MATTEUS EVANGELIET
Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, Kristen Bokproduksjon, 6630
Tingvoll, Norge.
KAPITTEL 9.
"Og
han gik i båden og for over og kom til sin egen by. Og se, de førte
til ham en mand som var værkbruden, og som lå på en seng, og da
Jesus så deres tro, sagde han til den værkbrudne: Vær frimodig,
søn ! dine synder (gr.hamartia) er dig forladt (gr.aphiemi). Og se,
nogen af de skriftlærde sagde ved sig selv: Denne spotter
(gr.blasphemeo) Gud. Da Jesus så deres tanker, sagde han: hvorfor
tænker i så ondt (gr.poneros) i jeres hjerter (gr.kardia) ? For
hvad er lettest, enten at sige: Dine synder er dig forladt, eller
sige: Stå op og gå ? Men for at i skal vide (gr.eido) at
Menneskesønnen har magt (gr.exousia) på jorden (i Israel) til at
forlade synder – da siger han til den værkbrudne: Stå op tag din
seng og gå hjem til dit hus ! Og han stod op og gik hjem til sit
hus. Men da folket så det, blev de forfærdet og priste Gud, som
havde givet Mennesket en sådan magt." (v.1-8.)
Da
Jesus kom til Kapernaum, som var hans "egen by", førte de
til ham en mand som var helt eller delvis blind, for at Jesu kunne
helbrede ham. Da Jesus så deres tro, som var en betingelse for
helbredelse i den messianske forsamling, gav han denne mand både
syndernes forladelse og helbredelse.
Dette
behøver ikke at betyde at der var nogen sammenhæng mellem synd og
mandens liv og den sygdom ,som han havde, men Jesus så på syndernes
forladelse som vigtigere end helbredelsen. Han ville give ham begge
dele, men han gav ham syndernes forladelse først. (v.2.)
Farisæerne
tænkte ved sig selv at Jesus spotter Gud, når han tilgiver denne
mand hans synd, for de tænkte at det var bare Gud, som kunne tilgive
synd. De forstod ikke at Jesus var Guds selv, som iflg. det
profetiske ord var kommet til jøderne.
Jesus
spurgte farisæerne hvad var LETTEST AT SIGE: Enten at mandens synder
var forladt, eller at han skulle stå op og gå (v.5.). I
udgangspunktet er det lige let at sige begge dele, men i praksis var
det lettere at sige at mandens synder var forladt, for det kunne ikke
kontrolleres af nogen. Dersom Jesus derimod sagde at hans sygdom var
blevet helbredt, så kunne hvem som helst se at manden var frisk.
For
Jesus var det LIGE LET at tilgive synd som at helbrede et menneske,
derfor sagde han til den syge: "Stå op og tag din seng og gå
til dit hus." (v.6.)
Helbredelsen
af denne mand blev derfor et bevis på at Jesus havde magt til at
TILGIVE SYNDERE. Folket som så at Jesus udførte disse undere,
forstod sammenhængen og de priste Gud for at han havde givet
mennesket Jesus en sådan magt. (v.8.)
Farisæerne derimod mente at Jesus gjorde
sine undere ved Satan: Mat. 9,34.
"Og
da Jesus gik derfra, så han en mand ved navn Mattæus sidde på
toldboden; og han sagde til ham: Følg mig ! Og han stod op og fulgte
ham.
Og
det skete da han sad til bords i hans hus, se, da kom mange toldere
og syndere (gr.hamartolos) sad til bords med Jesus og hans disciple.
Og da farisæerne så det, sagde de til hans disciple: hvorfor spiser
jeres mester med toldere og syndere ? Men da Jesus hørte det, sagde
han: De friske trænger ikke til læge, men de som har ondt. Men gå
bort og lær hvad det er: jeg har lyst til barmhjertighed (gr.eleos)
og ikke til offer. For jeg er ikke kommet for at kalde (gr.kaleo)
retfærdige (gr.dikaios), men for at kalde syndere." (v.9-13.)
Kapernaum
er et vigtigt knudepunkt på vejen fra Damaskus til Middelhavet. Der
blev indkrævet de forskellige typer told og afgifter der. Mattæus,
som også blev kaldt for Levi, var overtolder der, og da Jesus så
ham sidde på toldboden, kaldte han på ham. Han stod op med det
samme og fulgte Jesus. (v.9.)
Der
kom mange toldere og syndere af forskellig slags til dette gæstebud
som Mattæus holdt for Jesus. (v.10.)
Farisæerne
som var ude efter at finde klagepunkter mod Jesus, spurgte Jesu
disciple, hvorfor Jesus spiste sammen med toldere og syndere. Der var
de etisk urene. (v.11.)
Tolderne
blev set på som de værste syndere i samfundet, for de samarbejdede
med okkupationsmagten, Roma. Desuden var de uærlige og berigede sig
på folkets penge.
Tolderne
var så foragtet i Israel at deres penge ikke blev godtaget som
almisser. De kunne heller ikke vidne i en jødisk retssag
Jesus
sagde til farisæerne at han var ikke kommet for at kalde de egen
retfærdige ind i Guds rige, men de som havde problemer med deres
synd. Han var kommet for at befri dem fra synden. Han tog på sig
deres synd. Han gjorde dem fri. (v.13.)
Jesus
sagde videre at han ønskede at farisæerne skulle vise
barmhjertighed i stedet for at give tomme offer. Barmhjertigheden var
større end ofrene. (v.13.) De som viste barmhjertighed, skulle arve
Guds rige: Mat. 5,7.
DET
ER JØDERNE SOM ER JESU BRUD.
"Da
kom Johannes` disciple til ham og sagde: Hvorfor faster vi og
farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke ? Og Jesus sagde
til dem: Kan vel brudesvendene sørge så længe brudgommen er hos
dem ? Men de dage skal komme da brudgommen blive taget fra dem, og da
skal de faste. Ingen sætter en lap af u-krympet tøj på et gammelt
klæde; for lappen river sig et stykke af klædet, og riften bliver
værre. Heller ikke fylder de ny vin i gamle skindsække; ellers
revner sækkene, og vinen spildes, og sækkene ødelægges; men de
fylder vin på nye skindsække, så bliver begge dele bjerget."
(v.14-17.)
Jakob
og Johannes havde været disciple af Johannes. De gik over til at
blive Jesu apostle. Til trods for at døberen Johannes sad i
fængselet, så fortsatte alligevel en del af hans disciple hans
virksomhed. De gik ret til Jesus og spurgte om hvordan det kunne
være, at de og farisæerne fastede så meget, medens Jesu disciple
fastede ikke.
Hvad
der gælder fasten i Israel, så var den udtryk for sorg. Man skulle
nærme sig Gud og bede om beskyttelse og syndernes forladelse ifm.
fasten.
Jesu
lærte at man skulle vise verden at en fastede, men fasten skulle
give udtryk for et åndeligt forhold mellem den enkelte og Gud. Den
skulle forgå i det stille. Mat. 6,16-17.
Der
var bare fastsat en fastedag i året i Torahen, og det var Yom
Kippur. Desuden fastede jøderne dagen før Purim festen og den 9,av.
På den dag blev begge templer ødelagt og opbrændt. (se min bog:
kristendommens Jødiske Rødder., kap.: De 7 første måneder
symboliserer 7000 år.
Farisæerne
derimod fastede to gange i ugen. Hvor ofte Johannes hans disciple
fastede, ved vi ikke, men de fastede sandsynligvis ifm. sorgen som de
havde , på grund af at Johannes var i fængsel.
De
som deltog i et bryllup, skulle ikke faste. De kunne ikke faste så
længe som der var bryllup, som er et billede på at Riget
for Israel, var etableret. Det
blev etableret ved Jesu første komme.
Jesus
var "brudgommen" i dette bryllup. Det bliver kaldt for
"Kongesønnens bryllup". "Himlenes rige er at ligne
med en konge (Gud) som gjorde BRYLLUP for sin Søn (Jesus)."
Mat. 22,2.
"Forloveren
i dette bryllup var døberen Johannes. Han skulle berede et
velskikket folk for Herren, således at Herren ikke skulle komme og
slå landet med forbandelse: Malakias 4,6.
Johannes
blev kaldt for brudgommens ven.
"Bruden"
i dette bryllup var det jødiske folk. "Den som har BRUDEN, han
er brudgom, men BRUDGOMMENS VEN, som står og hører på ham, glæder
sig storligen over brudgommens røst. Denne min glæde er nu blevet
fuldkommen. Joh. 3,29.
"Brudesvendene"
som var apostlene, skulle have bestemte funktioner i brylluppet. De
skulle bl.a. være sammen med brudgommen når han skulle hente bruden
i hendes hjem.
Bruden
vidste ikke hvornår brudgommen ville komme, så hun måtte være
beredt til at brudgommen kom. Han kunne komme når som helst: Mat.
9,15.
Når
brudgommen, forloveren og brudesvendene var jøder, er det HELT
INDLYSENDE at også BRUDEN MÅ VÆRE JØDE.
Da
Jesus kom første gang, så havde Gud til intention (hensigt) at
oprette Riget for
jøderne, men bruden var ikke rede til at det kunne ske: Mat. 22,3.
Det
er ikke den kristne menighed som er "bruden" i
"Kongesønnens bryllup", men det er jøderne.
Jøderne har bestandig været Herrens brud. Det er et TYVERI at sige
og mene at det er den kristne menighed, som har denne funktion. Det
har med erstatningsteologien at gøre. Den går ud på at fratage
Israel dets opgaver, kald, funktioner og benævnelser.
Den kristne menighed er
derimod Jesu åndelige legeme.
Hele
Jesu virksomhed i Israel var et bevis på at Jesus var Messias og en
invitation til jøderne om at Guds rige var etableret, og at de kunne
få del i det i troen på Jesus. Men som vi ved, tog jøderne ikke
imod Jesus som deres Messias. Både folkets åndelige ledere og store
dele af folket mente at Jesus var en falsk Messias og forkastede ham.
Jesu
brugte her to billeder på at sammenligne den religiøse jødedom med
han nye lære. Han sammenlignede jødedommen med "et gammelt
klæde" og "gamle skindsække". Man kunne ikke sætte
et nyt tøjstykke, som var hans lære,
på et gammelt klæde, for da ville det nye tøjstykke rive et stykke
af det gamle klæde, og riften ville blive større end den allerede
var. (v.16.)
Man
kunne heller ikke fylde ny vin, som var et
udtryk for hans lære, i gamle skindsække.
Dersom det blev gjort, ville de gamle skindsække sprænges og vinen
ville gå til spilde. Man skulle derimod fylde ny vin i nye sække.
Når de gjorde det ville begge dele blive bjerget. (v.17.)
Jesus
ville FORNY JØDEDOMMEN. I løbet af de år som var gået siden Mose
Torah blev givet, så var der kommet en række forordninger og
fortolkninger ind i Torahen, som ikke var fra Gud. Det var et værk
fra farisæerne og de skriftlærde. Jesus ville reformere jødedommen,
således at den kom i samsvar med Guds vilje og den nye tid, som var
etableret i Israel. Jesus kom med lovene og læren for Riget
for Israel.
Hvad
som gælder ordet "ny", som er brugt i sammensætningen "ny
vin", så er dette ord "neos" på græsk. Det betyder
"ny" i den betydning at dette "er noget helt nyt –
noget som ikke har været før". Jesu lære er altså en NY
LÆRE.
Hvad
som gælder ordet "ny" som er brugt i sammensætningen "nye
skindsække", så er dette ord på græsk "kainos".
Det betyder "ny" i den betydning at skind sækkene var "af
en ny kvalitet". De "nye skindsække" er et billede på
den nye lære.
Jesu
lære er både en HELT NY LÆRE og EN LÆRE SOM HAR EN HELT ANDEN
KVALITET end den rabbinske jødedom, som havde udviklet sig til at
blive en religion, som lagde større vægt på menneskelige ordninger
end det som Gud havde sagt i sit ord i Tanach.
Medens
han talte dette til dem, se, da kom en synagoge-forstander: Mark.
5,18-26.
Det
var alle typer folk som kom til Jesus med deres problemer. De så at
han kunne hjælpe dem. I dette tilfælde var det en
synagoge-forstander, som hed "Jairus", som kom til Jesus,
Mark. 5,22.
Dette
vil sige at han hørte med til jødedommen og at han havde en meget
betroet stilling. Han var udvalgt af det lokale Sanhedrin til at påse
at synagogen var i orden, og at der var ro og orden under Guds
tjenesten. Hans opgave var ikke at prædike eller lære, men det var
ham som bestemte, hvem der skulle få lov til at oplæse teksterne i
synagogen og prædike i den.
Selve
ordet "synagoge" betyder "forsamling" eller
"samlingsplads." Denne institution blev udviklet efter at
jøderne måtte ud landflygtighed til Babylon. Jøderne som var i
diasporaen, søgte sammen i synagogerne, for templet i Jerusalem var
for langt borte, til at de kunne drage derhen, for at deltage i Guds
tjenesten og ofringerne. Efter templets fald i år 586 før Messias,
blev guds tjenesten i synagogerne er erstatning for tempeltjenesten –
både for jøderne i Israel og jøderne i diasporaen.
Efter
at templet blev bygget op igen, efter at det havde blevet ødelagt af
Babylonerne, fortsatte Guds tjenesten i synagogerne. Den blev en
komplettering af tempeltjenesten.
For
de jøder som boede i diasporaen, og det var halvparten af alle
jøder, så blev det at deltage i Guds tjenesten i synagogen næsten
det samme som at deltage i Guds tjenesten i templet.
I
Jerusalem, hvor man også havde templet, var der ikke mindre end 394
eller måske til og med 480 synagoger. Dette viser at der ikke var
noget modsætningsforhold mellem templet og synagogerne.
Jesus
anerkendte Guds tjenesten i synagogerne og underviste selv der: Mat.
4,23.
Til
trods for at Jesus kritiserede farisæerne og de skriftlærde, så
kritiserede han aldrig Guds tjenesten i synagogen. Grunden til dette
må være at Guds tjenesten i synagogen var blevet bevaret fra den
farisæiske fortolkning og indflydelse op gennem årene.
Jesus kritiserede derimod ofte
Guds tjenesten i templet.
Til
trods for at Jai rus hørte med til den officielle jødedom, så kom
han til Jesus da hans eneste datter lå for døden. Han vidste at
Jesus var den eneste som kunne hjælpe ham. Jesus på sin side sagde
ikke nej til at hjælpe. Han tog sig ofte af den enkelte, som var i
nød. (v.18-19.)
KVINDEN SOM RØRTE VED
JESU KLÆDER.
På
vejen til synagoge-forstanderens hjem rørte en kvinde, som havde
haft en blodsygdom i 12 år, ved en af de 4 duske, som han havde på
de fire hjørner af kappen, og hun blev helbredt ved denne berøring.
Hun tænkte (troede) at dersom hun fik røre ved en af disse duske,
som på hebraisk hedder "tzitzit", så ville hun blive
frisk. (v.20-21.)
Kvinden
var i en desperat citation:
- Hun havde været syg i 12 år.
- Hun var uren.
- Denne sygdom var også en grund til skilsmisse. (Se 5.Mos. 24,1.)
Jesus
bebrejdede ikke denne kvinde for at hun havde rørt ved hans klæder.
Han
roste hende og sagde til hende:"...Vær frimodig datter. Din tro
har frelst (helbredt) dig." (v.22.)
Denne
kvinde blev helbredt da Jesus udtalte disse ord. (v.21.)
Troen
var midlet som Jesus brugte, til at menneskene kunne blive helbredt.
Kraften til at helbrede var den kraft som udgik fra ham selv: Mark.
5,30.
Det
var ikke bare denne kvinde som blev helbredt ved at hun rørte
duskene på Jesu klæder. Ved en anledning blev alle som rørte ved
disse duske helbredte: Mat. 14,35-36. Luk. 6,19.
Alle
jøder havde 4 ytterplagg (kvaster) et i hvert hjørne. Det var
påbudt i Mose Torah. Når jøderne så på duskene, så skulle de
huske ALLE BUDENE, som Herren havde givet dem: 4.Mos. 15,38-39.
Hver
dusk skulle bestå af 4 dobbeltknuder og 8 snore (tråde). Den skulle
bestå af 13 dele. Talværdien af ordet "tzitzit" er 600.
Når vi lægger sammen disse to tal, får vi 613, som er det totale
antal af budene i Tanach. Disse knuder skulle minde jøderne om alle
Herrens bud.
I
4.Mos. 15,38, er det hebraiske ord "kanaph" brugt for
"duske". Dette ord kan også oversættes med "vinger".
I Malakias 4,2, står der flg om Jesu bud og han helbredelser: "Men
for jer som frygter mit navn, skal retfærdighedens sol (Messias) gå
op med lægedom UNDER SINE VINGER, og i skal gå ud og hoppe som
spædekalve (på grund af helbredelserne)".
Der
var ingen regler for hvor brede og lange disse knuder skulle være.
Jesus kritiserede farisæerne og de skriftlærde for at de gjorde
disse duske store, for at de skulle ses af menneskene: Mat. 23,5.
På
hver dusk skulle der være en BLÅ SNOR. Den skulle minde jøderne om
Gud. Rabbi Meir har sagt flg. om dette: "hvorfor var blå farven
valgt fremfor andre farver ? På grund af at blå ligner havet. Havet
ligner himmelen og himmelen ligner Herlighedens trone.
Den
blå tråd i knuderne måtte være akkurat den samme blå farve som
der var på ypperstepræstens kjole, som var helt blå: 2.Mos. 28,31.
Den
blå tråd på knuderne skulle også minde jøderne om at de var
udvalgt til at være præster og konger for Gud i hele verden. På
samme måde som ypperstepræsten og levitterne skulle lede Guds
tjenesten i Israel, skulle resten af jøderne være præster og
konger for Gud i hele verden: 2.Mos. 6. Es. 61,6. 1.Pet. 2,9. Joh.
Åb. 1,6.
Da
Jesus kom ind i synagogeforstanderens hus, var pigen allerede død.
Jesus sagde at hun sov. Han sammenlignede døden med en søvn, for
han kunne opvække en død fra døden lige så let som han kunne
vække et menneske fra søvnen. (v.24.)
Ifm.
et dødsfald og en begravelse blev der samlet sammen fløjtespillere
og grædekoner, som skulle græde og sørge over den som var død..
Jesus jagede disse mennesker ud af huset, gik ind til pigen, tog
hende ved hånden og råbte: "Pige stå op (aramaisk "Talitha
cumi": Luk. 8,54 og hun stod op fra de døde.(v.25.)
I
dette tilfælde befalede Jesus at døden skulle slippe pigen, og det
skete. Det var ikke rart at rygtet om dette blev kendt i de områder,
som lå rundt Kapernaum. (v.26.)
"Og
da Jesus gik derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte: Miskund
(gr.elleo) dig over os, du Davids søn ! Og da han var kommet ind i
huset, gik de blinde til ham og Jesus sagde til dem: Tror
(gr.pistevo) i at jeg kan gøre dette ? De sagde til ham: Ja, Herre !
Da rørte han ved deres øjne og sagde: Det sker efter jeres tro ! og
deres øjne blev opladte. Og Jesus talte strengt til dem og sagde: Se
til at ingen får det at vide ! Men de gik ud og udbredte rygtet om
ham i hele landet deromkring." (v.27-31.)
De
to blinde mænd er et billede på Juda og Israel. På samme måde som
disse to mænd var blinde på det fysiske område, så var Juda og
Israel på det åndelige område. De kunne ikke forstå at Jesus
kunne være Messias, for han stemte ikke med det Messias-billede som
traditionen og fortolkningen havde skabt.
De
tiltalte Jesus med titlen "Davids Søn".(v.27.) Denne titel
har sammenhæng med Jesus som konge på Davids kongetrone. Det var
helt greit at de brugte denne titel, for Jesus kunne også helbrede
dem i egenskab af Israels konge.
Jesus
spurgte dem om de troede, om han kunne give dem synet tilbage, og de
svarede bekræftende tilbage på dette. Jesus rørte ved deres øjne
og de fik synet tilbage.(v.28-29.)
Det
var deres tro som var midlet til at dette kunne ske, men det var Den
Hellige Ånds kraft som gjorde selve underet.
Jesus
bad dem om at de ikke skulle sige det til nogen, for han ville ikke
blive kendt som en der bare udførte mirakler. Han ville først og
fremmest blive kendt som jødernes frelser og forsoner.
I
deres glæde over at de var blevet helbredt, fortalte de om det til
de mennesker de mødte. (v.31.)
På
samme måde som de to mennesker blev helbredt, skal hele det jødiske
folk blive frelst engang i fremtiden. Dette skal ske i løbet af en
dag: Es. 66,8.
Da
disse gik bort, se, da førte de til ham et stumt menneske, som var
besat. Og da den onde ånd var drevet ud, talte den stumme. Og folket
undrede sig og sagde: (v.32-34.)
Både
helbredelse af spedalskhed: Mat. 8,2-4, og uddrivelsen af en ond ånd
hos et stumt menneske, hørte med til de messianske undergerninger,
som bare Messias kunne gøre. Da Jesus uddrev den onde ånd af et
stumt menneske, så havde han gjort en speciel messiansk
undergerning, som pegede på ham selv som jødernes Messias.
Folket
anerkendte Jesus som Messias, for de sagde: Aldrig har noget sådant
hændt i Israel. (v.33.), men farisæerne som selv havde været med
på at bestemme at den som gjorde disse undergerninger, måtte være
Messias, de hævdede at det var ved Satans hjælp, at Jesus uddrev de
onde ånder. (v.34.)
Dette
er et eksempel på syndens store magt over menneskene. På grund af
syndefaldet er menneskene kommet HELT BORT fra Gud. De kan ikke
forstå Guds veje. Der må en "ny fødsel" til for at
menneskene skal komme i kontakt med Gud.
"Og
Jesus gik omkring i alle byer og landsbyer og lærte folket i deres
synagoger og forkyndte (gr.kerysso) evangeliet (gr.evangelion) om
riget (gr.basileia) og helbredte alsygdom og skrøbelighed
(gr.asthenia). Og da han så folket, ynkedes han inderlig over dem;
for de var ildne medfarne og forkomne, lig får som ikke har hyrde.
Da sagde han til sine disciple: Høsten er stor, men arbejderne få:
bed derfor høstens Herre (gr.kyrios) at han vil drive arbejdere ud
til sin høst!"(v.35-38.)
Jesus
gik ikke bare i de store byer. Han gik også omkring i landsbyerne i
Galilæa. Hans opgave var tredelt, og det var:
- Han UNDERVISTE folket om det som havde med Guds rige at gøre.
- Han FORKYNDTE det glade budskab om at Riget for Israel var oprettet gennem døberen Johannes og Jesu virksomhed.
- Han HELBREDTE alle typer sygdomme og skrøbeligheder blandt folket. De mange helbredelser peger på at Guds rige var etableret. Vi ved at når Guds rige bliver etableret på ny i Israel og i verden, så skal ingen mennesker i Jerusalem være syge: Ez. 33,24.
Jesus
ynkedes over folket. De var ildnet medfarne og forkomne som får, som
ikke havde nogen hyrde. (v.36.) De som var sat til at lede folket på
det åndelige område, var selv kommet langt bort fra den bibelske
jødedom. De som var sat til at lede folket på det åndelige område,
var selv kommet langt bort fra den bibelske jødedom. Dette førte
til at de ikke anerkendte Jesus som jødernes Messias, for han havde
ikke de kendetegn, som de mente at Messias skulle have. De så ikke
på Messias som forsoneren, men som en politisk hersker, som skulle
befri dem fra romernes styre.
Ordet
for "høst" er på græsk "therismos". Det
betyder også "indhøstning". Tiden var kommet så langt at
indhøstningen til Riget for Israel allerede var begyndt.
Indhøstningen var stor, men arbejderne var få. Jesus sagde til sine
disciple at de skulle bede Gud, at han måtte udsende arbejdere, som
kunne høste jøderne ind i Guds rige. De skulle bede Gud at han
måtte udruste til denne gerning. Til nu var det bare Jesus som
høstede ind. Hans forløber , døberen Johannes ,var sat i fængsel.
(v.38.)
Gud
kunne ikke sende arbejdere ud før de selv var villige til det. Jesus
udfordrede sine apostle og disciple til at de skulle bede Gud, om han
måtte give dem kraft og udrustning til at være med i arbejdet om
udbredelsen af Guds rige i Israel.
Der
er 3 indhøstninger til Riget for Israel:
- Hele tiden fra Abraham og til døberen Johannes var en indhøstning til Guds rige. Selv om Riget for Israel ikke blev etableret før end ved døberne Johannes` hans forkyndelse, så var de jøder og de proselytter, som blev vundet for Guds rige, også medlemmer i dette rige. De skal stå op i opstandelsen på den sidste dag: Joh. 11,24, og får del i Riget for Israel, som skal etableres fuldt ud ifm. Jesu genkomst.
- Det er den indhøstning til Guds rige som begyndte med døberen Johannes, Jesus og de 12 apostle: Mat. 10,1-4 og de 70 udsendinge: Luk. 10,1-11. Denne indhøstning varede frem til år 70 efter Messias. Ved Jerusalem og templets ødelæggelse i dette år var nådetiden for jøderne slut.
- Den sidste indhøstning får vi ifm. Jesu genkomst. I trængselstiden på 7 år vil de messianske jøder igen gå ud – både i Israel og hele verden – med det messianske budskab om Jesu genkomst og oprettelsen af Riget for Israel.
Dette
kommer også til udtryk i de andre lignelser om "himlenes rigets
hemmeligheder": Mat. 13,2-53, hvor der står: "Lad den
begge vokse sammen indtil HØSTEN (gr.therismu), og når HØSTTIDEN
kommer vil jeg sige til HØSTFOLKENE: Sank først ugræsset (de
vantro) sammen og bind dem i bundter for at brænde det op, men saml
hveden i min lade (som er et billede på Riget for Israel.)"
Mat. 13,30.
Den
sidste indhøstning skal blive STØRRE end de to første, for det er
ikke bare i Israel at denne indhøstning vil finde sted. Den vil
finde sted i hele verden. I den store trængselstid som skal komme
over hele verden, vil de 144000 beseglede fra Israels 12 stammer både
forkynde i Israel og hele verden, medens de to vidner vil forkynde og
gøre store gerninger i Israel: Joh. Åb. 7,4 og 11,3.
(Se min bog:
Jesu Genkomst, bind 4, hvor jeg skriver mere om dette