ORDET & ISRAEL Nr. 2 Februar 1957 :
Fortid--- nutid---fremtid.
Israel
er atter blevet genstand for verdens opmærksomhed og tillige noget
af et brændpunkt i verdenshistoriske begivenheder. Det turde derfor
være opportunt også fra kristen side at beskæftige sig med dette
forunderlige folk, der har overlevet andre oldtidsfolk.
At
verden ikke oplever den lykkens tidsalder, som man har ventet, efter
den sidste verdenskrig, det ved alle og enhver, og man føler sig
næsten fristet til at spørge, om forventningen om en lykkens
tidsalder for alle folk og for alle mennesker kun er en utopisk drøm
! Der er dog nogle, der mener, at det kunne blive til virkelighed, og
vi vil begynde med en kendt mands udtalelse i den retning, idet vi
citerer følgende efter dagbladet Børsen fra 20/2.1956
Den
83 årige videnskabsmand og filosof Jarl Rossell erklærede i en tale
i aftes, at intet stiller sig i vejen for en tidsalder af lykke og
trivsel i verden "undtagen den uvidenhed, den stupiditet, den
gensidige mistænksomhed og det vanvid, som desværre i alt for høj
grad dominerer næsten alle regeringer i verden."
Vi
citerer dette, fordi det viser, at der også er videnskabsmænd, som
mener, at verden kan nå frem til en tidsalder af lykke og trivsel,
dersom regeringerne i verden blev besjælet af en ny mentalitet.
Da
nu Israel, som vi snart skal se, er udpeget af Gud til at skulle
spille en betydelig rolle i den kommende våbenstilstand, er det
givet, at dette folk må være i besiddelse af en mentalitet, det
kvalificerer det til at indtage en førende stilling. Spørgsmålet
bliver da for os kristne blot, om Gud har givet Israel løfterne i
den retning. Det har Gud! Og vi vil i det flg. pege på de planer,
Gud efter Skrifterne har lagt for dette folk.
Det
er vel kendt, at Israels forhold til Gud i dag er det, som profeten
Hoseas skildrer, når han siger, at Israel engang ikke skulle være
Guds folk. Hoseas 1,9. Denne profeti gik i opfyldelse, da folket
forkastede deres Messias, idet de dømte Ham til døden og end ikke
antog Ham efter, at Gud havde oprejst Ham fra de døde. Ved Jerusalem
totale ødelæggelse i året 70 e. Kr., blev Israel fordrevet fra
deres land og spredt ud over hele verden.
Begyndelsen
til en forandring skete i 1948, da staten Israel blev proklameret.
Dermed blev Israel en uafhængig og selvstændig stat som andre
stater; men som det folk, Gud havde udvalgt bl.a. alle andre folk, er
det dog stadig forkastet fra Guds side, Rom.11,15, og denne
forkastelse varer, indtil hedningerne er gået fuldtalligt ind. Da
vil Gud atter antage Israel som sit folk. Vor første betragtning
skal derfor være :
"Israels
udvælgelse i fortiden"
Helt
ned gennem tiderne, lige fra Enochs dage, har Gud udvalgt enkelte
mennesker til en speciel opgave, men Israel er det eneste folk i
verden, der er blevet udvalgt som en nation. Abraham, Isak og Jakob
blev udvalgt hver især, men efter Jakob, som Gud gav navnet Israel,
gælder udvælgelsen hele jødefolket som Abrahams, Isaks og Jakobs
efterkommere.
Om
den første udvælgelse læser vi bl.a. i 5.Mos.7,6.: "Thi du er
et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud
udvalgt til Si ejendomsfolk blandt alle folk på jorden."
Allerede i 2.Mos.19,5. Står der: "hvis i nu vil lyde Min røst
og holde Min pagt, så skal i være Min ejendom blandt alle folkene,
thi Mig hører jorden til."
Israels
udvælgelse som et folk skyldes ikke folkets egen kvalitet, men Guds
kærlighed til folket og til fædrene. Se. 5.Mos. 4,37.,v.7-8.,
kap.10,15.
Kvantitativt
var Israel det mindste af alle folk 5.Mos.7,7. Og kvalitativt var det
et folk med hårde halse, et genstridigt folk 5.Mos.9,6-7.
Guds
udvælgelse af Israel skyldtes ene og alene Guds egen beslutning
Rom.9,11 og Guds egen lyst til at velsigne og glæde mennesker ved at
få dem ind i Sine planer som medarbejdere til andres frelse og
velsignelse. Og Guds udvælgelse af Israel blev gang på gang
betinget af, at folket ville holde Hans bud og anordninger. De fleste
kapitler i 5.Mosebog nævner denne betingelse.
Israels
historie, som den er skildret i G.T., viser dog at folket ikke holdt
Guds pagt, og da de omsider forkastede Gus egen Søn, da Han kom til
dem, forkastede Gud dem og gjorde dem til "ikke mit folk".
Hos.1,9.
Israels
frafald skildres med ganske få ord i Es.59,12-15.a: "Thi Du ser
vore synder er mange, vor brøde vidner imod os; ja vi har vore
synder for øje, vi kender så vel vor skyld. Vi faldt fra og
fornægtede Herren, veg langt bort fra vor Gud, vor tale var vold og
frafald, og vi fremførte løgne fra hjertet. Retten trænges
tilbage, retfærd står i det fjerne, thi sandhed snubler på gaden,
ærlighed har ingen gænge; sandhedens plads står tom, og skyer man
det onde flåds man."
Da
Israel til sidst blev adspredt efter Jerusalems ødelæggelse, var
det kun en opfyldelse af det, Moses havde forudsagt både om
adspredelsen og om folket kår under adspredelse. Der står i
5.Mos.28,64-66: Herren skal splitte dig blandt alle folkeslagene fra
den ene ende af jorden til den anden. - - og blandt disse folk skal
du ikke få ro eller finde hvile for din fod. Der skal synes dig, som
hang dit liv i en tråd", og vers 37: "Du skal blive til
rædsel, spot og spe for alle de folk, Herren fører dig til."
Historien har bevist sandheden af disse forudsigelser.
Dog,
selv i disse for Israel så forfærdelige tider glemte Gud dem ikke,
som der står skrevet i 3.Mos.26,44, hvor Herren siger: "Men
selv da, når de er i deres fjenders land, vil jeg ikke lade hånt om
dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne undergang."
Og
gennem profeten Jeremias taler Herren, når Han siger, at så længe
solen, månen og stjernerne lyser, skal Israels æt ikke ophøre med
at være et folk for Herrens åsyn. Jer.31,35-36.
Endelig
vil vi citere et ord fra Amos, hvor der i kap.9, vers 8 står: "Se,
den Herre Herrens øjne er vendt mod det syndige rige, og jeg
udsletter det af jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs hus,
lyder det fra Herren."
Israels
genudvælgelse.
Skønt
Israel altså har været forkastet af Gud og i små 2000 år lever
adspredt blandt andre folk, er det ved Herrens nådige beskyttelse
alligevel ikke gået til grunde, og ved den samme nåde danner Israel
i dag en selvstændig stat, der dog står i farens og ødelæggelsens
tegn på grund af de mange fjender, der omgiver det på alle sider.
Men efter de forgående profetier og efter andre, som vi straks vil
pege på, venter der Israel noget nyt og herligt; thi Herren vil
atter antage sit gamle ejendomsfolk. Blandt de talrige skriftsteder,
der taler om denne genudvælgelse, vælger vi foreløbig kun nogle få
fra G.T. og fra N.T.
I
Es.14,1. Står der: "Thi Herren forbarmer sig over Jakob og
udvælger atter Israel."
I
Jer.30 og 31 finder vi så mange udsagn om Israels genantagelse, som
ikke helt gik i opfyldelse efter hjemkomsten fra Babylon, og som
derfor må gælde til en senere tid. Læs f.eks. versene i kap.31 fra
29 til 40. I 30,3. Står der: "Thi se dage skal komme, lyder det
fra Herren, da jeg vender mit folks Israels og Judas skæbne, siger
Herren og fører dem hjem til det land, jeg gav deres fædre, og de
skal tage det i eje." Og i v.8: På hin dag, lyder det fra
Hærskarernes Herre, vil jeg sønderbryde deres åg og tage det af
deres hals og sprænge deres bånd, og de skal ikke mere trælle for
fremmede." Læs desuden de tre følgende vers, som tydeligt
viser, at disse udsagn ikke er gået i opfyldelse til den dag i dag.
Endelig
står der i 31,31:"Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da
jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus." "Og i
vers 33:""Dette er den pagt, Jeg efter hine dage slutter
med Israels hus og Judas hus, lyder det fra Herren. Jeg giver min lov
i deres indre og skriver den på deres hjerter, og Jeg vil være
deres Gud, og de skal være Mit folk.
I
Romerbrevet kap.9.10 og 11. udvikler apostelen Paulus hele dette
forhold og slutter i 11,25 med at sige, at Israels forhærdelse kun
varer, indtil hedningerne er gået fuldtalligt ind, hvorefter Hele
Israel vil blive frelst; v.26. Apostlen Jakob siger det samme i Ap.
Gr.15,13-16.: "Simon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg
for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn,
Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet:
"Derefter vil Jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne
hytte, og dens ruiner vil Jeg atter opbygge og rejse den igen".
Den
Herre Jesus taler om det samme, når han fortæller sine disciple
noget om de sidste dage, og selv om vi i dag oplever en storstilet
tilbagevenden til Israel til deres eget land, er det intet mod det
der skal ske efter menighedens bortrykkelse, thi da vil Herren
udsende sine engle for at samle sine udvalgte fra fire
verdenshjørner, fra jordens til himmelens yderste grænse.
Mark.13,26-27. Dette stemmer med profetien i Es.43,5-7.
På
den tid vil Herren skaffe sit udvalgte folk ret og være langmodig
over for dem. Luk.18,7. "Det er jo ikke engle, Han tager sig af,
det er Abrahams slægt, Han tager sig af", står der i
Hebe.2,16.
At
det der sker i Israel i dag, ikke er den eneste opfyldelse af
profetierne om folkets tilbagevenden til landet, fremgår tydeligt af
Ez,39,28, hvorefter ingen af dem bliver tilbage derude.
Vi
vil i det flg. citere endnu flere skriftsteder, der peger på den
tid, da Gud atter antager sig Israel som Sit ejendomsfolk; men for
dem der gerne vil undersøge Guds genudvælgelse af Israel i
fremtiden nøjer, henviser vi til flg. steder: Es.44,21-23.
Jer.31,10-28. Hoseas 3,4-5. Og Mal.4,1-3.
Israel
i dag.
Vi
vil her indskyde nogle få ord om Israels stilling i dag.. Åndeligt
er denne vel den samme, som den har været siden apostlenes dage,
idet Israel som folk endnu ikke har anerkendt Jesus Kristus som deres
Messias. Dette vil ikke ske før orden i Ap. Gr.1,11. Og Sak.14,4.
Går i opfyldelse , dvs. når Herrens fødder står på Oliebjerget.
Politisk
derimod er Israels stilling i dag en anden, end den har været siden
adspredelsen i år 70, idet folket i dag er politisk uafhængigt i
dets eget land, og selv om dette i dag ikke er så stort, som det
skal blive, er det i deres eget land, at Israel bor i dag.
I
betragtning af Israels åndelige stilling i dag har mange svært ved
at tænke sig, at Israel nogen sinde vil blive det, Skrifterne har
forudsagt om dette folk, og vi vil derfor minde om, at ligesom
Israels første udvælgelse ikke skyldtes folkets kvalitet, er det
samme tilfældet med Israels genudvælgelse. Israel var jo ved dets
første udvælgelse ikke større end andre folk, tvært imod var det
det mindste af alle folk. 5.Mos.7,7. Ordene i 5.Mos.4,34 viser os,
hvor forunderlig Israels første udvælgelse var, og hvad Gud har
villet med denne udvælgelse over for andre folk. Der står: "Har
nogen gud søgt at komme og hente sit folk midt ud af et andet folk
ved prøvelser, tegn og undere, ved krig, med stærk hånd og
udstrakt arm og store trængsler. "Udvælgelsen havde altså
ikke noget at gøre med folkets kvalitet, men det skyldtes
udelukkende Guds egen lyst til at udvælge dette folk. Dette gjorde
Gud fordum, og efter Skrifterne vil Han gøre det endnu engang, som
vi så ovenfor.
Med
hensyn til Israels kvalitet dengang bestemtes den ene og alene af
dets villighed til at holde Guds anordninger. Når folket ville gøre
det, så ville følgen blive, at de andre folk ville sige: "Sandelig,
det er vidst et klogt folk." 5.Mos.4,6.
Israels
første udvælgelse skyldes således ikke dets egen natur og
mentalitet. Dets historie har til fulde vist dette, og alle Israels
historiske bøger i Bibelen åbenbarer det klar og tvetydigt.
Efter
disse bøger har Israel altid været et hårdnakket og halsstarrigt
folk. Ap. Gr.7,51. Men også dette vidste Gud, inden han udvalgte
det; thi der står i 1.Pet.1,2. At Israel er udvalgt efter Gud Faders
forudviden. Han har derfor også forudbestemt, hvorledes Han til
sidst vil få dannet det til at være det folk, det skal være.
Hvornår
Gud udvalgte Israel, vil vi ikke beskæftige os med her, men vil
måske en anden gang prøve at undersøge det.
Grunden
til Israels første udvælgelse finder vi angivet i 5.Mos.4,37:
"Fordi Gud elskede dine fædre og udvalgte deres afkom efter
dem. "Og i 10,15 står der: "til dine fædre fattede Han
velbehag, så Han elskede dem, og eder, deres afkom, udvalgte Han"
Paulus
siger noget lignende om Israels genudvælgelse i Rom.11,28-29. "Ses
der hen til udvælgelsen er de elskede for fædrenes skyld, thi sine
nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke !"
Vi
vil nu se ligt nærmere på det ,der skal ske med Israel, når Gud
atter udvælger det og derfor giver det den opgave, der skal komme
alle andre folk tilgode.
Det nye Israel.
Når
Gud atter udvælger Israel vil flg. ske efter Ez.11,10-20: "Jeg
giver dem et nyt hjerte og indgiver dem en ny Ånd; Jeg tager
stenhjertet ud af deres legeme og giver dem et kødhjerte, for at de
må følge Mine vedtægter og holde Mine lovbud og gøre efter dem.
Så skal de være Mit folk, og Jeg vil være deres Gud."
At
disse ord gælder endens tid, viser vers 17: "Så siger den
Herre Herren: Jeg vil samle jer fra alle folkeslagene og sanke jer op
i landene, hvor i er spredt, og give jer Israels jord." Vi så
ovenfor, at Jeremias siger noget lignende i kap. 30 og 31. Se f.eks.
31,33, og hvad tiden angår jf. vers27,31 og 32 i samme kapitel.
I
Ez.36,24 får vi at vide, at Herren vil hente sit folk og samle dem
fra alle lande og bringe dem til deres eget land. Hele kapitlet
viser, at dette ikke blot kan gælde hjemvendelsen fra Babylon, men
må hentyde til endens tid. Se bl.a. vers 15.19. og 23.
I
Ez.36,27 får vi at vide, at Gud også vil give sin Ånd i folkets
indre og derved virke, at de vil holde Hans lovbud.
I
Sakarias 12,10 læser vi: "Og så udgyder Jeg over Davids hus og
Jerusalems indbyggere nådens og bønnens Ånd, så de ser hen til
Ham, de har gennemstunget og sørger over Ham, som man sørger over
en enbåren Søn." Denne enbårne Søn er Jesus Kristus, Israels
Messias, og det viser os, at Israel engang vil anerkende Jesus som
deres Messias, og så længe dette ikke er sket, er Israel ikke
blevet til det, det skal blive til, og først når det bliver det,
vil det kunne overtage den kæmpeopgave, Gud engang vil tildele dette
folk.
For
at styre og regere andre kræves der først og fremmest, at den
styrende selv er retfærdig, ikke gør forskel på politiske partier
og ikke forfordeler nogen på andres bekostning. Også på dette
punkt skal og vil der ske en forandring i Israel.
I
Hebe. 8,12 står der, at Gud nådigt vil tilgive Israel deres uret, i
Es.60,21, at hver enkelt af folket skal være retfærdig, i
Hebe.8,11, at hver enkelt Israelit skal kende Herren, fra den mindste
til den største ,”at retfærd skal være hersker over Israel
selv”.
Israel
vil altså engang få indgivet Guds egen Ånd, og når det, således
som tilfældet er med Guds menighed, sammen med denne Ånd får Guds
kærlighed udgydt i deres hjerter, så at de bliver rodfæstet og
grundfæstet i kærlighed, da vil dette folk få alle de sindets og
hjertet egenskaber, der vil kvalificere det til at have
overherredømmet i denne verden, men heller ikke før ! ! !
At
Israel vil få Guds kærlighed udgydt i deres hjerter er givet; thi
når de efter ovenstående først begynder at holde Guds lovbud, så
vil Faderen elske dem og tage bolig hos dem. Joh.14,23. Da bliver
folket uundgåeligt selv fyldt med Guds kærlighed, og denne
guddommelige kærlighed vil da præge deres regeringssystem, så at
de ligesom Gud selv vil frelse, opbygge og skabe liv for alle og
enhver i verden. Gud elsker jo hele verden. Joh.3,16. Når alt dette
sker med Israel, vil den lykkens tidsalder oprinde, som vi talte om i
begyndelsen.
Det
er dog ikke nok, at en styrende nation er besjælet af den rigtige
Ånd og har den rette mentalitet overfor alle andre og derved
kvalificeres til at styre og lede andre, nej, de, der skal styre og
ledes, må selv erkende disse egenskaber hos de styrende.
Også
om dette taler Guds Ord. Når Israel først begynder at lytte til
Herren deres Guds røst, er det et bevis på, at de frygter den Herre
Herren. Es.50,10. Men at frygte Herren er visdommens grundlag, og at
kende Den Hellige, det er forstand. Ords. 9,10.
Når
altså Israel får guddommelig visdom og forstand, da vil andre folk
erkende det der står i 5.Mos. 3,5 og 6.:"Se, jeg (Moses) har
lært jer anordninger og lovbud, således som Herren min Gud har
pålagt mig, for at i skal handle derefter i det land, i skal ind og
tage i besiddelse; hold dem og følg dem ! Thi det skal være jeres
visdom og eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle
disse anordninger, skal de sige: Sandelig, det er et vist og et klogt
folk, dette store folk.
Efter
Skrifterne vil Gud altså i de sidste dage give Sit folk de
egenskaber, som deres fremtidige opgaver i verden vil kræve, både
politisk og Åndeligt.
Det
vil måske interessere en og anden at konstatere, at ligesom Israel
først blev udvalgt, så forkastet for så til sidst atter at blive
udvalgt og endelig blive sat i Guds plan, så er nøjagtig det samme
tilfældet med Israels land, landets hovedstad, Jerusalem, og med
Zion, som ofte stå for templet. Vi vil dog ikke her behandle disse
emner, men blot anføre nogle skriftsteder, som interesserede selv
kan arbejde med og komplettere. Vi anfører de tre forhold under 1.2.
og 3.
Landet:
- Sml. PS. 47,5. med 4.Mos. 43,2. 1.Mos. 12,7. 5.Mos. 6,18.
- Ez. 6,14. 14,15. 15,8. Og Zak. 7,14. Ved forkastelsen blev landet en ørken.
- Jer. 32,7. Es. 35,1-7 og 53, 3. Ørkenen bliver til en have.
Jerusalem:
- 1.Kong.14,21. (2) 2. Kong. 23,27. (3) Zak.1,17. og 2,16.
Zion
1.
Ps.132. 13. (2) 2.Krøn. 7,20. Luk. 21, 5-6. (3) Es.52,8. Zak.8,3. Og
Ps. 102,17.
Zion
er geografisk en del af Jerusalem, men bruges hos profeterne ofte som
en betegnelse for hele Jerusalem, Davids by, 2.Sam.5,7. Og i overført
betydning for templet, Guds bolig. Ps.74,2. Joel 3,26. Og Mika 4,7.
Ligesom
Israel bliver det første blandt folkene, bliver Jerusalem byernes
by, og Zion, Guds bolig, bliver et bedehus for alle folk. Es.56,7b.
Vi vil nu betragte Israels fremtidige opgave nærmere.
Israels
fremtid.
Ud
over det vi nævnte i begyndelsen som hindringer for en lykkens
tidsalder for vor jord, må verden, hvis den bestandig skal stå i
udviklingens og lykkens tegn, efter manges mening have en slags
samlings eller overregering, som kan anvise de forskellige
regeringer, hvorledes de hver især skal styre og regere deres land
og folk.
Et
forsøg i den retning gøres gennem Nationernes forbund, og
bevægelser som Een Verden og Aldrig mere Krig, vil vel det samme,
men resultaterne af disse forsøg har endnu ikke vist sig
tilfredsstillende og har ikke ført til det ønskede mål.
Vi
kristne har derfor god grund til at spørge, om Guds ord taler noget
om en sådan overregering, og vi tør besvare dette spørgsmål med
et ja, thi Bibelen siger i hvert fald så meget, at vi ikke behøver
at være i vildrede med hensyn til styrelsen af verden i fremtiden,
og vi tør straks antyde, hvor utroligt det end lyder, at Guds
udvalgte folk, Israel, skal danne den nye regering.
Når
vi derfor skal tale om Israels fremtid, vil vi betragte den politisk,
økonomisk og Åndeligt.
Israels
politiske fremtid.
Denne
skildres klarest og kortest i profeten Daniels Bog kap.7., hvor
Daniel ser fire verdensriger, vers 1-8, og da han blev urolig til
sinds ved disse syner, bad han et himmelsk sendebud, som kom til ham,
om at få en nærmere forklaring på disse riger.
Det
himmelske sendebud siger da, at riget skal tages fra den sidste konge
i det fjerde rige, og at denne konge selv skal ødelægges for evigt,
vers 26.
Dette
vil ske, når den sidste ret bliver sat, vers 26, idet en, der så ud
som en Menneskesøn, vers 13, får magt, ære og herredom, og alle
folk, stammer og tungemål skal tjene Ham; Hans magt er en evig magt,
aldrig går den til grunde, og Hans rige kan ikke forgå, vers 14.
Denne
Menneskesøn er Herren Jesus Kristus, der som Davids søn Mat.1,1,
skal arve Davids trone og være konge over Israel. Jer.23,5-8. Mange
Skriftsteder taler om dette. Vi citerer blot nogle få.
Ps.72,1:
"Gud giv Kongen din ret !" vers 8: "Fra hav til hav
skal Han herske, fra floden til jordens ender! Vers 11: Alle konger
skal bøje sig for Ham, alle folkene skal være hans tjenere,"
Grunden hertil gives i det følgende vers:" Thi Han skal redde
den fattige, der skriger om hjælp, den arme, der savner en hjælper,
ynkes over ringe og fattige og frelse fattiges sjæle; Han skal fri
deres sjæle fra uret og vold, deres blod er dyrt i Hans øjne.
Er
alt dette ikke netop det, som alle føler, at der må kræves af en
overordnet konge ! Læs desuden Ps.47,1-10.
I
Zak.9,10. Står der om Israels konge: "Hans ord stifter fred
mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden til jordens
ende." I Ps.22,28-30a: Den vide jord skal mærke sig det og
omvende sig til Herren og alle folkenes slægter skal tilbede for
hans åsyn; thi Herrens er riget, Han er folkenes hersker. De skal
tilbede Ham alene, alle jordens mægtige; de skal bøje sig for Hans
åsyn."
Israels
åndelige fremtid.
Israels
oprindelige udvælgelse gik ud på, at folket skulle være Herren et
Helligt folk. 5.Mos.26,19. Dette ville de være, hvis de holdt Guds
love og anordninger; men de misforstod Guds lov og prøvede på kun
at holde dens bogstav, ikke dens Ånd, og da bogstaven slår ihjel,
medens Ånden alene levendegør, blev Israel et åndeligt dødt folk,
, ikke Herrens hellige folk. På dette punkt må der derfor ske en
forandring med hele Israel, også inden Israels politiske og
økonomiske fremtid, som vi skildrede i de to foregående afsnit,
bliver virkeliggjort, må Israels indstilling overfor Jesus Kristus
forandres. De må anerkende og modtage Ham son Guds Søn og deres
Messias.
Dette
er efter Skrifterne en afgjort betingelse for alle profetiernes
endelige opfyldelse. Vi tror bestemt, at denne omstilling vil ske en
skønne dag, og Skrifterne lader os ikke i uvidenhed om, hvorledes
den forandring vil ske, for ske vil det ! Dette er for os hævet over
enhver tvivl; thi når Guds menighed er bortrykket, skal hele Israel
frelses, står der i Rom.11,26.
Vi
understreger hele Israel, for at ingen skal være i tvivl om,
hvorvidt det er sket eller endnu er noget fremtidigt.
Egentlig
er nævnte skriftsted tilstrækkelig til at slå fast, at Israel har
en Åndelig fremtid; men vi vil alligevel prøve at følge
udviklingen i Israels omvendelse til Kristus, idet vi begynder med
den kendte profetiske syn i Ez.37. Givetvis gælder dette syn
profetens egen tid, vers 25 viser klart og tydeligt, at det også
gælder den tid, da Jesus Kristus har sat sig på Davids trone og er
blevet Israels konge. At dette ikke er sket, behøver vi ikke at gøre
opmærksom på. Det ved vi alle.
I
det nævnte kapitel ser profeten en mængde døde ben. Disse ben er
Israel hus står der i vers 11. Profeten kunne sikkert ikke tænke
sig, at de døde ben kunne blive levende, men Gud viste ham, at det
var muligt, og Gud gjorde dem levende og gav derefter Sin Ånd i dem,
ves 14. Læg vel mærke til, at Gud gav dem sin Ånd. Er det ikke de,
Paulus siger i Rom.11,15. Der ganske vidst har en videre betydning
end selve Israel.
Denne
opvækkelse fra død til liv vil ske, når Israel er knust. Dan.
12,7,- når Israel har angret synd, Jakob 12,10-14., og har vendt sig
til Herren, som da vil vende sig til dem. Jakob 1,3. Med denne
omvendelse begynder Israels Åndelige fremtid, og derefter kan alle
de øvrige profetier om denne fremtid gå i opfyldelse !
Efter
denne omvendelse vil Gud slutte den nye pagt med Israel, som vi talte
om ovenfor, Jer.31,31, idet Gud da vender Israels skæbne, for alle
nationers øjne, Zef. 3,19, og samtidig disse nationers egen skæbne.
Dan. 7,27b, jf. Åb.21,23 og 24a. Israel skal da selv blive en pagt
for nationerne. Es.42,6. Kan dette betyde andet, end at Israel til
den tid vil blive det store missionsfolk, der skal få alle
hedningerne til at omvende sig til Herren Jesus Kristus og blive
frelst.
På
den tid vil Israel gøre det, Herren gav sine disciple befaling om
nemlig at gå ud i alverden og gøre alle folkeslagene til Hans
disciple. Om dette taler mange Skriftsteder, og vi vil citere nogle
af dem, idet vi begynder med Es.59,20-21: En genløser kommer fra
Zion og fjerner frafald i Jakob, lyder det fra Herren. Dette er min
pagt med dem, siger Herren: Min Ånd, som er over dig og Mine Ord,
som Jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra dig eller dit afkoms
mund, siger Herren, fra nu og til evig tid.
Så
kommer kap.60: Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet,
Herrens herlighed er oprundet over dig. I Es. 49,6 står der: For
lidt for dig som Min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre
Israels frelste ! Jeg gør dig til hedningerne lys, at Min frelse må
nå til jordens ende. Vers 3 fortæller os, at tjeneren er Israel,
ved hvem Gud vil vinde ære.
I
Es.55,5 hedder det: Se, på folk, du ej kender, skal du kalde, til
dig skal folk, som ej kender dig, ile for Herren din Guds skyld,
Israels Hellige, Han gør dig herlig. På den tid vil Jerusalem,
verdenshovedstaden, have fået et nyt tempel, og dette vil blive et
bedehus for alle folk. Es.56,7; Thi når Herren samler Israels
bortstødte, samler Han andre dertil, vers 8.
Israels
omvendelses-prædikener for folkene vil ikke blive klage og ve sange,
men en indbydelse til en glædesfest, til Kongesønnens forestående
bryllupsfest. Der vil lyde jubel og fryderåb, thi Israel, det folk,
Gud har dannet sig, vil synge Guds pris. Es.43,21.
Alt
dette vil Israel kunne udføre til den tid, fordi det har lært at
bede en ny bøn: Gud være os nådige og velsigne os, Han lade sit
ansigt lyse over os – Sela – for at Din vej må kendes på
jorden. Din frelse blandt alle folkeslag, folkeslag skal takke Dig,
Gud, alle folkeslag takke Dig; folkefærd skal glædes og juble, thi
med retfærd dømmer Du folkeslag, leder folkefærd på jorden. –
Sela. Ps.67,1-5. Og Gud vil stå bag ved Israels indbydelser til en
glædesfest, som der står i Es.25,6-8:
Hærskarernes
Herre gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag med fede
retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter og stærk, klaret
vin. Og Han borttager på dette bjerg sløret, som tilslører alle
folkeslag og dækket der dækker alle folk. Han opsluger døden for
stedse. Og den Herren aftørre tåren af hver kind og gør ende på
Sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talet.
Nu
kan nogen synes, at vi taler om alle disse ting som rene
selvfølgeligheder. Det gør vi ganske vidst, men ikke på grund af
nogen som helst tillid til Israels egen magt, men på grund af en
urokkelig tillid til Israels Gud, som vi tror er mægtig til, når
tid er inde, at virkeliggøre alt det, Han selv har talet gennem sine
profeter om Israel.
Selvfølgeligheden
for , at fremtiden må blive, som vi har prøvet på at skildre den
ovenfor efter Guds ord, skyldes altså ene og alene vor ubetingede
tillid til Israels Gud som den eneste, Den Almægtige og sanddrue Gud
i fortid, i nutid for evigt. Højlovet være Hans navn !
Disse
Skriftsteder, og der kunne anføres mange flere, viser, at der venter
Israel en ny Åndelig tid, og at denne tid vil blive til velsignelse
både for Israel selv og for alle andre folk ! Israel og dets
hovedstad, Jerusalem, vil da blive det Åndelige centrum for hele
verden, og den lykkens tidsalder, vi alle drømmer om og håber på,
vil da oprinde; thi gennem Israels Forløser, Jesus Kristus, vil en
uhørt lykke og glæde nå ud til alle. Israel selv vil synge Herrens
pris, og alle folk skal høre det. Es.43,21 og Ps.47,1-10.
Sådan
kunne man blive ved med at citere lignende Skriftsteder fra alle
profeterne, men de anførte viser til fulde, at Israel vil blive
Åndeligt fornyet og blive et lys for hedninger til frelse og
velsignelse.
Om dette tales der bl.a. i
Zef.3,19-20, som vi citerede ovenfor.
Vel
bliver det gennem svære tider, at denne nye tidsalder vil oprinde
både for Israel og nationerne. Åben.16,17 og 18 skildrer især alle
de trængsler der vil føre til målet. Det hele er sammenfattende i
nogle få ord i Zef.2,11: Frygtelig er Herren for dem; thi Han
udrydder alle jordens guder, og alle hedningerne fjerne stande skal
tilbede Ham, hver på sit sted. Men: På hin dag skal Jakob slå rod,
Israel skyde og blomstre og fylde verden med frugt. Es.27,6. Og alle
folkeslag og talrige folk skal komme og søge Hærskarernes Herre i
Jerusalem for at bede Herren om nåde. Så siger Herskarers Herre: I
hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i een jødes
kappeflig og sige: Vi vil gå med eder; thi vi har hørt , at Gud er
med eder. Zak.8,22-23. Og endelig Es.2,2-3: Det skal ske i de sidste
dage, at Herrens Huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal
løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige
folkeslag vandre: Kom lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds
hus; Han skal lære os sine veje, så vi kan gå på Hans stier; thi
fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord.
Vi
sammenfatter det flg. i få ord:
Israel
anerkender i dag ikke Jesus Kristus som deres Messias. En skønne dag
vil dette blive anderledes, og Israel antager Jesus som deres Frelser
og Forløser. Dette vil ske, når Guds menighed er bortrykket. Da
begynder Israels virkelige fremtid. Israel bliver politiske det
førende folk blandt alle nationer. Jerusalem bliver verdens
hovedstad, hvortil jordens fyrster og ledende mænd vil søge hen
Zak.14,16. Israel selv bliver et økonomisk rigt folk, som med det
nye sind, de har fået, vil kunne hjælpe alle andre, der trænger
til hjælp. Israel vil af Gud blive så rigt Åndeligt velsignet, at
de vil kunne bringe denne velsignelse ud til andre folk på jorden,
og Guds velsignelse giver lykke og – FRED ! Da opfyldes orden i
Hab.2,14: Thi jorden skal fyldes af kundskab om Herrens Herlighed,
som vandene dækker havet bund. Herrens kundskab, Herrens herlighed –
det er lykke !
Nu
kunne een spørge, hvorfor Gud overhovedet vil have et enkelt folk
til at være det første og styrende på jorden. Der findes ikke I
Bibelen noget bestem svar på sådant spørgsmål, men der er
forskellige profetiske udsagn, af hvilke man kan drage visse
slutninger i den retning; men vi vil ikke her gå nærmere ind derpå,
da det falder lidt udenfor vort egentlige emne. Derimod vil vi antyde
endnu engang at efter Es.65,17-25 og Åben.21 og 22 synes der, som om
Israel også på den nye jord skal være det førende folk, og dets
hovedstad, Jerusalem, være jordens centrum.
Vi
vil slutte denne udredning om Israel fremtid med den samme
lovprisning, som Paulus sluttet sin udredning af hele
Israel-problemet i Rom. Kap.9.10.11: O, dyb af rigdom og visdom og
indsigt hos Gud ! hvor uransagelige er ikke Hans domme, og hvor
usporlige Hans veje ! Thi hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev
Hans rådgiver ? eller hvem gav Ham noget først, så der skulle
gives ham gengæld derfor ? Thi af ham og ved Ham er alt; Ham
tilhører æren i evighed Amen !