lørdag den 16. marts 2013

Matt. Evangeliet. Den værk-brudne. O.E. Indergaard


MATTEUS EVANGELIET Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, Kristen Bokproduksjon, 6630 Tingvoll, Norge.
KAPITTEL 9.
"Og han gik i båden og for over og kom til sin egen by. Og se, de førte til ham en mand som var værkbruden, og som lå på en seng, og da Jesus så deres tro, sagde han til den værkbrudne: Vær frimodig, søn ! dine synder (gr.hamartia) er dig forladt (gr.aphiemi). Og se, nogen af de skriftlærde sagde ved sig selv: Denne spotter (gr.blasphemeo) Gud. Da Jesus så deres tanker, sagde han: hvorfor tænker i så ondt (gr.poneros) i jeres hjerter (gr.kardia) ? For hvad er lettest, enten at sige: Dine synder er dig forladt, eller sige: Stå op og gå ? Men for at i skal vide (gr.eido) at Menneskesønnen har magt (gr.exousia) på jorden (i Israel) til at forlade synder – da siger han til den værkbrudne: Stå op tag din seng og gå hjem til dit hus ! Og han stod op og gik hjem til sit hus. Men da folket så det, blev de forfærdet og priste Gud, som havde givet Mennesket en sådan magt." (v.1-8.)
Da Jesus kom til Kapernaum, som var hans "egen by", førte de til ham en mand som var helt eller delvis blind, for at Jesu kunne helbrede ham. Da Jesus så deres tro, som var en betingelse for helbredelse i den messianske forsamling, gav han denne mand både syndernes forladelse og helbredelse.
Dette behøver ikke at betyde at der var nogen sammenhæng mellem synd og mandens liv og den sygdom ,som han havde, men Jesus så på syndernes forladelse som vigtigere end helbredelsen. Han ville give ham begge dele, men han gav ham syndernes forladelse først. (v.2.)
Farisæerne tænkte ved sig selv at Jesus spotter Gud, når han tilgiver denne mand hans synd, for de tænkte at det var bare Gud, som kunne tilgive synd. De forstod ikke at Jesus var Guds selv, som iflg. det profetiske ord var kommet til jøderne.
Jesus spurgte farisæerne hvad var LETTEST AT SIGE: Enten at mandens synder var forladt, eller at han skulle stå op og gå (v.5.). I udgangspunktet er det lige let at sige begge dele, men i praksis var det lettere at sige at mandens synder var forladt, for det kunne ikke kontrolleres af nogen. Dersom Jesus derimod sagde at hans sygdom var blevet helbredt, så kunne hvem som helst se at manden var frisk.
For Jesus var det LIGE LET at tilgive synd som at helbrede et menneske, derfor sagde han til den syge: "Stå op og tag din seng og gå til dit hus." (v.6.)
Helbredelsen af denne mand blev derfor et bevis på at Jesus havde magt til at TILGIVE SYNDERE. Folket som så at Jesus udførte disse undere, forstod sammenhængen og de priste Gud for at han havde givet mennesket Jesus en sådan magt. (v.8.)
Farisæerne derimod mente at Jesus gjorde sine undere ved Satan: Mat. 9,34.
"Og da Jesus gik derfra, så han en mand ved navn Mattæus sidde på toldboden; og han sagde til ham: Følg mig ! Og han stod op og fulgte ham.
Og det skete da han sad til bords i hans hus, se, da kom mange toldere og syndere (gr.hamartolos) sad til bords med Jesus og hans disciple. Og da farisæerne så det, sagde de til hans disciple: hvorfor spiser jeres mester med toldere og syndere ? Men da Jesus hørte det, sagde han: De friske trænger ikke til læge, men de som har ondt. Men gå bort og lær hvad det er: jeg har lyst til barmhjertighed (gr.eleos) og ikke til offer. For jeg er ikke kommet for at kalde (gr.kaleo) retfærdige (gr.dikaios), men for at kalde syndere." (v.9-13.)
Kapernaum er et vigtigt knudepunkt på vejen fra Damaskus til Middelhavet. Der blev indkrævet de forskellige typer told og afgifter der. Mattæus, som også blev kaldt for Levi, var overtolder der, og da Jesus så ham sidde på toldboden, kaldte han på ham. Han stod op med det samme og fulgte Jesus. (v.9.)
Der kom mange toldere og syndere af forskellig slags til dette gæstebud som Mattæus holdt for Jesus. (v.10.)
Farisæerne som var ude efter at finde klagepunkter mod Jesus, spurgte Jesu disciple, hvorfor Jesus spiste sammen med toldere og syndere. Der var de etisk urene. (v.11.)
Tolderne blev set på som de værste syndere i samfundet, for de samarbejdede med okkupationsmagten, Roma. Desuden var de uærlige og berigede sig på folkets penge.
Tolderne var så foragtet i Israel at deres penge ikke blev godtaget som almisser. De kunne heller ikke vidne i en jødisk retssag
Jesus sagde til farisæerne at han var ikke kommet for at kalde de egen retfærdige ind i Guds rige, men de som havde problemer med deres synd. Han var kommet for at befri dem fra synden. Han tog på sig deres synd. Han gjorde dem fri. (v.13.)
Jesus sagde videre at han ønskede at farisæerne skulle vise barmhjertighed i stedet for at give tomme offer. Barmhjertigheden var større end ofrene. (v.13.) De som viste barmhjertighed, skulle arve Guds rige: Mat. 5,7.
DET ER JØDERNE SOM ER JESU BRUD.
"Da kom Johannes` disciple til ham og sagde: Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke ? Og Jesus sagde til dem: Kan vel brudesvendene sørge så længe brudgommen er hos dem ? Men de dage skal komme da brudgommen blive taget fra dem, og da skal de faste. Ingen sætter en lap af u-krympet tøj på et gammelt klæde; for lappen river sig et stykke af klædet, og riften bliver værre. Heller ikke fylder de ny vin i gamle skindsække; ellers revner sækkene, og vinen spildes, og sækkene ødelægges; men de fylder vin på nye skindsække, så bliver begge dele bjerget." (v.14-17.)
Jakob og Johannes havde været disciple af Johannes. De gik over til at blive Jesu apostle. Til trods for at døberen Johannes sad i fængselet, så fortsatte alligevel en del af hans disciple hans virksomhed. De gik ret til Jesus og spurgte om hvordan det kunne være, at de og farisæerne fastede så meget, medens Jesu disciple fastede ikke.
Hvad der gælder fasten i Israel, så var den udtryk for sorg. Man skulle nærme sig Gud og bede om beskyttelse og syndernes forladelse ifm. fasten.
Jesu lærte at man skulle vise verden at en fastede, men fasten skulle give udtryk for et åndeligt forhold mellem den enkelte og Gud. Den skulle forgå i det stille. Mat. 6,16-17.
Der var bare fastsat en fastedag i året i Torahen, og det var Yom Kippur. Desuden fastede jøderne dagen før Purim festen og den 9,av. På den dag blev begge templer ødelagt og opbrændt. (se min bog: kristendommens Jødiske Rødder., kap.: De 7 første måneder symboliserer 7000 år.
Farisæerne derimod fastede to gange i ugen. Hvor ofte Johannes hans disciple fastede, ved vi ikke, men de fastede sandsynligvis ifm. sorgen som de havde , på grund af at Johannes var i fængsel.
De som deltog i et bryllup, skulle ikke faste. De kunne ikke faste så længe som der var bryllup, som er et billede på at Riget for Israel, var etableret. Det blev etableret ved Jesu første komme.
Jesus var "brudgommen" i dette bryllup. Det bliver kaldt for "Kongesønnens bryllup". "Himlenes rige er at ligne med en konge (Gud) som gjorde BRYLLUP for sin Søn (Jesus)." Mat. 22,2.
"Forloveren i dette bryllup var døberen Johannes. Han skulle berede et velskikket folk for Herren, således at Herren ikke skulle komme og slå landet med forbandelse: Malakias 4,6.
Johannes blev kaldt for brudgommens ven.
"Bruden" i dette bryllup var det jødiske folk. "Den som har BRUDEN, han er brudgom, men BRUDGOMMENS VEN, som står og hører på ham, glæder sig storligen over brudgommens røst. Denne min glæde er nu blevet fuldkommen. Joh. 3,29.
"Brudesvendene" som var apostlene, skulle have bestemte funktioner i brylluppet. De skulle bl.a. være sammen med brudgommen når han skulle hente bruden i hendes hjem.
Bruden vidste ikke hvornår brudgommen ville komme, så hun måtte være beredt til at brudgommen kom. Han kunne komme når som helst: Mat. 9,15.
Når brudgommen, forloveren og brudesvendene var jøder, er det HELT INDLYSENDE at også BRUDEN MÅ VÆRE JØDE.
Da Jesus kom første gang, så havde Gud til intention (hensigt) at oprette Riget for jøderne, men bruden var ikke rede til at det kunne ske: Mat. 22,3.
Det er ikke den kristne menighed som er "bruden" i "Kongesønnens bryllup", men det er jøderne. Jøderne har bestandig været Herrens brud. Det er et TYVERI at sige og mene at det er den kristne menighed, som har denne funktion. Det har med erstatningsteologien at gøre. Den går ud på at fratage Israel dets opgaver, kald, funktioner og benævnelser.
Den kristne menighed er derimod Jesu åndelige legeme.
Hele Jesu virksomhed i Israel var et bevis på at Jesus var Messias og en invitation til jøderne om at Guds rige var etableret, og at de kunne få del i det i troen på Jesus. Men som vi ved, tog jøderne ikke imod Jesus som deres Messias. Både folkets åndelige ledere og store dele af folket mente at Jesus var en falsk Messias og forkastede ham.
Jesu brugte her to billeder på at sammenligne den religiøse jødedom med han nye lære. Han sammenlignede jødedommen med "et gammelt klæde" og "gamle skindsække". Man kunne ikke sætte et nyt tøjstykke, som var hans lære, på et gammelt klæde, for da ville det nye tøjstykke rive et stykke af det gamle klæde, og riften ville blive større end den allerede var. (v.16.)
Man kunne heller ikke fylde ny vin, som var et udtryk for hans lære, i gamle skindsække. Dersom det blev gjort, ville de gamle skindsække sprænges og vinen ville gå til spilde. Man skulle derimod fylde ny vin i nye sække. Når de gjorde det ville begge dele blive bjerget. (v.17.)
Jesus ville FORNY JØDEDOMMEN. I løbet af de år som var gået siden Mose Torah blev givet, så var der kommet en række forordninger og fortolkninger ind i Torahen, som ikke var fra Gud. Det var et værk fra farisæerne og de skriftlærde. Jesus ville reformere jødedommen, således at den kom i samsvar med Guds vilje og den nye tid, som var etableret i Israel. Jesus kom med lovene og læren for Riget for Israel.
Hvad som gælder ordet "ny", som er brugt i sammensætningen "ny vin", så er dette ord "neos" på græsk. Det betyder "ny" i den betydning at dette "er noget helt nyt – noget som ikke har været før". Jesu lære er altså en NY LÆRE.
Hvad som gælder ordet "ny" som er brugt i sammensætningen "nye skindsække", så er dette ord på græsk "kainos". Det betyder "ny" i den betydning at skind sækkene var "af en ny kvalitet". De "nye skindsække" er et billede på den nye lære.
Jesu lære er både en HELT NY LÆRE og EN LÆRE SOM HAR EN HELT ANDEN KVALITET end den rabbinske jødedom, som havde udviklet sig til at blive en religion, som lagde større vægt på menneskelige ordninger end det som Gud havde sagt i sit ord i Tanach.
Medens han talte dette til dem, se, da kom en synagoge-forstander: Mark. 5,18-26.
Det var alle typer folk som kom til Jesus med deres problemer. De så at han kunne hjælpe dem. I dette tilfælde var det en synagoge-forstander, som hed "Jairus", som kom til Jesus, Mark. 5,22.
Dette vil sige at han hørte med til jødedommen og at han havde en meget betroet stilling. Han var udvalgt af det lokale Sanhedrin til at påse at synagogen var i orden, og at der var ro og orden under Guds tjenesten. Hans opgave var ikke at prædike eller lære, men det var ham som bestemte, hvem der skulle få lov til at oplæse teksterne i synagogen og prædike i den.
Selve ordet "synagoge" betyder "forsamling" eller "samlingsplads." Denne institution blev udviklet efter at jøderne måtte ud landflygtighed til Babylon. Jøderne som var i diasporaen, søgte sammen i synagogerne, for templet i Jerusalem var for langt borte, til at de kunne drage derhen, for at deltage i Guds tjenesten og ofringerne. Efter templets fald i år 586 før Messias, blev guds tjenesten i synagogerne er erstatning for tempeltjenesten – både for jøderne i Israel og jøderne i diasporaen.
Efter at templet blev bygget op igen, efter at det havde blevet ødelagt af Babylonerne, fortsatte Guds tjenesten i synagogerne. Den blev en komplettering af tempeltjenesten.
For de jøder som boede i diasporaen, og det var halvparten af alle jøder, så blev det at deltage i Guds tjenesten i synagogen næsten det samme som at deltage i Guds tjenesten i templet.
I Jerusalem, hvor man også havde templet, var der ikke mindre end 394 eller måske til og med 480 synagoger. Dette viser at der ikke var noget modsætningsforhold mellem templet og synagogerne.
Jesus anerkendte Guds tjenesten i synagogerne og underviste selv der: Mat. 4,23.
Til trods for at Jesus kritiserede farisæerne og de skriftlærde, så kritiserede han aldrig Guds tjenesten i synagogen. Grunden til dette må være at Guds tjenesten i synagogen var blevet bevaret fra den farisæiske fortolkning og indflydelse op gennem årene.
Jesus kritiserede derimod ofte Guds tjenesten i templet.
Til trods for at Jai rus hørte med til den officielle jødedom, så kom han til Jesus da hans eneste datter lå for døden. Han vidste at Jesus var den eneste som kunne hjælpe ham. Jesus på sin side sagde ikke nej til at hjælpe. Han tog sig ofte af den enkelte, som var i nød. (v.18-19.)
KVINDEN SOM RØRTE VED JESU KLÆDER.
På vejen til synagoge-forstanderens hjem rørte en kvinde, som havde haft en blodsygdom i 12 år, ved en af de 4 duske, som han havde på de fire hjørner af kappen, og hun blev helbredt ved denne berøring. Hun tænkte (troede) at dersom hun fik røre ved en af disse duske, som på hebraisk hedder "tzitzit", så ville hun blive frisk. (v.20-21.)
Kvinden var i en desperat citation:
  1. Hun havde været syg i 12 år.
  2. Hun var uren.
  3. Denne sygdom var også en grund til skilsmisse. (Se 5.Mos. 24,1.)
Jesus bebrejdede ikke denne kvinde for at hun havde rørt ved hans klæder.
Han roste hende og sagde til hende:"...Vær frimodig datter. Din tro har frelst (helbredt) dig." (v.22.)
Denne kvinde blev helbredt da Jesus udtalte disse ord. (v.21.)
Troen var midlet som Jesus brugte, til at menneskene kunne blive helbredt. Kraften til at helbrede var den kraft som udgik fra ham selv: Mark. 5,30.
Det var ikke bare denne kvinde som blev helbredt ved at hun rørte duskene på Jesu klæder. Ved en anledning blev alle som rørte ved disse duske helbredte: Mat. 14,35-36. Luk. 6,19.
Alle jøder havde 4 ytterplagg (kvaster) et i hvert hjørne. Det var påbudt i Mose Torah. Når jøderne så på duskene, så skulle de huske ALLE BUDENE, som Herren havde givet dem: 4.Mos. 15,38-39.
Hver dusk skulle bestå af 4 dobbeltknuder og 8 snore (tråde). Den skulle bestå af 13 dele. Talværdien af ordet "tzitzit" er 600. Når vi lægger sammen disse to tal, får vi 613, som er det totale antal af budene i Tanach. Disse knuder skulle minde jøderne om alle Herrens bud.
I 4.Mos. 15,38, er det hebraiske ord "kanaph" brugt for "duske". Dette ord kan også oversættes med "vinger". I Malakias 4,2, står der flg om Jesu bud og han helbredelser: "Men for jer som frygter mit navn, skal retfærdighedens sol (Messias) gå op med lægedom UNDER SINE VINGER, og i skal gå ud og hoppe som spædekalve (på grund af helbredelserne)".
Der var ingen regler for hvor brede og lange disse knuder skulle være. Jesus kritiserede farisæerne og de skriftlærde for at de gjorde disse duske store, for at de skulle ses af menneskene: Mat. 23,5.
På hver dusk skulle der være en BLÅ SNOR. Den skulle minde jøderne om Gud. Rabbi Meir har sagt flg. om dette: "hvorfor var blå farven valgt fremfor andre farver ? På grund af at blå ligner havet. Havet ligner himmelen og himmelen ligner Herlighedens trone.
Den blå tråd i knuderne måtte være akkurat den samme blå farve som der var på ypperstepræstens kjole, som var helt blå: 2.Mos. 28,31.
Den blå tråd på knuderne skulle også minde jøderne om at de var udvalgt til at være præster og konger for Gud i hele verden. På samme måde som ypperstepræsten og levitterne skulle lede Guds tjenesten i Israel, skulle resten af jøderne være præster og konger for Gud i hele verden: 2.Mos. 6. Es. 61,6. 1.Pet. 2,9. Joh. Åb. 1,6.
Da Jesus kom ind i synagogeforstanderens hus, var pigen allerede død. Jesus sagde at hun sov. Han sammenlignede døden med en søvn, for han kunne opvække en død fra døden lige så let som han kunne vække et menneske fra søvnen. (v.24.)
Ifm. et dødsfald og en begravelse blev der samlet sammen fløjtespillere og grædekoner, som skulle græde og sørge over den som var død.. Jesus jagede disse mennesker ud af huset, gik ind til pigen, tog hende ved hånden og råbte: "Pige stå op (aramaisk "Talitha cumi": Luk. 8,54 og hun stod op fra de døde.(v.25.)
I dette tilfælde befalede Jesus at døden skulle slippe pigen, og det skete. Det var ikke rart at rygtet om dette blev kendt i de områder, som lå rundt Kapernaum. (v.26.)
"Og da Jesus gik derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte: Miskund (gr.elleo) dig over os, du Davids søn ! Og da han var kommet ind i huset, gik de blinde til ham og Jesus sagde til dem: Tror (gr.pistevo) i at jeg kan gøre dette ? De sagde til ham: Ja, Herre ! Da rørte han ved deres øjne og sagde: Det sker efter jeres tro ! og deres øjne blev opladte. Og Jesus talte strengt til dem og sagde: Se til at ingen får det at vide ! Men de gik ud og udbredte rygtet om ham i hele landet deromkring." (v.27-31.)
De to blinde mænd er et billede på Juda og Israel. På samme måde som disse to mænd var blinde på det fysiske område, så var Juda og Israel på det åndelige område. De kunne ikke forstå at Jesus kunne være Messias, for han stemte ikke med det Messias-billede som traditionen og fortolkningen havde skabt.
De tiltalte Jesus med titlen "Davids Søn".(v.27.) Denne titel har sammenhæng med Jesus som konge på Davids kongetrone. Det var helt greit at de brugte denne titel, for Jesus kunne også helbrede dem i egenskab af Israels konge.
Jesus spurgte dem om de troede, om han kunne give dem synet tilbage, og de svarede bekræftende tilbage på dette. Jesus rørte ved deres øjne og de fik synet tilbage.(v.28-29.)
Det var deres tro som var midlet til at dette kunne ske, men det var Den Hellige Ånds kraft som gjorde selve underet.
Jesus bad dem om at de ikke skulle sige det til nogen, for han ville ikke blive kendt som en der bare udførte mirakler. Han ville først og fremmest blive kendt som jødernes frelser og forsoner.
I deres glæde over at de var blevet helbredt, fortalte de om det til de mennesker de mødte. (v.31.)
På samme måde som de to mennesker blev helbredt, skal hele det jødiske folk blive frelst engang i fremtiden. Dette skal ske i løbet af en dag: Es. 66,8.
Da disse gik bort, se, da førte de til ham et stumt menneske, som var besat. Og da den onde ånd var drevet ud, talte den stumme. Og folket undrede sig og sagde: (v.32-34.)
Både helbredelse af spedalskhed: Mat. 8,2-4, og uddrivelsen af en ond ånd hos et stumt menneske, hørte med til de messianske undergerninger, som bare Messias kunne gøre. Da Jesus uddrev den onde ånd af et stumt menneske, så havde han gjort en speciel messiansk undergerning, som pegede på ham selv som jødernes Messias.
Folket anerkendte Jesus som Messias, for de sagde: Aldrig har noget sådant hændt i Israel. (v.33.), men farisæerne som selv havde været med på at bestemme at den som gjorde disse undergerninger, måtte være Messias, de hævdede at det var ved Satans hjælp, at Jesus uddrev de onde ånder. (v.34.)
Dette er et eksempel på syndens store magt over menneskene. På grund af syndefaldet er menneskene kommet HELT BORT fra Gud. De kan ikke forstå Guds veje. Der må en "ny fødsel" til for at menneskene skal komme i kontakt med Gud.
"Og Jesus gik omkring i alle byer og landsbyer og lærte folket i deres synagoger og forkyndte (gr.kerysso) evangeliet (gr.evangelion) om riget (gr.basileia) og helbredte alsygdom og skrøbelighed (gr.asthenia). Og da han så folket, ynkedes han inderlig over dem; for de var ildne medfarne og forkomne, lig får som ikke har hyrde. Da sagde han til sine disciple: Høsten er stor, men arbejderne få: bed derfor høstens Herre (gr.kyrios) at han vil drive arbejdere ud til sin høst!"(v.35-38.)
Jesus gik ikke bare i de store byer. Han gik også omkring i landsbyerne i Galilæa. Hans opgave var tredelt, og det var:
  1. Han UNDERVISTE folket om det som havde med Guds rige at gøre.
  2. Han FORKYNDTE det glade budskab om at Riget for Israel var oprettet gennem døberen Johannes og Jesu virksomhed.
  3. Han HELBREDTE alle typer sygdomme og skrøbeligheder blandt folket. De mange helbredelser peger på at Guds rige var etableret. Vi ved at når Guds rige bliver etableret på ny i Israel og i verden, så skal ingen mennesker i Jerusalem være syge: Ez. 33,24.
Jesus ynkedes over folket. De var ildnet medfarne og forkomne som får, som ikke havde nogen hyrde. (v.36.) De som var sat til at lede folket på det åndelige område, var selv kommet langt bort fra den bibelske jødedom. De som var sat til at lede folket på det åndelige område, var selv kommet langt bort fra den bibelske jødedom. Dette førte til at de ikke anerkendte Jesus som jødernes Messias, for han havde ikke de kendetegn, som de mente at Messias skulle have. De så ikke på Messias som forsoneren, men som en politisk hersker, som skulle befri dem fra romernes styre.
Ordet for "høst" er på græsk "therismos". Det betyder også "indhøstning". Tiden var kommet så langt at indhøstningen til Riget for Israel allerede var begyndt. Indhøstningen var stor, men arbejderne var få. Jesus sagde til sine disciple at de skulle bede Gud, at han måtte udsende arbejdere, som kunne høste jøderne ind i Guds rige. De skulle bede Gud at han måtte udruste til denne gerning. Til nu var det bare Jesus som høstede ind. Hans forløber , døberen Johannes ,var sat i fængsel. (v.38.)
Gud kunne ikke sende arbejdere ud før de selv var villige til det. Jesus udfordrede sine apostle og disciple til at de skulle bede Gud, om han måtte give dem kraft og udrustning til at være med i arbejdet om udbredelsen af Guds rige i Israel.
Der er 3 indhøstninger til Riget for Israel:
  1. Hele tiden fra Abraham og til døberen Johannes var en indhøstning til Guds rige. Selv om Riget for Israel ikke blev etableret før end ved døberne Johannes` hans forkyndelse, så var de jøder og de proselytter, som blev vundet for Guds rige, også medlemmer i dette rige. De skal stå op i opstandelsen på den sidste dag: Joh. 11,24, og får del i Riget for Israel, som skal etableres fuldt ud ifm. Jesu genkomst.
  2. Det er den indhøstning til Guds rige som begyndte med døberen Johannes, Jesus og de 12 apostle: Mat. 10,1-4 og de 70 udsendinge: Luk. 10,1-11. Denne indhøstning varede frem til år 70 efter Messias. Ved Jerusalem og templets ødelæggelse i dette år var nådetiden for jøderne slut.
  3. Den sidste indhøstning får vi ifm. Jesu genkomst. I trængselstiden på 7 år vil de messianske jøder igen gå ud – både i Israel og hele verden – med det messianske budskab om Jesu genkomst og oprettelsen af Riget for Israel.
Dette kommer også til udtryk i de andre lignelser om "himlenes rigets hemmeligheder": Mat. 13,2-53, hvor der står: "Lad den begge vokse sammen indtil HØSTEN (gr.therismu), og når HØSTTIDEN kommer vil jeg sige til HØSTFOLKENE: Sank først ugræsset (de vantro) sammen og bind dem i bundter for at brænde det op, men saml hveden i min lade (som er et billede på Riget for Israel.)" Mat. 13,30.
Den sidste indhøstning skal blive STØRRE end de to første, for det er ikke bare i Israel at denne indhøstning vil finde sted. Den vil finde sted i hele verden. I den store trængselstid som skal komme over hele verden, vil de 144000 beseglede fra Israels 12 stammer både forkynde i Israel og hele verden, medens de to vidner vil forkynde og gøre store gerninger i Israel: Joh. Åb. 7,4 og 11,3.
(Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4, hvor jeg skriver mere om dette
ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com