Paulus brug af G.T i sin undervisning. O.E. Inderg

                        Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, Tingvoll den 16/12. 6004 e. Adam.

PAULUS`BRUG AF TANACH (G.T.) I SIN UNDERVISNING.

I Paulus`13 breve er der 99 direkte henvisninger til Tanach. Disse kan ofte begynde med sætningen: ”Det er skrevet.” I Romerbrevet, de 2 brevet til Korinterne og i Galaterbrevet er der 92 henvisninger til Tanach, medens det i de 7 fangenskabsbreve bare er 7 henvisninger. I de to breve til Tessalonikerne er der ingen henvisninger. Det er der heller ikke i brevene til Filipperne og Kolossenserne. (Se Robert C.Brocks hefte: How and Why Paul used the Old Testament.)

Hebræerbrevet er ikke medtaget her, da dette brev, som mest trolig er skrevet af Paulus, ikke beskriver den almindelige paulinske lære, men derimod beskriver den MESSIANSKE LÆRE. Hovedhensigten med Hebræerbrevet er tre forhold:

1. At vise den messianske forsamling betydningen af Jesu forsoning.
2. At vise jøderne at den nye pagt i Jesu blod var en meget bedre pagt end Mose Torah.
3. At vise den messianske forsamling at nådetiden for jøderne snart var slut, og at Mose Torah snart ville bortfalde af sig selv. ”idet han (Gud) siger en ny (pagt), har han dømt den gamle (Mose Torah) til at være gammel, men det som er gammelt og forældes, er NÆR VED AT BLIVE BORTE.” Hebr.8,13.

Der er flg. grunde til at Paulus brugte Tanach i sin undervisning i sine breve:

1. Han anerkendet Tanach som inspireret fuldt ud af Den Hellige Ånd: 2.Tim. 3,16-17.
2. Indholdet i Tanach skulle være til forbilleder, advarsler og formaning til os. Når jøderne i gammel tid forbrød sig mod Guds love og ordninger, så blev de straffet for det. Således er det også med de mennesker som lever i dag: 1.Kor. 10,6 & 11.
3. I og med at Paulus henviste til Tanach, så gav det hans skrifter en unik autoritet blandt jøderne. De kunne kontrollere om det som Paulus skrev, var i overenstemmelse med det som stod i Tanach. Dette blev f.eks. gjort af de troende jøder som boede i Berøa: Ap.Gr. 17,11.

Der er forskel på det ”at være i overenstemmelse med” og det ”at være lig med”. Hele Paulus`undervisning var i overenstemmelse med det som stod i Tanach, men det var ikke lig med det som stod i Tanach.

Paulus brugte mange illustrationer fra Tanach. Dette betyder at de skal illustrere, pege på eller til og med forstærke en åndelig sandhed.

Ofte når Paulus sitere Tanach, så sitere han bare det som var i overenstemmelse med hans nye lære.

I og med at store dele af Paulus`hans lære hørte med til HEMMELIGHEDERNE, så kan man ikke finde disse i Tanach. Vi forstår at det må være således. Den menneskelige logik tilsiger også dette. ”At tolke Skriften” betyder at man har et varmt og brændende hjerte for Bibelens indhold, og at man bruger den menneskelige logik i overenstemmelse med det som står skrevet.

4. Paulus, som også var klar over at vi må dele frelseshistorien op i frelsesperioder, brugte eksempler fra Tanach, for at vise de store forskelle, som der var imellem lovens og nådens tidsperiode. Det som f.eks. står i 1.Tim. 4,4-5, kunne ikke have stået i Tanach, hvor der blev skilt mellem rene og urene dyr.
5. Paulus brugte også eksempler fra Tanach, for han viste at mange frelsesprinsipperne var FÆLLES i de forskellige tidsperioder. Det som står i Romerne 13,10 er et eksempel på det
6. Dersuden var Tanach Paulus` Bibel. Han måtte derfor referere til den når han ville have frem en åndelig sandhed. Han byggede op sin lære omkring 4 forhold og det var.

1. Det som stod i Tanach.
2. Jesu forsoning.
3. Den Hellige Ånds komme.
4. De paulinske hemmeligheder.

Vi skal i det flg. gennemgå 19 Bibel-henvisninger fra Romerbrevet, for at vise hvordan Paulus brugte Tanach i sin undervisning. Ved Den Hellige Ånds hjælp blev de tilpasset til den nye sitruation og den nye lære. Den Hellige Ånd udtog det af Skrifterne i Tanach som Han mente kunne blive brugt på en rigtig måde i Paulus` hans undervisning.

Når Bibel-vers bliver brugt på denne måde, så bliver det kaldt for en parafrasering af Skriften. Det er bare Den Hellige Ånd som kan gøre dette på den rigtige måde.

1.)”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet, for det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror, både for jøde først og så for græker, for i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro, som det er skrevet: Den retfærdige, VED TRO skal han leve.” Rom.1,16-17.

I vers 17 siterer Paulus fra Habakkuk 2,4, hvor der står: ”Se opblæst og uærlig er hans sjæl i ham (dette går på kaldæeren), men den retfærdige skal leve ved SIN TRO.”

Når vi analyserer disse to udsagn, ser vi at der er flg. forskel på dem:

1. Paulus medtog ikke alt det som stod i Hab. 2,4, når han brugte det i Rom. 1,7.
2. Paulus forandrede ordene ”SIN TRO” til ”VED TRO”. Dette bliver det samme. Under lovens tidsperiode skulle jøderne leve ved sin tro. Den som holdt budene i Mose Torah, skulle både blive frelst og få et godt liv. Dette går på vandringen som messianske jøder.

I den paulinske undervisning er hele Mose Torah lagt ud som et (enhetlig) trosmæssig system. Den mosaiske Lov er ophævet som både indirekte frelsesprinsip og i vandringen for den troende. Troen har ikke noget med Torahen at gøre. ”men Loven har ikke noget med troen at gøre, men den som gør det, skal leve ved det (eller ”i det”). Gal. 3,12.

I begrebet ”ved sin tro” ligger der noget HELT NYT end i begrebet ”ved tro”. I det første begreb ligger implisit både ens personlige tro og det forhold at en måtte holde Mose Torah, for at blive frelst (bevaret som troende).

I det andet begreb så ligger bare det generelle princip om at den som tror, den skal blive frelst. I den paulinske lære er frelsen ikke længere gjort afhængig af opfyldelsen af Mose Torah, men det er udelukkende troen som både frelser, og som bevarer et menneske.

2.) Ved din hårhed og dit ubodfærdige hjerte ophober du dig vrede på vredens dag, den dag da Guds retfærdige dom skal åbenbares. Han som skal betale enhver efter hans gerninger.” Rom. 2,5-6.

Her siterer Paulus fra flere steder i Tanach, og han forandrer igen ting på hovedindholdet i disse tekster, for det som han skrev i Romerne 1 og 2, angår ikke den kristne menighed, men derimod hedningerne og jøderne. Det er gerningerne som skal prøves, når Gud engang i fremtiden skal dømme jøderne, som var under Mose Torah, og hedningerne som var udenom Loven. De skal dømmes på grundlag af deres gerninger. Disse er da udtryk for deres tro er mangel på tro, for det er bare troen som frelser. Dette er et princip som går igen i hele Bibelen.

Hvad som gælder den kristne menighed, skal den ikke dømmes på grundlag af sine gerninger, men på grundlag af sin tro. Når vi skal begynde at forstå at Paulus baserede sin undervisning på TROEN ALENE – BÅDE SOM FRELSEGRUNDLAG og I VANDRINGEN SOM TROENDE.

3.) ”For blev Abraham retfærdiggjort af gerninger, da har han noget at rose sig af, men det har han ikke for Gud, for hvad siger Skriften: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, men den som har gerninger tilregnes lønnen ikke af nåde, men som skyldighed.” Rom. 4,2-4.

Her siterer Paulus fra 1.Mos. 15,5-6, hvor der står: ”Og han (Gud) første ham udenfor og sagde: Se, op til himmelen og tæl (fortæl om) stjernerne, om du kan tælle dem. Og han sagde til ham: Således skal din æt blive. Og Abraham troede på Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.”

I dette tilfælde tog Paulus også trosprincippet ud af Abrahams åndelige fundament og brugte dette princip om den kristne menighed, men vi ved at Abrahams tro også havde andre aspekter end bare det at tro. Vi skal i det flg. beskrive dette:

1. Han troende på det som Gud havde lovet ham om hans æt.
2. I tillæg til dette så måtte han også ofre. ”Da sagde han til ham: Hent mig en tre års gammel kvie og en treårsgammel vædder og en turteldue og en dueunge (5 er nådens tal). Så hentede hanm alt det til ham og skar dyrene midt over og lagde det ene stykke af hvert dyr ret imod det andet, men fuglene skar han ikke over.” 1.Mos. 15,9-10.
3. Han måtte forpligtige sig på omskærelsen som også er at betragte som en gerning.”dette er den pagt mellem mig og jer og din æt efter dig som i skal holde: Alt mandskøn hos jer skal omskæres.” 1.Mos. 17,10.

Det bliver hævdet at Abrahem levede i en fri nådesperiode, men det er ikke rigtigt. Dert blev stillet KRAV til ham i vandringen som troende medens han levede som en hedning og medens han levede som en jøde. Dette viser at Abraham ikke levede i den frie nådesperiode, og når Paulus behandlede Abrahams tro, så tog han ud selve frelseprincippet i Abrahams tro og brugte det på den kristne menighed.

Det modsatte af nåde er gerninger. Dersom et menneske har helt fuldkomne gerninger, da bliver han frelst ved dem, og Gud bliver skyldig til at give ham frelsen på grund af hans perfekte gerninger, men således er det ikke.

(Jakob siterer også fra 1.Mos, 15.5-6 i sit brev (Jakob 2,21-24.), men han brugte ikke dette sitat på samme måde som Paulus gjorde. Jakob brugte det i en jødisk sammenhæng der hvor gerningerne eller efterfølgelse af Mose Torah var en nødvendighed for at blive bevaret som en kristen. Jakob vidste godt at det ikke var gerningerne som frelste et menneske, men han vidste også at der blev krævet gode gerninger i vandringen som troende. Dette er udtryk for betinget nåde.

I den vanlige forkyndelse bliver apostlenes forkyndelse blandet med Paulus hans forkyndelse.dette viser at de aller fleste teologer og forkyndere ikke har forstået, at Paulus forkyndte et delvis andet budskab end apostlene. Det er vigtigt at fordele Skriften på en ret måde. 2.Tim. 2,14.

4.) ”Således priser også David det menneske salig som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger. Salige er de hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult.” Rom. 4,6-7.

Dette er siteret fra Salme 32,1-2. Som vi allerede ved, så levede David under Torahens tidsperiode, men han vidste også at Torahen ikke kunne frelse noget menneske. Det han tænkte på når han skrev dette, var at det bare er Guds retfærdighed som kan frelse et menneske og ikke mennesket egen retfærdighed.

Paulus brugte dette citat på samme måde som han ofte brugte at gøre det, når han citerede Tanach. Han udtog det som passede til den nye tidsperiode, som vi kalder for den frie nådetid. Han udtog af Davids Skrifter det forhold at det bare er troen, som kan frelse et menneske.

5.) ”hvad skal vi da sige ? Er Loven synd ? Langt derfra ! Men jeg kendte ikke synden uden ved Loven, for begærligheden kendte jeg ikke dersom Loven ikke havde sagt: Du skal ikke begære. Men synden tog anledning (benyttede sig af) af Loven og virkede alle slags begærligheder i mig, for uden Lov er synden død (den sover).” Rom. 7,7-8.

Paulus siterede her en del af det 10. Bud. 2.Mos. 20,17. Dette betyder ikke at vi skal leve under Loven for at kende synden, eller at loven er aktuel for os i dag. Paulus brugte her det 10. Bud på en GENNEREL MÅDE. Al lov som er kommet fra Gud, vil komme til at vække synden.

Det er ikke Guds love, som har været i verden altid, som er problemet, men det er synden som er problemet, for lovene vækker synden og gør den levende.

6.) ”som skrevet er: Se, jeg lægger i Sion en snublesten og en anstødsklippe. Den som tror på ham, skal ikke blive til skamme .” Rom. 9,33.

Paulus siterede her fra Esajas 8,14 og 28,16.

I Rommerbrevet 9-11 behandlede Paulus på en spesiel måde jødernes frelse i fortid (kap.9), i nutid (kap.10), og i fremtid (kap.11) . Hedningerne er også nævnt i disse kapitler, men de angår først og fremmest jøderne.

Romerbrevet 9,33 giver udtryk for en sandhed som har været til alle tider, at den som tror på Jesus, han skal blive frelst.

Paulus trækker her ud trosaspektet ved jødedommen og brugte det som en gennerel sandhed, medens gerningsaspektet ved jødedommen behandlede han ikke her.

7.) ”For Kristus er Lovens ende (afslutning), til retfærdighed for hver den som tror. For Moses skriver om retfærdigheden af Loven: Det menneske som gør disse ting, skal leve ved dem.” Rom. 10,4-5.

Paulus siterer her fra 3.Mos. 18,5, hvor der står: ”Og i skal holde mine love og minde bud, for det menneske som gør efter dem, skal leve ved dem, for jeg er Herren.”

I den kristne menighed tidsperiode er jødernes Lov ophævet for hver den som tror. Dette gælder både for jøder og hedninger. Men Mose Torah blev ophævet på korset af Jesus. Dette gælder både som frelsegrundlag og i vandringen som troende. Ef. 2,14 og Kol. 2,15.

Paulus sammenligner her to typer retfærdighed. Det var den retfærdighed som jøderne fik ved Loven, og det er den retfærdighed som de kristne har. Når jøderne opfyldte Guds bud, skulle de få et godt liv i landet Israel. Dette gjalt fortsat de jøder som hørte med til den messianske forsamling.De var fortsat forpligtiget på overholdelsen af Loven i vandringen som troende.

Hvad som gælder den kristne menighed derimod, så gælder dette ikke længere. Vi er løst fra jødernes lov også i vandringen som troende.

Det er tragisk at kistenfolket ikke ser og forstår dette, at vi er FULDKOMENT LØST fra både Mose undervisning og Jesu første undervisning, som gjalt Riget for Israel og de messianske jøder.

8.) ”men retfærdigheden af tro siger således: Sig ikke i dit hjerte: Hvem skal fare op til himmelen – det vil sige: for at hente Kristus ned ? Eller: hvem skal fare ned i afgrunden – det vil sige: Fo at hente Kristus op fra de døde ? Men hvad siger den ? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte. Det troens ord det som vi forkynder.” Rom. 10,6-8.

Paulus siterer her fra 5.Mos. 30,11-14, hvor der står: ”For dette bud som jeg giver dig i dag, er ikke for højt for dig, og det er ikke langt borte (de hørte det). Det er ikke oppe i himmelen, så du måtte sige: Hvem vil fare op til himmelen for os og hente det ned til os og lade os høre det, så vi KAN GØRE EFTER DET. Det er heller ikke på den anden side af havet, så du måtte sige: Hvem vil far over havet for os og hente det til os og lade os høre det, så vi kan gøre efter det ? men Ordet er dig meget nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan gøre efter det.”

I dette tilfælde forandrede Paulus på 4 ting i forhold til den siterede tekst og det er:

1. Han forandrede ordet ”havet” til ”dødsriget”.
2. Han drejede fokuset Mose Torah til over på Kristus. Det var Han som var i centrum.
3. I stdet for at henvise til Mose Torah så henviste Paulus til ”troens ord”. Det er det Ord som frelser os i dag, og ikke overholdelse af Mose Torah.
4. Vi skal ikke længere opfylde Loven for at blive frelst, men vi skal tro Guds ord.. Det er nok at tro Guds Ord og bekende det, for at blive frelst (v.9-10.) Der er nogen som har problemer med at en SKAL BEKENDE for at blive frelst. De mener at dette er udtryk for gerninger, men det er ikke . Det er en naturlig konsekvens af at man er frelst, og at man ønsker at bekende Jesu navn.

Når en bekender Jesu navn, bliver en også meget stærkere som kristen.

Dersom man undgår at bekende Jesu navn, efter at man er blevet frelst, står en i fare for at miste frelsen. Desuden har en kristens frimodighed stor løn.

”For hver den som påkalder Herrens navn, skal blive frelst.” Rom. 10,13.

Paulus siterer her Joel 3,5, hvor der står: ”Og det skal ske: Hver den som påkalder Herrens navn, skal blive frelst, for på Sions bjerg og i Jerusalem skal der være en flok af undslupne (af jøderne), således som Herren har sagt, oig blandt de undslupne, skal de være som Herren kalde."

Dette udsagn beskriver ”Herrens dag”, og det angår de jøder som bliver frelst

Paulus tager dette Skrift-ord ud af sin historiske sammenhæng i det han ikke bruger ordene ”Sion” og ”Jerusalem”, men han brugte det i en gennerel betydning om at alle som søger Jesu navn, de skal blive frelst.

Således er det i dag, men således var det ikke på den tid Joel skrev sin bog. På den tid var frelsen forbeholdt jøderne og de af hedningerne som sluttede sig til jøderne. Således skal det også blive i fremtiden – efter den kristne menigheds bortrykkelse. (Vi har her ikke medtaget de frelsesmuligheder som de hedninger har, som hverken har hørt om jødernes Torah eller evangeliet om forsoningen. De har også deres muligheder for at blive frelst. Det er GUDS HEMMELIGE OMRÅDE gennem frelseshistorien. Det er det som er skjult, og som bare Gud kender til. Se Rom. 2,6-16.

9.) ”Og hvorledes kan de forkynde uden at de bliver udsendt ? som skrevet er: Hvor fager er deres fødder som forkynder fred, som bærer godt budskab ?” Rom.10,15.

Paulus citere her fra bl.a. Esajas 52,7, hvor der står: ”Hvor fagre er PÅ BJERGENE deres fødder som kommer med glædesbud, som forkynder fred, som bærer godt budskab, som forkynder frelse, som siger til Sion: Din Gud er blevet konge.”

Den historiske baggrund for dette Skrift-sted er jødernes befrielse fra Babylon, men det strækker sig ind i 1000 års-riget, for det er først da at Jesus skal blive konge.

Paulus gjorde flg. forandringer på det oprindelige Skrift-sted:

1. Han brugte ikke ordet ”bjergene”, for det sigter til Israel og 1000 års-riget. Han brugte heller ikke ordet ”Sion”.
2. Han forandrede også det budskab som blev forkyndt i.f.m. jødenes befrielse fra Babylon, til at gælde det nådens budskab som han forkyndte.

”Men ikke alle var lydige mod evangeliet: For Esajas siger: Herre ! Hvem troede vel det budskab han hørte af os ?” Rom. 10,16.

Paulus siterer her fra Esajas 53,1, hvor der står: Hvem troede det budskab som vi hørte ? Og for hvem blev Herrens arm (Jesus) åbenbaret ?”

Paulus brugte dette udsagn på en gennerel måde. Det er få i enhver tidsalder som hører på det evangelium som bliver forkyndt. I Rommerbrevet 10,17 får vi også at høre at troen kommer af forkyndelse (eller hørelsen). Dette er også et gennerelt prinsip og gælder alle tidsperioder.

Paulus citerer heller ikke udtrykket ”Herrens arm”, for det går først og fremmest på Guds styrke. Den skal åbenbares først på et senere tidspunkt i.f.m. Jesu genkomst.

”Gud har ikke forkastet sit folk, som han forud kendte. Eller ved i ikke hvad Skriften siger på det sted om Elias, hvorledes han træder frem for Gud mod Israel: Herre ! Dine profeter dræbte de, dine altre rev de ned, og jeg blev alene tilbage, og de står mig efter livet. Men hvad siger Guds svar til ham ? Jeg har levnet mig 7000 mand som ikke har bøjet knæ for Baal.” Rom. 11,2-4.

Paulus citerer her fra 1. Kong. 19,10 og 18, hvor der står: ”Han svarede: Jeg har været nidkær for Herren, hærskarernes Gud, for Israels børn har forladt din pagt, dine altre har de nedrevet, dine profeter har de dræbt med sværdet. Jeg er alene tilbage, og de står mig efter livet.” (v.10.)

”men jeg vil lade 7000 blive tilbage i Israel, alle som ikke har bøjet knæ for Baal, og alle som ikke har kysset ham med sin mund.” (v.18.)

På samme måde som ikke alle jøderne forkastede Gud på Elias hans tid, således var det også på Paulus hans tid. Der er endda mange tusinde som hørte med til den messianske fosamling. Se, Ap Gr.21,20.

Paulus talte ikke om de jøder som hørte med til den kristne forsamling, men han talte om de jøder som hørte med til den messianske forsamling. Nådetiden for jøderne var ikke slut før ca. år 60.

”Og David siger: Lad deres bord blive til snare og til fælde og til anstød og til gengældelse for dem ! Lad deres øjne blive formørkede, så de ikke ser. Og bøj (ALTID) deres ryg.” Rom. 11,9-10.

Paulus citerer her fra Salme 69,23-24, hvor der står: Lad deres bord blive en snare for deres åsyn og til snare for dem når de er trygge ! Lad deres øjne formørkes, så de ikke ser, og lad deres hænder altid (kontunierlig, hele tiden) vakle.”

Her må vi være opmærksomme på flg.:

1. Paulus tog ikke ordet altid med. Når David brugte dette ord, så brugte han det i betydeningebn ”kontinuerlig”. Han vidste ligeså godt som Paulus at dette ikke gjalt hele Israel.
2. Paulus havde ikke noget godt at sige om det vantro Israel. de havde hørt Guds ord gennem hele historien, men til trods for det så ville flertallet af folket ikke bøje sig for Gud. Men der var hele tiden en levning af jøderne som bøjede sig for Guds anordninger.

Hvad som vedrører ordet ”bord”, så henviser det til 4 forhold, og det er:

1. Når de rige jøder, som udnyttede folket, havde selskab og hyggede sig med mad og drikke bordet rundt, så skulle dette føre til at de dømmes på grund af det. Se Jakobs brev 5,1-6.
2. ”Bordet” er også en hentydning på Israels nære forbindelse med Gud i de årlige fester.
3. Ordet kan også henvise til skuebrødsbordet som stod inde i Det Hellige. Hver uge belv der lagt 12 usyrede brød på det. De 12 brød representerede Israels 12 stammer. Israels 12 stammer var derfor i Guds nærhed hele tiden, men det hjalp ikke den jødiske nation som helhed. De skulle ikke bare ære Gud med deres læber, men deres hjerter måtte også være i overenstemmelse med Guds vilje.
4. ”Bordet” er også en hentydning til det bor som stod i templet og offeret. Når en kom frem for Gud med ”tomme offrer”, måtte Gud straffe dette. (Se min bog: Jødene Konge, bind 3, om offertjenesten i Israel.)

” og sålede skal hele Israel blive frelst, som skrevet er: Fra Sion skal redningsmanden komme. Han skal bortrydde udgudelighed fra Jakob, og når jeg borttager deres synder, da er dette min pagt med dem.” Rom.11,26-27.

Paulus citerer her både fra både Esajas 27,9. 50,20-21 og Jeremias 31,34.

Når den kristne menighed er blevet fuldtalligt, kommer tiden til jødernes frelse. De vil blive frelst som rest og levning ved afslutningen af den store trængsel. Da skal Israel som nation indgå i Den nye pagt i Jesu blod, som de blev tilbudt i.f.m. Jesu død på korset og i.f.m. Jesu første komme.

Dersom jøderne havde taget imod Jesus første gang, så havde vi ikke fået kirkens tid.

”For det ord: Du skal ikke drive hor, du skal ikke dræbe (i grundteksten står der ”myrde”), du skal ikke stjæle, du skal ikke begære, og hvad andre bud der kan være, det samles til et i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt, derfor er kærligheden lovens opfyldelse.” Rom. 13,9-10.

Paulus citerer her fra 2.Mos. 20,13-17 og 3.Mos. 19,18. Han citerer de frem sidste af de 10 bud.

Vi ved at Mose Loven som såddan er ophævet på Golgata for den kristne menighed (Se Ef. 2,15 og Kol. 2,14.), men det betyder ikke at det ekelte bud er ophævet. De fleste af budene i dekalogen gælder for alle tidshusholdninger.

”For der er skrevet: Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal prise Gud.” Rom. 15,11.

Paulus citerer her fra Esajas 45,23, hvor der står: ”Ved mig selv har jeg svoret, et sandhedsord er udgået af min mund, et Ord som ikke skal vende tilbage: Hvert knæ skal bøjes for mig, hver tunge sværge mig til”.

Dette Skrift-ord går oprindelig på hedningernes underkastelse under Messias i 1000 års-riget. Paulus tog det ud af sin sammenhæng og brugte det om den kristne menighed. På samme måde som Gud skal dømme alle hedningerne, skal han også dømme hver og en af os foran Guds domstol. Rom.14,10. Dette er Guds domstol i himmelen. Den bliver kaldt for ”Guds bema”.

Den græske grundtekst som blev udarbejdet af Westcott og Hort har ”Guds domstol” i Rom.14,10. Det skal være ”Jesu domstol”, for dette er to forskellige domssener. Den første angår Guds dom over menneskene efter 1000 års-rigets periode. Joh. Åb.20,11., men den anden skal ske i himmelen efter den kristene menigheds bortrykkelse. (Se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 3, hvor jeg skriver meget om de forskellige grundtekster.)

”For alt det som er skrevet, det er skrevet os til LÆRDOM, for at vi skal have håb ved det tålmod og den trøst som Skrifterne giver.” Rom.15,4.

Paulus giver her en forklaring hvorfor han citerede Tanach. De gammel-testamentlige Skrifter skal give os lærdom og trøst. De er skrevet til os, men ikke for os. Vi hører med til en anden tidsperiode, men vi kan alligevel lære meget af Skrifterne.

”Dette hendte dem (jøderne) som forbilleder, men det er skrevet til formaning for os, til hvem de sidste tider er kommet.” 1.Kor.1,6 & 11.

”Den hele Skrift er indblæst af Gud og nyttig til lærdom (lære), til overbevisning, til retledning (korrektion), til optugtelse i retfærdighed, for at det Guds menneske skal være fuldkomment, duelig til al god gerning.” 2.Tim.3,16.

”Jeg mener: Kristus er blevet tjener for de omskårne (jøderne) for Guds sanddruheds skyld, for at stadfæste løfterne til fædrene, men hedningerne skal prise Gudfor miskundhed, som skrevet er: defor vil jeg prise dig blandt hedninger og lovsynge dit navn.” Rom.15,8-9.

Paulus citerer her fra 2.Sam.22,50 og Salme 18,50, hvor der står: Derfor vil jeg prise dig blandt hedningerne, Herre, og lovsynge dit navn.”

Det var kong David som sagde disse ord, da han blev udfriet fra sine fjender.

Paulus brugte disse ord for at vise at både jøde og hedninger skal prise og lovsynge Gud i Rigets tid. Jøderne skal takke Gud for at han har opfyldt sine mange løfter i Tanach, og hedningerne skal lovsynge Gyds for at de på grund af Guds miskundhed, er blevet podet ind i det jødiske olietræ og er blevet medarvinger sammen med jøderne og ikke en erstatning for jøderne. Rom.11,24 og Ef.3,6.

”dog således at jeg satte min ære i at forkynde evangeliet – ikke der hvor Kristus allerede var nævnt (der hvor apostlene havde forkyndt), for at jeg ikke skulle bygge på FREMMED GRUNDVOLD (apostlenes lære), men som skrevet er: De som for hvem han ikke var forkyndt, og de som ikke har hørt, skal forstå.” Rom.15,20-21.

Paulus citerer her fra Esajas 52,15, hvor der står: ”Således skal han (Messias) får mange folkefærd til at fare op (i forundring), for ham skal kongerne lukke deres mund, for det som ikke var fortalt dem, det har de set, og det de ikke havde hørt, det har de fornummet (betragtet).”

Dette udsagne angår Jesu styre i 1000 års-riget. På samme måde som Messias skal blive en åbenbaring for kongerne på jorden, ønskede Paulus at udbringe sit budskab om den frie nåde til så mange som mulig. Han ønskede ikke at forkynde der hvor apostlene havde forkyndt før ham, for de havde en delvis anden lære. Han ønskede ikke at bygge på den grundvold som de havde for deres forkyndelse, men han ønskede at lægge sin egen grundvold. Det er den paulinske lære.

Vi har i det foregående vist både at Paulus brugte mange henvisninger til Tanach i sin undervisning, og hvordan han brugte dem. Dette betyder ikke at Paulus lærte ligt med de gammel-testamentlige profeter og lærerne, men det betyder at han ved Den Hellige Ånds hjælp og inspiration kunne tage ud de sammenhænge, som han kunne bruge i sin undervisning.

Mange af de frelses-prinsipperne som Paulus brugte i sine breve, er også fælles for enhver tidsperiode.

Det gælder for enhver af os at fordele Guds Ord på en ret måde

Som vi skrev indledningsvis er der 99 direkte henvisninger til Tanach i Paulus` breve. (Brevet til Hebræerne er ikke medtaget.)

Vi har nu gennemgået de vigtigste henvisninger i Rommerbrevet og forklaret dem. Det vil i en kort artikel føre for langt at gennemgå de øvrige fra Paulus hans breve med hensyn til dette. Jeg vil derfor udfordre læserne til at gøre dette.

I dette studie har jeg benyttet mig af bl.a. Robert C.Brocks bog: How and Why Paul used The Old Testament

ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.yeshuattsion.webbyen.dk

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com