IND MED EVANGELIET fortsat som (del 3.)
s.80 Hebræer
5,7-8. Jesus har bestandig været lydig overfor sin Far, men den
lydighed som der her er tale om, er lydigheden til at ville dø for
al verdens synd. Dette var en ny erfaring for Jesus: se v. 9-10.
s.81 Det var dem
som adlød ham, som skulle få del i Riget. Dette betyder at de måtte
underordne sig den messianske lære, som blandt andet gik ud på at
jøderne måtte tage vanddåben, holde Jesu bud og Jesu forkyndelse.
I den kristne
menighed er det nok at tro på Jesus og på frelsesværket for at
blive frelst og blive bevaret som troende: Ef.2,8-9.
Det var først
efter at Jesus havde sonet al verdens synd at han blev formelt indsat
i sin præstetjeneste, som han havde fået løfte om på et tidligere
tidspunkt: På samme måde som Melkisedek var ypperstepræst i
Jerusalem, vil Jesus få denne tjeneste i Jerusalem ved sin genkomst.
Han vil fortsætte i et embede som han var ansat i på et tidligere
tidspunkt. Se min bog: Jesu Genkomst bind 4, kap: Jesu
ypperstepræstelige linje. (v.11-14)
Mange
i den messianske forsamling
havde problemer med at forstå Jesu forsoning. De ønskede hellere at
holde fast på de første grunde i Guds ord . De var med andre ord
børn i åndelig forstand, de burde være oplært efter al den
undervisning som de Havde fået om disse ting. De blev først
undervis af Jesus, og derefter af de 12 apostle.
s.82 Til og med
Peter havde problemer med at forstå alt det som Paulus skrev om i
sine breve, for dette var ikke akkurat for den messianske menighed –
men han havde ikke problemer med at forstå den messianske lære.
s.83 Jøderne
blev retfærdiggjort ved troen på Jesus, men til trods for dette
måtte de holde den jødiske Torah i vandringen som troende.
Den som ikke
havde frugt i sit trosliv, blev taget ud af vintræet som er et
billede på Jesus: Joh.16,1-2. Hebræer 12,14.
Den
messianske jødedom havde et dobbelt både retfærdigheds
og helliggørelses begreb.
Alt
dette skulle være perfekt dersom de messianske jøder skulle få del
i Guds rige, som var Riget for Israel: Mat.19,16-22 og Luk.6,20.
Troen var ikke
fuldkommen uden gerninger: Jakob 2,22.
De messianske
jøder måtte sælge alt det de ejede og give det til de fattige, for
at få del i Guds rige.
s.84 Efter tiden
burde de have være lærere i Guds ord, men på grund af sløvhed og
negligering. Se den åndelige situation i de 7 lilleasiatiske
menigheder af Guds ord, var de endnu på barnestadiet i deres
forståelse af Guds ord: Åbenbaring 2-3.
s.86
Evangelierne er fulde af beskrivelser på gerninger som jøderne
måtte gøre, for at vise at omvendelsen havde fundet sted og at
troen var fuldkommen.
I den kristne
menighed behøver vi ikke at fremvise sådanne gerninger. Det er nok
at vi er kommet til tro på Jesus: Rom.3,21,
Hebræer
6,1 ”Tro på Gud” er det samme som at tro på Jesus som jødernes
Messias. Jøderne troede på Guds eksistens, men de havde store
problemer med at tro at Gud og Jesus er det samme, kap.4,2.
s.88
Joh.5,25-29 Den kristne menighed skal ikke deltage i nogen af disse
opstandelser, men den skal blive bortrykket, og det skal ske før
trængselstiden på 7 år, se 1.Tess.4,14-18 og 1.Kor.15,51-52
s.89
kap.6,4-6. Det verbet som her er brugt for ”frafald”, er brugt i
”aorist” form. Det betyder at deres frafald var uoprettelig.
De kunne finde frem til frelsen igen, men dersom deres frafald
fortsatte, så ville det punkt komme at der ikke var nogen mulighed
for at opnå frelsen igen 1.Joh.5,16.
I
den kristne menigheds tidsperiode er det ingen synd til
døden for den er kommet til tro
på Jesus. Vi er allered død, begravet og opstået sammen med Jesus,
og vi er indsat i himmelen.
Vi har den samme position som Kristus har – ved Faderens højre
hånd i himmelen – og kan aldrig falde fra vor position. Vi kan
derimod miste store dele af vor helliggørelse og al vor
nådeløn,men til trods for det
så skal vi blive frelst – dog således som gennem ild:
1.Kor.3,10-15.
De messianske
jøder havde ikke blot troet på Jesu navn. De havde også vist
kærligheds gerninger mod de fattige i forsamlingen, kap.6,10.
I
denne tekst fremkommer der to krav
som blev krævet af de messianske troende, og det var:
De måtte have
gode gerninger. De måtte vise kærlighed mod de fattige troende.
s.92 I vor
tidshusholdning er disse krav ikke stillet, for at man kan være
troende og blive bevaret som Guds børn. Det er nok at tro på Jesus
s.93 Jøderne
skulle have en stor trøst kap.6,18, af dette som Gud havde lovet.
Gud kan ikke lyve således som menneskene gør det. Det som han har
lovet vil han også opfylde. 3.Mos.23,19
I
forhold til Israel er Jesus både ypperstepræst, konge og profet.
Det som gælder Jesu opgave som ypperstepræst for jøderne, så er
opgaven næsten ikke begyndt endnu – Den
skal fortsætte igen i 1000 års-riget.
s.95 Melkisedek
er nævnt 2 gange i Tanach, og det er 1.Mos.14,18-20 og Salme 110,4.
Der er ikke givet nogen detaljer om ham. Sakarias 6,13, som referer
til Messias som præst, giver heller ikke nogen detaljer om denne
person.
Jesus nævnede
heller ikke denne opgave som ypperstepræst for jøderne under sit
jordeliv. Det er først i Hebræerbrevet vi får et indgående
kendskab til denne funktion, som Jesus har fået og skal have overfor
det jødiske folk.
En af grundene
til at Jesus ikke nævnte det, var at han først måtte lide døden.
Derefter måtte hgan føre sit blod (forsoningen) ind for Faderen i
himmelen. Først da kunne dette præstedømme blive realiseret.
s.98 I og med at
Abraham gav tiende til Melkisedek, så blev det levitiske præstedømme
underlagt tienden. Abraham hørte med til Levi stamme. Dette kan
betyde at i Rigets tid skal jøderne betale tiende til Messias, for
vi ved at en del af de gamle ordninger i templet skal komme tilbage
igen i 1000 års-riget, se Ezekiel 40-47.
s.99
At der skete en forandring af Mose Torah ved Jesu tolkning af den er
ikke vanskelig at se: Mat.5-7 Ved Jesu nytolkning af Mose
Torah blev jøderne forpligtiget
på Jesu nye bud i vandringen som troende. Den nye pagt i Jesu blod
har en række bud og krav i vandringen for de messianske jøder. Vi
må forstå at Rigets periode ikke er det samme som den frie nådes
tidsperiode.
Offertjenesten
var i fuld gang i Israel – både før og efter Jesu forsoning.
Dersom jøderne
havde taget imod Jesus som frelser og Messias, havde den gamle
offertjeneste i templet ophørt efter Golgata, og Den gamle Pagt
ville være bortfalde af sig selv, men i og med at de ikke tog imod
Jesus, så fortsatte den gamle tempeltjeneste indtil år 70.
s.102
Mange kristne har vanskeligheder med at forstå at dele den nye pagt
i Jesu blod også er baseret på krav og betingelser for de
sammenblander den nye ordning for både jøder og hedninger i Jesu
blod.
I Paulus
nye undervisning er det en fri nådepagt
her er vi allerede nu sikret
frelsen
og vi er allerede her og nu indsat
med Jesus i himmelen.
s.105 Den
nye pagt i Jesu blod er ikke indgået med den kristne menighed. Den
er indgået med jøderne (Rom.11,27)
Den kristne menighed administrerer ikke denne pagt, men den bygger
sit frelsesgrundlag på Jesu forsoning og de paulinske hemmeligheder.
Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.4 forskellige syn på
den nye pagt.
s.106 Den kristne menighed er ikke baseret på pagter, men på
hemmeligheder, Guds miskundhed og nåde:Rom.15,8-9.
s.108
Jesus var blevet indsat allerede på Abrahams tid til dette
præstedømme. Det var i funktion som et overordnet
præstedømme, som ingen kunne se. Da Jesus kom til jøderne, blev
dette præstedømme synlig. Se
min bog Jesu Genkomst, bind 4 kap: Jesu ypperstepræstelige linje.
s.109 Melkisedek blev indsat i sit præstedømme med en
guddommelig ed. Det blev Aron ikke.
s.112 Da Jesus gik ind i det sande tabernakel, som er en del af
Guds himmel frembar han forsoningen for Faderen, og den er mere end
alle gaver og offringer. Det var den gave og dette offer som Faderen
både måtte og ville have. Gud var fornøjet med det som Jesus
gjorde.
Dette
er den objektive side
ved forsoningen. Det var Gud som var objektet i denne forsoning.
Det var for Guds skyld at forsoningen skete.
Men
det var ikke bare Gud som var afhængig af at få dette offer.
Jøderne var også afhængige af det. Dersom Jesus ikke havde været
villig til dette, så havde både de og alle mennesker gået fortabt.
Dette er den subjektive side
ved forsoningen. Det var Gud som var subjektet i denne forsoning:
Joh.3,16.
s.116
Det forhold at Gud oprejste en ny mand, Paulus, med et nyt
program, var også udtryk for en
dom over jødefolket
og deres ledere. Med Paulus kom der en ny tid med et nyt
evangelium.
Det
at Gud udtalte i Jer.31,31, at Han ville oprette en ny pagt med
jøderne, var i og for sig en fordømmelse
af det jødiske folk og deres forhold til Mose Torah, men på grund
af at Gud elskede folket med en tidsalder kærlighed, så måtte han
oprette en ny pagt med dem. I denne pagt blev tyngdepunktet flyttet
fra det som jøderne skulle gøre, for at blive frelst, og til det,
som Jesus gjorde for jødernes frelse.
s.117
Den nye pagt i Jesu blod er en pagt som er indgået med Israel.
Dette har mange af os kristne vanskelig for at forstå. Vi tror at
når vi er kommet til Det ny Testamente, så er vi kommet til
kristendommens tid. Dette er galt. Kristendommen begyndte først med
Paulus.
Dette har med den såkaldte ”erstatningsteologi” at gøre. Den
regner ikke med at Israel fortsat er Guds udvalgte folk, som han ikke
vil slippe taget i. Den hævder at kirken Har overtaget alle løfterne
og opgaverne som Gud har givet jøderne. Dette er galt. Jøderne har
fået sine opgaver, og de skal opfyldes ved Jesu genkomst:
kap.8,10-12.
s.119 Joh.1,12. Den Hellige Ånd tog bolig i hjerterne til de
troende jøder. Jesus flyttede ind i hver enkelt jøde, således at
ingen længere behøvede at forklare jøderne, hvad Torah gik ud på.
Jøderne blev deres. Det var Guds stemme i samvittigheden som blev
gjort til Torah.
I tillæg til dette flyttede også Torah mange bud ind i jødernes
hjerter. Den Hellige Ånd, som var i dem, skulle oplyse dem om hvad
som var ret eller ikke. Den Hellige Ånd benyttede sig af Guds bod,
som var i deres hjerter, når han vejleder jøderne. Den Hellige Ånd
arbejder gennem Guds ord. Han vejleder ikke i et vakuum
s.120 Når jøderne har overgivet sig til Herren på slutningen af
trængselstiden, vil han for altid være nådig imod dem og ikke mere
komme deres synder i hu. Hebræer. 8,12.
Dette var sin basis i Jesu forsoningsværk på Golgata. Se
henvisninger: Es 43,25. Salme.103,12.
Mika 7,19. 2.Mos.34,7. Es.38,17. Es.1,18.
s.121
Den kristne menighed er ikke en forlængelse af Guds løfter til
Israel. Den er en helt ny frelsesforsamling.
Den kan derfor ikke bygge sit frelsesgrundlag på den nye pagt i Jesu
blod, som er en pagt der er oprettet med jøderne.
Paulus skrev også i Ef.3,9 at husholdningen med menigheden havde
været skjult fra tidligere tider i Gud, og at den først var blevet
åbenbaret for de troende i den kristne forsamling.
s.122
Paulus var hovedarkitekten
for den nye tidsalder.
En
anden forskel på den nye pagt i Jesu blod og den nye
ordning, som Gud har indgået
med den kristne menighed, er det forhold at medens den nye pagt i
Jesu blod er en Betinget Pagt,
så er den ordning som Gud har oprettet med den kristne menighed en
ubetinget ordning, hvor både
frelsen og vandringen er af bare nåde.
s.124 I det hellige var både den 7 lysestage, skuebrøds bordet
med de 12 usyrede brød og røgelsesoffer alteret, (v.2)
Lysestagen er et billede på Kristus som lyser op for de jødiske
menigheder
s.126 Nede i pagtens ark lå en krukke med manna v.4. Den skulle
minde jøderne om Guds store omsorg for dem i 40 år i ørkenen, men
den skulle også minde om deres oprør mod Gud i ørkenen.
Arons stav lå også i pagtens ark v.4. Den havde blomstret i
løvet af en nat 4.Mos.16,21. Den havde også en dobbelt funktion.
Nede i pagten ark lå også de 10 bud eller de 10 ytringer. De
skulle mind jøderne om at dette var grundloven i Mose Torah, og at
dette var Guds krav til folket.
s.127
De messianske jøder som deltog i ofringerne i templet, havde denne
frie vej direkte til
Jesus. For dem var det forreste telt smeltet sammen med det inderste
telt og de kunne deltage i ofringerne helt frem til år 70 uden at
dette skadede dem, men fra dette år var nådetiden for
jøderne udløbet.
Da var det Guds plan at den kristne menighed skulle erstatte fuldt ud
den messianske menighed.
s.129 ”Reformation” betyder forandring. Reformationen gik ud
på¨at Mose Torah blev erstattet med Den nye pagt i Jesu blod. Dette
betyder ikke at Mose Torah skulle bortfalde. Jesus byggede meget af
sin lære på Mose Torah.
Det
er akkurat på dette område at mange kristne gør den store fejl i
forståelsen af Guds ord. De tror at hele Mose Torah
faldt bort ved Jesu offer, men det er ikke rigtig. Jesus tog mange af
de bud, som var i Mose Torah, og brugte dem i sin undervisning. Han
ikke blot brugte dem, men han udvidede dem også således at de endda
blev vanskeligere at holde end før: Mat.5,21-48.
En anden fejl som mange kristne gør, er at de ikke ser og forstår
at jøderne var forpligtet på Jesu lære under vandringen som
troende. Selve frelsesgrundlaget i Den nye pagt i Jesu blod var uden
betingelse, men vandringen som troende var fuld af betingelser.
Således
er den paulinske nådelære ikke. Der er alt uden betingelser –
både frelsen og vandringen. Det er ikke budene, som regulerer det
kristne liv, men det er nåden.
5.Mos.18,18-19.
s.131
Hebræerbrevet er derfor en bog som også angår fremtiden.
Den kommer til at blive en
lærebog for jøderne i den
store trængselstid. Når de læser i den, får de at vide om
Melkisedek præstedømme, og hvordan de skal undgå at gøre den
store fejl som de gjorde i
forbindelse med Jesu første komme. På slutningen af trængselstiden
vil de omvende sig som folk og nation, og da først er tiden kommet
til at Jesus kan blive jødernes store ypperstepræst efter den nye
ordning, som blev indført på Golgata.
s.132
Jesu himmelfar var en triumfrejse
for Jesus. På samme måde som Jesus foretog denne rejse skal også
den kristne menighed gøre det samme før den sidste og 70. år-uge
for Israel og jøderne. Jesus vil hjemføre i triumf sit legeme:
1.Tess.4,14-18 og 1.Kor.15,51-52.
Ud
fra Golgata går der to åndelige veje.
Det er Rigets vej og forkyndelse, og det var den kristne
menigheds vej og forkyndelse.
Disse to evangeliske-forkyndelser har meget fælles, men de har
også meget som er uens.
Den messianske forkyndelse er knyttet til overholdelse af Jesu
Torah – i vandringen var de messianske jøder forpligtiget på
overholdelse af Jesu bud..
Således
er det ikke med den kristne menighed. Den er ikke
forpligtet på Jesu Torah i vandringen. Den
er FRI i forhold til bud og forskrifter. Dette betyder ikke at vi
skal leve lovløst. Dette var ikke noget emne i det hele taget i
Paulus undervisning. Han skrev: Rom.6,1-2.
s.139
Den nye ordning, som medlemmerne i den kristne menighed har, er en
helt fri nådepagt,
Hvor både frelsesgrundlaget og vandringen som troende er bare nåde.
s.140 Den nye pagt, som jøderne fik, er ikke en fri nådepagt.
Jøderne måtte forpligtige sig på de bud som lå i pagten.
Paulus
brugte heller ikke samme betegnelse for disse to pagter. Den pagt som
Gud oprettede med jøderne, hed den nye pagt,
medens den ordning , som Gud oprettede med den kristne menighed, hed
en ny ordning. Dette
skal også få os til at forstå at der her er tale om to forskellige
ordninger.
Det som kendetegner de pagter som Gud har indgået med jøderne,
er følgende forhold:
Det kan være betingede og ubetingede pagter.
En pagt bliver indgået mellem Gud og menneskene.
En
pagt der angår jordiske forhold.
s.141 Her er den kristne menighed ikke med, for den kristne
menighed er ikke forbundet (knyttet) til jordiske forhold, men til
himmelske forhold. Den kristne menighed har sine egne ordninger, og
den er ikke baseret på løfter som vi kan finde i Tanach, men den er
knyttet op mod Guds nåde og Jesu forsoningsværk.
s.145 Der skal komme en tid da Gud vil borttage jødernes synder.
Han gør det på grund af sin store nåde og for sin egen skyld, for
han har nedlagt sin planer i jødefolket, og han passer på at hans
planer med Israel går i opfyldelse: Es.43,25.
s.149 Ved sin genkomst, som ikke behøver at være langt borte.
Skal Jesus åbenbare sig, for at oprette Riget for jøderne.
Oprettelsen af Riget er betinget af at jøderne som nation og levning
tager imod ham som frelser og konge.
s.151 Ordet ”samvittighed” er på græsk”synedesis” og det
betyder ”det som en ved mig sig selv” eller ”medvidner”.
”Samvittigheden” er en ”stemme” som Gud har nedlagt i ethvert
menneske, således at det i udgangspunktet kan vide, hvad som er ret
og galt.
Ved Jesus offer vil samvittigheden også komme i et ret forhold
til Gud. Når vi gør Guds vilje, har vi ikke længere bevidstheden
om at vi har gjort noget galt.
s.152 Vi skiller mellem to typer samvittighed hos en troende, og
det er:
Den som er genfødt,m har bestandig god samvittighed overfor Gud.
Dette angår det nye menneske.
Den som er genfødt, kan alligevel have en dårlig samvittighed, i
og med at kødet ikke ønsker at gøre Guds vilje. Når kødet sejrer
i en kristens liv, opleves et ubehag på det følelsesmæssige plan.
Dette har ingen ting med selve frelsesgrundlaget at gøre, men det
har med vandringen at gøre.
s.154 Følgende interessante ting ved Jesu legeme:
Det var Gud som lavede dette legeme. Han skabte ikke Messias som
en del af Gud-dommen. Jesus var der på forhånd som selve
Gud-dommen, men Gud måtte lave et legeme til ham, for at han kunne
komme til Israel.
Dette er også grunden til at Jesus kaldte Gud for ”sin Far”:
Joh.17,1 og Ef.1,3.
Jesus var fuldt ud hellig og uden synd. Han var skilt fra synden
og syndere. Dette gjaldt både hans Gud - doms og menneskelige side.
Det var Den Hellige Ånd som gjorde dette mulig. Han kom over
jomfru Marie med ”Guds kraft og overskyggede hende” Luk.1,35.
s.155 Jesu legeme afskiller sig specielt. Der bliver ikke skabt
noget lignende menneske mere. I forbindelse med den kristne enigheds
bort-atomar skal vi også få et nyt legeme som er lig med Jesu
herligheds-legeme.
Dette betyder ikke at vi skal gå op i Jesu legeme, men det
betyder at vi skal have samme herlighed og hellighed som Jesus har.
Vi skal have en selvstændig eksistens som selvstændige mennesker i
den kommende verden. (De R.C.Brocks artikkel: Studies in Hebrews.
Journal of Pauline Dispensationslim. Volume 15. Number 17.)
s.156 Joh.6,38. For at gøre Guds vilje fuldt ud, må en være
fuldkommen. For at være fuldkommen, må en være Gud. Dette er et
udsagn som betyder, at Jesus er Gud.
Jesus gav ikke fra sig nogle af sine kundskaber da han kom til
Israel, men han gav fra sig sin position i det høje. Der er mange
teologer som mener at Jesus ikke var alvidende under sit jordeliv.
Dette er galt. Vi har mange Bibel-ord som siger det modsatte.
Et af de Bibel-ord, som bliver brugt, for at vise at Jesus ikke
havde alle kundskaber er Mark.13,32 ”men hin dag eller time ved
ingen, ikke engang englene i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene
(gr.”ei me”) min Fader.
De to græske ord ”ei me” skal ikke oversættes med ”alene”,
men med ”hvis ikke”. Betydningen bliver da: ”Om ikke Faderen
ved det, så ved heller ikke Sønnen det.” dette giver udtryk for
en fuld ligestilling mellem Faderen og Sønnen. Se min bog: Israel og
den kristne menighed, s. 242.
s.161 Vedrørende den kristne menighed, så,skal Jesus . Vi har
løfter om at han skal møde den i skyen før trængselstiden sætter
ind. Han skal føre de frelste til himmelen. Han vil ikke at hans
menighed og hans legeme skal blive ødelagt af Antikrist under
trængselstiden fri os fra den trængselstid som skal komme:
1.Tess.1,10.
Den messianske menighed i endetiden skal ikke blive befriet fra
trængselstiden, men den skal blive befriet ud fra den:
Åbenbaring 3,10.
Der er forskel på det at blive befriet fra,og det at blive
befriet ud fra. Det første betyder at man ikke skal ind i
trængselstide, medens det sidste betyder at man skal ind i den.
Disse to pre-positioner skal vise os at vi her har at gøre med to
forskellige menigheder og to lære programmer.
s.162 Det er først når Guds ord bliver ret forstået og ret
forkyndt, at Den Hellige Ånd til fulde kan gøre sin gerning blandt
os. Når det sker, vil kristen-folket blive styrket, og vi vil få
fornyelse og vækkelse.
Når ordet taber sin kraft, hvad skal det da saltes med, spurgte
Jesus.
s.165 På grund af Jesu forsoning kunne medlemmer i den
messianske forsamling nu gå direkte til Gud med deres synder og
problemer. De havde direkte adgang til Gud. Gennem bøn til
Gud kunne de komme i direkte kontakt med Gud uden at gå vejen gennem
de mosaiske ofringer.
Vi ved at de messianske jøder gjorde dette. Apostlene deltog både
i de tre daglige bønnetimer, som der var i templet, og i ofringerne
der: Ap. gr.2,46. 3,1.
s.166 Til trods for Jesu forsoning måtte de messianske menigheder
fortsat lægge deres synder frem for Gud og bede om tilgivelse for
dem. Tilgivelsen var betinget af bekendelsen: 1.Joh.1,9.
Dette udsagn har ikke noget at gøre med selve frelsesgrundlaget,
men det har med jødernes vandring af gøre. Dersom de ikke var
villige til at lægge frem deres synder for Gud og bede om tilgivelse
for dem, kunne Gud heller ikke tilgive deres synder i vandringen.
Dette udsagn angår ikke os der tilhører den
kristne menighed. Vi har automatisk synderne forladelse i vandringen
som troende. Dette betyder ikke at vi ikke skal lægge frem vore
synder og problemer for Gud, således at den Hellige Ånd kan rense
os til at leve et helliggjort kristenliv, men dette er ikke noget
krav i den kristne menigheds tidshusholdning, for vi er frelst af
nåde ved tro uden gerninger: Ef.2,8-9.
s.167 Peter skrev at Jesus var det levende håb: 1.Pet.1,3.
Peter skrev videre at Jesus var den levende sten, som byggede
op jøder til levende stene: 1.Pet.2.4,5.
(Ikke det
kristne legeme), et helligt
præsteskab til at frembære åndelige ofre, som tækkes Gud ved
Jesus Kristus.
s.168
”Men i et stort hus den kristne menighed
er der ikke blot kar medlemmer
af guld og sølv, men også kar af træ og ler, og nogen til ære og
andre til vanære 2.Tim.2,20.
Paulus brugte almindeligvis andre ord om den kristne menighed, og
det var ordene ”legeme”, ”et nyt menneske” eller ”en ny
skabning”
Den kristne menighed er heller ikke ”et helligt præsteskab”
Det er jøderne som er udvalgt af Gud til at være præster i hele
verden i 1000 års-riget. De skal da ”frembære åndelige offer”.
Dette går på offertjenesten i Rigets tid.
I og med at både den messianske menighed og den kristne menighed
har Den Hellige Ånd som frelsespant i deres hjerter, så lever både
Gud. Den Hellige Ånd og Jesus i vore hjerter: Ef.4,6.
Da de messianske jøder blev frelst, skete der to ting, og det
var: De blev renset på hjerterne fra en ond samvittighed. De blev
tvættet på legemet med rent vand (Den Hellige Ånd) v.22.
Dette er et udtryk for den totale frelse og den totale
renselse. Den angår både det indre menneske (hjertet), og det
ydre menneske (legemet)
Dette har ingen ting med vanddåben at gøre, for den gav ingen
renselse for synden i kødet, men den var en bøn til Gud om at få
en god samvittighed ved Jesu Krist død og opstandelse. Det som
(arken) også nu frelse os i sit modbillede (Jesus). Dåben, som ikke
er aflæggelse af kødets urenhed, men en god samvittighed pagt (bøn,
begæring) gr, eperothema med Gud ved Jesu Krist opstandelse.
Hvad der gælder det græske ord ”eperothema”, så skal dette
ikke oversættes med ”pagt” eller ”begæring”. dette betyder
at ”dåben” ikke er nogen pagt med Gud på grundlag af Jesu
forsoning
men det er et ønske om at blive frelst og få en god samvittighed
overfor Gud.
”Det at have en god samvittighed overfor Gud”, har ingen ting
med gode følelser at gøre, men det er et udtryk for selve
frelsen.
Vanddåben havde sin betydning i den messianske jødedom, for
det var et af de krav Jesus stillede til jøderne. For at de
kunne blive frelst og få Den Hellige Ånd, er en helt anden sag:
Mat.28,18-20. Mark.16,15-18. Ap. gr.2,38 og 3,19.
I indeværende
tidsperiode har vanddåben ingen betydning for hverken frelsen eller
bevarelsen af de troende, for vi er frelst af nåde ved tro uden
gerninger. Ef.2,8-9.
s.172 Det er ikke den kristne menighed som er det nye præsteskab
i Den nye pagt i Jesu blod, men det er de messianske jøder.
Hvad der gælder den kristne menighed, så er vi renset på den
samme måde som den messianske menighed, men vi behøver ikke at tage
vanddåben, for at blive frelst, for vi lever i den frie nådes
tidsperiode. Vi forholder os ikke til bud og regler i
frelsesspørgsmål, men vi holder os til den frie nåde. Dette
betyder ikke at vi skal leve et liv uden at bryde os om de krav og
bud, som er nedlagt i vor tidsperiode, men det betyder at vi lever i
en anden tidsperiode end det som de messianske jøder levede
i.
s.174 I den messianske forsamling var de gode gerninger helt
nødvendige v.24, for at blive bevaret i frelsen. Dette giver
udtryk for menneskets egenretfærdighed. ”At gøre gode gerninger”
betyder ”at holde Jesu bud”.
I den kristne forsamling skal vi også gøre gode gerninger, men
ikke som en indirekte forudsætning for frelsen, men som et resultat
af frelsen. Vi kalder dette for ”troens gode gerninger”, ”at de
(de rige) skal gøre godt, være rige på gode gerninger, gavmilde,
godgørende.” 1.Tim.6,16.
De messianske jøder blev opfordret til at holde sig til den
messianske forsamling og dens lære (v.25). De skulle hverken blande
sig med den jødiske synagoge eller den kristne forsamling, for den
angik først og fremmest hedningerne.
Dersom de messianske jøder gik tilbage til den jødiske synagoge,
så var dette et skridt i den gale retning, for da gik de over til
det mosaiske offersystem og rabbinernes læresætninger. Det jødiske
offersystem var ophævet ved Jesu offer på Golgata, og de rabbinske
læresætninger var ikke korrekte.
Dersom de gik til den kristne forsamling, så var det heller ikke
ret, for den angik en anden frelses-forsamling, og den havde fået et
helt andet kald end det som de messianske jøder havde fået af
Herren. De skulle være præster i 1000 års-riget, men den kristne
menighed skal være Guds folk i himmelen under 1000 års-rigets
periode.
Desuden er den kristne menigheds periode en parentes i Guds planer
med jøderne og Israel.
De messianske jøder måtte holde urokkelig fast på deres kald
efter som de så at dagen for Jesu genkomst nærmede sig (v.25) I og
med at forsoningen var fuldbyrdet. Jesus var draget tilbage til
himmelen og Den Hellige Ånd var kommet, så var den næste
begivenhed for dem Jesu genkomst, men der var stillet en betingelse
for at Jesus kunne komme tilbage, og det var at jøderne omvendte sig
som folk og nation: Ap.gr.3,19-21.
s.175 Hebræer.10,26-29: Der er to typer sandheder i N.T.,
og det er sandheden om den messianske menighed og dens lære-mæssige
system,
og det er sandheden om den kristne menighed og dens lære.
Disse to sandheder blive blandet sammen i forkyndelsen således at
vi får to delvis adskilte og forskellige sandheder, men en gedigen
sammenblanding af disse to lære.
Den messianske jødedom tog sigte på at udtage den messianske
menighed, som skulle/skal styr som et kongeligt præsteskab ud over
hele jorden i Rigets tid.
Medens kristendommen tager sigte på at udtage en himmelsk
forsamling som skal styre hele kosmos i Rigets tid. Jøderne skal
styre verden, medens vi skal styre kosmos.
Vi har store kundskaber om jødernes styre. Hele Tanach er fuld
af udsagn om jødernes løfter og opgaver. De jødiske Skrifter i
N.T. Beskriver opfyldelsen af en del af løfterne og giver os
detaljer om dette styre.
Hvad som gælder den kristne menigheds styre i Rigets tid,så
kender vi ikke til enkelthederne i dette. Vi ved at det skal blive en
herlighed som langt overskrider det som jøderne har fået
løfter om.
”og give deres hjerter (det indre menneske) oplyste øjne, så i
kan forstå hvilket håb det er han har kaldt jer til, og hvor rig
på herlighed hans arv er iblandt de hellige” Ef.1,18.
s.176 Den messianske menighed er baseret på løfter og pagter.
Den kristne menighed er baseret på hemmeligheder og
Guds nåde: Rom.15,8-9.
Gennem Hebræerbrevet blev de messianske jøder advaret mod at gå
tilbage til jødedommen. Dersom de gjorde det, var der ikke mere
noget offer tilbage, som kunne frelse dem,v.26. De forlod dermed den
nye pagt i Jesu blod og foragtede Jesu forsoning og gik tilbage til
det mosaiske Guds-tjeneste: Hebr.4,1. v.27.
Det at gå tilbage til jødedommen bliver kaldt for at synde med
vilje v.26
Det er dette som i evangelierne kaldes for ”den tidsalder
synd” som der ikke var tilgivelse for.
Hvilket betyder at der ikke var tilgivelse at få for denne synd,
for den er udtryk for en tilstand, som er gjort på en bestemt
baggrund af et bestemt valg: Mat.12,31-32. Se min bog Mattæus
Evangeliet. Jesu liv og lære, kap.12.
s.177 Det er kun den kristne menighed som har haft åndelige
fordele af at jøderne forkastede Jesus. Ved at dette skete, så
opstod der en ny tidsperiode – kirkens tid. Dette er en tidsperiode
som overgår alle andre tidsperioder, som har været, med henblik på
løfter og herligheder. Et af hovedordene som Paulus brugte i sin
undervisning om den kristne menighed, var ordet ”herlighed”
s.179 Jesus bad indtrængende jøderne om ikke at forkaste ham:
Joh.10,37-38
Jesus advarede også de messianske jøder om at de måtte
være saltet og lyset: Mat.5,13. Jesus og Paulus pointerede
gang på gang hvor vigtig Jesu blod var: Joh.6,53-55.
1.Kor.11,17-.
Ap. gr.20,28. Rom 3,25.
s.185 De messianske jøder havde haft en stor trængsel på grund
af deres tro, men de havde holdt ud, for de vidste at det som de
havde på jorden, ikke var det vigtigste, v.32. De så frem til –
ikke de himmelske herligheder som Paulus omtalte – men til Jesu
genkomst og Rigets herligheder.
s.186 Når der står at de messianske jøder udholdt en stor strid
i lidelser v.32, så var det de mange forfølgelser som de messianske
menigheder var blevet udsat for den første tid. Paulus havde selv
deltaget i denne forfølgelse. Han havde hadet både Jesus og de
messianske jøder, og han var fast besluttet på at udrydde den
messianske menighed: Ap. gr.8,3. 9,1-2. 22,4-5 og 26,10-11.
Denne forfølgelse bliver videre beskrevet på flg., måde v.33.
Gal.4,29. Joh.8,41 v.48.10,33. Se også Hebræer.10,34. Det var dette
Peter skrev om: 1.Pet.1,4. 5,4.
s.187 Dette angår 1000 års-rigets herligheder og ikke de
herligheder som den kristne menighed er blevet lovet.
På grund af erstatningsteologien misfortolkninger med den kristne
menighed gennem 2000 år, ser størsteparten af kristen-folket ikke
dette.
De magter ikke at adskille det som Gud har lovet jøderne og
Israel, med det som Gud har lovet den kristne menighed.
Dersom vi skal få dette rigtigt på plads, må vi lære at
fordele Skrifterne på ret måde: 2.Tim.2,15.
Vi må skille mellem de jødiske Skrifter i N.T., og de Skrifter som
Paulus skrev til den kristne menighed.
s.188 De messianske jøder skulle ”opnå det som var lovet,
efter at de først havde gjort Guds vilje” v.36. Dette betyder at
de måtte efterfølge Jesu lære. Den lagde vægt på gode gerninger
og på Guds nåde: Jakob.1,2-4.
I den paulinske lære skal tålmodigheden ikke føre til at vi gør
gode og rigtige gerninger, for Guds nåde dækker os i vandringen som
troende, men den skal føre til et prøvet sind og håb:Rom.5,3-5.
s.189 Jeg håber at vi alle sammen kan se og forstå at der er
forskel på den messianske jødedom og den kristne menighed med
hensyn til frelsen.
I begge trossystemer er det Guds nåde, som frelser mennesker, men
i vandringen som troende bliver der stillet krav til jøderne, for at
de både kunne blive frelst og kunne blive bevaret i Guds nåde. De
måtte efterfølge dele af Mose Torah og Jesu nye Torah i vandringen
som troende.
Således er det ikke i vor tidshusholdning. Der bliver ikke
stillet nogen krav for at vi skal blive bevaret som troende i
vandringen. Guds nåde dækker både vor frelse og vor vandring. Det
er dette som er det specielle med Paulus hans undervisning, og som
skiller den fra den messianske jødedom.
Mange i kristenheden har ikke forstået den frigørende lære som
Paulus kom med, for de blander den sammen med Riget forkyndelse.
Mange kristne lever deres kristenliv i Rom.7,18-25. De har mere
omsorg for kødet end for at det nye liv skal vokse frem. De tror at
de skal bruge Torah til at mindske kødets gerninger i deres liv.
Vi må leve vore liv i Rom.8,1-2. v.9 og 13.
s.190 I luthersk teologi er der meget tale om at vi må drukne
kødet (den gamle Adam) daglig ved anger og bod.
Dette er ret, men det store spørgsmål er: Bruger vi Torahen
eller Den Hellige Ånd i dette arbejde?
Dersom vi bruger Thorahen, så vokser kødet i os, og det nye
menneske får ikke den næring det skal have. Kødet elsker Torah.
Dersom vi bruger Ånden i dette arbejde, så mindskes kødet, og
det nye liv vokser. Det ene er afhængig af det andet. Dersom vi vil
have sejer og vokse i vort kristenliv, må dette udelukkende ske ved
at Ånden borttager synden, som er i kødet: Gal.5,16-17 v.24.
Det som vi har berørt ovenfor kalder vi for helliggørelse.
Dersom vi iklæder os Jesus Kristus og benytter os af hans
frelsesværk, så begrænser vi kødets indflydelse i vore liv:
Rom.13,14. Hebræer 10,37-39.
s.195 Hvad der gælder ordet ”tro” så har dette begreb
skiftet teologisk indhold op gennem frelseshistorien.
I Tanach betyder ”tro” at stole på og at have tillid til. Den
som stolede på Gud fik del i frelsen.
I N.T., betyder dette ord det samme som ”frelsen”. Dette har
fået et indhold af selve frelsen. Dette er baseret på Jesu
forsoning: Rom.1,16.
s.199 I Rigets tid ”Himlenes Rige” vil ”det himmelske
Jerusalem” ligge tæt over Jerusalem. Det vil stå i intim kontakt
med det jordiske Jerusalem. Se min bog Jesu Genkomst bind 3., kap:
Det himmelske Jerusalem.
s.200 Abraham blev ikke ”fristet” af Gud, men han ”blev
prøvet” v.11. Vi ved at Gud ”frister ingen”, men han prøver
sit folk gennem trængsler og prøvelser. Hensigten med det er
tosidigt:
Han ønsker at styrke os i troen på ham
Han ønsker at vi sætter al vor tillid til ham. Han skal ikke
svigte og slippe os.
s.205 Hebræer 12,1-3. Hvad som gælder det nye eller det genfødte
menneske, så har det ikke synd. Det er Kristus i os, håbet om
herlighed: Kolos.1,27.
”At være troende i denne verden”, er bestandig en kamp. Vi har
flg. Modstandere: Vort eget kød.
Alle typer mennesker – til og med troens egne folk. Satan og de
onde ånder: Ef.6,12.
s.208 Hebræer 12,14. Dette udsagn angår ikke den kristne
menighed. I den kristne menighed er det nåden som regulerer
både det ydre og det indre liv hos en troende. Den troende i vores
tidsperiode er frelst af bare nåde. Han er også bevaret
og herliggjort af bare nåde: Rom.8,29-30. I den kristne menighed
er der ingen absolutte krav til hellighed, for at blive bevaret som
en kristen, men det ligger i sagen natur at en kristen også må
arbejde på sin helliggørelse ved Den Hellige Ånds hjælp.
s.209 I den kristne menighed lære har vi blot et
retfærdigheds-begreb. Det er troen på Jesus som giver os
retfærdiggørelsen. Hvad der gælder mennesket egen retfærdighed,
så gælder den ikke i vor tidshusholdning, for TORAH er taget bort
som indirekte frelsesmiddel.
Vi har derimod to retfærdighedsbegreb, og det er:
Gud helliggørelse som vi får i troen på Jesus: 1.Kor.1,30.
Det er den helliggørelse som foregår i hvert enkelt troende. Vi
skal være hellige, for Jesus er hellig.
s.215 Hebræer 12,28-29:
Denne forkyndelse skal komme tilbage, efter den kristne menigheds
bort-atomar i endens tid. Paulus forkyndelse er en parentes i den
jødiske forkyndelse om Riget for Israel.
s.218 Hebræer 13,5-7. De vejledere, som der her er tale om, var
ledere i den messianske forsamling også ude i diasporaen – de
skulle både se på deres liv, efterfølge deres tro og give agt på
afslutningen af deres liv.
Dersom man skal være en god vejleder i Guds rige, må man bl.
Andet lære at adskille de forskellige tidsperioder og
tidshusholdningerne: 2.Tim.2,15. Den som ikke gør det, bliver ikke
en vejleder, men en vild-leder, og det er det modsatte.
s.219 Jesus Kristus er den samme for altid, det ved vi: Jakob
1,17., men det betyder ikke at hans lære er den samme i alle
tidshusholdninger.
Det som kendetegner Jesus i alle tidshusholdninger, er hans
trofasthed, kærlighed og nåde.
s.220 De messianske jøder havde et offer som præsterne i templet
ikke fik del i, og det var Jesu forsoning for de (mosaiske
jøder) fortsatte med den gamle ordning, der blev afsluttet ved
Jesu død og opstandelse: Hebræer 13,10-13.
( Bogen - som er skrevet om de paulinske troende en vigtig hjælp
til forståelse af Hebræer brevet.
Køb bogen, send forfatteren en
tilkendegivelse: oskaredi@mail.no
)