfærdiggørelsen
som igen er baseret på Jesu forsoning. Den er ens for begge
trossystemer. Det er et værk som Den Hellige Ånde udfører. Ordet
”genfødelse” kommer af de to græske ord ”genesis” og
”palin”, som betyder ”atter” og ”på ny”.
I
Joh. Evangeliet er der brugt et andet ord for dette, og det er
”anothen”, som betyder ”ovenfra” Joh.3,3. ”Genfødelsen”
bliver også kaldt for ”at blive født af Ånden”. Joh.3,5.
s.17
Hebræerbrevet er ikke skrevet til den kristne menighed, men det er
skrevet til jøderne-men til de messianske jøder i tidsrum fra
påsken i år 32 – 70 e. Messias. På samme måde som jøderne
måtte vandre i ørkenen i 38 år, før de kunne komme ind i det
lovede land, fik jøderne en ny nådetid efter Jesu død,
således at de kunne modtage Jesus og få oprettet Riget for Israel
(Jødernes vandring var på 40 år, men de vandrede i selve ørkenen
i 38 år.)
Nådetiden
for jøderne varede til år 70. Da greb Gud selv ind og romerne
ødelagde både byen Jerusalem og templet.
I
denne tid fra Johannes Døberen og frem til år 70 blev ”Riget for
Israel” og dets lære basis forkyndt af apostlene og de messianske
jøder.
På
denne måde var det to budskaber som blev forkyndt i denne
tid, og det var Rigets evangelium og den kristne menigheds evangelium
om den frie nåde og de paulinske hemmeligheder.
De
messianske jøder blev bedt om at gå ud til Jesus, som var ”udenfor
lejren” (som er et billede på den officielle jødedom og Jerusalem
som by) og bære Jesu vanære: Hebræer.13,13.
s.18
Dette betyder at Paulus udfordrede de messianske jøder til at
tone rent flag i forhold til Jesus. Indtil nu havde mange af dem
holdt lav profil i deres forhold til Jesus. De havde stort set
optrådt som en sekt indenfor jødedommen. De havde lagt altfor stor
vægt på Mose Torah, og de forstod ikke fuldt ud at der var kommet
en ny tid og en ny pagt, som havde erstattet det gamle.
På
denne måde havde de været med til at skjule Jesu betydning for det
jødiske folk og havde været medvirkende til at den nye pagt i
Jesu blod ikke havde kunnet lade sig realisere blandt jøderne.
Efter
år 70 fik de anledning at knytte sig til Paulis undervisning og den
kristne menighed – der var kommet en ny tid for jøderne.
På
samme måde som Mose Torah, havde også ”Den nye pagt i Jesu blod”
en dobbelthed. Der blev lagt vægt på Guds nåde og på
gerninger.
Det
specielle ved Hebræerbrevet er det forhold at det omhandler Jesus
som ypperstepræst og forsoner på en udførlig måde. Det
sammenligner Den gamle og Den nye pagt i flere kapitler: 7-10.
s.19 Mose Torah var en pagt som var skrevet på
stentavler. Den kunne ikke trænge ind i jødernes hjerter og blive
en del af deres identitet, for de havde ikke noget modtagerapparat,
som hverken kunne modtage den, eller som kunne gøre, at de holdt den
på en perfekt måde. Dette kunne først blive en realitet når Den
Hellige Ånd flyttede ind i deres hjerter, og det skete på
pinsefestens dag -
Da blev ”stenhjertet” udskiftet med ”kødhjerte”:
Jer. 31-33 og 2.Kor.3,3.
Centrum i den nye pagt er Jesu blod og Jesu
forsoning. Den er oprettet med jøderne og angår som sådan ikke den
kristne menighed.
Den kristne menighed er baseret på Jesu forsoning og
de paulinske hemmeligheder hvor nåden er den, som råder i
vor tidshusholdning, men Gud udtog en del frelseselementer af den
nye pagt og overførte dem til den kristne menighed. Elementerne
er Jesu forsoning og Den Hellige Ånds komme og virke.
sa.20 Efter almindelig fortolkning bliver det hævdet
at den gamle pagt ophørte ved Jesu forsoning på Golgata, her må vi
nuancere og korrigere således at forståelsen af Hebræer 8,13:
hebræisk ”er allerede begyndt at blive borte”.
Dette viser at den gamle pagt endnu eksister, for den
nye pagt måtte blive oprettet med hele det jødiske folk og ikke
blot den messianske menighed.
s.21 Betydningen er at nådetiden for jøderne snart
var slut, således at vi fik en fuldstændig ny ordning. Den nye
ordning var den kristne menighed og de paulinske hemmeligheder.
Det kan også betyde at dersom jøderne tog imod
Jesus, så ville han introducere Den nye Pagt for dem. Den gamle pagt
ville da bortfalde – I vandringen som troende måtte jøderne følge
Jesu bud som var baseret på loven og profeterne: Mat.5,17. Hebræer
7,12.
Mange af budene i den nye pagt i Jesu blod er taget
fra Mose Torah, men de er udvidet og skærpet. Det blev vanskeligere
at holde budene og på-budene.
De peger frem mod en tidshusholdning hvor satan og de
onde ånder er fængslet i abyssos nemlig Rigets tid.
Budene og på-budene er med andre ord tilpasset den
nye tidshusholdning.
Jesus har på vegne af alle jøder, både sonet deres
synder og holdt alle budene og på-budene i Den nye pagt. Det betyder
at det som han krævede af jøderne, det gav han dem når de kom til
ham og bad om syndernes forladelse.
Jesus vil aldrig støde fra sig et sønderbrudt og
sorgfuldt hjerte: Salme 34,19., men det som han hader først og
fremmest er gal lære (de gamles vedtægter) og farisæernes og de
skriftlærdes hykleri.
s.22 Paulus lærer om den frie nåde som ikke kræver
gerninger – hverken for at blive frelst,eller for at blive bevaret
som troende i vandringen, men på grund af at de aller fleste
fortolkninger sammenblander Paulus nye lære med Den nye pagt i Jesu
blod, så opstår der en sand forvirring på det teologiske område.
De allerfleste forkyndere og fortolkere tager del i og yder deres
bidrag til denne sammenblanding.
Det som specielt kristen-folket har store problemer
med at forstå, er det forhold at den som engang er frelst, er altid
frelst, for vi kan ikke falde ud af retfærdiggørelsen nåde. På
samme måde som Gud har antaget Jesu frelses-gerninger, har han også
antaget os i Jesus Kristus: Ef.1,6.
De messianske jøder er også antaget af Gud ved
Jesus forsoning, men på grund af at den nye pagt i Jesu blod kræver
både tro og gerninger, så kunne den enkelte jøde falde ud af
retfærdiggørelsen nåde.
Dette gjaldt ikke ”de udvalgte jøder” - de som
var udvalgt i Jesus Messias fra verdens grundvold blev lagt.
Den nye pagt i Jesu blod angår ikke den kristne
menighed:
Den er baseret på løfter i G.T. Den er baseret på
Jesu forsoning. Den er baseret på Guds nåde og omsorg. Den er
baseret på Jesu undervisning i N.T. Den er baseret på Jesu skærpede
krav til jøderne: Mat.5-7. Den er baseret på Jesus som
ypperstepræst i Riget for Israel. Jøderne skal være konger og
præster – både i Israel og ud over hele jorden. Hedningerne må
underkaste sig jøderne. Den er baseret på genopbygningen af templet
i Jerusalem. Den er baseret på de forskellige blodige ofringer som
skal frembæres i Rigets tempel. Det skal være minde-offer over Jesu
forsoning, stadfæstelses-ofringer over Jesu forsoning,
underkastelses-offer under Jesus og renselses-offer.
s.23
Den kristne menighed derimod er
baseret på flg. Forhold:
Jesu forsoning. Jøder og hedninger
er ligestillet i den kristne menighed
Paulus nye undervisning og de
forskellige hemmeligheder. De kommer til udtryk i Paulus breve.
Se min bog: Kristendommens Jødiske
Rødder., kap. 4 forskellige syn på den nye pagt.
På hebraisk kan ordet ”Ny” både
betyde ”ny og fornyet”. Det betyder to forhold, og det er:
Den nye pagt i Jesu blod er ”ny”
i den betydning” at den ikke har været før.
Den nye pagt i Jesu blod er
”fornyet” i den betydning ” at den er delvis baseret på en
anden pagt, og det er Mose pagt: Hebræer 7,12.
s.24 Timoteus var Paulus hans mest
betrode medarbejder. Han sendte ham til en del af de kristne
menigheder, for at han skulle ordne problemerne der og give
medlemmerne den rette paulinske lære: 1.Kor.4,17.
s.25 Paulus hørte med til den
hemmelige side ved Guds rige,
som ikke var åbenbaret før, han fik åbenbaring om dette af den
opstandne Jesus Kristus: Rom.16,25-27. Ef.1-3 og Kolos.1,25-27.
s.26 I brevet til Romerne 9-11,
beskrev Paulus derimod forholdet mellem Juda og Efraim i fortid,
samtid og fremtid. Vi finder ikke den kristne menighed i disse
kapitler.
Disse kapitler er nøglen til en
ret forståelse af Guds planer med jøderne.
Det er ikke den kristne menighed som er koblet ind i det gode jødiske
olietræ, men det er Efraim: Se min bog Paulus brev til Romerne.
s.27
De messianske jøder som levede på (Jesu tid) skulle opstå sammen
med de Gl-Testamentlige troende. Der er de retfærdiges
opstandelse.
Den
kristne menighed skal ikke opstå sammen med de messianske troende,
men vi skal bort-atomar hentes til Herren (i skyerne) før
trængselstiden på 7 år.
Vi skal være
til stede ved denne opstandelse: 2.Tess.1,10.
Et tredje
udsagn, som også kan volde problemer i forhold til Paulus`
forfatterskab, er det som står i kap.13,19.: Paulus kunne ikke blive
givet tilbage til den messianske forsamling, for han tilhørte den
ikke. Han var det første medlem i den kristne forsamling:
1.Tim.1,16.
På den anden
side kunne han besøge de messianske menigheder og have fællesskab
og samtale med lederne der, men han kunne ikke prædike i disse
menigheder, for de to budskaber var delvis forskellige. Han prædikede
derimod i de jødiske synagoger i diasporaen.
s.30
Hebræer.13,25. Dette brev har ingen afsender,
men det har den typiske paulinske afslutning om Guds nåde ”Nåden
være med jer alle”
En
af grundene til at der ikke er nogen afsender, kan være at
afsenderen ønskede at være anonym
i forhold til de messianske jøder. Paulus havde al grund til det,
for mange af dem mistroede ham som en der forfalskede den messianske
lære og jødedommen, og forstod
ikke at han havde fået en anden opgave
fra Herren, nemlig at lære om den nye tid som lå foran og om den
paulinske lære og hemmelighederne.
Hovedhensigten
med dette brev var ikke at beskrive den paulinske kristendom, men at
beskrive den messianske jødedom – forskellen mellem Den gamle og
Den nye pagt og den store rolle som Jesus havde som forsoneren for
jødernes synder. Han var den nye præst efter Melkisedeks vis.
Denne position
skulle han udøve først og fremmest i templet i Jerusalem og ikke i
himmelen.
s.31 Der var 12
apostle i den messianske menighed, og der var 8 apostle i den kristne
menighed. Tallet 8 står for en ”ny begyndelse”. Den kristne
menigheds tidsperiode var noget nyt som ikke havde været gjort kendt
på et tidligere tidspunkt. Det var Paulus som fik opgaven at
formidle de Ny Testamentes hemmeligheder fra Gud.
s.32
Hovedhensigten med brevet var en sidste udfordring og appel
til jøderne om at tage imod Jesus, således at Jesus kunne komme
tilbage og oprette. Riget for Israel var allerede oprettet i sin
spæde begyndelse: Apostle. Gr.
3,19-21.
Hebræerne 1,1.
Det som profeterne ikke så, og som de ikke udtalte sig om, var den
kristne menigheds tid, der kom ind som en parentes mellem Jesu første
og andet komme: 1.Pet.1,10-11.
s.35 I studiet
af det profetiske ord må vi skille mellem det profetiske
perspektiv og de paulinske hemmeligheder. Dette må ikke blandes
sammen,som det bliver gjort i altfor stor grad i fortolkningen. Dette
er også grunden til at vi har en stor forvirring i studiet af
Guds ord.
s.36 Vi må
skille mellem 3 frelses-linier i N.T., og det er:
1. Mose
Torah sluttede ved Golgata.
- Johannes og Jesu og apostlenes undervisning. Den begyndte med Johannes forkyndelse og sluttede i år 70 e. Kristus ved Romernes ødelæggelse af templet.
- Paulus forkyndelse om den frie nåde og de paulinske hemmeligheder som begyndte ved Paulus omvendelse i år 37: Ap. gr. 9,15 og vil fortsætte indtil den kristne menigheds op--rykkelse.
- Efter at den kristne menighed er borte før trængselstiden på 7 år komme Jesu og apostlenes forkyndelse tilbage igen. (Den kristne menighed er en parentes i Guds planer med Israel.)
s.39 Jesus tog
sæde ved Faderens højre side i himmelen.
I forhold til
Israel venter han på at jøderne skal omvende sig, således at han
kan komme tilbage igen og oprette Riget for Israel for dem.
I forhold til
den kristne menighed venter han på det kristne legeme skal blive
fuldtalligt, således at han kan rykke os hjem til himmelen før
trængselstiden på 7 år.
s.44 Den himmel
og den jord som vi har i dag, er blot ET LED i Guds skabelse.
s.45 Der er
forskel på Sønnen og englene. Det er Sønnen som har skabt englene.
Israels fjender
arbejder nu på at samle sig til et stort slag: Åbenbaring 16,16.
s.46 I vor
tidsperiode har englene en tilbagetrukket position. Det er Den
Hellige Ånd og nådegaverne som er bindeledet mellem himmel og jord
i vor tidsperiode.
s.47 Kap. 2
åbner en advarsel, om at de messianske troende må ”give
agt på det”, de har hørt. Dette går på læredommen om Riget og
ikke de paulinske hemmeligheder. Vi må huske på at i denne tid var
der stor aktivitet i den messianske forsamling – både i Israel og
ude i diasporaen. Apostlene og andre prædikede og skrev deres breve
til de messianske jøder. De prædikede om Riget for Israel helt frem
til år 70. Da var det slut med Rigets program, men det skal komme
tilbage igen efter den kristne menigheds bort-atomar.
s.49 Når
nådegaverne ikke fungerer i vore forsamlinger, så har det flg.
Forklaringer
Folk beder ikke
om at få nådegaverne.
Folk bruger
nådegaverne på en forkert måde.
Forkyndelsen om
nådegaverne er forkert.
Der er ingen
tradition i mange af vore forsamlinger for at bruge nådegaverne i
sin fulde bredde.
Den Hellige Ånd
har en meget friere stilling i dag end den havde på
apostlenes tid.
Når vi
undersøger frelseshistorien, så ser vi at vi har haft alle
nådegaverne i funktion hele tiden, og det takker vi Gud for og
glæder os over det.
s.50 I ”den
kommende verden” er det Kristus som skal være konge. Alle ogs¨å
til og med englene, som er de højeste af alle skabninger, skal tjene
ham. Til og med Englene skal underlægge sig Messias i Rigets tid. Se
min bog: Kristendommens Jødiske Rødder: kap. Rabbinerne opdelte
frelseshistorien i fire epoker.
s.51 Gud har
lagt alle ting under Jesus – både det som er, og det som skal
komme v.( Han blev for en liden tid gjort ”ringere ende englene”
med hensyn til position – ikke med hensyn til magt og kundskaber.
Han måtte give afkald på sin herlighed hos Faderen i en liden
stund, for at dele menneskenes kår og gå i døden for os.
Den messianske
forsamling kunne ikke se at ”alle ting” var underlagt Jesus, for
de politiske og de teologiske omstændigheder fortalte noget andet,
men Jesu gerninger så de. De så Jesus gennem hans gerninger. De så
alle de store undere og tegn som fulgte med menigheden. De forstod at
det var en stor nåde fra Gud, og efterhånden forstod de også at
det var en stor nåde fra Gud, og efterhånden forstod de også, at
Jesus måtte tage al verdens synd og lide døden for folket.
Den messianske
menighed kunne se at Jesus var Messias, men det kunne jøderne ikke.
De forventede ikke en lidende Messias og en som måtte dø for
folkets synder. Synden kunne de ordne med dem selv. De kunne jo
bestemme at holde op med at synde. De mente at det var en vilje sag.
Dette syn har de også i dag.
s.53 Det er
jøderne som er ”Jesu brødre”. Det som vil dømme hedningerne i
trængselstiden, er hvorvidt de har støttet jøderne i den store
trængsel eller ikke: Mat.25,40.
Jøderne skal
være ”et kongeligt præsteskab” i Rigets tid: 1.Pet.2,9.
Det er ikke den
kristne menighed som er ”et kongeligt præsteskab”, men det er
jøderne i Rigets tid.
Den kristne
menighed skal også have opgaver i Rigets tid. De er ikke kendt i sin
fulde bredde endnu. Det hører med til den kristne menigheds mange
hemmeligheder, som ikke r åbenbaret. Det skal være gøremål ud fra
himmelen. Gud skal vise sin nådes ufattelige kærlighed og storhed
mod os i de kommende tidsaldre.
s.54 Jesus døde
for jødernes synder på korset. Han lagde grundlaget for den nye
pagt i Jesu blod. Den messianske menighed blev oprettet med jøderne,
men den blev til liden nytte for dem – for den krævede tilslutning
af alle jøder: Rom.11,27. Se min bog: Paulus brev til
Romerne.
s.55 De engle,
som faldt, tager Gud sig ikke af. De er dømt for alle tider. Der er
ikke noget offer for dem.
Jøderne derimod
tog Gud sig af. Han ville føre dem ind i sit rige ved sin forsoning.
Han er deres trofaste Ypperstepræst ved at han forsonede dem med
Gud, og ved at han går i forbøn for dem indfor Gud.
Jesus har også
sine opgaver for den kristne menighed, men de skal ikke blandes ind i
de opgaver som han har med det jødiske folk.
Det er ikke den
kristne menighed som skal være præster i templet i Jerusalem i
Rigets tid og ud over hele jorden, men det er jøderne: 1.Pet.2,9
henviser til de messianske jøder.
Hvad der gælder
teksten i Joh.16,1-3 angår den ikke Jesu komme for de kristne
menigheder, men den angår Jesu genkomst for jøderne og de 12
apostle. Apostlene skal være i templet i Jerusalem (min Fars hus
v.2) og dømme Israels 12 stammer sammen med Jesus.
s.56 Jesus blev
prøvet i mange ting i lighed med os. Vi har fejlet i mange ting, men
det hat han ikke. Da Jesus blev et menneske, fik han også ny
erfaring i forhold til synden
og en ny
forståelse af synden. Den nye erfaring kan han bruge når han skal
hjælpe både den messianske forsamling og os i kamp mod synden, som
hænger så fast ved os.
s.58 Der er tre
typer menigheder vi må adskille, når vi læser Det nye Testamente,
og det er:
Den jødiske
forsamling eller den jødiske synagoge.
Den messianske
forsamling, som også er kaldt for synagoge.
Den kristne
forsamling, som er Jesu legeme.
Det er
akkurat her at den store fejl ligger i fortolkningen af Guds ord.
Man magter ikke
at skille mellem den messianske og den kristne forsamling og
sammenblander Guds ord til et eneste rod som har mistet meget af sin
iboende kraft, og det skaber en stor forvirring
Vi må bede
Herren om at han rejser op lærere, som lærer ret om dette:
2.Tim.2,15.
s.59 Hebræer
3,6. Den messianske menighed ville være Guds børn dersom den
magtede at holde ud indtil enden. Den messianske menighed skal gennem
hele trængselstiden på 7 år, medens den kristne menighed skal
løftes op i skyerne til Gud før den antikristelige
trængselstid.
Der er een
endetid for den messianske menighed og een anden for den kristne
menighed.
I vor
tidsperiode er der blot et krav til de som bliver frelst, og
det er at de kommer til trom på Jesus. I vor tidsperiode er vi både
retfærdiggjort og bevaret ved tro af nåde uden gerninger:
Ef.2,8-9
I den messianske
jødedom var frelsesbegrebet to delt. Og det var tro på Jesus
og gerninger i en eller anden form.
s.61 Først
efter at de 2000 år er gået, vil det jødiske folk omvende sig til
Jesus fra Nazaret: Sakarias 12,10.
I vor
tidshusholdning lever vi efter en ny frelsesordning som ikke
var gjort kendt i G.T. Ef.2,12-13
s.63 I ørkenen
faldt jøderne på grund af deres modstand mod Guds planer om at
indtage landet.
På Jesu tid
faldt jøderne på grund af at de ikke ville modtage Jesus som konge
og frelse. Det samme vil ske i fremtiden. Mange jøder vil hellere
tage imod Antikrist end Kristus: Joh.5,43. Hebræer 3,18-19.
Det er bestandig
vandtroen som skiller menneskene fra Gud. Det er det samme i alle
tidsaldre. Alle mennesker har anledning til at får tag i troen og i
frelsen. Det er en udfordring til os alle sammen. Det som vidner om
Gud, ligger åbent for alle mennesker, således at ingen kan
undskylde sig overfor Gud og sige at de ikke har haft mulighed for at
få tag i frelsen: Rom.1,19-25.
s.65 Det var
ikke alle i den messianske menighed som var lige engagere i deres
tro. De stod i fare for at falde ud af retfærdiggørelsen og nåden:
Hebræer 4,1-2. (Se beskrivelsen af de 7 lilleasiatiske menigheder
som giver et godt billede af dette: Åbenbaring 4-5.
s.68 Den 7. dag
er den rette hviledag også for den kristne menighed, men på
grund af at den romersk-katolske kirke forandrede dette i 300 tallet,
er søndagen blevet hviledag for den kristne menighed. Se min bog:
Jesu Genkomst Bind 3.
Den 7. dag er
også et billede for Israel. Det kunne have blevet oprettet på den
femte dag i forbindelse med Jesu første komme, men det blev udsat
med 2000 år på grund af jøderne vantro.
2000 år fra
Adam til Abraham. 2000 år fra Abraham til Jesus og 2000 år til Jesu
første komme.
Se min bog:
Kristendommens Jødiske Rødder. Del 6.
s.69 Bibelen
omtaler kun to folkeslag i verden, og det er jøderne og
hedningerne.
Hedningerne
bliver i N.T kaldt for ”ethnos” medens jøderne bliver kaldt for
”laos”
Af og til bliver
de vantro jøder beskrevet som ”ethnos”: Rom.11. Bliver Efraim
kaldt for ”hedningerne”: Se min bog Paulus brev til Romerne.
s.70 Jøderne i
den messianske forsamling måtte derfor anstrenge sig for at
få del i hvilen. Dette betyder at de i tillæg til troen også måtte
efterleve de forskellige bud og regler i den messianske Torah. Dette
er den større retfærdighed som Jesus taler om: Mat.5,20.
s.71 Peter
opfordrede de troende jøder til at gøre deres kald og udvælgelse
fast: 2.Pet.1,10.
I den kristne
menighed behøver vi ikke at anstrenge os for ”at gøre vort kald
og udvælgelse fast”. Vi er retfærdiggjort, helliggjort og
herliggjort i troen på Jesus: Rom.8,29-31 og 1.Kor.1,30
Vort forhold til
Gud kan derimod blive bedre. Dette sker gennem helliggørelsen.
Bibelen er en
levende bog. Den er givet os af den levende Gud. Vi får åndelig liv
og vejledning ved læsningen af denne bog, for den peger på Jesus
som den der giver os livet: Joh.1,4.
Gældende N.T.,
så regner vi med at det blot er Textus Receptus som er det virkelige
levende Guds ord. De andre ”grundtekster” er afskrifter som er
forandret.
s.73 I endens
tid vil bekendelsen af Jesus være af afgørende betydning for
frelsen, for den som ikke bekender at Kristus er Herre, den får ikke
del i Guds rige: 1.Joh.4,5.
Jesus er ikke
ypperstepræst for den kristne menighed. (Hebræer 4,15. Han er
hovedet for den kristne menighed, og han er frelser for
den. Den kristne menighed behøver ingen ypperstepræst eller præster
som formidlere mellem Gud og os. Ved Jesu forsoning blev vejen åbnet
for os, således at vi kunne blive frelst ved tro uden gerninger:
Ef.2,8-9.
s.74 Det er ikke
medlemmerne af den kristne menighed som skal være præster
Rigets tid., Dette
er jødernes opgave. Når man tager det som står i Pet.2,9 til
indtægt for den kristne menighed, så er dette ikke rigtigt: Se min
bog: Kristendommens Jødiske Rødder ”Jøderne skal være konger og
præster”.
Der er heller
ikke noget som hedder ”det almindelige præstedømme” i den
kristne menigheds tidshusholdning. Vi er medlammer på Krist- legeme.
En menighed, som allerede er sat ind i himmelen i Jesus Kristus,
behøver ikke nogen præstedømme.
Det er de
messianske jøder i Rigets tid, som er ”det almindelige
præstedømme”. De skal være konger og præster ud over hele
jorden i Rigets tid.
Den såkaldte
”erstatningsteologi” og ”erstatningsteologerne” vil få meget
at redegør for på dommens dag.
s.75 I den
kristne menigheds tidshusholdning gælder Jesu offer på Golgata AL
SYND, men til trods for det så måtte jøderne bekende DEN DAGLIGE
SYND. For at de kunne få tilgivelse for den: 1.Joh.1,8-9.
I den kristne
menighed behøver vi ikke at bede om tilgivelse for den daglige synd,
for vi har alle syndernes forladelse i troen på Jesus. Men vi
skal bede om renselse for vore synder.
s.79
Messias er både konge og ypperstepræst i en og samme person. Det
var forbudt jødedommen at en person kunne være både præst og
konge. Jesus skal være ypperstepræst i tidsalderen.