Bibelen – på en anden måde: Fem
studier i den Hellige Skrift. Oversat
fra Svensk
SYND –
FORSONINGEN FOR SYND
Thi loven blev givet ved Moses, nåden og
sandheden er kommet ved Jesus Kristus. Joh.1,17.
Loven
blev givet i to udgaver og hver udgave i èt eksemplar. Den første
slog Moses i stykker ved Sina bjerg. Den anden udgave blev lagt i
pagtens ark i det allerhelligste. Den indeholder "levende ord"
ifølge. Stefanus alle i Ap.gr. 7,38, bogstaver indskrevet på
stentavler, bogstavpagtens ord.
Denne
lov blev givet for overtrædelsernes skyld, Gal. 3, 19. Før loven
var der synd i verden, men synden blev ikke tilregnet, fordi der
ingen lov var, Rom. 5, 13 Denne tid ligger mellem 1.Mos. 1, 2 og 2.
Mos. 20.. Det siges også, at Gud bar over med synder, som forhen
(før loven) var begået, Rom. 3, 25. Dette forhold gjaldt på Jobs
tid, hvis ellers den tanke er rigtig, at Job levede, før loven blev
givet, Job 13, 23. Det er tilsyneladende også en sådan periode i
det enkelte menneskes erfaring, Rom. 7, 9. Paulus lærte synden at
kende ved loven for han havde jo ikke vidst af begær, hvis ikke
loven havde sagt: "Du må ikke begære". Mennesker må
således komme til at stå som syndere, Rom. 5, 19.
Ved
loven sættes der et skel mellem syndere og retfærdige. Ud fra denne
lov formaner Gud mennesker til at omvende sig, og man kan sige, at
Luk. 15, 7 samler denne formaning i ordene: "Således bliver der
mere glæde i himlen over `en synder, som omvender sig end over 99
retfærdige, som ikke trænger til omvendelse". Fra synd til
retfærdighed. Det bedste eksempel på en stræben i den retning er
måske Paulus ifølge. Fil. 3, 6 og Luk. 1, 6 ligger på samme line.
Læs også Ezekiel 18. !
Herrens
vej voldte imidlertid vanskeligheder både i den gamle pagt,, Z. 33,
17-20, og i den kristne menighed, Ap. Gr. 9, 2 Der skete nemlig det
ubegribelige, at Jesus ikke kom til "de retfærdige",
Mat.9, 11-13, til dem der var gået over fra venstre til højre
(skitse ovenfor 1.). Og endnu mærkeligere er Joh. 5, 45 og Joh. 3,
17., hvor Jesus ikke engang anklager eller dømmer dem, der er blevet
tilbage på venstre side af skillelinien. Forklaringen hertil ligger
i Joh. 8, 5. Og Hebr. 10, 28 Moses som anklageren og Jesus som
frelser (forsvareren) har hver sin opgave fra Gud. Når vor frelser
ville vise de farisæer, der anklagede den faldne kvinde, at også de
var syndere, satte Han "gåseøjne" ved ordet retfærdighed,
Joh. 8, 7. Der er nemlig ingen retfærdig, ikke en, Rom. 3, 10.
På
samme måde gik det med de unge, som kom fra hjem, hvor man anså
biograf, dans, drik, o.s.v. for synd. De fik ikke lov af deres
forældre at gå i biografen. Men når de så alligevel gik derhen
(hvor de fik penge fra dengang, da lomme penge var et ukendt begreb,
vides ikke), var deres samvittighed såret, og så blev de fundet på
venstre side af li nien. Men så var der også dem, der aldrig har
været i biografen eller på dansegulv. Når de var stillet overfor
Rom. 3, 10 og 1. Joh. 3, 8, skete der noget meget mærkeligt i deres
unge hjerter. Retfærdige var de ikke, og djævelens børn ville de
sandelig ikke være, og så kom også de efter meget svær kamp til
at stå som syndere. Børnene fra de troende hjem, disse prægtige,
dejlige børn, blev pludselig syndere.
Det
hører med til den overmåde høje guddommelige pædagogik, at Gud
kræver omvendelse (en overgang fra venstre side til højre), men
venter, at menneskets erfaring går i den modsatte retning, hvis Guds
hensigt med loven skal lykkes. Det er her, den virkelige
omvendelseskamp ligger, kampen for at forstå det selvmodsigende i,
at Gud kræver retfærdighed, men resultatet bliver det modsatte.
Job. Saulus fra Tarsus, broderen til "den fortabte søn",
Luk. 15. (manden der altid havde været lydig og aldrig haft en glad
dag,) og de anklagende farisæer fra Joh. 8. Kan tænkes at stå på
den højre side. Og så er der alle de 99.999 "retfærdige"
i vore dage, der aldrig har været i biograf, der aldrig har trådt
på et dansegulv, aldrig har smagt et glas vin, men for hvem Jesus
Kristus og Ham korsfæstet ikke betyder noget. Det er her, korsets
forargelse ligger. Mødet med Ham bliver vejen fra højre til
venstre, fra "lovens retfærdighed" til en syndsbekendelse,
der bringer fortabelses hele tyngde over sjælen. Det er i denne
citation, man hører råbet: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig"
"Loven
blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus
Kristus". Der findes ingen vej fra retfærdighedens højre side
til nåden (se skitsen), den nåde, der blev givet og endnu gives ved
Jesus Kristus. Det ville være krænkende at tilbyde et retfærdigt
menneske nåde. Den, der har brug for nåde, har forbrudt sig mod
loven. Det er en regel, der gælder i vort retssamfund, og det er en
regel, der gælder i Guds rige. I denne forbindelse er Paulus blevet
et eksempel på, hvorledes dette foregår, 1.Tim.1, 15-16. Det var
alt det, der var lykkedes for ham under hans bestræbelser for at
opfylde loven, der voldte ham de største vanskeligheder, da han
lærte den Herre Jesus Kristus at kende. Det er en selvmodsigende
oplevelse sammen med Saulus fra Tarsus at have ærinde hen til
skarnkassen med det, der var os fordele, fordi vi for Kristi skyld
lærte at regne det alt sammen for tab. Det er på denne vej, man
vinder det evige livs nådegave, Fil. 3,7-9.
Det
er her, man "mister sit liv for Kristi skyld", Mat. 10, 39,
ikke ved fysiske lidelser, ikke som en helt, ikke som en martyr på
en missionsmark eller i en frafalden kristenhed, men som en forbandet
synder på forbandelses træ. Det betyder en overgang fra død til
liv, ikke ved et "åndeligt" selvmord, men ved en
henrettelse sammen med den korsfæstede Frelser, Jesus Kristus. De,
der "holder sig til vejen", Ap. Gr. 9, 2, er dem, der fik
munden stoppet og kom "til at stå som syndere", Rom. 3,
19. og 5, 19. Det er dem, der "har gjort sig skyldige i en synd,
der straffes med døden, og bliver hængt på et træ". 5. Mos.
21, 22 Og det er en guddommelig sandhed, at der er en vej fra
syndesiden forbi lov retfærdighedens utilstrækkelige vej hen til
nåden. Thi Guds gave er evigt liv af nåde. Og Gud være lovet, at
denne gave udspringer af et løfte, der er ældre end loven, Gal.3,
15-18. 1.Joh. 2, 25, et løfte, der evigt ligesom Guds nåde og
barmhjertighed, Sl. 25, 6.
RETFÆRDIGE
- SYNDERE
For
dem, der er under loven, går grænsen mellem retfærdige og syndere,
mellem dem på den højre side og dem på den venstre side, mellem
dem, der er "udenfor lejren" og de "99 som ikke
trænger til omvendelse", Luk. 15, 7. Vi skal se lidt på ofrene
i den Gl. Pagts, ofre, som man ifølge. loven har lov til at bringe
for synd.
Men
først et ord om "synd". Synd er lovbrud, 1.Joh. 3, 4, og
det er et spørgsmål om Guds Hellige Lov, de ti bud. Det vil være
et gode, hvis man i al samtale om synd ville have dette i tankerne.
Det er Guds ti bud, der skal være målestok for , hvad synd er. Man
kommer ellers nemt ind i diskussioner eller antager meninger, som
ikke hører hjemme i Guds ord. Lad mig tage et eksempel fra en jødisk
samtale om synd. At bære en figen på sabbat, regnes fra et jødisk
synspunkt for synd, det er arbejde og opfattes som sabbatbrud. Men
det er tilladt at bære en halv figen. Da én i samtalens løb
spurgte, om man så ikke måtte bære to halve figener, gik
diskussionen i stå.
Når
vi skal beskæftige os med spørgsmålet om, hvad synd er, må vi
også have de udvortes love og bud med, som på den tid gjaldt
Israel, Hebe. 9, 10 m.v. Vi kommer altså til det resultat, at der er
to slags synd: synd mod de ti bud og synd mod de udvortes forskrifter
om mad og drikke, om ægteskab og tøj m.v. Bibelen har imidlertid
endnu en skillelinie, et skel der let forbigås. På den ene side
taler Bibelen om synd, der gøres "med fortsæt", 4.Mos.
15, 30, og på den anden side om ufrivillig synd "af vanvare",
3.Mos. 5, 15.
Endelig
er der mennesker der ikke har gjort sig skyldige i nogen af de nævnte
synder. Det er dem, der er retfærdige efter loven. Job er et
eksempel herpå. Der nævnes også Zakarias og Elisabeth, "der
begge var egenretfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle
Herrens bud og forskrifter". Og endelig er der Saulus far
Tarsus, der var "ulastelig efter lovretfærdighedens krav".
For retfærdige i denne forstand kræves ikke offer.
Man
kan nu og da høre mennesker sige, at ifølge. Ap. Gr. 15, 19-20 er
det forbudt at spise blod,. Men når de samme mennesker siger, at
hvis man ikke "har lys over, at det er synd", regner Gud
det heller ikke for synd, så er de imidlertid inde på en farlig og
fremfor alt u-bibelsk opfattelse. Selv om synd mod de ti bud og synd
mod udvortes forskrifter (så længe disse gælder) øves af vanvare,
er den stadig synd og falder unde samme dom: overtrædelse af loven.
Ordene fra Herb. 10, 28; "den, der har brudt Mose lov, må uden
barmhjertighed dø på to eller tre vidners udsagn", kan siges
at sammenfatte alt, hvad den Hellige Skrift siger om synd og syndens
følger: død uden barmhjertighed. Intet mere eller mindre. Rom. 6,
23. På skitse 2. Ovenfor står korstegnet for synd, forbandelse,
urenhed, dødsstraf, 5. Mos. 21, 22-23