Jan Frost: "Ordet og Israel" 6004 e. Adam.
: INDSAMLINGEN
Apostlens
Paulus` opgave var at bringe evangeliet til hedningerne. Han foretog
tre missionsrejser, og på to af dem nåede han helt til Athen i det
daværende Akaja. Selvom Paulus` primære opgave var at udbrede
evangeliet blandt hedningerne, glemte han aldrig sine jødiske
rødder. Han var hele tiden bevidst og sin jødiske identitet og det
særlig ansvar, han havde også for sit eget folk.
Det
særlige ansvar I apostlenes breve kommer det særlige ansvar, han
føler overfor sit folk, især til udtryk på to områder: Dels i
hans nød for folkets frelse og dels i hans omsorg for de fattige
jødekristne i Jerusalem. For Paulus er evangelier-forkyndelse ABC,
at evangeliet er "båder for jøde, først, og for græker",
det vil sige for hedninger. Sådan skriver han det i brevet til
romerne kap. 1,16., og sådan praktiserede han det på sine rejser.
Lige
meget hvor han kom, var det første sted han gik hen for at forkynde
evangeliet jødernes synagoge. Han bar på en konstant længsel efter
at se sit eget folk frelst, og han fortæller åbenhjertigt om,
hvordan det piner ham, at hans eget folk ikke har taget imod Jesus
som Messias. Den smerte kunne holde ham vågen om natten. Der var en
anden smerte, der også fyldte apostlen, nemlig kendskabet til den
fattigdom, de Jesus troende jøder i Jerusalem levede i.
Vi
ved ikke præcist, hvorfor der var så stor fattigdom blandt de
jødekristne i Israel på apostelens tid. En årsag kan være, at der
var en generel fattigdom blandt de laveste samfundsklasser. En anden
årsag kan være, at de jøder, der var kommet til tro på Jesus som
Messias, blev forfulgt på grund af deres tro. Det ved vi fra
Apostelens gerninger var tilfældet.
Fattigdomen
blandt de hellige i Jerusalem fik apostelen til at tage initiativ til
en omfattende indsamling blandt de hedningekristne til hjælp for de
fattige i Israel. Paulus viser herigennem, at han ikke alene havde
omsorg for menneskers åndelige ve og vel, men at også deres
materielle levevilkår lå ham på sinde.
Der
er ind imellem en tendens blandt bibeltro kristne til at fokusere så
stærkt på spredningen af evangeliet, at man overser vigtigheden af
det diakonale og sociale hjælpearbejde blandt nødlidende – eller
i hvert fald betragter det som mindre væsentligt. Det gælder også
blandt mennesker, der er ivrigt optaget af at bringe evangeliet til
det jødiske folk. Men sådanne holdninger finder ingen støtte i
Bibelen. Her skelnes der ikke mellem det ene eller det andet.
Tværtimod.
Jesus
som forbilleder står om Jesus, at han "gik
omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede
evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket"
Mat. 4, 23. Jesu tjeneste bestod altså
af disse tre ting: 1,han proklam. evangeliet, 2,han underviste folk i
Guds ord og 3, han helbredte og hjalp syge, svage og udstødte. Ved
afslutningen på sin tjeneste sagde Jesus til sine disciple: Johs.
15, 12. Det er dette ord af Jesus, apostlen Paulus lever ud i
praksis. Derfor skriver han til menighederne og minder dem om, at de
som Jesu disciple ikke alene har ansvar for deres næstes åndelige
ve og vel. Det er også deres pligt at hjælpe mennesker, der er i
nød og har det svært.
Særlig
bevågenhed over en generel formaning om at hjælpe mennesker i nød
skriver Paulus, at der er to grupper af mennesker, der bør have
menighedens særlige bevågenhed. Det er først vor kristne broder
og søstre: Gal. 6,10. Vi har et særligt ansvar for medkristne, der
har det svært. For det andet har den hedningekristne menighed et
særligt ansvar for, at det jødiske folk i al almindelighed – og
vore tros søskende blandt jøderne i særdeleshed – får den
hjælp, de har behov for. Hedningekristnes særlige ansvar overfor de
jødekristne i Israel blev allerede drøftet ved apostel-mødet i
Jerusalem efter apostelen Paulus` første missionsrejse. Paulus
referer fra dette møde i Galaterbrevet, og skriver bl.a.: Gal. 2,
6-10.Helt konkret iværksatte Paulus indsamlinger til de fattige i
Jerusalem i de hedningekristne menigheder rundt omkring i Lilleasien,
Makedonien og Akaja – ja, endog i Rom. På sine rejser og gennem
sine breve til menighederne indskærper han igen og igen deres ansvar
for at hjælpe de hellige i Jerusalem. Hvorfor nu det ? hvorfor har
hedningekristne et særligt ansvar for at hjælpe de Jesus troende
jøder i Jerusalem ? Jo, skriver apostelen, fordi de står i gæld
til dem.: Rom. 15,27. Gud har udvalgt Israel til tjeneste i sin
frelsesplan for hele verden. Gennem Israels Messias og gennem Israels
folk skulle frelsen komme til de andre folkeslag. Derfor står
hedningefolkene i en taknemligheds gæld til Israels folk. Og denne
taknemligheds gæld må helt konkret udmønte sig i, at de
hedningekristne hjælper de jødekristne, når og hvor der er behov
for det. Et af de steder, hvor Paulus skriver særligt meget om dette
emne, er 2.Kor. 8-9. Jeg vil nævne nogle af de vigtige ting,
apostelen tager op her.
Kærlighedsprøve.
Menighedens
omsorg for andre er en prøve på kærlighedens ægthed: 2.Kor. 8,
7-9. Pointen er her, at når kærligheden i menigheden er ægte,
giver den sig konkrete udslag i hjælp til dem der trænger hjælp.
Også til de jødekristne i Jerusalem – selvom de bor så langt
væk. Den kærlighed havde Paulus mødt i menighederne i Makedonien:
2.Kor. 8, 29. Makedonerne var – i modsætningen til de kristne i
Korinth – dybt fattige. Alligevel havde de givet overordentlig
meget til indsamlingen. Dette bør være et eksempel til
efterfølgelse for Korintherne, skriver Paulus. Han vil dog ikke
presse dem til noget. Kor. 9,7.
Den
nødvendige formaning
Paulus
beskriver menigheden i Korinth som åndelig rig: 2.Kor, 8,7. Men det
halter et andet sted. Pengeindsamlingen, som blev sat i gang for over
et år siden, er gået i stå. Selvom menigheden i Korinth skildres
som åndelig rig, har den åbenbart ikke rigtig styr på de praktiske
og nære ting, der har med omsorgsarbejdet at gøre. Derfor finder
Paulus det nødvendigt at formane dem til nu at få indsamlingen
bragt til afslutning, så gaven til de hellige i Jerusalem ligger
klar, når han kommer. Apostelens formaning er vist ikke mindre
aktuel for os i den kristne menighed i dagens Danmark, end den var
det for Korintherne. Midt i alle de andre vigtige ting vi har for,
glemmer vi så hurtigt vores ansvar for dem, der er i nød og trænger
til vores hjælp. Også i Israel.
Sådan
skal i gøre
Paulus
nøjes ikke med at komme med en formaning til at give. Han giver også
menigheden en praktisk anvisning på, , hvordan man rent praktisk kan
gøre: 1.Kor. 16,1-2. Paulus opfordrer her til regelmæssighed i
giver-tjenesten. Han siger videre, at man ikke skal give over evne,
men efter hvad man har råd til. For det er ikke meningen – som han
skriver det et andet sted – at nødlidende skal blive rige på
andres bekostning, men der skal være ligelighed. 2.Kor. 8,13. Nu
behøver vi ikke at kopiere denne praksis med at lægge til side hver
uge. Det vigtigste er ikke, hvordan vi praktiserer regelmæssig
givertjeneste, men at vi gør det.
Ansvarlig
forvaltning
Der
var ondsindede mennesker, der anklagede Paulus for at berige sig selv
gennem de indsamlede midler. Paulus` måde at imødegå denne kritik
på var at vælge nogle mænd, som nød tillid i menighederne, til at
følge med sig til Jerusalem for at overbringe gaven til menigheden
der.: 2.Kor. 8, 20-21. Kristne ledere, der forvalter indsamlede
midler, må ikke bringe sig selv i en situation, hvor der kan stilles
spørgsmålstegn ved om alt går rigtigt til, og om pengene bruges
til det formål, de er givet til.
Hvad
skal vi lære ?
Selvom
vi ikke umiddelbart kan overføre alt det, apostelen skrev til
hedningekristne menigheder i dag, så er der alligevel noget vi skal
lære. Vi har – som hedningekristen menighed – et særligt
omsorgs ansvar overfor det jødiske folk i almindelighed og overfor
de Jesus troende jøder i særdeleshed. Lad os ikke glemme det, men
finde veje til det jødiske folk og vores tros søskende der – den
hjælp i nøden de har så stærkt brug for – også i dag !
Indsamlingen
til de fattige blandt de hellige i Jerusalem er omtalt ikke mindre
end fem steder i Ny Testamente:
Ap. Gr. 24, 17. Rom. 15, 25-27. 31.
1.Kor. 16, 1-4. 2.Kor. kap. 8-9. Gal. 2, 10.