onsdag den 13. marts 2013

Jesu lære i samsvar med Johannes-døber. J.G. b. 5



Forkynder, forfatter Oskar Edin Indergaard
Kristen Bokproduksjon-Tingvoll 1997
”JESU GJENKOMST”, bind 5 side 299-.

JESU FORKYNDELSE

Jesu lære var i samsvar med det som Johannes døberen lærte. Han forpligtede jøderne på en række forhold i jødernes lov, og krævede desuden at de kom til personlig tro på ham som jødernes Messias.
Til trods for at jeg har skrevet om dette i flere af mine bøger, minder Den Hellige Ånd mig stadig om at jeg skal tage dette emne op igen. Jeg anser det som MEGET VIGTIG at vi lærer os at skille mellem RIGETS FORKYNDELSE og DEN FRIE NÅDES FORKYNDELSE.
Jesus fremlagde heller ikke den læremæssige basis for kirkens periode, men han fremlagde det åndelige indhold i ”himlenes rige eller Guds rige”, som er det samme som Riget for Israel. Når vi skal vurdere Jesu undervisning, må vi være opmærksomme på at RIGET FOR ISRAEL var sigtemål med og baggrunden for hans forkyndelse. Vi kan ikke forstå Jesu forkyndelse DERSOM VI IKKE FORSTÅR DETTE.
(I parentes gør jeg opmærksom på at vi kan skille mellem Jesu SPECIELLE FORKYNDELSE, som angår jøderne og frelses principperne i Riget for Israel og Jesu GENNERELLE FORKYNDELSE, som omhandler den generelle side ved Guds ordninger. Den gælder i alle tids husholdninger.)

Vi kan inddele Jesu forkyndelse og virksomhed i 3 dele, og det er:

  1. Den forkyndelse som angår TROSASPEKTET. Den føres videre uden nogen forandring ind i den frie nådes tidsperiode. Det er troen på Jesu som frelser et menneske.
  2. Den forkyndelse og praksis som angår HELBREDELSER og UNDERGERNINGER. Den føres videre in i den frie nådes tidsperiode og er bl.a. knyttet (til) en del af nådegaverne. Helbredelsen er ikke så udbredt i kirkens tid som de var på Jesu tid. Dette har flere årsager, men det skyldes først og fremmest det forhold at helbredelserne og undergerningerne skulle pege på Jesus som jødernes Messias og på Riget for Israel.
I Rigets tid vil helbredelserne og undergerningerne være det normale igen.
c. Den forkyndelse som angår jødernes forhold til GUDS KRAV og MOSELOVEN som forudsætning for frelsen. Den angår ikke den frie nådens tidsperiode. Den angår derimod Riget for Israel. I 1000 ÅRS RIGET VIL DER IGEN BLIVE STILLET STRENGE ETISKE KRAV TIL MENNESKEN, FOR AT DE SKAL FÅ DEL I FRELSEN.


Vi skal i det flg. Referer en del af Jesu forkyndelse med henblik på det sidste punkt. Det kommer tydelig frem at hans forkyndelse er nær knyttet til overholdelsen af jødernes lov.

1.) Den som HOLDT LOVEN, skulle være DEN STØRSTE i Riget for Israel; Matt.5,17,19. Joh.7,19. 14,15. 14,21 15,10.
Når Jesus henviste til loven, var det GERNINGS ASPEKTET i jødedommen han henviste til. Dette var lovens retfærdighed, som var en etisk retfærdighed. Den kunne i sig selv ikke frelse et menneske, men den kunne føre et menneske i den position at Guds retfærdighed kunne frelse det.
Når Jesus henvist til profeterne, så var det TROSASPEKTET ved jødedommen han henviste til. Troen har bestandig været en gave fra Gud. Det er den som frelser et menneske i alle tidsperioderne.

2.) Dersom JØDERNES RETFÆRDIGHED (lovens retfærdighed) ikke OVERGIK de skriftlærdes og farisæernes retfærdighed fik de ikke del i Riget for Israel; Matt.5,20 15,9. 21,31.
Det hebraiske ord for ”retfærdighed” er ”thzdekah”. Dette ord bliver af rabbinerne også oversat med ”almisse givning”. Den som ikke gav almisser i jødedommen, fik ikke del i Guds rige.

  1. Den som ville OFRE ET SKYLDOFFER, måtte først gå bort og FORLIGE SIG med sin bror. Dersom han ikke gjorde det, havde hans offer ikke nogen virkning; Matt.5,23-24.
I Jødedommen skilte man mellem to typer sonings-offer, og det var SYND og SKYLDOFFER. Det første som gjaldt synd som var gjort imod Gud. Den kunne blive tilgivet ved offeret. Det var bare Gud som kunne tilgive denne synd.
Skyldofferet gjaldt synd som var gjort mod et menneske. Dersom ikke synden var gjort op mellem de to parter, som dette gjaldt, virkede dette offer ikke.
Det var den som der var blevet syndet imod, som skulle tage initiativet til at oprette forholdet; Matt.18,15.

  1. Den som ville arve Guds rige, måtte VÆRE FULDKOMMEN i forhold til loven: Matt.5,39-42 og 48. Luk.6,29-30. 6,34-35.

  1. Den som IKKE TILGAV ANDRE, FIK IKKE SELV TILGIVELSE af Gud; Matt.6,14-15. Matt.18,21-22. 18,35. Disse tekster har ingen ting med den frie nåde at gøre, som er tilknyttet den kristne menigheds periode. De referer sig derimod til Rigets forkyndelse, hvor der b liver stillet en RÆKKE KRAV til JØDERNE for at de skulle få del i Guds rige.

  1. Den som DØMTE ANDRE, SKULLE DØMMES MED DEN SAMME DOM: Matt.7,1-2. Luk.6,36-38.

  1. Den som HOLDT LOVEN skulle FÅ DEL I RIGET FOR ISRAEL. Den som IKKE HOLDT LOVEN, FIK IKKE DEL I GUDS RIGE; Matt.7,12. 7,21-23. 13,41. 15,6. 16,27. 19,16-17. Luk.10,25-28.

  1. Den som FORNÆGTEDE JESUS, FIK IKKE DEL I Guds rige; Matt.10,32-33. Mark.8,38.

  1. Den som elsker Far og Mor MERE END JESUS, fik ikke del i Guds rige; Matt.10,37.

  1. Den som IKKE FORNÆGTEDE SIG SELV og IKKE TOG SIT KORS OP og FULGTE JESUS, fik ikke del i Guds rige. Matt.10,38-39.

  1. Den som ikke TRÆNKTE SIG PÅ MED MAGT og rev Guds rige til sig, fik ikke del i det. Dette giver udtryk for gernings aspektet ved Jesu forkyndelse. Dette kunne ske ved at holde loven; Matt.11,12. Luk.13,24.

  1. Den som ikke viste barmhjertighed, fik ikke del i Guds rige; Matt.5,7. 12,7. 23,23. Luk.6,36.

  1. Den som taler BESPOTTELIG IMOD DEN HELLIGE ÅND, fik ikke del i Guds rige; Matt.12,31-32. Mark.3,28-30.

  1. Den som talte UNYTTIGE ORD, kunne ikke få dl i Guds rige. Menneskene skulle BEDØMMES EFTER DERES ORD; Matt.12,36-37.

  1. Den som ikke OMVENDTE SIG og blev som BARN, kom ikke ind i Guds rige;
Matt.18,2-5.

  1. Den som FORFØRTE BARNET, fik ikke del i Guds rige; Matt. 18,16.

  1. Den som ikke SOLGTE ALT DET SOM HAN EJEDE og GAV DET TIL DE FATTIGE, fik ikke del i Guds rige; Matt.19,21. 6,3-4. 11,4-5. 19,28-29. Luk.4,18-19. 6,20. 6,24. 12,33-34. 14,33. 19,8-9. 14,21.

Dette betyder ikke at Jesus havde noget imod at folk var rige, men han krævede af dem at de skulle bruge rigdommen til at fremme Guds riges sag i verden. Den som ikke var villig til det, fik besked om at sælge alt det han ejede og give til de fattige eller give det til Guds rigets udbredelse. Dette kommer tydeligt frem i Lukas 8,3, hvor der står” og Johanne, som var gift med Kuzas, Herodes foged, og Susanne og mange andre, som TJENTE MED DET DE EJEDE.”
Den som gav til andre, lagde op en GOD ÅNDELIG GRUNDVOLD for sig selv, både i dette liv og i den kommende verden. Den som gav, han fik selv når han har behov for det; Matt.6,33.
Dette syn på rigdommen er også i samsvar med jødedommen, hvor det bl.a. hedder: ”Dersom du har mange ejendomme, giv af dem i porcioner, således at du anbringer dig en god skat for dig selv på den dag du trænger til det.” Tobit 4,8-9.
Dersom du samler mange penge, brug dem til almisser så længe som du har dem. OPNÅ (KØB) MED DIN MAMMON DENNE VERDEN og DEN KOMMENDE VERDEN.” (Derez Eretz Zuta)
Dette sidste udsagn er helt i samsvar med det som Jesus sagde: Luk.16,9.
Det er også interessant at lægge mærke til Vulgata, som er romerkirkens oversættelse af Bibelen, oversætter ordet ”retfærdighed” i Daniel 4,27 med ”almisse givning.” Derfor, konge, følg mit råd, og LØS DIG FRA DINE SYNDER VED ALMISSEGIVNING og fra dine misgerninger ved BARMHJERTIGHED MOD DEN FATTIGE , om din lykke skal blive varig.

  1. Den som ikke gav FLERE og STØRRE ALMISSER END FARISÆERNE og DE SKRIFLÆRDE, FIK IKKE DEL I GUDS RIGE; Mat.5,20.
Det græske ord ”dikaiosne”, som vi vanligvis oversætter med ”retfærdighed”, kan også i evangelierne oversættes med ”almisse givning”.
Det til svarede hebraiske ord er ”tzedkah”.
Rabbinerne mente at der ikke var frelse at få for jøderne, dersom de ikke gav til de fattige, til enkerne og til de fremmede. ALMISSEGIVNING BLEV EN BASIS FOR FRELSEN. ”Den som udøver almisse givning og retfærdighed, skal blive fyldt med liv.” (Tobit 12,9.)
Enhver som tager dele af sine ejendomme og overgiver den til almisse givning er bjerget fra straffen i Gehenna.” (Git.7a.)
Rabbi Assi sagde at ”tzedekah” er lige så vigtig som alle de andre bude (613) tilsammen. (Baba Batra. 9a)
Disse udsagn er i samsvar med det som Tanach lærer; 5.Mos.10,17-18. Ords.10,2. 19,17.
Den som gav til den fattige, gav ikke først og fremmest gaver til den fattige, men han INVESTEREDE I SIN EGEN FRELSE. Den som ville have etr godt forhold til Gud, måtte først etablere et rigtigt forhold til sin næste.
De gamle rabbinere sagde at verden var baseret på tre ting, og det var:
  1. Torahen.
  2. Tempeltjenesten og
  3. Almissegivningen.

De gamle rabbinere mente at BØN, FASTE og ALMISSEGIVNING var nødvendige for at få del i frelsen.
I og med at Jesus var en jødisk rabbiner (lærer), er det ikke noget mærkeligt at han også krævede almisse givning som en del af menneskets egen retfærdighed. Dersom denne gave ikke blev givet med den rette hensigt, havde den ingen betydning; Matt.6,1.
Der var i det hele 8 forskellige måder at give almisse på, og ikke alle var lige gode for Herren. (Se tidskrift: Yavo Diegst. Vol 3. No 5 og Vol.8 No.3 og bogen: Understandig the Difficult Words of Jesus, af David Bivin og Roy Blizzard.)
Qumran sekten havde også denne regel for sine medlemmer, at de måtte sælge alt det de havde og give det til sekten, således at den kunne forvalte det videre. Quamran sekten hørte også med til de jødiske trosretninger på Jesu tid, og den kan fortælle os meget om jødedommen på Jesu tid.

  1. Den som ikke kom til en PERSONLIG TRO PÅ JESUS fik ikke del i himlenes rige; Matt.19,21. 6,33. Mark.1,14-15. 1,17. Luk.7,50. Joh.1,13. 3,3. 3,15. 3,36.

  1. Den som ikke blev ”født på ny” eller født af Gud, kunne hverken se eller komme ind i Guds rige; Joh.3,3. 3,5.

  1. Den som IKKE FORVALTEDE SINE MULIGHEDER PÅ EN GOD MÅDE, fik ikke del i himlenes rige; Matt.25,28-30.

  1. De af hedningerne som har HJULPET JØDERNE I DEN STORE TRÆNGSEL, skal få del i Guds rige; Matt.25,40 og 45-46.

  1. DEN SOM TROEDE og BLEV DØBT, fik del i Guds rige; Mark.16,15-16.

  1. Den som FRYGTEDE Gud, skulle få del i Guds rige; Luk.1,50.

  1. De som har GJORT GODT, skal arve Guds rige. ”Undre jer ikke over dette! For den time kommer da alle de som er i gravene (det er legemet som er i graven), skal høre hans røst, og de skal gå ud, de som har gjort godt, til livets opstandelse, de som har gjort ondt til dommens opstandelse (der er 1000 år mellem disse to opstandelser.)” Joh.5,28-29.

  1. Den som ikke havde åndelige frugter i sit Guds liv, fik ikke del i himlenes rige; Joh.15,1-




















Indsendt af