KARMEL 4. "Ordet
& Israel" Oktober 1954. En håndsrækning til Bibel-studium
ved : Kontorchef Eyvind
Sivertsen, ISRAELS UDVÆLGELSE:
- Kendsgerningen: 1.Mos. 12, 1-3. 32, 24-28. 49,10. 2.Mos. 3,15. 34,10. 4. Mos. 24, 15-19.
5. Mos. 4, 7. 33. 34. 7, 6. 10, 15. 26, 17-19. 27, 9.
28, 1. 2. Sam. 7, 16. 23. 24. 1. Krøn. 17, 14. 22 Joel 2, 26-27(Rom.
11, 26. Ap. Gr. 1, 6-7. 3, 19. 15, 16.)
- Udvælgelsens hensigt: 2. Mos. 19, 6. 25, 8. 29, 43-45. 4.Mos. 7, 89. 5. Mos. 4, 8. Ps. 147, 19-20.(Rom. 3, 1-2. 9, 4-5.)
- Forjættelsens land: 1.Mos. 13, 14.15. 15,18. 2.Mos. 32, 13. 3. Mos. 25, 23. Josva 14, 9. Ps. 37, 9. 11. 18. 22. 27. 29. 34. Es. 60, 21-22. Jerm. 7, 5-7. Ezek. 36, 28. 37, 25-28. Amos 9, 15.
- Udvælgelsens begrundelse: 5. Mos, 7, 7-8. 1.Sam. 16, 6-7. Mika 5, 1. Zak. 4, 10. (Matt. 9, 13. Johs. 1, 46. Rom. 5, 3-5. 1. Kor. 1, 27-29. 2. Kor. 12, 9-10.)
- Hvad udvælgelsen medfører: A: Det store ansvar: Amos 3, 2 b(derfor) 2.Mos. 19, 5. 34,14. 3.Mos. 10, 1-4. 5.Mos. 4, 23-24. 7, 9-11 Esra 9, 6. Es. 52, 5. Ezek. 36, 20. Ps. 51, 6. (2. Sam. 12, 10.) (Matt. 21, 19.33-34. Rom. 3, 19. 7,7. 1.Kor.9, 27.)
B:
Gud bærer byrden: Ps. 68, 20-21. Es. 43, 25. 48, 11. 49, 3. 57, 15.
62, 2. Dan. 9, 15-19. (Johs. 1, 29.)
C:
Den dybe fred: Ps. 25, 14-15. 33, 10-12. 37, 11. Jerm. 29, 10-11.
(Matt. 5, 5.)
D:
Den kommende herlighed: 1.Mos. 12, 3. 5.Mos.
4, 30-31. 8, 15-16. Es. 19, 23-25. 40, 1-5. 53, 10-12. Es. 54,
5-6.12-13. 62, 1-5. Jerm. 3, 17-18. Hos. 2. 16-23.
Zak. 12, 10. 14, 4. 8-9. (Matt. 23, 39. Johs. 17, 21. Ap. Gr. 1, 6.
3, 19-21. 15, 17. Åb. 15, 1-4.)
Ordet
& Israel . Januar 1955
ISRAEL I
ÅBENBARINGSBOGEN
Læser
man Åbenbaringsbogen med efter tanke, undgår man ikke på en særlig
måde at blive opmærksom på, i hvor høj grad bogens billedsprog er
præget af Gamle testamente. Undersøger man henvisningerne ved de
enkelte vers til steder i G.T., viser det sig da også, at antallet
af disse er langt større end i noget andet af Skrifterne i N.T.; de
løber til hen imod 300 i alt. Som det sidste og Åndeligt
afsluttende Skrift i denne samlede Bibelske Åbenbaring giver denne
kendsgerning et bemærkelsesværdigt udtryk for den organiske
(uopløselige) sammenhæng mellem Gudsordet i G.T og N.T. Ja, mere
end dette. Eftersom Åbenbaringsbogen fra først til sidst handler om
Kristi genkomst – man sammenholder blot 1, 7 med 22, 20 – bliver
det herefter klart, at en virkelig forståelse af Kristi genkomst kun
er mulig, når den ses i lyset af Israel folkets udvælgelse . Og man
får med et slag forklaringen på to uomtvistelige kendsgerninger:
dels at G.T. og dermed Gudsrigets historiske fortid, dels at Kristi
genkomst og dermed Gudsrigets historiske fremtid har en sørgelig
tilbagetrængt plads i vor kirkelige teologi og forkyndelse. Kirken
har som et "åndeligt Israel" fornægtet den Bibelske
sandhed om Israel som et historisk folk, uløseligt knyttet til et
historisk land, med en historisk fortid og en historisk fremtid, alt
indbefattet og udtrykt i Guds udvælgelse af dette bestemte folk frem
for noget andet folk her på jorden. Dette misforhold har jo endda
givet sig de hæsligste, rent praktiske udslag i den antisemitisme,
som det "kristne" Europa har ført an i. Og så følger
dette misforhold til, at kirken gang på gang i sin tusindårige
historie har forløftet sig på den opgave i "den nærværende
tid", at virkeliggøre både det usynlige og det synlige Guds
rige. Også i vore dage og her hjemme bliver vi vidner til mere eller
mindre krampagtige forsøg på at gøre det evige evangelium til et
budskab om radikal bedring af tidens ulykkelige sociale forhold i
videre forstand, hele den "kultur", der i og for sig hører
med til et Gud velbehageligt menneskeliv, men som den nytestamentlige
kristendomsforkyndelse så ganske afgjort ikke tager sigte på, netop
fordi virkeliggørelsen af denne kultur en gang for alle af Gud er
knyttet til Israels folk i Israels land. Men lad os nu se lidt
nærmere på dette folks plads i den "Jesu Kristi Åbenbaring",
der jo netop er bogen om og bogen til "de syv menigheder",
altså den kristne kirke just som sådan og som helhed.
Først
standser vi da ved det indledende syn (kap.1.) af Jesus som
"vandrende midt imellem de syv guldlysestager". Her har vi
det billedlige udtryk for den særlige af Paulus fastslåede
guddommelige sandhed, at den fundamentale udvælgelse til Gudsrigets
virkeliggørelse tilhører Israel, og at den kristne kirke af hedensk
afstamning derfor kun som Israels medborgere er blevet Guds husfæller
og har fået del i Gudsrigets velsignelse og den dertil knyttede
tjeneste. Thi der kan dog vel ikke være tvivl om, at de syv
lysestager symboliserer overflytningen og dermed spredningen ud over
jorden af den af Israel tilhørende gudstjeneste, knyttet til den
syvarmede lysestage i det gamle mosaiske tabernakel. Billedet kan
derfor også tydes som symboliserende de "hedningerne tider",
hvorom Jesus (Luk.21, 21) taler netop ifm. forjættelsens Hellige
land og dets adspredelse blandt alle jordens folk. Men så må vi til
visse samtidig mærke os den forudsagte begrænsning af denne –
altså midlertidige – afbrydelse af Israels hellige historie, som
den har fået trefoldigt udtryk i N.T. (Luk."1, 24:
Rom.11,25-26; Ap. Gr.15,14-17. Og mangfoldige steder er udtalt af de
gammeltestamentlige Profeter. Den kristne menighed er og bliver
derfor kun "førstegrøden" af den store, alle jordens
folkeslag omfattende indhøstning i Guds rige, der ikke kan finde
sted, før Israel netop som folk kan gå i spidsen. Betragter vi –
tilbageskuende – kristen-menighedens udvælgelse i Israels lys,
volder det os ingen vanskelighed at se beseglingen i kap. 7 af de
12.000 tusinde af hver af Israels 12 stammer som udtryk for denne
udvælgelse, hvad vi på afgørende måde bestyrkes ved i synet af de
144,000 på Zions bjerg (kap.14), der som en førstegrøde for Gud og
Lammet er løskøbte fra jorden og fra menneskerne, og hvis frelse
øjensynligt står ifm. det umiddelbart derefter omtalte "evige
evangelium" 14, 6-7. At forkynde for "alle folkeslag og
stammer og tungemål". Disse udtryk minder, ganske analogt, om
det syn, der i kap.7 føler lige efter beseglingen, af en skare, som
ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål"
I kap.21 møder vi da også alle jordens folkeslag og konger
vandrende i lyset fra "det ny Jerusalem", på hvis
grundstene og over hvis porte vi finder indskrevet navnene
henholdsvis på Lammets 12 apostle og Israel-folket 12 stammer, og
hvis højde, længde og bredde hver især måles til 12,000 stadier,
en kubus altså, hvis størrelses forhold svarer ganske til
forholdene i det Allerhelligste af det gamle, mosaiske tabernakel.
Helt ind i evigheden står Israels udvælgelse fast.
Som
noget afgørende i den her omhandlede sag peger vi dernæst på
skildringen i kap.5 af den lukkede og forseglede Bog, indeholdende
alle fremtidssyner, som ingen hverken i himmelen eller på jorden
eller under jorden fandtes værdige til at åbne og se i, hvad der
voldte Johannes en sådan sorg, at han brast i lydelig gråd. Han
bliver så trøstet med, at "sejret har Løven af Juda stamme,
Davids rodskud, så han kan åbne bogrullen og dens syv segl",
Klarere kan del dog vist ikke siges, at nøglen til at forstå
Åbenbaringsbogens syner og profetier ligger skjult i Israels
udvælgelse. Skjult; jo vel. Thi endnu er herligheden og riget, der
hører til denne udvælgelse, kun åbenbaret i "Lammets"
ringe, ja foragtede skikkelse, der gjorde Ham ukendelig for det
forblindede Israels folk. De evnede ikke at genkende sin forjættede
Messias i "Davids rodskud", den lidende Herrens tjener,
bestemt til at sone folkets synd, men ville kun se Ham som den
herlige og mægtige fuldkommen af Davidsriget. Bundne af en udvortes
lov overholdelse fattedes der folkets åndelige ledere visdom til at
forstå syndens radikale onde og derfor til at forstå soningens
nødvendighed som forudsætningen for den kommende herlighed. De
forstod ikke, at kun som alles tjener i korsdøden kunne Messias –
i kampen mod "denne verdensfyrste" – vinde sig lovens ret
til Sin genkomst i herlighed og blive alles Herre. Her er vi ved den
inderste hemmelighed i Israels folkets tragedie. Men her er vi også
ved det, som er kristen-folkets forblindelse, når talen er om den
fulde virkeliggørelse af Gudsriget, ikke blot inde i Åndens
usynlige og evige virkelighed, men også i den Gudskabte og derfor
Gud velbehagelige synlige legemlighedens verden. Kun i forståelsen
af denne i Gudsrigets dobbelte hemmelighed bliver det muligt for
Israel-folket og den kristne menighed uforbeholdent at række
hinanden broder-hånd i Jesu Kristi navn. Den dag det sker, går vi
ind i et helt nyt afsnit af Gudsrigets årtusindlange historie. Den
dag, Jesus som "den strålende morgenstjerne" indvier denne
nye tid i Sin genkomst, skal "Davids rodskud" (Lammet)
åbenbares for alle som "Davids ætling" (Løven), der skal
tage Hans trone i besiddelse for evigt som konge over Jakobs hus,
Åb.22,16. Jf. Luk.1,32-33.
Medens
evangelie forkyndelsen så at sige står i Abrahams, de troende
faders tegn (fra og med Apostlenes gerninger nævnes det omtrent 50
gange), finder vi ikke dette navn et eneste sted i Åbenbaringsbogen.
Den står i Davids, i den store konges tegn. Jesu selvbetegnelse som
den, der har nøglen til Davids hus Aå.3,7, falder ganske i tråd
hermed.
Det
tredie punkt, som i denne sammenhæng fortjener særlig omtale,
samler sig om begivenhederne ifm. den sidste, sen syvende basun, som
skildres i kapitlerne 10-13. De indledes med synet af den vældige
engel, der med løftet højre hånd og sværgende ved Gud, den
Almægtige forkynder , at "Fristen er omme"; ja, i de dage,
da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i
basun, er Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet, således som Han
har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere, profeterne".
Dette symboliseres nærmere ved en lille åbnet Bogrulle, som englen
har i sin hånd, og som Johannes får påbud om at nedsvælge,
hvorefter han skal blive istand til påny at profetere om "mange
folk og folkeslag og tungemål og konger" Åb. 10. 5-11. Uden
her at kunne gå i detaljer tør flg. vistnok fastslås som
nogenlunde uimodsigeligt.;
Medens
Åbenbaringsbogen er sendt til og i første række handler om de syv
menigheder, altså den kristne kirke i evangeliet tidsalder Åb.1,11
flg., 22,16., åbner der sig her et verdenshistorisk perspektiv, og
det således, at det, vi med den 7. Basun og dermed åbenbarelsen af
dyret med de syv hoveder og de ti horn Åb.13,1; 17,7 flg., står
overfor, er det sidste afsnit af Israels lidelseshistorie, som Daniel
har profeteret om: Dan.7,7 flg., og som er særlig karakteriseret ved
fremmedes herredømme over Israels land og dets hovedstad, medens
folket selv er spredt ud over jorden Da.9,24 flg. Luk.21,23-24.;
Åb.11,2. Da det fremdeles i Daniels Bogen hedder, at den skal være
lukket og forseglet indtil "endens tid" 12,4.9., og i
Åbenbaringsbogen 10,16, at nu er "fristen omme" . . og
Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet, ligger det mere end nær at
slutte, at den lille bogrulle i englens hånd, der udtrykkeligt
betegnes som åbnet (man mærker modsætningen til bogrullen i
kap.5,1) netop er Daniels bog, og at begivenhederne under denne basun
derfor på en særlig måde tager sigte på Israels folk midt i den
folkeverden, som dette Guds udvalgte folk er bestem til i det
genoprettede Davids-riget at herske over i kraft af Guds hellige
vilje. Så forstår vi også uden vanskelighed sammenhængen, ja
enheden i Skriftens trefoldige vidnesbyrd om den aldeles enestående
trængselstid, der er knyttet til og går umiddelbart forud for
Kristi åbenbarelse til Gudsrigets synlige oprettelse i Israel her på
jorden Dan.12,1.; Mat. 24,21; Åb. 16, 18. Så forstår vi også
talen om den vældige Mikaels kamp både i Dan.12,1., og i Åb.12,7.,
og så fryder vi os med en uudsigelig og forherliget glæde, når vi
i Åb. 15,1-4. Læser om det store vidunderlige tegn i himmelen;
noget ligesom et glashav, isprængt med ild, og skaren af dem, der er
gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns
tal. Og de sang Moses`, Guds, tjeners og Lammets sang og priste Gud
som folkenes konge, for hvis åsyn alle folk skal komme og tilbede.
Da får den i sig selv så dunkle tale om Tusindårsriget indhold og
mening. Det er jo simpelthen det genoprettede Israels rige Ap. Gr.
1,6. 3,20-21. 15,16-17.
Ordet
og Israel, Juni 1955. Kontorchef Sivertsen
"INDTIL"
Herrens
fortrolige samfund er med dem, der frygter Ham, og Hans pagt skal
blive dem kundgjort, men Mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres
veje ikke Mine, siger Herren, for så højt som himmelen er over
jorden, er Mine tanker højere end jeres tanker og Mine veje højere
end jeres, og vi kunne vidst også sige: anderledes end jeres.
Det
lidt mærkelige ord, der er valgt til overskrift over det, der skal
sige nu, nemlig ordet indtil, har allerede lydt i blandt os, nemlig
det ord fra Romerbrevet, som blev læst højt; men jeg gentager nu
den første del af dette ord, fra brevets 11 kap., hvor Paulus siger,
at "jeg vil ikke brødre, at i skal være uvidende om den
hemmelighed, for at i ikke skal være kloge i egne tanker". Og
så kommer det, hemmeligheden er altså denne, "at der er kommet
forhærdelse over en del af Israel – indtil, hedningerne
fuldtalligt er gået ind, og så skal hele Israel frelses, som der
står skrevet". Paulus vil ikke, at vi skal være uvidende om
denne hemmelighed. Derfor indtager vi en ret stilling, når vi prøver
på at blive klar over, hvad det er, han siger her. Kort udtrykt er
det det, han vil sige os, at der er et ganske bestemt forhold
tilstede, en ganske bestemt forskel, men også en ganske bestemt
sammenhæng mellem det, vi kalder kirken, og det, vi kalder Israel,
eller det, vi kalder den kristne menighed og så Israels folk. Og han
føjer til, at når han ikke vil, at vi skal være uvidende om denne
"hemmelighed", altså noget, der er skjult for den
naturlige menneskeforstand, så er det for, at vi ikke skal være
kloge i vore egne tanker.
Hvem
er det, han siger det til ? Han siger det til menigheden i Rom. Rom
var, som vi ved, på den tid verdens hovedstad; og dette at
grundlægge en kristen menighed i selve hedenskabets centrum og
hovedstad, det var sandelig en begivenhed af rang. Nu skriver han til
denne menighed af hedensk rod: "Pas nu på ! I må ikke glemme
Israel, i må ikke tro, at om jer i verdenshovedstaden og menigheden,
som er grundlagt der, drejer alt sig i Guds rige." "Pas
på", siger han, "at i ikke bliver kloge i jeres egne
tanker"". Og jeg skulle tro, at han havde grund til at sige
det samme til os i dag, ikke bare her, men ud over hele vort land, ja
i virkeligheden ud over hele verden, ud over hele den kristne kirke,
det lader sig nemlig ikke nægte, at den kristne kirke gang på gang
har glemt denne formaning og netop er blevet klog i sine egne tanker,
så at den har ment, at vi, den kristne kirke, eller den kristne
menighed, er udtryk for hele Guds rige, og det, at Gud får sin vilje
med os, er udtryk for hele hans frelsesplan. Det er desværre mere
end almindeligt iblandt os, at Israel bliver glemt som er afgørende
led i Guds frelsesplan med hele menneskeslægten. Altså, det vi skal
huske, det er, at forhærdelsen delvis er kommet over Israels folk –
delvis og kun for en tid, nemlig indtil et fuldt må af hedningerne
er gået ind i Guds rige, så skal hele Israel frelses. Sagen er den,
at Paulus i Romerbrevet i disse kapitler fra 9-11. gør en ganske
bestemt forskel. Først taler han om Israels "rest" eller
"levning", som går ind i Guds rige sammen med dem. Guds
riget tilhører Israel. Forjættelserne er deres, og vi går ind i
Guds rige, idet vi tager forjættelserne i arv sammen med Israels
"rest", Israels "levning", de få, der tog mod
Kristus og sluttede sig til Ham. Alle Hans apostle var dog
Israelitter, og den første menighed havde et afgjort præg af, at de
var gået ind fra Israel. Sammen med disse få af hedningerod går vi
ind i det rige, der ikke er af denne verden, så at vi sammen med dem
får vort borgerskab i himlene, hvorfra vi forventer som Frelser den
Herren Jesus Kristus. Sammen med dem regner vi ikke men synlige ting,
heller ikke med det synlige Israels rige, men vi regner med de
usynlige ting, fordi de er evige, men de synlige hører tiden og
jorden til. Men, siger Paulus, vær nu ikke kloge i jeres egne
tanker, som om Gud skulle have glemt tiden og skulle have glemt
jorden, for der kommer en dag, og vi beder jo om den hver gang vi
beder Fadervor, at Hans rige må komme, så hans vilje sker, ikke
blot i himmelen, men også her på jorden. Må jeg spørge, om Guds
vilje stort set sker på jorden i dag ? Alle som en må vi svare nej.
Den sker hist og her. Den sker der, hvor et menneske overgiver sig
til Gud og gerne vil tjene Ham og Hans vilje. Men stort set, i
folkene, og også i Israels folk, sker Guds vilje ikke i dag. Men den
skal ske, thi ellers bad vi en tom bøn. Uden dette er det også en
tom bøn at bede, at det skal komme en dag, da hvert knæ skal bøje
sig for Ham, og hver tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre
til Guds ære. Der skal komme en dag, da Ånden skal udgydes over alt
kød, fra den mindste til den største. Ja, der skal komme en dag, da
den ene ikke skal lære den anden og sige: Kend Herren, for de skal
alle være oplært af Herren. Tænk hvilken dag !
Det
er med Guds rige og dets ting, med Guds tanker og med Guds veje
sådan, at vi må selv vinde ikke bare kundskab om dette – for
kundskab opblæser – men vinde et sådant kendskab dertil, at vi
kommer Gud selv nærmere derigennem, og det er det, det drejer sig
om. Det er sådan med denne sag, at vi kan sige, at den beror både
på et indblik og på et overblik, og det er overblikket, som
mennesker så let glemmer, og derfor bliver de slugt af dagen og
vejen. Derfor bliver det så svært for mennesker altid at vente
vor Herre Jesu tilkommelse, sådan som vi er kaldet til.
Lad
mig bruge et ganske jævnt billede fra dagliglivet. Nu så vi her ude
på gaden, at den ene vogn kom kørende bag efter den anden for at
være med til stævnet. En del kommer langvejs fra, og så er det
godt, at man har vogn at sætte sig i. Men hvad hjælper det at sætte
sig i en vogn, hvis man ikke kender vejen og kan læse vejskiltene,
hvis man kører første gang. Så kan man køre længe rundt, før
man når målet. Se, indblik i Guds rige, det er frelsens vogn, som
er bestemt for os alle, men overblikket, det er vejen, vi skal køre
for at nå det mål, som Gud har sat foran os. Hvad er nu det for et
mål, Gud har sat for den kristne menighed ? Det vil vi tale lidt
sammen om først, og så skal i se, hvordan der i vor Bibel gang på
gang, netop i denne sammenhæng, bruges ordet indtil, og det vil
sige, at vi stadigvæk, ikke blot skal sidde i frelsens vogn, men vi
skal kende vejen, og vi skal kende målet, som vi efter Guds plan
stile hen imod. Vi kender alle ordet fra filipenser brevet, hvor
Paulus i sin fortrøstning til denne menighed taler om dette, at Gud,
som har begyndt en god gerning i dem, vil fuldføre den hvornår? Han
vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Det er målet. Og vi bliver
ikke "færdige" før. Ve os venner, om vi skulle tro, at vi
kunne blive fuldt færdige, før Kristus kommer. Det er netop det,
der skal holde os vågne undervejs, at vi stadig sukker under, at vi
ikke er færdige, at Guds gerning ikke er fuldkomment med os, og at
den ikke bliver fuldkomment førend Jesu Kristi dag. Hvad er det, der
mangler os ? Ja, man vil naturligvis sige, at der mangler os
helliggørelse. Jo vidst! Det gør der. Men der er navnlig en ting ,
som mangler os, venner ! Og som ikke kan komme i orden, før Kristus
vender tilbage. Det er disse dødelige legemer, disse forkrænkelige
legemer. Og Gud er ikke tilfreds, før vi kan møde Jesus Kristus
frelst med vor Ånd, Sjæl og vort Legeme. Hvad plads har legemet i
vor Gudsdyrkelse ? Ja, det er et spørgsmål, vi skal svare Gud på.
Men når legemet er Helligåndens tempel, så kan vi da være ganske
klar over, at det bliver det ikke ved med at være dette
forkrænkelige, dette dødelige legeme. Helligånden må underlægge
sig alle vore legemer. Dette sker under kamp og under mange suk, og
under mange fald for os alle uden undtagelse, thi der er ingen, der
til fulde behersker sit legeme, så alt hvad han siger, tænker og
gør, er i fuld overensstemmelse med Guds vilje. Ingen af os når
dette. Nej, apostlen kunne være bekendt at sige, at han kæmpede med
dette legeme for at holde det nede. Han kan være bekendt at sige, at
vi sukker besværede i dette legeme, fordi vi længes efter dets
forløsning. Deri bør vi ligne ham, venner ! Og så bør vi forstå
at vor frelse bliver først gennemført den dag, de døde i Kristus
oprejses forkrænkelige, og vi forvandles i et nu, i et øjeblik og
sammen med dem tages bort for at møde Herren i luften og altid være
sammen med Ham. Dette er et stort og afgørende indtil, i vor
personlige frelse. Men der er et andet indtil, vi også må huske.
Paulus taler om, at vi skal opbygges i Kristus – indtil vi alle når
igennem til Kristi fyldes mål af vækst.
Ikke
bare den enkelte. Tænk på, hvilken splittelse der er i Guds
menighed. Tænk på, hvor det er svært for Guds folk at finde sammen
og virkelig finde hinanden. Holder vi møder i Luthersk
Missionsforenings missionshuse, er der mange, der betænker sig på
at komme. Holder vi møde i Indre Missions hus, er der mange, der
betænker sig på at komme. Holder vi møder i Kirken, er der mange,
der bliver borte, og holder vi møde i Pinseforsamlingen, er der en
mængde, der ikke kommer der. Eller tænk på den vældige
skilsmisse, der er mellem den katolske og de andre kirker. Denne
skilsmisse skal høre op på den dag, Han kommer for at samle de
adspredte Guds børn. Det må vi ikke glemme, og under alle vore mere
eller mindre vellykkede forsøg på at finde hinanden, må vi ikke
tabe modet over splittelsen blandt Guds børn, men holde os dette for
øje, at når han kommer i et nu, i et øjeblik, da skal det hele
samles. De døde i Kristus skal oprejses forkrænkelige og vi
levende, som bliver tilbage, vi skal sammen med dem møde Herren, og
så skal vi altid være sammen med Ham. Vær tålmodige – indtil
Han kommer, hvordan skal vi bevare tålmodigheden ? Paulus har sagt
det så klart med et tredie "indtil". Han siger, vi
forkynder Kristi død – indtil Han kommer. Her er det, vi skal
samles om. Her er det, der kan forene os. Det er Jesu Kristi død.
For dersom en er død for alle, siger Skriften, så er de alle døde.
Sådan skal vi alle se på hinanden, og sådan skal vi agte på
hinanden, og så må vi give hinanden frihed med hensyn til de
mangfoldige forskellige meninger og de mange forskellige måder, på
hvilke Gudsriget virkeliggøres i denne tid, i disse ringe tings
dage. Vi forkynder hans død, og det bliver vi ved med – indtil Han
kommer. Hvad forkynder vi da ? Hans liv ! Nu forkynder vi Hans
fornedrelse, men da forkynder vi hans ophøjelse. Da er dette den
lidende Messias, vi forkynder, men da er det den herskende Messias.
Da er det Kongerne konge og Herrernes Herre, som skal tage magten,
ikke blot i Himmelen, men også på jorden. Tænk hvilket mål ! Og
tænk hvilken trøst, når vi tænker på de adspredte Guds børn.
Det kan give os frimodighed til i det små at øve os i at se på
andre troende som dem, der med os har del i Kristi død. For een er
død for alle, så er de alle døde ! Og jeg havde nær sagt, skønt
det måske er dristigt: Blæse være med de mange meninger !
Kundskaben skal afskaffes. Det har vi apostlens ord for. Ja,
profetisk tale skal ophøre. Da skal den store forskel, der nu er i
forkyndelsen i disse ringe dage forsvinde. Men lad os holde fast ved
centrum: Ham, der er korsfæstet og død for os alle. Jesus Kristus
Guds Søns blod er en forsoning for vor synd, men ikke alene for vor,
men for hele verdens. Hvor dette dog hjælper, når vi beder for et
menneske, og når vi tænker på anderledes troende, at til syvende
og sidst, eller inderst inde, er alle troende eet. Vi ser det ikke
nu: men vi regner med de usynlige ting fremfor de synlige, thi de
usynlige er evige, og de synlige er timelige. Vi må ikke binde os
til timeligheden og ikke binde os til jorden. Den skare, som engang
skal stå på Zions bjerg og synge den nye sang med Lammets navn og
med Gud Faders navn på deres pande, er løskøbt fra jorden og
menneskerne. Her er vor helliggørelse, venner ! Det er ikke, hvad vi
gør eller lader være med at gøre, som det dybest set kommer an på.
Vi er tit så småtskårne i vores tanker om helliggørelse. Nej,
helliggørelse, det er at tilhøre ham, og så skal Han nok få sin
vilje med os indtil Jesu Kristi dag.
Men
nu står der altså her, at forhærdelsen delvis er kommet over
Israel – indtil hedningerne i fuldt tal er gået ind i Guds rige.
Hvad er dette for noget ? Hjælper den øvrige Skrift til at forstå,
hvad Paulus siger os her ? Det kan ikke nytte noget, at udvikle
mennesketanker i denne sag. Guds ord skal forstås igennem Guds ord.
Skriften skal tolke Skriften. Så er vi på tryg rund, og vi har
Herren Jesu Ord, et afskeds Ord, der handler om denne sag på en
ganske afgørende måde. Da han talte med Israels folk om Sin
tilkommelse og tidsalderens afslutning og alle de ulykker og
trængsler, som skulle komme over jorden, siger Han. Det er
evangelisten Lukas, der har fortalt os det i 21. Kapitel, vers 23-25:
"Jerusalem skal nedtrædes af hedningerne, indtil hedningerne
tider er til ende". Dette må vi have med, dersom vi skal forstå
Romerbrevet 11. Kapitel. Dette at hedningerne i fuldt tal går ind i
Guds rige, sker i en ganske bestemt periode af Gudsrigets historie.
Vi må "kende vejen, og vi må læse vejskiltene", og vi må
kende "milepælene" og "kilometerstenene"
undervejs for at være klar over, hvor nær vi er målet. Jerusalem
skal nedtrædes af hedningerne, men kun indtil hedningerne tider er
til ende. Det er jo det samme som Paulus i Romerbrevet udtrykker med,
at hedningerne i fuldt tal er gået ind i Guds rige. Vi ved så noget
om, hvad der menes med dette, at hedningerne i fuldt tal er gået ind
i Guds rige. Ved vi så noget om, hvad der menes med dette, at
hedningerne i fuldt tal er gået ind ? En ting står i alt fald fast,
at det ikke er alle hedningerne, for så ville der ikke stå
hedningernes "fylde". Det er et entals ord, der bruges i
grundteksten. Et "fuldt mål" af hedningerne skal gå ind,
og så skal hele Israel frelses.
Der
er endnu et ord i Skriften, som på forunderlig måde hjælper os til
at få overblik, og det er jo dette, vi er ude efter i denne stund:
overblikket over Guds frelsesplan til Hans riges virkeliggørelse. Vi
finder det i Ap. Gr. i det 15. Kapitel. Det er det første
"kirkemøde", som blev afholdt her på jorden. Sådan som
man nu holder store kirkemøder, ja verdenskirkemøder, ud over
jorden. Det holdtes i selve Jerusalem, og der er for resten en ting
der, som godt kan være os til lidt trøst, når vi tænker på, hvor
svært det er med disse kirkemøder. Sagen var den, at dette møde
skyldtes i grunden en begyndende splittelse i menigheden – af, det
begyndte tidligt ! de kunne ikke blive enige om hvordan det forholdt
sig med de hedningekristnes forhold til Moseloven og dens
overholdelse. Og ganske særlig m.h.t. det, der var et hovedpunkt for
jøderne, nemlig at det lille barn skulle omskæres. Da de blev enige
om, at de måtte komme sammen og tale om det. Og så samledes de i
Jerusalem for at blive klar over, hvordan det forholdt sig med dette,
at Riget tilhørte Israel , men nu var hedningerne begyndt at gå ind
i dette Rige. Det havde både Peter og Paulus oplevet på sin ganske
afgørende måde. Paulus havde sammen med Barnabas oplevet det i
Antiokia, da jøderne, efter først at have hørt ham, vendte sig i
vrede imod dem og stødte dem ud og ikke ville høre evangeliet. Så
siger han et alvorligt ord: "Fordi i ikke agter jer selv værdige
til det evige liv, hvortil i er kaldede, så går vi nu til
hedningerne."Og så rystede de støvet af deres fødder til et
vidnesbyrd mod Israel, fordi de forkastede Kristus. Peter havde haft
en mærkelig oplevelse i Joppe, da han fik synet af dugen, der
sænkedes ned fra himmelen med urene dyr, og det lød til ham den ene
gang efter den anden: "Stå op og spis!" Peter protesterede
på det kraftigste: "Skulle jeg, en jødisk mand, ikke overholde
Moseloven: skulle jeg spise noget der er urent." Da lyder
stemmen til ham: "Hvad Gud har renset, må du ikke holde for
urent." Så har vi fortællingen om, Kornelius` dåb, den første
hedningedåb, der fandt sted i et hjem, hvor hele huset kom til
troen. Disse erfaringer, at hedningerne er gået ind i Gudsriget,
havde bragt forvirring i den jødekristne menighed. Efter nu at have
drøftet denne sag, berettes det, at Gud først drog omsorg for "ud
af hedningerne at tage et folk for Sit navn, og dermed stemmer
Skriften overens", siger han. Og det er altid Skriften, vi skal
søge tilbage til. Skriften stemmer overens hermed, for det hedder
nemlig hos profeten, at "derefter vil Jeg vende tilbage og
opbygge Davids faldne hytte, og rejse det, der er tilbage af den, for
at de øvrige af menneskerne og alle hedningerne, over hvilket Mit
navn er nævnt, skal søge Mig, siger Herren", og så føjer han
højtideligt til: "Gud kender fra evighed af alle Sine
gerninger". For at vi skal forstå Guds gerninger, må vi vide,
at Gud kender dem alle fra evighed af. Dersom vi nøjes med det lille
stykket id, vi lever her på jorden, går det ikke at få overblik.
Så får vi ikke himmelen hvælvet over os, så får vi ikke udsigt
til øst og til vest. Så forstår vi ikke, at vor Gud er stor og
Hans rige langt større, end det kan rummes i vort lille køretøj.
Her er det sagt os, at Gud opretter Sit Rige her på jorden i 3 hold.
Det første er dette, at Gud ud af hedninger tager et folk for sit
navn; det er os. Det er os, Han tager ud een for een. Ja stundom sker
der jo lykkeligvis vækkelse, så mange går ind i Guds Rige, for
vore øjne samtidig; men i forhold til den store masse til de
myldrende millioner ud over jorden, ja man tæller jo jordens
befolkning i milliarder nu, da er det sandelig et udvalg, da er det
sandelig få, og da er det de ringe tings dage, vi oplever i Guds
Rige. Det er det, som i Romerbrevet kaldes "hedningenes fylde",
hedningerne i et "fuldt" mål, som kun Gud kender. Dette
kaldes et andet sted i Skriften for "Jesu legeme", det
dybeste og mærkeligste udtryk for, hvad Gud vil nå i hedningenes
tider. Vi skal – sammen med – "Israels rest" – være
Kristi mangfoldigheds legeme i Hans tilkommelse. Det , det drejer sig
om nu, er at Gud vil føre ikke een Søn, men mange sønner til
herlighed. Vil du være med her ?
Hvilket
rejsefølge og hvilken herlighed ! Han udtager sig et folk for Sit
navn. Hvad er Hans navn ? Det er knyttet til Israel og til Jesus
Kristus. Det er det, Gud har for nu i hedningerne tider, at få
udtaget dette folk, og når Skriften taler om. At vi skal forvente,
ja fremskynde Jesu Kristi dag, så er dette dels knyttet til, at
hedningerne i fuldt mål kan komme til at gå ind i Guds Rige, og
dels at vi, den enkelte, kan blive beredt, så at Gud kan få sin
vilje med os. Når det stundom siges, at dette at tale atter og atter
om Kristi genkomst svækker vort arbejde for Guds rige, sandelig, ,
da passer det ikke. Tværtimod, det vækker, og det ægger. Om vi dog
kunne være med til, at hedningerne fuldtalligt går ind i Guds Rige
! – for så kommer Jesus og ikke før. . På hans legeme må der
ikke være plet eller rynke. Dette Jesu Kristi legeme skal som sådant
være fuldkomment, og det vil sige, at når Gud nu udtager sig et
folk, da får hver enkelt sin bestemte tjeneste og dermed sin
bestemte plads i legemet. Vi skal ikke alle være øjne, vi skal ikke
alle være ører, og vi skal ikke alle være hænder og fødder. Der
er forskel på tjenester, og vi må give hinanden en margin her. Vi
må være forstående overfor hinanden. Der kræves forskellige
tjenester, for at legemet kan blive opbygget med alle dets lemmer og
med alle dets organer. Kristi legemes hemmelighed er stor, og den
oplader sig kun for den, der vil kende Guds tanker igennem Guds Ord.
For hvor gør vi os dog korte og selvkloge tanker i denne sag. Og
hvor er vi dog utilbøjelige til at måle hinanden med den samme
målestok, hvormed vi selv måles. Nej, det må Gud gøre.
Vi
har en ting at gøre i denne sag; det er at agte hinanden højere end
os selv. Dersom fødderne ikke kunne gå, . så var det jo forgæves,
om øjet kunne se målet. Hvad skulle fødderne være til, dersom
hænderne ikke var til, dersom hænderne ikke var der og kunne
arbejde ? Jo, billedet af legemet skal hjælpe os til i ydmyghed at
agte hinanden højere end en selv, og bede for hinanden, at vi må nå
igennem de helliges fuldkomne beredelse. Når dette sker, og Kristi
Legeme er opbygget, når det ene hvedekorn, der blev lagt i jorden,
har båret alle de hvedekorn det skulle bære, så skæres det af, og
så kommer høsten, men det er kun førstegrøden der høstes. Det er
ikke hele høsten. Kristus var førstegrøden, men dernæst de, der
tilhører Ham i Hans tilkommelse. Det er os venner ! Det er det der
skal ske i hedningernes tider. Men hvad så når de er sluttet, og vi
tages bort fra jorden ? Så vender Herren tilbage for at genoprette
Davids faldne hytte og for at oprejse resterne af den og opmuntre den
som i fordums tid. Da er det forbi med forhærdelsen over Israel som
helhed, som folk.
Må
jeg spørge: Hvad oplever vi i vore dage ? Jesus har sagt at
Jerusalem skal nedtrædes af hedningerne – indtil hedningerne tider
er til ende. Hvordan vi nu ser på det, der sker derude i det
mærkelige land, så er det aldeles givet, at Jerusalems nedtrædeles
af hedninger er begyndt at høre op. Den gamle stad, den hellige
stad, er endnu ikke i Israels hånd, hører endnu ikke til Israels
rige. Hele det land, som Gud har lovet dem, at de skulle få tilbage,
det har de endnu ikke fået tilbage. Ja, det stykke, de har, står
der endda strid, ja krig om, og araberne venter kun på den "næste
runde", som man siger, for at få Israel udryddet og drevet i
Havet.
Jo,
vældige magter rejser sig imod Israels rigets genoprettelse her på
jorden. Hvad skal vi gøre her ? Profeten siger: "Jeg sætter
vægtere på Jerusalems mure,. Hverken dag eller nat skal disse
vægtere tie. I må ikke give Gud ro, og i må ikke give jer selv ro,
førend Han grundlægger Jerusalem og gør det til pris på jorden"
– ingen ro altså, indtil Han får fuldført dette ! Sandelig,
dette er et betydningsfuldt indtil. Her drejer det sig ikke bare om
menighedens fuldkomelse. Det drejer sig om Israels sluttelige frelse
som helhed, knyttet til det gamle Israels land. Gud tilskynder os i
dag til på en særlig måde at bede for Israel ! Det er arbejdet for
Israel, der samler os herovre. Det er det arbejde, som lægger krudt
under os. Vi har ikke ro, vi må ud og fortælle det om Israel. Vi må
sige til kirken: I må ikke være kloge i jeres egne tanker, I må
være klar over, at vor tid bliver afsluttet; og at den bliver
afsluttet i et nu, i et øjeblik, står der. Da kommer Israels tid.
Derfor skal vi være med til at rydde sten af vejen for Israel på
dets tilbagevenden til Israels land og til Israels Gud. På den dag,
siger profeten, da skal Herren være een, og hans navn være eet, og
Herren skal være konge over hele jorden.
Når
der tales om de økumeniske bestræbelser i vore dage for at få
samlet de kristne til Gudsrigets virkeliggørelse, så glemmes det,
at dette kan ikke ske, førend Israel er beredt til at blive eet med
os i Kristus Jesus. Og det er en sørgelig kendsgerning, lad mig
nævne på dette sted, for vi kan ikke skjule noget for hinanden, at
da de var samlede derovre i Amerika til den store verdenskonference i
Evanston og udsendte et budskab om "Kristus, som verdens Håb",
da udelod de al tale om Israel – ikke et ord herom. Kirken var
Israel; alle forjættelserne var gået over til os, og det om Israel
turde man ikke røre ved, for det betød jo, at man blandede sig i
politik her på jorden. De arabiske kristne derimod stod op og
protesterede imod, at Israel skulle nævnes, skønt talen var om det
kristne håb. Mine tanker er ikke jeres, og jeres veje er ikke Mine
veje siger Herren. Men lykkeligvis var der dog en kreds af mænd, som
vel gik med til det budskab, der udsendtes om Kristus, verdens håb,
men som måtte have luft for deres tanker om Israel, fordi de ikke
kunne komme udenom, hvad apostelen har sagt, at når hedningerne
fuldtalligt er gået ind i Guds rige, skal hele Israel frelses. Ak,
det er en sandhed, som det er svært at få ørenlyd for. Hvorfor er
det i grunden så svært ? Jo, det har en ganske bestemt grund, og
det skal jeg slutte med at nævne. Det drejer sig om, at denne
verdens fyrste bliver stødt fra tronen den dag. Kristus bliver
konge. Så kan vi da forstå, at han bruger alle til rådighed
stående midler for at skjule denne sandhed. Der kommer en dag, da
han skal bindes og kastes i afgrunden, da der skal lukkes og
forsegles over ham, så han ikke mere kan forføre folkeslagene.
"Folkeslagene" står der – det vil jo sige, at det til
Israels folk knyttede Gudsrige skal blive en virkelighed; det er det,
han vil skjule. Han må slippe den ene sjæl efter den anden, og han
kan ikke hindre, at den ene efter den anden går ind i Gudsriget; men
Israel holder han fast på. Han ved, at Efraim bliver den førstefødte
blandt folkene, og han ved, at den dag, Davids faldne hytte rejses,
sker der dette, at de øvrige af menneskerne og alle hedningerne skal
komme til at høre Guds Ord og bøje sig for Ham. Vi har ikke kamp
mod kød og blod. Det gælder vort personlige liv; det gælder
splittelserne indenfor kirken; det gælder lyset over disse ting. Vi
har ikke kamp, når det kommer til stykket, imod kød og blod, men
mod ondskabens åndemagter i det himmelske. Derfor må vi iføre os
Guds fulde rustning, men der er kun et sted, hvor vi finder den, og
det er i Guds Ordet . Derfor kalder vi vor bevægelse Ordet og
Israel. det er ikke tilstrækkeligt, om vi har Ordet, men ikke Israel
med, og det nytter ikke, at vi kæmper for Israel, hvis vi ikke
kæmper på Ordets grund. Men står vi fast her, skal Guds fortrolige
samfund blive os til del, og så skal Hans pagt blive os kundgjort.
Hvad er det for en pagt ? Det er Abraham. Fra den ældgamle tid har
Gud sagt det, for Gud kender jo fra evighed af alle Sine gerninger;
så skulle Han vel nok kunne kende dem 2000 år, før Kristus blev
født: "Dig vil Jeg velsigne", og vi velsignes sammen med
ham. Han kaldes jo de troende fader.. "Dig vil Jeg velsigne, og
Jeg vil gøre dig til et stort folk – det er Israel – og i dig
til sidst velsignes alle jordens slægter." Jo,, der er
sammenhæng i Guds tanker, og der er orden i Guds veje, men de ligger
over vore tanker og over vore veje, Gud hjælpe os, kære venner !
til at ydmyge os under Skriften, til alle bliver fortrolige med Guds
Ord i denne sag, så skal vi få Hans fortrolighed. Så skal vi
opleve, at Gud bliver stor. Ja, "Halleluja, vor Gud er stor, og
himlen svarer amen".
Ordet
og Israel – Juli-august 1955 Eyvind Sivertsen :
"Vil Gud i kommende dage tale til
mennesker ”på en ny måde"
Hos
Gud er der ikke forandring eller skiftende skygge, og om Jesus, i
hvem Guds Ord har taget menneskelig skikkelse, hedder det, at han er
den samme i går og i dag og til evig tid. Kan Gud da tale til os på
mere end en måde ? Kan Gud omskifte Sin røst ? Det er det
spørgsmål, vi skal besvare ud fra Den hellige Skrift, altså ud fra
det ord, som er vor eneste direkte kilde til direkte kundskab om Gud,
både hans væsen og hans tanker og hans forholde til og tanker med
mennesker.
Det
er en kendt sag, at N.T, anskuer Jesus under to forskellige billeder
som løven og lammet . Det første billede er udtryk for , at
midtpunktet i kristendommen i dag har været korset, på hvilken
Kristus som Lammet det slagtede har båret verdens synd og een gang
for alle omfattende alle mennesker, ja hele Guds skabning. Nu er det
jo en kendt sag, at denne tale om korset og den derpå flg.
opstandelse og himmelfart for den kristne hviler på historiske
begivenheder, men ikke dermed udgør beviser i den forstand op Guds
kærlighed og magt, at alle er nødt til at bøje sig for dem. Disse
begivenheder for først Åndelig værdi, når de ikke blot er
begivenheder , men Åndelige kendsgerninger, der for den troende
fører til overbevisning, altså det som ligger udenfor og højere
end det rationalistiske bevis.
I
det tidsafsnit af Gudsrigets historie, som vi nu lever i, er der
altså ikke tale om nogen som helst tvingende magt fra Guds side
overfor os mennesker. Når det i Skriften hedder, at Gud giver den
ydmyge nåde, vil det jo sige, at kun den, der frivilligt bøjer sig
for vidnesbyrdet om Kristus, kan komme til at opleve Guds nåde og
dermed kristentroens og frelsens virkelighed.
Nu
er forholdet jo dette, at netop på grund af denne menneskeligt frie
stilling er det muligt for mennesket at ignorere Gud Ord, ja at
forkaste Skriften som blot og bart menneskeværk. Indenfor den gamle
kristenhed er frafaldet fra den overleverede tro da også en
kendsgerning der fylder os med uro og bange anelser, ja ligefrem med
frygt for Gudsriget og dermed menneskeslægtens fremtid her på
jorden.
Under
disse omstændigheder er det klart, at for den kristne, for ham hvem
Skriften er urokkelig og Gudsriget uomgængeligt, må det spørgsmål
rejse sig. Om der kan komme en tid, hvor Gud vil tale til mennesker
på en ny måde. Kommer modstanden imod Gud fra denne verdens fyrste,
Satan kan spørgsmålet også stilles således, om det bliver Gud
eller Satan, der får det sidste ord i slægtens historie her på
jorden ? Nu er Kristus bundet til korset, altså udadtil magtesløs,
medens det om Satan hedder, at han har magt over denne verdens riger,
at hans modstand mod Guds rige fuldt bevidst er organiseret, og at
han går omkring som en brølende løve, søgende hvem han kan
opsluge. Imidlertid ved vi også fra Skriften, at der skal komme en
tid, hvor Satan skal "bindes", og hvor hvert knæ skal bøje
sig for Kristus, og hver tunge til Guds ære skal bekende Ham som
Herre. Hvorledes skal dette forstås ? Hvorledes skal det gå til, at
Gud således tager magten fra Satan, at det som alt sagt bliver ham,
der får det sidste ord ?
Nu
er det, der bliver tale om at forstå billedet af Jesus som løven.
Er det overhovedet muligt at anskue Satan og Jesus under samme
billede ? Det foreløbige svar herpå må være, at løven ikke blot
er det rovbegærlige vilddyr, men at den også er dyrenes konge. Men
billedtale i denne sag strækker naturligvis ikke til, selv om vi jo
nok kan sige, at dobbeltheden i billedet er forklarlig udefra, at det
jo netop er Djævelens magt over denne verdens riger, som Jesus må
fratage ham og overtage, for at Gudsrige skal komme på en sådan
måde, at Guds vilje virkelig sker ikke blot på Åndelig måde i
himmelen, men også faktisk og håndgribeligt på jorden.
Lad
os til at begynde med citer nogle Skriftord. Først fra G.T.: I Es.
42,12-15 hedder det "Herren giver de ære, forkynder hans pris
på fjerne strande. Herren drager ud som en helt, Han vækker som en
stridsmand sin kamplyst, Han udstøder krigsskrig, Han brøler, æsker
sine fjender til strid. En evighed lang har jeg tiet, været tavs og
lagt bånd på Mig Selv; nu skriger Jeg som en kvinde i barnsnød,
stønner og snapper efter luft." Fremdeles Es. 63, 1-6.: "Hvem
kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra Bozra, Han i det
bølgende klædebon, stolt i Sin vældige kraft ? "Det er Mig,
som taler i retfærd, vældig til Frelse !"Hvorfor er dit
klædebon rødt, dine klæder som en persetræder ? "Jeg trådte
vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig; Jeg trådte dem i
min vrede, trampede dem i Min harme, da sprøjtede deres blod på
Mine klæder, jeg tilsølede hele Min klædning. Thi til hævnens dag
stod Min hu, mit genløsnings år var kommet. Jeg spejdede, men ingen
hjalp til; jeg studsede, men ingen stod Mig bi. Da kom min arm mig
til hjælp, og Min harme den stod Mig bi; Jeg søndertrådte
folkeslag i vrede, i harme knuste jeg dem, deres blod lod Jeg strømme
til jorden."
Hertil
kan rationalistisk Bibelkritik sagtens sige, at det er
Gammeltestamentlig hævntale, afpasset efter datidens ufuldkomne,
menneskelig Gudsbegreb. Men vi lader os aldeles ikke imponere her af;
den selv samme profet skildre jo i Es. 53 samtidig Messias i en helt
enden skikkelse. Man kan selvfølgelig ikke godtage denne skildring
og afvise den anden.
Og
hvad står der skrevet i N.T. ? Vel handler denne bogs forkyndelse
efter Jesu himmelfart om den ""tavse Gud", der ikke
taler direkte til mennesker, men almindeligvis kun middelbart gennem
Evangeliets sandhed; og dog er det ikke til at komme uden om den
kommende og direkte og derfor uundgåelige doms forkyndelse, der jo
lyder allerede fra Jesu læber, og det skønt Han siger, at Han ikke
er kommet for at dømme, men for at frelse verden: En dag skal de
ord, Han har talt, dømme verden ! Jeg tænker i denne forbindelse
særlig på Herrens egne ord i den Åbenbaringsbog der bærer hans
navn, nemlig "Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at
vise sine tjenere, hvad der skal ske snart" I forbindelse med
den syvende basun, altså den sidste basun hører vi : Åb.11,16. Om,
hvorledes de ældste, der sidder for Guds Åsyn på deres troner,
kaster sig ned på deres ansigter og tilbeder Gud og siger: "Vi
takker dig herre, almægtige gud, Du som er og som var, fordi Du har
overtaget Din store magt og tiltrådt Dit kongedømme" I kap.
19,6 hører vi det samme, men nu som et kor af en stor skare og som
en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener:
"Halleluja! Thi Herren vor Gud den Almægtige hat tiltrådt Sit
kongedømme". Da Johannes derefter ser himmelen åben og Kristus
ridende frem på den hvide hest, fulgt af de himmelske hærskarer,
hedder det om Ham, at Han kaldes "Troværdig og sanddru",
og Han dømmer og kæmper med retfærdighed". Fremdeles hører
vi, at der "af hans mund udgik et skarpt sværd, for at Han med
det skulle slå folkeslagene, og han skal vogte dem med et jernspir,
og han skal træde persekarret fyldt med Den Almægtige Guds vrede og
harmes vin".
Det
tør nok siges at vi her og i de ovenfor citerede ord fra G.T. står
overfor en ny åbenbaring af Gud og en ny måde, på hvilken Gud vil
tale til mennesker. Denne nye måde må blive følgen af et helt ny
regimente fra Guds side, karakteriseret derved, at hans ord ikke mere
lader sig modsige, som tilfældet er nu, hvor "kristenheden"
i stadig stigende grad vender sin kritik imod, ja foragter og
forkaster hans tale.
Naturligvis
er Gud og Kristus som alt sagt uforandrede i væsen: men at herske
som en løve med et jernspir kan umuligt gå for sig på samme måde,
som hvor talen er om Lammet, der – bundet og bastet – blev ført
til slagtebænken, fordi det rige ikke var af denne verden og ikke
lod sig oprette med magt og styrke, men kun ad Åndelig vej. Sagen
kan vidst kortest udtrykkes på denne måde, at Gud og dermed hans
rige bliver synligt her på jorden i Kristi genkomst, er det en
selvfølge, som det hedder i Landstads salme: "Som lynets fart,
Han kommer snart; da skal Hans pris på andet vis de Guds basuner
tale".
Det
står for mig som utvivlsomt, at det nye, der her bliver tale om,
hænger sammen med genoprettelsen af Israelsriget i synlig herlighed,
den tid på hvilken profeten Es.2,2 forjætter, at "fra Zion
udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord. Da dømmer Han folk
imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag". Det er
øjensynligt noget af det samme, Paulus tænker på når han Rom.
11,26 taler om Israel folkets kommende frelse ! Men det må betyde,
at det nu vil blive talt på en sådan baggrund af faktiske
begivenheder, at det ikke længere kan modsiges. Gud går påny ind i
historien, men nu således, at han taler direkte og umiddelbart
igennem historiens begivenheder her på jorden, hvor "riget er
med solekår til syne og til stede i evighedens gyldenår med ret og
fred og glæde". Eller lad os citere Vilh. Birkedal:
Da
skal til sidst på Golgata Højalteret stå på jorden Og trindt om
skal halleluja Fortrænge dommens torden Da skal din himmel blå Som
tempelhvælving stå Og Du skal lyse fred Din fred og salighed Fra
altret over jorden
Nu
er der ikke længere tale om at "gå udenfor lejren og bære
Hans forsmædelse"; ej heller bliver der tale om at prise den
salig, som ikke har set og dog troet. Når "Herrens kundskab
dækker jorden som vandet havets bund", da er det forbi med det
nu foragtede forkyderembede Når den ene ikke mere skal undervise den
anden, men alle skal være oplært af Gud selv, fordi nu først
udgydes til fulde Hans Ånd over alt kød, da er det klart, at vi
kommer til at stå overfor en helt ny måde, på hvilken Guds Ord vil
blive forkyndt.
Gennem
vældige domshandlinger, gennem Guds direkte indgriben i historiens
gang skal vi nå frem til denne herlige tid. Hvad vil det ikke
betyde, når den vågne kristne menighed tages bort fra jorden i et
nu i et øjeblik
Ved
den sidste basun ? Hvor betagende bliver det ikke, når Herren samler
Sit adspredte folk fra alle jordens egne, og Davidriget genoprettelse
bliver beviset for Bibelordets sandhed, for Guds magt til gennem
kampe og alle lidelser, gennem alle tilsyneladende nederlag at føre
Sit rige til fuldkommen og endegyldig sejr !
Set
på denne baggrund bliver det så småt, ja så ligegyldigt, hvad
selvklog menneskelig tænkning har at sige om vor velsignede Gudgivne
Bibelbog, hvad en rationalistisk teologisk "videnskab"
tillader sig at stemple som uhistorisk eller at udskille som
værdiløst. Da er Gudsordet ikke længere i menneskers vold, så de
kan skalte og valte med det efter behag. Da er sagen vendt om. Ja,
thi da taler Gud på en helt ny og uimodståelig måde.
Vi
trænger til storsind på Gudsrigets fremtid, om frimodigheden og
arbejdsglæden skal holdes oppe i disse "de ringe tings dage".
Guds røst fra døbefont og nadverbord har intet som helst
sensationelt ved sig; den lader sig kun altfor let overhøre. Og at
"den lille hjord" er arving til et kommende herlighedsrige,
skal der ikke megen skepsis til for at finde urimeligt. Men hvor
sandt er det ikke, at "Uden syner forvildes et folk" Ords.
29,18. Og hvor påkrævet er det ikke også for en slægt at lytte
til profetiens Ord: "gå nu hen og skriv det på en tavle i
deres påsyn og optegn det i en bog, at det i kommende tider kan stå
som vidnesbyrd evindelig. Thi det er et stivsindet folk, og
svigefulde børn, børn, der ikke vil høre Herrens lov, som siger
til seerne: "Se ingen syner!" Til fremsynede: "Skuer
os ikke det rette!" Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig
bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels
Hellige!" Es. 30,8-11.Men lad det være sagt endnu engang: Kun i
Bibelbogens evighedsord har vi Gudgivne syner. Menneskesyner er
blændværk. For en menneskealder siden taltes der betagende fra
U.S.A. om "Verdens evangelisation i dette slægtled". I dag
lyder det på sin vis lige så betagende – også fra U.S.A.: Verden
genskabes gennem moralsk oprustning" Nu som den gang gælder
det, at "hastværk er lastværk" Es. 30, 15-16. Med syner
fra Gud har det sig ganske anderledes: "Skriv synet op og rist
det ind i tavler, at det kan læses let; thi synet står ved magt,
træffer inde i tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi
så på det, thi det kommer; det udebliver ikke." Hab. 2.2-3.
Ordet og Israel, Oktober 1955 Et brev og et
svar Kære Eyvind Sivertsen.
Da
jeg gennem deres bøger skønner, at de har arbejdet meget med de
sidste tider, tør jeg på manges vegne bede dem forklare, hvad
Herrens mening, efter deres syn, er med ordet i Mat. 24, 14; "dette
evangelium om Riget skal forkyndes over hele jorderige til et
vidnesbyrd for alle folkeslag, og da skal enden komme." Hvad
betyder "enden" egentlig ? Er det nærværende
tidshusholdning afslutning, eller verdens ende ?
Her
i Norge har missionær P.A. Bredvej i sin bog "Smerten i Jesu
genkomst" gået stærkt til felt mod det syn, som de hævder i
deres bøger. Vi vil derfor være dem meget taknemlig, om de vil
kort gøre rede for deres syn på disse vigtige spørgsmål. Vi er
mange her i Norge, som sammen med mig, er levende interesseret i at
få disse spørgsmål klarlagt af en grundig Bibel-læser som dem.
Jeg vil derfor bede dem svare på ovenstående spørgsmål i en kort,
klar og populært skrevet artikel i Ordet og Israel, jo før jo
hellere.
Til:
Johannes Daasvad.
Det
er – desværre – sjældent, at man af et menneske med et så
fordomsfrit og sandhedskærligt sind, kræves til regnskab for det
håb om Kristi genkomst, der har fået en ganske afgørende plads i
ens kristen liv og i ens syn på den i Bibelen åbenbarede
frelsesplan, der ligger til grund for den fulde virkeliggørelse af
Gudsriget her på jorden. Sekretær Daasvad skal derfor have tak for
ovenstående henvendelse. Ihukommende apostlenes formaning skal jeg
søge at "forsvare mig" med tilbørlig sagtmodighed og
frygt. Jeg skal tillige bestræbe mig for at gøre det så kort som
muligt, selv med fare for at lade ikke uvæsentlige sider uomtalt.
Rent
indledningsvis må jeg dog bemærke, at missionær Bredvej i sin bog
kæmper med en så ensidig nidkærhed for evangeliets (herlige)
gerning, at han gang på gang – synes det mig – overser, at efter
Guds bestemmelse er der nu engang mange forskellige tjenester i Hans
rige, derfor også mange forskelligartede kald, der alle er
nødvendige til den fuldt harmoniske opbygning af den menighed, som
er Kristi evige herligheds-legeme. For oversigtens skyld samler jeg,
hvad jeg har at sige under flg. punkter:
- Ethvert Guds Ord, "der står skrevet", forstås kun til fulde, når det sammenholdes med et andet Guds ord: "der står også skrevet".
- Jesus har udtrykkelig sagt, at det var Helligånden forbeholdt at vejlede menighed til hele sandheden , Derunder at forkynde "det, der kommer", altså det, der vedrører "de sidste ting". Joh. 16, 13.
3.
Paulus lærer 1.Kor.15,20 -,at indhøstningen i Guds Riget sker "hver
i sit hold", og at "enden" med Kristi kongerige
først kommer når de er indhøstet, som tilhører Ham i Hans
tilkommelse.
4.
Lad læren om Tusindårsriget ( når den ikke ses ifm. forjættelserne
i G.T. om et kommende herlighedsrige i Israel) være nok så dunkel –
et står dog urokkeligt fast, at forud for dette rige går en "en
første opstandelse" (Enhver tydning, der går uden om dette, må
altså forkastes).- hvortil der er ikke knyttet nogen domshandling af
samme art som ved alle de andre dødes opstandelse efter
tusindårsriget. denne opstandelse må nødvendigvis være identisk
med den opstandelse af "de døde i Kristus", som sker
samtidig med menighedens bortrykkelse til himmelen som afslutning på
den nærværende kirketid.
"Forkrænkelighed
arver ikke u-forkrænkelighed. Se jeg siger jer en hemmelighed: Vi
skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et
øjeblik, når den sidste basun skal lyde, og de døde skal opstå
u-forkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige
må iføre sig u-forkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig
udødelighed. 1.Kor.15,50-53. "vi vil ikke brødre, at i skal
være uvidende om dem, der sover hen, for at i ikke skal sørge
ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at
Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de
hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et Ord
fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme,
skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal
stige ned fra Himmelen og der skal lyde en befaling, en overengels
røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå,
derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med
dem i SKYERNE for at møde herren i luften, og så skal vi altid være
sammen med Herren". 1.Tess. 4, 13-17.det er denne "udopstandelse
ud af døde" (ordret oversat), som Paulus i Fil. 3,11 (om jeg
dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde) ser hen til som
fuldendelsen af vor frelse, jf. "Jeg er overbevist om, at Han,
som har begyndt Sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu
Kristi dag." Fil. 1, 6.
- Der næst vil di nævne det betydningsfulde sted i Ap. Gr. 15, 13-18 "Da de var holdt op med at tale, tog Jakob til orde og sagde: "Brødre hør på mig ! Simon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedningerne at vinde sig et navn. Hermed stemmer også Profeternes ord overens., således som der står skrevet: "derefter vil Jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen, for at også de øvrige af menneskene skal søge herren, alle hedninger, over hvilket Mit navn er nævnt, siger Herren, der skal gøre dette, som er kendt af ham fra evigheden af."
Herom
udtaler dr. Scofield i sin kendte "Reference Bible" flg.:
"Med hensyn til Guds frelsesplan (dispensationally) er dette det
vigtigste syn i Nytestamente, det oplyser om det Guddommelige formål
for den nuværende tidsalder og for den kommende." Jakobs ord må
vel herefter forstås således, at den nærværende "kirkens"
tidsalder (mærk ordet først)
drejer det sig ikke om en almindelig frelse til alle hedninger, men
om udtagelse ud af disse (ekklesia udkaldt forsamling), svarer til:
- at det i "den nuværende tid", kun er et "udvalg", en "rest" af Israel, der frelses. (Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af nådes-udvælgelse. Men er det af nåde, så er det altså ikke mere af gerninger, ellers bliver nåden jo ikke mere nåde. Hvorledes forholder det sig da ? Det Israel søger, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det; de øvrige derimod blev forhærdede. Rom. 11,5-7.
- den ovenfor omtalte "udopstandelse ud af døde"
- og udgydelsen "af" Min Ånd over alt kød Ap. Gr. 2,17. Med andre ord er det, det her drejer sig om, en indhøstning af den førstegrøde, der omtales mange steder i Nytestamente som entydig med menigheden i den nærværende tid: "En menighed af førstegrøde, som er indskrevet i Himmelen" Hebr.12,23. "En førstegrøde af Hans skabninger" Jakob 1, 18. "En førstegrøde for Gud og Lammet" Åb. 14. 4.
DEREFTER kommer den af Paulus omtalte "endens"
tid (jf. ovenfor hovedpunkt 3, hvor Kristus skal være konge – på
en anden måde end nu ! – Da er den særlige udvalgte tid forbi, i
hvilke hedningerne et kun af Gud kendt
"fuldt tal" er indgået i Guds rige, og "hele Israel "
Rom. 11,26 skal frelses. Da først
opfyldes forjættelsen fra før Jesu
fødsel, at "Gud Herren skal give
Ham Davids, Hans faders trone. Og han skal være konge over Jakobs
hus til evig tid" Luk.1, 32-33.Da
først (jf., ordet "FOR AT")
kommer den tid, da Helligånden skal udgydes over" alt kød"
Joel 3, 1. Da alle hedningerne skal
søge Gud.
Mangfoldige
steder i G.T. tales der om denne tid. Vi nævner Es. 40,5: "åbenbares
skal Herrens herlighed, alt kød til hove skal se den; Thi Herrens
mund har talet". Og es.45,22 ff. "Vend dig til Mig og bliv
frelst, du vide jord; thi Gud er jeg--- " Jeg svor ved Mig selv,
fra Min mund kom sandhed, Mit Ord vender ikke tilbage: Hvert knæ
skal bøje sig for Mig, hver tunge sværge Mig til." Fra Israel
udgår herligheden: Det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses
bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over
højene, og talrige folkeslag skal vandre: Kom, lad os drage til
Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; Han skal lære os Sine veje, så
vi kan gå på Hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra
Jerusalem Herrens Ord." Es. 2,1-3. Ja, dette bliver den store
missionstid
! Det strider mod al sund tænkning, ja det grænser til uredelighed,
at omtyde sådanne klare Profetord til at gælde frelseshistoriens
første afsnit (udvælgelsens kirketid) i stedet for, som de selv
siger, "de sidste dage" (Tusindårsriget).
- På baggrund af alt det foregående læser vi nu hos Mat. 24,13. Om, at "dette Riges evangelium skal forkyndes på hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og så skal enden komme". I betragtning af, at Jesu ord har særlig tilknytning til Israels folk og dets fremtid og særlig til den rette Messias-forventning vers 5 og 11., forekommer det naturligt at sidestille talen om evangelisk forkyndelse "til et vidnesbyrd" for alle folkene med det ejendommelige udtryk i Ap. Gr. 15,17. Om alle hedninger, "over hvilket Mit navn er nævnet", et ord der jo uimodsigeligt sigter til forkyndelsen i den nuværende "udvælgelsens" missionstid. Og så kommer Jesu Ord om "enden" lige så naturligt til at svare til Pauluses ord om "enden" i 1.Kor.15,24. ,jf. punkt 3.
- Missionær Bredvej skrappe bekæmpelse af det her hævdede syn på forskelligartede perioder i missionshistorien kan ikke forsvares ud fra en frygt for, at det skal lamme missions-iveren. Vel kan det lamme et missionssyn, der regner med massevirkning i form af folkeomvendelser. Et nøgternt kvalitetsbestemt, i dybden gående missionsarbejde er der altid og alle vegne hårdt brug for. Og hvilken hjælp til bevarelse af frimodigheden giver det ikke for den missionær, der ærligt og ydmygt ser i øjnene den just nu foreliggende situation på missionsmarken, der så tydeligt peger frem mod afslutningen af missionsarbejdet i dets hidtil udøvede skikkelse og vidner højlydt om en talmæssig stigende vækst af hedenskabet i forhold til væksten af kristne hedninger.
Og
det er vel dog egentlig så ligetil – hvis man da fastholder troen
på Guds udvælgelse af Israel folket som sådant – at
(folketiden) i Guds rige - til forskel for (kirketiden)- ikke kan
komme ,FØR DETTE "det første blandt folkene" Jer. 31, 7
og 9. Frelses netop som folk "hele Israel" jf. Rom.11,26.
At dette bliver som "liv ud af døde" for verden, svarer da
også ganske til, at "alle hedninger" engang skal søge
Herren, og det netop når Israel kommer til at stå "som et
banner for folkeslagene" Es.11,10. 49,22. 62,10