Kristus- transformationen
Afsnit fra
bogen af, Oskar Edin Indergaard: ”Guds Riget i Israel, s. 81-
Det første tilbud om oprettelsen af Guds-Riget i
Israel.
Efter
at vi i det forrige kapitel: Guds-riget i det Ny Testamente har
gennemgået hvad som ligger i de forskellige udsagn angående
Guds-riget, så ser vi at begrebet kan betyde flere ting. , som m,å
afgøre hvilken fase eller del af Guds-riget som er omtalt. Det er
sammenhængen og placeringen som udsagnene har i det Ny Testamente.
Da
tiden var kommet så langt i tidshusholdningerne, sendte Gud Messias
til jøderne og os andre. Hans gøremål var flere, men hans
vigtigste gøremål var at han skulle forsone verden med sig selv og
med Gud. Dette var selve grundlaget for alle synders forladelse og
frelse i alle tidshusholdninger.
”Og
derfor er han (Jesus) mellemmand for en ny pagt, for de kaldte (de
troende under Sina-pagten)
skal
får den evige arv som var lovet, efter at en død havde fundet sted
til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt
(Sina-pagten) Hebræer 9,15. 1.Johs.2,2.
Videre
er også forsoningsværket grundlaget og basis for oprettelsen af
Riget for Israel. Efter at Jesus havde sonet al verdens synd, så var
forudsætningen til stede fra Guds side til at Riget for Israel kunne
oprettes. Alt var færdig fra Guds side, men det var det jødiske
folk som svigtede. De svigtede i og med at de ikke ville gå ind i
Guds-rigets forpligtigelser, og det gik ud på tre ting, og det var
følgende:
- De skulle omvende sig. Det vil sige at de skulle holde loven og de udvidede krav som Jesus fremsatte i Bjergprædikenen.
- De skulle lade sig døbe til syndernes forladelse. Det var dette Johannes-dåben gik ud på. Vi ved også at apostlene til Jesus døbte, og det var også en dåb til syndernes forladelse.
- De skulle tro at Jesus var jødernes Messias.
I
og med at jøderne som nation ikke ville gå, ind under Guds-riget
forpligtelser så blev det historiske og konkrete Guds-riget i Israel
udsat med en hel tidshusholdning. I stedet for ”Riget for Israel”
fik vi den kristne menigheds tidsperiode.
De
allerfleste teologer og Bibel-forskere i Norge i dag ser ikke at
Jesus kom med et først tilbud til jøderne og oprettelse af riget
for dem.
Hovedsagen
til at de ikke ser og forstår dette, er at de har tolket jødernes
løfter og Guds planer med Israel til at gælde den kristne
menighed.
Mange
af disse mener i fuld alvor at da Jesu kom som en soning for al synd,
da gennemgik jøderne en dybt gribende forandring. Denne forandring
kalder de for Kristus- transformationen,den
teologi som de står for kalder vi for erstatningsteologi.
Denne teologi står
ikke i sandheden, og den må vi bekæmpe hvor vi end møder den.
Som
en naturlig konsekvens af dette ser vi at disse mennesker heller ikke
ser at Gud inddeler frelseshistorien i tidshusholdninger, hvor han
handler efter forskellige frelses-og lydigheds-principper i de
forskellige tidshusholdninger. I og med at Jesus kom med tilbudet om
at oprette Guds-riget i Israel, så er det klart at hans forkyndelse
også tog sigte på at åbenbare det konkrete og historiske
Guds-riges åndelig og historiske principper i sin forkyndelse. Jesus
udtalte sig lidt om de åndelige principper til den kristne menighed.
Det var det som Paulus gjorde. Jesus udtalte sig om Riget
for Israel, og når Jesus
udtalte sig om Guds-riget, så var det riget for Israel han omtalte.
Hvad som gælder Guds-rigets hemmeligheder, så omtalte han disse i
lignelser. Se kap, Guds-riget i N.T.
Det
Ny Testamente bevidner også at der kom en ny tid med Johannes døber.
Loven havde sin tid indtil Johannes, efter at han var kommet, så
blev riget for Israel forkyndt:Mat.11,12-13. Mar.16,16.
Vi
må skille mellem:
- Lovens forkyndelse, som begyndte ved Sina og endte med Johannes døbers virksomhed.
- Rigets forkyndelse, som begyndte med Johannes døber og endte med Paulus forkyndelse.
- Den kristne menigheds forkyndelse som begyndte med Paulus forkyndelse og ender med at den kristne menighed bliver bortrykket til Gud før trængsels-tiden kommer over verden.
- Rigets forkyndelse i endens tid. Efter at den kristne menighed er bortrykket til Gud, før trængselen i endens tid kommer, da vil troende jøder gå ud med evangeliet om riget, både til jøderne i Israel og til hele verden. De vil genoptage Jesu egen forkyndelse både om tilbudet af riget og om forsoningsværket: Mat.10. 24,14.
Af
dette ser vi at Riget for Israel har to
forkyndelser i det Ny Testamente.
Ved
første forkyndelse var Riget nær, ja, dens åndelige og indre side
og karakter var til og med kommet, men når folket ikke ville omvende
sig, så kunne Jesus ikke oprette riget for dem.
Ved
den anden forkyndelse ville jøderne som, folke og nation gå ind i
Guds-rigets forpligtigelser, nemlig at omvende sig, og Jesus ville
komme tilbage med himmelens skyer
og oprette Riget for dem: Luk.21,29-31.
Når
vi læser evangelierne i det Ny Testamente, så må vi være
opmærksomme på det jødiske aspekt ved dem. I udgangspunktet
beskriver alle 4 evangelier Guds tilbud til jøderne om forsoningen
for deres synder, oprettelsen af den nye pagt i Jesu blod, frelse for
den som tror på Jesus og tilbudet om oprettelsen af Riget for dem.
Alligevel må vi skille mellem de synoptiske evangelier (Matt. Mark
og Lukas) på den ene side og Johannes evangeliet på den anden side.
Medens
de 3 første på en speciel måde beskriver jødernes situation, så
åbner Johannes evangeliet vejen for den nye tid som skulle komme, og
peger i mange af sine udsagn på den kristne menigheds tidsperiode.
Jeg
ved at dette er vanskelig for mange at få tag i, men dersom en vil
have det rigtige udbytte af læsningen af evangelierne og en rigtig
forståelse af dem, så må man være villig til at udskille det som
Jesus sagde til jøderne på den ene side, og udsagn som går på den
kristne menighed på den anden side.
På
grund af at erstatningsteologien har vildført kristen-folket i mange
hundrede år på dette vigtige punkt da er det efterhånden blevet
vanskeligt at forstå. Men det er også blevet vor opgave at vise at
store dele af indholdet ikke gælder den kristne menighed, men Israel
og jøderne. Vi har fået opgaven af livets Herre at opdele igen
grænselinierne mellem Guds løfter til jøderne på den ene side og
Guds løfter til den kristne menighed på den anden side.
Vi
har fået som opgave at tolke tilbage til jøderne de udsagn i
Bibelen som tilhører dem, og som vore teologer og mange af
forkynderne uretmæssigt har frataget jøderne, og det forsøger vi
at give udtryk for i vore bøger som vi udgiver. Må Gud vejlede os i
dette arbejde, således at det som udkommer må være rigtig.
I
sin forkyndelse i 3 år da antydede Jesus blot den kristne menigheds
periode i en del udsagn.
Han
udlagde ikke den kristne menigheds hemmeligheder for jøderne:
Mat.16,18.
Dette
er det eneste sted i evangelierne at ordet menighed er brugt, som
noget fremtidig som Jesus ville oprette på et senere tidspunkt.
I
de 7 lignelser om Guds-rigets hemmeligheder i Matt.13,3-52 er også
den kristne menighed omtalt i lignelsen om den kostelige perle:
Matt.13,45-46. (På Golgata løskøbte Jesus den kristne menighed.)
Angående
den kristne menighed, er dette det eneste sted hvor den bliver omtalt
i Guds-riges hemmeligheder i evangelierne, og vi kan ikke se at Jesus
udlagde denne lignelse for sine apostle. Lignelsen om den kostbare
perle er heller ikke nævnt hos nogen af de andre evangelister. Jesu
antydede blot den kristne menighed. Det var Paulus som skulle have
opgaven.
Andre
eksempler på at rammen sprænges hvor udsagnene er om jøderne, og
som går på den kristne menighed: Joh.10,16. 14,1-4. 17,20-21 v. 24.
Joh.16,13-14:
Endnu har jeg meget at sige jer (apostlene/disciplene), men i kan
ikke bære (forstå) det nu, men når Han sandhedens Ånd, kommer,
skal Han vejlede jer til hele sandheden - - -
Teologerne
på Jesu tid, s.107
Jesu
gerninger viser også tilfulde at han var den Messias som skulle
komme, og at han stod i færd med at oprette Riget for Israel.
Jesus
gik omkring og forkyndte at Riget skulle oprettes og gjorde
undergerninger overalt og til alle døgnets tider. På de fleste
steder hvor han kom, helbredte han alle mennesker for deres sygdomme,
og folket undrede sig over dette, og mange mente at han måtte være
Messias – noget som han også er - Mat.8,16-17. 9,8 v. 33 og 35.
Mark.7,37. Luk.5,26. 7,15-16. 9,43. 18,42-43. Joh.7,46.
Efter
at døberen Johannes var kommet i fængsel, var han på en eller
anden måde kommet i tvivl om Jesus virkelig var Messias, eller om
jøderne skulle vente en anden. Jesus svarede ikke på spørgsmålet,
men han pegede på de gerninger han gjorde. Gerningerne var selve
hovedbeviset på at Jesus er Messias: Mat.11,3-6.
Jesu
undergerninger strakte sig over et vidt spekter, fra det at stille
stormen og vinden til at tilgive folket deres synder og rejse dem op
fra de døde. Mange steder hvor han kom, så helbredte han alle
mennesker for deres sygdomme. Jeg kan ikke for min egen del sige
hvilket som er størst af Jesu undergerninger, for de ligger alle
udenom det som et almindelig menneske kan magte at gennemføre. Han
gjorde, Guds gerninger eller Guds store gerning midt blandt det
jødiske folk, alligevel så formåede de ikke at fastholde at
han var Guds Søn. Til slut så appellerede Jesus selv til sine
gerninger overfor det jødiske folk, og bad dem om at tro
gerningerne, således at de kunne vidne om at Jesus er Guds Søn og
jødernes Messias. Joh.10,37-38. 14,10-11.
Men
folket formåede ikke at se og holde fast på at Jesu undergerninger
var selve hovedbeviset på at Jesus er jødernes Messias og Guds Søn.
Dette var i øvrigt også profeteret i G.T., at det jødiske ikke
skulle formå at se at Jesus er jødernes Messias, men de skulle
forkaste både Jesus og Guds gerninger. Ap.Gr. 13,40-41.
Joh.12,37-41.
De
onde ånder derimod kendte til Jesus og vidste at han var Guds Søn
og Messias. Jesus forbød dem at kundgøre det, og de onde ånder bad
Jesus om at han ikke måtte pine dem før tiden var kommet til det.
Mark.1,23-24. 5,5-7.
Dette
at Jesus uddrev de onde ånder var et bevis på at Riget for Israel
var i færd med at blive oprettet: Mat.12,28.
Farisæerne og de skriftlærde derimod, de som skulle
være folkets åndelige ledere, de fordømte Jesu og han
undergerninger fra den første stund af, og sagde at det var ved
hjælp af Belsebul, de onde ånders fyrste, at Jesus uddrev de onde
ånder. De mente altså at Jesus stod i kontakt med Satan og var en
repræsentant fra afgrunden. Det er ikke det mindste rart at både
døberen Johannes og Jesus foretog de voldsomste angreb på de
religiøse ledere og teologerne på Jesu tid. Mat.3,7. 12,33-34.
16,1-4. 23,13-15.
Teologerne
på Jesu tid så ikke at Jesus var jødernes Messias, for de havde
misforstået skrifterne i G.T., og laver deres egen religion, som gik
ud på at de selv og folket skulle opfylde Mose-loven.
Ved at
de gjorde dette, så ville Guds-riget i Israel komme som en
konsekvens af dette. De havde ikke opdaget bat alle mennesker er
tværs igennem onde, og kan ikke lægge noget eget grundlag for sin
egen frelse. Det er bare Jesus som kan det. De havde glemt det som
stod i Es.53: At Messias skulle bære folkets synder, at han skulle
dø i folkets sted, og at dette skulle føre til frelse for folket.
På
grund af at både folket og teologerne på Jesu tid modsagde Jesus og
stod ham efter livet, endda
han
gjorde Guds gerning midt iblandt dem, Jesus sagde rent ud til dem at
det var Satan de repræsenterede og Satans gerninger de gjorde:
Joh.8,41-44.
Der
er klare paralleller mellem teologerne på Jesu tid og mange af
teologerne i dag. På samme måde som de førstnævnte teologer
ikke så at Jesus var jødernes Messias, og at han først måtte sone
synden, før han kunne oprette Riget for Israel, ligeledes ser
heller ikke de fleste teologer i dag at når så gør han det for at Jesus skal komme tilbage
for at oprette den nye tidshusholdning, Guds-riget i Israel,som
skal følge efter den kristne menigheds tidsperiode.
I
teologien er desværre Guds-riget blevet noget fjernt og abstrakt,
som vi skal få del i efter vor død. Efter
teologernes vurdering er Guds-riget ensbetydende med et liv i
himmelen, men således er det ikke. Guds-riget har mange faser og nu
står vi foran den fase at Jesus skal komme tilbage sammen
med de hellige og englene og oprette Riget for Israel.
Store dele af læg-folket tror derimod at Jesus vil
komme tilbage og opretter Riget for Israel, men i og med at
teologerne i den grad er imod denne forkyndelse og betragter den som
den største vranglære, så står læg-folket råd-ville mellem
deres solidaritet overfor teologerne og deres solidaritet overfor
Guds ord. Og desværre er det ofte således at også læg-folket
hellere vil have ære af mennesker end ære af Gud.
De fleste teologer og mange af forkynderne som har
lære – og hyrdeansvar i vore menigheder, ser ikke at den nye tid
og den nye tidshusholdning tilrettelægger sig for vore øjne i
Israel i dag. De ved ikke hvad det indebærer at Jesus kommer
tilbage. På grund af deres misvisende teologiske systemer, så
har de overset en periode på 1000 år, hvor Jesus skal styre verden
ud fra Jerusalem og Israel.
Det var særlig to forhold ved Jesus virksomhed som
farisæerne og de skriftlærde var imod, og det var følgende.
- Jesus tilgav mennesker deres synder, Teologerne på Jesu tid så ikke at Jesus var Guds sonings-lam, som skulle forsone verden med Gud. De mente at det bare var Gud som kunne tilgive synder, og at det var Guds-bespottelse når Jesus tilgav mennesker deres synder: Mat.9,2-3. Mark.2,6-7.Farisæerne og de skriftlærde havde dannet deres egen lære om retfærdiggørelsen, og de mente at de selv kunne opfylde loven, således at Gud ville tilgive dem deres synder ved at de gjorde det. De så på sig selv som meget bedre mennesker end de andre, og mente at disse ved deres dårlige opfyldelse af loven, spærrede for Guds løfter om at oprette Riget for Israel. De mente at de selv både kendte loven og opfyldte den, medens folket levede i synd: Joh.7,49.Farisæerne og de skriftlærde havde ikke behov for nogen mellemmand mellem Gud og mennesker, som skulle sone synden. Det skulle de selv magte ved egne anstrengelser og ved at holde lovens bud, og derfor så udtalte de også: At dersom folket holdt loven på to sabbatter, så ville Messias komme og oprette Riget for Israel.De så ikke at mennesker helt igennem er onde, når vi står overfor Gud, og at ingen kan opfylde loven ved egne anstrengelser. Menneskets egen retfærdighed fører ikke til frelse, men derimod til fortabelse. Guds retfærdighed derimod, som han viste alle mennesker ved at sende Jesus til os som en forsoner for al synd, fører til syndernes forladelse og retfærdiggørelse overfor Gud. Gud har ved Jesu forsoner-gerning fået det offer, en gang for alle mennesker, som han krævede, og han kræver det ikke igen. Gud er meget godt fornøjet med det som Jesus gjorde, og derfor så tilgiver han mennesker deres synder når de kommer til ham med et angrende og bedende hjerte. Gud tilgiver den ydmyge, men den stolte står han imod.Derfor var farisæernes og de skriftlærdes lære forkert – at det blot var Gud som kunne tilgive synder. Jesus kunne også gøre det, for der er ingen forskel på Gud og Jesus. De går ud på det samme.Når vi står overfor det hellige og uudgrundelige, så må vi huske på at vi er begrænset i vor dimension og kan derfor ikke forstå Guds-rigets dimension fuldt ud. Derfor har vi heller ikke anledning til at afvise tre-enigheden. Vi må bøje os for dette mysterium, og takke Gud for at dersom vi vil bøje os, så skal vi forstå det på et senere tidspunkt. Gud giver nemlig de ydmyge nåde. De stolte derimod får ingen ting: 1.Kor.13,12.
- Det andet punkt de religiøse var imod, og som til slut felede Jesus, var det forhold at han udgav sig selv for at være Guds Søn og være lig med Faderen. For at understrege dette så brugte Jesus en række gange egen definition på sig selv. Denne definition blev første gang åbenbaret for Moses da Herren viste sig for ham i en brændende tornebusk. Da fik Moses sin opgave: Nemlig at føre Israels folk ud af Ægypten: 2.Mos.3,13-15.
Ved at bruge benævnelsen ”jeg er” (gr.ego eimi)
på sig selv, så er det klart at Jesus med dette ville sige at han
er Gud, og at han er udsendt fra Gud. Jøderne derimod mente at Gud
ikke kunne komme til dem på denne måde, i en persons skikkelse. Gud
kunne ikke ”nedværdige” sig til at komme i et menneskes
skikkelse. Han var for ophøjet til det.
Til dette syn på guddom,m,en er der følgende at
sige: For det første er ingen ting umulig for Gud.
For det andet havde Gud sagt til jøderne i G.T., at
han ville åbenbare sig på denne måde, som et barn som et menneske,
altså som en menneskesøn: Es.9,6.
Her har vi et eksempel på at jøderne ikke tog
tilstrækkelig hensyn til udsagnene i G.T., hvad der gælder de
oplysninger som er givet angående Messias-skikkelsen. Selv om dette
er overraskende at Gud kom i menneskelig skikkelse, så er dette Guds
ordning forudsagt i Bibelen.
Hvad der gælder betegnelsen ”ego eimi” så
brugte den om sig selv en række gange. Når dette forhold ikke
tydeligt fremkommer i vore Bibel-oversættelser, da er det ikke godt:
Mark.14,61-62. Her bør oversættelsen ”jeg er det” oversættes
med ”jeg er”, da det er det som står i grundteksten: Jesus
sagde: Jeg er (ego eimi) v.62.
Det samme gælder også Luk.22,70, her står i vore
Bible-oversættelser: ”Da sagde de alle: Er du Guds Søn? Han sagde
til dem: I siger det, jeg er det.”
Den rigtige oversættelse skal her være: ”Han
sagde til dem: I siger at jer er (ego eimi).” v.70.
I disse to eksempler ( Mark.14,61-62 og Luk.
22,70 har Bibel-oversættelsen fra 1930 og 1978 den
samme oversættelse.
Hvad der gælder Joh.4,26. 7,29. 8,18 v.24. 13,19 er
udtrykket (ego eimi) oversat forskelligt i vore to
Bibel-oversættelser.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”Jesus
siger til hende: Det er mig, jeg som taler med dig” Joh.4,26.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: ”Jesus
siger til hende: Det er jeg, jeg som taler med dig.” Joh.4,26.
Den rigtige oversættelse skal være: ”Jesus siger
til hende: Jeg er (ego eimi), som taler med dig.” Joh.4,26.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”Jeg
kender ham, for fra ham er jeg (ego eimi), og han har udsendt mig.”
Joh.7,29. Dette er rigtig oversat.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: ”Men jeg
kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har sendt mig.”
Joh.7,29. Denne oversættelse er ikke korrekt.
I Bibel-oversættelsen far 1930 står der: ”Jeg er
(ego eimi) som vidner om mig, og Faderen som har sendt mig, vidner om
mig.” Joh.8,18. Denne oversættelse er korrekt.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: Jeg vidner
om mig selv, og Faderen som har sendt mig, vidner om mig.”
Joh.8,18. Denne oversættelse er forkert.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”Derfor
siger jeg jer: I skal dø i jeres synder, for i tror ikke at det er
mig, da skal i dø i jeres synder.” Joh.8,24.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: ”Jeg
sagde at i skal dø i jeres synder.” Joh.8,24.
Den rette oversættelse skal være: Derfor sagde jeg
jer: I skal dø i jeres synder, for i tror ikke at jeg er (ego eimi),
da skal i dø i jeres synder.” Joh.8,24.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der:” Fra nu
af siger jeg jer det før det sker, for at I, når det sker, skal tro
at det er mig.” Joh.13,19.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der:”Nu siger
jeg jer før det sker, for at I, når det sker, skal tro at ”jeg er
Han.” Joh.13,19.
Den rette oversættelse skal være:”Fra nu af siger
jeg det før det sker, for at I, når det sker, skal tro at jeg er
(ego eimi) Joh.13,19.
Hvad der gælder Joh.8,58 da er dette udtryk ret
oversat i begge Bibel-oversættelser. ”Jesus sagde til dem:
Sandelig sandelig, siger jeg jer: Før Abraham blev til, er jeg (ego
eimi) Joh.8,58.
I de Bibel-tekster som vi har nævnt ovenfor, har vi
to Bibel-oversættelser enten oversættes udtrykket (ego eimi) galt,
eller de har forskellige oversættelser, hvor den ene er forkert og
den anden er ret. Jeg ved ikke hvorfor dette er gjort, men det er
helt unødvendig at forvrænge grundteksten på dette vigtige punkt.
Ved at gøre det, så kommer det ikke tydeligt frem at Jesus brugte
Guds egen benævnelse på sig selv. Jesus ville dermed tilkendegive
at han og Faderen er det samme, og at udtrykkene ”Jhvh” og !”ego
eimi” er akkurat det det samme, nemlig Guds egen definition af sig
selv.
Jesus brugte også dette udtryk ”jeg er” i en del
andre sammenhænger. Vi skal referere en del af disse. ”Jeg er (ego
eimi) Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke de dødes
Gud, men de levendes.” Mat.22,32. Joh.6,35. 10,11 v.36. 11,25.
14,6. 15,5.
Det var dette forhold at Jesus udgav sig for at være
Guds Søn og til og med Gud selv, som til slut domfældte ham. Efter
at Jesus foran det Høje Råd havde indrømmet at han er Guds Søn,
så behøvede de religiøse ledere ikke flere beviser. De mente at
dette var Guds-bespottelse og blasfemi.
Mat.26,63-66. Mark.14,61-62.
Her kommer 4 forhold klar til udtryk:
- Jesus er det samme som Gud.
- Jesus er Guds Søn.
- Jøderne skal efter at den store trængsel er afsluttet, få se Jesus komme tilbage sammen med englene og alle de hellige, for at dømme verden og oprette Riget for Israel.
Under hele sit jordeliv havde Jesus forsøgt at holde
sin messianisme skjult for folket, for han vidste at de kun havde syn
for den ydre og historiske side ved Riget.
Nu foran det Høje Råd sagde Jesus ret ud i alles
påhør at han er Messias, den levende Guds Søn. Grunden til at han
gjorde det var at de ikke længere skulle være i tvivl om hvem de
dømte til døden.
Han blev altså dømt for noget han var, nemlig Guds
enbårne Søn, som kom til jøderne for at sone deres synd og for at
oprette Riget for dem.
Trængselstidens
tempel. (side 165-)
Templet skal bygges op igen, og det er Jesus som
først og fremmest er bygmester og arkitekt for det. Troende jøder
og troende mennesker fra alle verdens nationer skal være med til at
bygge det.
Det som gælder templet i 1000 års-riget kan ikke
være jødernes tempel i trængsels-tiden. Vi ved at jøderne får
anledning til at bygge templet i Jerusalem, når de i begyndelsen af
den sidste (70.) år-uge for Israel og Jerusalem (Dan.9,24-27) indgår
en freds-og samarbejdspagt med Antikrist. Han vil hjælpe med at
bygge dette tempel, således at de skal tro at han er jødernes
Messias.
I midten af år-ugen (efter 3,5 år) vil han
imidlertid invadere templet i Jerusalem og kræve guddommelig
tilbedelse af jøderne for sig selv og hans levendegjorte billede.
(Se min bog, Israel og den kristne menighed, s.153-169) Jøderne vil
da opdage at det ikke er deres længe ventede Messias, men derimod
Satans Antikrist.
Til trods for dette, så bliver alligevel templet
kaldt for Guds tempel: Åbenbarings-bogen.11,1-2.
Jeg vil i denne sammenhæng citere det som O.K.
Indergaard siger om dette tempel i sin bog, Temaer i bibelsk profeti,
del 1.s 9-10: Det i Åbenb. 11,1 omtalte tegn Guds tempel er altså
det israelske tempel som på den tid er bygget op igen og hvor
israelerne tilbeder Gud.
At dette tempel er israelsk, fremgår, foruden af det
foran anførte, også deraf at templet og alteret er adskilt, hvorved
en må tænke på brænd-offer-alteret, som alt afhang af for Israel.
For så vidt at dette tempel er israelsk, må dette tegn forstås
bogstaveligt. Men det må også forstås billedligt for så vidt at
det står for israelsk tilbedelse af Gud. Men tegnet må ikke forstås
udenom Israel. En fortolkning af dette tegn som billedlig for den ny
testamentes menighed vil således føre os langt bort fra sandheden.
Selve målingen af Guds tempel og alteret og
dem som tilbede der, er et tegn på at blive taget helt ind under
Guds omsorg. Men denne måling af templet og alteret har også en
videre betydning for Israel. Den er den formelle anerkendelse af
Israel på ny og de treonde israelers gen indpodning i deres eget
olietræ: Rom.11,24.
Op-måling, skulle foretages med et rør,
ligesom en stav. Røret er symbol på svaghed, Es.19,6. Ez.
26,6. Mat.11,7. 12,20. 27,29-30. Særlig i den tid det her gælder,
er alt fra Gud anset som svaghed af verdens-mennesker. Men dette rør
var ligesom en stav, og staven er symbol på styrke. 1.Mos.32,10.
2.Mos.4,2-4. 17,20. 4.Mos.17. Dom.3,31. Sal.23,4. Jer.12,11-12.
Ezekiel 20,37 og 37,15-28. Verden skal snart få at føle Guds
styrke, d.e. Løven af Juda stamme som skulle lære jordboerne
retfærdighed. Es.26,9. I vers 2 omtales også noget af stor
betydning. ”Men forgården udenfor templet, lad den være, og mål
den ikke! For den er givet til hedningerne, og de skal ned træde den
hellige stad i 42 måneder.”
Denne ikke op-måling af forgården, som er givet til
hedningerne, det er folkene udenom Israel, er også den formelle
tilbage-sætning af hedningerne fra den fordel og stilling de har
haft i menighedens nuværende tidshusholdning. Den skille væg som i
menighedens tid er nedbrudt, Ef.2,14, skal atter bygges op, om end på
en anden måde end på den gamle pagts tid.
Selve nedtrædningen af Jerusalem varer i 42
måneder, altså i 3,5 profetiske år, som er den anden halvdel af
den 70-ende år-uge for Israel og Jerusalem, den store trængsels
tid.
Ved denne formelle genindsætning af Israel og den
formelle tilbagesætning af hedninge indvarsles det store tidsskifte
i menneskeslægtens historie. Menneskets dag er ved at være forbi,
og Herrens dag er ved at komme. Hedningerne tider er ved a være
forbi, og Riget for Israel er ved at komme. Den seks-tusindårige nat
over den faldne menneskehed er ved at være forbi, og retfærdighedens
sol
er ved at gå op med lægedom under sine vinger.
Mal.4,2. Tiden er kommet da Jesus Messias og de hellige skal tage det
af Gud lovede rige over denne jord. Dan.7,13-14 v.27. Mat.25,34.
Apostlenes. Gr. 3,19-26 v.37. 15,16-18. 1.Kor.15,25.
Åbenbaring.20,4-6.
I de første 3,5 år af trængselstiden vil således
Guds-tjenesten vær i fuld gang i Jerusalem, men da Antikristen
sætter sig selv i Guds templet i Jerusalem i år-ugens midte, så
vil han befale at en del af ofringerne skal ophøre. I og med at
ofringerne er et udtryk for underkastelse under Guds vilje, så vil
han forstyrre den foreskrevne offer-tjeneste og anlægge en ny rutine
for ofrene. Antikristen har ikke noget imod at der bliver ofret, bare
at der ikke bliver ofret til Herren - han tager bl.a. det stadige
offer bort, og dette giver udtryk for en kontinuerlig ofring til
Herren, i og med at der bliver ofret regelmæssigt, hver morgen og
hver aften: Dan.9,27. 8,13.
En stor del af præsterne i templet kommer også til
at svigte Herren i denne tid, i og med at de går med på
Antikristens nye praksis for ofringerne, og i og med at de frembærer
for antikrist de offer som han vil have. Som straf for dette vil
disse præster blive degraderet i Rigets tid til at blive opsynsmænd
og slagtere i det nye tempel.
Sadoks sønner derimod, som vil være trofaste mod
Herren i den store trængsel, skal blive forfremmet til at blive de
virkelige præster i Templet. Ezekiel 44,6-16.
Hen-imod slutningen af trængselstiden er der
imidlertid opstået en situation ved Templet i Jerusalem som gør at
Sadoks sønner gerne vil ofre til Herren, men da er det ikke mulig at
få fat i offer. På grund af Antikristens har hærget i Israel og på
grund af alle krigerne som har været og på grund af forskellige
naturkatastrofer, så er der ikke tilbage-blevne dyr, mad eller fugle
som kan ofres. Præsterne går da ind for Herren og beder ham om at
han må give dem offer, og at han må skare sit folk fra deres
fjender. Dette sker umiddelbart før jødernes frelse. Joel 1,1-20.
2,12-19.