Matt. Evang. Lignelsen om Konge-sønnens bryllup

MATTEUS EVANGELIET: Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge. Kristen Bokproduksjon. KAPITEL 22. - LIGNELSEN OM KONGESØNNENS BRYLLUP., vers 1-14

Jesus fortalte endda en lignelse til de religiøse ledere og til folket. Himlenes rige var at ligne med en konge som gjorde et bryllup for sin søn. Han sendte sine tjenere ud for at bede de indbudte om at kommet til brylluppet, men de ville ikke komme. (v.1-3.)

Denne lignelse er kaldt for "Kongesønnens bryllup". "Kongen" var "Gud", og sønnen var "Jesus". "brylluppet" var et billede på "himlenes rige", og "tjenerne" var "profeterne og apostlene". "bruden" i dette bryllup var "de messianske jøder". Bruden er ikke nævnt i denne lignelse, for hoved-fokusæt i denne lignelse er det jødiske folks afslag på at deltage i brylluppet.

Den første invitation gjald frem til Jesu forsoning på Golgata.

Jøderne havde fået invitationen til dette bryllup allerede lang tid forinden. Hele Tanach fortæller om dette bryllup, som skule oprettes ifm. Messiassers komme, men da Messias kom, var der delte meninger blandt jøderne om hans messianisme. De fleste af jøderne ville ikke tage imod ham som jødernes Messias.

Da jøderne ikke ville tage imod den første invitation, så udsendte kongen andre tjenere, som påny inviterede til brylluppet. De sagde at fåret var slagtet og alt færdigt, til at brylluppet kunne holdes, men heller ikke denne gang vil de indbudte komme. De gik hellere til deres egne virksomheder. Nogle af de indbudte slog også hans tjenere ihjel. (v.4-6.)

Denne invitation gjaldt tiden far Golgata og frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 efter Messias.

I den første invitation så blev det jødiske folk inviteret til at komme ind i Riget, men i den anden invitation så blev der sagt at "ALT ER FÆRDIGT" TIL AT BRYLLUPET KAN HOLDES.

Det som ikke var færdig til at Riget ikke kunne oprettes fuldt ud efter den første invitation, var det forhold at JESU FORSONING ikke havde fundet sted ved den første invitation.

Dette betyder at Riget kunne have blevet oprettet fuldt ud efter Jesu forsoning. Alt var færdigt til at dette kunne ske. Dersom jøderne havde angret deres synder, omvendt sig, kommet til tro på Jesus og taget vanddåben, så havde Jesus kommet tilbage og oprettet Riget for dem: Ap. Gr. 3,19-21. Luk. 24,26. 1.Pet. 1,11.

Da jøderne ikke ville tage imod tilbudet om Riget fir Israel, så fik vi efterhånden kirkens tid. Denne tid hører med til de paulinske hemmeligheder, og disse kendte jøderne ikke til.. Det var husholdningen med en SPESIEL GUDS NÅDE: Ef. 2,7., for alle og over alle som kom til tro på Jesus: Rom. 3,22., efter den paulinske forkyndelse: Ef. 2,3.

Da de indbudte ikke ville tage imod det andet tilbud om oprettelsen af Riget , blev Gud vred og udsendte sine krigshære, dræbte disse mandbarere og tændte ild på deres by, som var Jerusalem. (v.7.)

Jøderne fik en NY INVITATION og en NY MULIGHED fra Gud om at tage imod Guds rige frem til Paulus` omvendelse i år 37. Da var nådetiden ude for jøderne til at Riget kunne blive oprettet.

I tiden fra år 37 og til Jerusalems ødelæggelse i år 70 gik disse to forkyndelser parallelt. De messianske jøder forkyndte Jesu forsoning, men de holdt fast på Mose Torah i vandringen som troende jøder.

Paulus forkyndte også forsoningen i Jesus blod, men han forkyndte ikke Mose Torah i vandringen for de troende jøder. Den var ophævet for den kristne menighed ved Jesu død på korset: Ef. 2,14-16 og Kol. 2,14.

I år 70 var nådetiden ude for jøderne- for bevarelsen af staten Israel. Gud sendte "SINE SOLDATER" og dræbte mange jøder og tændte (brændte) på deres by som var Jerusalem.

Det var de romerske soldater som udførte dette, men i og med at de udførte dommen efter Guds vilje, så blev de kaldt for "Guds soldater", Gud kan bruge hvad han vil og hvem han vil for at udføre sine planer.

Derefter så Gud til sine tjenere til at brylluppet var færdig til at holdes, men de indbudte var ikke værdige til at få del i det. De skulle derfor gå ud på hovedvejene og bede ind så mange som de fandt. De samlede sammen alle som de fandt, både onde og gode, og bryllupshuset blev fyldt af gæster. (v.8-10.)

Efter at den kristne menigheds tidsperiode er over, kommer den TREDIE INVITATION til jødefolket om at få del i Riget for Israel. Vi ved at denne gang vil de tage imod invitationen som en rest og som en levning.

Tjenerne inviterede alle typer jøder – både de som var onde og de som var gode. Dette betyder at det ikke var deres egen fortjeneste, som gjorde at de fik del i Guds rige, men at det var Guds nåde. Alle tre invitationer var udtryk fir Guds nåde.

I Rigets tid skal bryllupshuset blive fyldt af gæster: Mat. 8,11-12.

Vers 11-14: Ved et bryllup i Israel var det almindeligt at værten havde bryllupsklædninger klar til gæsterne. De blev uddelt ved indgangen til bryllupshuset, og den var ens for alle gæsterne. Denne mand havde også fået tilbudet om bryllupsklædningen, men han havde nægtet at udskifte sine egne klæder med dragten.

"Bryllupsklædningen" var udtryk for "Guds nåde". Den var lige for alle både onde og gode.

Ellers har de troende jøder, som får del i Riget, også en anden retfærdighedsdragt, men den er ikke omtalt her. Det er de gode gerninger som de har gjort. Denne retfærdighedsdragt har med EGEN INDSATS i Guds rige at gøre: Johs. Åb. 19,8.

Disse to retfærdighedsdragter genspejler de to retfærdighedsbegreber som vi har i den messianske jødedom. Det er Guds retfærdighed, og det er jødernes egen retfærdighed. De må have begge retfærdighedsdragter for at få del i Guds rige.

Den mand som der her er tale om, havde bare på sig sin egen retfærdighedsdragt, og det var ikke nok. Det forstod han også, for han TIEDE, da spurgte Jesus ham, hvorfor han ikke havde nogen retfærdighedsdragt på sig. Han vidste godt hvad der var sket i hans liv, og hvad der havde hindret ham fra at få del i frelsen, men han ville ikke frem med det. Han ville heller ikke undskylde sig. Han erkendte at dommen var rigtig og tog den. Han blev kastet "udenfor" som er et billede på "hades" eller "dødsriget". Han fik ikke del i Riget for Israel..

I nådens tidsperiode behøver vi bare en frelsesdragt og det er TROEN PÅ JESUS, " i hvem vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans NÅDES RIGDOM.": Ef. 1,7.

Alle jøder som levede indenfor rigets tidsramme, var kaldt til at blive medlemmer i Guds rige, men i og med at de ikke tog imod Jesus, så blev de heller ikke udvalgt til at få del i Guds rige.

Vers 15-22:

Farisæerne gik bort og holdt råd om hvordan de kunne fange Jesus i ord. De sendte da deres disciple sammen med herodianerne til Jesus og sagde til ham at de vidste, at han var en lærer, som var sanddru, at han lærte Guds vej i sandhed, at han ikke brød sig om hvad de andre mente, og at han ikke gjorde forskel på folk. De havde et spørgsmål til ham om det var tilladt at give kejseren skat eller ikke ? (v.15-17.)

Efter at farisæerne allerede flere gange havde forsøgt at udfordre Jesus på hans teologi, ønskede de nu "at fange ham i ord", således at de kunne anklage ham – enten for de religiøse eller for de verdslige myndigheder. Udtrykket "at fange" er på græsk "pagideu". Det er det samme som "at lægge en snare for"

Denne gang gik farisæerne ikke selv, men de sendte deres disciple sammen med herodiaerne. Herodes havde sit navn fra Herodes den Store, og de støttede ham som konge. De var ROYALISTER i Israel.

Der var fjendskab mellem farisæerne og herodiaerne, men nu havde de slået sig sammen i kampen mod Jesus. Hans lære udfordrede begge grupper. Dersom han var Messias og jødernes konge så kunne efterfølgerne af Herodes den Store ikke være Israels retmæssige konger.

Dersom Jesu lære var ret, da var mange af tilhængerne til Torahen, som farisæerne havde udfordret, ikke korrekte. Desuden mente de helt bestemt at Jesus ikke var jødernes Messias. Farisæerne var dem som holdt sig til traditionerne. De var RITUALISTERNE i Israel. de lagde lige stor vægt på Mose Torah som på deres egen fortolkninger.

De overøste Jesus med positive karakteristika, men de mente ikke det som de sagde, for havde de ment det, da havde de ikke stillet et spørgsmål som havde til hensigt at fange ham i ord, således at de kunne stille ham for retten.

Dersom de havde troet på ham, så havde de lyttet til hele hans undervisning og underkastet sig den.

I Israel var der på denne tid 4 typer skatter, og det var:

1. En grundskat, som bestod af en tiendedel af kornet og en femtedel af olien og vinen, som jøderne producerede
2. En indtægtsskat, som udgjorde 1% af indtægten.
3. Tempelskatten, som blev betalt med en jødisk sekel.
4. En kropsskat, som skulle betales af alle mænd fra 14-65 år og alle kvinder fra 12-65 år. Det var denne skat der var tale om her, og den bestod af en denar. Romerne havde selv ladet fremstille pengemynter, som jøderne skulle betale denne skat med.

Herodiaerne var for denne skat, medens farisæerne var imod denne skat.

Dersom Jesus svarede at han var for denne skat, så ville han få farisæerne og store dele af folket imod sig. Dersom han svarede at han var imod denne skat, så ville han få de romerske myndigheder imod sig. Uanset hvad han svarede, så ville han komme i et dilemma.

Når de spurgte om det "var tilladt" at give denne skat, så var spørgsmålet om det "var tilladt" i forhold til Mose Torah.

Jesus mærkede deres ondskab, sagde til dem at de skulle vise ham skattens mønt. De gav ham en penning, og han spurgte dem om hvilken inskription, som var på mynten. De svarede at det var kejserens. Da svarede Jesus at de skulle give kejseren det som han skulle have, og Gud det som han skulle have. De undrede sig og gik bort fra ham. (v.18-21.)

Jesus svarede ikke direkte på deres spørgsmål. Ingen kunne tvinge ham til at svare noget som helst, og desuden så gennemskuede han dem og kaldte dem for "hyklere". Han så klar hvilke konsekvenser det ville få dersom han svarede "ja" eller "nej" på dette spørgsmål.

Han bad dem om at se en mønt, som blev brugt for denne betaling af skatten. De viste ham den, og på denne mønt var billedet af kejseren med inskriptionen: "Divus et Potifex Maxsimus", som betyder "hersker og Ypperstepræst".

Dette betød at til og med de , som var imod denne skat, bar denne mønt. Den skat som de selv var imod, den betalte de selv.

Dette betød at de var tvunget til at godtage denne skat.

Jesus var ikke imod denne skat, og derfor så kunne han sige at de skulle give til kejseren, det som han skulle have, og til Gud det som han skulle have. Den verdslige myndighed skulle have skatten, medens Gud skulle have det jødiske folk. Han ønskede at gøre det jødiske folk til et nyt folk, som skulle være medlemmer i det Messianske Rige, som var etableret i Israel.

Dersom det jødiske folk havde sagt ja til Jesus, så havde han befriet dem fra den romerske skat, det romerske åg og fra et åg som var endnu værre, og det var syndens åg.

Vers 23-33:

På den "samme dag" kom saddukæerne til Jesus. Det var tirsdag den 12. Nisan. De mente at der ikke var nogen opstandelse fra de døde. De henviste til Mose Torah som siger, at når en mand dør og ikke har barn, da skal hans broder gifte sig med enken. Når de får barn sammen, skal dette barn tilhøre han broder.

De fortalte en historie om 7 brødre som efter tur havde været gift med den samme enke (kvinden), i den hensigt at deres afdøde broder kunne få et barn. Alle disse døde uden at de havde fået barn med kvinden. Til slut døde også kvinden. De spurgte Jesus om hvem af de 7 brødre det var som skulle være gift med hende, efter at opstandelsen havde fundet sted ? (v.23-28.)

Rabbinerne lærte at dersom en kvinde havde haft to mænd, så skulle hun have første mand efter opstandelsen.

Om saddukæerne havde fundet på denne fortælling eller ikke, ved vi ikke. Jesus kommenterede ikke selv denne ydre fortælling. Han skønnede at saddukæerne ville gøre nar ad opstandelsen, som de ikke troede ,skulle finde sted.

Saddukæerne var det tredie parti i Israel, De troede hverken på at der skulle være nogen opstandelse, eller engle eller ånder eksisterede. Af Tanach godtog de blot de 5 Mose bøger. De var RATIONALISTERNE i Israel.

De henviste til det som Moses havde sagt, om at når en mand døde og ikke havde barn, så skulle den ældste broder gifte sig med enken, for at får barn med hende, Dette barn blev betragtet som broderens barn. 5.Mos. 25,5-10.

Det bliver kaldt for "leverat-ægteskab". Det kommer af det latinske ord "levir", som betyder "svoger". Hensigten med denne ægteskab var at stammerne i Israel ikke skulle blive blandet, således at de kunne blive bevaret.

Den opstandelse som der her er tale om, er ikke den kristne menigheds bortrykkelse, for den skal ske før trængselstiden på 7 år, men de er "de retfærdiges opstandelse". Den skal finde sted efter at trængselstiden på 7 år er forbi. Dette er opstandelsen af alle troende døde helt fra Adam og frem til endens tid.

De som har del i de retfærdiges opstandelse, har del i Riget for Israel. Det er det frelsen går ud på for disse mennesker. De får ikke del i himmelen, således som vi får det.

Der er to linier i frelseshistorien, som vi må holde klart for os, og det er:

1. Den jordiske line med sine frelst.
2. Den himmelske line med sine frelste. Det er her Paulus hans teologi kommer ind: Ef. 1,3 og 2,6.

Jesus sagde til dem at de for` vild, for de kendte ikke Skrifterne og heller ikke Guds kraft. I opstandelsen skulle der ikke være nogen giftemål, men de troende skulle være som englene (gr.angelos). (v.29-30.)

Det var den eneste gang, som vi kender til, at Jesus havde nogen frustration med saddukæerne. I sit svar til dem var han ikke hård mod dem, som han plejede at være mod farisæerne. Saddukæerne var ikke hyklere, men de sagde det som de mente. Farisæerne derimod var hyklere. De sagde en ting og gjorde noget helt andet. De stod ikke for det som de sagde. De havde deres lære som et levebrøde for sig selv, og da var hovedhensigten med det, at leve så godt som muligt selv. Sandheden var ikke i centrum hos dem.

Ellers så ved vi at Jesus også har sagt, at det var bedre at være kold eller varm end det at være lunken i en sag. Det var det værste, for det at være lunken i åndelig sammenhæng betyder at man tager DET af læren, som passer en selv og blander det med hedenske og fremmede elementer. Det var det som skete med menigheden i Laodikea: Joh. Åb. 3,15-16.

(I parentes gør vi opmærksom på at de 7 lilleasiatiske menigheder ikke var paulinske menigheder ,men de var messianske menigheder. Det var ikke Paulus som besøgte dem, men det var de apostle, som havde ansvaret for forkyndelsen i denne del af verden.)

Jesus begrundet sin milde revselse af saddukæerne med det forhold at de for vild, for de kendte ikke 2 meget væsentlige ting i Guds rige, og det var:

1. Skrifterne og
2. Guds kraft.

Dersom vi ikke kender til dette, så farer vi vild. Det er vigtig at have kundskaber om Guds ord, og det er vigtigt at kende Guds kraft både i sit eget liv og Guds kraft til at gøre alle slags undergerninger – til og med at oprejse mennesker fra de døde.

Jesus sagde videre til dem at i opstandelsen skulle de troende være som englene. Der skulle ikke være nogen ægteskab mellem mand og kvinde, for der var ikke behov for det. Når man ikke længer skulle dø, så var der heller ikke længere behov for at slægten skulle formere sig.

Saddukæerne troende heller ikke på at englene eksisterede. Her fik Jesus også slået fast at deres lære om englene ikke eksisterede, heller ikke var korrekt. Jesus henviste nok engang til det som Moses havde skrevet. Gud havde sagt til ham, at han ER Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Han var ikke de dødes Gud, men de levendes Gud. (v.31-32.)

Det var ifm. Guds møde med Moses i den brændende tornebusk, at Gud sagde dette til ham: 2.Mos. 3,1-6. Dette burde saddukæerne have kendt til, for de anerkendte det som Moses havde skrevet.

Abraham havde været død i 329 år, Isak i 224 år og Jakob i 198 år da Moses oplevede dette. Gud sagde ikke at han HAVDE VÆRET, men han sagde at han ER Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Gud er ikke bare de levendes Gud, men han er også de dødes Gud, for de lever alle for ham. Det vil sige at de lever alle for hans åsyn eller for hans person.

Da folket havde hørt alt det som Jesus havde sagt i Templet denne dag, var de slået af FORUNDRING over hans lære. (v.33.)

Folket var slået af forundring over Jesu lære under hele hans jordeliv. Han lærte med magt og myndighed, og ingen kunne sætte ham fast i de teologiske spørgsmål. Dette begyndte allerede da han var 12 år. I templet i Jerusalem både stillede han spørgsmål til landets religiøse ledere og besvarede spørgsmål fra dem. De var slået over forundring over hans store teologiske kundskaber: Luk. 2,42.

Jesus sagde selv at hans lære ikke var hans egen, men den var Guds lære. Han var udsendt af Gud: Joh. 7,16.

DET STORE BUD I TORAHEN.

Vers. 34-40:

Da farisæerne hørte at Jesus havde stoppet munde på saddukæerne, kom de sammen, og en af de lovkyndige blandt dem spurgte Jesus, for at sætte ham på prøve, om hvilket bud i Torahen som var det virkelige store bud. (v.34-36.)

Farisæerne var fornøjet med at Jesus havde stoppet munden på saddukæerne, som de hadede på grund af deres rationalisme, men til trods for det så fortsatte de at modarbejde Jesus.

Dette spørgsmål havde en stor problemstilling. Rabbinerne havde også diskuteret hvilket af Toraens 613 bud, som var det virkelige store. De var ikke enige om dette. Der var 3 opfattelser om dette:

1. Nogen mente at det gjald budene, som angik ofringerne.
2. Andre mente at det gjald budene, som angik omskærelsen.
3. Andre igen mente at det gjald budene, som angik renselse. (Se Es. 33,15. Amos 5,4. Mika 6,8 og Habakuk 2,4., som forsøger at give svar på dette spørgsmål.)

Jesus svarede dem at det store bud i Torahen, var at jøderne skulle elske Herren deres Gud af hele hjertet, af al sin sjæl og af hele sin forstand, men der var et andet bud som var lig dette, og det var at jøderne skulle elske næsten som sig selv. På disse to bud hvilede hele Toraen og profeterne, (v.37-40.)

"At elske Herren af hele sit hjerte, af al sin sjæl og af al sin forstand" betyder "ar elske Herren af hele sin personlighed." Hjertet er midtpunktet for mennesket indre liv. Sjælen giver udtryk for tanker, følelser og vilje. Forstanden den giver udtryk for menneskets intellektuelle virksomhed.

Jesus gav ikke udtryk for at nogen bud i Toraen var større end andre. Han anså alle budene for LIGE VIGTIGE, men han samlede alle budene i to store bud. De omfattede alle budene. De to store bud i Toraen var "at elske Gud" og "at elske sin næste som sig selv." Jesus henviste til: 5.Mos. 6,4 og til 3.Mos. 19,18.

Det første Skrift-sted er kaldt for "Shema", det kommer af det hebraiske ord "hør". Dette Skrift-sted var meget vigtig for jøderne, og de gentog det i deres bønner: "Hør Israel, Herren vor Gud (ordet står i flertal), Herren er en."

Dette blev anset for at være et af de vigtigste Skrift-steder for jøderne. Det er den ENESTE TROSBEKENDELSE som de har.

Det andet Skrift-sted som Jesus citerede,lyder flg.: "Du skal ikke hævne dig og ikke gemme på vrede mod dit folks barn, men du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren."

Dette Skrift-sted var ikke noget nyt, men det havde blevet LIDET RESPEKTERET af jøderne, for de udnyttede både de fremmede og deres jødiske medborgere til egen fordel. De rige udnyttede de fattige, og de religiøse ledere udnyttede folket, for at leve så godt som muligt selv. (Se Jakobs Brev om dette.)

Desuden foragtede jøderne de fremmede, og hævede at de var urene og ikke ligestillet med jøderne. Tanach siger derimod at Gud både er jødernes og hedningenes Gud, og at han er Gud for alle, som tager sin tilflugt til ham.

Jesus gav ikke jøderne noget nyt bud, men han løftede frem et gammelt bud og gav den ny aktualitet.

Når der står at hele Toraen og profeterne hviler på disse to bud, så mente Jesus at al lovgivningen i Tanach var baseret på disse to bud. Det verpe som er brugt for at "hænge" eller "hvile", er på græsk "kremao". Det betyder at hele Toraen hviler på disse to bud, ligesom en dør hænger på sine hængsler.

I flg. Markus 12,32-34 var den skriftlærde, som havde stillet dette spørgsmål (.36.) enig i det som Jesus havde svaret. Jesus sagde til ham at han var ikke langt fra Guds rige, som var Riget for Israel.

Dette får os til at forstå at der også blandt farisæerne og de skriftlærde var nogle, som anerkendte Jesus og hans lære og så storheden i hans person. Vi kan ikke skære dem alle over den samme kam. Ethvert menneske er ansvarlig for hvad de vil gøre med Jesus – om de vil forkaste ham eller anerkende ham. "At anerkende Jesus" behøver ikke at være det samme som at komme til en personlig tro på Jesus. Det er det sidste som giver frelse.

Vers. 41-46:

Medens farisæerne var samlet, spurgte Jesus om hvad de mente om Messias ? De svarede ham at han var Davids søn. Jesus spurgte dem videre om hvordan det kunne forholde sig, at David i ånden kaldte ham Herre: Salme 110,1.

Det store spørgsmål var: Når David kaldte Messias for sin herre, hvorledes kunne han da være hans søn?

Det svar som farisæerne gav Jesus, at Messias var Davids søn, var ret, men det var ikke udfyldende nok. Messias var mere end bare et menneske. Han var også Guds Søn. Han var både Gud og menneske i en og samme person. Han skulle sidde ved Guds højre hånd i himmelen, indtil Gud havde lagt alle hans fjender under hans fødder.

I flg. Same 110,1 var der TO HERRER i himmelen. Den ene var Herren Yahveh, og den anden var Herren Yeshuah. Det var Herren Yhvh som sagde til Herren Yeshuah, at han skulle sætte sig ved hans højre hånd, til han fik lagt alle hans fjender til skammel for hans fødder.

De græske ord for "indtil" er "heos". Det følges af partikkilen "an", som udtrykker en betingelse. Vi kan oversætte det med "eventuelt" eller "muligvis". Dette betyder at Messias skulle sidde ved Guds højre hånd i himmelen, indtil jøderne havde taget imod Messias som deres konge.

Dersom jøderne havde taget imod Jesus som deres Messias, første gang, da han kom, så havde han komet tilbage og oprettet Riget for dem. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap: Det historiske og eskatologiske Guds riget kunne have blevet oprettet ved Jesus første komme.)

Dersom de skriftlærde havde forstået at Messias både var Gud og menneske, så måtte de have søgt blandt jøderne, for at finde Messias. Han måtte også være et menneske.

Og dersom de havde søgt blandt jøderne, for at finde Messias, så var der ingen blandt dem som var bedre skikket til at være Messias end Jesus. Han er også Messias.

Det oprindelige syn på Messias blandt rabbinerne, var at Messias var Herrens lidende tjener. Han var det menneske, som var beskrevet i Esajas 53. Dette syn var det ENERÅDENDE blandt rabbinerne helt til at rabbi Rashi (1040-1105)

Hævdede at det var det jødiske folk, som var Herrens lidende tjener.

Der er i dag 9 forskellige vurderinger af hvem som er Herrens lidende tjener, men bare en af dem er korrekt. Jesus er Herrens lidende tjener. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4, kap: Rabbinernes syn på Messias som Herrens lidende tjener.)

Både profeten Esajas og døberen Johannes brugte benævnelsen "lam" om Messias (Jesus): Es. 53,7 og Joh. 1,29.

(I parentes gør vi opmærksom på at ordet "lam" bare forlommer i de jødiske Skrifter. Paulus brugte aldrig dette ord. Det betyder bl.a. at vi bare ud fra et eneste ord i teksten kan bestemme, om et Skrift hører med til den messianske jødedom, eller om den hører med til den paulinske kristendom.)

Dette var SIDSTE GANG at Jesus diskuterede med jøderne om sin person og sin lære. Næste gang han mødte dem, da var det foran deres domstol. Da måtte han forsvare sig for deres anklager imod ham. Det gjorde han også mere eller mindre, men hovedfokusæt på ham var hele tiden GOLGATA. Han holdt fast på at forsoningen var det vigtigste. Der var mange som forsøgte at få ham til at tænke anderledes, men han stod fast på dette helt indtil sin død.

Der var heller ikke anledning til at spørge ham mere om teologiske vurderinger fra denne dag af, for tiden var kommet så langt, at han havde begyndt på den tunge vej til Golgata

Ref: www.yeshuattsion.webbyen.dk yeshuatt@mail.dk http://home.online.no/~oskaredi/index.htm oskaredi@online.no PÅ GENSYN!