”Ordet og
Israel ” 1955 og 1956, af: Eyvind von Tangen Sivertsen "En
herlighed for dit folk Israel"
I
Lukas evang. Har vi fortællinger om Simeon, denne gamle retfærdige
og gudfrygtige mand, der "ventede Israels trøst". Da han i
templet står med det lille Jesusbarnpå sine arme, priser han Gud,
fordi han har fået lov til at se Guds Frelse, som Han har beredt for
alle folkesalg. Med Ord fra Israels Hellige Skrift udtrykker han så
det nøjer i dobbelt betegnelsen: "Et lys, som skal åbenbares
for hedningerne, og en herlighed for Dit folk Israel". Disse
Profetiske Ord fortjener en nærmere overvejelse, end der i
almindelighed bliver dem tildel.
Lad
mig til indledning af dene lille undersøgelse citere nogle
udtalelser af Gyllinge-præst Otto Møller, som jeg for mange år
siden standsede op ved og atter og atter har måttet vende tilbage
til. I et brev til vennen Skat Rørdam af 23 december 1889 (aftrykt i
deres herlige brevveksling 2. Side 169-170) skriver han flg. :Jeg har
gået og tænkt på evangeliet til næste søndag om dette, at Jesus
er et lys til oplysning for hedninger, men til herlighed for Israel.
Jeg slutter deraf, at Han ikke kan lægge herligheden over på os;
det er alene Israel, der kan bære den og dele den med os . . Vort
naturlige kår er jo mørke og dødeskygge, og i den henseende var
Israel langt forud for hedninger.
Jo
ældre jeg bliver, jo mere får jeg følelsen af fattigdom, mangel af
sand rigdom. Al den megen jag, som der kristeligt stilles an i vor
tid, forekommer mig kun at gøre armoden mere kedelig. I så
henseende synes jeg at Søren Kierkegaard så sandt, at det er den
store armod, hvori vi lever... Men det er vidst også det, der gør
det så trangt for os selv, selv efter at Gud har sendt os så nådigt
lys, at vi har intet af herligheden, og det også af den grund, at
denne kan ikke gives, før Israel igen vil til at tage imod den (her
ord, som forfatteren fremhæver) Vore kår her i livet må være mere
lys end kraft."
Skat
Rørdam tager i sit svarbrev af 16 januar 1890 ikke dette spørgsmål
op, medens Otto Møller i sin i 1889 offentliggjorte tolkning af
Åbenbaringsbogen går ud fra som sikkert, at den i kap. 7 omhandlede
besegling af de 144.000 af alle Israel stammer tager sigte på det
historiske Israelsfolk. Lad nu dette være, som det være vil –
forskellen mellem hedningerne lys og Israels herlighed står i alt
fald fast. Men inden vi går over til en redegørelse for denne
forskel, må der sige noget mere almindeligt, navnlig om brugen
andetsteds i N.T. af udtrykket "herlighed".
Vi
støder her på en dobbelthed ved udtrykket, en kristelig (sætten)
afgørende forskel mellem jordiske og himmelske legemers herlighed
eller glans (som det græske ord doxa også lader sig oversætte) jf.
1.Kor.15,40, en forskel, som Paulus gør lig med forskellen mellem
åndeligt og sjæleligt. Når Djævelen friste Jesus med jordiske
riger og deres herlighed, eller når der tales om "Salomon i al
hans herlighed", da er det den jordiske, synlige herlighed, det
drejer sig om. Når vi taler om en "strålende" begravelse,
et "herligt" kunstværk o.l. da tænker vi på noget rent
menneskeligt, noget sjæleligt. Glimtvis kommer den til syne både i
Jesu Ord og gerninger. Men når Herren taler om den herlighed, Han
havde hos Gud, fra verdens grundvold blev lagt, da er det selvsagt en
herlighed, der unddrager sig både vore sanselige iagttagelse og vor
sjælelige forståelse. Og endnu mere. Når Han med sin lidelse og
død for øje taler om Sin herliggørelse eller den død, hvormed
Peter skulle herliggøre Gud, da er det en herlighed, som ikke blot
er usynlig, men som for det naturlige, sjælelige menneske er det
stik modsatte af herlighed. Men samtidig talte Jesus om en kommende
herlighed, der er knyttet til hans synlige åbenbarelse, når Han
kommer i (SKYERNE) med kraft og stor herlighed og tager sæde på Sin
herlighedstrone. Det var denne herlighed, Israels folk ville se, da
Jesus vandrede her på jorden, og som betog dem – ganske som den
ville have betaget os – når den, som ovenfor nævnte glimtvis brød
igennem, enten i Hans tales magt og myndighed Mat.7, 28-29 eller Hans
suveræne magt over naturen og dens kræfter, gode såvel som onde
Joh. 5, 15. Men da det kom til stykket – hvilket il sige, da det
kom til korset – faldt de alle, selv Hans disciple, fra, og
forargelsen tog beundringens plads. Folket ville ikke en gang gå
Åndens, dvs. troslydighedens snævre vej til sjælelig forståelse
og legemlig beskuelse. Denne snævre vej har aldrig været og bliver
aldrig "populær", hvilket vil sige folkeligt.
Det
er det usynlige Åndens Gudsrige, Jesus har grundlagt i Sin død,
opstandelse og himmelfart. Men der kommer det synlige Gudsrige, når
Gud har nået Sit formål med de "hedningerne Tider", i
hvilke Hans lys skinner i mørke Ef. 6,12, selvtillidens og
selvklogskabens mørke. Mat. 6,23, Satans mørke Luk. 22,53. Og
formålet er efter Skrifterne indhøstningen af den førstegrøde for
Gud og Lammet, der skal tilhøre herren i Hans tilkommelse: Såfremt
vi lider med ham, skal vi herliggøres med Ham Rom. 8,17. Dette vort
herlighedshåb er at Skriften utvetydigt knyttet til vort legemes
forløsning, til en førstegrødens opstandelse far døde eller
legemlig forvandling i levende live Rom. 8,23-24. 1.Kor.15,52-53.
1.Tess. 4, 16-18.
I
Kristi opstandelse fra døde, har Gud vundet den første og afgørende
sejer her på jorden overfor ham, der har dødens vælde, Djævelen,
denne verdens fyrste og gud Hebr. 2,14 og joh. 12,35. Men Jesus ville
ikke være alene i Sin opstandelse. Det ene hvedekorn, den ene Søn,
skal blive til mange hvedekorn "førstegrøden" , de mange
sønner der sammen med Ham skal åbenbares i herlighed Hebr. 2,10 og
Kol. 3, 4. På sin gang ud over jorden har Gud ved evangeliets
lysestage ud af hedningenes mørke denne skare af lysets og dagens
sønner (grundteksten i 1.Tess. 5,5, der, vejledet af det Profetiske
Ords lys midt i tidernes mørke, har fået Guds kraft til at vente ja
Til
at fremskynde Hans dags tilkommelse, og som derfor skal få del i den
underfulde nåde, der udtrykkes i de hemmelighedsfulde ord, at
"Morgenstjernen oprinder i jeres hjerter" 2.Pet. 1,19 og 3,
12. – At den samme dobbelthed i herlighedsbegrebet findes hos
Paulus er ubestrideligt. I ord som Rom. 8, 17-18., er herligheden
afgjort noget kommende knyttet til Kristi genkomst og vor legemlige
forvandling Fil. 3,21. I Rom. 6,4., og 8, 30. Tales der om vor
helliggørelse, altså noget nærværende. I 2.Kor. 3,11 om vor
forvandling "fra herlighed til herlighed" tænker Paulus
velsagtens både på den herlighed, som nu er, og på den som vi har
i vente - -.
Men
da er vi på tærskelen til Israels riges genoprettelse. Thi denne
Morgenstjerne er Davids æt, Ham hvem det er forjættet, at "Gud
Herren skal give Ham Davids, Hans Faders trone. Han skal være konge
over Jakobs Hus til evig tid, og der skal ikke være ende på Hans
kongedømme." Luk.1, 32-33. Ja, den dag Israel, genfødt til et
levende Guds folk i den sidste store trængsel, kan byde Jesus
Kristus velkommen, som den forjættede Messias, da skal de se Ham, og
da skal Han blive en herlighed for Sit folk Israel. Da skal den gamle
Simeons profetiske ord få sin fulde opfyldelse, også Ordet om, at
frelsen i Kristus er beredt for alle folkeslag. Da skal det blive
åbenbaret for alle, at Skriften stadfæstes af Skriften. Thi Simeons
ord ved Jesu fødsel, er nøjagtig de samme ord efter Jesu
opstandelse og himmelfart, som de er overleveret i Ap. Gr. 15, 14-17.
Ak, om den kristne kirke altid havde holdt sig dette for øje ! Da
var meget blevet anderledes i dens historie.
Men
vi kan ikke slutte denne lille undersøgelse uden at kaste et blik
på, hvad der i G.T. siges om Israels herlighed. At Simeons
lovprisning er hentet herfra er utvivlsomt og er så meget mere
naturligt, som han jo var en af dem, der "ventede Israels
trøst". Vi behøver kun at pege på sådanne ord som : "Jeg
giver frelse på Zion, Min herlighed giver Jeg Israel"."
Es. 46,13. jf. 60, 9 eller: "For lidt for dig som Min tjener at
rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste ! Jeg gør dig til
hedninger lys, at Min frelse må nå indtil jordens ende Es. 49, 6.
Vigtigere er det at blive klar over, at vi i G.T. møder ganske samme
dobbelthed i herligheds-begrebet som i N.T. Det er så vidst ikke
Israels storhed og værdighed, som betinger dets udvælgelse og
dermed dets udmærkelse frem for alle andre af jordens folk.
Tværtimod. Forholdet i så henseende kan næppe udtrykkes kortere og
klarere end med profeten Amos`ord: "Kun eder kendes Jeg ved
blandt alle jordens slægter; derfor vil Jeg på eder hjemsøge al
jeres brøde." Amos 3, 2. Israel er af Gud udvalgt til at være
et kongerige af præster. Som herligheden er knyttet til kongerigets
herskerspir, således er lidelsen uadskillelig fra præstedømmets
midler gerning, fra offertjenesten for syndens skyld. Der er noget
meget betegnende i, at selve det ord, som på hebraisk fortrinsvis
bruges om herlighed (kavod), hænger sammen med tyngde (vægt); kan
det give udtryk for et overmål både af lidelse og herlighed. Atter
og atter har Gudsfolkets herlighed været skjult, når det har måttet
gennem "ørkenvandringens" ydmygende prøvelser; men
urokket står det fast, at formålet altid har været og endnu den
dag i dag er det samme: "For i de kommende dage (til sidst!) at
kunne gøre vel imod dig." 5.Mos. 8,16.. Det ord, som er udgået
af Herrens mund, vender ikke tomt tilbage til Ham selv, som et
hendøende ekko; nej, udføre skal det, hvad ham har behager og
fuldbyrde hvervet, Han gav det. Fast står de trofaste nådeløfter
til David. I sit jordeliv som ypperstepræsten, den lidende Herrens
tjener, er Jesus blevet den i Zion nedlagte grundsten for det
kommende Gud-rige, den eneste formidler af den frelsende nådepagt
for jøde som for hedning. Den dag Han "afsløres" som
Herrens tjener og Kongernes Konge i sin genkomst, skal Han være som
topstenen, der føres frem under jubelråb: Nåde, nåde – dobbelt
nåde altså ! – være over dem ! Men den dag skal hans fødder stå
på Oliebjerget, Getsemane, og Han skal modtages af et Israel, der
lærte i Ånd og sandhed at påkalde, , ja ud af dybsens nød råbe:
"Velsignet være han, som kommer i Herrens navn !". Da skal
det opfyldes, som er talt om ved profeten Es. 55: "Se, på folk
de ej kender, skal du kalde; til dig skal folk komme, som ej kender
dig, ile for Herren din Guds skyld, Israels Hellige, han gør dig
herlig. !"
F O R K L A R I N G Til Det
gamle Testamentes historiske Skrifter
De
fem Mosebøger, fortolket af Sv. Åge Nielsen og Bent Noack, 298
sider, Udgivet af Det danske Bibelselskab ved P.Haase og Søn 1955
En
anmeldelse i videnskabelig kritisk forstand af denne bog kan en
lægmand selvfølgelig ikke præstere, forøvrigt heller ikke nogen
teolog hvis han da ikke har langt mere viden end den anden eller
trediehånds kundskab, han har erhvervet sig på universitetet. Men
det drejer sig om fortolkning af Bibelen, ligger tyngdepunktet jo da
afgjort udenfor det rent intellektuelle, rationalistiske plan. Her
kommer man ikke udenom en klar personlig stillingtagen til visse for
forståelsen af Gl. Testamente afgørende kendsgerninger.
Først
dette, at Gud på en enestående måde har knyttet Sit navn til
Israels folk såvel som til Israels land med hovedstaden Jerusalem og
Zions hellige bjerg. Dernæst dette, at denne udvælgelse er
uløseligt knyttet til, at Gud på lige så enestående måde har
betroet dette folk Sit Ord som en i sig selv hvilende autoritativ
åbenbaring. Heraf følger med nødvendighed, at den bog, Bibelen
altså, der er den eneste kilde til sammenhængende kundskab om
folkets og landet historisk set såvel som dets åndelige religiøse
liv – at denne bog må blive "anderledes" end en hvilken
som helst anden bog i fortid, nutid eller fremtid. Bibelen taler med
en myndighed om Gud og mennesket i deres indbyrdes forhold, som
dybest set ikke giver plads for nogen slags kritik.
Forfatterne
af denne foreliggende bog vil næppe bestride dette sidste. Men når
de overlader det til det subjektive skøn at udskille dette stof fra
det historisk fortællende – som de kritiserer ganske hæmningsløst
– så bringer de faktisk det hele til at flyde. Selv kaldes bogen i
forordet for et forsøg og en begyndelse, der i dag ikke kan blive
nær så god (!) som f.eks. om 25 år. Gang på gang tales der i
denne fortolkning om, at oprindelig hedensk stof "omsmeltes"
i Israel og derved får Åndsværdi, også for os i dag. Men vi lades
ganske i stikken, når vi spørger, hvordan en sådan proces har
kunnet gå for sig i et folk, der i sig selv var af samme syndige art
som vi. I det hele taget er der stor mangel ved denne "forklaring",
at der intet sted er gjort rede for fundamentale begreber som
inspiration og åbenbaring, i stedet tales der om "forkyndelsen"
eller om "Gudsordet" i "fortællingen" o.l. Bogen
bliver på denne måde en mærkelig blanding af opbyggelig
genfortælling og en lærd analyse af teksten.
Om
slægtstavlen i 1.Mos. 5. Hedder det, at dens baggrund er hedensk
mytologi, men at vi "må lytte til dens forkyndelse, der er som
en skat i lerkar rakt os af Gud." Om Jakobs højtidelige
velsignelse af de 12 sønner 1.Mos. 49. Får vi at vide, at "dette
stykke, der ikke oprindelig hørte hjemme i Josef-fortællingen, er
et stort digt, antagelig fra den ældgamle kongetid, men med dele,
der går endnu længere tilbage." s. 94. Så "ved" vi
altså det ! ? Om betydningsfulde begivenheder i Israels historie
hedder det, at der "antagelig" er en historisk kerne i dem.
Noget så profetisk betydningsfuldt som den første Påskefest med
beskyttelsen bag Lammets blod er noget, "der går tilbage til
Israels historiske fortid". Pagtsarkens ydre "er klart af
hedensk oprindelse", og dens "fantastisk kostbare
udsmykning har ingen rod i virkeligheden", i det hele taget er
der kun tale om "en konstruktion ud fra det senere tempel",
og "der er almindelig enighed i blandt forskere om, at
røgelsesalteret ikke fandtes i Tabernaklet"! Israel har ikke
vandret 40 år i ørkenen, det drejer sig kun om "et af Bibelens
symbolske tal, der ikke må tages bogstaveligt" Kobberslangen i
ørkenen er "et stykke hedenskab"; fortællingen om den er
"antagelig groet frem i det troende folkesind og vidner om den
kraft, åbenbaringen (hvilken?) har haft i Israel til at overvinde
hedenskab". Om Bibelens velsignelse hedder det, at "stemninger
i digtene (sic!) fører os nærmere hen til Israels storhedsdage,
Davidtiden."
Om
5. Mos. Skriver professor Noack, at "det er et reform-program,
som er lagt Moses i munden, fordi han var den store lovgiver",
og "i hvert fald som Skriftet nu forligger , stammer det fra
tiden efter Israels eksil i Babylon".
Når
man har læst denne bog, spørger man sig selv med stor undren, om
det virkelig kan være vort bibelselskabs opgave at udgive en sådan
sønderskærelse af den Bibel, altså den Hellige Skrift, som dette
selskab arbejder for at udbrede. Men når Kristelig(t)-Dagblad kan
lade sin faste anmelder erklære "det er en god bog", der
bør studeres af alle Bibel-læsere, der vil vide besked om, "hvad
der virkelig står i Bibelen", så holder man desværre op med
at undre sig. Og man konstatere med stor uro i sit sind, at så vidt
går i dag den danske folkekirke, men hensyn til at undergrave
fundamentet for Jesu Kristi liv. Hans forkyndelse og Hans gerning.
Eyvind
Sivertsen. Kristelig(t)-Dagblad, 3.
Februar 1956 EN INDSIGELSE ! For
"Ordet og Israel":
I
anledning af ovenstående "Indsigelse" skylder "Ordet
og Israel" en klarlæggelse af de "ikke uvæsentlige
punkter", på hvilke vor bevægelse har et fra
"Israel-missionens" forskelligt syn på "evangelisk
Israelarbejde"
Kortest
mulig udtrykt kan vi sige, at "Ordet og Israel" går ind
for, at evangelieforkyndelse, når det gælder Israel, må være både
nytestamentlig og gammeltestamentlig bestemt, må være både et
Profetisk og et apostolisk evangelium. Nærmere udformet drejer det
sig om flg. punkter:
- Vort Bibelsyn, udtrykt i bevægelsens motto, bygger på: Jesu Ord om, at "Skriften (altså Gamle Testamente) ikke kan rokkes". Står man ikke ubetinget fast på denne for Israel Hellige Grund kan man i evangelier-forkyndelsen ikke blive jøderne en jøde, og man kommer i strid med Apostlens Ord om, at Gamle Testamente som Guds ord er betroet Israel: "Hvad fortrin har jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen ? Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds Ord betroet. Hvad da, om nogle var utro ? Mon deres utroskab vil kunne ophæve Guds trofasthed ? Nej, langtfra ! Gud må stå som sanddru, om så hvert mennesker er løgner, således som der står skrevet: "For at Du må kendes retfærdig, når Du taler, og vinde, når man går i rette med Dig." Rom. 3, 1-4.
- I vort kirkesyn er vi bundet til apostelens lære om, at den hedninge-kristne menigheds udvælgelse ikke er af ny og selvstændig art, men helt og holdent beror på vor delagtiggørendes i Israels udvælgelse: "Så er i da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de Helliges medborgere og husfæller." Ef. 2,19. – "hedningerne er medarvinger, medindlemmene i legemet og meddelagtige i forjættelsen - og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet." Ef. 3,6. – "Er førstegrøden hellig, så er hele dej,en det også, og er roden Hellig, så er grenene det også. Men om nu nogle af grenene blev brudt af, og du, som hører til et vildt Oliventræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik del i Oliventræets rod med dets fede saft, (Rom. 9, 1-5.) så skal du derfor ikke være hovmodig overfor grenene; men hvis du er hovmodig, så husk på, at det er ikke dig, der bærer roden, men roden der bærer dig." Rom. 11,16-18. – "Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelse, uden at vi var med." Hebe. 11,40.
Skal evangeliet nå Israels hjerte og tanke, må
denne afhængighed få klart udtryk, således som det hedder om
Kristus, at "Han kom til sit Eget". Da der efter Skriften
ingen tvivl er om, at forjættelserne til Israel munder ud i
oprettelsen af et for alle jordens folkeslag kendeligt Gudsrige med
Jerusalem som hovedstad, og da Gud intet har taget tilbage af disse
forjættelser, må kirken i sin evangelier-forkyndelse een gang for
alle opgive den "åndeliggørelse" af disse, hvorved den
sætter sig selv i Israelfolk sted og fratager folket dets Gudgivne
herlighedshåb.
- Evangeliet om Kristi første komme i tjenerens (offerpræstens) ringe skikkelse må – ganske særligt overfor Israel – forkyndes i et med evangeliet om Kristi genkomst i herskerens (Davidsønnen) herlige skikkelse ("Jeg er Davids rodskud og ætling, Jeg er den strålende Morgenstjerne (Venus)" Åb. 22, 16. Til opfyldelse af englens løfte om, at "Gud Herren skal give Ham Davids Hans Faders trone, og Han skal være konge over Jakobs hus, og der skal ikke være ende på hans Kongedømme" Luk. 1, 32-33, og til opfyldelse af den første menighedsforventning af Israels genoprettelse: "medens de nu var samlede, spurgte de Ham og sagde: "Herre ! er tiden nu kommet, da Du vil genoprette Riget for Israel ?" Ap. Gr. 1, 6.- "For at husvalelsens tider må komme fra Herrens Åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem Himmelen skal huse indtil genoprettelses tiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem Sine Hellige profeters mund fra fordums tid." Ap. Gr. 3, 20-21 – "Derefter vil Jeg vende tilbage og atter opbygge Davids falden hytte, og dets ruiner vil Jeg atter opbygge og rejse den igen, for at også de øvrige mennesker skal søge Herren, alle hedninger, over hvilke Mit navn er nævnt, siger Herren, der skal gøre dette, som er kendt af Ham fra evighed af." Ap. Gr.15, 16-18. Dette kan kort udtrykkes således, at profetien i Es. 53. Om den lidende Messias ikke må tages ud af dens organiske
- sammenhørende med profetierne i kap. 52 og 54- om det kommende herligheds-rige i Israel.
- Vi ser ikke retter end, at det, der i vor tid er sket i Israel – i lige enestående grad på godt og ondt – bør finde tilknytning til selve det for Israel bestemte evangelium, som der er udviklet under de foregående punkter.
G.Bartholdy
Fr.Larsen Eyvind Sivertsen
FADERVOR
i nyt lys. Den
egentlige hoved bøn i Fadervor er utvivlsomt den tredie af de syv
bønner: "Komme Dit rige!" Bliver Guds rige, Guds
kongeherredømme, som det hedder på grundsproget, en virkelighed, da
kommer alt i orden, både Gud og mennesker imellem og menneskers
indbyrdes forhold.
- Gud er alle menneskers Skaber. Men ikke blot det. Han har Faderens sind overfor alle, ja over hele skabningen. Han er sandelig vor Fader. Men her støder vi straks til at begynde med på den vanskelighed, at Gud er usynlig: Han er i Himmelen. Vi kan ikke opfattet Ham med vore legemlige sanser. Ej heller kan vi resonere os frem til Hans eksistens, endnu mindre til Hans væsen som Faderen. Lad markens blomster være nok så skønt klædte, lad himmelens fugle leve et nok så ubekymret liv, lad menneskets evner være nok så mangfoldige og forunderlige,. Ikke et eneste sted, ikke et eneste forhold her på jorden undgår vi at møde nedbrydende, ja onde livsfjendske kræfter, der ikke har noget med Faders kærlighed, magt og omsorg at gøre. Til alle tider og alle vegne møder vi jo tvekampen mellem liv og død, mellem livsfremmede og livsnedbrydende kræfter, og det tilmed således, at det er døden, som overalt og alle vegne får det sidste ord i den synlige verden.
Som det allerførste møder vi derfor bønnen om,
at Guds Faderfavn må blive Helliget, dvs. adskilt fra alle andre
navne, ja løftet så højt op over alle andre navne, alle andre
udtryk og benævnelser for ting og tilstande i den synlige verden,
som himmelen er adskilt fra og hævet over jorden. Kun en eneste gang
i historien, i Israels folk, kun et eneste sted på jorden, i Israels
land, har menneskeslægten været stillet ansigt til ansigt med Guds
faderlighed i u-forkrænkelighed og uimodsigelig skikkelse som en
levende virkelighed. Guds Fadernavn er og bliver for tid og evighed
uløseligt knyttet til, ja gjort identisk med Jesu Kristi navn, I sit
liv og i sin død er Han kærlighedens og i sin opstandelse livets
u-overvundne og uovervindelige fyrste og Herre.
Israel kan længe nok kalde Fadervor "en ægte
jødisk bøn" (fra bogen: "Rom und Jerusalem" af Moses
Hess); og der er , som vi skal se, en stor sandhed deri. Men der
mangler noget helt afgørende. Vel har jøden Faderen; men Faderen
har ikke jøden, så lidt som noget andet menneske, før
barneforholdet virkeliggøres, grundfæstes og opbygges igennem
Sønnens midler tjeneste, i hvilken vi een gang for alle er befriede
fra skyldens brod og dødens magt. Noget helt andet er, at
mangfoldige "kristne", åndeligt talt, "er jøder",
tilmed måske overfladiske og verdslig sindede "jøder"
uden nogen oprigtig fromhed. Kun gennem Jesu Kristi fuldkomne
Sønne-forhold til Gud får Guds navn som Faderen sin fulde
virkelighed her på jorden og afslører hele fylden af hans væsen,
Hans kraft, Hans kærlighed, hans visdom.
- Således forberedt beder vi nu: Komme Dit rige ! altså Faderes konge-herredømme over hele Hans skabning. Ak, siger du måske, hvor er der dog langt igen, inden det sker. Måske, og måske ikke,. Det er ikke afgørende. Hvad der kommer an på er, at bønnen vil gå i opfyldelse, ellers havde Jesus virkelig ikke lært os at bede den. Men noget andet er, at den må bedes i en sådan troens forvisning, at vi regner med, at vi allerede har fået det, vi har bedt om Mark. 11,24. Gør vi virkelig det ? Handler vi efter tilskyndelsen til at lukke vor mund vidt op, så Gud virkelig kan komme til at fylde den ? Men hvad er det nu egentlig, vi beder om med disse ord, at Guds rige må komme ? Gud er Ånd, og Hans rige er derfor efter sit væsen et Åndens rige, hvor der må regnes med den usynlige virkelighed fremfor med den synlige, hvor hjertes dybeste trang til liv og fred kun tilfredsstilles ved troens overbevisning, en bevidstheds tilstand altså, der går ud over og ligger på et højere plan end, hvor der sjæleligt kan bevises end sige anskueligt påvises. Og dog står det fast, at så sandt Gud er den usynlige og forstands-bestemte skabnings ophav og opholder, kan den menneskelige natur kun nå sit Guds bestemte mål, når ikke blot vor ånd, men også vor sjæl og vort legeme får del i guddommelig natur.
- Men her føres vi ind i den tredie bøn, nemlig at Guds vilje, som er liv og atter liv, må blive virkeliggjort ikke blot i Åndens himmelske sfære, men her på jorden. Beder vi nu virkelig i tro også om dette ? Altså om Guds konge-herredømme her på denne af synd og død og alskens elendighed plagede og hærgede jord ? Og om, at Guds vilje må ske, altså det, som i alle tinge er godt og velbehageligt og fuldkomment ? Vi beder nemlig om, at Guds rige må blive ikke blot en usynlig, himmelsk realitet, men en synlig, jordiske virkelighed, må blive virkeliggørelsen af alt, hvad der er sandt, hvad der er godt, hvad der er skønt, denne livsalige treklang, som de gamle "rationalister" har måtte høre så meget ilde for. Gør vi os det rigtig klart, føres vore tanker nødvendigvis til den herlighedens tilstand her på jorden, som Israels Profeter varsler om i lige så storladne syner som i jævne, menneskeligt tilforladelige ord. Og hermed er det, at Fadervor melder sig som "ein echt judische Gebet", en ægte jødisk bøn. Det er jo da også Davidsønnen, som har lært Davidfolket at bede den.
Kirkens ulyksalige åndeliggørelse af de gamle
løfter er ikke blot stridende imod al enkel og ligefrem forståelse
af Gudsordet i den "gamle" pagts tid, men imod Jesu egne
ord både her i menneskeslægtens hovedbøn, i så at sige alle
bønners bøn, men også i Bjergprædikenens vældige "programtale"
om det Gud-villede menneskeliv her på den Gudskabte jord: Søg først
(det himmelsk) Gudsrige og dets (Ånds bestemte) retfærdighed, så
skal alle disse (jordiske) ting gives jer i tilgift.
Kirkerne gør sig i vore dage de størst – stundom
de pinligste – anstrengelser for at gøre Gudsriget synligt og
dermed antageligt for det naturlige menneskesind. Hvad der er godt og
rigtigt for den enkelte kristne i hans personlige liv blandt hans
medmennesker, bliver skævt, ja hult, når det ophøjes til et
kirkens program, og så er det for så vidt lige meget, om programmet
er social eller politisk art, at underholdningsmæssig eller
pædagogisk art. Den kristne kirke er i sin oprindelse – gennem de
ældgamle forjættelser – uløseligt knyttet til Israels udvalgte
folk; der har den sin historiske jordforbindelse. Ved Kristi
korsfæstelse rod hugges det til Israels folk knyttede synlige
Gudsrige, og folket fordreves fra fædrenes Hellige land. Grundlagt
på denne selv samme død og på den derefter følgende opstandelse
og himmelfart med Helligåndens udgydelse blev kirken arvtager til
det usynlige, Åndelige Gudsrige med retfærdighed og fred og glæde
i Helligånden, ja med løfte om evigt liv i Kristus Jesus, men uden
nogen som helst løfte om medgang, lykke og gode kår her på jorden.
Tværtimod.
På dette plan må kirkens vidnesbyrd ligge- og
dermed dens martyrium ( det græske ord martyrion betyder, som det
burde være os alle bevidst, vidnesbyrd). Her er den kirkens
forsmædelse – og ære – som den aldrig burde være gået udenom.
I stedetfor i udholdende tålmodighed at blive urokkeligt ved dette
og så fastholde det strålende håb om en kommende frelse for
Israel-folket med genoprettelsen af Davidsriget, som det blev lovet
før Jesu fødsel og bekræftet af Ham selv efter opstandelsen, har
kirken ved et åndeligt overgreb taget Israels plads i Guds
frelseshusholdning og dermed, med uhyggelig logik, reduceret den til
Israels frelse knyttede Kristi genkomst til en virkeligheds-fjern
uhyggens dommedag.
Sandelig det er på tide, at den
kristne kirke kommer til alvorlig selverkendelse og fra sin
traditions-bundne teologi vender tilbage til Guds Ordets lære om
Gudsrige. Lad Fadervor blive læremesteren !
- I dette lys kan vi virkelig i tro bede Gud om dagligt brød og om tilgivelsens fred og fordragelighed her på Hans jord og det vil jo sige intet mindre end overvindelse af den stadigt tiltagende sociale, politiske og internationale nød. Moralsk Oprustning har set ind i denne nød og anstrenger sig for at afhjælpe den; men så længe den ikke toner rent flag, sætter evangeliets budskab på stangen og giver Israels folk pladsen og opgaven som bæreren af det synlige Gudsrige i Kristi genkomst, er denne bevægelses anstrengelser forgæves, de være sig nok så menneskelige ærlige. Før eller senere vil det uhjælpeligt vise sig der opnås i det højeste at sætte en ny lap på den gamle menneskenaturs klædning. - - Meget kunne der endnu siges om begivenheden ifm. Kristi genkomst, navnlig om den kristne menigheds borttagelse fra jorden som fuldkommengørelse af dens Ånds legemlige natur og som grundlægger for virkeliggørelsen af det synlige Gudsrige. Men i denne sammenhæng må vi nøjes med at antyde det.
- Ve denne indhøstning af "førstegrøden for Gud og Lammet" sker der et så vældigt indgreb fra Guds side i den Åndelige verden, at Djævelens magt som "denne verdens fyrste" får sit første afgørende knæk i den synlige verden, således som det så klart er skildret i tilknytning til den første legemlige befrielse af hans dødsfanger, denne opstandelse "ud af" døde, der hører uløseligt sammen med menighedens forvandling og bortrykkelse til mødet med Herren i skyen (SKYERNE). Først når Djævelen er bundet og spærret inde i den mørkets afgrund, hvor han efter sit væsen hører hjemme, bliver der mulighed for den fulde virkeliggørelse af bønnen om ledelse og bevarelse, så fristelsen til synd ikke får magt, ja om en virkelig udfrielse fra det onde eller fra Den Onde, som grundteksten med lige god ret kan oversættes.
Som overfor folket løftes Fadervor ind i en Åndes
sfære, hvor Gudsriget får dimensioner både i længde og bredde,
både i højde og dybde, som er nødvendige, hvis det Gudskabte
menneskehjerte skal ånde virkelig frit og tilføres den
opstandelsens kraft, der ene "giver tidens åndedrag luft og
smag". Bedt i lyset fra Kristi genkomst og det kommende
herligheds-rige bliver Fadervor den store håbets bøn, i hvilken vi
daglig fornyer vor frimodighed, daglig med glæde øser levende vand
af frelsens kilder. Fadervor bliver samtidig en ægte kristen og en
ægte jødisk bøn, ja den bliver hele den lidende og kæmpende
menneske-slægts bøn, at Gudsriget må komme:
I Jesu navn da tungen gløde hos hedningen såvel som
jøder,I Jesus-navnets-offerskålhen smelter alle tungemål, I Jesu
navn udbryder da Det evige Halleluja.
Ordet og Israel, Juli August 1956
"Messias-forventningerne og Kristus problemet,"
Af kontorchef Eyvind Sivertsen En
kritisk vurdering af biskop Anders Nygrens bog:
KRISTUS OG
HANS KIRKE
Selve
fremstillingen i Anders Nygrens bog: "Kristus og hans kirke",
med dens fem kapitler (96 sider), har et sådant tyngdepunkt i kap. 2
s. 29-75 om "Messias-forventningerne og virkeligheden", at
en anmeldelse kan indskrænke sig til en nærmere omtale og en
kritisk vurdering af dette hovedafsnit. I og for sig siges der både
sande og oprigtige ting i de øvrige kapitler, som særlig behandler
kirken som "una sancra" men i forhold til behandlingen i
kap. 2 af Messias-problemet er det af ganske underordnet betydning.
Nygrens
syn på Messias-problemet er klart; i den henseende lader han intet
tilbage at ønske. Vi citerer "I Gamle Testamente findes der
faktisk tilknytninger både til en national politisk og til en
apokalyptisk Messiastanke. Men ingen af dem sigter på Jesus
Kristus."
I
den virkelighed, som fremtræder med Ham "har Gud (sådan står
der virkelig) givet Sin tolkning af Messiastanken, og gennem denne
virkelighed tiltrækkes noget materiale, medens andet fra stødes.
Man kan altså sige, at der i Ny Testamente forligger en fuldstændig
omformning af den gamle Messiastanke." (Side 44-45) Og længere
fremme hedder det:
"Vi
har talt om Jesus Kristus som den forjættede Messias med alt hvad
dette betyder af Gammeltestamentlig tradition, men også at
omdannelsen af, hvad man i Gamle testamente og indenfor jødedommen
har tænkt og håbet og længtes efter, på en gang omformningen af
de gamle messias-forventninger og deres opfyldelse i en dybere
betydning" s.76
Overfor
dette syn på Skriftens tale om Messias melder der sig to spørgsmål,
som kræver svar. Først dette: Hvori består denne udrensning og
omformning, som biskop Nygren mener har fundet sted ? Dernæst: Med
hvilken motivering hævdes nødvendigheden af en sådan omformning ?
Kort udtrykt drejer det sig altså først om en påstand og siden en
motivering af denne påstand.
Messias-forventningerne
i G.T. er af en særlig realistisk karakter, sammenknyttet som de er
med Israels historie. Men samtidig drejer det sig i de profetiske
fremtidssyner om perspektiver, som strækker sig endnu længere,
omfattende alle jordens folkeslag, ja en helt ny tilværelse under
nye himle og på en ny jord. Selv om visse træk til en
karakterisering af en personlig Messias-skikkelse findes, er det dog
skildringen af Messiastiden, dens tilstand og forhold, som er mest
umiddelbart og direkte fremtrædende. Skildringen "drejer"
sig på elliptisk om to centre eller "brændpunkter": det
ene karakteriseret gennem dommen over det troløse Israel-folk, det
andet gennem Guds uforanderlige trofasthed mod dette folk. Lad os
nævne et par karakteristiske eksempler.
Kortest
og klarest i hele G.T. har profeten Amos givet udtryk for disse to
centre, når han i 3, 2. Siger; "Kun eder kendes Jeg ved blandt
alle jordens slægter; derfor vil Jeg på jer hjemsøge al jeres
brød." Profeten slutter sine taler med en forklaring på disse
få, men tungtvejende ord. I kap. 9 giver han i de 10 første vers en
drastisk-
dramatisk
skildring af Guds vredes straffedomme over folket: "Ingen af dem
skal undfly, ingen af dem skal reddes... skjuler de sig på Karmels
top, jeg finder og henter dem der; gemmer de sig på havets bund, jeg
byder slangen bide dem der; vandrer de som fanger for deres fjender,
jeg byder sværdet dræbe dem der. Jeg fæster Mit øje på dem til
ulykke, ikke til lykke 9, 3-4. Men hør så hvad den samme profet
sluttet det samme kapitel med 11-15: "På hin dag rejser jeg
Davids Faldne hytte: jeg tætter dens revner, opfører, hvad der sank
i grus, og bygger den som i gamle dage, så de tager Edoms rest i
eje, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette." 9,11-12.
Disse
ord er så meget mere betydningsfulde, som de i Ny Testamente er
taget op og indført i en frelseshistorisk oversigt af enestående
art. Ap. Gr. 15, 13-18. Slutningen af Amos profeti 9,13-15 gør det
umuligt at "åndeliggøre" den til at gælde Kristi kirke.
Og så slutter det hele med Guds løfte: "Jeg planter dem i
deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som Jeg
gav dem, siger Herren din Gud." 9,15.
Udtalelser
af denne art – og de findes hos alle Profeterne – danner den
betydningsfulde baggrund for at det så at sige dobbelte ansigt,
hvormed Messias-skikkelsen fremtræder i G.T., nemlig den lidende
Herrens tjener, som bærer folkets synd Es.53 og den Davi diske
kongeskikkelse med herlighedsriget. Es. 9, 6-7. Ez.34, 23-24. Hos.
3,4-
Her
er det nu, at biskop Nygren uden nogen som helst vaklen hævder, at
N.T. ene og alene kendes ved den Gl. Testamentlige Messias
forventninger, som har fået sit udtryk i Es.53, og "tolker"
løfterne om et herlighedsrige i Israel som sigtende til det
sandhedens kongerige, der ikke er af denne verden, og som Jesus har
grundlagt i Sin død, opstandelse og himmelfart og oprettet her på
jorden i den kristne kirke som Sit "legeme" – dog
naturligvis sådan, at fuldendelsen af dette rige først nås gennem
Kristi genkomst. Om denne fuldendelse får vi i øvrigt meget lidt at
vide udover, at den står i forbindelse med en almindelig dom og en
påfølgende nyskabelse af himmel og jord.
Naturligvis
har biskop Nygren ret, når han hævder, at Jesu liv og gerning står
i korsets tegn, men han glemmer apostlens tillæg "indtil Herren
kommer" 1.Kor. 11,26 jf. Mat. 26,29. Og naturligvis har han også
ret, når han hævder, at Jesus stadig måtte værge sig mod den
ensidige jødiske opfattelse af Messias-løfterne i Gl.testamente,
som mødte Ham ikke blot blandt folkemængden, men også hos Hans
nærmeste, både Johannes Døberen og Apostlene. Men herfra og til at
hævde, at der i virkeligheden er tale om en i N.T. åbenbaret sand
og ægte Messias-forestilling, som bygges op på ruinerne af
Gammeltestamentlig jødisk "tradition" s. 70, med dets
selviske og mystiske apokalyptisk, hertil er et så stort spring, at
vi på det bestemteste må protestere, selv om vi får hele
"kleresiet" imod os, og selv om Anders Nygren trøster sig
ved at hævde, at der her ikke er tale om menneskelig tolkning,
eftersom det er Gud selv, der i N.T. har "givet Sin tolkning af
Messias-tanken" s. 44. Sagt med andre ord betyder det jo, at Gud
har "desavoueret" Israels Profetier, når de dristede sig
til i fuld alvor at tale i Hans navn og gøre brug af det
Guddommeligt myndige: "Så siger Herren!" men hvad bliver
der så af Jesu egne Ord, at Skriften – altså Gl.testamente –
ikke kan omstødes" Johs. 10, 35 ? Eller af den besindige Jakobs
ord om profeterne, "som talte i herrens navn" Jak.5, 10,
eller jødeapostelen Peters ord om "det profetiske ord" som
I
gør vel i at agte på som et lys, der skinner på et mørkt sted,
indtil dagen gryr, og Morgenstjernen går op i jeres hjerter"
2.Pet.1,19 ?
Hvis
man med en smule eftertanke gennemgår den liste over
"Bibelhenvisninger", der findes på side 108-111, bliver
man slået af det faktum, at det "udvalg" af Skriftord,
hvorpå Nygren bygger hele sin Messiastolkning på, er overordentlig
ensidigt. Lad mig pege på nogle eksempler, som udelades. Jeg holder
mig endda blot til NT.
Mat.
19, 28 og apostlenes stilling som dommere i Israel, når verden fødes
på ny, og Menneskesønnen sætter sig på Sin herlighedstrone. –
Mat. 23,39 om, hvorledes Israel atter skal få Kristus at se. –
Mat. 24, 32 om Figentræet. Luk. 1, 32-33 om Jesus og davids trone
som konge over Jakobs hus. – Luk. 1, 46 flg. Maries lovsang om,
hvorledes Gud har taget sig af Israel og Hans løfte til fædrene
(strejfes på side 52, men uden nærmere kommentar). – Luk. 19,11
flg. om den fornemme mand, som måtte rejse til et fjernt land for at
få kongemagten, så at Gudsriget kunne åbenbares. – Luk. 21,
23-24 om Israel-folkets kommende adspredelse blandt alle jordens folk
og Jerusalem nedtrædes af hedningerne, indtil hedningerne tid er
forbi. (Begrebet !hedningerne tider" eksistere åbenbart ikke
for biskop Nygren til trods for nære tilknytning Dan.7, som dog ikke
helt forbigås, og til Rom. 11,25-26, som derimod ikke omtales, såvel
som andre udtalelser af Paulus i Rom. 3 samt kap. 9-11, - Ap.gr. 1, 6
om genoprettelsen af Israels rige. Ap.gr. 15, 13-18, hvorom der
tidligere er talt, og hvorom en teolog som dr. C.I. Scofield siger,
at det "frelseshistorisk er det vigtigste sted i NT. Der taler
om en Guddommelig plan for denne tidsalder og for begyndelsen af den
kommende." – 1.Kor. 15, 23 flg., der på lignende måde giver
overblik over Guds "orden" og klart taler om Jesu
kongerige, efter at menigheden ""førstegrøden" jf.
Jak. 1, 18 og Åbenb. 14,4) er indbjerget.
En
tolkning, som kan tillade sig at se bort fra Skriftord som de nu
anførte, må man have lov at betegne som ensidig og – for GT. s
vedkommende – så negativ nedbrydende, at den fra Bibeltro kristnes
side bestemt må afvises som ganske utilfredsstillende.
Biskop
Nygrens hævdelse af kirken som den eneste mulige og derfor
slut-gyldige form for Gudsrige her på jorden og ni i tiden, er et
sørgeligt bevis på, i hvilken grad kirkelig tradition og såkaldt
videnskabelig teologi (man må lægge mærke til de fire (!)
tættrykte sider med litteraturhenvisninger), de kan fordunkle og
tage kraften fra det Bibelord, som var uundværligt for Jesus
Kristus, og som er uundværligt for hver og en, som af dyrekøbt
erfaring ved, hvad det vil sige, at "mennesket lever ikke af
brød alene, men af hvert Ord der udgår ag Guds mund". 5.Mos.
8,3.
Og
hvad er til sidst biskop Nygrens argumentering værd ? Hvorfor i al
verden skal kirken i al dens ydre skikkelse, splittelse og verdslige
magtesløshed være den eneste Gud velbehagelige åbenbaringsform for
Hans rige ? Vi bekender ikke bare troen på den i magtesløshed
korsfæstede Kristus – Lovet være Hans navn ! – men også troen
på Den Almægtige Gud, som har skabt himmel og jord. Hvorfor skulle
denne Gud da ikke – når lidelsernes lutringstid er til ende –
have behag i at genoprette tilstanden her på denne Hans jord, så
det bliver til ære og forherligelse af Hans store Navn ? ja , er det
næsten ikke i sig selv en nødvendighed, at der må komme en dag,
når den Gud, som havde det første ord i skabelsens morgen, får det
sidste ord i skabelsens aften og ikke blot i Åndens usynlige verden,
men også i legemlighedens synlige verden, og som en, der er stærkere
end "den stærke", ikke blot angriber og overvinder ham,
men tager den fulde rustning af ham, som han – denne verdens fyrste
– har sat sin lid til, den "gård" – denne verdens
riger med al deres herlighed – som han hidtil, fuldt rustet, besad
og udnyttede i kampen mod herren og hans rige ? On når nu Gud i sin
enestående udkårelse af Israels folk, til hvilket Han har knyttet
Sit eget Navn, gang på gang har lovet dette folk, og gennem det alle
jordens folkesalg, et herlighedsrige her på jorden med fred og
forsoning og lykkelige forhold, hvorfor i al verden skulle Gud så
tage Sine løfter tilbage ? En ting er, at Gud i Kristi
stedfortrædende død måtte give loven den ret, som tilkom den. En
ting er, at det rige som er grundlagt på denne Kristi død og den
derpå følgende opstandelse og bortrykkelse fra jorden, ifølge
sagens natur er et Åndeligt, usynligt rige tilgængeligt for dem,
som af tro er født ved Ånden, et rige der ikke er af denne verden,
og som den kristne kirke er kaldet til at repræsentere. Noget andet
er, at når Kristus påny åbenbares, men nu i en synlig
herligheds-skikkelse som Kongernes konge og Herrernes Herre, så er
det vel ganske klart, at det nu sker –for den fulde opfyldelse af
løfterne om et herlighedsrige i Israel, som jo fik den fundamentalt
grundlæggende opfyldelse i Jesu første komme og Hans fuldbyrdede
gerning som "Lammet", den lidende Herrens tjener. Kristus
er nu engang "den salvede" ikke blot i Åndens usynlige
verden, men også i legemlighedens synlige verden. Lad kirken få,
hvad den tilkommer: Forsoningen i Kristi død, genfødelsen i Hans
opstandelse, legemets forløsning i Hans genkomst. Men lad os aldrig
være med til at fornægte Israel folks ret til det kongerige, som
Gud selv har lovet dette hans udvalgte folk. I Zion har Gud nedlagt
grundstenen til dette rige. Til Zion er også knyttet løftet om
slutstenen, som skal føres frem under råbet: "Nåde, nåde
være over den !"
Ordet
og Israel, Oktober, November 1956 Profetierne om et kommende
herlighedsrige for Israel
Tror vi dem,
eller tror vi dem ikke ?
Skal
vi vente en opfyldelse af disse profetier efter deres ordlyd, eller
skal vi betragte dem som billedtale, der peger frem mod en Åndelig
opfyldelse på et højere og mere universelt plan end det nationale
jødiske, på hvilket Israel-folks historie indtil da havde udfoldet
sig ? Dette spørgsmål kræver i sig selv en besvarelse, men bliver
af en ganske særlig aktuel betydning i en tid, der er vidne til
begivenheder af så enestående art i jødefolkets tusindårige
historie, som tilfældet i de sidste år har været. Spørgsmålet er
ikke, om Gud "er med i" disse begivenheder som i alle
historiens begivenheder overhovedet, men om Han er med i dem på en
ganske særlig måde, fordi det drejer sig om Israel. Hans udvalgte
folks tilbagevenden til fædrenes ældgamle land og om oprettelsen af
et uafhængigt nationalt Israelrige.
Den
almindelige kirkelige opfattelse herhjemme, og vel sagtens også i de
øvrige lutherske lande, går som bekendt imod en bogstavelig
forståelse af Profetierne herom, hvilket giver sig praktisk udsalg i
en passivt afventende tilbageholdenhed over for disse begivenheder.
Profetierne om Israels fremtid betragtes som opfyldt enten
(bogstaveligt) ved folkets tilbagevenden fra Babylon eller (åndeligt)
ved Guds åbenbarelse i Kristus og her på en langt herligere måde,
end nogen af Profeterne har været istand til at forstå. I den
kristne mission går – siger man – evangeliet om Guds rige ud
over hele jorden. Israel har ikke længere nogen national-religiøs
særstilling blandt folkene, bortset – mener vel de fleste
lutherske teologer (Man mindes ganske vidst med sorg og beskæmmelse
den fuldkomne tavshed herom i de officielle kundgørelser fra det
store kirkemøde i Evanstone for blot få år siden om "Kristus
– verdens håb".) - - fra forjættelsen om en almindelig
folkeomvendelse til Kristus. Dette, siger man videre, vil bringe
kirken og dens verdensomfattende missionsopgave til en enestående
blomstring og afslutning før undergangen af verden i dens nuværende
skikkelse ved Kristi genkomst til den store, alle omfattende dom og
den derpå følgende Guddommelige nyskabelse af himmel og jord.
I
de for den lutherske kirke bindende Augsburske bekendelse hedder det
i artikel 17 om "Kristi genkomst til dommen": ligeledes
lære de (de lutherske menigheder), at Kristus skal åbenbare sig ved
verdens ende for at holde dom, og Han skal opvække alle døde, give
de fremme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men
fordømme de ugudelige mennesker og Djævelen til at pines uden ende.
De fordømmer gendøberne, som mener, at der skal være ende på de
fordømte menneskers og Djævelens straffe. De fordømmer også
andre, som nu udspreder jødiske anskuelser om, at de fromme før de
dødes opstandelse skal få herredømmet over verden, efter at de
ugudelige er undertrykte. Dette er den eneste af bekendelsens i alt
28 artikler, i hvilken der overhovedet tales om kirkens forhold til
jødedommen.
Luthers
eget syn på jøderne, som han har redegjort for i to mindre
skrifter, er da også af en sådan art, at enhver tanke om
bogstavelig opfyldelse af de Gl. Testamentlige forjættelser om et
kommende herlighedsrige i Israel må siges at være ham ganske
fremmed; ja, så vidt er det gået, at det sidste af disse skrifter
under nazismen kunne bruges til antisemitisk propaganda. Intet under
, at herlighedshåbet om Kristi genkomst har
En sørgelig tilbagetrængt
plads i vor hjemlige forkyndelse.
Dog
– det afgørende i denne sag er lykkeligvis ikke, hvad Luther,
reformationen eller senere lutherske kirker mener, men selvfølgelig
udelukkende , hvad Skriften siger. Herpå må vi besinde os, herefter
må vi alene rette os, ganske uanset om vi får menneskers
tilslutning eller møder uvilje i mere eller mindre tilsløret
skikkelse. Det syn, "Ordet og Israel" går ind for, vil vi
fremsætte under flg. Punkter: Først en henvisning til nogle af de
vigtigste profetier, dernæst en henvisning til såvel Gl.testamente
som Ny Testamentes udtalelser om arten af disse Profetier og endelig
nogle bemærkninger om de allerede opfyldte profetier.
For
at forebygge enhver misforståelse skal det indledningsvis
understreges, at Gudsriget i dets nuværende skikkelse, som grundlagt
på det fuldbragte forløser i Kristi død og opstandelse, er den
selvfølgelige forudsætning for videreførelsen af Guds rigsplan.
Evangeliet om frelsen for den enkelte er grundlaget for evangeliet om
riget for folket. Udtrykt med lidt andre ord vil det sige, at det
usynlige kun for troen tilgængelige Gudsrige, der ikke er af denne
verden, er den åndelige grundvold for det kommende synlige Gudsrige,
der nu er genstand for håbet. Menighedens tidsalder må have nået
sit af Gud bestemte mål, før Israel-folket og dermed alle folkenes
tidsalder kan bryde frem og det store missionsværk nå sin
afslutning Ap. Gr. 15, 12-18. "Hver i sit hold", som
apostelen Paulus udtrykker det 1.Kor. 15, 23.
- Lad os begynde med begyndelsen, Guds løfter til Abram, efter at Lot havde skilt sig fra ham: "Løft dit blik og se dig om, hvor du står, mod nord, mod syd, mod øst og vest; thi hele det land, du ser, vil Jeg give dig og dit afkom til evig tid" 1.Mos. 13, 14-15.
Når dette er sagt, må det samtidig fremhæves, at
lige så urokkelig Gud står fast ved dette løfte, som det vil
fremgå af de nedenfor anførte forjættelser, lige så vidst er
folkets ydmygelse under Guds hellige tugt den stadig gentagne
forudsætning for forjættelsernes opfyldelse, dog således at det
altid er Guds miskundhed og trofasthed mod Hans udvalgte folk, der
får det sidste ord. Begge dele får så tydeligt som vel muligt
udtryk i sådanne Skriftord som f.eks. 4.Mos. 26,5. 5. Mos. 30. Jer.
30-33 og Ez. 34.Herrens pagt, den Ed, Han tilsvor Israels fædre, kan
simpelthen ikke brydes 5.Mos. 7, 6-8. Og den kommende herlighed –
hvor er den dog malet os for øje i de lyseste og stærkeste farver i
Profetord som disse: Es. 2, 1-14. 11,1-10. 33, 17-24. 35. 41, 8-21.
62
Jerm. 16, 14-15. 46. 27-28. Ez. 28, 25-26. Hoseas 2,
14-23. Joel 2, 18-27. Amos 9, 11-15. Mika 4, 1-7. Zef. 3, 14-20. Zak.
8. og 14. Og derfor: "Hør Herrens Ord, i folk, forkynde det på
fjerne strande: Han, som spredte Israel, Han er den der samler det."
– Jer. 31,10. Og alt dette gør Herren og må Han gøre for Sit
navns skyld. Dette er Skriftens klare tale Dan. 9,15-19. Jf. Es. 48,
11 og Ez. 36, 22-23. Guds eget navn er for tid og evighed knyttet til
Israels navn. Tror man disse Profetier, synes det umuligt ikke at
betragte begivenhederne i Israel i vor tid som en begyndende
opfyldelse af de årtusindgamle Guddommelige forjættelser. Netop
derfor, og kun derfor, bliver det muligt at "fastholde håbets
bekendelse urokket", selv om der endnu måtte forestå den unge
stat endogså hård modgang og trængsel Dan.12, 1.
- De ovenfor anførte Skriftord er så mange, så klare og så sammenstemende, at omtydende "fortolkninger" skulle synes ganske udelukkede. Men århundrede-gammel-kirketradition og dogmatisk fordom er både så hård og så sej at få bugt med, at der til understregning af forjættelsernes Guddommelige oprindelse og autoritet bør peges på flg.: Både Moses og Profeterne har med den største frimodighed, ja dristighed, gang på gang erklæret, at de talte ikke i eget, men i Herrens navn: Så siger Herren ! og Herren selv har ved Sit Personlige forhold til disse Sine tjenere udrustet dem med en enestående myndighed. Tænk på Moses, hvem Herren omgikkes ansigt til ansigt 5.Mos. 34, 10, på Esajas, der i et syn stedes for Den Højhellige Gud, og hvis læber måtte renses til at tale Hans Ord ved berøring med en glød fra alteret foran selve Guds trone 6,1. Flg. og på Jeremias, der indviedes til sin gerning, idet Herrens Ord kom til ham således: "Før jeg dannede dig i moderskød kendte Jeg dig; førend du kom ud af moderliv, helligede Jeg dig, til Profet for folket satte jeg dig... Nu lægger Jeg Mine Ord i din mund. Se jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante." 1, 4. Ezekiel så himmelen åben og skuede forunderlige syner fra Gud, og Gud talte til ham: "Menneskesøn, Jeg sender dig til Israelitterne, du skal tale Mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej." 1,1 flg. 2, 3. 7. Og Daniel, var det ikke Gud selv, der kundgjorde ham hemmeligheden med Sit riges komme og dens overgivelse til "den Højestes helliges folk" 2, 17 flg. 7, 26-27. ? og var det ikke Herren selv, der kom til ham og talte til ham: Frygt ikke, Daniel; thi straks den første dag, du gav dit hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds åsyn, blev dine ord hørte... og nu er Jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit folk i de sidste dage" 10, 12-14.
Og det er som bekendt således, at Ny Testamente så
langt fra rokker ved denne profeternes myndighed, tværtimod med
stærke ord bekræftes og understreger den. For Jesus var Skriften,
altså Gl. Testamente, urokkelig Johs. 10, 35. Han så Sin
Messias-gerning forudsagt i den Johs. 5, 39, i alle dens Ord fra
Moses og alle Profeterne, og Han bebrejdede disciplene deres
senhjertet til at "tro alt det, som Profeterne havde talt"
Luk. 24, 25-27. Efter Sin opstandelse bestyrkede Han apostlene i
deres forventning om Israel-rigets genoprettelse Ap. Gr. 1, 6-7. Og
både Peter og Jakob taler utvetydigt om det samme 3, 18-21. 15,
14-17. Paulus ved sig i alt, hvad han forkynder i overensstemmelse
med Moses og Profeterne Ap. Gr. 26, 22. Og han går ud fra som givet,
at kong Agrippa tror Profeterne 26, 27. Det var ved Kristi Ånd, ud
af Helligånden, Profeterne talte 1.Pet. 1, 10-22. 2.Pet. 1, 21.
Sandelig, Gud har på enestående måde udvalgt Israel og betroet
dette Sit folk Sit Ord Rom. 3,2 ofr. Amos 3, 2.
- At Profeternes ord om Israels fremtid står til troende, som de lyder, og at det må betegnes som forkasteligt
Eksegetisk
uforsvarligt at omtyde og "åndeliggøre" dem ved hjælp af
teologisk fortolkning, må da også siges at være en ligefrem følge
af den delvise, bogstavelige opfyldelse, de allerede har fået både
som doms profetier over et utro folk og som frelses profetier om Jesu
første komme som ypperstepræsten, den lidende Herrens tjener, der
ved Sin offerdød og Sin opstandelse bragte den fulde soning for
folkets, ja for hele verdens synd. Indtil rent udvortes detaljer
påvises jo denne opfyldelse i vore evangelier, og det såvel af den
specielt jødisk indstillede Mattæus som af den abstrakt og
universelt tænkende Johannes. Og en "åndeliggørelse" af
forjættelserne om herlighedsriget i Israel er jo så meget
unaturligere, som det profetiske syn ved siden af dette og ud over
dette peger meget længere frem i tiden, nemlig til den nyskabelse af
himmel og jord, der faktisk fuldt ud dækker vor hjemlige kirkes
forkyndelse af det kristnes håb. En åndeliggørelse af profetierne
om Israel-rigets forudgående genoprettelse betyder derfor i
virkelighed rent ud en forkastelse af disse profetier. –
Til
afslutning af disse stærk sammentrængte bemærkninger endnu kun
dette. Selvfølgelig står apostel ordet 2.Kor. 1, 20 fast. Når
grundteksten lyder: "Thi så mange som Guds forjættelser, i Ham
ja", da er det utilstedeligt at tolke dette derhen, at alle
disse forjættelser i Kristi første komme allerede har fået deres
fulde opfyldelse. Det er en sørgelig miskendelse af den
kendsgerning, at først i og med Kristi genkomst når Gudsriget sin
fuldendelse både i menigheden Fil. 1, 6. I Israel Mat. 23,39. Ap.
Gr. 3, 19-21. og i verden Mat. 19, 28. Luk. 22,28-29.
Før
eller senere må den lutherske teologi og forkyndelse ydmyge sig og
radikalt "tænke om", hvis der skal
Der
lyde ikke blot et ret; Luthersk, men også et fuldt Bibelsk
evangelium om Guds kongerige fra vore lære og prædikestole. Det må
ske ikke blot for kirkens og sagens egen skyld, men også for at
vinde hjertelig gehør for evangeliet hos det Israelske folk, fra
hvem vi har modtaget det.
Nylig
har vi både på vort årsmøde i Hillerød og ved offentlige møder
i Eliaskirken haft lejlighed til at høre stærke, ja alvorlige
manende ord herom til de kristne kirker af i dag, såvel fra
europasekretæren for den jødekristne alliance, pastor H.D.Leuner,
som fra pastor Max Enker, der har sit arbejde i Israel og er nøje
kendt med de åndelige forhold i landet. For Israels folket som
sådant hører nu engang for alle –nation og religion uløseligt
sammen efter Guds vilje og Den Hellige Skrifts klar udsagn. Her er
der ikke plads for forskellige meninger, der alle kan være lige
rigtige eller måske lige forkerte, enten i tro at gå ind under
Skriftens Ord, eller i selvklogskab ikke gøre det.
Eyvind
Sivertsen. Ordet og Israel, December 1956 Det tyske folks skyld og
ansvar over for jøderne:
Nu
og da høres der i Tyskland røster om det tyske folks skyld og
ansvar som følge af Hitlers djævelske
Udryddelseskrig
mod jøderne.
For
ganske nylig er der på "Oekumenische Marieschwesterschaft`s"
forlag i Darmstadt-Eberstadt udkommet et lille skrift af M.Basiba
Schlink, at hvilke vi tillader os at citere nogle udtalelser, der
taler lige så stærkt som klart sprog. Først i skriftet anførte
Profetord: "Derfor skal alle som fortærer dig fortæres, alle
dine fjender, alle skal de vandre i fangenskab; de, der plyndrer dig,
skal plyndres, Til ran, gør Jeg alle dine ransmænd. Thi jeg
helbreder dig, læger dine sår, lyder det fra Herren." Jer.
30,16-17.
"hvor
er det muligt, at et folk med kristennavn har kunnet forgribe sig på
dette folk, som det skete allerede i middelalderen, da staterne endnu
var udtalt kristelige ? Det var jo faktisk i korstogenes tidsalder,
da man kæmpede for Kristus og for at tilbageerobre for Ham Det
Hellige Land, at de forfærdelige jødeforfølgelser satte ind i alle
byer, hvor der fandtes større jødesamfund. Hvorledes var sligt
muligt ? Visselig kun, fordi kristenheden i sit store hovmod mente,
at nu havde den fået, hvad der engang var lovet Israel, at den alene
stod under Guds nåde og velsignelse, medens Israel var et forkastet
og forbandet folk. Hvad apostlen Paulus advarer imod Rom.11, 18 og
25. Det gjorde den gang de kristne af hedningerod og gør det stadig
den dag i dag; de roser sig overfor roden, som om det var dem, der
bar den. Kun et sådant hovmod og stolthed kan i den grad forblinde,
at man ikke mere er klar over, at den, der vender sig mod jøderne,
vender sig mod Gud. Og så er dog de grusomheder, som jøderne i alle
forgangne århundreder har måttet lide, for intet at regne mod, vi,
det tyske folk, i årene 1933-46 har øvet imod dem. Os er det, som
på den grusomste måde har vovet at forgribe os på dette folk, Guds
øjesten.------6 mill. Jøders blod har vi udgydt. Og Gud siger i
Sit Ord; "Blod har de udgydt, blod vil Jeg give dem at drikke"
Åb.16, 6.
Ja
Guds vrede aflades ikke, og Hans hånd er endnu udrakt, og den
forbliver udrakt, indtil vi gør bod for, hvad vi har syndet. Har vi
voldt Israel ondt , har vi voldt Gud ondt, og Hans svar udebliver
ikke. Vi kan ikke dække os bag Jesus Kristus, som vi siger, at vi
tilhører. Nej, tilhørte vi virkelig Ham, ville vi elske, hvad han
elsker, og det hedder; "Efter udvælgelsen er de elskede for
fædrenes skyld." Vi tager fejl, hvis vi tror, at vort forhold
til Gud kan komme i orden, før vort forhold til Israel er kommet i
orden. Vi har endnu ikke erkendt, hvilket ban vi har bragt over vort
folk ved vor synd og pådraget os Guds vrede. Og angrer vi vor synd,
må vi drives til – som det gik Zakæus – at erstatte skaden
mangefold. Dem, vi har voldt så meget ondt, dem skylder vi, så
langt, det står i vor magt, at gøre mangfoldig godt. Gælder det
ikke i særlig grad Israel, hvad Jesus siger: "Hvad i har gjort
mod een af disse Mine mindste brødre , Har i gjort mod Mig ?"
Og fordi den sidste time nærmer sig, da Herren kommer, og Israels
øjne skal åbnes, er det på høje tid, at vi kristne finder
kærlighedens vej til Israel