MATTEUS EVANGELIET
Bibelforkynder,
Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge.
Kristen
Bokproduksjon.
KAPITEL
20.
Arbejderne
i vingården:
Vers.
1-17.
Denne
lignelse bliver indledet med det som står i Mat. 19,30., - og den
bliver afsluttet med Mat. 20,16.
Både
Mat. 19,27-29 og 20,1-16 omhandler den samme sag, der angår
VILLIGHEDEN TIL AT TJENE i Guds rige eller at være helt underkastet
Herrens vilje i dette rige: Mat. 20,27.
Himlenes
rige VAR ligesom en husbonde som går tidligt ud om morgenen, for at
leje arbejdere til sin vingård. (v.1.)
"Husbonden"
her symboliserer Gud, og vingården var Israel eller Riget for
Israel. Gud behøvede vingårdmænd, som kunne indhøste afgrøderne,
som var jøderne. Vi ved at høsten var stor, men arbejderne var få
i Israel. Apostlene skulle derfor bede høstens Herre om at sende ud
arbejdere til sin høst: Mat. 9,37-38.
Selve
ordet "husbond" hedder på græsk "oikodepotes".
Det "huset" (gr.oikos), som var , som ofte var beskrevet i
evangelierne, var Israel eller Riget for Israel. Jesus var husbonden
i dette rige. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.:
Brugen af ordene "Husets Herre" og "Husbond".)
Vinhøsten
begyndte i slutningen af september og varede til den første regntid
kom. Det var nødvendigt at bjerge vinen ind. Selve arbejdsdagen
varede fra kl. 6 morgen til kl. 6 aften. Denne husbond var gået ud
for at leje disse vingårdmænd klokken 6 om morgen.
Disse
arbejdere stod ledige på torvet. De bad ikke om arbejde, men
husbonden kaldte dem til at arbejde i sin vingård. Det betyder at
uden et KALD FRA GUD, kunne de ikke arbejde for Herren
Efter
at husbonden var blevet enige med arbejderne om en penning om dagen,
sendte ham dem bort for at de skulle arbejde i hans vingård. (v.2.)
De
havde en KONTRAKT med husbonden om at de skulle på en penning for
deres arbejde. En penning var en almindelig dagløn for en arbejder
og for en romersk soldat. Det blev anset for at være en god løn for
et arbejde.. Den var en krone værd i vore penge. Man kunne købe et
lam for 4 penninge. På græsk blev denne penning kaldt for "denar".
Den var den vigtigste romerske sølvmynte. Den havde også billede af
den herskende kejser og bar hans indskrift.
Denne
bonde gik også ud ved den 3 time, for at leje endnu flere arbejdere
til sin vingård. Han aftalte ikke nogen bestemt løn med dem, men
han sagde bare at han skulle give dem det som var ret (retfærdig).
(v.3-4.)
Han
gik ud ved 9 tiden og lejede flere arbejdere. De stolede på at han
skulle give dem den rigtige løn. Dette var en RIGTIG INDSTILLING (Vi
må alle stole på at Gud gør det som er ret.) (5.)
Klokken
var da henholdsvis 12 og 15. Han aftalte heller ikke noget med dem om
lønnen.
Husbonden
gik også ud ved den 11. Time og lejede nye arbejdere – han spurgte
dem hvorfor de stod arbejdsledige hele dagen. De svarede at ingen
havde tilbudt dem arbejde. (v.6-7.)
Den
11. Time var klokken 17 om eftermiddagen. Der var bare en time
tilbage af arbejdsdagen. Disse arbejdere var ikke dovne. De havde
ventet hele dagen på arbejde, men da ingen havde budt dem arbejde,
så måtte de bare vente til det skete.
Det
er lidet sandsynligt at en arbejdsgiver ville leje folk for bare en
time, men denne gjorde det. Det viser at han havde OMSORG for både
vingården og arbejderne.
Da
det var blevet aften sagde husbonden til sin forvalter at han skulle
kalde arbejderne sammen, for at give dem deres løn. Han skulle
begynde med de sidste og afslutte med de første. (v.8.)
"Aften"
var et billede på "tiden for udbetalingen." Arbejderne
skulle få den løn som tilfaldt dem. Efter jødisk lov skulle
arbejderne få deres løn ved solnedgang. Det var klokken 18.: 3.Mos.
19,13 og 5.Mos. 24,12.
De
som var blevet lejet Klokken 17, fik en penning hver (v.9.)
Da
de første kom, tænkte de at de skulle få mere end en penning, for
de havde arbejdet hele dagen. Da de fik en penning, protesterede de
på dette.(v.10-11.)
De
havde ingen grund til klage for de havde fået det som de var blevet
enige om. Husbonden havde ikke brudt sin kontrakt med dem.
Disse
arbejdere havde flg. anklager mod husbonden: De første arbejdere
havde bare arbejdet en time og husbonden havde vurderet deres arbejde
på line med de som havde arbejdet hele dagen. (v.12.)
Husbonden
svarede en af disse arbejdere: "Min ven. Jeg gør dig ikke uret.
Blev du ikke enig med mig om en penning ? Tag dit og gå. Jeg vil
give den sidste lige så meget som dig. Eller har jeg ikke lov at
gøre med mit som jeg vil, eller er dit øje ondt (som er et jødisk
udtryk for "grådighed" fordi jeg er god ?" (v.13-15.)
Denne
lignelse handler IKKE OM FRELSEN. Den VAR lige for alle, og den
baserede sig ikke for arbejde og fortjeneste, men på Guds nåde.
Den
handler heller ikke om nådeløn som jøderne skulle få, men den
handler om VILLIGHEDEN til at arbejde i Guds rige. Det bliver en del
af nådelønnen, men ikke hele nådelønnen. Villigheden og troskaben
i arbejdet blev vurderet til at være en penning.
Alle
disse arbejdere var troende jøder, for Gud havde kaldt dem til at
arbejde i Israel for Guds riges sag, men de første arbejdere brugte
VERDSLIGE ARGUMENTER, når lønnen skulle udbetales. I løbet af
arbejdsdagen havde de sandsynligvis været glade over at arbejde i
Guds rige, men når de så at lønnen blev den samme for alle
arbejdere, så klagede de over det.
Det
var ikke længden på arbejdsdagen, som var afgørende for Gud, men
villigheden og trofastheden til at tjene på en rigtig måde.
Arbejderne skulle ikke tænke på lønnen når de arbejdede i Guds
rige, men de skulle tænke på det AT UDFØRE TJENESTEN for sin Herre
på den rette måde.
Denne
lignelse bliver afsluttet med flg. vers: "Således skal de
sidste blive de første og de første de sidste, for mange (alle) er
kaldt, men få er udvalgt". (v.16.)
Dette
betyder ganske enkelt at Jesus begyndte med de som blev kaldt sidst,
når han skulle lønne dem for deres trofasthed. Han ville vise dem
at han var retfærdig, for denne løn baserede sig på Guds nåde og
det som var ret.
Dersom
lønnen havde blevet udbetalt i forhold til længden af arbejdsdagen,
da skulle de første have mest. Dette ville være i samsvar med
Torahen at den som arbejdede mest, den skulle få mest løn, men det
er ikke det som er behandlet i denne lignelse. Det er Guds nåde, og
den er lige for alle. Til slut kommer der en advarsel i denne
lignelse: "for mange (alle) var kaldet til at arbejde i guds
rige, men det var ikke alle som var villige til det.
Vers.
17-19. Jesus var på vej til Jerusalem for at dø for både jøderne
og hele verdens synd. Han tog de 12 apostle til side og fortalte dem
at han skulle blive overgivet til ypperstepræsterne og de
skriftlærde, og at hedningerne (romerne) skulle spotte, hudstryge og
korsfæste ham. Han skulle stå op igen på den tredie dag.
Det
var TREDIE GANG at han fortalte sine disciple dette, men de forstod
det ikke. De forstod ikke forsoningen før efter hans død og
opstandelse: Luk. 18,31.
Dette
betyder at apostlene og disciplene ikke forkyndte forsoningen, før
efter at Jesus var opstået fra de døde. Dette er hovedgrunden til
at de jødiske breve blev skrevet. De skulle orientere de messianske
jøder om Jesu forsoning. Dette gælder på en særlig måde
Hebræerbrevet, som sammenligner Jesu forsoning med de
Gammeltestamentlige ordninger for forsoning: Hebe. 9,11-12. 1.Joh.
2,2.
De
forstod ikke forsoningen, men de hørte Jesu ord og forstod at der
kom til at ske noget forfærdeligt. De var "forfærdet" og
de "frygtede": Mark. 10,32. Det var ypperstepræsterne og
de skriftlærde i Det Høje Råd (Sanhedrin), som skulle dømme Jesus
til døden, men de havde ikke nogen magt til at tage livet af Jesus.
Retten til at tage liv havde de mistet i året 7 efter Messias, da de
af romerne blev frataget retten til at tage liv. Da Sanhedrin så at
de havde mistet denne ret, blev der en stor fortvivlelse i Rådet.
Rabbi Rakmon har udtalt flg. om dette: "Da Rådets medlemmer så
at de var frataget retten over liv og død, blev de grebet af en
almindelig bestyrtelse. De dækkede deres hoveder med aske og deres
kroppe med fille og råbte." Ve os, Juda spir er taget bort fra
os, og Messias er endnu ikke kommet." (Se mine bøger:"
Jesu Gjenkomst, bind 4, kap.: Jakob profeterede om Messias." Og
, "Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Jakobs 7 børn med
Lea.")
Det
var jøderne som dømte Jesus til døden men de havde mistet retten
til at tage liv, så overlod de dette til Herodes og Pilatus. Herodes
spottede Jesus: Luk. 23,11, og Pilatus var den som formelt var
ansvarlig for hudstrygningen og korsfæstelsen af Jesus: Luk. 23,24.
Vers
20-24. Mor til de to Zebedæus sønner gik til Jesus og bad om at
hendes to sønner måtte sidde ved Jesu højre og venstre side i hans
Rige. Denne kvinde hed Salome: Mark. 15,40 og var gift med Zebedæus.
Hun fulgte Jesus på hans rejser. Hun talte på vegne af sine sønner.
Hun ønskede at de skulle få ÆREDSPLADSSEREN i Riget for Israel,
som var etableret ved Jesu første komme, men endnu ikke var kommet i
sin fylde.
Dersom
hun havde forstået det som Jesus netop havde fortalt om sin lidelse
og død, da havde hun ikke spurgt om dette. Da havde hun heller ikke
spurgt om FORSONINGENS BETYDNING. Det var det Moses og Elias talte
med Jesus om på fjeldet: Mat. 17,3.
Hun
havde måske tænkt at i og med at Jesus havde sagt, at han skulle
stå op på den tredie dag, så skulle han etablere Riget for Israel
med det samme, og da var det rigtigt at hendes to sønner fik en
overordnet position i dette rige.
Vi
ved at apostlene også havde diskuteret imellem sig, om hvem som var
den største i Guds rige: Mat. 18,1.
Jesus
henvendte sig til brødrene og sagde at de vidste ikke, hvad de bad
om. Kunne de drikke den kalk som han skulle drikke ? De svarede at
det kunne de. Jesus svarede bekræftende på det. De skulle drikke
den kalk som han skulle drikke, men det var Faderen som bestemte
hvem der skulle have ærespladsen i Guds rige. (v.22-23.)
Når
vi beder Jesus om noget, må vi vide hvad vi skal bede om. Vi må
bede ret. Det gjorde disse mennesker ikke. De kunne ikke bede Jesus
om dette, fordi det var Faderen som skulle bestemme placeringen som
de skulle få i Guds rige.
At
nogen skal have ærespladsen i Riget for Israel er sikkert , men det
er Faderen som skal bestemme dette i Sønnens rige. De som er beredt
til det, skal få ærespladserne i Guds rige.
Dette
betyder ikke at Sønnen ikke er med til at bestemme dette., men det
betyder at der er en enhed mellem Faderen og Sønnen. De mener og tro
det samme, "Men den som sejrer, vil jeg give at sidde med mig på
min trone (i Jerusalem), ligesom jeg har sejret og sat mig med min
Fader på hans trone."
Apostlene
burde være fornøjet med det løfte som de allerede havde fået af
Jesus. Når han kom tilbage skulle han sidde på 12 troner i templet
i Jerusalem og frelse Israels 12 stammer: Mat. 19,28.
Zebedæus
sønnerne havde ret i at de skulle komme til at drikke den kalk, som
Jesus skulle drikke. Alle apostlene med undtagelse af Johannes kom
til at lide martyrdøden. På samme måde som deres Mester, så blev
de forfulgt og led nød. Jakob blev den første apostel ,som blev
dræbt. Dette skete i året 44: Ap. Gr. 12,2.
Johannes
var den eneste apostel som ikke blev dræbt. Han blev efterhånden
den ledende i den messianske menighed i Efeus. Han blev på grund af
sin tro forvist til Patmos, hvor han nedskrev indholdet i
Åbenbaringsbogen: Joh. Åb. 1,1 og vers 10-19. Han kom senere
tilbage til Efesus, hvor han døde som en gammel mand i troen på
Jesus.
Da
de andre apostle hørte dette, blev de vrede på Zebedæus sønnerne.
(v.24.) Der var revalidering mellem apostlene om hvem som var den
største i Guds rige. Jesus havde svaret dem på et tidligere
tidspunkt at den største i Guds rige, var den som gjorde sig lille
og ubetydelig som et lille barn: Mat. 18,4. Den største i Guds rige
måtte underlægge sig Guds vilje fuldstændig og være helt afhængig
af Gud.
Vers
25-28. Jesus kaldte apostlene sammen og sagde at de verdslige konger
og stormændene brugte magt over deres folk. Således skulle det ikke
være iblandt apostlene. Jesus graderede storheden i Guds rige i to
grupper:
- Den som ville være STOR, skulle være tjener (diakonisses)
- Den som ville være DEN STØRSTE, skulle være alles træl (gr.dolous) (v.25-27.)
Storheden
i verden er ikke den samme som storheden i Guds rige. Storheden i
verden går ud på at herske over andre og skaffe sig position.
Således var det ikke i Guds rige. Den som ville være den største i
Riget for Israel, den måtte kvitte sine verdslige og fejlagtige
tanker om position. Den måtte gå ind i trællens rolle. Han var
HELT UDERLAGT sin herre. I dette tilfælle var det Herren Jesus.
Mange
af Jesu disciple kom ikke til at blive de største i Guds rige, for
de har ikke tjent i Guds rige som træller, men de har enten tjent
som tjenere eller som herrer. Mange af de første skal blive de
sidste: Mat. 20,16. Luk. 13,28-30.
I
Guds rige gælder de samme regler for storhed. Paulus forkyndte det
samme som Jesus gjorde, hvad som gælder dette. "Lad det sind
være i jer, som var i Kristus Jesus. Han som da han var i Guds
skikkelse (gromorfe), som betyder "lighed med Gud", ikke
agtede det for et rov (en røvet skat) at være Gud lig, men af sig
selv (frivillig) gav afkald på det, og tog en tjeners skikkelse
(gr.morfe) på sig, idet han kom i menneskers lignelse." Fil.
2,5-7.
Heller
ikke Jesus var kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og
give sit liv for mange. (v.28.)
Dette
er første gang Jesus taler om sin død som en STEDFORTRÆDENDE DØD.
Man
betalte løsepenge når en ville have en fange eller en træl
frigjort. Løsepengene skulle også blive betalt når et liv var gået
tabt: 2.Mos. 21,30. En slave kunne også blive købt tilbage med
løsepenge: 5.Mos. 25,51, men det var forbudt at give Gud løsepenge
for et menneske: Salme 49,8. Dette betyder at et menneske ikke kan
løskøbe (forsone) et andet menneske overfor Gud. Det var kun Jesus
som kunne gøre det, og han gjorde det med sit liv og sin død.
Når
der står at Jesus skulle være "en løsepenge for mange",
så er dette en hebraisk måde at udtrykke "alle" på. Jesu
offer gjaldt alle mennesker.
Vers
29-34.
Da
Jesus gik ud af Jeriko på vejen til Jerusalem, fulgte meget folk med
ham.(v.29.)
Jeriko
var det sidste stoppested på vejen til Jerusalem. Folkene skulle til
Jerusalem for at fejre påskefesten der. Det var stort at være i
følge med Jesus, for der skete bestandig meget under vandringen
foran ham.
Der
sad to blinde ved vejen, og de bad Herren om han måtte miskunde sig
over dem, således at de kunne få deres syn igen. Folket, som ikke
var indstillet på at hjælpe disse to blinde mænd, truede dem.
(v.30-32.)
Jeriko
var en forbandet by (Josva 6,26), men der hvor Jesus gik frem, der
blev forbandelsen ophævet. Han gav disse to mænd deres syn tilbage.
Det var det de ønskede allermest.
Disse
to mænd ,som var jøder, henvendte sig til Jesus som Davids Søn. De
havde derfor krav på at han skulle helbrede dem. I tillæg til at de
troede på dette havde de tro på at Jesus kunne gøre det.
I
modsætningen til den kanaanæiske kvinde: Mat. 15,22-28. Som også
henvendte sig til Jesus som Davids Søn, og som ikke fik nogen hjælp
fra ham med det samme, så fik disse to mænd det som de ønskede,
nemlig deres syn tilbage med det samme. Denne kvinde fik først hjælp
af Jesus, efter at hun havde erkendt, at jøderne var Guds specielle
udvalgte folk, og at hedningefolkene måtte hente deres velsignelse
gennem Israel. Således skal det også blive i
1000 års-riget.
Jesus
spurgte de to blinde mænd om hvad de ville, at han skulle gøre for
dem. De sagde at de ønskede, at han skulle give dem deres syn
tilbage. Jesus ynkedes over dem, rørte ved deres øjne, og de fik
straks deres syn igen. De fulgte efter Jesus.. (v.33-34.)
Medens
Mattæus skrev at der var to blinde mænd, så nævnede både Markus
og Lukas at dette gjald en blind mand.
Der
er ikke nogen modsætninger . I Markus 10,52 ,kommer det også frem
at det var MANDENS TRO, som havde helbredt ham
Vi
har før nævnt at troen var nødvendig i den messianske jødedom,
for at Jesus kunne helbrede et menneske.
Således er det ikke i vor tid. Nu er det
Guds nåde som helbreder et menneske, for vi lever i den frie nådens
tidsperiode: Gal. 3,5.
Oskaredi@online.no
www.home.online.no/~oskaredi/index.htm
Referent:
yeshuatt@mail.dk
www.yeshuattsion.webbyen.dk
PÅ GENSYN !