Matt. Evangeliet. Skilsmisse og gengifte. O.E. Inder

MATTEUS EVANGELIET Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll. Norge. Kristen Bokproduksjon.

KAPITEL 19. Skilsmisse og Gengifte, vers 1-12.

Der var forskellig opfattelser i Israel hvad som kunne være den lovlige grund til skilsmisse. Shammai og hans skole mente at det bare var hor som var skilsmissegrund.

Hillel og hans skole mente at også andre ting kunne være skilsmissegrunde – til at manden ikke syntes om konen længere. Farisæerne spurgte Jesus om hvad han mente om dette. (v.3.)

De spurgte ikke fordi de ønskede, at Jesus skulle undervise dem om, hvad der var Guds vilje i denne sag, men for at få noget at anklage ham for.

I sit svar går Jesus tilbage til skabelsesberetningen og sagde: At fra begyndelsen af skabte Gud menneskerne til mand og kvinde. Når de gifter sig skulle de ikke længere være to, men være et kød. Det som Gud havde sammenføjet måtte menneskerne ikke adskille. (v.4-6.)

Dette betyder at de skulle være to individer, men de skulle være sammenføjet i en enhed, som bare døden kunne ophæve.

Farisæerne henviste til Moses, som havde givet jødene anledning til at skrive et skilsmissebrev til deres hustruer, når de ville skille sig fra dem. (v.7.)

Jesus sagde at dette var på grund af jødernes "hårde hjerter", men det var ikke således fra skabelsen af. (v.8.)

Den første som brød dette påbud om ene giftemål, var Lamek: 1.Mos. 4,19.

Jesus sagde at den som ville skille sig fra sin hustru for anden grund end hor, og gifte sig med en anden kvinde, han drev hor, og den som gifter sig med en fraskilt kvinde, drev hor. (v.9.) Jesus godtog bare hor som skilsmissegrund.

Apostlene kommenterede Jesu svar på flg. måde: dersom sagen var således, som Jesus havde lært, så var det ikke godt at være gift. (v.10.)

Apostlene så dette ud fra mandens ståsted. De havde et mere liberalt syn på dette end Jesus havde, og det til trods for at han havde undervist dem om dette på et tidligere tidspunkt: Mat. 5,32.

Jesus sagde videre at der var tre kategorier af mennesker, som ikke havde behov for at gifte sig, og det var:

1. De som ikke havde seksuelt begær fra fødselen af.
2. De som var blevet kastreret.
3. De som havde lagt det seksuelle begær ind under Den Hellige Ånds indflydelse, således at de ikke kendte til den seksuelle lyst. Disse skulle udelukkende leve for Guds Riges skyld og ikke gifte sig. (v.12.) Paulus havde en anden lære end det som Jesus havde angående skilsmisse og gengifte. Han mente at man ikke skulle gifte sig igen, uden at den ene ægtefælle var død: 1.Kor. 7. (Se min kommentar under Mattæus 5,32.)

Når vi sammen. disse 3 tidsperioder hvad der angår skilsmisse og gengifte, så ser vi at reglerne for dette ikke er lige:

1. Under Mose Torah var det bare manden som kunne skille sig.
2. Under Jesu Torah, som angår Riget for Israel, så var skilsmisse tilladt i de citruationer hvor en af parterne havde drevet hor.
3. Under Paulus` Torah var skilsmisse bare tilladt ved at en af ægtefællerne døde. Dersom ægtefolkene ikke ønskede at leve sammen i ægteskabet, kunne de bo hver for sig, men det var ikke tilladt at de kunne gifte sig med en anden

Vers 13-15. Mødrene kom til Jesus med deres små børn, for at han skulle lægge sine hænder på dem og velsigne dem. Apostlene syntes ikke at mødrene skulle komme til Jesus med deres små børn: (v.13.)

Det var almindelig at de jødiske mødre bar deres små børn til rabbinerne på et årsdagen for deres fødsel, for at de skulle velsigne dem. De som kom til Jesus med deres børn, måtte tro at han var jødernes Messias.

Ordet for "barn" er på græsk "paidion". Det betyder "små børn". Det ord som er brugt hos Luk. 18,15, er "prephe", som betyder "et nyfødt barn". Jesus sagde til sine disciple at de ikke skulle hindre, at børn kom til ham, for "himlenes rige er (består) af slike." (v.14.)

Der står ikke i teksten at "Guds rige" hører sådanne til, men der står at "Guds rige består af sådanne." Det betyder at Guds rige er fyldt op af børn. Børnene er Guds børn helt fra undfangelsen af.

Disciplene havde glemt det som Jesus havde undervist dem om børnene i Mat.18,1-14. Der står flg. om børnene:

1. Børn er de største i Guds rige. (v.1 og 4.)
2. Den som omvendte sig og gjorde sig lille som et barn, fik del i Guds rige. (v.3.)
3. Den som tog imod et barn for Jesu navns skyld, tog imod Jesus selv. (v.5.)
4. Den som forførte et barn skulle få en streng straf. (v.6.)
5. Den som foragtede børn, gjorde sig skyldig til straf, for deres engle var bestandig i Guds nærhed. (v.10.)
6. Gud ville at alle børn skulle blive frelst og få del i Riget for Israel. (v.14.)
7. Børn kunne tro på Jesus. Troen er ikke nogen almindelig præstation, men den er en gave. (v.6.)

Disse regler gælder også børn i indeværende tidsperiode.

VANDDÅBENS BETYDNING.

Det er helt galt det som både Den Romerske og Den Lutherske Kirke hævder, at børn bliver først Guds børn i dåben.

Vanddåben var en jødisk forordning, som blev brugt ved flg. anledninger:

1. Jøderne rensede sig selv ved et vandbad i.f.m. Guds tjenesten i synagogen og i templet.
2. Både jødedommen og esseerne krævede at de hedninger, som ville gå over til deres tro, måtte tage vanddåben. Dette gjalt både mænd og kvinder og børn.
3. Johannes døberen indførte en OBLIGATORISK VANDDÅB i Israel, for de som ville have del i Riget for Israel. Vi ved ikke om børn var inkluderet i denne dåb, men det er naturligt at tro det, for dersom de ikke tog vanddåben, så var de ikke medlemmer i Guds rige. (De første kirkefædre sagde at barnedåben gik tilbage til Jesu og apostlenes tid. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Vanddåben var obligatorisk i den messianske menighed og de forskellige typer dåb.)

Da Paulus kom, døbte han nogle få mennesker med vand: 1.Kor. 1,14-16, Men han indså efter hvert, at vanddåben – hverken for børn eller for de voksne – hørte med til den læreform som han representerede: 1.Kor. 1,17.

Paulus skrev i sine breve om en ANDEN DÅB – og det var ikke vanddåben - , men det var GENFØDELSENS DÅB: 1.Kor. 12,13.

Den dåb som er omtalt i Rom. 6,3-6 og i Kol. 2,11-12, er ikke vanddåben, men det er genfødelsens dåb.

I Paulus hans undervisning er VANDDÅBEN ERSTATTET MEND GENFØDELSEN.

Det er heller ikke rigtigt som nogen hævder, at vanddåben har erstattet omskærelsen, for jøderne døbte sig selv med vand og omskar deres drenge. Dette var tilfældet både i den offisielle jødedom og i den messianske jødedom, som blev forkyndt frem til år 70 efter Messias.

Vanddåben hører med til SYMBOLERNE og SKYGGERNE af det som skulle komme og hører ikke med til den paulinske lære. Dette gælder både barne og voksendåb. Paulus siger selv at der bare er EN DÅB, og det var genfødelsens dåb: Ef. 4,5.

Paulus opfordrede også de messianske jøder i Hebræerbrevet at de skulle "gå forbi"(Hebr.6,1) "læren om de forskellige typer dåb"(Hebr.6,2) således at de kunne "skride frem mod DET FULDKOMNE"(Hebr.6,1).

Det fuldkomne var den Paulinske lære om den frie nåde.

Vanddåben har INGEN BETYDNING i vor tidsperiode. Den har bare ført til at Guds folk er blevet splittet, og den har givet verden et FALSK HÅB om at menneskene bliver genfødt i dåben, og at de fortsat står i sin "dåbspagt", dersom de er villige til at gå tilbage til "dåbens nåde". Dette er en nåde som ikke eksisterer. Det er et falsk håb.

Den Romersk Katolske kirke lærer at der er genfødelse i barnedåben, og at arvesynden er taget bort ved vanddåben.

Den Lutherske Kirke lærer at der er frelse og genfødelse i vanddåben. Den lærer at barnet får Den Hellige Ånd ved vanddåben. Dette er GAL LÆRE. Bibelen siger ikke noget om at vandet virker på denne måde. Begge kirkesamfund lærer at det er Guds Ord, som er lagt ned i vandet , som gør dette. Det er også GAL LÆRE. De bruger bl.a. et Skriftord fra den messianske lære, for at bevise dette: Joh. 3,5.

Der er flere tolkninger på dette vers. Personlig mener jeg at der her er tale om den naturlige fødsel og den åndelige fødsel. Der er tale om "fostervandet", som omgiver mennesket før fødselen, og der er tale om Den Hellige Ånd, som tager bolig i et menneske ved genfødselen.

De bruger videre det der står i Titus brev 3,5, for at vise at frelsen eller genfødelsen ligger i vanddåben... I dette Skriftord er der heller ikke tale om vanddåben, men om genfødelsen. Jeg kan ikke forstå andet end at mange præster er dybt fortvivlede, når de forretter barnedåben og bliver "tvunget" til at videreføre denne store VRANGLÆRE.

Den Reformerte Kirke tager afstand fra barnedåben og hævder at voksendåben er det eneste rigtige. Den ser på dåben som en pagt mellem Gud og menneskene eller som en bøn fra menneskets side om at få en god samvittighed overfor Gud. Den bruger flg. Bibel-vers for at bevise dette. "Det som nu frelser os i sit modbillede (Jesu legeme eller Jesu død). Dåben er ikke aflæggelse af kødets (legemets) urenhed, men en god samvittigheds pagt (gr.eperotema, som betyder "svar", "bøn" eller "begæring") med Gud ved Jesu Kristi opstandelse: 1.Pet. 3,21.

Det var ikke vandet som frelste Noah og hans familie, men det var arken. Den var et billede på Jesus. Vandet kan ikke frelse et menneske. Det eneste som kan frelse er Jesu død og forsoning.

Det er ikke vanddåben som er beskrevet i 1.Pet. 3,21, men det er Jesu død for al verdens synd. Vanddåben kan ikke bevirke at vi får en god samvittighed overfor Gud. Det er det bare Jesu forsoning: Hebr. 9,14.

Hele sammenhængen i 1.Pet. 3,18-21 viser os at det her er tale om Jesu død som en forsoning for al verdens synd.

Det er mærkeligt at den Reformerte Kirke, som mener at vanddåben ikke giver frelse, skulle men at vanddåben giver en god samvittighed. Det er bare Jesu forsoning, som kan give en god samvittighed.

Vanddåben er heller ingen "pagt" mellem Gud og menneskene. Det græske ord som er brugt i 1.Pet.3,21, og som er oversat med "pagt", er på græsk "eperotema". Det betyder ikke "pagt", men det betyder "svar", "bøn" eller "begæring".

Den rette oversættelse af 1.Pet. 3,21, bliver derfor: "...Dåben (Jesu død og Jesu forsoning) er ikke aflæggelse af kødets urenhed, men en god samvittigheds svar overfor Gud ved Jesu Kristi opstandelse."

Vi har et andet ord på græsk som betyder "pagt", og det er "diatheke".

Vanddåben har aldrig været hverken nogen pagt eller pantet på nogen pagt mellem Gud og menneskene. I jødedommen var vandet det rensemiddel som tog bort den ydre eller den kødelige synd.

I den messianske jødedom var vanddåben obligatorisk. Ved siden af vanddåben blev der også krævet at jøderne måtte angre deres synder, omvende sig og komme til personlig tro på Jesus. Det sidste led i denne procedyre var vanddåben.

Metodisterne lærer at vi skal døbe børnene, fordi de allerede er Guds børn. Dette er et fornuftigt argument, men vanddåben hører ikke med til den paulinske lære, så dette argument falder også bort.

Genfødelsen af et menneske sker bare i.f.m. at mennesket kommer til personlig tro på Jesus.

Børn, som også er født med en syndig natur, må fødes på ny, ligesom de voksne må det. Et barn går ikke fortabt for Guds rige om det ikke bliver døbt. Gud holder barnet i sin varetægt helt til de får et personligt kald far ham om at omvende sig. Gud har ikke givet os nogen bestemt dato for dette. Det kan være indivituel.

Dersom børn ikke tager imod det personlige kald, så begynder den proces i barnets liv, som vi kalder for "forhærdelsen". Når den er fuldmoden, arver den døden.

Der er også nogen som siger, at de ikke vil lære deres børn om den kristne tro, for de vil ikke påvirke dem i deres valg af trosretning. Dette er det samme som at BEDRAGE SINE BØRN. Jesus siger at børnene skal komme til ham så snart som mulig – også spædebarnet.

Jesus lagde sine hænder på børnene og velsignede dem. (v.15.)

JØDERNE MÅTTE HOLDE MOSE TORAH FOR AT BLIVE FRELST.

Vers 16-26. Der kom en rig mand til Jesus og spurgte hvad han skulle gøre for at få del i "det evige liv." (v.16.)

Det han spurgte Jesus om var flg.: Hvad skal JEG GØRE for at få "det tidsalderlige liv", som var livet i Riget for Israel.. Jesus svarede ham på flg. måde:

1. "Hvorfor spørger du mig om det gode ?".
2. "der er bare en som er god."
3. "Men vil du gå ind til livet, da hold budene". (v.17.)

Jesus svarede først med et modspørgsmål. Dette gjorde han ofte i.f.m. samtaler med farisæerne og de skriftlærde. Dette gjorde han for at han ville udfordre dem med hensyn til både deres egen Skrift-forståelse og motiverne for deres spørgsmål. Han ville give dem den rette forståelse af Guds Ord.

Når Jesus sagde at der bare var en der var god, og at det var Gud, så havde han dermed peget på at han var jødenes Messias og ligestillet med Gud. Det er ikke sikkert at denne mand havde tænkt på det, men det et af konsekvenserne af hans spørgsmål.

Jesus sagde videre til ham. Dersom du vil have del i Riget for Israel, da må du holde budene. Efter jødisk vurdering var det 613 bud i Tanach.

Det er umulig at holde budene efter jødernes Torah til egen frelse, så det var ikke det Jesus mente, men han mente at han måtte gøre så godt som han kunne med en ydre overholdelse af budene. Det er et udtryk for menneskets egen

Retfærdighed.

Det var et krav i den messianske jødedom at man måtte holde budene, for at få del i Riget for Israel: Mat. 5,20.

Den jødiske Torah havde flere hensigter. I denne sammenhæng skal vi bare nævne 3 af dem:

1. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de ikke blive syge.
2. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de selv få et godt liv i Israel.
3. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få del i Riget for Israel.

Både selve livet og livet i Riget for Israel var betinget af overholdelse af Torahen. Gud kanaliserede både sine velsignelser og deltagelse i Riget ved overholdelse af Torahen. Det har med LYDIGHED at gøre.

I vor tidsperiode , som er den frie nådens tidsperiode, stiller Gud ikke sådanne krav. Det er nok at tro på Jesus, for at få del i frelsen.

Det er flere gange i N.T. at dette spørgsmål er blevet stillet: Hvad skal vi gøre for at blive frelst ? Det svar vi får er afhængig af hvilken tidsperiode spørgsmålet angår.

Da jøderne spurgte Peter om hvad de skulle gøre for at blive frelst, svarede Peter flg.: Ap.Gr. 2,38.

Da fangevogterne i Fillipi spurgte Paulus og Silas om det samme, svarede de: Ap.Gr. 16,31.

a) Det første udsagn angår den messianske jødedom,

b) Medens det andet udsagn angår den frie nådens tidsperiode.

I vor tid kræves der ikke overholdelse af budene eller vanddåben for at blive frelst, men BARE TRO.

Den unge, rige mande spurgte Jesus om hvilke bud han skulle holde, for at arve tidsalderlig liv. Jesus citerede 5 af Torahens 10 bud. De angik menneskets pligter overfor sine medmennesker. (v.18-19.)

Manden svarede Jesus at han havde holdt budene. Hvad manglede han endnu for at han kunne arve det tidsalderlige liv ? (v.20.)

Det er IKKE RET det som manden sagde, at han havde holdt 5 af de bud som Jesus nævnte. Han havde brudt det 10. Bud om at han skulle elske sin næste som sig selv, og ikke begære hans ejendom.

Det var et krav både i jødedommen (3.Mos. 19,18 og 5.Mos. 15,8-11.) og i den messianske jødedom, at den som skulle arve Guds rige, måtte dele sine ejendomme med de andre jøder. Dette kommer tydeligt til udtryk mange steder i evangelierne.: Luk. 6,30 og 35.

Jesu sagde videre til denne mand at dersom han ville være fuldkommen (etisk fuldkommen), da skulle han gå bort og sælge alt det han ejede og give det til de fattige. Dersom han gjorde det skulle han få en skat i himmelen. Derefter skulle han komme og følge Jesus. (v.21.)

Den unge rige mand blev bedt om at "gå", "sælge", "give" og følge Jesus.

Dette var Torahens krav til jøderne.

Den skat som denne mand skulle få, skulle opbevares i himmelen indtil Jesu genkomst. Da skulle den udbetales foran Jesu herlighedstrone i Jerusalem: Joh. Åb. 22,12.

Den unge rige mand gik bedrøvet bort, for han var meget rig (han havde mange ejendomme.) (v.22.)

Denne mand kunne ikke få del i Riget for Israel, for han ønskede ikke at dele det som han havde med andre. Han havde brudt Mose Torah og Jesu forordninger, som byggede på Mose Torah.

Jesus sagde til sine disciple at det var vanskelig for en rig at komme ind i himmelens rige. (v.23-24.)

Det var ikke umulig for en rig at komme ind i himmelens rige, men det var vanskelig, for de fleste af dem som var rige, ønskede ikke at dele deres rigdomme med andre.

I byporten ind til Jerusalem var der en port som blev kaldt for "Nåleøjet". Om natten, når de andre porte var lukket for trafik, var denne port åben. Den var så lille at en kamel blot kunne komme igennem den, når den havde fået sin last taget af.

Den rige unge mand måtte også få sin rigdom læsset af, før han kunne få del i Guds rige.

Da disciplene hørte dette, blev de meget forfærdet og spurgte Jesus om hvem som da kunne blive frelst. Jesu svarede at dette var umulig for menneskene, men for Gud var dette mulig. (v.25-26.)

Det burde ikke være vanskelig for Jesu disciple at forstå dette, for de kendte Mose Torah og de havde hørt Jesu undervisning i snart 3 år, men til trods for det, så var der meget de ikke forstod.

Når det gælder selve frelsen, så er det Gud som giver den. Ikke noget menneske kan fortjene sin egen frelse på grundlag af gode gerninger. Det er bare Gud som kan frelse et menneske. Dette er Guds retfærdighed, og den får vi ved troen på Jesus.

I den messianske jødedom var frelsen betinget. Det krav som blev stillet til jøderne, var at de både gik ind under GUDS KRAV og GUDS NÅDE.

Således er det ikke i vor tidsperiode. I vor tid er Guds nåde ubetinget. Det er nok at tro: Rom. 3,21-22.

Da svarede Peter ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig; hvad skal vi da få ? (v. 27-30.)

Peter spurgte Jesus hvad apostlene skulle få. De havde forladt alle ting og fulgt Jesus. (v.27.)

På samme måde som kamelen, måtte alt lasten blive taget af, for at komme ind i Jerusalem gennem "Nåleøjet", på samme måde havde apostlene givet afkald på alle ting og fulgt Jesus.

Jesus sagde til dem at de skulle, (efter de retfærdiges opstandelse) sidde på 12 troner og dømme (frelse) Israel 12 stammer. (v.28.)

De retfærdiges opstandelse skal ske efter den store trængsels afslutning. Da skal de 12 apostle sidde på 12 troner i templet i Jerusalem og dømme (frelse) Israels 12 stammer.

Jesus sagde videre at hver den som havde forladt sin familie eller sit gøremål for Jesu navns skyld, skulle få det mangfoldig igen og arve tidsalderlig liv. (v.28.)

Dette var et løfte til alle jøder, som troede på Jesus og fulgte ham. De skulle arve Riget for Israel i sin endelige manifestation og få store opgaver i det.

Til slut sagde Jesus at "mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første" (v.30.)

Dette betyder at mange af de som blev anset som de største i Guds rige, de skulle degraderes til at være de mindste, for de havde ikke tjent Jesus, på en ret måde. - De havde ikke haft det rette tjenersind: Mat. 20,27

ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

www.yeshuattsion.webbyen.dk