Matt. Evang. Jesus mættede 5000. O.E. Indergaard

MATTEUS EVANGELIET Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge Kristen Bokproduksjon.

KAPITEL 14.

Vers 1-12. Herodes Antipas var den yngste af Herodes den Stores tre sønner. Han regerede over Galilæa og Perea fra år 4-39 efter Messias. Da han fik høre rygtet om Jesu store undergerninger, mente han at døberen Johannes var opstået fra de døde, og at Jesus havde overtaget de åndelige kræfter som var i Johannes. (v.1-2.) Herodes Antipas havde skilt sig fra sin kone, som var datter til nabateerkongen Aretas: 2.Kor.11,32. Han levede sammen med Herodias, som var gift med hans halvbroder Herodes Filip. Johannes havde revset ham flere gange for det forhold, for det var ikke tilladt iflg. Mose Torah. Herodes Antipas havde ladet Johannes blive i fængselet på grund af dette og ønskede at slå ham ihjel, men han værgede sig for at gøre det, for jøderne holdt ham for at være profet. (v.3-5.)

Iflg. Mose Torah havde Herodes Antipas ikke lov til at gifte sig med Herodias af to grunde:

1. For det første havde han skilt sig fra sin første kone uden nogen speciel grund til det. Han havde bare mødt en kvinde, som han syntes var mere attraktiv end sin første kone.
2. For det andet var Herodes Antipas hendes onkel, for hun var datter til en af hans halvbrødre, Aristobulus. Iflg. Mose Torah havde svogre og svigerinder ikke lov til at gifte sig med hverandre: 3.Mos. 20,21. På Herodes Antipas hans fødselsdag eller på dagen for hans indsættelse, så danser Herodias datter, som hed Salome: Luk.3,1, for ham og resten af selskabet. De syntes om dansen, for den var sensuell og æggende. Desuden var de sandsynligvis beruset af vin og alkohol. I sit overmod lovede Herodes Antipas at give hende hvad hun bad om. Efter sin moders råd, så bad hun om at få døberen Johannes hovede på et fad. (v.6-8.)

Kongen værgede sig for at gøre dette, men på grund af sine eder og på grund af at gæsterne havde hørt på hans løfter, så lod han Johannes blive aflivet i fængselet og bragte hans hovede til Salome og Herodia. (v.9-11.) Johannes hans disciple begravede Johannes hans legeme og gik og fortalte til Jesus hvad der var sket. (v.12.) Dermed var den opgave som Johannes havde fået, fuldført. Han havde været forløberen for Jesus. Han havde peget på Jesus – både som det Guds lam som bar al verdens synd, og som kongen i Riget for Israel. Nogle af Johannes hans disciple fortsatte Johannes sin virksomhed og forkyndelse, og vi møder nogle af dem igen i Apostlenes Gerninger. Apollos var en af dem. "Han var oplært i HERRENS VEJ (som er Rigets forkyndelse), og da han var brændende i ånden, talte og lærte han grundig om Jesus, endda han bare kendte Johannes dåb." Ap. Gr. 18,25.

JESUS MÆTTEDE 5000.

Vers 13-21. Jesus afviste ingen som kom til ham for at få hjælp. Han lod bestandig andres behov komme foran sine egne behov. Han kunne også blive træt og trængte til hvile og fællesskab sammen med sine disciple. Da det var blevet aften, foreslog disciplene at Jesus skulle sende folket bort, for det var allerede begyndt at blive aften. Den "aften", som der her er tale om, begyndte kl.15, om eftermiddagen. Jøderne regner med to typer "aftener". Den første begyndte kl. 15, og den anden begyndte kl. 18, det er den sidste vi læser om i vers 23. Desuden havde folket ikke spist. De kunne gå og købe mad i byerne som lå der.

Jesus sagde til sine disciple at det var ikke nødvendigt, at folket drog bort, for disciplene kunne give dem mad, men disciplene sagde at de blot havde 5 brød og to små fisk. Det var ikke nok, men Jesus sagde at de skulle hente brødene og fignerne. (v.15-18.) Jesus vidste hvad han ville gøre, men han ville først UDFORDRE disciplene på deres tro. Dersom de havde haft stor nok tro, kunne de have bedt Gud om at han skulle gøre denne undergerning, at forvandle de fem brød og de to fisk til mad for flere tusinde mennesker.

De havde fået den samme fuldmagt som Jesus havde: Mat. 10,1-8, og de havde mulighed til at gøre denne undergerning, for de havde allerede udført en række undergerninger på egen hånd, men ingen af dem tog fat i den udfordring fra Jesus. De havde ikke stor nok tro til det.

De forstod ikke, at selv om deres ressourcer og udgangspunkt var lille og beskedent, så kunne Guds kraft forvandle dette til noget stort. Disciplene så ikke på mulighederne til at gøre en undergerning, men de så på de begrænsninger som lå på det naturlige område.

Jesus bad om at få fiskene og brødene. Han bød folket om at sætte sig ned i græsset. Han tog fiskene og brødene, bad en takkebøn over maden, brød brødene og delte det ud til disciplene, som gav det videre til folket. (v.18-19.) Det var almindelig at bede bordbøn i begyndelsen af hvert måltid. Den mest almindelige bordbøn i Israel var flg.: "Velsignet er du, Yahve vor Gud, verdens konge, som sørger for at brød kommer fra jorden."

Da alle havde spist og var blevet mætte, samlede disciplene sammen det som var tilovers, og det var 12 kurve med mad. De som havde spist, var 5000 mænd foruden kvinder og børn. (v.20-21.)

Denne undergerning har 7 aspekter:

1. Den pegede på det som virkelig skete.
2. Den pegede bagover på jødernes historie, hvor Gud gav jøderne både vand, kød og brød i ørkenen i 40 år.
3. Den pegede på Jesus som jøderne konge, som skulle give jøderne brød, når han kom: Salme 146,7. Es. 33,16.
4. Den peger fremover mod den endelige oprettelse af RIGET, hvor der skal være nok af mad.......Mat. 8,11.
5. Den peger også på Jesus som Livets brød. Joh. 6,35.
6. Den udtrykker også de trosmæssige og læremæssige aspekter ved denne tekst, og de er flg.: Disciplenes tro kunne have udført dette under. For Jesus er alt mulig.
7. De forskellige udtryk i denne fortælling havde også en skjult betydning. De 12 kurve med mad, som blev tilovers, symboliserede Israel 12 stammer. Israel skal ikke mangle mad i himlenes rige, når det oprettes.. Brødet symboliserer ikke bare mad, men det står også for alt som en behøver, både på det timelige og på det åndelige område. Jøderne skal ikke mangle noget som helst i Rigets Tid, for Jesus skal sørge for dem.

De 5000 mænd foruden kvinder og børn som blev mætte, symboliserede GUDS NÅDE mod sit eget folk, som er jøderne. 5- tallet symboliserer GUDS NÅDE , 4 tallet står for det som er fuldstændig og helt. Gud lægger sit eget tal, som er 1-tallet, til 4-tallet, og vi får nådens tal.

Når vi lægger sammen 5 og 2, får vi fuldstændighedens tal. (Se min Bog Jesu Genkomst, bind,1, kap.: Bibelens talsymbolik og matematiske mønster. Og :Kristendommens Jødiske Rødder. Kap.: De forskellige niveau i Guds ord. Samt artiklen : Kundskab om jødedommen og bibelsk fortolkning. Del 1.)

Fortællingen om at Jesus mættede de 5000 jødiske mænd med 5 brød og 2 fisk, har alle disse 4 niveauer i sig.

Johannes vang. Fortæller at da folket så denne undergerning, så ville de gøre ham til konge, men Jesus ønskede det ikke. Før jøderne kunne gøre ham til konge , måtte han sone al verdens synd: Joh. 6,15.

Vers 22-33. Efter at Jesus havde gjort denne undergerning, sendte han både disciplene og folket bort. Han ønskede at være alene med Gud i bøn og meditation. (v.22-23.)

Det blæste op til en stærk storm på Genesaret søen, og selv om de havde roet i 9 timer, så var de bare kommet midt ud på søen. De var i stor fare. I den 4. Nattevagt kom Jesus vandrende til dem på søen. (v.24-25.)

Denne fortælling peger fremover mod den store trængselstid, som jøderne skal igennem. Vinden og bølgerne er billeder på selve trængselstiden på 7 år. I denne periode er jøderne SKILDT FRA Jesus. De skal KÆMPE I EGEN KRAFT mod deres modstandere fra begyndelsen af trængselstiden og til Jesu genkomst. Når de er i den YDERSTE FARE, skal han komme og bjerge dem.

Det forhold at Jesus gik på eller over bølgerne, betyder at han vil undertvinge og sejre over jødernes fjender. Han skal komme til dem og frelse dem på slutningen af trængselstiden – i den fjerde nattevagt.

Romerne opdelte natten i 4 dele, og de var: Kvælden, som varede fra kl. 18-21. Midnat, som varede fra kl. 21-24. Hanegal, som varede fra kl. 24-03. Morgen, som varede fra kl. 03-06.

Vers 26-27.) Jesus brugte her Guds hovedtitel på sig selv, som er "Yhvh". Den er brugt 6855 gange i Tanach. Selve ordet betyder: "Den altid eksisterende". Det er det samme som: "Den som er". (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4, kap.: Guds navn i Tanach.)

Der var ingen grund for disciplene til at de skulle frygte, for Gud selv var hos dem. Han skal også være med sit folk i den store trængselstid, som ligger foran.

Vers 28-31. I den store trængselstid som ligger foran både Israel og resten af verden, vil også mange mennesker gå til grunde i de mange "stormer" og "bølger", som da kommer. De vil gå til grunde fordi de ikke tror på at Jesus er Yhvh. Han vil være istand til at bjerge dem – både I og GENNEM trængselstiden. Med det samme de steg op i båden, lagde vinden sig. Uvejret var ovre. (v.32.) Peters frelse peger fremover på ISRAELS FRELSE på slutningen af trængselstiden. Så snart som jøderne anerkender Jesus som deres frelser og konge, så afsluttes trængselstiden. En af hensigterne med trængselstiden er at den skal TVINGE jøderne til at akceptere Jesus som konge og frelser, for tiden er nu kommet så langt at det profetiske ord må opfyldes.

De andre disciple, som var i båden, faldt ned for Jesus og anerkendte ham som Guds Søn. (v.33.)

"At være søn af" er det samme som "at være lig med".

Efter at Jesus havde frelst jøderne, så ville de falde ned for ham og tilbede ham både som Guds Søn, frelser, profet, præst og konge.

Vers 34-36. Da de var kommet over til Genesaret landet, så samledes der en stor mængde folk igen. De førte til ham alle som var syge, og alle som rørte ved de 4 bønneknuder, som han havde på sin kappe, blev helbredt for deres sygdomme.

De 4 bønneknuder havde ikke i sig selv nogen magisk kraft til at helbrede, men det var Guds kraft som helbredte disse mennesker. Deres tro var det MIDLET som Gud brugte, til at de kunne blive helbredt. (Se Mat. 9,20-22, hvor jeg skriver udfyldende om dette.)

Der står at de "helt igennem blev helbredt". Det græske verve som her er brugt, er "diasozo". "Dia" betyder "gennem" og "sozo" betyder "at frelse".

Dette peger på de mange helbredelser, som vil finde sted blandt jøderne i det fremtidige Riget for Israel. I Rigets tid vil der ikke mere findes nogen som er syg i Jerusalem: Es. 33,24.

KAPITEL 15. Jesu forhold til farisæerne og de skriftlærde. Del 1.

Vers 1-9. De farisæer og de skriftlærde som kom fra Jerusalem, var muligvis sendt fra Det Høje Råd, for at undersøge Jesu lære og praksis nøjer. (v.1.)

Vi ved at de havde en procedure på 3 trin, når de skulle undersøge om en person kunne være Messias eller ikke:

1. Først skulle de undersøge vedkommendes lære og praksis. Dette var OBSERVATIONSFASEN. I denne fase skulle de ikke stille noget spørgsmål til vedkommende som blev undersøgt. De meldte videre til Det Høje Råd om det var sandsynlig eller ikke om vedkommende kunne være Messias. Dersom denne tilbagemelding var positiv, blev den næste fase sat i værk. (Der var dermed åbnet mulighed for at Jesus kunne være Messias.)
2. Den næste fase var UNDERSØGELSENSFASEN. Da var det udsendinge fra Det Høje Råd i Jerusalem som tog sig af undersøgelsen. I denne fase var der anledning til at stille spørgsmål til vedkommende om hans praksis og lære, for at finde ud af om vedkommende kunne være Messias eller ikke.
3. Den sidste fase var KONKLUTIONEN. Det var det Høje Råd som tog den endelige afgørelse i sådanne spørgsmål. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4, kap.: De messianske undergerninger.) Det som de kritiserede Jesus for var at hans disciple ikke vaskede hænderne før de spiste. Ved at de ikke gjorde det, så brød de rabbinernes forordninger om dette. (v.2.)

Farisæerne og de skriftlærde mente at Mose Tora bestod af to dele, og at begge var lige bindende. De to dele var:

1. Den skriftlige Torah.
2. Den mundtlige Torah. Den bestod af rabbinerne fortolkninger af den skrevne Torahen. Den var efter deres mening ikke bindende som den skriftlige del. Den mundtlige del blev senere samlet i Talmud. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap.: De jødiske Skrifter.) Iflg. den skriftlige Torah så var det bare præsterne som behøvede en renselse før de spiste. De måtte rense sig fra det som var urent.: 2.Mos. 22,1-16.

Iflg. den mundtlige Torah og de gamles vedtægter så måtte jøderne øse vand over deres hænder to gange før de spiste. Rabbinerne mente at de også måtte vaske hænderne efter måltidet. Dersom jøderne ikke gjorde efter deres forskrifter, så blev det regnet for en lige så stor synd som brud på selve Mose Torah.

Endvidere mente rabbinerne at der i løbet af natten fæstede sig en ond ånd til hænderne. Den som ikke vaskede hænderne før måltidet, kom til at spise den onde ånd.

Almindeligvis kunne jøderne nøjes med at vaske hænderne i en deciliter vand, men når de kom fra torvet, måtte de vaske hænderne i 486 liter vand, for de havde været i berøring med mange mennesker.

Jesus godtog bare den skrevne Torah som bindende. Han henviste til denne og spurgte dem om hvorfor de brød Guds bud på grund af de gamles vedtægt. (v.2.)

Iflg. den skriftlige Torah var jøderne forpligtet på at de skulle ære deres forældre. Den som ikke gjorde det skulle dø: 2. Mos. 20,12 og 21,17.

Rabbinernes vedtægt gik ud på at de som gav et løfte om at give sin ejendom og sine penge til templet (en korban), var løst fra den skriftlige Torah om at hjælpe sine forældre. (v.5.)

Den som forpligtigede sig på dette måtte udtale flg.: "Mit gods er korban for alle mennesker." Det betyder at man kunne bortgive noget af det, som et eje, til andre mennesker. Templet skulle have alt det som vedkommende ejede.

Da dette var et frivilligt løfte, var det heller ikke sikkert at templet fik disse ejendele. Dette kunne ganske enkelt være et påskud til ikke at hjælpe sine forældre.

Farisæerne og de skriftlærde brød Guds Torah (den skriftlige Torah) og satte deres egen forskrifter højere end det som Gud havde befalet. De tilsidesatte Guds Torah på grund af deres mange fortolkninger af budene. Deres forskrifter var vigtigere end Mose Torah. (v.6.)

Medens andre kaldte dem for lærere og rabbinere, såkaldte Jesus dem for "hyklere". (v.7.)

En "hykler" var i religiøs betydning et menneske som havde to sæt af regler i deres Gudsforhold. Overfor sine med mennesker gav vedkommende skin af at være Gud frygtig. Han opfyldte de ydre bud, men brød sig ikke om det som havde større betydning en budene, og det var et levende Guds forhold og kærlighed til medmennesker.

Der var mange hyklere i Israel på Jesu tid. Allerede Esajas advarede mod hykleriet som han så udviklede sig i Israel. Han kritiserede både folket og de lovkyndige for deres læresætninger som ikke var i samsvar med Torahen: Es. 29,13-14.

Denne omskrivning og fortolkning af Torahen havde udviklet sig endda mere på Jesu tid. Rabbinernes mange fortolkninger viste sig at være n FORBANDELSE over Israel, for de kom til at stå i modsætning til det som Jesu sagde. Han ville føre jøderne tilbage til den skriftlige Torah, som Gud havde givet jøderne ved Sina.

Af den grund sagde Jesus også til folkets religiøse ledere at de dyrkede Gud forgæves, for de lærte bud som var lavet af menneskerne. (v.9.)

Således er det også blevet i store dele af den kristne kirke. Eftersom tiden er gået, har den optaget en række læresætninger, som enten er rent hedenske elementer, eller som er baseret på kirkens fortolkninger af Bibelen.

Dette gælder særligt de katolske kirkesamfund, men det gælder også den reformeret og den lutherske kirke. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3, hvor jeg skriver meget om Den Romersk Katolske Kirke.)

Vers.10-14. Efter at Jesus havde talt til farisæerne og Skriftlærde, som var udsendt fra Jerusalem, så kaldte han til sig folket og sagde til dem, at det ikke var det som kom ind i munden som gjorde mennesket urent, men det som kom ud af munden. (v.10-12.)

Det var ikke maden som gjorde menneskerne urene, men det var det som kom indefra (fra hjertet), som gjorde menneskerne urene. Med dette tænkte Jesus både på onde tanker og på rabbinernes fortolkninger.

Farisæerne og de skriftlærde tog anstød af det som Jesus sagde. De brød sig ikke om og var ikke vant til at nogen modstod deres læresætninger og satte spørgsmål ved deres lære. Jesus sagde også at enhver plantning (læresætning), som ikke var kommet fra Gud, skulle rykkes op med roden. (v.13.)

Dette betyder at rabbinernes mundtlige Tora ikke var kommet fra Gud og at der lå en dom over denne lære.

Når Jesus sagde til sine disciple, at de skulle "lade farisæerne og de skriftlærde fare" (v.14.), så betyder det flg.: Disciplene skulle ikke have noget med deres læresætninger at gøre. De skulle følge Jesu undervisning.

Jesus så på farisæerne og de skriftlærde som BLINDE VEJLEDERE for andre blinde. (v.14.)

Her tænkte Jesus på to forhold, og det var:

1. Når den åndelige blinde rabbiner vejledte en åndelig blind jøde, så gik det galt for dem begge to.
2. Når en åndelig blind rabbiner vejledte andre blinde rabbinere, så gik det også galt.

Vers 15-21: Peter bad Jesus tyde denne lignelse for disciplene,v.15.Det var en sammenligning af det som kom ind i munden, og det som gik ud af munden v.11. Det var ikke maden som gjorde et menneske urent, men det som kom fra hjertet.

Jesus revsede disciplene fordi de ikke forstod dette ,v.16.

Jesus tydede det som han havde udtalt i vers 11, på flg. måde: Maden gik bare ned i menneskets mave. Den havde ikke kontakt med menneskets hjerte. Når manden havde gjort sin virksomhed med at give næring til legemet, så blev den kastet ud på naturlig måde. Dette kunne ikke gøre et menneske urent, v.17.

Det var det som kom ud af menneskets mund, som gjorde mennesket urent, for fra hjertet kom de onde tanker. Det kunne være mord, hor, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd (ble.,falske læresætninger) og bespottelse, v.19.

Jesus henviste her til 7 af de 10 bud i Mose Torah. Det var brud på disse bud, som gjorde jøderne urene, og ikke maden som de spiste. Jesus konkludere med at sige at det at spise med uvaskede hænder, det gjorde ikke menneskene urene, v.20.

DEN KANAAÆISKE KVINDE

Vers 21-28 og Mark.7,26. Denne kvinde havde en helt rigtig opfattelse af hvem Jesus var. Det som hverken farisæerne eller de skriftlærde forstod, det forstod en enkel hedens kvinde.

Dette får os til at forstå at det ikke er kundskaber og traditioner, som får et menneske til at forstå, at Jesus er jødernes Messias, men Den Hellige Ånd, som taler til alle mennesker gennem samvittigheden og deres tanker, v.23. Det at Jesus ikke svarede hende noget med det samme, kan være udtryk for at han ville PRØVE HENDES TRO, for kvindens kendskab til Jesus var ENORM og KOLOSSAL.

Jesus sagde som en forklaring på at han ikke kunne hjælpe hende: "Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus." V.24. Dette betyder ikke at han ikke ville hjælpe denne kvinde, men hun havde ikke noget krav på ham som "Davids Søn". Han kunne ikke hjælpe hende i egenskab af at han var jødernes Messias. Messias var udsendt af Gud til jøderne både for at sone deres synder og oprette Riget for dem.

Kvinden gav sig ikke. Hun faldt ned for ham og sagde: "Herre", hjælp mig.(v.25.)

Kvinden forstod det som Jesus havde ment med sit udsagn i vers 24. Hun FORANDREDE TAKTIK og tiltalte ham som Gud (Yhvh). Da havde hun en mulighed for at Jesus kunne hjælpe hende, for Yhvh er også hedningernes Gud.

Jesus ville udfordre kvinden endda mere. Han sagde" Det er ikke ret at tage brødet fra børnene og give det il de små hunde. (v.26.)

"Brødet" her er et udtryk for Jesus selv". Jesus er livets brød. "Jesus sagde til dem (jøderne): jeg er livets brød" (Joh.6,35.)

"Børnene" er udtryk for "jøderne". De skulle forsyne sig først. De skulle være de FØRSTE som skulle blive velsignet i Riget for Israel. Når de havde taget imod Jesus, så skulle også hedningerne slutte sig til riget som proselytter. Dette var Guds oprindelige plan med jødefolket.

"De små hunde" er et udtryk for "hedningerne". Hundene blev betragtet som urene, men Jesus havde ikke denne vurdering. Han betragtede ikke noget menneske som urent i sig selv.

Jesus brugte det samme udtryk om hedningerne som jøderne gjorde, men han lagde ikke det samme i udtrykket.

Kvinden gav Jesus ret i dette. Hun sagde at det var SANDT, det som Jesus sagde, men hun sagde også at de små hunde æder af smulerne som faldt fra DERES HERRES bor. (v.27.)

Kvinden indrømmede at det var sandt som Jesus sagde, at det var jøderne som først skulle arve Rigets velsignelser, men før jøderne tog imod Jesus, måtte hedningerne nøje sig med de små velsignelser, som kunne blive givet dem. Kvinden indrømmede at det var jøderne som var Herrer i Riget for Israel, og at frelsen bare kunne komme i stand ved ar hun underkastede de messianske ordninger. Hun kunne ikke kræve noget af Jesus i egenskab af at han var jødernes Messias, men hun kunne kræve noget af ham i egenskab af at han var Gud, for han var ikke bare jødernes Gud men hele verdens Gud.

Da Jesus så den STORE TEOLOGISKE INDSIGT, den STORE UDHOLDENHED og DEN STORE TRO, som hun havde, da helbredte han hendes datter. (v.28.)

Jesus bedømte denne kvinde for hendes store tro. Dette var det andet tilfælde hvor han berømmede nogen for stor tro. Den første var den romerske officer i Kapernaum. Jesus sagde om hans tro: "ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro." Mat. 8,10.

Jesus revsede ofte jøderne og til og med sine disciple for at de havde for lidt tro. Denne kvinde som var hedning, og som ikke havde set Jesu undergerninger, men bare hørt om dem, hun havde større tro end de fleste. Det er så sandt som Johannes skrev i sit evangelium: Joh. 1,11-12.

Denne kvinde havde den store pågåenhed og udholdenhed som Jakob havde, da han kæmpede med Messias: 1.Mos.32,26.

I den kristne menigheds tid har jøderne ikke nogen forret til Guds rige fremfor hedningerne. Jøder og hedninger er LIGESTILLET i Jesu legeme: Ef. 2,15.

Paulus gik først til jøderne med det nye budskab om den kristne menighed. Det var naturligt for ham at begynde med sine egne. Hans forkyndelse førte ofte til at den jødiske synagoge blev delt i to, således at en del af jøderne gik over til den paulinske forkyndelse, medens resten af jøderne forblev i den jødiske synagoge og modarbejdede Paulus `budskab.

Når Paulus skrev at evangeliet er FØRST for jøder og derefter for hedningerne, så betyder dette ikke at jøderne har nogen forret på evangeliet. Det betyder at han forkyndte først for jøderne: Rom. 1,16.

Medens Paulus gik først til jøderne, så gik Peter og de andre apostle til de messianske menigheder med det messianske budskab. Paulus gik aldrig til disse menigheder med sit budskab.

JESUS MÆTTEDE 4000.

Vers 29-39. På vejen tilbage til Kapernaum fra området rundt Tyrus og Sidon, kan han til landet ved Genesaret. (v.29.)-søen, måtte han passere "Dekapolis landet" Mark. 7,31. Dekapolis betyder "de ti byer". Disse byer havde en stor hedens befolkning. Ni af disse byer lå øst for Jordan eleven, medens en lå vest for Jordan eleven. Mat. 4,25. De kom med deres mange syge. De lagde dem ned for hans fødder, og han helbredte dem. (v.30.)

Jesus helbredte på mange forskellige måder. Han viste os at Gud ikke er afhængig af nogen bestemt metode for at helbrede. Vi skal beskrive de metoder som han brugte:

1. Den personlige tro måtte vær til stede for at Jesus kunne helbrede.
2. Jesus helbredte også gennem andres tro. Mat. 15,28.
3. Jesus helbredte ved at han sagde et ord, og vedkommende var helbredt.
4. Jesus helbredte ved at jøderne fik røre ved de 4 bønneknuder, som han havde på sin kjortel. Dette er udtryk for tro: Mat. 14,36.
5. Jesus helbredte ved at jødene lagde deres syge foran ham. Mat. 15,30.
6. Jesus helbredte ved at han lagde sine hænder på de syge. Luk. 4,40.
7. Jesus helbredte en mand ,som var stum og havde en ond ånd, ved at han stak fingrene ind i mandens ører, spyttede ham i ansigtet og rørte ved hans tunge. Mark. 7,31-37.
8. Jesus helbredet en mand, som var blindfødt, ved at han spyttede på jorden og lavede en dig af jord og spyt, som han smurte på mandens øjne. Joh. 9,6-7.

Disciplene helbredte også ved at de salvede syge med olie. Mark. 6,13.. Dette skal vise os at Jesus ikke er afhængig af nogen bestemt metode, når han helbredte mennesker. Han helbredte både direkte og ved hjælp af ydre hjælpemidler.

Da folket, som for det meste var hedninger, så Jesu mange undergerninger, priste de "Israels Gud." Ordet for "Gud" er på græsk "theos". Det er det samme som det hebraiske ord "yhvh".

Dette kan betyde at de priste både Jesus og Israels Gud. Denne hyldning af Israels Gud pegede fremover mod Rigets tid. Da skal alle hedninger prise Jesu navn: Es. 72,17.

Folket havde været sammen med Jesus i 3 dage, og de havde ikke noget at spise. Jesus kaldte sammen sine disciple og sagde at han ville give dem mad, således at de ikke skulle lide nød på vejen hjem. (v.32.)

Jesus havde ikke bare omsorg for at de syge skulle blive helbredt. Han havde også omsorg for menneskenes daglige behov.. Han sammenkaldte sine disciple for at udfordre dem på dette. De havde været vidne til at Jesus havde givet mad til 5000 mænd foruden kvinder og børn: Mat. 14,14-21.

Jesu disciple sagde at det var umuligt for dem at skaffe mad til så mange mennesker. Desuden var området , hvor de var, en ørken. (v.33.)

Disciplene havde tydeligvis glemt det første mad under, hvor Jesus havde mættet 5000 mænd foruden kvinder og børn ved hjælp af 5 brød og 2 fisk: Mat. 14,17. Da de så de ydre omstændigheder nok engang og havde glemt at Jesus kunne give mad til så mange mennesker. Dersom de havde haft stor nok tro, så havde de også kunnet gøre det.: Mark. 9,23 og 11,24.

Jesus spurgte sine disciple hvor MANGE brød og fisk de havde, og de svarede at de havde 7 brød og nogle FÅ småfisk. Han bød at folket skulle sætte sig ned, og han brød brødene og fiskene og bad Gud om at måtte mangfoldiggøre maden. Derefter gav han maden til sine disciple, som delte dem ud til folket. (v.34-36.)

Jesus gjorde akkurat det samme som han havde gjort ved det første brødunder. Mat. 1414-21. Selv om 7 brød og nogle småfisk ikke var et stort antal, så fokuserede Jesus ikke på det lille antal, men han spurgte om hvor MANGE brød og fisk de havde. Disciplene svarede at de havde 7 brød og nogle FÅ SMÅFISK . Jesu så på mulighederne og ikke på begrænsningerne. De var trods alt bedre udrustet end ved det første mad under, hvor de havde 5 fisk og 2 brød.

De som havde spist, var 4000 mænd foruden kvinder og børn, og de blev mætte alle sammen. Da de var færdige med måltidet, samlede disciplene sammen 7 fyldte kurve med mad. (v.37-38.)

Medens det første mad under angik jøderne og symboliserede det forhold at Gud var istand til at give dem mad, og at han ville give dem mad i det kommende Riget for Israel, så symboliserede det andet mad under at også hedningerne skal blive velsignet med nok mad i 1000 års-riget.

Nu symboliserer maden ikke bare det menneskene behøver for at leve, men den symboliserer alle de velsignelser og goder som menneskene trænger.

I Riget for Israel, når det kommer, skal hedningerne ikke bare nøje sig med de smuler som falder fra deres herres bord: Mat. 15,27. Nej, de skal på samme måde som jøderne have overflod af mad.

Hvad som gælder tallet 4000, så er fire tallet verdens tal. Det betyder at hele verden skal underlægge sig Jesu styre i rigets tid. 4-tallet symboliserer også det som er en enhed og fuldstændighed.

7 tallet står for det som er fuldstændigt og hellighed. De 7 store kurve som var fulde af mad, symboliserer at der skal være mad nok og andre velsignelser for hedningerne i Riget som kommer. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 1,kap.:Bibelens talsymbolik og matematiske mønster.)

De kurve som der her er tale om, var meget større ende de kurve (gr.spuris),som der her var tale om, var meget større end de kurve (gr.rkophinos), som blev brugt ved det første mad under. Der var det små flettede kurve som jøderne kunne bære på armen, medens de kurve, som blev brugt ved det andet mad under, var store kurve som kunne rumme et menneske: Ap. Gr. 9,25.

Dette symboliserer at når Jesus skal mætte hedningerne i rigets tid, så behøves der meget mere mad end når han skal give mad til jøderne.

Da Jesus havde mættet de 4000, lod han folket fare hjem til deres landsbyer. Selv gik han i båden og kom i land ved Magadan, som lå på vestsiden af Genesaret-søen. (v.39.)

Når vi ser på Jesu undergerninger og de undergerninger som disciplene til Jesus kunne udføre, og når vi sammenligner det med de begrænsninger, som vi troende i dag har til at udføre undergerninger, så er det let at blive frustreret og deprimeret. Der sker så lidt iblandt os, medens der skete så store ting på Jesu tid.

Der bliver givet flg. svar på dette problem:

1. Vi har for lidt tro.
2. Vi lever et dårligt kristenliv.
3. Vi har en altfor materialistisk livsførelse.
4. Vi beder ikke om de forskellige nådegaver.

Der kan være en del sandheder i alle disse forklaringer, men de giver ikke den FULDE og RIGTIGE FORKLARING. Den rigtige forklaring er at det drejer sig om to forskellige tidsperioder. Jesu og apostlene forkyndte Riget for Israel med dets mange UNDER og TEGN, medens vi som lever i nådens tidsperiode, ikke skal have så mange undere og tegn, men at mennesker kommer til tro på Jesus, således at Jesu legeme kan blive fyldt op.

Gud har bestandig handlet med den jødiske nation ved undere og tegn. Når de skete, så var det et bevis for jøderne at GUD HANDLEDE , og at JØDERNE VAR HANS FOLK. Jeg tænker på de mange undergerninger som Gud viste jøderne i Gammeltestamentlig tid.

I den messianske periode fortsatte undergerningerne at ske i Israel. Både Jesus og de 12 apostle og de 70 udsendinge gjorde de samme undergerninger som Jesus. De havde fået løfte om at dette skulle ske: Mark. 16,17-18.

Denne missionsbefaling angår ikke den kristne menighed. Dersom den havde gjort det, så havde alt dette sket i STOR UDSTRÆKNING i vore menigheder, men det gør det ikke.

Alle disse forhold som her er beskrevet, var YDRE TEGN på at Gud handlede, og at jøderne fortsat var Guds folk.

Den kristne menighed har ikke fået ydre tegn som beviser på at den hører Herren til. Herren handler med os i forhold til sin STORE NÅDE. Vi Er allerede her og er nu sat ind i himmelen og er arvinger til AL DEN ÅNDELIGE VELSIGNELSE SOM HIMMELEN HAR. Ef. 1,3.

Der er forskel på ydre tegn og himmelens mange velsignelser. Det første blegner mod det andet.

Det mærkelige er at mange troende mennesker søger de ydre tegn og ikke den store kraft og velsignelse som ligger i Paulus og hans evangelium.

Det forhold at Gud kan gøre og gør også undergerninger i vor tid, er en anden sag. Han gør undere ud fra sin nåde og ikke ud fra løfter til jøderne

ref. Egon Ladegasard Kristensen: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

www.yeshuattsion.webbyen.dk