RIGETS missiondbefaling. Oskar Edin Indergaard

MATTEUS EVANGELIET, kap. 28. Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge.

KRISTEN BOKPRODUKSJON RIGETS MISSIONSBEFALING.

Vers 16-20.

Vi ved at Jesus viste sig for sine disciple efter sin opstandelse og underviste dem i 40 dage mellem sin opstandelse og himmelfart. Han underviste om Guds rige, som er det samme som Riget for Israel: Ap. Gr. 1,3.

Apostlene fik mange beviser på hans opstandelse, og de fik også en repetition om de forskellige sider ved Guds rige. Det kunne endda have blevet oprettet.

Det eneste som Mattæus fortæller os om de 40 dage, er det som står i Mat. 28,16-20. Vi kan også læse om dette hos de andre evangelister og i Ap. Gr. 1,1-8.

Disciplene drog til Galilæa og til det fjeld som Jesus havde sagt at han ville møde dem. Da de så ham tilbad de ham, men nogen tvivlede. (v.16-17.)

Vi ved ikke hvilket fjeld dette var, men det er ikke så vigtigt. Da apostlene så ham, tilbad de han således som kvinderne havde gjort (v.9.) Apostlene tvivlede ikke længer på Jesus, men når der står at nogen tvivlede, så betyder det at der var flere disciple end blot apostlene.

Jesus trådte frem og sagde: "Mig er givet al magt i himmel og på jorden." (v.18.) Udtrykket "Mig er givet", er på græsk "Edothe moi". Det er indikativ passiv og det betyder "mig blev givet". Denne magt fik han af Faderen på grund af forsoningen. Denne magt angik både himmelen og jøderne. Dette var grundlaget for den missionsbefaling som han gav sine apostle og disciple. Dette kunne han allerede sige før sin lidelse, død og opstandelse. "Alle ting er mig overgivet af min Fader..."(I jødiske tankegang står enhver henvendelse i en sag eller i et forhold i relation til alle andre hændelser i en sag eller i et forhold i relation til alle andre hændelser, som gælder den samme sag.)

Jesus har al magt i himmelen og på jorden, men han har ikke taget denne magt fuldt ud endnu. Vi ved at Jesus tilegner sig den magt, som han har fået af Faderen, i etaper. Jesus har mange fjender som må tilintetgøres. Den sidste som tilintetgøres, er døden : 1.Kor. 15,25-26.

Jesus har allerede al magt, men vi kan endnu ikke se at alle ting er ham underlagt, for vi regner med tiden. Gud derimod er udenom tiden. Dette gælder også Messias: Hebe. 2,8.

På grund af at Jesus har fået al magt i himmelen og på jorden, så blev disciplene bedt om at gå ud i hele verden og gøre alle folkeslag til Jesu disciple, idet i døber dem til (græsk."ei to", som betyder "ind i") navnet til Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. (v.19.)

Under Jesu jordeliv skulle apostlene bare forkynde for jøderne i Israel. (Mat. 10,5-6.) Nu var tiden kommet så langt at de skulle gå ud i hele verden med evangeliet. Dette var evangeliet om Riget for Israel. De skulle gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Dette evangelium er ikke det samme som det paulinske budskab, for det var ikke åbenbaret endnu, men det var "evangeliet om Riget": Mat. 24,14..

Tiden var kommet til at verden skulle få høre evangeliet om Jesu forsoning og den fuldstændige oprettelse af Riget for Israel. Dette blev også sagt under forudsætning af at jøderne tog imod Jesus.

Dette er ikke det samme som det paulinske budskab. Det går ikke ud på at udtage alle folkeslag (nationer) til Jesu disciple, men det går ud på at udtage den kristne forsamling, som er Jesu legeme. Dette bliver i Rom. 11,25. Kaldt for "fylden af hedninger".

Den kristne forsamling er udtaget FØR jøderne. De er taget ud før verdens grundvold blev lagt: Ef. 1,4.

Israel derimod er udvalgt "FRA verdens grundvold blev lagt" : Mat. 25,34.

Det kristne legeme består ikke af nationer, men det består af ENKELT INDIVIDER, som er taget ud af nationerne. Når det kristne legeme er fuldt, så skal Gud tage sig af Israel igen: Rom. 11,25.

Der står heller ingen ting i Bibelen om at det kristne legeme skal bestå af nationer. Det som derimod står er, at når legemet er fuldt, så kommer Jesus og henter sin menighed til himmelen. Dette sker ved den kristne menigheds bortrykkelse.

VANDDÅBENS BETYDNING.

Disciplene skulle også døbe dem som kom til tro på Jesus, ind i navnet til Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. Dette skulle ske så hurtigt som muligt. Denne form som her er brugt at verbet "baptizo", som betyder "at døbe", "at sænke ned", "at dyppe", "at vaske", "at tørre" og "at rense", er presens partisipp. Det står at de skulle gøre alle folkeslag til Jesu disciple "døbende dem".

Dette tilkendegiver to forhold, og det er:

1. At dåben skulle ske så hurtigt som mulig efter omvendelsen.
2. At dåben er nødvendig for frelsen.

Denne dåb er knyttet til Rigets tid. I rigets forkyndelse måtte man både angre sin synd, omvende sig (det betyder at man måtte GÅ TILBAGE TIL JESU TORAH) og tage vanddåben.

Vanddåben kunne ikke i sig selv frelse et menneske, men det kunne give jøderne en ydre renselse. Vanddåben var et KRAV, SOM BLEV STILLET TIL JØDERNE. Gud kanaliserede sin frelse gennem 4 trin:

1. Anger.
2. Omvendelse. Det er opfyldelse af Mose Torah og Jesu Torah.
3. Vanddåben.
4. Troen på Jesus.

Dette giver ikke udtryk for den frie nåde, som vi har i dag, som vi har i dag, men det giver udtryk for den BETINGEDE NÅDE, som man havde på Jesu tid og hele tiden frem til templets ødelæggelse i år 70, og som man fortsat skal have i Riget for Israel. Efter Jesu opstandelse og himmelfart så forkyndte apostlene naturligvis også dette. Det kommer også til udtryk i dette Peter sagde til jøderne "... ,omvend jer, og enhver lader sig døbe på Jesu navn til (ind i)syndernes forladelse, så skal i få Den Hellige Ånds gave." Ap. Gr. 2,38.

I vor tid får vi Den Hellige Ånd uden at være døbt på forhånd. I vor tidsperiode er Den Hellige Ånds gaver uafhængig af anger, omvendelse og dåb. "Bare det vil jeg spørge jer (galaterene): Var det ved lovgerninger i fik Ånden, eller var det ved TROENS FORKYNDELSE ? Gal, 3,2. (Her står "troen" for Paulus` forkyndelse om den "frie nåde".)

Det eneste som kræves i den frie nådes tidsperiode for at blive frelst, er at man BEKENDER at Jesu er Herre, og at man TROR at Gud opvakte ham fra de døde.: Rom.10,9-10. Dersom dette sker med et menneske, så er dette menneske frelst. Dette er den fire nåde.

Dette er heller ikke at betragte som gerninger, men det er et resultat af at omvendelsen HAR FUNDET STED.

I Rigets forkyndelse er synden også sonet og taget bort, men til trods for det så kræves der lovgerninger både for den som er frelst, og den som vil gå ind i Guds rige. Grunden til det er at der er to retfærdigheds-begreber i den messianske jødedom, og de er: a) Guds retfærdighed. b) Menneskets egen retfærdighed.

De messianske jøder var lige meget frelst som medlemmer i den kristne forsamling, men de måtte BLIVE TESTET på deres tro i forhold til Mose Torah og Jesu Torah.

I den kristne menigheds tidsperiode er det EN STOR SYND at tvivle på sin frelse. Den har ingen ting med gerninger at gøre, men den er baseret udelukkende på Jesu forsoning.

Paulus sammenlignede den frie nåde og Torahen på en glimrende måde da han sagde flg.: "men Torahen har ikke noget med troen at gøre, men den som holder dem (budene) skal leve ved dem," Gal. 3,12. Dette betyder to ting :

1. I den frie nådens tidsperiode bliver man frelst udelukkende ved tro.
2. I både jødedommen og i den messianske jødedom var det nødvendig med gerninger for at blive bevaret som troende. Vi taler om betinget nåde. (At ingen kan opfylde Guds Torah til egen frelse, det er en helt anden sag.)

Vanddåben hører ikke med til det paulinske system. Den eneste funktion vanddåben har i indeværende tidsperiode, er at den har skabt FRUSTRATION og SPLITTELSE iblandt Guds folk.

I begyndelsen af sin virksomhed døbte Paulus også, men da han kom til Korint ca. År 51, så viste Gud ham at han ikke længere skulle døbe, men at han blot skulle forkynde evangeliet om Guds frie nåde: 1.Kor. 1,17.

Grunden til at Paulus ikke ønskede at døbe mere, var tofoldig:

1. For det første skabte dåben STOR FORVIRRING i menigheden. "Er Kristus blevet delt ? Var det Paulus som blev korsfæstet for jer, eller var det til Paulus` navn i blev døbt ? 1.Kor. 1,13.
2. Gud havde vist ham at vanddåben ikke hørte med til den frie nådens tidsperiode. Det var en ordning som hørte med til både Sina pagtens husholdning og til den messianske forsamling.

Det eneste Paulus ville forkynde eller høre om, var ikke Jesu forsoning – ikke vanddåben og ikke Torahen. "for jeg VIL IKKE VIDE NOGET (noget som helst) blandt jer UDEN JESUS KRISTUS og HAM KORSFÆSTET." 1.Kor. 2,2.

Vi ved at Jesus pålagde sine disciple at de skulle døbe. Det er da mærkeligt at Paulus blot 20 år efter at missionsbefalingen blev givet, kunne sige at Jesus havde ikke udsendt ham for at døbe. Vi må da forstå at her foreligger en forandring i Guds planer og et skifte af husholdningen.

Det som sker når et menneske i indeværende tidsperiode bliver frelst, er at Den Hellige Ånd med det samme DØBER dette menneske ind i Jesu legeme. Vedkommende er da frelst og behøver ikke vanddåben: 1.Kor. 12,13.

Når vi bliver frelst, så får vi HELE ÅNDEN i vort hjerte som pant og indsegl til forløsningens dag (Jesu komme for menigheden) Det er Den hellige Ånd som uddeler de åndelige gaver, tjenesterne og embederne, efter som HAN selv ønsker det: 1:Kor. 12,4-11. "Men hver af os (dette gjaldt også Paulus) er nåden givet efter det mål som Kristi gave (nådegave) tilmåles med.": Ef. 4,7.

Hvad som gælder Ånds dåben, så er den tilgængelig for alle troende, for alle troende har Den Hellige Ånd. Ånds dåben er en speciel AKTVISERING af Den Hellige Ånd i vore liv. Den fungerer ikke som et frelsespant, men den UDRUSTER OS på en kraftig måde I vor tjeneste.

Ånds dåben har sin FØRSTE BEGYNDELSE, men den har MANGE PÅFYLNINGER i løbet af en kristens liv. Paulus opfordrer de kristne til at blive fyldt af Ånden og det til trods for at de havde hele Ånden: Ef. 5,18.

Det er også en STOR MISFORSTÅELSE at tro og hævde at Romerbrevet 6,3-4 og Kol. 2,11-12 angår vanddåben. Det går ikke på vanddåben men på GENFØDELSES DÅB.

Dette kommer tydeligt frem i Kol. 2,11, hvor der står: "han i hvem i blev omskåret med en omskærelse som ikke er gjort med hænder, ved afklædningen af kødet (syndelegemet), ved Kristi omskærelse."

Kolossenserne 2,12 beskriver det åndelige grundlag for genfødelsen. "idet i blev begravet med ham i dåben (Jesu død) og i den blev i oprejst med ham ved troen på Guds kraft – han som oprejste ham fra de døde.

I Titus brev 3,5 bliver genfødelsen kaldt for "BADET TIL GENFØDELSE og FORNYELSE ved Den Hellige Ånd." "frelste han os, ikke for retfærdige gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin miskundhed (nåde) ved badet til genfødelse og fornyelse ved Den Hellige Ånd.

I Eferserbrevet 4,5 siger Paulus også at der er bare EN DÅB i indeværende tidsperiode. "en Herre, en tro, en dåb."

Det skulle ikke være vanskelig at se hvilken dåb Paulus her sigter til. Det er GENFØDELSENS DÅB.

Vanddåben i en eller anden form var en jødisk skik. Den havde med RENSELSE at gøre og ikke med GENFØDELSE. I jødedommen var vandet et af de vigtigste elementer i forbindelse med renselse.

Den kristne kirke har tillagt vanddåben en del aspekter som den i det hele taget ikke skal have. Disse aspekter er:

a) Den er ikke en pagt. "Dåben er ikke aflæggelse af kødets urenhed, men et SVAR PÅ EN GOD SAMVITTIGHED med Gud ved Jesus Kristi opstandelse." 1.Pet.3,21. Der er ikke her tale om vanddåben, men om Jesu forsoning, som også er dåb: Mark. 18,38. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: De forskellige typer dåb.) Det ord som her er oversat med "pagt" er på græsk "eperotema". Det skal ikke oversættes med "pagt", men med "svar". Hvad der gælder ordet "pagt, så er det på græsk "diatheke."

1. Vanddåben har heller ingen ting med død, begravelse og opstandelse at gøre. Vanddåb er baseret bl.a. på en fejl forståelse af Joh. 3,1-11. Når Jesus sagde at den som ville blive frelst, måtte blive født både af vand og Ånd, så tænkte han her på at den som ville blive frelst, måtte gennem TO FØDSELER, og det var DEN NATURLIGE FØDSEL og det var DEN ÅNDELIGE FØDSEL. "Vandet" står her for "fostervandet" og "Ånden" står for "Den Hellige Ånd". (v.5.)

Vers 6 udtrykker en parallelitet med vers 5. "Vandet" bliver sammenlignet med "det som er født af kødet" (den naturlige fødsel), og Ånden bliver sammenlignet med "det som bliver født af Ånden" (den nye fødsel).

Dette er en udtryksmåde som jøderne brugte, når de ville udtrykke den samme sag med ulige ord og begreber.. Det samme forhold eller den samme sag blev da gentaget i en ny sætning med delvise andre ord. Dette kalder vi for "parallelitet."

Nikodemus forstod dette, for han spurgte om det gik an at komme ind i mors liv og blive født om igen. Han kendte ikke til den åndelige fødsel, men han kendte til den naturlige fødsel og fostervandets betydning og funktion. (v.4.)

2. Der er ikke genfødelse i vanddåben.

Vanddåben betyder meget for mange mennesker, men den har ingen teologisk betydning i dag. Den fører bare til FRUSTRATION – FOR VIRKNING og ET FALSK HÅB – både for den som er frelst og for den som går fortabt for Guds rige.

De præster og teologer som forkynder og hævder, at der er frelse og genfødelse i vanddåben, FØRER FOLKET VILD. Dette er en af de STØRSTE VARANGLÆRER som vi har i vor kirke. Må Gud åbne vore øjne således at vi alle kan se og forstå, at vanddåben ikke fremmer frelsen. Den fremmer fortabelsen, for den giver ET FALSK HÅB til de som ikke er genfødt af Den Hellige Ånd.

BORT MED VANDDÅBEN og IND MED DEN FRIE NÅDE. NÅDENS BETYDNING.

Disciplene skulle gå ud i hele verden og lære alle folkeslag AT HOLDE ALT DET SOM JESUS HAVDE BEFALET AT DE SKULLE HOLDE. (v.20.)

Vi ved at Jesu undervisning til det jødiske folk var baseret både på NÅDE og på OVERHOLDELSE AF JESU NYE TORAH, som byggede på Mose Torah.

Jesus sammenfattede Mose Tarah til noget over 30 bud. (Se min bog Kristendommens Jødiske Rødder., kap.: Jesu første forkyndelse) Jesu forkyndelse var baseret på krav og nåde. Man måtte FORPLIGTIGE SIG PÅ BEGGE DELE, FOR AT FÅ DEL I GUDS RIGE.

Jesu forkyndelse indeholdt både:

1. Guds retfærdighed, som er den frelsende retfærdighed.
2. Menneskets egen retfærdighed, som er en ydre retfærdighed, som ikke giver frelse. Den gav jøderne adgang til Guds rige, og den var med til at oprette Guds forholdet i vandringen. Dersom jøderne ikke holdt Jesu bud, fik de hverken adgang til at komme ind i Guds rige eller være medlemmer i Guds rige.

Således er det ikke med Paulus` hans forkyndelse. Det er nåden og ikke Torahen eller budene, som frelser og opdrager menneskene til at leve et ret liv: Ef. 2,8-9.

"For Guds nåde er åbenbaret til frelse for alle mennesker, idet DEN OPTUGTER OS til at fornægte ugudelighed og de verdslige lyster og leve tugtig og retfærdig og Gudfrygtige i den nærværende tidsalder." Titus. 2,11-12.

Den jødiske Torah – det være sig Mose Torah eller Kristi Torah, er sat til side og ophævet i vor tidsperiode. Dette gælder som ÅNDELIGE SYSTEMER. Dette betyder ikke at vi ikke har bud og forordninger i den paulinske lære.

Man har regnet ud at der er ca. 400 bud og forordninger i den paulinske lære.

Disse går på forholdet til Gud, til næsten, til samfundet og ordninger i Gudstjenesten. (Se Robert C. Brocks bog: The Commands of Christ for Christian Living.)

Det er Mose Torah som er ophævet i den kristne menigheds tid (Ef. 2,14-15.) og ikke budene og reglerne, men vi må passe på at det ikke er vor YDRE OVERHOLDELSE af bud og regler, som skal regulere forholdet til Gud og til næsten. Dersom det bliver forholdet, kommer vi ind i en NY FORM FOR TRÆLDOM.

Det er den INDRE OVERHOLDELSE af Guds bud og forordninger, som skal regulere forholdet til Gud og til næsten, og den bliver fremmet af Guds nåde: 1.Kor. 3,5-6.

Nåden virker på flg. måder:

1. Den bringer menneskene til Kristus. Gal.3,2.
2. Den gør kraftige gerninger og helbreder menneskene. Gal.3,5.
3. Den frelser menneskene. Ef.2,8-9.
4. Den opretholder menneskenes forhold til Gud. Ap. Gr. 20,32.
5. Den opdrager menneskene til at leve et rigtigt liv. Titus 2,12.

Paulus nævnte ofte de bud og forordninger som vi har i vor tid, men han satte dem IKKE I SENTRUM for vandringen. Han satte fokuseret på nåden og den kærlighed som vi har til hverandre: Rom. 13,8-9. 1.Kor. 7,19.

Paulus kaldte de bud og forordninger som vi har i den kristne menigheds tid for KRISTI LOV: Gal. 6,2.

Jeg vil citere det som C.C.Ryrie siger i Ryrie Study Bible om dette.,s.285:

"Mose Torah var givet til den jødiske nation – ikke for at være en byrde, men for at skille dette folk fra alle andre folk og gøre det klogt, stort og yndig for en hellig Gud. Som livsregel for Guds folk har Mose Torah BLEVET ERSTATNING for de kristne med Kristi lov (Gal.6,2.), selv om nogle af de specielle bud i den gamle Torah er genindtaget som krav i de nye Torah (Rom.13,9.) Som en del af den inspirerede Skrift så er den gamle som den nye Torah tjenlig for folk til alle tider. (1.Tim.1,8-10. 2.Tim.3,16.)"

Ved siden af at Paulus gav en række bud og forordninger for den kristne menighed, så udtalte han sig også om hvordan en kristen skal leve i vandringen som troende. Her bliver fokuses ikke lagt på den ydre overholdelse af det enkelte bud og den enkelte forordning, men fokuset bliver lagt på at vi skal vandre i SAMSVAR MED DET NYE LIV.

Han siger flg. om de troendes vandring:

1. Vi skal vandre i et nyt liv: Rom 6,4.
2. Vi skal vandre – ikke efter – kødet men efter Ånden: Rom. 8,4.
3. Vi skal vandre sømmeligt: Rom. 13,13.
4. Vi skal vandre i kærlighed: Rom. 14,15. Ef. 5,2.
5. Vi skal vandre i tro: 2.Kor. 5,7.
6. Vi skal vandre i Ånden: Gal. 6,25.
7. Vi skal vandre i de gode gerninger som Gud har lagt færdige foran os: Ef. 2,10.
8. Vi skal vandre værdige for det kald som vi er kaldet med: Ef. 4,1.
9. Vi skal ikke vandre som hedningerne vandrer i deres sinds tomhed: Ef. 4,17.
10. Vi skal vandre som lysets børn: Ef. 5,8.
11. Vi skal vandre varlig: Ef. 5,15.
12. Vi skal vandre således som Paulus og hans medhjælpere gjorde: Fil. 3,17.
13. Vi skal ikke vandre som fjender af Kristi kors: Fil. 3,18.
14. Vi skal vandre værdig for Herren til velbehag i alt: Kol. 1,10.
15. Vi skal vandre i Kristus: Kol. 2,6.
16. Vi skal vandre værdige for Gud: 1.Tess. 12.
17. Vi skal vandre efter den lærdom som Paulus og hans medarbejdere gav os: 2.Tess. 3,6.
18. Vi skal vandre tilbørlig og arbejde: 2.Tess. 3,11.

Dersom vi som kristne vandrer på den måde, som er beskrevet ovenfor, så indebærer dette at vi holder Guds bud og forordninger, uden at vi selv er klar over det. Dersom vi forstår hvilken ufattelig kraft Guds nåde er i vore liv, så bliver overholdelsen af Guds bud ikke noget problem for os.

Vi ved at Mose Torah blev ophævet på Golgata for den kristne menighed, men det blev den ikke for den messianske menighed. Den levede i troen på Jesus og fortsatte med at holde Mose Torah. "Da de (de messianske ledere i Jerusalem) hørte det (at mange hedninger var blevet omvendt ved Paulus` hans forkyndelse), priste de Gud, og sagde så til ham: Du ser, broder hvor mange titusinder som er blandt jøderne der har modtaget troen på ( på Jesus), og ALLE ER DE NIDKÆRE FOR TORAHEN," Ap. Gr. 21,20.

Paulus sagde også at jøderne fortsat var under Torahen. "og jeg er blevet som en jøde for jøderne, for at vinde jøder, DE SOM ER UNDER TORAHEN, som en der er under Torahen – om jeg end ikke selv er under Torahen – for at vinde dem som ER UNDER TORAHEN." : 1.Kor. 9,21.

Dette må få os til at forstå at der er to forskellige evangelier forkyndelser i N.T., og disse er:

1. Den messianske forkyndelse, som angår Riget for Israel.
2. Den paulinske forkyndelse, som angår den kristne menighed.

Medens den messianske jødedom forkucerede på overholdelse af Jesu Torah, så fremhævede Paulus også den store betydning som SAMVITTIGHEDEN havde som troende. Dette gjaldt ikke bare ens egen samvittighed, men det gjaldt også samvittigheden til de medtroende. Dersom samvittigheden til den medtroende ikke var stærk, så skulle man tage hensyn til dette. Man skulle underordne sin egen samvittighed under den andens samvittighed. Dette har bl.a. med kristen næstekærlighed at gøre: 1.Kor. 8,12.

Der er ingen modsætning mellem den frie nåde og budene. De arbejder på hver deres områder i de troendes liv. Vi må huske på at den paulinske lære er podet ind i jødedommen. Kristendommen er jødedom som er tilpasset hedningerne i en speciel tidsperiode.

Paulus løsrev ikke sin teologi fra det jødiske rodsystem, men han fik nye åbenbaringer, som ikke havde været kundgjort før. Han fik åbenbaret de forskellige hemmeligheder om den kristne menighed.

Han lærte både at vi er indpodet i det gode jødiske olietræ (frelsestræet), at vi har fået del i jødernes løfter og pagter, og at vi kan lære meget af Tanach. Det betyder ikke at alt det der står i Tanach, er gyldig for os: Rom. 11,17-18. Ef. 2,12-13. 2.Tim. 3,16-17.

Vi skal ikke lære mennesker alt det som Jesus lærte sine disciple og det jødiske folk.

Jesu undervisning har med Riget for Israel at gøre, (men når prædikanterne, præsterne og Bibel-lærerne ikke har noget syn for Israel), så må de tolke hele Jesu forkyndelse ind i den paulinske forkyndelse.

Dette må nødvendigvis føre til GAL LÆRE og STOR FORVIRRING – både hos dem selv og hos kristenfolket.

Resultatet bliver at store dele af kristenfolket ikke bliver FRIGJORT I NÅDEN, men de forsøger at tilfredsstille Gud i deres forsøg på at holde de bud og de forpligtigelser, som Jesus underviste om.

Vi får et BLANDINGSEVANGELIUM og ikke det frie evangelium om frelsen i Jesus Kristus på grund af Guds nåde.

Det er også nåden som skal regulere forholdet mellem Gud og den enkelte troende.

Denne forkyndelse (lægger Paulus`, hans forkyndelse) ind under Jesu forkyndelse og apostlenes forkyndelse. Herved kommer Paulus` hans forkyndelse IND UNDER DELE AF DEN GAMLE (FØRSTE) PAGT.

Hvad som gælder Jesu forkyndelse, så har den 2 faser, og det er:

1. Det som han forkyndte i sin vandring i 3½ år. Denne forkyndelse angår Riget for Israel.
2. Det som han forkyndte Paulus ud fra himmelen. Det angår den kristne menighed.

Hvad der gælder missionsbefalingen i Mattæus 28,18-20, så må vi lægge mærke til at i Rigets tid vil også HEDNINGERNE VÆRE UNDERLAGT ALLE JESU KRAV og BUD, som Jesus forkyndte i denne missionsbefaling.

Rabbinerne diskuterede hvilke bud som ville eksistere i Rigets tid, som er det samme som "den kommende verden". De diskuterede også hvilke bud jøderne skulle holde og hvilke bud hedningerne skulle holde.

I følge denne missionsbefaling står der at både jøderne og hedningerne skal holde DE SAMME BUDE. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Jesu nye Torah består af 30 bud.)

Denne missionsbefaling ,som angår endetiden og Riget for Israel, indeholder også et løfte til disciplene om at Jesus skulle være med dem "indtil tidsalderens ende.! (v.20.)

Det ord som her er oversat med "ende", er på græsk "synteleia". Det betyder ikke selve "enden", men det betyder "endetiden". Medens "enden" (gr.telos) er det sidste som sker, så strækker endetiden sig over et vidst tidsrum. Endetiden strækker sig over 7 år.

I og med at den kristne menighed ikke skal ind i trængselstiden, som ligger foran, men bliver bjerget fra den ved bortrykkelsen, så gælder dette løfte ikke den kristne menighed, Den gælder Jesu disciple og de messianske jøder.

Vi har gennemgået den missionsbefaling som Jesus gav sine disciple i Mat. 28,18-20, og vist at den ikke angår den kristne menighed, men den angår Israel.

Da jøderne som nation ikke tog imod Jesus som deres Messias, konge og frelser, så blev denne missionsbefaling TRUKKET TILBAGE.

Den vil komme igen i endens tid – efter den kristne menigheds borttykkelse og i 1000 års-riget.

Ved siden af denne missionsbefaling, så har vi flere missionsbefalinger i EVANGELIERNE. De angår alle Riget for Israel. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap.: De forskellige missionsbefalinger.)

Den kristne menighed har SIN EGEN MISSIONSBEFALING, og den finder vi i 2:Kor. 5,18-21. Det er den som vi må holde os til i dag:

"Men alt dette er af Gud, som forligede os selv ved Kristus, og gav os FORLIGELSENS TJENESTE, fordi Gud forligte verden med sig selv, så han IKKE TILREGNER DEM DERES OVERTRÆDELSER og har nedlagt i os ORDET OM FORLIGELSEN, som Gud selv formanede ved os. Vi beder i Kristi sted: Lad jer forlige med Gud. Han som ikke vidste af synd, har han (Gud) gjort til synd for os, for at vi skal blive retfærdige for Gud

ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

www.yeshuattsion.webbyen.dk