MATTEUS EVANGELIET
Bibelforkynder,
Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge.
Kristen
Bokproduksjon.
KAPITEL
21.
PALMESØNDAG
Vers
1-11.
Da
Jesus og hans disciple var kommet til Betfage ved Oliebjerget, bad
han to af sine disciple om at gå ind i Jerusalem og hente en
aseninne og hendes fole til ham. Dersom nogen havde indvendinger mod
at de to disciple gjorde dette, så skulle de bare sige at "Herren
(gr.kyrios) (hebr.Yhvh.) havde brug for dem. (v.1-3.)
Dette
skete på den FØRSTE DAG i Jesu lidelse uge. Det var den 10. Nisan
(6 april) i året 32 efter Messias. Profeten Daniel havde profeteret
at Messias skulle fremstilles for det jødiske folk på denne dag:
Daniel 9,25.
Når
man udregner tiden for at denne profeti skulle gå i opfyldelse,
kommer man frem til at dette skete den 10. Nisan i året 32 efter
Messias. (se min bog: Jødernes Konge, bind,4, kap.: Tidspunktet for
Messias`første komme.)
Vi
kristne kalder denne søndag for Palmesøndag.
Den
10. Nisan skulle også påskelammet, som jøderne skulle spise den
14. Nisan, blive udtaget.:2.Mos. 12,3.
Jøderne
skulle se på et i 5 dage, for at se om der var fejl eller lyde på
det. Det samme skete også med Jesus. I tillæg til at jøderne havde
betragtet hans gerninger i over 3 år, så skulle han nu få den
ENDELIGE VUDEING om de anså ham for at være Messias eller ikke.
Desværre tog de fejl når det gjalt dette, og de blev straffet på
det forfærdeligste på grund af deres fejltagelse. Jerusalem og
templet blev ødelagt og brændt i år 70 efter Messias og jøderne
måtte ud i den store landflygtighed.
"Betfage",
som betyder "det umoderne fiskenes hus", lå på østsiden
af Oliebjerget. Vi kender ikke denne landsby i dag, men der lå en
symbolsk betydning i dette navn. Vi ved at figentræet er et billede
på Israels nationale genrejsning. Det kunne have sket i.f.m. Jesu
første komme at Messias havde oprettet Riget for Israel fuldt ud for
jøderne, men på grund af deres umodenhed på det åndelige område,
så skete det ikke. 1000 ÅRS-RIGET BLEV UDSAT MED CA. 2000 ÅR, og
vi fik kirkens tid. Det har ikke været noget vellykket periode på
det åndelige område.
Allerede
Jakob havde profeteret at Messias skulle have en bestemt forhold til
aseninnen og hendes fole: 1.Mos. 49,11.
Rabbinerne
Juda og Nehemja , som levede ca. 150 år efter Messias, har udlagt
dette på flg. måde: "Jeg, Gud har behag i vintræet (det er
Israel) og i den stads vinranke (det er Jerusalem)... Han tvætter
sine klæder i vin, for han udlægger Torahens ord klart, og sin
kjortel i druers blod, for han dømmer deres mistak (misgerninger),"
Den
Babylonske Talmud kommenterer dette på flg. måde: "Den som ser
en vinrankes gren, om så bare i drømme, han venter på Messias, for
det er sagt: Han binder sit asen, sin asenfole til vintræet, og den
som ser et figentræet i drømme, hans lære bevares i hjertet, for
der er skrevet, den som passer sit figentræ, får spise dets frugt
(i Riget for Israel, min kommentar)." (Berkaot 57)
Berkaot
57 b siger flg. om asenet: "Om nogen ser et asen i drømme, kan
han ønske sig en messiansk frelse." (Se min bog: Jesu Genkomst,
bind, 4, kap.: Jakob profeterede om Messias.)
Jesus
vidste både om aseninden og hendes fole, og at nogen kom til at gøre
indsigelse på at Jesus ville låne dem, for han ved alt på forhånd.
Han er ALVIDENDE.
Han
vidste også at ejeren var en som troede på ham. Så snart som han
fik at vide at det var Jesus, som skulle have dyrene, så gav han
afkald på dem: Mark. 11,1-7. Sak. 9,9.
De
to disciple som hentede aseninden og hennes fole, lagde de deres
klæder på dem og Jesus satte sig på klæderne. (v.4-7.)
Der
står i grundteksten at Jesus red både på aseninnen og på hennes
fole. (v.5.)
Æselet
var ride og trældyret i Israel. Symbolikken er klar. At Jesus
benytter sig af trældyret, når han skulle ride ind i Jerusalem, det
symboliserede det forhold at han kom som alles tjener. Han kom som
den løsepenge (gr.lytron) som skulle sone jødernes synder.
Det
forhold at han red ind på et æsel og på dets føl, betyder at han
skulle blive udsat for en DOBBELT FORNEDRELSE. Først den fornedrelse
som han havde i sit liv, og derefter den fornedrelse som han fik
i.f.m. sin lidelse og død.
Dersom
han var kommet i kongelig pragt og triumf, havde han reddet på en
hest.
Talmud
sige flg. om jødernes forhold til Messias: "Dersom jøderne
havde nogen fortjeneste, da kommer Messias på HIMMELENS SKYER, men
hvis de ikke har fortjenester, kommer han RIDENDE PÅ ET ASEN."
Næste
gang Messias kommer, da kommer han "med himmelens skyer",
for da har jøderne den fortjeneste at fremvise, at de har modtaget
Jesus fra Nasaret som deres Messias.
At
Jesus skulle komme til Jerusalem på denne måde, var profeteret hos
profeten Sakarias: 9,9.
Udtrykkene
"Sions datter" og "Jerusalems datter" er et
udtryk for "det jødiske folk".
De
fleste af folket lagde deres klæder på vejen foran Jesus eller
huggede grene af træerne, som de lagde på vejen. Både de som gik
foran Jesus, og de som gik efter ham råbte: "Hossianna Davids
Søn ! Velsignet være han som kommer i Herrens navn ! Hossianna i
det højeste !" (v.8-9.)
Hele
optoget blev en MESSIANSK MANIFESTATION. Jesus kom fra Oliebjerget og
iflg. det profetisek ord skulle Messias komme fra dette bjerg: Sak.
14,4.
Ved
påsketider kunne der være op til 3 millioner jøder i Jerusalem. De
jøder som gik foran og efter Jesus , var jøder fra Judæa og Perea
og folk fra Jerusalem. Dette var en SPONTAN HYLLEST fra folket. Den
var ikke arrangeret. De havde en verdslig vurdering af Messias og
hans opgave. De mente at han skulle oprette Riget for Israel med det
samme uden at gå lidelsens og fornedrelsens vej om Golgata.
Selve
ordet "hossianna" betyder "frels nu". Det stammer
fra Hallel salmerne: 113-118, som blev sunget i påsken. De blev også
kaldt "Lovsangen": Mat. 26,30.
Selve
ordet "hosianna" var oprindelig en bøn om hjælp og
frelse. Den blev gerne stilet til en konge: 2.Kong. 16,7, men også
til Gud: Salme 20,10 og 118,25.
Under
Løvsalenes Fest plejede man at råbe "Hosianna" i 7 dage.
På den 8. Dag blev "Det store Hosianna" råbt.
Iflg.
Isidor Clarius plejede præsterne, når de slagtede slagtofrene, at
sige "Hosianna, velsignet være han som kommer i Herrens navn."
Ordene
"han som kommer i Herrens navn",: Salme 118,25-26, referer
til enhver pilgrim som kom til Jerusalem, men det havde også en
messiansk betydning.
I
dette tilfælle så havde det en messianske betydning, for folket
mente at det var Davids Søn, som var kommet , for at oprette Riget
for dem: 2.Sam. 7,11-17. Det første var ret, men det sidste ikke.
Da
Jesus drog ind i Jerusalem, spurgte folk hvem dette var. Der blev
svaret at det var "profeten Jesus fra Nasaret i Galilæa".
(v.10-11.)
Da
Jesus drog ind i Jerusalem, kom hele byen "i bevægelse".
Det verbe som her er brugt ,er "seio". Det betyder at
"riste" og at "skælve". Det er det samme ord som
bruges om "jordskælv". Ordet "seismisk" kommer
af dette verbe.
Hele
byen kom i bevægelse som om der skulle være et jordskælv der, og
de spurgte i forundring om hvem dette kunne være, som satte byen i
en sådan bevægelse.
Der
blev svaret at det var "profeten Jesus fra Nasaret i Galilæa".
Det var sandt, men det var bare en HALV SANDHED. Han er meget mere
end en profet. Han var Messias.
Han
var den profet som Gud skulle sende. "En profet af din midte, af
dine brødre, ligesom mig (Moses), skal Herren din Gud oprejse dig.
På ham skal i høre." 5.Mos. 15,15.
I
Lukas står der at Jesus græd over byen, for den kendte hverken ham
eller deres egen besøgelsestid: Lukas 19,41-44.
At
jøderne fik en NY BESØGELSESTID efter Jesus opstandelse fra de
døde, ses af det som Peter skrev i sit første brev, 2,12
Det
jødiske folk burde have forstået at Jesus fra Nasaret, var deres
Messias. På grund af at de ikke så det, har Gud forblindet deres
åndelige øjne i snart 2000 år. Ved
afslutningen af den store trængsel skal jøderne blive frelst: Rom.
11,25-27.
Vers
12-17:
Jesus
gik ind i templet og drev ud alle de som handlede der. Han væltede
deres borde og stoler, og han sagde til dem at templet skulle være
et bedehus for alle folk, men de havde gjort det til en røverkule.
(v.13-14.)
Jesus
rensede templet to gange. Den første gang ved begyndelsen af sin
gerning: Joh. 2,13-17., og den sidste gang ved afslutningen af sin
gerning.
Det
forhold at han kaldte templet for "Guds tempel" og "mit
hus", viser at der endnu var nådetid for jøderne. De kunne
endnu omvende sig og komme til tro på Jesus.
Der
var ikke noget galt i at der var penge vekselere og due handlere i
templets forgård, for de skulle tjene folket med at veksle penge og
sælge duer til de fattige, som skulle ofres i templet. Det som var
galt , var det forhold at de berigede sig på andres bekostning.
Ved
påsketiden plejede jøderne at betale en ½ sekel i tempelskat. De
jøder som var bosat i diasporaen, kunne f.eks. veksle her.
Templet
skulle være et bedehus for alle mennesker, men de havde gjort det
til et tilholdssted for røvere og bedragere. Jesus henviste til
Esajas 56,7: "dem (de hedninger som holder Torahen) vil jeg føre
til mit hellige bjerg (Sion) og glæde dem i MIT BEDEHUS. Deres
brændoffer og slagtoffer skal være til behag på mir alter, for mit
hus skal kaldes et BEDEHUS FOR ALLE FOLK."
Også
Paulus skrev i Rom. 2,17-24 at det var Guds hensigt at jøderne
skulle være ÅNDELIGE VEJLEDERE for hedningerne. "Men om du
kaldes jøde og sætter din lid til Torahen og roser dig af Gud, og
kender hans vilje og dømmer om de forskellige ting, idet du LÆRER
af Torahen, og trøster dig at være en VEJLEDER FOR BLINDE
(hedningerne), et LYS for dem som er i mørket (hedningerne), en
OPDRAGER for dårer (hedningerne), en LÆRER for de umyndige
(hedningen), lærer du ikke dig selv ? Du som PRÆDIKER at en
(hedning) ikke skal stjæle, stjæler du ? Du som SIGER at en
(hedning) ikke skal drive hor. Du som HAR MODBYDELIGHED for
afguderne, raner du afgudernes tempel ? Du som ROSER DIG af Torahen.
Du vanærer Gud ved at bryde Torahen ! For deres (jødernes) skyld
spottes Guds navn blandt hedningerne."
Da
ypperstepræsterne så at Jesus helbredte mange mennesker i templet,
og da de hørte at børnene i templet hyllede Jesus, blev de vrede.
De sagde til Jesus at han skulle irettesætte dem, for de råbte
"Hosianna Davids Søn", men Jesus svarede dem: "Af
umyndiges og diendes mund har du beredt dig lovprisning."
(v.14-16.)
Efter
at Jesus havde renset templets forgård, så helbredte han mange
blinde og halte, som kom til ham. Det var en naturlig del af hans
virksomhed. Han måtte gøre den gerning som Faderen havde pålagt
ham indtil det sidste.
De
"børn" som der her er tale om, var drenge. De kunne være
12 år, og de var kommet til Jerusalem på deres første
obligatoriske besøg i påskefesten. Der var 3 obligatoriske besøg
til Jesusalem for alle jødiske mandfolk, og det var Påsken, Yom
Kippur og Løvsalenes Højtid.
Dette
kunne også være drengenes konfirmationsundervisning i templet..
De
råbte det samme som folket havde råbt: "Hosianna de Davids
Søn."
De
ventede på Messias.
Der
var en stor MESSIAS FORVENTNING i Israel på Jesus tid. Jøderne
havde ikke haft nogen profet siden Malakias for ca. 400 år siden, og
han havde profeteret at Messias skulle komme brat til sit templet:
Mal. 3,1.
Desuden
kendte jøderne til Daniels profeti om de 70 åruger: Dan. 9,24-27,
og de kunne let udregne tiden for Messias` komme. Tiden var kommet
til at dette kunne ske. Det var derfor UFATTELIG at landets religiøse
ledere ikke så at Jesus var jødernes Messias. Det kunne ikke være
nogen anden. (Se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 4, kap.: De
forskellige jødiske vuderinger af Messias`første komme.)
Da
de religiøse ledere ville at Jesus skulle irettesætte drengene, som
lovpriste i templet, svarede han dem med et mod spørgsmål.(v.15-16.).
det gjorde han ofte når han blev spurgt eller udfordret af et
teologisk problem. Han spurgte dem om hvad deres egen Bibel (Tanach)
sagde om dette. Han henviste til Salme 8,3. Med dette havde Jesus
givet til kende at det var BØRNENE SOM HAVDE RET, og at de religiøse
ledere tog fejl.
Jesus
gentog ikke helt ordret det som står i Salme 8,3, men han henviste
til det som stod der. Det vil sige at han brugte teksten på en lidt
anden måde. Han forandrede den efter som der var behov for det. Det
er en teknik som både er brugt og anerkendt i arbejdet med Bibelen.
Dette
er ikke det samme som at allegorisere (billedliggøre) det som står
der. Det er noget helt andet. Da bruger man teksten på en billedlig
måde, og det er ikke Bibelens udtryksmåde. Den skal forstås først
og fremmest bogstaveligt, som den er skrevet til menneskene, som
behersker bogstaverne som sit vigtigste hjælpemiddel i forståelsen
af teksten.
Jesus
forlod templet og gik til Betania og overnattede der.(v.17.)
Bataia
lå øst for Jerusalem. Han gik derfor ud af den østre prot, som er
kaldt Løveporten eller den gyldne prot. Der er tilmuret i dag i
afventning af Messias` komme. Når jøderne ser at den er brudt, så
ved de at Messias er kommet, for når han kommer tilbage, så vil han
komme til Oliebjerget: Sakarias 12. Han vil drage ind i Jerusalem
igennem den østre port.
Jesus
kan have overnattet hos sine venner Marie, Marta og Lasarus, men han
kan også have overnattet ude i det fri. Udtrykket "han var der"
bruges om at "overnatte ude".
Vers
18-22:
Næste
morgen den 11.nisan, gik Jesus ind i Jerusalem igen. Han var sulten.
Han så et figentræ ved vejen og håbede på at finde frugt på det,
som han kunne spise. Han fandt ikke nogen figen på det, men kun
blade. Han sagde at der ikke mere skulle vokse frugt i tidsalderen.
Figentræet begyndte at visne med det samme.(v.18-20.)
Jesus
var sulten fordi han ikke havde spist noget denne dag, i og med at
han sandsynligvis havde overnattet i det fri.
Figentræet
fik frugten før bladene. Et at det havde blade, vidner om at det
havde figner, endda det ikke var figentid så tidligt på året:
Makus 11,13. Det vil sige at tiden for indhøstningen af figner ikke
var kommet endnu..
Der
kunne også være figner tilbage på træet fra det forrige år. Som
man også kunne spise.
Figentræet
var FULDSTÆNDIG UDEN FRUGT. Det var ufrugtbart. Det lovede mere end
det kunne holde.
Figentræet
var et billede på Israels åndelige tilstand. Den var som en nation
uden frugter. Der kunne ikke høstes ind før på et senere
tidspunkt. Dette skal ske i.f.m. Jesu
genkomst.
Jesus
sagde ikke at figentræet aldrig mere skulle få frugt. Han sagde at
det skulle ikke bære mere frugt "i tidsalderen". Denne
tidsalder angår nådens tid.
Når
teologerne mener at Israel ikke mere skal bære frugt i det hele
taget, så har dette med den såkaldte "erstatningsteologi"
at gøre. Den går ud på at kirken har overtaget alle løfterne og
opgaverne, som Gud har givet til Israel. I dette arbejde med at
fratage Israel deres løfter og opgaver, tager teologerne i brug alle
hjælpemidler. I dette tilfælde så oversætter man det græske
substantiv "aion" GALT . Det går tilbage til det hebraiske
ord "olam", som ikke skal oversættes med "evighed",
men med TIDSALDER hverken hebraisk eller græsk har noget ord som
gengiver tiden i forhold til evigheden, men det gengiver tiden i
forhold til andre TIDSPERIODER. Tidsudtrykket som bliver oversat med
"i evighed", betyder ikke det , men det betyder IND I TIDEN
eller IND I TIDSALDEREN. Dette kan være en kort eller en længere
tidsperiode.
Når
det hebraiske og det græske sprog vil gengive ordet "evighed",
så bruger de udtrykkene I TIDSALDRENE eller I TIDSALDRENES
TIDSALDRE. (Se min bøger om dette.)
Dette
burde teologerne have brugt. Det er en stor
skam og en stor skandale at de ikke oversætter dette ord ret. De
fører både sig selv og den almindelige læser af Bibelen på vilde
vejer, nå dette vigtige ord bliver galt oversat.
I
1000 års-riget skal Israel igen bære megen frugt.
De
af de messianske jøder som ikke bar frugt, skulle Jesus også tage
bort fra det gode vintre: Joh. 15,1-2.
Da
disciplene så hvorledes figentræet begyndte at visne undrede de
sig. Jesus svarede ikke på det, men han sagde at dersom de havde tro
og ikke tvivlede, da kunne de sige til dette bjerg (Oliebjerget), at
det skulle hæve sig og kaste sig i havet (Middelhavet). Alt som de
bad om i tro, det skulle de få. (v.20-22.)
Det
ord som er oversat med "dersom" i vers 21, er parikkelen
"ean". Den giver udtryk for en betingelse som er
hypotetisk. Apostlene havde ikke den type af tro for, for den som
tror, er alt mulig. (v.22.)
Når
en rabbiner løste vanskelige åndelige problemer blev han kaldt for
en "opriver af træer". Disciplene var ikke optaget med
HVORFOR dette skete med figentræet, men HVORDAN det skete. Jesus gav
ikke noget svar på det, men han sagde at dersom de havde tro nok, så
skulle de være i stand til at gøre alt mulig- til og med
Oliebjerget skulle forsvinde i Middelhavet.
Dette
betyder ikke at disciplene skulle forandre på topografien i Israel.
Dersom de havde begyndt at kaste omkring med bjergformationerne i
Israel, så havde dette forårsaget store ulykker for folket, men det
betyder at de kunne "løse alle problemerne.
Apostlene
skulle også være som dem der løste de åndelige problemer for
folket. Det var de istand til i den grad som de havde TRO dertil.
Efterhånden
rev de også op store "fjelde" af den rabbinske tradition,
som f.eks. læren om jødernes renhed i forhold til hedningerne, og
kastede dem i "havet", men det var efter at Den Hellige Ånd
havde vejledet dem til hele sandheden: Joh. 16,13.
Dette
angår først og fremmest det som har med den messianske jødedom at
gøre. Apostlene kendte naturligvis mere eller mindre den paulinske
lære, men det var ikke den de skulle forkynde. De skulle forkynde
til det jødiske folk at oprettelsen af Riget kunne blive en
realitet, dersom det jødiske folk omvendte sig og kom til tro på
Jesus.
Efter
at Den Hellige Ånd var kommet, så kom de messianske jøder til at
få ALT at vide om den messianske lære, "Og i har en salvelse
af Den hellige Ånd og VED ALT." 1.Joh. 2,20.
Dersom
det jødiske folk havde haft denne type tro, som er her er tale om,
kunne de også have løst problemerne i verden som krig, sult og
katastrofer, for da var Riget for Israel kommet, og verden ville have
gået ind i gyldne tider.
Ved
Israels endelige forkastelse i år 70 efter Messias da var denne
mulighed ikke længere til stede. Nu må vi
vente til Israels frelse og Jesu genkomst før dette kan ske.
Vers.
23-27.
Medens
Jesus lærte i templet om morgenen den 12 nisan, kom
ypperstepræsterne og folkets ældste hen til ham og spurgte ham med
hvilken myndighed han gjorde dette ? (v.23.)
De
tænkte da både på det forhold at han dagen i forvejen havde renset
templet, og at han nu underviste i templet. Almindeligvis måtte en
underviser i templet, have godkendelse fra Sanhedrin til at gøre
det.
Jesus
svarede med at sige at han havde et spørgsmål til dem. Dersom de
svarede på det , så ville han svare dem direkte på deres
spørgsmål. (v.24.)
Dette
betyder ikke at Jesus ikke ville svare på deres spørgsmål, men det
var en rabbinsk teknik at svare på et spørgsmål med et
modspørgsmål. I stedet for at lægge ud en række forhold, for at
svare på et spørgsmål, kunne man ved at stille et modspørgsmål
få spørgsmåls stilleren til selv at forstå det rigtige svar.
Det
rette svar lå i modspørgsmålet.
Jesus
spurgte dem om Johannes` dåb (virksomhed) var den fra himmelen (fra
Gud), eller om den var fra mennesker. De tænkte ved sig selv. Dersom
vi siger "fra Gud", da ville Jesus spørge dem: "Hvorfor
troede i ham da ikke ?" Dersom de sagde: "fra mennesker",
da var de bange for folket, for de troede at folket, for de troede at
Johannes var en profet. De svarede at det vidste de ikke. Da sagde
Jesus til dem at da fik de heller ikke svar på deres spørgsmål.
(v.25-27.)
Dersom
de havde svaret at Johannes` dåb og virksomhed kom fra Gud, da havde
de ikke behøvet at spørge Jesus om hans autoritet, for Johannes
havde sagt at han var forløberen for Messias, at Jesus var Messias,
og at Guds rige blev etableret ved Johannes` forkyndelse.
Dersom
de havde sagt at Johannes` dåb og virksomhed var fra mennesker, da
kunne folket stene dem, for de troede at Johannes var en profet, som
var udsendt fra Gud,
Dette
betyder imidlertid ikke at hele folket troede, at Johannes var
udsendt fra Gud. Der var flere jøder der "troede" på
Johannes end på Jesus. "At tro på Johannes" betød at de
troede "på hans budskab". "at tro på Jesus"
betød at de troede at han var jødernes Messias og deres forsoner.
Det er lettere at tro på et budskab end på en person.
Hvad
der gjalt selve Johannes dåben, så havde den 3 aspekter, som vi må
være opmærksomme på, og de er:
- Den kom fra Gud.
- Sammen med anger og omvendelse, gav den syndernes forladelse.
- Den pegede på at Jesus var Messias, for jøderne blev døbt til Jesu navn.
Som
medlemmer af Sanhedrin så burde farisæerne og de skriftlærde vide
det rette svar på Jesu spørgsmål, for de var folkets højeste
åndelige vejledere, men de var feje og unddrog sig den autoritet som
de havde. Uanset hvad de svarede på Jesu spørgsmål, så kom de i
et dilemma. De var ikke værdige til at være medlemmer af Sanhedrin,
for de gik udenom sandheden. Jesus behøvede heller ikke at svare
noget som helst overfor et autoritetsorgan, som var korrupt og ikke
holdt sig til sandheden.
Vers.
28-32:
Jesus
spurgte disse mennesker om flg. problemstilling: En mand havde to
sønner. Han sagde til den ene søn at han skulle gå og arbejde i
hans vingård, som er et billede på Israel: Es. 5,1-7. Først sagde
han at han ikke ville det, men senere så angrede han det og gik til
arbejdet. Denne mand sagde det samme som den anden søn. Han sagde at
han ville arbejde, men han gjorde det ikke. Jesus spurgte dem hvem af
de to sønner gjorder deres Faders vilje ? De svarede at den første
-gjorde det som var ret. Da sagde Jesus til farisæerne at tolderne
og skøgerne kom før ind i Guds rige end de, for Johannes kom til
dem på retfærdighedens vej, men de ville ikke tro på ham, men
skøgerne og tolderne troede på Johannes. Farisæerne kunne også
have angre deres synder, og kommet til tro på Johannes og Jesus, men
de ønskede ikke det. (v.28-32.)
Jesus
svarede ikke direkte på de skriftlærdes og farisæernes spørgsmål
i v.23, for de var ikke det værd, men han svarede med et
modspørgsmål og med en lignelse. Den mand som der her er tale om er
Gud. Han havde to sønner, og de representerede to folkegrupper. Det
var de elendige i samfundet og det var de religiøse ledere.
Vingården var et billede på Israel. De første havde sagt nej til
Johannes og Jesu invitation om at få del i Guds rige, men de havde
ombestem sig og var blevet medlemmer af Guds rige.
De
religiøse ledere var i begyndelsen poctivt indstillet til både
Johannes og Jesus, men efterhånden forandrede det sig: Joh. 5,35.
Luk. 2,52.
De
religiøse ledere ønskede også at arbejde i Guds vingård, men de
ønskede at gøre det på en anden måde end det som Gud havde
bestemt. De ønskede at fremme Guds rige gennem overholdelsen af
Torahen, og de forstod ikke at ingen kan opfylde Guds Torah for at
fremme sin egen frelse og Guds riges komme. Rom. 9,31-32.
Jesus
udtalte en forfærdelig dom over de religiøse ledere, og det var at
toldere og skøger kom før ind i Guds rige end dem, for de ønskede
at gøre Guds vilje. Dette betyder ikke at enhver tolder og enhver
skøge i Israel fik del i Guds rige, men det var bare de som angrede,
omvendte sig, tog vanddåben og kom til tro på Jesus, som fik del i
Guds rige.
"At
får del i Guds rige" betyder at jøderne "forpligtigede
sig både på Jesu krav og Jesu nåde". Det var det som rigets
forkyndelse gik ud op.
Når
vi kommer til Paulus, er vi kommet til en ny tid, der har Gud
forandret sit frelses skema. Nu er det bare GUDS NÅDE som frelser.
Den både frelser, vejleder, opdrager og fuldfører et menneskes
frelse.
LIGENELSEN
OM VINGÅRDEN.
Vers
33-46:
Jesus
fortalte en anden lignelse til de religiøse ledere. Der var en
husbond som plantede en vingård, som er et billede på Israel. Han
satte et gærde om den. Han gravede en vinperse i den og han byggede
et tårn i den. Så lejede han den ud til vingårdsmænd og rejste
udenlands. (v.33.)
"Husbonden"
var "Gud". I grundteksten står der "oikodespotes".
I de jødiske Skrifter i N.T. er ordet "hus", som på græsk
er "oikos", endten brugt om "Israel" eller "Guds
riget i Israel". Det græske ord "deslotes" er endten
brugt om Jesus eller Gud.
Gud
plantede en "vingård", som var "Israel". Han
udtog sig et folk som han ville skulle være hans eget..
Han
satte et "gærde" omkring Israel, og det var "den
mosaiske Torah" med sine mange bud.
Han
gravede en vinperse i den. Der blev vindruerne presset, således at
vinen kunne blive produceret. "Vinpersen" var et billede på
"den mosaiske lære" og "vinen" var et billede på
"de troende jøder".
De
stillede også et tårn op i vingården. Dette skulle have til
funktion at passe på at ikke andre trængte ind i vingården.
"Tårnet" er også et billede på "Mose Torah".
Efter
at han havde gjort alt dette færdigt, overlod han vingården til
"vingårdsmændene", som var et billede på "de
religiøse ledere"
De
var blevet enige om en kontrakt. Husbonden skulle få vin igen efter
hver indhøstning.
At
vingårdens herre "drog udenlands", betyder at "han
trak sig tilbage", når det gjalt pasningen af vingården.
Da
frugttiden nærmede sig, sendte vingårdens herre sine tjenere til
vingårdsmændene, for at de skulle kræve den vin som tilkom deres
herre, men de dræbte hans tjenere. (v. 34-36.)
"Tjenerne"
var et billede på "profeterne". Gud sendte sine profeter
til Israel både for at indsamle de troende jøder, og for at
forkynde Guds Torah og Guds planer med Israel, men mange af dem blev
dræbt.: Jerm. 35,15.
Jøderne
med de religiøse ledere i spidsen både slog, dræbte og stenede
profeterne.
Da
Gud ikke havde flere profeter at sende, sendte han sin egen Søn, for
han tænkte at de ville behandle hans eneste Søn på en ordentlig
måde, men de gjorde akkurat det samme med Sønnen, som de havde
gjort med de andre tjenere. De tog ham, slog ham ihjel og kastede ham
ud af vingården. (v.37-39.)
"
Sønnen "var "Jesus". Da Jesus kom, skete det samme
med ham. Han blev hængt på et kors og døde der dem virkelige død,
men på grund af at han ikke havde personlig synd, så kunne døden
ikke fastholde ham.
Og
Guds kærlighed til sit eget folk kommer her til udtryk på en
speciel måde. Til trods for at Gud vidste, at jøderne kom til at
behandle hans Søn på denne måde, så sendte han alligevel sin Søn:
Joh. 3,16.
Den
"arven", som de religiøse ledere havde håbet på at
overtage, var "de ledende åndelige stillinger" i Guds
Rige, når det kom. De ønskede at være de største i Guds rige. Vi
kan i al fald være helt sikre på at Israels åndelige ledere ikke
får denne position. De fleste af dem kommer heller ikke ind i Guds
rige, ikke fordi de korsfæstede Jesus, for det var i samsvar med
Guds planer, men fordi de ikke ville angre dette og omvende sig.
Peter sagde at de gjorde det I UVIDENHED: Ap.Gr. 3,17.
At
de kastede ham "ud af vingården" (v.39.), var et billede
på at Jesus "måtte lide døden udenfor selve byporten" i
Jerusalem. "for de dyr hvis blod bæres ind i helligdommen ved
ypperstepræsten til at sone for synd, deres kroppe brændes op
UDENFOR LEJREN, derfor led Jesus også UDENFOR PORTEN, for at han ved
sit eget blod kunne hellige folket: Hebr. 13,11-12.
Jesus
spurgte dem som hørte denne lignelse, om hvad vingårdens herre
skulle gøre med disse vingårdsmænd. Det kunne være de religiøse
ledere, eller det kunne være tilhængere af Jesus som her udtalte
sig. De svarede at han kom til at ødelægge disse vingårdsmænd og
leje vingården ud til andre. Og de skulle give ham hans frugt i
rette tid. (v.40-41.)
Her
kommer det frem at vingårdens herre ikke bare var Gud (v.33.), men
at han også var Jesus. det var Jesus som kom til jøderne, for at
overtage et velskikket folk, som han kunne bygge sit rige på.
Her
kommer også LÆREN om Guds sammensatte væsen klart til udtryk. Der
er bare EN GUD, men han optræder som 3 PERSONER. Dette magter vi
ikke at forstå med vor tanke, men vor tro har ingen problemer med at
forstå dette. Desuden så må vi forstå, at vi ikke forstår alle
ting, således som de skal forstås
I
Zohars bog er dette beskrevet som "HEMMELIGHEDEN MED 3-TALLET"
De
som hørte på at Jesus fortalte denne lignelse, syntes at det var
rigtig, at vingårdens herre skulle straffe de uretfærdige
vingårdsmænd.
Dersom
det var de religiøse ledere som svarede, så afsagde de dermed deres
egen dødsdom.
Dersom
det var tilhængere af Jesus som svarede, så var deres svar
retfærdig og ret.
De
andre som skulle overtage vingården og give vingårdens herre hans
frugt i den rette tid, var apostlene og de messianske jøder i
Israel. De skulle OVERTAGE DET ÅNDELIGE LEDERSKAB I ISRAEL, fra
farisæerne og de skriftlærde, som havde vraget (vanskjøttet) det i
lang tid: Luk. 12,32.
Videre
spurgte Jesus de religiøse ledere om de ikke havde læst i
Skrifterne, som fortalte at den sten som bygningsmændene havde
forkastet, den var blevet hjørnestenen. Dette var gjort af Herren,
"og det er underfuldt i vore øjne" (v.42.)
Jesus
siterer her fra Salme 118,22-23, og han udfordrede bygningsmændene
på det som stod i Skrifterne, og som de skulle være eksperter i,
men i og med at de ikke ønskede at bruge Skrifterne på en ret måde,
så forstod de heller ikke at dette Skriftord, var en profeti om at
de skulle komme til at forkaste Jesus, men at Gud alligevel ville
gøre ham til hjørnestenen i Riget for Israel.
De
havde indrømmet, at vingårds mændene, som ikke ville give
vingården herre hans frugt, måtte få en streng straf (v.41.), men
de så ikke at disse vingårdsmænd var de samme som bygningsmændene.
Bygningsmændene skulle derfor få den samme straf som
vingårdsmændene.
Jesus
sagde videre til de religiøse ledere at Guds rige skulle tages fra
dem og gives til et folk, som skulle bære frem Rigets frugter.
(v.43.)
Dette
folk er ikke den kristne menighed, for den var ikke gjort kendt
endnu. Desuden består den kristne menighed ikke bare af et folk, men
af mange folkeslag (gr.ethnos)
Det
folk der her er tale om ,er den
messianske menighed med apostlene i spidsen. Det var det NYE ISARAEL
Es. 66,8. 1.Pet. 2,9.
Farisæerne
og de skriftlærde sad på MOSE STOL, men den position skulle tages
fra dem, for de havde passet deres erhverv på en dårlig måde. Da
Messias kom, så kendte de ham ikke, for de havde ikke det rette
billede af ham. De troede at han skulle bestige Davids trone uden at
gå vejen om ad korset, lidelsen og døden.
Dette
var også Satans forslag til Jesus at dersom han tilbad ham, så
skulle han få kongedømmerne i verden: Mat. 4,8-9
Dersom
Jesus havde gjort det, så havde han ikke løst problemet med synden,
som er det største problem i verden.
Jesus
sagde videre om hjørnestenen at den som faldt på denne sten, skulle
blive knust, og at den som stene faldt på, skulle smuldre til støv.
(v.44.)
Dette
var en profeti om det som skulle ske med jøderne i.f.m. Jesu første
og Jesu andet komme.
Da
jøderne ikke ville tage imod Jesus ved hans første komme, så blev
de knust til støv ved at romerne ødelagde landet og byen i år 70
og førte store dele af befolkningen ud af Israel.
I.f.m.
Jesu andet komme så ville han selv ødelægge store dele af det
jødiske folk. der skal blive tilbage en lille rest af både jøderne
og de andre folkene. Folk skal blive så sjældne som guld fra Ofir:
Luk. 19,27. Es. 13,11.
Når
de religiøse ledere hørte at Jesus brugte ordet "snublestenen",
så forbandt de dette ord med de andre Bibel-steder, hvor ordet
"sten" blev brugt. Dette var en metode som de brugte, når
de fortolkede Skriften. Fra et ord eller sætning bygge de op en
grupper af Bibel-steder, hvor dette ord eller lignende forekom. Når
et specielt Bibelord blev nævnt, så kunne de med det samme
pladssere det i den gruppe hvor det hørte hjemme.
Dette
er det tredie princip for Bibel-tolkning, som Hillel havde sat op.
Det hedder på hebraisk "Binyan A mi-Katuv Ehad." (Se min
artikel: kundskaben om jødedommen og bibelsk fortolkning. Del 1.)
For
de messianske jøder var Jesus blevet en "hjørnesten":
Mat. 21,42.
For
de verdslige jøde var Jesus blevet en "snublesten" og en
"anstødsklippe": Es. 8,14-15 og Rom. 9,32-33.
For
den kristne menighed er Jesus blevet "hjørnestenen": Ef.
2,20-22.
For
verden og verdens rigerne er Jesus den "ødelæggende sten":
Dan 2,34-35.
Da
ypperstepræsterne og de skriftlærde hørte Jesu lignelser, skønnede
de at han talte om dem. De forsøgte at gribe ham, men de frygtede
for folket, for de mente at han var en profet, (v.45-46.)
På
samme måde som folket holdt Johannes for at være en profet (v.26.),
så mente de det samme om Jesus. En profet var en som havde et
profetiske budskab, og som var udsendt af Gud, for at formidle et
bestemt budskab. Man skulle dermed ikke tage livet af profeterne, men
man skulle høre nøje efter hvad de sagde, for det budskab som de
kom med, var et budskab fra Gud.
Referent:
yeshuatt@mail.dk
www.yeshuattsion.webbyen.dk
PÅ GENSYN !