Matt. Evangeliet - Bjergprædiken. O.E. Indergaard

Mattæus Evangeliet, kap. 6: JESU LIV OG LÆRE. Kristen Bokproduksjon, 6630 Tingvoll. Norge. Cand. philol, Oskar Edin Indergaard

BERGPREKENEN

"Tag jer i vare at i ikke udøver jeres retfærdighed (gr.dikaiosyne) for menneskers øjne, for at ses af dem; ellers har i ingen løn hos jeres Fader i himmelen. Derfor når du giver almisse, skal du ikke lade blæse i basun for dig, som hyklerne (gr.hypokrites) gør i synagogerne og på gaderne for at æres af menneskerne, sandelig siger jeg jer: De har allerede fået deres løn. Men når du giver almisse, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, for at din almisse kan være i løndom, og din Fader, som ser i løndom, han skal lønne dig i det åbenbare." (v.1-4.)

Disse vers giver udtryk for den rette form for almissegivning. Almissegivning var en vigtig del af jødernes etiske retfærdighedsbegreb. Den som ikke gav almisse, kunne ikke forvente at få del i den kommende verden, som er Riget for Israel.

Det hebraiske ord for "almissegivning" er "tzedeka". Det kan både oversættes med "almissegivning" og med "retfærdighed". Der bliver ofte sat lighedstegn mellem disse to begreber. Det viser hvor vigtig almissegivningen var. De gamle rabbiner sagde at verden var baseret på tre ting, og det var: Torahen, Tempel-tjenesten og Almissegivningen

Jesus sagde at når jøderne skulle give almisse, så skulle de ikke gøre dette kendt, for det gjorde hyklerne. De ønskede ære af menneskene, men den som gav almisse, skulle gøre det i stilhed og for Gud. Dette blev belønnet af Gud. (v.1-4.)Det var i samsvar med det som står i Tanach. "Når der er en fattig hos dig blandt dine brødre i nogen af de byer som Herren din Gud giver dig, da skal du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder, men du skal åbne din hånd og låne ham det han mangler og trænger til. Vogt dig at der ikke opkommer en ond tanke i dit hjerte, så du siger: Nu er det snart det syvende år (sabbatsåret, hvor bl.a. al gæld blev eftergivet), og du ser med onde øjne på din fattige broder og ikke giver ham noget. For da kommer han til at klage over dig til Herren, og du fører synd over dig. Du skal gerne give ham, og det skal ikke gøre dit hjerte ondt når du giver ham, for da skal Herren din Gud velsigne dig i alt dit arbejde og alt som du tager dig for. 5.Mos. 15,7-10.

Talmud siger flg. om dette: "den som praktiserer retfærdighed i hemmelighed er større end Moses." (Baba batra 9.b)"Den som giver almisse til de fattige offentlig, får ingen løn af det. (Hagiga 5.a) (Se min bog: Jesu Genkomst, bind,5, s. 306-309, hvor jeg skriver meget om almissegivningen.)

"Og når i beder, så skal i ikke være som hyklerne; for de vil gerne stå og bede i synagogerne og på gadehjørnerne, for at vise sig for menneskerne; sandelig siger jeg jer: De har allerede fået deres løn. Men du, når du beder, da gå ind i dit lønkammer, og din Fader som ser i løndom, han skal LØNNE DIG I DET ÅBENBARE. Og når i beder, skal i ikke remse op mange ord som hedningerne, for de tror at de bliver bønhørt når de bruger mange ord." (v.5-7.)

Bøn er samtale med Gud. Den skal ikke foregå i det offentlige rum, men den skal forgå i det stille rum, hvor en kan koncentrere sine tanker om bønnen.

"Hyklerne", som her er det samme som "farisæerne" brugte at bede på gadehjørnerne og i synagogerne, således at andre kunne se hvor religiøse de var. Jesus sagde at disse havde "allerede fået deres løn" (v.5-9.). Det betyder at de kunne ikke forvente at få mere af Gud. Den som ville bede på en ret måde, måtte gå ind i sit lønkammer og bede til Gud i stilhed. Den som bad på denne måde, kunne være SIKKER PÅ at Gud ville høre bønnen, og at han ville få det som han bad om.

Hvad der vedrører bøn i den messianske menighed, så blev der stillet flg. betingelser til den:

1. De messianske jøder måtte gå ind i deres lønkammer for at bede.
2. Det som to eller tre messianske jøder var blevet enige om at bede om, det skulle de få, for de var samlet i Jesu navn.: Mat. 18,19-20. Joh. 14,13.
3. Den som bad efter Guds vilje, den skulle få det som han bad om, dette er den frimodige tillid som vi (de messianske jøder) har til ham., at dersom vi beder om noget efter hans vilje, da hører han os, og dersom vi ved at han hører os, hvad vi så beder om, da ved vi at vi har de ting, vi har bedt ham om." 1.Joh.5,14-15.
4. Den som holdt Jesu bud, den kunne være sikker på at få det som han bad om. "og det vi beder om, det får vi af ham, for vi holder hans bud (ordet står i flertal) (gr.tas entolas)." 1.Joh. 3,22.
5. Den som forblev i Jesus og i Jesu lære, den kunne være sikker på at få det som vedkommende bad om. "Dersom i bliver i mig og minde ord (lære) (gr.ta remata), da bed om hvad i vil, og I SKAL FÅ DET." Joh. 15,17.
6. Den som holdt Jesu bud, den blev i Jesu kærlighed. "Dersom i holder mine bud, da bliver i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud, og bliver i hans kærlighed." Joh. 15,10.
7. De messianske jøder skulle heller ikke bruge mange ord når de bad. Mat. 6,7.

I den messianske jødedom blev opfyldelsen af bønnerne reguleret efter to forhold, og det var:De messianske jøder måtte tro på Jesus som jødernes Messias. De måtte holde Jesu bud, for at opnå det som de bad om. På samme måde som Jesus holdt Guds bud og blev i Guds kærlighed, på samme måde var det også med de messianske jøder. For at få det som de bad om, måtte de holde deres del af aftalen eller kontrakten.

Således er det ikke i den paulinske kristendom. Opfyldelsen af vore bønner er ikke relateret til om vi holder Jesu lære eller Jesu bud. Der kom en helt ny tid med Paulus. Vi skal ikke fokusere på opfyldelsen af hvert enkelt bud, men på Guds nåde. Det er Guds nåde som gør at vi holder de bud og forordninger som gælder for vor tidsperiode. "For så mange som drives af guds Ånd, de er Guds børn." Rom. 8,14. Se også Titus 2,11-12.

Når vi holder de forskellige bud, så er dette et bevis på at det er Guds nåde som arbejder med os.

Alle Torahen forordninger og bud blev sat til side ved Jesu forsoning på Golgata. Som en enhed og som religiøst system var den ikke længere aktuel for den kristne menighed. "idet han (Jesus) ved sit kød AFSKAFFEDE den Torah som kom med bud og forskrifter, for at han ved sig selv kunne skabe de to (jøder og hedninger) til et nyt menneske (den kristne menighed), idet han gjorde fred." Ef. 2,15. "og UDSLETTEDE skyldbrevet mod os, som var skrevet med bud, og som gik os imod, det tog han og naglede det til korset." Kol. 2,15.For de messianske jøder opfyldte Jesu også Torahen for dem , således at de kunne blive frelst ved at tro på Jesus, men han ophævede ikke Torahen i vandringen for de troende jøder. Det blev krævet af de messianske jøder at de måtte efterleve Jesu lære og holde Jesu bud.

I den messianske jødedom regner vi således med to retfærdighedsbegreber, og det er:

1. Guds retfærdighed, som er den frelsende retfærdighed.
2. Menneskets egen retfærdighed. Dette er ikke en frelsende retfærdighed, men det er en etisk den paulinske kristendom regner vi bare med et retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed. "Men nu er Guds retfærdighed, som Torahen og profeterne vidner om, ÅBENBARET UDEN Torahen. Det vil sige Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus for alle (både jøder og hedninger) og over alle som tror, for der er ingen forskel (på jøder og hedninger i denne paulinske undervisning.) Rom. 3,21-22.

Dette må få os til at forstå at disse to læreformer angår to forskellige perioder i Guds rige.. Jesu og apostlenes undervisning angår Riget for Israel, medens Paulus` lære angår den kristne menigheds tidsperiode. Medens den messianske menighed var baseret på Jesu Torah og Guds løfter i Tanach, så er den kristne menighed baseret på Guds nåde og på hemmeligheder. Vi har ikke noget specielt løfte i Tanach, som vi kan gøre krav på. Vi hører med til den hemmelige side ved Guds rige. "jeg mener; Kristus er blevet en tjener for de omskårne (de messianske jøder) for GUDS SANDRUHEDS SKYLD for at STADFÆSTE LØFTERNE til fædrene, men hedningerne skal prise Gud for hans MISKUNDHED (nåde), som skrevet er: Derfor vil jeg prise dig blandt hedninger og lovsynger dit navn," Rom. 15,8-9.

Når vi ser på Paulus` lære om bøn og bønhørelse, ser vi at han underviste på en HELT ANDEN MÅDE end det som Jesus gjorde. Paulus lærte ikke at vi kunne få alle ting af Herren, dersom vi holdt hans bud. Det som vi kunne regne med at få, var at ville BEVARE OS som troende, og han ville åbenbare sin herlighed på os i de kommende tidsaldre. "Vær ikke bekymret for noget, men lad i alle ting jeres BEGÆRINGER komme frem for Gud i PÅKALDELSE og BØN med taksigelse, og Guds fred, som overgår al forstand skal BEVARE jeres hjerter og deres tanker i Kristus Jesus." Ef. 4,6-7 og 2,7.

Den kristne menighed ville være et UDSTILLINGSVINDU for hele verden i de kommende tidsperioder, for at vise hvor ufattelig stor den nåde er som han giver os i den nuværende tidsperiode, som er nådens tid.

Vi ved ikke engang hvad vi skal bede om, men Den Hellige Ånd hjælper os, således at vi kan bede på en ret måde. Men i lige måder kommer også Ånden vor skrøbelighed til hjælp, for vi ved ikke hvad vi skal bede om, men Ånden selv går i forbøn for os med usigelige sukke. Og vi ved at alle ting tjener dem til gode (samarbejder) som elsker Gud, de som efter hans råd er kaldt." Rom. 8,27.

Dette betyder ikke at der ikke var nåde i tidsperioderne før den kristne menigheds tid. Der har været nåde i alle tidsperioderne. Det er Guds nåde som har frelst menneskerne bestandig. Før den frie nådens tidsperiode, som er vor tidsperiode, så måtte troen blive demonstreret gennem gerninger og overholdelse af de forskellige bud Troen måtte blive testet. Dette var tilfældet både i tidsperioderne før Sina pagtens tid, under Sina pagtens tidsperiode og i Jesu undervisning.

Dette kommer godt frem i troskapitlet i Hebe. 11, som er en beskrivelse af en del troende i Gammeltestamentlig tid. Alle disse havde en eller flere gerninger som de kunne relatere deres tro til. Abel frembar et BEDRE OFFER end Kain. (v.4.) Enok blev bortrykket, for han TÆKKEDES GUD (v.5.) Noah demonstrerede sin tro ved at BYGGE ARKEN. (v.7.) Abraham DROG UD fra Ur i Kaldea, (v.8.) o.s.v.

I den messianske jødedom blev den som ikke havde gode gerninger at vise i vandringen af troende, udstødt fra Guds rige. "øksen (dommen) ligger allerede ved roden af træerne. Derfor bliver hvert træ, som ikke bærer god frugt, HUGGET NED og kastet på ilden. " Luk. 3,9. "hver gren på mig som ikke bærer frugt. DEN TAGER HAN BORT, og hver den som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt." Joh. 15,2.

Således er det ikke i Paulus` forkyndelse. Der kan en få lov til at være et Guds barn selv om en ikke har gode frugter i sit kristenliv. En kan miste hele lønnen, men en bliver alligevel frelst, for kristenlivet opretholdes ikke ved udøvelse af gode gerninger, men ved Guds nåde: 1.Kor. 3,15.

Den kristne menighed er ikke overgivet til overholdelse af bud og regler, men vi er overgivet til GUDS NÅDE. "Og nu overgiver jeg jer til GUD og HANS NÅDES ORD, han som er mægtig til at opbygge jer og giver jer arvelod blandt dem som er blevet helliget." Ap. Gr. 20,32.

Vi må skille mellem Guds nåde, som har været i alle tidsperioderne, og Nådens tidsperiode. De Nytestamentlige hemmeligheder, blev åbenbaret for en mand, og det var Paulus. "om i (hedninger) ellers har hørt om HUSHOLDNINGEN MED DEN GUDS NÅDE, som er givet mig for jer, at han (Gud) ved ÅBENBARING har kundgjort mig HEMMELIGHEDEN således som jeg ovenfor har skrevet med få ord; Ef. 1-2, hvoraf i når i læser det, kan kende MIN INDSIGT i Krist hemmelighed, som i de forrige slægter IKKE ER BELEVET KUNDGJORT for menneskernes børn således som de nu er åbenbaret for hans hellige apostle og profeter (som hørte med til menigheden) i Ånden. At hedningerne er MEDARVINGER og hører med til LEGEMET (Israel hører ikke med til legemet) og har del med i løftet i Kristus Jesus ved evangeliet (om den frie nåde.) Ef. 3,2-6.

Vi må ikke blande sammen det messianske budskab og Paulus` hans lære, for de angår to forskellige tidshusholdninger i Guds rige. Paulus` budskab er en PARANTES ind i Guds program med jøderne.

Efter den kristne menigheds bortrykkelse vil Paulus` undervisning blive trukket tilbagede messianske jøder vil da komme ind i centrum igen, og de vil videreføre Jesu og apostlenes lære, således som de kommer til udtryk i de 4 evangelier, i første del af Apostlenes gerninger og i de hebraiske Skrifter i N.T.

"FADERVOR" ER EN JØDISK BØN

"Gør derfor ikke ligesom de ! for jeres Fader ved hvad i trænger til, før i beder ham. Derfor skal i bede således:

Fader vor, du som er i himmelen " Helliget (gr.hagiazio) vorde dit navn; komme dit rige (gr.basileia); ske din vilje, som i himmelen, så og på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad (gr.aphiemi) os vor skyld, som vi også forlade vore skyldnere; og led os ikke ind i fristelse (gr.peirasmos); men fri os fra det onde. For Riget er dit, og magten (gr.dynamis) og æren (gr,doxa) i tidsaldrene (gr.aion). Amen.

For dersom i forlader menneskerne deres overtrædelser (gr.paraptoma), da skal jeres himmelske Fader også forlade jer, men dersom i ikke forlader menneskernes deres overtrædelser, da skal heller ikke deres himmelske Fader forlade deres overtrædelser." (v.8-15.)

"Fadervor" er en jødisk bøn. Vi kan naturligvis bruge den i indeværende tidsperiode, men det er ikke alt som står i denne bøn, som passer for os. Det er en bøn som angår den messianske jødedom. Hvad der gælder det tidsmæssige aspekt ved den, så gælder den for flg. perioder:

1. Den angår tiden for Jesu og apostlenes forkyndelse.
2. Den gælder trængselstiden på 7 år, og som endnu er fremtidig.
3. Den gælder for hele 1000 års rigets periode. Vi skal i det flg. analysere denne bøn, således at vi ser hvad som VIRKELIG STÅR der. Jeg vil analysere den ud fra et messiansk jødisk synspunkt:Bønnen begynder med at jøderne henvender sig til Gud, som bor i himmelen. Gud er jøderne far, og de er hans børn. Som alle andre børn går til mor og far, når de vil opnå noget, således gik også jøderne til Gud, når der er noget de ville opnå.

1. DEN FØRSTE BØN er bøn om at Guds navn må blive helliget. Guds navn kan ikke blive mere hellig end det allerede er, men vi kan hellige det ved at leve i samsvar med Guds vilje.

Desuden kan Gud selv hellige sit navn ved at han lader det profetiske ord gå i opfyldelse og dermed vise verden at han er en åndelig realitet. I og med at Gud arbejder først og fremmest gennem Israel, når det gælder opfyldelsen af det profetiske ord, så er dette en bøn som har med ISRAELS FRELSE at gøre. Når det profetiske ord går i opfyldelse, så er dette et led i jødernes frelse, som foregår i forskellige etaper. 

2. DEN ANDEN BØN er bøn om at Guds rige må komme. (v.10.) Når Jesus underviste om "Guds rige", var det Riget for Israel han omtalte. Dette rige begyndte med døberen Johannes dåb og undervisning. Han sagde: "Himlenes rige er kommet." Mat. 3,2."TORAHEN og profeterne havde sin tid INDTIL JOHANNES. FRA DEN TID forkyndes EVANGELIET OM GUDS RIGE, og enhver trænger sig ind i det med magt. Luk. 16,16.

Jesus havde det samme budskab som Johannes. Jesus døbte ikke, men han gjorde derimod de messianske under-Gerninger, som til fulde viste hvem han var. (Se min bog; Jesu Genkomst, bind 4, kap.: De messianske undergerninger.)

Efter Jesu himmelfart fortsatte Jesu apostle og disciple at forkynde evangeliet om Riget for Israel.. Dette blev kaldt for "apostlenes lære": Ap. Gr. 2,42. Denne forkyndelse forkyndte de helt frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70. Efter den tid var nådetiden for jøderne slut m.h.t. oprettelsen af RIGET.

3. DEN TREDIE BØN er en bøn om at Guds vilje må ske i Israel, således som den sker i himmelen. (v.10.) Det græske ord "ge", som i vore Bibler er oversat med "jorden", kan ligeså godt oversættes med "landet" dvs. landet (hebr.eretz) Israel. Når Guds vilje sker på jorden, må den først begynde i Israel. Det er Israel som er udgangspunktet for Guds planer og Guds vilje i verden.
4. DEN FJERDE BØN er en bøn om at Gud må give jøderne deres daglige brød. Ordet "brød" går på alt det som de behøver i det daglige liv, og det går også på Jesu person. Jesus sagde om sig selv at han var livets brød: Joh. 6,15. Jesus sagde også at mennesket lever ikke af brød alene, men af Guds ord. "Og Jesus svarede ham (djævelen): Mennesket (Jesus selv) lever ikke af brød alene, men af hvert Guds Ord." Luk. 4,4.

For at et menneske skal fungere på en ret måde, må det have mad og åndelig føde. Den som søgte Guds rige og Guds retfærdighed, den kunne forvente at få alt det som vedkommende behøvede: Mat. 6,33.

Dette er en bøn som ikke mindst angår den store trængselstid, som ligger foran jøderne. Da skal de blive presset af alle verdens nationer. De vil da mere og mere indse at de er afhængige af Gud, for at overleve fra dag til dag.

I tillæg til dette vil Antikrist kræve at den som skal købe og sælge noget i denne tid, må have hans mærke eller dyrets navn eller tallet for hans navn på sin højre hånd eller på sin pande: Johs. Åb. 13,16-17.

Om jøderne i 1000 års-riget er der sagt flg.: "Han (den retfærdige) skal bo på høje steder, fjeldfæstninger er hans borg, SIT BRØD SKAL HAN FÅ. Vandet skal ikke slippe op for ham. Dine øjne skal skue kongen (Messias) i hans herlighed. De skal se et vidtstrakt land." Es. 33,16-17.

5. DEN FEMTE BØN er en bøn om at Gud må forlade jøderne deres skyld (synd), således som de også tilgav dem som har begået synder mod dem. I denne bøn bliver syndetilgivelsen gjort afhængige af at jøderne FØRST tilgav sine medmennesker, det som de havde gjort mod dem. Dette princip om at DEN SOM IKKE TILGAV FØRST, den fik ikke tilgivelse af Gud, hedder på hebraisk "midah knegde", og det betyder "mål mod mål" eller "standard mod standard". Gud behandler mennesker i forhold til den standard som de har behandlet andre mennesker på.

Dette princip var godt kendt i den rabbinske litteratur. I Jesu Siraka bog fra år 189 før Messias står der: "En som hævner sig, vil opleve Herrens hævn, og han (Herren) vil tage vare på hans synder..

"Tilgiv din næstes uret, og dine synder vil blive taget væk, medens du beder. I Mishnah Sota 1,7 står der: "Med det mål et menneske måler, bliver det målt."

Rabbi Gamaliel Berrabbi har sagt: "Enhver som viser barmhjertighed til andre, vil få barmhjertighed fra himmelen."

Den som ikke tilgav først, fik ikke syndernes forladelse af Gud. Således er det ikke i vort tidsperiode og i den Paulinske lære. Vi bliver tilgivet vore synder på grund af Jesu forsoning. Vi kan være sikre på syndernes forladelse når vi tror på Jesus. Det "at tro på Jesus er det samme som "at have syndernes forladelse": Ef. 4,32.

Kol. 3,13.

Dette var så vigtigt princip i Jesu undervisning at han pressesirede det nok engang i Mat. 6,14-15.

Hvad som gælder selve verbet "at tilgive", så er det på græsk "afiemi". Det betyder "at sende bort". Det betyder at synde bliver sendt bort og er borte for altid. Således er Guds tilgivende nåde. Et andet vigtigt princip i den messianske jødedom var det forhold, at en måtte BEKENDE sine synder, for at få forladelse. Dette var et krav som blev stillet "dersom vi (de messianske jøder) bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han forlader os vore synder og renser os fra al uretfærdighed" 1.Joh. 1,9.

I vor tidsperiode behøver vi ikke at bekende vore synder for at få syndernes forladelse . Guds nåde dækker alt dette. Vi har AUTOMATISK syndernes forladelse så længe som vi tror på Jesus. Det er det samme som at "være i Kristus".

Dette betyder ikke at vi ikke længere skal lægge vor synder frem for Gud og bede ham om at hjælpe os, således at vi kan leve et bedre liv som kristne. Vi skal lægge alt frem for Gud: Ef. 4,6.

6. DEN SJETTE BØN er bøn om at Gud ikke måtte lede de messianske jøder ind i fristelse (prøve). (v.13.) Det ord som her er brugt, er på græsk "peirasmos". Det skal ikke oversættes med "fristelse", men med "prøve".

Denne bøn angår de prøver som jøderne skal igennem i den 7 årlige trængselstid, som ligger foran. Det samme ord er brugt i Johs. Åb.3,10 om menigheden i Filadelfia, som er en messiansk menighed, og ikke en paulinsk menighed. Gud vil bevare den ud fra (gennem) trængselstiden. "Fordi du tog vare på mit ord om tålmodighed, vil jeg også fri dig ud fra (gr.ek) den prøvelsens time (gr.tes horas tu pirasmu) som skal komme over hele jorderige, for at prøve dem som bor på jorden." Åb. 3,10.

Det forhold at de 7 lilleasiatiske menigheder ikke er paulinske menigheder, ser vi af indholdet i det som Johannes skrev til disse menigheder. Der bliver lagt stor vægt på de gerninger som de gør og mindre vægt på Guds nåde, som kendetegner de paulinske menigheder. "Kom derfor i hu hvad du (menigheden i Efesus) er faldet fra (den første kærlighed) og omvend dig og gør DE FØRSTE GERNINGER (efterlevelse af Jesu lære), ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens sted, hvis du ikke omvender dig." Åb. 2,5.

"Bliv vågen (menigheden i Sardes) og styrk de ting som var på vej til at dø, for jeg har ikke fundet DINE GERNINGER FULDKOMNE FOR GUD." Åb. 3,2.

(I parentes gør vi opmærksom på at i Efesus som i mange andre byer i diasporaen var der to typer menigheder, som troede på Jesus, og det var:

1. De messianske menigheder, som betod af jøder og proselytter. De blev betjent af apostlene.
2. De paulinske menigheder, som betod af både jøder og hedninger. De blev betjent ag Paulus og hans medarbejdere.

1. DEN SYVENDE BØN er en bøn om at Gud må bevare jøderne fra "det onde" eller "den onde". (v.13.)

Dette er også en bøn som angår jøderne i den store trængsel. Vi ved at jøderne desværre skal indgå en pagt med Antikrist i begyndelsen af trængselstiden på 7 år. "Og en uge (7 år) skal han (Antikrist) gøre pagten fast for de mange (jøder), og i midten af årugen skal slagtoffer og madoffer ophøre, og på vederstyggelighedens vinger skal ødelæggeren (Antikrist) komme, og det indtil tilintetgørelse og fast besluttet straffedom strømmer ned over den som ødelægge (Antikrist)." Dan. 9,27. Dette er det VIRKELIGE STORE FRAFALD, som Bibelen omtaler. Jøderne skal gøre en aftale med Antikrist, som de tror er jødernes Messias. Det er dette frafald som omtales i 2.Tess. 2,3-4, hvor der står: "lad ingen dåre jer på nogen måde, for først må frafaldet komme og syndens menneske (Antikrist) åbenbares. Han som står imod og ophøjer sig over alt som kaldes gud eller helligdom, så han sætter sig i Guds tempel (i Jerusalem) og giver sig selv ud for at være Gud."

"Fadervor" bliver afsluttet med en beskæftigelse om at Riget for Israel, magten og æren hører Herren til i TIDSALDRENE.

Dette er i samsvar med det som står i : Luk. 1,32-33.

Riget for Israel skal bare vare en tidsperiode, medens Guds rige skal være for altid. Efter at Jesus har været konge i 1000 år, vil han afslutte den første del af det Davi diske kongedømme og underlægge sig Gud, således at Gud kan være alt i alle: 1. Kor. 15,25-28.

Hvad der gælder det græske ord "aion" og det hebraiske ord "olam", så skal disse ord ikke oversættes med "evighed", men de skal oversættes med ordet "tidsalder". Det er sammenhængen i teksten som viser hvilken tidsalder det gælder. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, hvor jeg skriver meget om dette.)

Der er mange ligheder mellem "Fadervor" og de jødiske bønner. Vi skal her citere fra to jødiske bønner.:

"Må din vilje blive gjort i himmelen deroppe og garantere fred og tilfredshed til de som frygter dig, og som gør det som synes bedst for dig." (Tosefta Berakot 3,7.)

"Må det være din vilje , Herre, min Gud, at gøre mig kendt med din Torah, og gøre det således at jeg adlyder dine bud. Led mig ikke ind i synd, ikke ind i urenhed, ikke ind i prøvelser, ikke ind i vanære. Tving frem mine impulser til at tjene dig, og hold mig langt borte fra en ond mand eller fra dårlige venner. Giv mig gode venner i dette liv. Og lad mig i dag og hver dag finde nåde, velvilje og barmhjertighed i dine øjne og i øjnene til alle som møder mig., og garanterer mig dine bedste velsignelser. Velsignet er du o Herre, som garanterer dine bedste velsignelser til dit folk, Israel." (Berakoth 60 b.) (Se David Bivin og Roy Blizzard Jr.s bog: Understandig the Difficult Words of Jesus, s. 46. ) (Se også min bog: Jødernes Konge, bind 2, kap.: Fadervoret er en jødiske bøn.)

"Når i faster, skal i ikke gå med mørkt åsyn som hyklerne; for de gør deres ansigter ukendelige, for at mennesker skal se at de faster; sandelig siger jeg jer: de ha allerede fået deres løn. Men du når du faster, da salv dit hoved og vask dit ansigt, for at mennesker ikke skal se at du faster, men din Fader, som er i løndom; og din Fader, som ser i løndom, skal lønne dig." (v.16-18.)

I disse vers bliver den RETTE FASTE beskrevet. Når de messianske jøder skulle have en privat faste, skulle de ikke gøre som hyklerne (farisæerne og de skriftlærde), som ønskede at alle skulle se at de fastede. De strøede aske i håret rev stykker af deres klæder og fordrejede ansigtet, således at det skulle se ud at de havde det ondt.

Jesu disciple skulle derimod opføre sig normalt, således at ingen uden Gud vidste, at de fastede. Gud skulle lønne dem i det åbenbare, for deres skjulte faste gav udtryk for det rene trosforhold som der var mellem Gud og hans barn.

Hvad der gjaldt fasten i Israel, så fastede farisæerne og de skriftlærde to gange i ugen.

Mose Torah forskrev bare en fastedag i hele året, og det var på Yom Kippur, som er den store forsoningsdag.

I tillæg til dette er der blevet forordnet to andre officielle faster i Israel, og det er Purim festen og den 9.ab, hvor begge jødernes templer blev ødelagt på den samme dag. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4. Om de forskellige højtider i Israel.)

"Samle jer ikke skatte på jorden (i Israel), hvor møl og rust tærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men samle jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust tærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler ! For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. Øjet er legemets lys; er dit øje frisk (gr.haplous), da bliver hele dit legeme lyst; men er dit øje sygt (gr.poneros), da bliver hele dit legeme mørkt. Er altså lyset (gr.phos) i dig mørke, hvor stort bliver da mørket ! Ingen kan tjene (gr.doulevo) to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; i kan ikke tjene Gud og mammon." (v.19-24.)

De messianske jøder blev bedt om at samle sig skatte i himmelen og ikke i Israel. Denne skat, som skulle blive bevaret i himmelen, skulle de få udbetalt foran Jesu hellighedstrone i Jerusalem, når han kommer tilbage. Se Mat. 25,1-30 og Luk. 19,12-27.

Her snakkede Jesus om det "at være grådig" og om det "at være gavmild". Udtrykkene "at have et godt øje" eller "at have et dårligt øje" er hebraiske udtryk som betyder "at være grådige" eller "at være gavmild."

Den som var grådig, kunne ikke arve Guds rige, for det var et KRAV i Mose Torah og i Jesu undervisning at jøderne skule give gaver – både til de fattige og til Guds rige. Den som ikke gjorde det, fik ikke del i Guds rige. En kunne ikke tjene både Gud og mammon, som er et aramæisk ord for "penge" og "ejendom". En måtte bestemme sig hvem en ville tjene.

Det vigtigste spørgsmål som vi har her i tilværelsen er spørgsmålet: HVORDAN SKAL JEG BLIVE FRELST. Dette er det spørgsmål som alle religioner forsøger at give et svar på. Dette gjaldt også jødedommen, den messianske jødedom og den paulinske kristendom. De havde forskellige svar på dette spørgsmål:

1. Det officielle jødedom havde det svar at den som holdt Torahen skal blive frelst. Den som ikke holdt Torahen, den var forbandet og havde ikke muligheder for frelse.: Joh. 7,49
2. Den messianske jødedom havde flg. svar på dette spørgsmål:

1. En måtte fødes på ny, for at få del i Guds rige. Det er det samme som at blive født "af Ånden": Joh. 3,1-7. Det som lå til grund for denne nye fødsel, var anger, omvendelse og vanddåben.
2. En måtte komme til en personlig tro på Jesus, for at få del i Guds rige. "for at hver den som tror på ham (Jesus) skal have tidsalderlig liv."
3. En måtte holde alle Jesu bud i vandringen som troende. "Dersom i elsker mig, da holder i mine bud." Joh. 14.15. "Den som har mine bud og holder dem, han er den som elsker mig, men den som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." Joh. 14,21.
4. En måtte tage vanddåben, for at blive frelst. "Den som tror og bliver DØBT skal blive frelst, men den som ikke tror, skal blive fordømt." Mark. 16,16. "Peter sagde til dem (jøderne): Omvend jer, og enhver af jer lader sig døbe på Jesu Kristi navn til syndernes forladelse, så skal i få Den Hellige Ånds gave. For løftet (om Den Hellige Ånd hører jer til, og jeres børn og alle dem som er langt borte (jøderne i diasporaen)." Ap. Gr. 3, 38-39.)
5. En måtte være villig til at sælge alt det han ejede og give til de fattige. "Og se, der kom en mand til ham og sagde: Mester hvad godt skal jeg gøre for at få tidsallerlig liv (et liv i tidsalderen)? Men han (Jesus) sagde til ham: hvorfor spørger du mig om det gode? Der er bare en som er god, men vil du gå ind til livet (i Rigets tid), da HOLD BUDENE. Han sagde til ham: hvilke? Jesus sagde. Du skal ikke slå ihjel. Du skal ikke drive hor, Du skal ikke stjæle. Du skal ikke sige falsk vidnesbyrd, Hædre din far og din mor, og du skal elske din næste som dig selv. Den unge mand sagde til ham: Alt dette har jeg holdt. Hvad fattes mig endnu? Jesus sagde til ham: VIL DU VÆRE FULDKOMMEN (efter Torahen), da gå bort og SÆLG ALT DET DU EJER OG GIV DET TIL DE FATTIGE, så skal du få en skat i himmelen. KOM SÅ(derefter) og FØLG MIG (OG FÅ DEL I MIN RETFÆRDIGHED.) Men da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, for han havde mange ejendomme." Mat. 19,16-22.

I vor tid behøver vi ikke at sælge alt det vi har, for at være medlemmer af den kristne menighed. Der er ikke stillet krav til os. De som er rige, bliver derimod opfordret til at gøre gode gerninger og være gavmilde. De skal få nådeløn for det.: 1.Tim. 6,17-19.

1. Den paulinske kristendom har bare et svar på dette vigtige spørgsmål, og det er at menneskerne må komme til en PERSONLIG TRO PÅ JESUS, for at blive frelst. "Så være det jer vitterlig, brødre, at ved ham (Jesus) forkyndes der syndernes forladelse (bortsendelse) (gr.afesin), og fra alt det som i ikke kunne retfærdiggøres fra ved Mose lov, RETFÆRDIGGØRES I HAM ENHVER SOM TROR." Ap. Gr. 13,38-39 og 16,30-31.

Der er ligheder mellem den messianske jødedom og den paulinske kristendom, med der er også STORE FORSKELLE. Det som forener disse to læresystemer er troen på Jesus. Guds frelsende nåde og Den Hellige Ånd som frelsespant.

Når Peter på apostel-mødet i Jerusalem sagde at de messianske jøder blev frelst på samme måde som hedningerne, så er det ret at begge grupperinger blev frelst af Guds nåde: Ap: Gr. 15,11.

Men det var ikke nok for den messianske forsamling bare at tro på Jesus. Den måtte også efterleve Torahens krav og bud.

Medens nåden er helt FRI i den paulinske lære, er den BETINGET i den messianske lære. Der blev stillet krav til de messianske jøder, for at de skulle blive bevaret i Guds nåde. De måtte efterleve Jesu bud og lære i vandringen som troende.

Vi må lære at skille mellem den betingede og den ubetingede nåde. Der er ingen som har fortjent Guds nåde, men det er en anden sag.

Vi har så let for at blande sammen de to læresystemer som er beskrevet i N.T. Det er STOR FORVIRRING på dette område. I forkyndelsen blander de fleste sammen Guds krav og Guds nåde.

De to læresystemer som vi har i N.T., må ikke blandes sammen. De har deres egenart, og de har forskellige målsætninger. Den messianske jødedom tog sigte på at udtage jøderne og hedningerne for Riget for Israel, medens den paulinske kristendom tager sigte på at udtage den kristne menighed for himmelen.

De som blander sammen disse to trossystemer, bidrager til at der bliver FORVIRRING blandt de troende, og at EVANGELIET MISTER SIN KRAFT. De som f.eks. forkynder at vanddåben er nødvendig for at blive frelst, eller de som forkynder at der er frelse (genfødelse) i vanddåben, de er med til at svække evangeliet om Guds nåde: 1.Kor. 1,17.

De som sammenbander de to læresystemer som vi har i N.T., bidrager til at evangeliet mister sin kraft. Store dele af den kristne kirke i dag har INGEN KRAFT i sin forkyndelse. Den er henfaldet til ritualisme og menneskelig påfund.

"Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymret (gr.merimnao) for deres liv (gr.psyke), hvad i skal spise og hvad i skal drikke, eller for deres legeme, hvad i skal klæde jer med! Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se på himmelens fugle: De sår ikke, de høster ikke, de samler ikke i lade, og deres himmelske Fader føder dem alligevel. Er i ikke meget mere end de? Og hvem af jer kan med al sin bekymring lægge en alen til sin livslængde? Og hvorfor er i bekymrede for klæderne? Akt på liljerne på marken, hvorledes de vokser: De arbejder ikke, de spinder ikke; men jeg siger jer: End ikke Salomon i al sin herlighed (gr.doxa) var klædt som en af dem. Men klæder Gud således græsset på marken, som stå i dag og i morgen kastes i ovnen, skal han da ikke meget mere klæde jer, i lidet troende? Derfor skal i ikke være bekymret og sige: Hvad skal vi spise, eller hvad skal vi drikke, eller hvad skal vi klæde os med? For alt dette søger hedningerne (gr.ethnos) efter, og deres himmelske Fader ved at i trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal i få alt dette i tilgift! Vær altså ikke bekymret for den dag i morgen---.

ref. yeshuatt@mail.dk