KARMEL 3. "Ordet
& Israel" April 1953 "MIT EGET NYE NAVN" Af
kontorchef Eyvind Sivertsen.
Iblandt
forjættelserne til menigheden i Filadelfia Åb.3,12 nævner Jesus,
at han vil skrive Sit eget nye navn på den, der sejrer, og som Han
vil gøre til en søjle i Guds tempel. Jesu nye navn ? Skal der gives
Ham et andet navn end det egennavn, Jesus (Herren Frelser), som Han
efter englens befaling blev kaldt med, før han endnu var født,
eller det fællesnavn, Kristus (på hebr. Messias), der givet udtryk
for, at Han er den af Gud salvede ypperstepræst og konge ? Ja, det
skal der altså, det har vi jo Hans eget Ord for, tilmed i en særlig
højtidelig "proklamation" kunne vi vel næsten sige. Nu er
det jo sådan, at Bibelske navne som regel har en virkelig
tilknytning til den person, som bærer dem, giver udtryk for en
egenskab, man ønsker dem i besiddelse af, eller for en egenskab, der
allerede ved fødselen prægede dem. Man tænke blot på navne som
Esau (behåret) eller Jakob (han holder ham i hælen = den listige).
Selvsagt er det derfor af ganske særlig betydning at forstå
meningen med de navne, som tillægges Jesus. Og selv om det er klart,
at Hans væsen som Guds uskabte Søn, som indeholder et for det
skabte menneske et u-gennemtrængeligt mysterium Åb. 19,12 jer.
Luk.10,22, så er det lige så klart, at den gerning, Han som Guds
tjener har fået betroet og har påtaget sig at gennemføre, må
kunne karakteriseres på for os en forståelig måde. Når der er
tale om et nyt navn for Jesus Kristus, vil det derfor være af stor
værdi for os at kende dette navn, og det så meget mere, som det er
lovet "den som sejrer", at han skal få personlig del i
dette navn. Men er der nogen vej frem i denne sag ? Mon ikke ?
Først
hertil at bemærke, at i selve pågældende menighedsbrev betegner
Jesus sig selv som "Han, som har Davids nøgle". Hertil kan
vel siges, at dette jo er billedtale. Det er det ganske vidst, men
det er dog en billedtale, der langt tydeligere peger i retning af
Israel, end hvor ellers i N.T. tales om Himmelrigets nøgler, og det
sidste Ord har tilmed tillægsform. Den antydning, der allerede her
er givet os får imidlertid afgørende bestyrkelse af to andre steder
i Åbenbaringsbogen.
I
Åb.5,5., hedder det om Jesus, at det er som "Løven af Juda
stamme". Han har magt og visdom til at åbne og læse den
forseglede Bogrulle, hvis indhold er kristen-kirkens hemmelighed
1,20. 22,16. , ganske som jo Paulus Rom.11,25-26 sætter denne
hemmelighed i uløselig forbindelse med Israels historie. Dernæst
har vi i kap. 22,16 (ligeledes ifm. talen om kirken) Jesu
selvbetegnelse som "Davids rodskud og ætling", og det
netop i tilknytning til sin genkomst som "den strålende
Morgenstjerne". Kan den ærlige fordomsfri Bibel-læser undgå
at sætte dette Jesu navn ifm. den – endnu aldrig opfyldte –
forjættelse, der før Hans fødsel af Herrens engel knyttedes
umiddelbart til navnet Jesus, nemlig at "Gud Herren skal give
Ham Davids Hans Faders trone", og "Han skal være konge
over Jakobs Hus til evig tid" Luk.1,32-33.
Når
der i kap. 19,13-16 yderligere tales om to navne for Kristus i Hans
genkomst, nemlig "Guds Ord" og" Kongernes Konge og
Herrernes Herre", er det så langt fra stridende imod ovenfor
anførte, at det tvært imod bekræfter det. Thi det "Guds Ord",
Åbenbaringsbogens indeholder , er vitterligt gennemtrængt af Ordet
i G.T. hvad der da også gang på gang får tydeligt udtryk, jf. Eks.
10,7 og 22,6 ja, vi kan uden overdrivelse sige, at Åbenbaringsbogen
også i den forstand er Guds sidste ord til os, at i denne Bog løber
så at sige alle linier fra hele den forudgående åbenbaring sammen
ligesom i en afsluttende komposition. Det andet ovenfor nævnte navn
"Kongernes konge og Herrernes Herre" peger endnu stærkere
i retning af Israel og Israelitisk. Det fremgår tydeligt af
kap.15,1-4.. at Gudsriget først får magt over folkene her på
jorden, når Mose, Guds tjener og Lammets sang klinger sammen i
harmoni, altså de to pagts-folk – den gl. Og den nye pagts –
finder sammen i levende virkekraftig enhed. Af mangfoldige politiske
vidnesbyrd i G.T. fremgår det da også klart, at herlighedstiden for
folkene først kommer, men også virkelig kommer, med herlighedstiden
for folket, Guds udvalgte folk, Israel.
Hermed
kunne vi i og for sig godt slutte denne lille undersøgelse og nøjes
med i al almindelighed at henvise til Israel og Israel-rigets
genoprettelse som det afgørende ved Jesu nye navn. Ganske for egen
regning og uden nogen som helst rethaverisk tendens kunne jeg
imidlertid have lyst til at gøre en lille tilføjelse angående den
mere konkrete udformning af dette nye Jesus navn. Efter patriarken
Jakobs natlige kamp ved Peniel fik han som bekendt det nye navn
Israel. Når det, forklarende, tilføjes 1.Mos.32,28: "Thi du
har kæmpet med Gud og mennesker og sejret", er det ikke nogen
oversættelse. En ordtro oversættelse volder adskillig vanskelighed
og formuleres på de forskellige sprog temmelig forskelligt: "Guds
kæmpe", "Fyrste med Gud", "Gud kæmper",
"Lad Gud herske". At der her tales om Gud (el) står fast
og ligeledes om at herske (sar-fyrste), men det gør en forskel, om
Gud er subjekt (grundled) eller objekt (genstandsled) i sætningen.
At nu ikke Jakob overvandt Gud, men omvendt Gud overvandt Jakob, er
givet både med selve beretningens indhold og med så at sige
autentiske fortolkning, vi har hos profeten Hoseas 12,4. , hvor det
hedder, at Jakob sejrede ved grædende at bede Gud om nåde. Men det
er endvidere et spørgsmål, om navnets hebraiske form: Jisrael –
altså ikke Israel – ikke gør det nødvendigt at lægge noget
profetisk fremadskuende ind i navnet og dermed gøre det naturligt at
knytte det til Israels største Søn , den Jesus, der som hele
slægtens midler samtidig i sin død blev overvundet af Gud og i Sin
opstandelse overvandt Gud. I Hans død fik syndens lov, hvad der
tilkom den; men i Hans opstandelse blev døden lov sat ud af kraft.
Israels folk har indtil i dag søgt at tolke Esajas profeti om
Herrens lidende tjener som sigtende til folkets egne lidelser; og
visselig har jøden atter og atter været syndebukken, der uden skyld
har måttet undgælde for menneskers ondskab. Men aldrig får
profetien sin fulde, sin definitive opfyldelse, før Jesus Kristus
som den sande Guds fyrste og Guds kæmper, den sande ISRAEL er blevet
eet med det udvalgte Guds folk. Men da er jo også Lammets Bryllup
kommet, da har Lammets Hustru gjort sig rede til at bære hans navn.
Mon ikke der kan være noget rigtigt – og noget betydningsfuldt –
i at knytte Jesu navn ikke blot til Israel i almindelighed, men til
selve det forunderlige navn ISRAEL.
KARMEL 3. "Ordet & Israel" Juni
1953 EVANGELIET SOM FORARGER
Af
kontorchef Eyvind Sivertsen. For nogen tid siden hørte jeg en tale
over overstående emne. Der blev sagt mange, i egentlig forstand
"rammende" ting, alt sammen ord af Jesu mund, og det er til
visse ikke svært at finde sådanne. Thi hvor ofte taler Jesu ord,
der støder an mod tilvant tankegang både hos jøde og ikke jøde,
ord, som i første omgang ikke blot støder an, men støder bort
"forarger", så troen på ham som vejen, sandheden og livet
til at begynde med ligefrem går i stykker. Men det var i fl, sagens
natur ganske særlig lovens ord, der forargede i hans mund; Han var
jo "født under loven" og kom jo for at fuldkomne lovens
krav og dermed blive "lovens ophør, så retfærdighed gives
enhver, som tror" Gal.4,4. Rom.10,4. Skal der tales om
evangeliet, som forarger, må vi ikke standse ved Jesus, men gå til
Hans apostles lære, så sandt som evangeliet – budskabet om nyt
liv, evigt liv – først blev i kraft at Hans død og opstandelse.
Hans himmelfart og håbet om Hans genkomst. Lad os derfor ud derfra
betragte vort emne, og vi vil få at se, hvorledes forargelsen lurer
på os og vil tage troen fra os både til at begynde, til at
fortsætte og til at fuldende med.
- Gud udvalgte os i Kristus, endog før verdens grundvold blev lagt, til at være hellige og udadlelige for hans Åsyn. Og hvem er det så, Han udvælger til denne for syndere ufatteligt herlige lod ? Er det de gode, de rene, de ædle og trofaste ? Som bekendt ikke ! Tvært imod. At rige afvises tomme, medens fattige får overflod af rige gaver, kan vel være forargende nok. Men hvad er det imod apostlenes karakteristik af særpræget ved de mennesker, som udvælgelsen gælder; ikke mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; nej, det, der var dårskab for verden, det der var svagt for verden, det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, det udvalgte Gud – og alt dette, for at intet menneske skal rose sig for Gud, ja, for at hele verden skal stå strafskyldig overfor Gud 1.Kor.1,26 flg. Rom.3,19-20. Den, der ikke har "støt" sig på dette, ja stadig gør det (navnlig når han ser på sig selv), han ved ikke, hvad det vil sige, at til det at blive et Guds barn behøves der en guddommelig magt, som tilmed kun kan virke i menneskelig afmagt. Jo, evangeliets forargelse møder os straks, når vi gennem "den snævre port" søger at komme ind i Guds rige.
- Og hvad så med vejen fremad ? Jesus har jo selv sagt, at den er trang, og at det, - Gud bedre det !- er få, som går den. Tænk på sådanne ord som, at det er Guds vilje med os i Kristus, at vi takker under alle forhold 1.Tess.5,18., fordi vi ikke må tvivle om, at alle ting samvirker til gode for dem, der elsker Gud dem, der efter Hans beslutning er kaldede Rom. 8,28., altså som uværdige, magtesløse syndere. Visselig er her tale om et evangelium, et usigeligt godt budskab om et liv uden nogen som helst trykkende bekymring Fil.4,6., midt i en verden, som ligger i det onde. Men hvilken prøvelse for troen er det ikke, at leve sit liv i en så ubetinget, ja så blind tillid til Guds kærlighed og forsorg? Evangeliets forargelse følger os hele vejen både i vort personlige liv og i vor tjeneste under Guds-kravet om at tro "med håb imod håb".
- Og forargelsen slipper os ikke, når vi ser hen til frelsens fuldendelse i Kristi genkomst. Hvordan skal vi overfor splittelserne, ja stridighederne indenfor den samlede Kristi kirke kunne fastholde den befriende tro på kirkens enhed, en hellig almindelig menighed ? Vi bekender troen på kødets opstandelse, men hvad med de millioner og atter millioner af døde, af hvis legemer end ikke den allermindste rest lader sig påvise ? Og hvad med os, som i levende live kommer til at opleve Kristi tilkommelse ? Er det ikke et u-usigeligt privilegium og dog samtidig et dræbende kors for naturlig tankegang, at i et nu, i et øjeblik skal vi forvandles og bortrykkes i skyen til at møde Herren Jesus i luften for altid at være sammen med Ham og åbenbares med ham for, i et genløst Israel, at være konger og herskere med Ham i et kommende herlighedsrige her på jorden 2.Tim.2,12. Åb.5,10 og 20,1 flg.
Sandelig
evangeliet: korsets, opstandelsens, himmelfartens og genkomstens
evangelium er og bliver en Forargelse for os selvretfærdige, en
dårskab for os selvkloge mennesker, men en Guds kraft for de"
kaldede
KARMEL
3. "Ordet & Israel" September 1953 JERUSALEM DEN STORE
KONGES BY
Af
kontorchef Eyvind Sivertsen.
Underligt
nok, at der netop på denne søndag skal tales om Jerusalem som "den
store konges by", som Jesus jo kaldte den. Kirketeksten,
hvorover der netop i denne time tales i alle vore kirker i vort land,
er taget fra Lukas kap.19, 41 flg., hvor det fortælles, at da Jesus
"kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: "vidste
blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er
det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine
fjender skal kaste vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge
dig fra alle sider, og de skal jævne dig med jorden og dine børn i
dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid". Over denne tekst
kan der uden vanskelighed prædikes med alvorsord, ja, måske med
domsord; men hvor mange prædikanter sammenholder den med Jesus ord,
talt ganske kort efter, om den store nød over landet og vredesdommen
over folket, der skal falde for sværdets od og føres fangne bort
til alle hedningerne, og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger
indtil – indtil – hedningerne tider er til ende Luk.21,23-24.
Jesus begrunder disse "straffens dage" med, at "alt
det, som står skrevet skal gå i opfyldelse". Idet jeg
understreger de to små ord "idet" og "alt" det,
der står skrevet, kan jeg ikke tilbageholde et dybt suk over, at
disse ord af Jesus har man ikke fundet plads til i nogen kirketekst,
end ikke da men til 2. Søndag i Advent valgte de ord, der følger
umiddelbart efter om "tegn i sol og måne og stjerner"
o.s.v. Luk.21,25 flg.
Vi
kender fortællingen om de to jøder, der betragtede Jerusalems
ruiner. Den ene græd, fordi domsprofetierne var gået så
forfærdende i opfyldelse. Men den anden lo, fordi han var overbevist
om, at når domsprofetierne var gået så bogstaveligt i opfyldelse,
ville profetierne om Jerusalems genoprettelse og kommende herlighed
opfyldes ligeså bogstaveligt. Ja, netop ! Alt hvad der er skrevet om
Jerusalem, skal gå i opfyldelse. Det er dette, vi sammen skal
betragte. Det er Jesus, der – med et citat fra S.48,2 – kalder
Jerusalem for "den store konges by" Mat.5,35: " i må
aldeles ikke sværge, hverken ved himmelen, thi det er Guds trone,
eller ved jorden, thi det er hans fodskammel, eller ved Jerusalem,
thi det er den store konges by (kirjath malek rav) Jesus sidestiller,
tør vi nok sige, Jerusalem med Guds trone og Guds fodskammel, så vi
er på hellig grund og må slippe vor egen fornuft, om der skal tales
ret om "den store konges by". Vi vil samle tankerne om tre
punkter:
- Jerusalems guddommelige udvælgelse,
- Den store strid om Jerusalem og
- Jerusalems kommende herlighed.
- Jerusalems udvælgelse. Lad os begynde med at konstatere den rent udvortes kendsgerning, at Jerusalem og Zion (Davidsstaden) nævnes op mod 1000 gange i Bibelen, nærmere bestemt 828 gange i G.T. og 152 gange i N.T.. det giver os ret til at sige, at Jerusalem ikke blot er hovedstaden i Israels land; den er hovedstaden i hele den Bibelske historie lige fra Israels tilblivelse til dets fuldendelse. Som Israel lande er Guds land. Hans "stå sted" i hele menneskeslægtens historie, og Israels folk Guds folk midt blandt alle jordens folk, Hans redskab til slægtens forløsning således er Jerusalem, Guds stad, det værksted, udfra hvilket denne forløsning udgår. Hør nogle ord derom ! "En flods bække glæder Guds stad, den højeste har helliget Sin bolig, i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den hjælp, når morgenen gryr" S. 46,5-6. "Stor og højlovet er vor Gud i sin stad. Smukt løfter sig Hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg i det højeste nord, den store konges by... til evig lader Gud den stå" S. 48,2-3.9. Jordens konger kan rejse sig, fyrster samle sig til råd mod Herren og Hans Salvede: "Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg" S.2,2.6. Eller tænk på Daniels gribende forbøn for sit fangne folk: "Herre, lad dog efter alle dine retfærdshandlinger din vrede og harme vende sig fra Din by Jerusalem, dit hellige bjerg .. Herre, hør ! Herre, tilgiv ! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for Din egen skyld, min Gud, thi Dit navn er nævnt over Din by og Dit folk". Dan.9,16 flg.
Der er noget af evighedslysets hemmelighedsfuldt over
Bibelens første beretning om Jerusalem. Da Abraham er kommet de
indfødte konger af Sodoma og Gomorra til hjælp og har sejret over
Østens konger og har forjaget dem, går Melkizedek, præst for den
højeste Gud i Salem, ham i møde og bringer ham brød og vin og
velsigner ham højtideligt i Den Højeste Guds navn, og Abraham giver
ham tiende af alt krigsbytte 1.Mos.14,17-20. Man mener, at Kanaan
oprindelig har været beboet af en Semitisk stamme, Lud, og at
Melkizedek har været konge over en rest af disse Semitter i Salem.
Siden erobres byen af de hedenske Jebusiter og får navnet Jebus.
I 5.Mos.12 flg. indskærper Moses på det alvorligste
folket, når de kommer ind i det land, deres fædres Gud giver dem i
eje, "så længe, i lever på jorden", at deres
gudstjeneste, med hvad dertil hører, udelukkende må finde sted på
"det sted, Herren jeres Gud, udvælger... for at stedfæste Sit
navn og lader det bo der" (12,5.) Når dette i det flg. atter og
atter – vidst nok i alt 21 gange – højtideligt indskærpes og
hver gang med udtrykkelig understregning af, at det er Gud selv, som
udvælger dette sted, , så kan Jerusalems guddommelige udvælgelse
ikke dokumenteres mere overbevisende. Jesu kendte udtalelse til den
Samaritanske kvinde Joh.4,19-24, der så tydelig hænger sammen med
Jerusalems udvælgelse, skal jeg siden sige noget om.
Med David træder Jerusalem frem i historiens fulde
lys, "David indtog klippeborgen Zion, det er Davidsbyen"
hedder det i 2.Sam.5,7-9, og han tog bolig i den og befæstede den.
Siden hører vi 2.Sam.24,16 flg. hvorledes Herrens engel standser
pesten ved jebusitten Avrans tærskeplads, og profeten Gad byder
David oprejse Herren et alter på denne plads, den senere hellige
tempelplads på Moria bjerg 2.Krøn.3,1. Da blev Herrens navn
stedfæstet til Jerusalem, den store konges stad, den hellige stad.
- Den store strid om Jerusalem. Kun altfor kort varede Jerusalems herlighed. Guds udvælgelses privilegium og Hans helligheds krav hører uadskilleligt sammen. Jerusalems herskerstilling står og falder med Israels tjenerstilling i afhængighed af Gud og lydighed mod Gud. Satan sætter alt ind på at tilintetgøre Guds plan med Israel til opfyldelse af det tusindårige gamle løfte til Abraham om, at i ham skal alle jordens folk velsignes. Sandhedens Gud må give den store anklager ret; de hedenske verdensmagter – lydige tjenere, som de er for denne verdens fyrste – får lov at undertrykke Guds eget folk, Hans eget land, Hans egen by. I et drømmesyn åbenbares det under det babylonske fangenskab Daniel, hvorledes fire store verdensriger, det ene efter det andet, skal overvælde Israel. Og siden, da han grunder over de 70 år, i hvilket Jerusalem efter profeten Jeremias` ord skal "ligge i grus", kommer englen Gabriel til ham og giver ham den gådefulde åbenbaring om, "at halvfjerds uger "syvere" er fastsat over dit folk og din hellige by". Jeg skal ikke indlade mig på nogen nærmere tolkning af denne profeti, kun fastslå, at vel varsles der store trængsler over Jerusalem, men der varsles også, at deres tid på forhånd er begrænset.
Ulykken, der ramte Jerusalem fra Babel, var stor; men
større var den der omtrent seks hundrede år efter kom over byen fra
Rom. Årene 7o og 135 efter Kristus er de mørkeste i Israels
tusindårige historie. Jesus Kristus den evige Melkizedek, kom til
sit eget, og hans egne tog ikke imod Ham. Set i historiens
menneskelige lys er Jesu korsdød den store sejer, Satan har vundet
her på jorden. Set i evighedens himmelske lys er det hans største
nederlag. Jesu så det og sagde det så klart som vel muligt:
"Jerusalem, Jerusalem ! du, som ihjelslår profeterne og stener
dem, der er sendt til dig ! hvor ofte har Jeg ikke villet samle dine
børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger ! og i ville
ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv ! Thi Jeg
siger jer: Fra nu af skal i ikke se mig, før den time kommer, da i
siger: velsignet være den, som kommer i Herrens navn !"
Mat.23,37-39. Det Jerusalem, som nu overgives i menneskers hænder,
overladt til den skæbne som jordens andre byer, det er jo "den
store Konges by", det sted. Herren engang højtideligt udvalgte
til sin hellige bolig for at stedfæste Sit navn. Jo, vi forstår, at
Jesus græd over staden, græd som Han engang græd over dødens
ødelæggende magt, græd fordi Han vidste, at også her var det
mørkets magt, Satans magt, den hellige by blev givet i vold. Men
Jesus vidste, at en dag skulle det blive lyst igen, en dag skulle Han
i Faderens herlighed vende tilbage til Guds stad, til Guds land, til
Guds folk. En dag skal Jesus som al jorden konge sætte Sine fødder
på Oliebjerget, der har været vidne til Hans dybe fornedrelse som
Lammet, der bar al verdens synd.
- Jerusalems kommende herlighed. Skal vi vinde frem til håbet om Jerusalems kommende herlighed, må vi
Forstå hemmeligheden ved Israels udvælgelse. I
Romerbrevet ellevte kapitel taler Paulus, hedningerne apostel, om en
dobbelt udvælgelse. Først tales der vers 5-7 om en "rest"
der i kraft af en nådeudvælgelse får del i frelsen i Kristus,
medens "de øvrige" bliver forhærdet. Dette er de sande
Abrahams sønner og døtre, dem, der indvortes er jøder, hvis
omskærelse er hjertets omskærelse ved Ånden, arvinger i kraft af
forjættelse. Det er denne udvælgelse, vi hedninger, som gren på
det vildtvoksende, u-ædle Oliventræ, at nåde får del i ved
indpodningen – imod naturens orden – på det ædle Olietræ. Her
stilles jøde og hedning ganske på lige fod med hinanden; alle er vi
een i Kristus i kraft af en evig udvælgelse. Men i tilknytning til
denne udvælgelse een for een er der een for Israel særlig
udvælgelse som folk. "Kun eder kendes Jeg ved blandt alle
jordens slægter" Amos 3,2. – "Han kundgør Sit Ord for
Jakob, Sine vedtægter og lovbud for Israel. Således gjorde Han ikke
mod andre folk" S. 147,19-20 jer. Rom. 3,2. 9,4-5. "Kun til
dine fædre fattede Han velbehag, så Han elskede dem, og eder, deres
afkom, udvalgte han af alle folkeslag, som det nu er kendt"
5.Mos. 10,15. Her er vi ved den Israels "hemmelighed", som
den kristne kirke i alt fald herhjemme, i alt fald den lutherske
kirke, stor set i direkte ulydighed mod Pauluses ord i Rom. 9,25.
Ikke vil vedkende sig, nemlig at der er en udvælgelse af hele
Israel, det over hvilket der, i modsætning til nådeudvalget, indtil
i dag er forhærdelsen i forhold til Jesus Kristus. Israels folk er
som sådant elsket af Gud "for fædrenes skyld"; denne
folkelige udvælgelse er knyttet til lovpagten ved Sina, jf. De
ovenfor anførte Skriftord, og vil komme til åbenbarelse, når
"hedningerne tider", der har stået i enkeltudvælgelsens
tegn, kommer til afslutning ved den kristne menigheds forvandling og
bortrykkelse til mødet med Herren i skyen (Skyerne) Når dette Jesu
Åndslegeme bestående af troende både fra den Gl. pagt og den Nye
pagt Hebe. 11, særlig vers 40, Mat. 8,11, har nået sit fulde mål
af vækst og derfor i bortrykkelsen forenes med Kristus, som legemets
hoved, kommer frelsens tid for Israel som Guds-folket, som
national-enhed, samlet i Guds-landet, med Guds-staden som centrum. Da
skal udvælgelsen i Kristus og "de, som er i Hans følge, de
kaldede og udvalgte og trofaste" Å.17,14. Bliver eet med
folkeudvælgelsen i Israel. Da skal Gud i Kristus tilbedes af alle
jordens folk, fordi Han har overtaget sin store magt og tiltrådt sit
kongedømme Å.11,17. 19,6.,og 20,4. Da opfyldes løfterne i
Mat.19,28. Rom.8,17. 2.Tim.2,12. Da skal Ånden udgydes over alt kød
Joel 3., så jorden fyldes med kundskab om Herrens herlighed
Hab.2,14. Ap. Gr.15,17. Da skal Jerusalem herliggøres som den store
Konges by, og talrige folkeslag skal vandre til Jakobs Guds hus, "thi
fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord" Es. 2.
Zach.14. Da skal Jesus Ord opfyldes om tilbedelsen i Ånd og sandhed;
da skal de levende vandstrømme vel udgå fra Jerusalem, men ikke
mere være bundet til Jerusalem. Forventer vi den dag, ja,
fremskynder vi den ? Kender vi, om end nok så lidt, til Jesu tårer
over Jerusalem, til Pauluses nagende smerte over Israels vanskæbne ?
Og når vi så betænker, hvad der for øjnene af os er ved at ske i
Israel, da tager vi også del i dets glæde, som vi har taget del i
dets sorg Es.66,10-11.? For Zions skyld vil Gud ikke tie, for
Jerusalems skyld ikke hvile, før dets ret rinder op som lys, som
luende fakkel dets frelse; men har vi fundet vor plads blandt
"vægterne på Zions mure", der ikke under Gud nogen ro ej
heller os selv nogen ro, før Han får gjort Jerusalem til pris på
jorden Es.62.
KARMEL 3. "Ordet og Israel" April 1954.
"Indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind"
Af Eyvind Sivertsen Et
bidrag til forståelsen af Rom.
11,25-26.
Romerbrevet er fremfor noget andet af brevene i N.T.
brevet til hedningerne. Men da Paulus er kommet halvvejs i sin
udredning af troens frelsesvej i Guds rige, bryder han af, og kap.
9-11 fremsætter han derefter sit syn på den særstilling i
virkeliggørelsen af dette rige, som stadig er forbeholdt Israel som
folk, fordi Gud hverken kan eller vil tage Sit løfte til dette Sit
udvalgte folk tilbage.
I den nærværende ti er det kun en "rest",
kun nogle "udvalgte" af Israel, der modtager frelsen ved at
gå ind i dette rige, som er grundlagt i Jesu død og opstandelse,
mens forhærdelsen er kommet over den øvrige del af folket. Men
dette forhold skal en dag blive ændret, og da skal "hele
Israel" frelses. Det er denne dag, som først kommer, når
"hedningerne fuldtalligt er gået ind" i Guds rige. Der er
her tale om tre ting, som vi skal forsøge at forklare. For det
første: Hvad forstås der ved, at hedningerne fuldtalligt er gået
ind. Dernæst: hvad vil det sige, at de "er" gået ind. Og
endelig: Hvad indbefatter det, at "hele Israel" frelse.
- I den græske grundtekst tales der om "hedningerne fylde" (pleroma), et ord, der både som navneord og udsagnsord (plero`o) bruges mange steder i N.T., ganske særlig i Pauluses breve. Eftertrykket kan være lagt på det tidsmæssigt historiske, f.eks. ved "tidens fylde", eller på det indholdsmæssigt fuldkomne, enten (absolut) ved talen om "Guds fylde" eller (relativt) ved talen om, at menigheden når frem til at have sin fylde i Kristus. Oversættelsen "fuldtalligt" i Rom.11,25. Leder tanken i en tredie retning, der i talmæssigt henseende i og for sig fuldkomne, sml. Å. 6,11, uden hensynet til selve antallet. At der skulle være tale om alle hedninger er udelukket allerede ved modsætningen til hele Israel
(jf. under 3). Den kristne menighed er en udvalgt
slægt det ligger allerede i dens benævnelse som "ekklesia"
(en udvalgt forsamling). Den frelses som "en førstegrøde"
af Guds skabning. Den er et folk, som Gud har vundet sig "ud
af" hedningerne til at bære Hans navn Ap. Gr.15,14. Derfor
afsluttes menighedens jordiske historie – fuldt konsekvent – med
en opstandelse "ud af" døde og en bortrykkelse til at møde
Herren i Skyen (skyerne).
Men – det er dog væsentligt – menighedens
udvælgelse er afhængig af og beror derfor på en fuldkommen
delagtiggørendes i Guds udvælgelse af
Israel, som det folk, til hvilket Hans
frelse engang for alle er bundet, og hvorfra den skal gå ud til alle
jordens folk. Vi hedninger frelses sammen med den omtalte "rest"
af Israel, det "nådes-udvalg", som Gud har ladet "blive
tilbage som sine", i den nærværende tid. Vi er mod naturen
indpodet i den stamme og rod, som Israel af natur tilhører. I det
kommende Guds rige skal vi sidde til bords sammen med Abraham, Isak
og Jakob. Det er dette fællesskab, som i Hebe. 11 har fået så
skønt og levende et udtryk, hvor det om trosheltene fra G.T. hedder:
"Og skønt alle disse fik godt lov deres tro, oplevede de ikke
at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre
for øje, at de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.
Ud fra foranstående betragtning føres vi til en
forståelse af "pleroma", som ikke blot er sprogligt
forsvarlig, men som tør siges at dække Pauluses hele syn på
menighedens "hemmelighed"; og det er jo den, der tales om i
vor tekst. Sagen er den at "pleroma" meget vel kan
oversættes med udfyldning eller med det latinske ord herfor nemlig
supplement. Det er ordet pleroma, som i Mat.9,16 og Mark.2,21 er
oversat ved "lap", hvor der er tale om at udfylde en gammel
klædning. På lignende måde taler Paulus om de venner, der for ham
har "udfyldt" savnet af de pågældende menigheder 1.Kor.
16,17. Fil. 2,30. Særlig værd at mærke sig netop i vor sammenhæng,
hvor talen er om menigheden, er Kol. 1,24, hvor Paulus glæder sig
over sine lidelser for denne menighed skyld, idet han til bedste for
Kristi legeme i sit kød "udfylder", hvad der mangler af
Kristi trængsler.
Således forstået betyder det, at hedningerne
"fuldtalligt" er gået ind i Gudsriget, den Åndelige og
talmæssige fuldkommengørelse af den så vel Gl. Som Nytestamentlige
menighed, der er bestemt til som Kristi herlighedslegeme at tilhøre
Ham i Hans tilbagekomst til Israelsrigets genoprettelse.
Det næste spørgsmål bliver, hvad der forstås ved
at hedningerne fuldtalligt" er gået ind". At der her er
tale om noget tidsmæssigt afgrænset, en periode, der må være
afsluttende før hele Israel kan frelses, kan næppe bestrides.
Ganske vidst kan ordet "så" skal hele Israel frelses meget
vel oversættes "således", hvorved tidsfølgen skjules;
men det betyder lidet eller intet overfor en række andre Skriftord.
- 1.Kor. 15,23-24 er tidsfølgen mellem menighedens bortrykkelse og kongerigets oprettelse umiskendelig. . Af Luk. 21,23-24 fremgår dernæst, at "Hedningernes Tider" ophører, når Israels adspredelse blandt folkene ophører; og at disse straffens tider over Israel hænger sammen med den folkets forhærdelse, som Rom. 11,25 taler om, tør vidst ingen bestride. Endelig har vi et afgørende vidnesbyrd om tidsfølgen i Ap. Gr.15,14-16, hvorefter menighedens udtagelse tydeligt går forud for og efterfølges af genoprettelsen af Israels-riget.
Hvad der skal forstås ved, at hedningerne
fuldtalligt er "gået ind", siges der intet om i vor tekst.
Men efter fremstillingen i 1.Kor 15 synes det utvivlsomt, at der
herved må være tænkt på menighedens Åndslegemlige forening med
Kristus i Hans tilkommelse.
- Endelig er det spørgsmålet om betydningen af, "så skal hele Israel frelses". Da talen er om frelse, er Det givet, at der i første række er tænkt på folkets Åndelige genfødelse. Men vi kan utvivlsomt ikke blive stående herved. Ganske vidst nævner Paulus intet om en udvortes genoprettelse; men da han skrev Romerbrevet, eksisterede riget jo endnu. Og hvorledes skulle et folk frelses som sådant uden at gøre en national samling i forvisning om, at "nådegaverne og Sit kald fortryder Gud ikke". Dette må være ensbetydende med frembruddet af "genoprettelsestiderne", da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem Sine hellige profeters mund fra fordums tid", som Peter udtrykker det i Ap. Gr.3,21, og gør det netop ifm. Israels Åndelige genfødelse og Kristi genkomst. Hermed stemmer også Herrens egne ord om, at når hedningerne tider er til ende, går Jerusalem, og dermed selvfølgelig det land, i hvilket den er hovedstaden, en ny frihedstid i møde.
For verden vil det betyde intet mindre end "liv
ud af døde" Rom. 11,12. Ja, thi når Israel-riget genoprettes
Ap. Gr. 1,7, og Davids faldne hytte atter opbygges, da sker det jo
"for at også de øvrige af menneskerne skal søge Herren, alle
hedningerne, over hvilket Mit navn er nævnet" Ap. Gr. 15,17,
nemlig i de hedningernes tider, som der ovenfor er talt om, og som
afsluttes med menighedens bortrykkelse.
"Ordet og Israel" Juni Juli 1954
VERDENSHISTORIENS KULMINATION Den 70.
Uge i Daniels Bog
I denne uge afsluttes det store drama, der begyndte i
Paradis. Denne udgør 7 år, ligesom de første 69 uger udgjorde 69 x
7 år. I disse 7 år udkæmpes de sidste afgørende slag i den store
kamp om overherredømmet over menneskerne og jorden. Dette spændende
drama kan vi følge lige fra 1.Mos. 3. gennem alle de historiske
bøger i det Gl. Og Ny Testamente til de sidste blade i Bibelen.
I et af de mange slag i denne tusindårige lange kamp
afhang alle Guds løfter og forjættelser af en lille et åring
drengs liv, som de måtte skjule i 6 år, fordi Guds modstandere
ville slå ham ihjel 2.Kong. 10-12. Men Gud sejrede dengang, som Han
sejrede i alle de andre slag og vil sejre i det sidste vældige slag.
Af pladshensyn forbigår vi alle de indledende slag
og vil kun betragte den sidste afgørende kamp; men hvis nogen vil
gøre sig den ulejlighed at følge denne kamp gennem de hellige
Skrifter, vil han blive rigeligt belønnet derfor; thi hans tro på
Guds forjættelser og på Guds Almagt vil vokse i styrke og tillid,
og hvad betyder det ikke i en tid, hvor kun meget få tror ubetinget
på Bibelen !
Fulgte
den 70. Uge lige efter den 69. ?
Det er dette spørgsmål, der skal besvares. At det
ikke var tilfældet, fremgår bl.a. af kap.10, vers 14 i Daniels bog,
hvor der står: "Jeg (den himmelske fortolker) er nu kommet for
at lade dig vide, hvad der skal times dit folk i de sidste dage, thi
endnu er der en åbenbaring om de dage." I kap. 11,35 og v. 40,
får Daniel ligeledes at vide, at det drejer sig om endens tid, og
endelig i 12,9, at Ordene skal forsegles til endens tid, dvs. den
tid, da alle profetierne om endens tid skal fuldbyrdes. Daniel 12,7.
I kap.7, 24-27 får Daniel at vide, at der engang i
fremtiden skal komme en hersker, som får givet en tid og tider og en
halv tid i sine hænder, dvs. 3½ år eller 1260 dage. Da dette
udtryk kun findes i Daniels Bog og i Johs. Å., må disse to bøger
stå i et ganske bestemt forhold til hinanden. Derefter bliver retten
sat, og "herredømmet og storheden, som tilhørte alle riger
under himmelen, skal gives Den Højestes Hellige folk; dets rige er
et evigt rige, og alle slægter skal tjene og lyde det."
Efter disse udsagn skulle jøderne som den Højestes
hellige folk engang få verdensherredømmet tildelt, og da dette ikke
skete ved udløbet af de første 69 uger og ikke er sket til denne
dag, kan den 70. Uge ikke være afsluttet, ja den er end ikke
begyndt,
Det er dog givet, at ligesom de først 69 uger forløb
nøjagtigt efter englen Gabriels forudsigelse til Daniel (se side 59
i april nummeret) så vil den sidste uge også blive opfyldt. Om
dette bør der ikke herske nogen som helst tvivl, selv om intet af
det, der er forudsagt om denne uge, er begyndt at ske endnu. Der
ligger således en meget lang tidsperiode mellem afslutningerne af
den 69. Uge og begyndelsen af den 70. Uge; indtil vor tid små to
tusinde år. Nu kan det med rette indvendes, at det synes højest
underligt, at de første 69. Uger forløb i nøjagtig rækkefølge,
medens den 70. Uge i samme profeti skal blive opfyldt mange
århundrede senere.
Små
2000 år skjult mellem to år.
Til ovennævnte indvending kan vi sige, at dette ikke
er enestående tilfælde i Bibelen. Jesus har vist os et fuldstændig
analog tilfælde, som flg. viser. Måske burde vi pege på visse
grundprincipper i Guds måde at åbenbare Sine dybe tanker på; men
da det vil føre os for vidt her, må vi udskyde det til en anden
gang.
Første gang, Jesus trådte frem offentligt, - det
var i Synagogen i Nazaret, - gav man Ham profeten Esajas` Bog, hvor
Han søgte stedet i kap. 61 og læste flg. ord: "Den Herre
Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede Mig; Han sendte Mig med
glædesbudskab til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter,
for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet,
udråbe et nådeår fra Herren" Da Herren havde læst dette,
lukkede Han bogen i og sagde, medens alles øjne i synagogen var
spændt rettet mod Ham: "I dag er dette Skriftord, som lød i
jeres øren, gået i opfyldelse." Luk.4,16-19.
Alt dette finder vi ganske naturligt; men hvis vi ser
efter i Esajas` Bog er de efterfølgende Ord: -" en hævnens dag
fra vor Gud." Hvorfor standsede Herren lige foran disse ord ?
Svaret ligger i Herrens egne Ord "I dag er dette Skriftord gået
i opfyldelse." Dette kunne Herren nemlig ikke have sagt, hvis
Han ikke havde taget de næste ord om hævnens dage med; thi hævnens
dag er ikke kommet endnu. Den kommer først, når den sidste uge, den
7o., begynder.
Vi ser altså, at der også ligger små 2000 år
mellem to Ord, som vi synes hører ganske naturligt sammen, og da vi
har denne fortolkning af profeten Esajas` Ord af Herrens egen mund,
kan der ikke være nogen tvivl om rigtigheden, og vi bør derfor
heller ikke undre os over, at der ligger omtrent det samme åremål
mellem den 69. Og den 70. Uge i engelen Gabriels udsagn, som der
ligger mellem disse to ord i Es. 61,2., så meget desto mindre, som
Gabriel udtrykkeligt skiller den sidste uge fra de første 69 uger,
hvorimod de to udtryk i profeten Esajas` Bog: "et Nådeår fra
Herren" og "en hævnens dag fra Gud" – kun er skilt
ved et komma i vor danske oversættelse af 1931, mens de på hebraisk
er forbundet ved det lille bindeord "og".
Da Bibelen således gennem Herrens Ord giver os hjælp
til forståelsen af muligheden af det lange mellemrum mellem de to
sidste uger i profetien om de 70 uger, tilmed en løsning, som Herren
Jesus selv giver os, vil vi prøve på at finde, hvor den 70. Uge
kommer til at begynde. Bibelen lader os ikke i tvivl derom; thi selv
om den ikke angiver nogen årstal, så giver den os ikke så få
oplysninger, som kan tjene os til vejledning.
Lad os sige det straks: de begivenheder, der skal
finde sted i den 70. Uge, er ganske særligt beskrevet i
Åbenbaringsbogen, og da denne Bog forudsætter, at dens læsere er
fortrolige med tidsinddelingen i Bibelen, må vi kort gennemgå
disse. For pladsens skyld vil vi gøre det forholdsvis skematisk.
Hedningernes tider.
Vi begynder med en tidsperiode, som Jesus Kristus er
den eneste, der har givet os oplysning om. Der er "hedningerne
tider", som Jesus taler om i Luk. 21,24. Af sammenhængen
fremgår det klart, at denne periode er denne tid, i hvilken
hedningerne har herredømmet over Jerusalem. Denne periode begyndte i
året 606 f.Kr.. da Nebukadnezar underkastede sig Jerusalem. Lige
siden da har Jerusalem været i hedningefolks magt. Selv den dag i
dag har hedningefolk magt over den del af staden, der betyder noget,
nemlig "Zions bjerg" PS. 78,68. Den del af Jerusalem, som
Gud har kær fremfor alle Jakobs boliger Ps. 87,1-2.
Den kendsgerning, at hedningefolk endnu er i
besiddelse af Zion, viser os klart og tydeligt, at hedningerne tider
endnu ikke er udløbet. Der er dog mange andre forhold, der peger på
det samme. Hedningernes tider udløber efter Zach. 14,3-4. Ikke før
den dag, da de to engles ord til disciplene efter Herrens himmelfart
går i opfyldelse, og Herrens fødder atter står på Oliebjerget;
thi først da vil Han fordrive alle hedningefolkene fra Jerusalem. Se
også Zach. 12, 8-9.
Det fjerde rige.
Vi finder en anden tidsinddeling i Bibelen, som
dækker den samme tidsperiode, og da denne inddeling næsten aldrig
omtales og derfor er ukendt for de fleste og samtidig en ubetinget
nødvendig for at placere den 70. Uge, vil vi undersøge den nærmere.
Dette er så meget desto mere nødvendigt, som enhver menneskelig
beregning og udregning af tiderne bliver forkert, dersom den ikke
følger Guds Ords angivelser nøjagtigt; thi kun Guds plan er korrekt
og komplet og vil få alle tider til at passe sammen.
Den tidsinddeling, vi henviser til, findes i det 2.
Og 7. Kapitel i Daniels Bog. Hvor Nebukadnezar og Daniels syner er
beskrevet. Daniels syn ligger selvfølgeligt i et langt højere plan
end Nebukadnezars, der var fremmed overfor Guds tanker, hvorimod
Daniel var fortrolige med dem; men tidsmæssigt falder de sammen.
Derfor ser det, de hver især ser, så forskelligt ud. Nebukadnezar
ser nemlig alt nedefra med menneskelige øjne, hvorimod Daniel ser
det oppe fra med øje, der er oplyst af Guds Ånd. I begge syner er
der tale om 5 riger. Udsagnene om de første 3 riger er gået i
opfyldelse, så dem behøver vi ikke at beskæftige os med her. Det
4. Rige, det , der afløste det græske, skulle derimod vare, indtil
det sammen med dets udløbere ville blive knust af Himmelens Gud, som
vil oprette det 5. Rige, der skal være et evigt rige. Se Dan. 2.44
og 7, 24-27.
Da dette endnu ikke er sket, lever vi faktisk i det
4. Rige den dag i dag, og en indgående undersøgelse af alt det, der
er sagt om det 4. Rige der bl.a. omfatter hele det kristne Europa,
vil hjælpe os til at forstå mange foreteelser i vor tid, både
m.h.t. jøderne, hedningerne (dvs. ikke jøder) og Guds menighed. En
sådan undersøgelse giver os også nøglen til forståelsen af mange
af billederne i Åbenbaringsbogen. Da hedningerne tider altså først
udløber den dag, da Jerusalem befri es og bliver jødernes fuldt og
helt, og da dette sker ved afslutningen af det 4. Rige, falder disse
to tidsperioder næsten sammen, og den sidste uge må derfor blive de
sidste 7 år i disse to perioder, der hver især afsluttes, når
Herren anden gang kommer ned på jorden, ikke for påny at fødes som
et lille barn, men for at overtage overherredømmet og menneskerne og
jorden.
Vi finer dette bekræftet af Herrens Ord om de sidste
tider. I Mat. 24,29. Fortæller Herren om de tegn, der i endens tid
skal ske på himmelen, og siger så i vers 30: "Da skal
Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen". I Luk. 21 flg.
fortæller Herren noget, der skal ske før og efter Jerusalems fald i
året 7o e. Kr. Han kalder denne tid "hævnens dage".
Derefter kommer ordene om hedningerne tider og tegnene på himmelen i
den sidste tid og de mange trængsler, der skal komme, og fortsætter:
"Og da skal de se Menneskesønnen komme i sky (Skyer) med kraft
og megen herlighed."
Alt dette stemmer altså nøje overens med det, vi
har sagt ovenfor. Læg især mærke til det lille tids biord – da,
som angiver rækkefølgen i det, der skal ske. Vi har nu set at den
70. Uge falder i verdenshistoriens allersidste tid; men vi kommer
nærmere ind på hele dette forhold i det følgende. De to anførte
perioder: "hedningerne tider" og "det fjerde rige"
er atter delt i forskellige tider, og vi vil, inden vi går videre,
betragte nogle af disse tider, idet det vil hjælpe os til at fastslå
begyndelsen af den 70. Uge. Vi finder disse tider både i G.T og
N.T., hvor de hver især kaldes "dag". Der er flere sådanne
dage, men vi behøver kun at betragte fem af dem.
Menneskets dag.
Den første af disse dage kaldes "menneskets
dag". Den nævnes i 1.Kor. 4,3. hvor ordet "ret" i vor
Bibel, er "dag" på græsk. Det græske ord for "dømmes"
betyder egentlig undersøges eller afhøres som i en retssag. Paulus
siger altså, at han i Åndelige ting ikke vil underkaste sig
menneskers forhør og rette sig efter deres dom i det, der hører
Guds rige til, således som det sker i "menneskets dag",
altså i den periode, hvor mennesket mener sig berettiget til selv at
dømme om Åndelige ting, medens Gud forholder sig tavs og lader de
mennesker, som ikke vil rette sig efter Hans ord, skalte og valte,
som de selv finder bedst. Det er let for enhver, der følger med i
tidens spørgsmål og stridigheder om Bibelen og Åndelige ting
indenfor de kristne kirker, at konstatere rigtigheden af vor påstand.
Menneskets dag falder tidsmæssigt sammen med det, vi kalder "nådens
dag", "nådens husholdning" og "frelsens dag"
se 2.Kor. 6,2 og Ef. 3,2.
I disse tidsperioder lyder der et kald fra Gud til
alle mennesker alle vegne, at de skal omvende sig Ap. Gr.17,30. De,
der følger dette kald og så erkender og bekender deres synder, får
ved troen den korsfæstede Jesus Kristus syndernes tilgivelse og
kommer efter Jesu Ord Joh. 5,24. Ikke for dommen, og dersom de bygger
deres tro og deres liv på Guds Ord, behøver de ikke at lade sig
skræmme af menneskers meninger om Guds ord; thi den grund de har
bygget på, står urokkelig fast i alle livets storme – også i
dommens dag.
"Nådens Dag" begyndte, da Guds Søn kom
ned til jorden – fuld af nåde og sandhed, og den sluttet med
bortrykkelsen, hvorimod menneskets dag først slutter i endens tid
med dommen over folkeslagene Mat. 25,31-46, efter at en engel oppe
fra himmelen har råbt ned til menneskerne på jorden, at de skal
frygte Gud og give Ham æren. Hermed sættes der punktum for alle
menneskers selvlavede meninger om Gud og Guds evangelium Åben.
14,6-7, thi da er tiden omme 10,6. I denne tid er jødernes forret
(fortrin) sat ud af kraft. Gud kalder dem, efter at de havde
korsfæstet Hans Søn, ikke mere Sit folk, men "Lo-Ammi",
ikke Guds folk Hoseas 1,9. Kun de jøder, der omvender sig til
Kristus, vil sammen med de omvendte af hedningefolkene blive lemmer
på Kristi Legeme.
Jesu Kristi dag.
Den næste dag kaldes Jesus Kristi dag. Vi læser om
denne dag i Fil. 1,6, at han (Gud), som begyndte Sin gode gerning i
os – de troende - , vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Se
også vers 10, hvor Paulus beder om, at vi må være rene og lydefri
på Kristi dag; jfr. Fil, 2,16, 2.Tim. 1,12 og vers 18. Samt 4,8.
Alle disse Skriftsteder, der taler om Jesu Kristi Dag, der også
kaldes "Kristi Dag" og "Hin Dag", vise, at på
den dag fuldendes Guds gerning i Guds børn på jorden. På den dag
kommer vi til at stå rene og lydefri for vor Gud vor Fader og kan
derfor rykkes bort fra jorden for at møde Jesus Kristus i SKYERNE,
hvorefter vi skal være sammen med Ham for evigt 1.Tess. 4.13-17. På
den herlige dag skal vi se Jesus, som Han er, og ved dette syn
forvandles vi og bliver Ham lig 1.Joh. 3,2.
Følgende to Skriftsteder bekræfter det sagte med al
tydelighed: I mangler ikke nogen nådegave, idet i lever i
forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares, Han,
som skal styrke jer indtil det sidste, så i ikke anklages på vor
Herre Jesu Kristi Dag. 1.Kor. 1,7-8.. "Han (Herren) styrker
jeres hjerter til at blive ulastelige i hellighed for Guds, vor
Faders, åsyn ved vor Herres Jesu komme. 1.Tess. 3,13. Vi kommer
senere tilbage til denne dag. I betragtning af de overmåde hårde
straffedomme, der skal ramme de mennesker, som ikke vil bøje sig for
Gud, er det en vidunderlig tanke, at alle troende rykkes bort fra
jorden, inden disse straffedomme fuldbyrdes, og at tænke på, at Gud
hellere vil, at syndige mennesker skal blive Hans børn og få
arveret med Hans Søn, end Han vil straffe dem og forkaste dem.
Guds
dag og Herrens dag.
Det er givet, at den sidste dag må blive Guds store
dag. Dette står tydeligt i 2.Pet. 3,12-13: "I venter og
fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og
opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter Hans
forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed
bor". Spørgsmålet er nu, om der er en tredie dag mellem Jesu
Kristi dag og Guds dag ? Svaret er et klart JA ! Denne dag kaldes
Herrens dag, selv udtrykket Herrens dag viser forskelligheden fra
Jesu Kristi dag; Thi Kristus er den Salvede Messias, Jesus er
Frelseren, medens Herren er den bydende, Dommeren og Herskeren.
Udtrykket Herrens dag finder vi ganske specielt i Gl.
Testamente og er vel kendt af enhver, der har en lille smule kendskab
til Profetierne. I det Nytestamente findes det 6 gange, men slet ikke
i evangelierne.
Da den 70. Uge netop er analog med Herrens dag, vil
vi citere nogle af disse Skriftsteder, der taler derom, og som
tydeligt viser, at Åbenbaringsbogen fortæller os om opfyldelse af
profetierne derom i G.T.
"Herrens dag, den kommer; ja, nær er mulmets og
mørkets dag, skyers og tågers dag. Et stort, et vældigt folk er
bredt som gry over bjerge. Dets lige har aldrig været, skal aldrig
komme herefter til fjerneste slægters år. Foran det æder ild, og
bag det flammende lue. - - Foran dem skælver jorden, himmelen bæver;
sol og måne sortner, stjernerne mister deres glans." Se hele
dette i Joels Bog. "Se Herrens dag kommer, grum, med harme og
brændende vrede. Jorden gør den til en ørken og rydder dens synder
bort. Thi himmelens stjerner og billeder udstråler ej deres lys,
mørk rinder solen o, og månen skinner ikke." Es. 13,9-10.
Også Jesus taler om det samme, når Han taler om de
sidste ting. "Straks efter trængselen i de dage skal solen
formørkes og månen ikke skinne, og stjerner skal falde ned fra
himmelen, himmelens kræfter skal rystes, og da skal Menneskesønnens
tegn vise sig på himmelen." Mat. 24,29-30. "Og der skal
ske tegn i sol måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes
i rådvildhed over havets og brændingens brusen." Luk. 21,25.
"Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens
store og frygtelige dag kommer." Joel 3,4. Sammenlign hermed Åb.
6,12-13: "Og jeg så Lammet bryde det 6. Segl; da kom der et
frygteligt jordskælv, og solen blev sort som en sørgedragt, og hele
månen blev som blod. Og himlens stjerner faldt ned på jorden."
Vi vil senere se, hvor meget der står om dette i Åbenbaringsbogen.
I Es. 2,11 og 17 står der om de sidste dage (jf. vers 2): "Sine
stolte øjne skal menneskerne slå ned, mændenes hovmod skal bøjes,
og Herren alene være høj på hin dag." "Da skal
menneskets stolthed bøjes, mændenes hovmod ydmyges, og Herren alene
være høj på hin dag". Også dette ved vi, finder sted i
Åbenbaringsbogen, selv om det først sker efter frygtelige
trængsler. Til sidst kaster mennesker støv på deres hoveder,
græder og klager; men for sent. Vi kommer senere tilbage til det
sidste Skriftord.
Disse få Skriftord viser til fulde, hvad der ligger
i udtrykket Herrens dag. Og denne dag er den70 uge i englen Gabriels
forudsigelser om endens tid. Herrens dag falder altså efter
bortrykkelsen af Guds menighed, Efter Guds Ord har bortrykkelsen
kunnet finde sted når som helst efter Pinsedage; thi mens Paulus
bestandig taler om, at Herren er nær, siger han i 2.Tess. 2,2, at
Herrens dag ikke er lige forestående, jf. Vers 1.
Hver af de nævnte 4 dage slutter med dom. Disse
domstole er omtalt på flg. steder:
- Mat. 25,31, Jef. 13,47 flg. 2. 2.Kor. 5,10. 3. Å.20,4. 4. Å. 20,11. Endelig er der to udtryk som ofte forveksles: Det er de sidste tider og endens tider. De sidste tider begyndte på Pinsefestens dag og slutter med bortrykkelsen. Endens tid, der er den 70. Uge, er tiden derefter til tusindårsrige.
Re: Da dette har
været en forholdsvis lang udredning, vil vi kort sammenfatte disse
tidsinddelinger.
Hedningers tider og det 4. Rige afbrydes af Herrens
genkomst i SKYERNE, hvor alle troende, jøder og hedninger, som ikke
har villet følge menneskets selvlavede og selvtænkte lærdomme om
Guds evangelium og tanker i menneskets dag, men omvendte sig til
Jesus Kristus og blev lemmer på Hans Legeme, skal bortrykkes og
evigt være hos Ham, der er Hovedet for Guds menighed. Se Ef. 1,22.
4,15. 5,23. Kol. 1,18 og 2,19. På et eller andet tidspunkt efter
bortrykkelsen begynder Herrens dag, endens tid, den 70. Uge. Så
kommer tusindårsriget og den efterfølgende prøvetid, der afsluttes
med dommen for den store hvide trone. Til allersidst kommer Guds
store dag med en ny himmel og en ny jord.
Den 70. Uge.
Vi er nu så vidt i vor betragtning, at vi kan
begynde at se på selve den 70. Uge. Egentlig står der ikke ret
meget om denne uge direkte; men af de Profetiske udsagn kan vi
alligevel danne os et billede af det, der skal ske i disse sidste 7
år. For at gøre det muligt for enhver at følge med i den
Profetiske udvikling, vil vi fremsætte nogle almindelig bemærkninger
om forståelsen af Profetierne.
I mange tilfælde går profeten ud fra noget
historisk, som går i opfyldelse på den angivne tid. Denne
historiske begivenhed får gennem det Profetiske udsagn en Profetisk
betydning og kommer derved til at gælde for et langt senere
tidspunkt, hvor den Profetiske betydning vil gå i opfyldelse. Dette
gælder f.eks. i mange tilfælde jødefolkets egen historie, der ofte
anvendes på Guds menighed i N.T. Paulus siger dette i Rom. 15,4:
"Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan
lære deraf". Vi har et udmærket eksempel i Rom. 4. Hvor der
fortælles en hel del om Abraham. I vers 23 og 24 siger Paulus: "Men
ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev ham
tilregnet, men også for vor skyld." I 1.Kor. 10,1-10 har vi
flere belærende eksempler, som Paulus sammenfatter i vers 11: "Dette
skete med dem, så de kan være advarende eksempel for os, og det
blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er
kommet." (Fremhævelserne er af os)
Der kunne givetvis fortælles langt mere om Israels
historie, end Bibelen faktisk beretter; men det, der er skrevet, er
altså skrevet, for at vi skal lære deraf. Vi kunne anføre mange
eksempler, men lad det være nok; thi det viser os tydeligt, at vi
finder historiske beretninger i G.T. som har en Profetisk, dvs.
fremtidig betydning.
Om den 70. Uge siger englen Gabriel efter at have
talt om de første 69 uger: "og pagten skal ophæves for de
mange i een uge (dette er den 70. Uge), og i ugens sidste halvdel
skal slagtoffer og afgrøde-offer ophøre, og ødelæggelsens
vederstyggelighed skal sættes på det Hellige sted, indtil den
fastsatte undergang udløser sig over ødelæggeren. "Dan. 9,27.
I et syn i kap. 8 skildres kampen mellem det 2. Og det 3. Rige, det
er det medepersiske og det græske rige. Den skildrende kamp gik
historisk i opfyldelse; men på baggrunden af det historiske er der
en Profeti, som efter Gabriels ord i vers 17 gælder "endens
tid". Gabriel bekræfter yderlig sit ord i vers 19, hvor der
står: "Se jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i vredens
sidste tid, thi synet gælder endens bestemte tid." Vi har
allerede set, at "vredens tid" og "endens tid" er
det, der skal ske i "Herrens dag".
I vers 23 får vi at vide, at når overtrædelsernes
mål er fuldt, skal der fremstå en fræk og rænkefuld konge. Denne
konges magt skal blive stor. Han skal tale utrolige ting og have
lykken med det, han gør. Mod de hellige (det er jøderne) skal hans
tanke rettes. Hans svigefulde råd skal lykkes for ham, og han skal
sætte sig store ting for og styre mange i ulykke i deres tryghed.
Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses,
dog ikke ved menneskehånd. Alt dette gælder efter Dan. 8, 24-26 en
fjern fremtid. Denne fjerne fremtid er Herrens dag, endens tid og
slutningen på det 4. Rige
Lad os sammenligne de foregående ord med
udtalelserne i kap. 7, 24-26 i Daniels Bog, hvor der står: "Og
de 10 horn betyder, at der af dette rige (det er det 4.,rige, altså
også vor egen tid og tiden lige til enden) skal fremstå 10 konger,
og efter dem skal der komme en anden, som skal være forskellig fra
de tidligere; og han skal fælde tre konger og tale mod den Højestes
hellige, han skal sætte sig for at ændre tider og lov, og de skal
gives i hans hånd en tid og to tider og en halv tid. Men så sættes
retten, og hans herredømme fratages ham og tilintetgøres og
ødelægges for evigt". Af denne sammenligning ser vi klart og
tydeligt, at den rænkefulde konge fra det 3. Rige er et forbillede
på den kommende fyrste i slutningen af det 4. Rige. Denne fyrste er
Antikrist; thi det, der siges om ham i 2.Tess. 2,3-4 og i Å. 13,1-7,
passer så nøjagtigt, at en fejltagelse er udelukket. Der tales i
disse vers både om 42 måneder, der er en tid og to tider og en halv
tid, altså 3½ år, om krigen mod de hellige (jøderne) og om
bespottelse mod Gud.
Begivenhederne
i den 70. Uge.
Det er nu muligt for os at skitsere begivenhederne i
den sidste uge i store træk. Senere kan vi gå ind på de nærmere
enkeltheder. Ved begyndelsen af den 70. Uge slutter Israels fører en
pagt med en fremmed magt, og der følges da en fredelig tid i 3½ år,
hvorefter han bryder pagten (midt i ugen, Dan. 9,27 ) og viser sit
onde ansigt og væsen og optræder som despot. Dermed begynder endens
tid, altså 3½ år eller 42 måneder. Disse 42 måneder bliver den
frygteligste tid, mennesker har oplevet. Det er om disse 3½ år, at
Herren siger: "Thi der skal da være en trængsel så stor, som
der ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke
skal komme." Mat. 24. 21.
Traktatbruddet fører til krig i landet, og samtidig
gør fremmede magter indfald i landet og nedtræder Den Hellige stad
i 42 måneder Åb. 11,2.
Vi må for pladsens skyld undlade at vise
overensstemmelse mellem Herrens udtalelser om endens tid i Mat. 24
samt Luk. 21 og skildringerne i Åbenbaringsbogen, men da den let
erkendes, kan enhver der er interesseret deri, selv konstatere denne
overensstemmelse.
Hemmeligheden
om Guds menighed.
Inden vi nu begynder at vise rækkefølgen i
begivenhederne i den sidste halvdel af den 70. Uge, føler vi trang
til at sige lidt om den lange tidsperiode mellem Herrens korsfæstelse
og menighedens bortrykkelse, idet dette synes at være en hemmelighed
for mange. En sådan betragtning er ikke blot opbyggelig, men den
hjælper os til bedre at forstå Skriftstederne i N.T. Det synes
underligt, at dette årtusind lange mellemrum slet ikke er omtalt i
G.T., ja, end ikke i evangelierne. Selv Jesus Kristus taler ikke
direkte derom; kun nogle få af Hans lignelser antyder det, men ikke
så klart, at det kan erkendes, hvis man ikke andre steder fik noget
at vide derom.
Egentlig burde hele dette problem have en længere
udredning, men vi nøjes med at pege på de væsentligste
henvisninger dertil. Som vi nævnte ovenfor falder dette tidsrum i
menneskets dag i det 4. Rige, og det er just derfor, at et studium af
udtalelserne om det 4., rige i Daniels bog er så belærende. Vi får
i Rom. 16,25-27 flg. at vide: "Men Ham, som mægter at styrke
jer ved MIT EVNAGELIUM og ved budskabet om Jesus Kristus i følge
åbenbaringen af en HEMMELIGHED, der var fortiet fra evige tider, men
nu er bragt for dagen og ved Profetiske Skrifter efter den evige Guds
befaling kundgjort for alle hedningerne for at virke troslydighed hos
dem: Ham den ene vise Gud ved Jesus Kristus, være ære i
evighedernes evighed ! Amen.
Apostelen Peter siger om denne Guds plan, at Profeter
grublede og grundede over denne fredstid, og at selv engle attrår at
få indblik deri. !.Pet. 1,10-12. Lad disse to steder være nok her.
I dette tidsrum falder altså menighedens historie, og det er i den
tid, at jøderne kaldes "ikke guds folk". Vel er jøderne
ikke forkastet for evigt, men fordi de ikke holdt Herrens bud og
anordninger og tilmed korsfæstede deres Messias, da Han kom for at
løse dem, er de blevet forkastet for en tid, indtil hedningerne
fylde er gået ind. Derefter skal jøderne selv blive frelst og blive
et lys blandt folkene, og Herrens herlighed skal ses over dem. Es.
60, 1-2. Da får det udvalgte folk atter ry og ære. Zef. 3,20. (mere
herom senere)
Vi finder alt dette samlet i Jakobs tale i Ap.Gr.
15,13. Og flg. "Simon har fortalt, hvordan Gud først drog
omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne ære Hans
navn. Hermed stemmer også Profeternes ord overens, således som der
står skrevet: "derefter vil Jeg vende tilbage og atter opbygge
Davids faldne hytte." Det er profeten Amos, der siger dette, men
det ejendommelige er, at Amos kun taler om det sidste, hvorimod Jakob
taler om at tage et særligt folk ud af hedningerne. Om dette kunne
Amos intet sige; thi denne HEMMELIGHED var, som Paulus siger, SKJULT
FRA EVIGE TIDER.
Verdenshistoriens
kulmination
Af Chr. Jørgensen Ordet & Israel, November 1954
Åbenbaringsbogen og den 70. Uge.
Uden at gå ind på denne Bog i sin helhed må jeg
minde om, at bortrykkelsen må have fundet sted mellem det sidste
vers i kap. 3. og det første vers i kap. 4, idet slutningen i kap. 3
fortæller os, at Herren har forkastet sin menighed som helhed, men
den enkelte, som hører hans røst og lukker ham ind i sit liv og
sejrer, får lov til at sidde med Herren på Hans trone. De er altså
rykket bort og sat på Faderens og Sønnens trone i himmelen. Jesu
Kristi dag, som vi talte om ovenfor, har altså fundet sin
afslutning. Det fjerde kap. Fortæller os derefter, at Johannes så
en dør åbnet ind i himmelen og fik bud om at komme derop for at se
det, der derefter skulle ske. Dette må vi have i mente hele tiden,
når vi læser de efterfølgende kapitler i Åbenbaringsbogen, ellers
bliver billederne uforståelige.
Om forskellen på at se noget nedefra jorden og oppe
fra himmelen belærer Daniels Bog os som nævnt ovenfor om
Nebukadnezars og Daniels syner.
Endvidere må man huske på, at det, der skal ske i
endens tid, er vist i billeder, og begivenhederne derfor ser
forskelligt ud, alt eftersom de ses oppe fra himmelen eller nede på
jorden.
Jo større kendskab man har til det Gl. Testamente,
desto bedre vil man forstå billederne, som dels findes hos
Profeterne, dels på himmelen kap.12, dels er rene åbenbaringer af
skjulte, for os usynlige kræfter f.eks. kap.13. billedet i kap. 12
går helt tilbage til verdens skabelse.
Mange af billederne begynder allerede i første
Mosebog, i Paradis. Dette gælder bl.a. Menneskesønnen, sværdet,
der udgår af Hans mund, drengebarnet, Paradis, livets træ, de fire
levende væsener, den gamle slange etc. etc. Utilstrækkeligt
kendskab til det Gl. Testamente gør det vanskeligt, om ikke umuligt
at forstå Åbenbaringsbogens billeder. Vi skal som sagt ikke gå i
enkeltheder m.h.t. Åbenbaringsbogen, men hovedsagelig berøre det,
der angår den 70. Uge.
De
sidste 3½ år af verdenshistorien.
Trods det, vi nævnte ovenfor, siges der ikke noget
bestemt om den første halvdel af den 70. Uge. Personlig kunne jeg
tænke mig, at de to vidner, som omtales i kap. 11, udøver deres
mission i denne tid. De 1260 dage i vers 2 er jo lig 42 måneder
eller 3½ år. Det er dyret fra afgrunden, 11,7; jf. 9,11, der dræber
de to vidner, og dette er sikkert indledningen til den sidste halvdel
af den 70. Uge i Daniels profeti.
Fra midten af ugen begynder
forudsigelserne i Åbenbaringsbogen at gå i opfyldelse.
Disse profetier er delt i tre veer. Måske varer hver
af disse tre veer eet år, så at de sidste 3½ år forkortes med
seks måneder for de udvalgtes skyld. Dette er kun en tanke. Bibelen
siger ikke noget bestemt derom, men vi har Herrens Ord i Mat. 24,22:
"Og dersom de dage (den store trængsel i vers 21) ikke blev
afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld
skal disse dage afkortes."
Bortset fra det, vi allerede har fået at vide om
endens tid i Daniels Bog, finder vi som allerede nævnt en del
oplysninger om disse begivenheder i Herrens tale om de sidste ting,
nogle få steder i epistlerne, men mest fyldigt i Åbenbaringsbogen.
Efter at Johannes er bortrykket til himmelen, får vi – også i
billeder – en vidunderlig skildring af den højtidelige handling i
himmelen, hvor Jesus Kristus er den eneste, der er værdig til at
åbne Bogrullen med de syv segl Kap.4 og 5.
Efter denne vidunderlige og herlige himmelske sene,
begynder alle de frygtelige ting at ske på jorden, som skildres dels
i ovennævnte citater fra G.T. om Herrens dag, dels i det flg.
kapitler i Joh. Åb. Det indledes med rytteren i kap.6, vers 2, der
drager ud fra sejer til sejer. Derefter følger begivenhederne slag i
salg, nærmest eksplosionsagtige, hvor den ene eksplosion næppe er
udløst, før den næste begynder.
Da der er hen ved 100 billeder, nogle blot antydet
med et enkelt ord, andre ret tydeligt beskrevet, kan vi slet ikke gå
i detaljer, men blot angive udvikingen rent skematisk.
Eksplosionerne udløses af forskellige engle, der nævnes hen ved
fyrretyve, som givetvis ikke ses nede på jorden, kun oppe fra
himmelen. En enkelt gang får vi lov til at kaste et blik ind bag
det tæppe, der skjuler de usynlige ting fra de synlige, og opdager
da, at det er vældige men for det menneskelige øje usynlige
kræfter, der påvirker menneskerne. Dette gælder især kap. 12 og
13, til dels også kap. 17 og 18, hvor hemmeligheden om Babylon
åbenbares
En grundig gennemgang af disse fire kapitler er fuld
spændende læsning og Åndelige oplysninger om de store
verdensbegivenheder, der fuldbyrdes i endens tid, altså i de sidste
42 måneder, der som sagt bliver den store trængselstid. Rytteren på
den hvide hest er sikkert den fyrste, der bryder pagten, som omtalt i
Daniel 9,27, De sejre, han vinder, er dog kun for ham selv, thi for
menneskerne fører det til borgerkrig, dyrtid, hungersnød, pest og
død for en fjerdedel af jorden 6,3-8.
Da det sjette segl brydes, følger der et frygteligt
jordskælv, som får menneske til at råbe til bjergene, at de skal
falde over dem, og samtidig sker der store tegn i himmelen 6,12-17.
Efter dette følger den 5 basuner kap. 8,6-9,11. Følgerne af disse
fem basuner er: Hagl og ild, der brænder en tredjedel af jorden ect.
Et brændende bjerg, der falder i havet etc. En stor stjerne, der
falder på en trediedel af floderne og kildevældene og gør vandet
bittert, så at en mængde mennesker dør ved at drikke det.
Derefter formørkes en tredjedel af solen, månen og
stjernerne, og dagen og natten mister en tredjedel af deres lys.
Efter at der oppe fra himmelen er råbt: Ve, ve ve dem, der bor på
jorden, åbnes afgrundens brønd, og græshopperne myldrer frem og
piner og dræber menneskerne. Dette varer fem måneder, der er den
eneste tidsangivelse i de sidste 42 måneder. Lidelserne bliver så
store, at menneskerne søger døden, men kan ikke finde den, ja, de
ligefrem længes efter at dø, men døden flyr fra dem 9,1-6.
Med disse
begivenheder er det første ve til ende.
Den sjette basun indleder det andet ve med tre
plager: ild, røg og svovl, der dræber en tredjedel af menneskerne;
men resten af menneskerne vil trods disse lidelser ikke omvende sig
9,13-21. Efter den sjette basun følger syv tordener, men Johannes må
ikke skrive, hvad de udtaler 10,1-4. Hermed er fristen, dvs.
nådetiden omme 10,5-6, og jorden bliver høstet. Dette sker under
det sidste ve og er nærmest beskrevet i kap. 14,15-20. Så følger
dommen over Jerusalem 11,12, der indledes med et mægtigt jordskælv,
hvorved en tredjedel af staden styrter sammen og syv tusinde
mennesker dræbes. Hermed er det andet ve sluttet.
Den syvende basun indleder det 3. Og sidste ve, som
danner indledningen til det sidste store opgør i Guds vredes dag
11,15-19. I denne tid udføres dommen over Babylon, vers 8. Selve
hemmeligheden om Babylon beskrives udførligt i kap. 17 og 18.
Udførelsen af den endelige dom over jorden og dem, der bor derpå,
som blev forkyndt i kap. 10, 5-6 og 14, 15-20, beskrives i kap. 15 og
16, hvor de syv sidste plager rammer menneskerne, og Guds syv
vredesskåle udgydes over dem. Det er det tredie ve og enden på
lidelserne i endens tid, idet alle, der ikke har villet bøje sig for
Herren, stødes bort for evigt sammen med dyret og den falske profet
Mat.25, 31-46. Og Johs. Åb.19,20.
I kap. 19 følger beskrivelsen af Guds endelige sejr
over alle sine fjender. Denne sejr indledes med en lovsang af en stor
skare i himmelen, hvorefter himmelen åbnes, og Jesus Kristus kommer
til syne på en hvid hest. I det øjeblik, da Herren kommer til syne
i SKYERNE, skal alle på jorden se Ham, og ved synet af ham begynder
de alle at hyle 1,7. Ikke blot jøderne, men hele kristenheden, der
just udgør den væsentlige del af det 4, rige, som skal knuses ved
Hans genkomst. Vi må nøjes med at konstatere, at dette forholder
sig sådan efter Dan.2, 44-45; thi at gå ind på alle de årsager,
der får selve kristenheden til at jamre i det øjeblik, da den burde
bryde ud i jubel og lovsang, vil føre alt for vidt.
Formålet
med lidelserne.
Den 70. Uger er altså nu afsluttet; men det ligger
nær at spørge, hvad det er Guds formål med alle disse forfærdelig
plager. Vi ved med bestemthed, at Gud ville knuse sit udvalgte folks
hovmod fuldstændigt Dan.12,7 for at hele folket skal vende sig til
deres fædres Gud og antage deres forkastede Messias. Det samme er
Guds mål med alle folkeslag, hvis hovmod også skal knuses; thi Gud
hader hovmod som der står i Ords. 8, 13: "Herrens frygt er had
til det onde. Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den
falske mund", og i 16,5: "hver hovmodig er Herren en gru,
visselig slipper han ikke for straf". Yderlig bør man læse Es.
2, 12-16, der ligeledes viser H
Herrens indstilling overfor hovmod og stolthed. Vers
17 lyder: "Da (i Herrens dag) skal menneskets stolthed bøjes,
mændenes hovmod skal ydmyges, og herren alene være høj på hin
dag". Da mennesket ikke vil bøje sig for Herren med det gode,
måtte han ty til de tunge straffedomme. Selv mennesker, der havde
oplevet nogle af disse straffedomme, vil ikke omvende sig kap.9 vers
20-21.
Der er dog et andet formål, som ikke er mindre
betydningsfuldt, og det er det, at mennesker skal lære at give Gud
æren. Også dette er uhyre svært for os mennesker, som af naturen
er selviske, indbildske og selvoptagne; men det skal og må læres,
hvis vi vil opleve den ny himmel og jord.
Dette havde de lært, som får lov til at komme med
til Lammets bryllup, som der står i Å. 19, 6 og 7: "og jeg
hørte som et kor af en stor skare og som brusen af mange vande og
som en rullen af stærke tordener; de sagde: "Halleluja ! thi
Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad
os glæde og fryde os og give Ham æren".
Tiden
efter den70. Uge.
Nu burde vi vel slutte denne betragtning, men vi kan
ikke gøre det uden at sige nogle få ord om det forunderlige, der
vil ske efter afslutningen af den 70. Uge.
Det indledes med opfyldelsen af det, profeten Ezekiel
skildrer i det spændende kapitel om de døde ben, der blev levende.
Ez. Kap. 37. Når dette opfyldes, vil Herren stige ned på
Oliebjerget, og ved synet af Ham, som de (Jøderne) havde korsfæstet,
erkender de pludseligt deres synd, angrer og bekender den Zak. 14,4.
Og 12, 10-14.
Følgen af denne syndsbekendelse hos det udvalgte
folk fører til en åben kilde for Davids Hus og for Jerusalems
indbyggere mod synd og urenhed Zak. 13,1. Da opfyldes det der står i
Es. 66, 8: "Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt?
Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et
øjeblik ?"
Dette sker lige efter afslutningen af den 70. Uge, og
da bliver Israel, Guds udvalgte folk, endelig til det, det skulle
have været fra begyndelsen: "Du har i dag ladet Herren tilsige
dig, at Han vil være din Gud, og han vil sætte dig højt over alle
folk, som Han har skabt, til pris og berømmelse og ære":
5.Mos. 26, 17. Se også 28, 1.
Når Israel således får et nyt sind, idet Gud tager
deres stenhjerte bort og giver dem et nyt hjerte Ez. 36, 26, vil de
også forandre deres sindelag overfor alle andre folkeslag, som de
skal styre og regere Dan. 7, 27, og jødernes antagelse vil blive som
liv af døde for alle folkene Rom. 11, 12-15, blandt hvilke de skal
forkynde Herrens barmhjertighed og dyder, og Israels skal da stråle
ud over alle folk, og de skal vandre i dets lys og glans Es. 60, 1-3.
Med alt dette opfyldes Guds første forjættelse til
Abram: " I dig skal alle jordens slægter velsignes"
1.Mos.12,3.
Dette bliver indledningen til tusindårsriget, og det
vil præge hele denne lange tidsperiode. "O, dyb af rigdom og
visdom og indsigt hos Gud ! hvor uransagelige er ikke Hans domme, og
hvor usporlige Hans veje"! Rom.11, 33, "Jeg byder dig for
Guds åsyn, han, som giver alle ting liv, og for Kristus Jesus, som
under Pontius Pilatus aflagde den gode bekendelse: hold buddet, idet
du selv er uplettet, uangribelig, indtil vor Herres Jesu Kristi
tilsynekomst, som den salige og eneste hersker, Kongernes Konge og
Herskernes Herre, skal lade os se, når tiden er inde, han, den
eneste, der har udødeligheden, som bor i et lys, ingen kan komme
nær, som intet menneske har set, ej heller kan se; Ham være ære og
evig magt ! Amen".
1.
Tim. 6, 13-16