Matt. Evang. Jesus praktiserer sin lære. O.E. Inder

MATTEUS EVANGELIET

Oskar Edin Indergaard:

Kristen Bokproduksjon, 6630 Tingvoll. Norge.

KAPITEL 8.

"Da han nu gik ned af bjerget, fulgte meget folk ham. Og se en spedalsk kom og faldt ned for ham og sagde: Herre! Om du vil, så kan du rense (gr.katharizo) mig. Og han rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: Jeg vil; bliv ren! Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Og Jesus sagde til ham: Se til at du ikke siger det til nogen; men gå og vis dig for præsten og bær frem det offer Moses har påbudt, til et vidnesbyrd (gr.martyreo) for dem!" (v.1-4.)

Efter at Jesus havde udformet sin lære i Bjergprædikenen i kap. 5-7, praktiserede han den fra kapitel 8 og fremover.

Jesus var ikke bare interesseret i de store menneskemængder. Han tog sig også af den enkelte. Den spedalske havde TRO for at Jesus kunne helbrede ham: der med var en vigtig forudsætning til stede for at Jesus kunne gøre dette.

Vi ved at i den messianske lære, var TROEN EN FORUDSÆTNING FOR AT HELBREDELSERNE KUNNE FINDE STED. Jesus poenterede stadigvæk at TROEN VAR DET MIDDEL SOM HAN HAVDE BRUGT, når han helbredte et menneske.

Jesus ville ikke at den spedalske mand skulle fortælle det til nogen, at han var blevet helbredt for sin spedalskhed. Han ville ikke fokusere på de messianske undergerninger som han gjorde, for at jøderne ikke skulle blive for optaget af dem. Han ønskede først og fremmest at jøderne skulle se på ham som den som tog bort al verdens synd.

Han bad videre manden om at gå til præsten i templet i Jerusalem og frembære det offer som var nødvendig i.f.m. rensningen af en spedalsk. Dette viser at Jesus holdt sig indenfor Mose Torahens rammer både i sin forkyndelse og i sin praksis. Han var ikke kommet for at ophæve Torahen for jøderne, men for at opfylde den. Dette ville ske:

1. Han skulle opfylde den til frelse for jøderne.
2. Han skulle tolke den på en rigtig måde.
3. I vandringen var jøderne fortsat forpligtiget på Jesu Torah eller Jesu lære, som indeholdt en række forpligtigelse. Den indeholdt også Jesu kærlighed og Guds nåde. "At blive en messiansk jøde" ville sige at forpligtige sig på både Jesu Torah og på Jesu nåde og kærlighed.

Da Jesus helbredte den spedalske, så var det en speciel MESSIANSK UNDERGERNING: Ingen var blevet helbredt for spedalskhed i Israel siden Miriam, Mose og Arons søster, blev det for ca. 1500 år siden.

Rabbinerne havde sagt at den som kunne helbrede mennesker for spedalskhed, den var Messias.

De 3 andre undergerninger, som bare Messias kunne gøre var:

1. Uddrivelse af onde ånder i sitruationer hvor personen ikke kunne tale.
2. Helbredelse af blindhed i situationer hvor personen var blindfødt.
3. Opvækkelse af døde i en sitruation hvor personen havde været død i mere end 4 dage. (Se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 4, kap.: De messianske undergerninger.)

Vi skal også lægge mærke til at da Jesus udsendte de 12 apostle, da fik de magt til at helbrede AL SYGDOM. Det vil sige at de også havde anledning til at udføre de specielle undergerninger: Mat. 10,1.

Dette gjaldt også de 70 som blev udsendt af Jesus: Luk. 10,1-20.

Jøderne havde krav på at blive helbredt af Jesus, når de efterfulgte den jødiske Torah, og når de havde den tro (forventning), som Jesus krævede af dem.

Iflg. 2.Mos. 15,26, ville Gud ikke lægge sygdomme på jøderne dersom de fulgte hans Torah (hebr.Yhvh Rofe) 2.Mos. 23,25. (Se min bog Jesu Gjenkomst, bind 4, kap.: Guds navn i Tanach).

I tillæg til det havde jøderne løfte om at de skulle blive helbredt med Messias hans sår: Es. 53,5.

Vi kan ikke uden videre overføre disse løfter til den kristne menighed, de er givet til jøderne.

Når vi sammenligner den bibelske jødedom i Tanach = den messianske jødedom og den paulinske kristendom med henblik på helbredelser, så får vi flg. forskelle mellem disse 3 trosretninger:

1. I Gl.testamentlig tid blev jøderne helbredt på grund af løfter.
2. I den messianske forsamling blev jøderne helbredt på grund af løfter plus tro.
3. I den kristne menigheds tid bliver vi helbredt på grund af Guds nåde. Den er baseret på Jesu forsoning. Gal. 3,5.

I den paulinske lære er trosaspektet nedtonet, for der sættes ikke længere noget krav til en helbredelse. Vi tager imod helbredelsen ved Guds nåde. Et menneske kan i vor tidsperiode blive helbredt om vedkommende har tro eller ikke.

I Paulus` hans undervisning finder vi bare EN GANG at Paulus helbredte et menneske på grundlag af at vedkommende havde tro til at blive helbredt: Ap.Gr. 14,9-10.

Da Paulus udtalte dette, havde han endda ikke DEN FULDE KUNDSKAB OM NÅDENS PRINSIPPER. Det fik han først i.f.m. sine 2 fængselsophold i Rom i årene 62 og 66. Efter den tid forstod Paulus fuldt ud at et menneske ikke bliver helbredt på grund af løfter eller på grund af tro, men at DET BLEV HELBREDT PÅ GRUND AF GUDS NÅDE.

I flg. den paulinske lære da skete både genfødelsen og helbredelsen ved forkyndelsen af nåden: Gal. 3,5. Paulus havde selv et problem i sit legeme. Det var en "Satans engel" som skulle passe på at Paulus ikke roste sig af alle de store åbenbaringer, som han havde fået af Gud. Hvad denne "torn" gik ud på er der ingen som ved. Det kan være en sygdom. Det kan også være al modstand som han mødte på grund af nåden. Det kan være at Gud havde tilladt, at en engel fra Satan plagede ham, således at han ikke skulle rose sig af de mange åbenbaringer, som han havde fået af Gud.

Paulus bad tre gange om at borttage denne "udsending fra Satan", men Gud svarede ham: "min nåde er nok for dig, for min kraft fuldendes i (din) skrøbelighed" 2.Kor. 12,7-9.

Denne "tornen i kødet" skulle opdrage Paulus til ikke at rose sig af de store åbenbaringer, som han havde fået. Den havde derfor en GUDDOMMELIG HENSIGT. Her ser vi at alle ting er underlagt Herren.

Hvad der gælder ordet "tro", så er det på græsk (pistis). Vi skiller mellem flg. typer tro:

1. Tro som forventning. Det var den type tro den spedalske havde. Han var 100% sikker på at Jesus kunne gøre ham rask: Hebr. 11,1.
2. Tro som nådegave.
3. Stadig voksende tro. Den baserer sig på de erfaringer vi gør i livet som troende: 2.Tess.1,3.
4. Frelsende tro: Ef. 2,8.
5. Individuel tro. Ikke alle har den samme tro. Målet for hver enkelt er at troen skal vokse. Dette kan også have sammenhæng både med erfaringer i kristenlivet og med kundskaber om Guds ordninger. "men før troen kom (i Torahens tid), blev vi (jøderne) holdt indestængt i varetægt under Torahen TIL DEN TRO SOM SKULLE ÅBENBARES." Gal. 3,23.

Dette som kendetegner vore menigheder og hver enkelt troende, er at mange har store kundskaber om den kristne lære, men vi MANGLER KRAFTEN til at udføre de opgaver, som Den Hellige Ånd har giver os gennem de forskellige nådegaver. Dette gælder også helbredelsens nådegave. Der er to grunde til dette:

1. For det første lærer vi ikke ret om de forskellige tidsperioder. I forkyndelsen sætter vi lighedstegn mellem den messianske tidsperiode og den kristne menigheds tidsperiode. Guds ordninger kan ikke komme til sin fulde udfoldelse, når undervisninger er gal. Det er Ordet som åbner op for Den Hellige Ånds virksomhed og kraft.
2. For det andet beder man ikke om at få nådegaverne, således at man kan praktisere dem. Praktiseringen af nådegaverne er blevet en sag for specialister. Det var ikke meningen. Nådegaverne er givet il hele menigheden og ikke bare til de som har ledende stillinger indenfor menigheden. (v. 5-13.

Denne høvedsmand var kaptajn i enten den romerske hær eller i enten den romerske hær eller officer hos Herodes Antipas, som var konge over Galilæa. Denne kaptajn havde kommando over 100 soldater.

Det som kendetegner denne mand, var flg. forhold:

1. Han havde tro på at Jesus kunne helbrede hans tjener.
2. Han havde omsorg for sin tjener.
3. Han var godt lidt af jøderne. Han byggede en synagoge for dem i Kapernaum. Luk. 7,5.
4. Han var tiltrukket af den jødiske tro.
5. Han mente at Jesus ikke behøvede at opsøge hans hus, for at tjeneren kunne blive helbredt. Det var nok at sige et ord eller udtrykke en befaling om at dette skulle ske

Da Jesus fik høre om hans tro, blev hans tjener helbredt med det samme (v.13.) Jesus blev forundret over kvaliteten af hans tro. Han, som ikke var jøde, havde en større tro end jøderne. (v.10.)

I N.T, er det nævnt to gange at Jesus undrede sig:

1. Han undrede sig over denne kaptajnens tro.
2. Han undrede sig over jødernes vantro: Luk. 6,5-6.

Dette betyder at alle kan komme til tro på Jesus. Det store spørgsmål i hvert enkelt menneskes liv er dette: Hvad vil du gøre med Jesus ? Vil du tage imod ham som din frelse, eller vil du forkaste hans tilbud om frelsen ?

Denne kaptajn havde bestemt sig at tro på Jesus. Han er dermed et forbillede på alle de hedninger, som har del i Riget for Israel. Det skal oprettes i Israel, men det skal strække sig over hele verden.

Hvad som gælder jødernes vantro, så sagde Jesus at der skulle komme folk fra hele verden og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i himlenes rige, medens mange af Rigets børn ikke skulle få del i dette på grund af vantro. De skulle kastes udenfor Riget. Der skulle der være gråd og fortvivlelse. (v.11-12.)

Fortabelsen går ud på en evig adskillelse fra Gud og fortvivlelse over at de ikke havde taget imod de muligheder til frelse, som de havde i de respektive perioder.

Da Jesus helbredte Peters svigermor, så hun blev helt frisk med det samme,. Hun stod op af sengen og tjente ham som gæst i sit hus. (v.14-15.)

Den som tror på Jesus skal TJENE ham. Vi skal ikke alle sammen tjene ham på den samme måde. Vi skal tjene ham i samsvar med den opgave hver enkelt har fået. Dersom vi er villige til det, vil han udruste os til tjenesten for ham med at give og muligheder og opgaver.

FORHOLDET MELLEM SYGDOM OG SYND

"Men da det var blevet aften, førte de mange besatte til ham, og han drev ånderne ud med et ord, og alle dem som havde ondt, helbredte han, for at det skulle gå i opfyldelse som er talt ved profeten Esajas, som siger: Han tog vore skrøbeligheder (gr.asthenecia) på sig og bar (ordet kan også betyde "at bære bort" vore sygdomme. Men da Jesus så meget folk omkring sig, bød han disciplene at fare med ham over på den anden side.(v.16-18.)

Jesus uddrev de onde ånder og han helbredte ALLE som havde sygdom. Dette angik jøderne og ikke den kristne forsamling. Jøderne havde løfter om at de skulle undgå sygdomme, dersom de fulgte Torahens bud. Dette baserer sig også på et løfte som er givet Esajas 53,4-5.

Hvad som gælder Es.53,4, så gælder dette vers også jødernes sygdomme og jødernes plager. Messias skulle tage dem på sig og bære dem.

Hvad som gælder Es. 53,5 så gælder dette vers jødernes overtrædelser og synder . Messias skulle blive såret og blive knust i døden på grund af jødernes synder.

I disse to vers er der tale om TO FORSKELLIGE FORHOLD, som ofte bliver blandet sammen. Det er :

1. Jesus bar jødernes sygdomme og tog dem bort.
2. Jesus sonede jødernes synder på korset. Han måtte dø på grund af jødernes og hele verdens synd.

Det "at bære" eller "tage bort" jødernes sygdomme, er ikke det samme som "at forsone jødernes synder". Jesus bar "tog bort" jødernes sygdomme under hele sin tjeneste på 3 år, men han sonede jødernes synder på Golgata ved slutningen at hans tjeneste. Han tilgav også synder, før de var sonet.

Det store spørgsmål bliver derfor. Tog Jesus også med sig jødernes sygdomme op på korset, eller var det bare synden som blev sonet der ?

Jeg mener at det bare var synden som blev sonet på Golgata, og at man ikke kan sætte lighedstegn mellem helbredelser af sygdom og forsoningen af synden.

Helbredelse af sygdom hørte med til Jesu TJENESTE blandt jøderne på grundlag af at de holdt Torahen eller Jesu lære og på grund af den tro som de havde. Gud åbenbarede sig for jøderne som deres LÆGE (hebr.Yhvh.Ropha)

"At helbrede" var en af de vigtigste tjenester som Jesus havde overfor det jødiske folk. Det var et af Messias hans kendetegn. Det jødiske folk skulle GENKENDE Messias ved at han udførte helbredelser blandt det jødiske folk.

Vi skal i det flg. se på nogle momenter som tilsiger at helbredelse af sygdom og forsoningen af synd ikke var det samme. Vi kan ikke sætte lighedstegn mellem helbredelser af sygdom og forsoningen af synd. Forsoningen af synd er TOTAL, men helbredelser af sygdomme er bare DEL af sygdom og syndernes forladelse:

1. Sygdom er ikke det samme som synd. Sygdom er en følge af synden. Døden er også en følge af synden: 1.Mos. 2,16.

Vi skiller mellem den legemlige, den åndelige og den tidsalderlige (evige) død.

Dersom helbredelser af sygdomme er det samme som forsoningen af synd, så har både jøderne og vi hedningetroende KRAV PÅ helbredelse på samme måde som vi har krav på syndernes forladelse, når vi kommer til tro på Jesus.

Vi kan ikke sætte ligheds tegn mellem synd og sygdom. Den som tror på Jesus, kan være syg, men til trods for det, så er han frelst. Vi skal bede om helbredelse, men vi kan ikke kræve det.

2. Verbet "at bære" i.f.m.sygdom er på græsk"basatazo", medens verbet for "at bære" i.f.m. synden er "anaphero". Der er brugt to forskellige verbe for "at bære".

Det første verbe "at bære bort", som er det samme som "at tage bort"

Det andet verbe "at bære" op på korset for at det skulle opfyldes som er talt ved profeten Esajas: Han tog vor skrøbeligheder (gr.astheneia), som betyder "sygdom", "svaghed" og bar (gr.ebastasen) vor sygdomme (gr.nosus) Mat. 8,17. "således skal og Kristus, efter at have været ofret en gang borttage (gr,anenenkein) manges (i betydningen "alles") synder, anden gang åbenbare sig, men uden synd, til frelse for dem som venter på ham." Hebr. 9,28.

"han som bar (gr.anenenken) vor synder på sit legeme op på træet, for at vi skal afdød fra vore synder og leve for retfærdigheden, han ved hvis sår (forsoningen) der er lægt (har syndernes forladelse.)" 1.Pet. 2,24.

Jesus bar ikke jødernes sygdomme og synder på den samme måde. Dersom han havde gjort det, så havde de som "skrev" disse Bibel-steder, brugt det samme verbe om disse forhold, men det har de ikke gjort. Grunden til det er at dette angår to forskellige forhold og begivenheder.

Hvad som gælder Joh. 1,29, så er det at Jesus "tager bort" eller "fjerner" verdens synd: der står ikke at han har fjernet sygdommene, som vi fortsat har mere end nok af. "dagen efter ser han Jesus komme til sig og siger: Se, der Guds lam, som bærer (bort) (gr. airo, som betyder "at tage bort" eller "at fjerne") verdens synd."

3. I.f.m. de helbredelser som Jesus udførte i Mat. 8,16-17, så bliver der henvist til Es. 53,4, hvor der står at Messias tog på sig jødernes skrøbeligheder og bar jødernes sygdomme. Dette skete TO ÅR FØR Jesus bar både jødernes og al verdens synd op på korset på Golgata. Dette viser også at vi må skille mellem disse to tjenester, som Jesus havde.

Jesus borttog jødernes sygdomme under hele sin virksomhed på 3 år i Israel, medens synden blev sonet på slutningen af hans virksomhed.

4. Jesus sonede og borttog al verdens synd på Golgata, men han tog ikke bort sygdommene. De eksisterer fortsat. De fleste af os må dø på grund af en aller anden sygdom: 2.Kor. 5,19.
5. Apostelen Paulus roste sig af sine skrøbeligheder. Dersom hans skrøbeligheder var fuldstændig forsonet ved Jesu død, kunne han ikke have gjort det: 2.Kor. 11,30

Paulus godtog de skrøbeligheder som han havde. Dette kunne være forfølgelser, fængselsophold, totur, farer, stræb, hunger, tørst, kulde, nøgenhed og omsorg for menighederne." 2.Kor. 11,23-29.

Se bogen: Understandig the Gospels. Av Charles F.Baker, s. 67-68, hvor han skriver om forholdet mellem sygdom og forsoningen af synden.)

Vi som tror på Jesus, er forløst fra synden. Dette gælder både den synd som vi har begået, den synd som vi begår nu og den synd som vi kommer til at begå i fremtiden, men vi er ikke forløst fra sygdom og død. Der er en stadig kamp mod den i vore legemer.

Hvad som gælder den kristne menighed, så får vi heller ikke vore helbredelser på grund af at vi holder Torahen, eller på grund af at vi har en stærk tro. Vi får vore helbredelser på grund af GUDS NÅDE. "han som altså giver jer Ånden og virker KRAFTIGE GERNINGER (helbredelser) blandt jer, gør han det ved lovgerninger eller ved TROENS FORKYNDELSE ?" Gal. 3,5.

Det er ikke alle som opnår helbredelse. Dette betyder ikke at Gud ikke er glad i dem, som ikke bliver helbredt. Han ser vore liv i et STØRRE PERSPEKTIV end vi er i stand til at gøre det. Han ser vort liv i et evighedsperspektiv. Han trækker også ind vuderinger som vi ikke magter at se eller forstår: Rom. 8,28.

Vi har ikke fået løfter om at vi kan opnå alt det som vi beder om, men vi har fået løfter om at Gud skal BEVARE OS SOM TROENDE: Kol. 4,6-7.

Det forhold at de 12 apostle og de 70, som blev udsendt foran Jesus, når han besøgte de forskellige byer i Israel, gjorde de samme undergerninger som Jesus, viser også at helbredelse af sygdom og forsoningen af synden er to forskellige ting: Mat. 10,7-8 og Luk. 10,8-9.

I Jakobs brev, som hører med til de messianske Skrifter, gav han jøderne den rette procedyre for at helbredelser kunne komme i stand. Dersom nogen i den messianske menighed blev syge, så skulle flg. ske:

1. Han skulle bede menighedens ældste komme (i flertal).
2. De skulle bede for ham.
3. De skulle salve dem med olie, som er et billede på den hellige Ånds kraft.
4. TROENS BØN skulle hjælpe den syge, så han blev frisk.
5. Dersom han havde gjort specielle synder, så skulle de blive ham tilgivet.
6. Helbredelsen var gjort afhængig af at de bad for hverandre og bekendte deres synder for hverandre. Jakob.5,14-16

Det forhold at syndernes forladelse var gjort afhængig af at jøderne bekendte deres synder, kommer også til udtryk i 1.Joh. 1,9.

Vi kan ikke anvende disse udsagn på den kristne menighed i dag. De angår den messianske menighed og hører med til Riget for Israel.

Vi behøver ikke denne procedyre for at blive helbredt. Vi bliver helbredt på grund af Guds nåde, og vi har syndernes forladelse på grund af Guds nåde og troen på Jesus. Så længe som vi er "i Kristus", har vi automatisk syndernes forladelse.

"Og en Skriftlærd kom til ham og sagde: Mester (gr.didaskalos). Jeg vil følge (gr.akoloutheo) dig hvorhen du går. Og Jesus sagde til ham. Ræve har huler, og himmelens fugle reder, men Menneskesønnen (gr.hyiostu antrophu) har ikke det han kan hælde sit hoved til." (v.19-20.)

Den Skriftlærde ønskede at følge Jesus. Han kaldte ham for "mester" (gr.didaskalos), som er det samme som "rabbi" på hebraisk. Når han ville følge Jesus, måtte han også dele Jesu kår. Jesus sagde til ham at han ejede ingen ting ræve havde hule og fuglene havde sine reder, men Menneskesønnen havde ikke noget som helst – ikke engang en hovedpude." (v.20.)

Den som ville følge Jesus, måtte leve som han gjorde.

Dersom dette krav blev sat til os som lever i den frie nåden tidsperiode, så havde få af os været frelst, for det er helt urealistisk at kræve dette af de troende i dag. Vi behøver ikke længere at sælge alt det som vi ejer eller overlade vore ejendomme til Guds rige, for at blive frelst. Vi er frelst af bare nåde. Nåde plus ingen ting.

Dette var også Søren Kierkegaard hans store problem. Han sagde at Jesu lære indeholdt DE STØRSTE UDFORDRINGER til jøderne på en række områder. Han påstod derfor at Jesus ikke havde vundet en eneste virkelig efterfølger, og at kristendommen derfor ikke eksisterede, for menneskene levede ikke i samsvar med Jesu lære. Han tvivlede derfor også på sin egen frelse. (Se hans samlede værker. 2, bind 14.s, 359)

Det samme sagde Bjørnstjerne Bjørnson om Jesu lære – at den var OVER-EVNE. Han vendte sig bort fra kristendommen og skrev 2 bøger om det med titlen: Over Evne. Bind 1 og 2.

Jonas Lie sagde derimod at den som ville opleve den åndelige befrielse som ham. En får ikke tag i kristendommens egentlige budskab, før en selv har lagt helt til side sit eget stræb og sine egne teologiske vuderinger og bedt Jesus om udfrielse fra sine synder.

Som så mange andre blander også Søren Kierkegaard sammen to tidsperioder i Guds rige, og det var:

1. Den messianske periode og
2. Den frie nådens periode.

Dersom han havde forstået at leve i den frie nådens tidsperiode i dag, så ville han have været et LYKKELIGT MENNESKE end det som han var. Han ville have forstået at den som tror på Jesus, er frelst, og at gerninger er lagt til side som indirekte frelsevej i vor tidsperiode. Han ville også have vuderet sine medmennesker på en mere poctiv måde.

Dersom vi blander sammen de to tidsperioder, som N.T. omhandler, så vil dette bestandig føre til forvirring og frustration.

Dette gæler også Thorleif Boman, som jeg har den største respekt for. Han blander også sammen de to trosretninger som er beskrevet i N.T. Han siger i sin bog: Jødernes Messias, Grækernes Kristus: "Men nu da den hvide mands hegemoni er brudt for bestandig, er kristendommens organiske bundethed til den europæiske kultur en stor og unødvendig belastning. Den var jo oprindelig knyttet til græsk kultur og tænkning, men blev tvunget til det fordi jøderne som folk IKKE MAGTEDE AT REALISERE JESU BUDSKAB i en jødiske form.

DETTE HAR VARET LÆNGE NOK.- DET ER PÅ TIDE AT FØRE KRIDTENDOMMEN TILBAGE TIL DENS OPRINDELIGE JØDE-KRISTNE FORM. Det er ingen opgave for teologer og religgions historikere, men for kristne mennesker, som står i den hårde virkelighed og kender problemerne på kroppen, for den jødiske kristendom er LANGT MERE KRÆVENDE, LANGT VANSKELIGERE AT PRAKTISERE ENDE DEN GRÆSKE.

Det var ingen tilfældighed at Jesus i hele sit liv ikke magtede at vinde flere end 120 disciple i en befolkning på 1 million jøder.

Dette er rigtig at kristendommen kom på grund af at jøderne ikke magtede at realisere Jesu læreform men det er ikke rigtig at vi skal forsøge at få kristendommen tilbage til den "jødekristne form".

Den messianske jødedom og den paulinske kristendom er to forskellige læreformer, som begge har sin egenart, som ikke skal blandes sammen.

Den messianske jødedom vil nok komme tilbage, men det vil ikke ske før den kristne menighed er bortrykket til Gud før den 7 årige trængselstid, som skal komme over hele verden, for at prøve dem som bor på jorden.

MENNESKESØNNEN

Benævnelsen "Menneskesønnen" betyder ganske enkelt "et menneske" eller "søn af et menneske". Vi ved at Jesus er både Gud og menneske i en og samme person. Disse to sider ved Jesu kan aldrig skilles. Menneskesønnen var den benævnelse som Jesus brugte om sig selv. Den er brugt 30 gange i Mattæus evangeliet. I det hele er den brugt 88 gange i N.T. Denne titel knytter Jesus til jorden og til hans opgaver her. Udgangspunktet for denne titel er et profetisk udsagn i Daniel 7,13, hvor der står: "fremdeles fik jeg i mine natlige syner se hvorledes en som lignede en MENNESKESØN, kom med himmelens skyer. Han gik bort til den gamle af dage (Gud) og blev ført frem for ham."

Når Jesus helst brugte denne titel om sig selv, så betyder det at Riget for Israel kunne have blevet oprettet allerede ved Jesu første komme. Det var jøderne som selv bestemte, om de ville anerkende kongen i det Davidiske rige eller ikke. De fik tilbudet, men de forkastede Jesus, og de forkastede dermed den fulde oprettelse af Riget for Israel.

Dette tilbud varede helt til Paulus hans omvendelse udenfor Damaskus i år 37. Ap.Gr. 9.Da var nådetiden for jøderne slut, for da havde de forkastet Gud gennem hele G.T.s periode. De havde forkastet Jesus i hans tjeneste for det jødiske folk og Den Hellige Ånds store gerning i begyndelsen af perioden for Apostlenes Gerninger. Stefanus udtrykte det på flg. måde: "I hårde halse og uomskårne på hjerter og ører ! I står altid Den Hellige Ånd imod, som jeres fædre, således også i." Ap.Gr. 7,51.

Tiden fra år 37 og frem til år 70 var en AFVIKLINGSTID for forkyndelsen af Riget for Israel og Moseloven. Hele Paulus` hans forkyndelse gik ud på dette. Hebræerbrevets forfatter skrev også at tiden snart var slut for Mose Torah. Den blev endelig slut ved templets ødelæggelse i år 70: Hebr. 8,13.

Da romerne indtog og ødelagde Jerusalem der i år 70, blev jøderne sendt ud i den store diasporaen, som varede helt frem til slutningen af det forrige århundrede. Da begyndte de første jøder at indtage landet igen, efter at de havde været i landflygtighed i 1800 år. Dette peger fremover mod Jesu genkomst og oprettelsen af Riget for Israel.

De messianske jøder forstod ikke fuldt ud at der var kommet en NY TID med Paulus. De forstod ikke Psulus` hans budskab om den frie nåde fuldt ud. De respekterede Paulus og hans budskab, men de var ikke selv istand til at forkynde det. Det var heller ikke deres opgave. De fortsatte at forkynde det budskab Jesus havde lært dem. Det angik riget for Israel.: Se 2.Pet. 3,14-16.

Titlen "Menneskesønnen" beskriver flg. forhold ved Jesus:

1. Jesus er kommet fra himmelen og ned på jorden: Joh. 3,13.
2. Den beskriver Jesu fornedrelse og menneskelighed: Mat. 8,20.
3. Den beskriver Jesu lidelse og død for al verdens synd: Mat. 26,2 og 18,11.
4. Den beskriver Jesus som tjeneren: Mat. 20,28.
5. Den beskriver Jesu magt til at forlade synder på grund af forsoningsværket: Mat. 9,6.
6. Jesus kan ophæve eller fortolke det som står i Mose Torah, for han er Gud. Han kunne også korrigere de opfattelser som jøderne havde om Guds ordninger i Mose Torah: Mat. 12,8.
7. Den beskriver Jesu genkomst til Israel: Mat. 24,30.
8. Gud har givet Jesus magt til at dømme menneskene: Joh. 5,27.
9. Den beskriver Jesus som den fremtidige konge på Davids trone: Mat. 12,28

Paulus brugte ALDRIG denne titel på Jesus. Det betyder at denne titel ikke angår de himmelske forhold. Den angår derimod jordiske forhold. "Menneskesønnen" er Jesu jordiske titel.

N.T. bruger også to andre Sønne titler på Jesus og de er:

1. "DAVIDS SØN". Denne titel beskriver Jesu jødiske navn: Mat. 9,27.
2. "GUDS SØN". Denne titel beskriver Jesu guddommelige navn: Mat. 8.28-29.

Jesu brugte også titlen "MENNESKET" om sig selv. Det er det samme som "Menneskesønnen", som betyder "søn af et menneske". "Men han (Jesus) svarede og sagde: Det er skrevet: MENNESKET (Jesus selv) lever ikke af brød alene, men af hver ord som udgår af Guds mund: Mat. 4,4 og 9,8.

Der er en del liberale Bibel-granskere som siger at Jesus aldrig brugte titlen MESSIAS om sig selv. Dette er ikke rigtig. Jesus brugte også ved nogle få anledninger Messias-titlen om sig selv, eller han bekræftede at han var Messias: Mat.16,16-17 og 20. Måtte Messias ikke lide alt dette og så gå ind i sin herlighed (som er 1000 års-riget): Luk.24,25-26

Jesus var selv bevidst på at han var Messias, men på grund af at han ikke brugte denne titel så ofte på sig selv, var at jøderne havde en politisk-national messiasforventning, som Jesus ikke anerkendte.

I forhøret for Sanhedrin anvendte Jesus selv de tre titler "Messias", "Menneskesønnen" og "Guds Søn" om sig selv: Luk. 22,67-70.

Rabbinerne mente at titlen "Menneskesønnen" betyder at "Guds Søn har et forhold til menneskene", og at titlen "Guds Søn" betyder at "Guds Søn har et forhold til Gud". (Se Mal Couchs bog: A Bible Håndbook To Revelation,s.67)

De mente også at titlen "Guds Søn" var det samme som Gud.

"Men en anden, en af hans disciple, sagde til ham: Herre ! giv mig først lov til at gå bort og begrave min far ! Men Jesus sagde til ham: Følg mig, og lad de døde begrave sine døde !" (v.21-22.)

Jesus havde ikke noget imod at denne mand skulle få lov til at begrave sin far. Det femte bud gik ud på at man skulle hædre sin far og mor, så skulle man få lov at leve længe i landet. Jesus var derimod mod en hedensk skik, som havde udviklet sig hos jøderne i det første århundrede år før Messias. Denne skik gik ud på flg.: efter at et menneske var død, og efter at kødet var rådnet fra benet, så skulle den ældste søn grave det op og gravlægge det enten i Jerusalem eller på familiegravstedet. Dette blev kaldt for DEN ANDEN BEGRAVELSE.

Jøderne mente at når kødet var skilt fra benet, så betyder det at synden var sonet for dette menneske, for synden var knyttet til kødet.

Jesus var imod denne begravelse, for det var bare hans forsoningsværk som kunne sone for synden.

Jesus sagde til denne mand, som var en discipel af Jesus, at de åndelige døde kunne deltage i den anden begravelse. Han derimod skulle ikke deltage i dette, men følge Jesus. (v.22.)

"Han gik da i båden, og hans disciple (gr.mathetes) fulgte ham. Og se, der blev en stor storm på søen, så at båden skjultes af bølgerne; men han sov. Da gik disciplene til ham og vækkede ham og sagde: Herre, frels (gr.sozo) ! vi går under. Og han sagde til dem: Hvorfor er i bange, i lidet troende ? Så stod han op og truede vindene og søen, og det blev blikstille. Men mændene undrede sig og sagde: Hvad er dette for en, som både vindene og søen er lydige ? (v.23-27.)

Der var ingen begrænsninger på de undergerninger som Jesus kunne gøre. Han kunne helbrede alle typer sygdomme. Han kunne give mad til tusinder af mennesker på samme tid. Han kunne uddrive dæmoner. Han kunne frelse et menneske. Han kunne stille stormen på Genesaret søen.

Det forhold at "han truede vinde og søen" viser, at de stod dæmoniske kræfter bag denne storm. Det var Satan, som ønskede at ødelægge Jesus og hans disciple.

Dersom det havde været en almindelig storm, så havde han bare BEFALET stormen og søen om at lægge sig, men nu TRUEDE han både stormen og søen at de skulle lægge sig. Han sendte dermed et signal til Satan og dæmonerne som gav besked om at han var stærkere end dem.

Det "at være bange" var et udtryk for "vantro" eller "liden tro". De burde have haft en større tro, efter at de havde været sammen med Jesus og set hvad han kunne udføre af undergerninger.

"Og da han kom til gardarnernes bygd.: (v.28-34.) – beliggende på østsiden af Genesaret søen. Den hørte med til de 10 byer (dekapolis), som er omtalt i Mat. 4,25. Der boede en del jøder i denne by, men den havde også en stor hedensk befolkning.

De to besatte, som kom ud af gravene, spærrede vejen for Jesus. De onde ånder som var i dem, vidste at Jesus var Guds Søn.(v.29.), men store dele af det jødiske folk forkastede Jesus som deres Messias. En af grundene til det var det forhold at de havde dannet sig et galt billede af Messias. De tænkte sig at når Messias kom, så ville han nedkæmpe romerne og oprette det Davidvistiske riget med det samme. De havde glemt at før Jesus kunne oprette Riget fuldt ud for dem, så måtte han sone al verdens synd på et kors på Golgata. (se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 4, kap.: De forskellige jødiske vuderinger af Messias`første komme.)

På samme måde som dæmonerne havde anerkendt Jesus som Guds Søn, havde også Satan på et tidligere tidspunkt gjort det samme: Mat. 4,3.

De besatte bad ikke engang om at Jesus skulle drive dæmonerne ud af dem, men han gjorde det fordi han var kommet for at befri dem og det jødiske folk fra syndens magt.

Det var ikke de besatte som talte til Jesus, man det var dæmonerne. De kendte til at de var dømt til evig pine, på grund af at de havde gjort oprør mod Gud i forbindelse med Satans fald. De havde frivillig valgt at følge Satan, og derfor så måtte de dømmes til et ophold i "søen som brænder med ild og svovl" Joh.Åb. 20,10.

"Ildsøen" var ikke ment at være et opholdssted for menneskene, men for Satan og dæmonerne: Mat. 25,41.

I stedet for at sende dæmonerne til afgrunden, så sendte Jesus dem ind i en store svinehjord, som åd i nærheden. Grunden til at Jesus ikke sendte dem til afgrunden med det samme, var at deres tid for dom endnu ikke var kommet: Joh.Åb. 20,2-3.

De onde ånder bad selv Jesus, om han måtte sende dem ind i svinene. Svinene var urene dyr i jødedommen. Det var forbudt for jøderne at spise kødet af disse dyr. Det som er karetaristisk for det som dæmonerne bad om, er det forhold at det som var urent (dæmonerne) ønskede at få bolig i andre levende skabninger som var urene. Når de måtte give slip på de to besatte mænd, så søgte de det næst bedste alternativ.

Vi lægge mærke til at det ikke bar er mennesker, som kan være besat af dæmoner. Dette gælder også dyr.

Det værste var ikke at ejerne af svinene mistede sine dyr, men det tragiske var at alle indbyggerne i denne by bad Jesus om at forlade deres by og deres område. De fortrak svinene og dæmonerne fremfor Jesus, som kunne befri dem far Satan og alt hans væsen og frelse dem ind i sit rige, som i dette tilfælde var Riget for Israel.

www.home.no/oeindergaard

Oskaredi@online.no

www.yeshuattsion.webbyen.dk

yeshuatt@mail.dk

PÅ GENSYN !