ORDET &
ISRAEL- første årgang . September 1951 Hebræer 8,8-13. EN NY PAGT
MED ISRAEL
Af
forlagschef Chr. Jersild.
Inddelingen
af vor Bibel i Gl. Testamente og Ny Testamente, hvor grænsen sættes
mellem profeten Malakias` Bog og Mattæus evangelium, har medført
megen misforståelse med hensyn til forståelsen af Bibelens indhold.
Fjerner man det blad, hvor titlen Det Ny Testamente står – og det
kan gøres uden derfor at øve vold mod Guds eget Ord – så går
det måske lettere at lytte til, hvad Bibelen siger om sit eget
indhold. Dette også, når det gælder en inddeling af Ordets indhold
efter Guds forskellige husholdninger.
Der
er intet til hinder for, af man kan tale om EVANGELIET I FØRSTE
MOSEBOG og LOVEN I MATTÆUSEVANGELIET. Thi Bibelens første bog
indeholder evangeliet, selve testamentet om frelse til hele
menneskeheden. "I dig skal alle jordens slægter velsignes."
Derimod findes ikke en eneste af de 10 bud i bogen. At Mattæus
skrift derimod indeholder de fleste af budene, om ikke dem alle, kan
man let overbevise sig om. Budene bliver ikke til evangelium, selv om
Frelseren citerer dem. Imidlertid synes det at være en nok så
almindelig opfattelse, at det "Jesus selv har sagt" skal
opfattes som evangelium.
Vi
har længe været af den opfattelse, at vi kæmpede for en ren lære
og en sand tro på Guds ord. Vi har vovet at fordømme de nedbrydende
teologers ugerning, og i dette har vi ment at stå på Guds Ords
side. Alt dette samtidig med, at både forkyndere og tilhøreren har
forsømt loven, profeterne og salmerne. At tro, at hele Bibelen er
Guds Ord og samtidig kun beskæftige sig med den sidste trediedel af
indholdet, er en faldgrube, som det er lykkedes sjælefjenden at
narre mange i.
Det
er her som mange andre steder: Guds tanker er ikke menneskers tanker.
Derfor må man lære både at tænke og tale i Ordets tankebaner og
med Skriftens ord. I det stykke har såvel Guds ejendomsfolk som
Kristi menighed begået skæbnesvangre fejltagelser.
Når
israelitten tænkte på "advent", SÅ HAN FOR LANGT. Og så
blev Kristi kors borte for ham. Når vi hedningekristne fejrer vor
"advent", VENDER VI RYGGEN MOD FREMTIDEN og siger: Nu er
der fire uger til vi skal fejre mindet om Jesu fødsel i Betlehem for
1951 år siden. Og så har mange ingen forståelse for, hvad skriften
siger om Messias` genkomst og begivenhederne i forbindelse hermed
Man
har lignet profeterne ved mænd, som så profetiens bjergtoppe i en
ret line bag ved hverandre. Der så allerede Biliam stjernen, Mika
Betlehem og Esajas og Salmisten Kristi lidelse og "herligheden
derefter".
Det
var ubegribeligt for profeterne, at rækkefølgen i den kommende
Davids søns tilværelse skulle betegnes af stjernen, korset og
kongekronen. David, Salomon og de andre havde denne rækkefølge:
stjernen, kronen og korset. At fødes, regere og dø, det kan man
forstå. Men at fødes, dø og regere, det forskede og ransagede
profeterne forgæves efter at få klarhed over.
Det
var korsdøden, opstandelsen, himmelfarten og genkomsten, der for dem
såvel som for Jesu disciple var skjulte ting.
Dette
om Bibelens indhold og nogle misforståelser, som må rettes, hvis
man skal forstå Skriftens vidnesbyrd om sig selv og Guds
husholdninger, Guds forskellige handlemåde med mennesker gennem
tidsaldernes løb.
EN GAMMEL
PAGT MED ISRAEL.
Den
første pagt, Gud indgik med Israel, daterede sig fra den 14/1. Ved
aftenstid i Ægypten samt begivenhederne omkring lovgivningen på
Sina 52 dage senere, "da det var blevet morgen". Her finder
vi Bibelens første Langfredag, 2.Mos.12, og Bibelens første
pinsedag, 2.Mos.19. Her indgår Gud et "ægteskab" med sin
ungdomsbrud Israel, Es.54,6.
Af
slægtsregistrene i 1.Mos. 5. og 11. Kapitel, fremgår at man var
nået omkring 2000 år fra Adam og dertil yderlig mindst 430 år. Vi
kan altså let konstatere, at den gamle pagt aldeles ikke begyndte
med Adam eller 1.Mosebog, men først i og med begivenhederne omkring
Israel vandring fra Ægypten mod det forjættede land, sådan som jo
også vor udgangstekst siger det. At den gamle pagt sluttede kan man
let konstatere ved læsningen af Hebræerbrevet. Gudstjenesten, det
Levitiske præstedømme, templet, ofrene, alt forsvinder efterhånden
fra den 14/1. Kl. 3 eftermiddag, da forhænget i templet revnede midt
over.
Skal
vi sætte en grænse for den gamle pagt, burde vi indsætte et blad
efter 2.Mosebog kap.12. og et andet, der betegner afslutningen ved
begivenhederne omkring korset og pinsedagen i Jerusalem, den
pinsedag, som årlig drog masser af israelitter til Jerusalem for at
fejre mindet om lovgivningen ved Sina kl. 9 formiddag Ap. Gr.2,15.
2.Mos.19,16.
EN
NY PAGT MED ISRAEL.
Her
må vi henvise til alle de løfter, Herren har givet helt fra Mose
tid: Om Israels genforening med landet, om Messias` ankomst, om
Åndsudgydelsen fra det høje, om Israels genfødelse som folk
o.s.v.:
5.Mos.30,5-6.
Sak.12,10-14. 13,6. 14,4. Joel
2,28-30. Es.66,8. Ez.36,25-26. Ap.Gr.1,11. Johs. Åbenbaring 1,7.
m.fl.
Det
er ikke til at undres over, at disciplenes spørgsmål på
Oliebjerget gjaldt Rigets oprettelse. De havde jo fået løfter om at
sidde med ham på 12 troner og regere over Israels 12 stammer.
Det
er dette, der er den egentlige vanskelighed for Johannes Døberen.
Han kan ikke begribe, at Riget ikke kommer, når Messias dog er
kommet. Også for ham var korset skjult.
Man
glemte den gang, hvad man også let glemmer nu, at til Guds løfter
om Riget skal lægges Guds løfter om sejer på alle punkter over
anklageren, den gamle slange. Loven er syndes kraft, synden er dødens
brod, døden er Djævelens vold. 1.Kor.15,55-56. Hebe.2,14. Men til
denne sejer og disse løfter skal man også lægge vidnesbyrdet fra
Rom.15,8. Guds løfter til Israel som folk. At placere Jesus på
hjertet trone er en "åndeliggørelse" af Luk.1,32. Af den
slags, vi ofte er mestre i. At Jesus skal regere vore hjerter er både
sandt og vidst – derfor skal vi ikke anvende Luk.1,32. Men hellere
Fil.4,7. Så har vi Luk.1,32. Tilbage, hvis opfyldelse vi venter,
samtidig med at Jesus regere vore hjerter.
Gal.4,24.
3,17. 1.Kor.11,26. Hebe.8,8-10.
GUDS PAGT. DEN
EVIGE ARVS PAGT.
"En
ny pagt med Israel" hed vort emne. Det er en "ny" pagt
i forhold til en "gammel" som vist ovenfor. Men billedet
savner endnu en del detaljer for at blive rigtig klart.
Hvilken
pagt skal da ekklesia menigheden påberåbe sig ?
Vor
pagt datere sig fra løftet til Abraham 430 år før den gamle pagts
indstiftelse for Israel (se skitsen). Den pagt som gælder os
hedninger og de jøder, der er kommet til tro på Jesus Kristus, er
ÆLDRE end den gamle pagt for Israel. Hvis vi kalder den for "den
evige arvs pagt" og henviser til Gal.3,16-19, Hebe.9,15-16. Og
1. Joh.2,25. Så turde vi være på Ordets faste grund.
Gud
har virkelig gjort et TESTAMENTE. Alle Abrahams efterkommere, både
"de udvalgte" (Israel) og de "kaldede" af
hedninge rod, kan i Kristus blive arvinger. Testamentet blev gyldigt
ved testamente opretterens død. Fra korset til Zion (se skitsen) er
arven tilgængelig for dem, som er af tro. I TID begynder altså
denne den ÆLDSTE pagt 430 år før Israels gamle pagt, og har sin
gyldighed MELLEM begge pagterne med Israel, den "gamle" fra
Sina til Golgata, og den "nye", der begynder med Zion og
Messias` tilværelse her på jorden.
Der
findes en gammel tvist mellem troens folk, der plejer at formuleres
sådan: Var disciplene født påny allerede før pinsen ? Mange bitre
tanker er tænkt og mange hårde ord er sagt i den forbindelse som så
ofte, når Herrens venner har kæmpet til forsvar for den lille del
af sandheden, som er blevet dem kær.
I
lyset af det , som nu er sagt, skulle man kunne udtrykke sagen sådan:
Det stillede spørgsmål er fejlagtigt formuleret. Man mener at vise,
at der er kommet noget nyt allerede ved Jesu fødsel og
tilstedeværelsen her på jorden. Titelbladet mellem Malakias og
Mattæus spiller her igen en rolle, som ikke var tilsigtet.
Fra
pragtsynspunktet sker der ingen forandring ved Jesu fødsel i kød.
Først ved hans død sker der noget.
Man
burde i stedet formulere spørgsmålet således: Hvilken forskel er
der mellem Abraham, Isak og Jakob på den ene side og Peter, Jakob og
Johannes på den anden side. Først er der den lighed, at de ALLE
SAMMEN er arvinger efter Guds TESTAMENTE til Abraham. "I dig
skal alle slægter......"
Derefter
er den ulighed, at de tre døde INDEN testamente opretteren døde,
medens de sidste døde EFTER hans død. Sådan noget hænder jo også
blandt os. Også de børn, der dør før deres Far, er arvinger, selv
om de ikke når at får arven udbetalt. "I tro døde alle disse
uden at have opnået forjættelserne. " Hebe.11,13. Disciplene
var så lykkelige at overleve den dag, da testamentet gennem
testamente opretterens død blev gyldigt.
Hvorledes
står da vi af hedninge rod i forhold til dette ? Jo, det er med os
som med den svenske professor, der fødtes nogle måneder efter sin
Far død. Arven lå og ventede på den nyfødte. Vi er født til en
arv, som ligger og venter på os, en evig pagts arv.
Jeg
har en urtepotte, i hvilken jeg ønsker at få en blomst, som hedder
"Evigt liv", Jeg anbringer en lille træpind, hvorpå
blomstens navn "Evigt liv" er skrevet. Det er Abrahams,
Isaks og Jakobs stilling. De havde løftet
- Abraham, Isak og Jakob. 2. Peter, Jakob og Johannes og vi siden pinsedage. 3. Opstandelsen og legemets forvandling. Da er det forkrænkelige stofs tid forbi, og "krukken" kan kastes bort.
Peter,
Jakob og Johannes og vi af hedningerod, vi er også urtepotten med
løftet om evigt liv, men vi har tillige fået noget mere. Gud har
lagt et hvedekorn i mulden. "Den, der har Sønnen, har livet."
Af dette ene hvedekorn blev der et førstegrøde neg med så mange
hvedekorn, at der er nok til at lægge et ned i hvert hjerte, som
tager mod Jesus i tro. Det tredie stadium, som vi alle venter på, er
den dag, da blomsten springer ud og skal omplantes i nye himle og på
en ny jord. Da har urtepotten og jorden gjort sin gerning og kan
sættes til side. Da har vi fået vort opstandelse og er blevet den
himmelske Adam lig. Det er opstandelses opfyldelse, hvor troen er
afløst af beskuelse. Rom.8,22-25.
ORDET
& ISRAEL NOVB. – DECBR. 1952 "JEG VIL UDGYDE MIN ÅND OVER
ALT KØD" (Joel 3,1)
For
at få rigtig opfattelse af rækkevidden af dette løfte, må vi
først se lidt på ordet "alt kød" Gennem 1.Mos.6,7. Og
kap.8 samt 1.Kor.15. får man det indtryk, at der med "alt kød"
menes "alt levende, hvad slags kød det end måtte være,
"menneskers kvægs fugles fisks" kød. Rom.8. hjælper
os, for der siges, at "hele skabningen" blev underlagt
forgængeligheden i forbindelse med syndefaldet. Menneskets syndefald
bragte fordærv over hele den øvrige skabning, hvilket jo ikke er
svær at konstatere. "Hele skabningen sukker og er i veer",
et suk som digterne synes at have lettere ved at opfatte end vi
andre. Allerede denne betydning af "alt kød" giver vældige
perspektiver over indholdet af Guds løfter gennem profeten Joel,
bekræftet af apostlen Peter på pinsedagen (Ap. Gr.2.) Dog synes
det, når man sammenligner Joels profeti og Peters citat af den, som
om Peter gør en lille indskrænkning i profetien. Han indskyder
nemlig et lille "af min Ånd" (Ap. Gr.2,17.) Dette tyder på
en gradvis opfyldelse af løftet. Et indgående og detaljeret studium
af, hvad såvel G.T. som N.T. siger om Guds Hellige Ånd kan bedst
knyttet til, hvad jeg her vil kalde for:
"BIBELENS
TREDIE PINSEDAG"
Mellem
langfredag og pinsedag ligger 52 dage, begge dage medregnet.
Baggrunden for begge højtider findes i 2.Mos.12. og 19.kap.
Højtiderne bliver lovfæstet som mindesfester i 3.Mos.23.:
Langfredag til minde om påskelammets slagtning aftenen den 14/1. I
Ægypten pinsefesten eller ugefesten, halvtredsindstyvede dagsfesten
(femtidagsfesten) som den kaldes i G.T. til minde om lovens
udstedelse på Sina.
Det
mærkelige er, at man ikke skal lede efter den første
"åndeudgydelse" i N.T., men tvært imod i G.T. medens
Israels folk endnu opholdt sig ved Sina, sker den åndeudgydelse, som
beskrives i 4.Mos.11,24-30.Ånden "faldt" over 70 af de
ældste i Israel. De blev derved dygtiggjort til at dele førerskabet
sammen med Moses over det store folk, om hvilket vi ved, at de 20
årige mænd udgjorde 603.550. Naturligvis kan Joels profeti ikke
påberåbes direkte, eftersom den ikke var givet endnu. Men denne
første åndsudgydelse er som studiemateriale en god hjælp til
forståelse af Bibelens øvrige udsagn om Ånden, ikke mindst Åndens
forhold til Guds ejendomsfolk Israel.
PINSEDAGEN
I JERUSALEM.
"Da
pinsedagen var kommet", Ap. Gr.2,1. Hentyder altså til den
gammeltestamentlige bestemmelse om denne højtid i
3.Mos.23.Israelitter fra Middelhavsområdet var samlet i Jerusalem
for at mindes lovens, de to stentavlers, overrækkelse gennem Moses
til folket. Det er jo tydeligt, at Paulus har indset forbindelsen
mellem disse to begivenheder, når han i 2.Kor.3. skriver om loven
"indskrevet på stentavler" og om "kødtavler",
nemlig menneskehjerter. Af sammenhængen i Ap. Gr.2. og 2.Kor.3.
fremgår imidlertid klart, at Peter havde anledning til – som jeg
tror, gennem Åndens inspiration – at indskyde det lille "af".
For det var sandelig ikke "alt kød", der den dag fik Den
Hellige Ånd. Det var i første omgang 120 Israelitter ved 9 tiden om
morgenen og senere på dagen yderligere ca. 3.000 jødiske mænd. Men
der skulle gå yderlig 8-9 år, inden man kunne nedskrive beretningen
i Ap. Gr.10,44 flg. om, hvorledes Ånden faldt på den første
hedning, Kornelius. Siden den tid er Guds Ånd blevet givet til en
her, en anden der, men endnu mangler den fulde opfyldelse af løftet.
DEN
TREDIE PINSEDAG.
Jeg
må her angive de skriftsteder, som vi i denne forbindelse må
studere, for at Ordet selv må rette vore tanker ind på sine
tankebaner:
Es.32,14-18.
Ez.36,25-26. 39,25-29. Joel 2,21-32. Sak.8,12-14. Og Hebe.8,8-13.
Man
kunne måske sige, at fra og med pinsen i Jerusalem udgydes Guds
Hellige Ånd for det første kun over "menneskers kød" og
for det andet kun over enkelte individer, undtagelsesvis over flere
på en gang som f.eks. i Ap. Gr.19,1-7.. Hvad enten det nu var jøder
eller hedninger. Men endnu er Guds Ånd f.eks. ikke blevet udgydt
over hele Israel, sådan som løftet tydeligvis må opfattes. Dermed
skulle bl.a. det kendetegn blive tydeligt, at forstokkethedens og
blindhedens dække, som nu hænger for Israels øjne, borttages, og
de genkender deres egen Messias, som deres fædre korsfæstede. Her
er altså anledning til store forventninger, når denne del af løftet
opfyldes.
Men løfterne findes også om
alle andre "levende skabninger".
Begynder
dette store løfte, som vor artikel handler om, at opfyldes på en
ringere måde, samtidig med Åndens udgydelse over hele Israel ved
begyndelsen af Messias-rigets tid, så synes fortsættelsen med hele
skabningens befrielse at følge gennem Åndens udgydelse over naturen
og endog over dyrene, som det fremgår af flg. skriftsteder:
Es.1-2-ørkenen og ødemarken -, Sl.98,8 – strømmene og bjergene –
Es.52,12 – træerne på marken - ,Es.11 – ulven og lammet,
panteren og kiddet, kalven og ung-løven, kvien og bjørnen – og en
lille dreng skal vogte dem. Det er jo denne verdens "genfødelse",
som Jesus antyder i Matt.19,28., som Johannes sikkert havde set i
løfterne, men som han under Messias` fornedrelse ikke kunne finde,
Matt.11,2-6. Vi vender os altså ikke mod en forlængst overstået
pinsedag og beder Gud forny de gerninger, han da gjorde, men vi
strækker os fremad for om muligt at fremskynde den dag, da Han vil
opfylde hele sit løfte om Åndens udgydelse over ALT KØD.
Af
redaktør Chr. Jersild, Stockholm.