Peters første Brev. Oskar Edin Indergaard

Intensiv res. 9. Af Oskar Edin Indergaard. : PETER FØRSTE BREV:

Det er Peter, Jesu apostel, som har skrevet dette brev. Brevet kan være skrevet fra Rom eller fra Babylon . Det er mest sandsynlig at Babylon er et dækkenavn for Rom, 5,13. Det kan være skrevet enten ca. år 60 eller til oh med årene 64 eller 65. Peter blev myrdet i året 67.

Brevet beskriver endetiden, Guds nåde, Jesus som forsoner, 3,18, det forhold at de messianske jøder var blevet genfødt ved Guds Ord, 1,23 og Jesu genkomst for jøderne, 5,4.

Brevet er et trøstebrev til de messianske menigheder om at de måtte holde ud i en vanskelig tid med forfølgelse af de troende. Jesus skulle komme tilbage og udfri dem fra deres trængsel.

Ordet "Loven" eller "Torahen" forekommer ikke i dette brev. Der er derimod tale om Torahens gerninger, 1,17 og 2,12, og det er det samme som Torahen, i betydningen af Loven.

Den etiske helliggørelse er også omtalt. Den er et resultat af de gode gerninger i vandringen som troende, 1,15-16, v.22.

Hemmeligheden med den kristne menighed er ikke beskrevet i dette brev. Her tænkes på hemmeligheden om bortrykkelsen af den kristne menighed, før selv trængselstiden og hemmeligheden med de to folk (jøderne og hedningerne), som blev til et folk i Jesu legeme.

Brevet referer til PROFETERNE og ikke til de ny nytestamentlige hemmeligheder, 1,10-12. Det er MEGET VIGTIGT at vi er opmærksomme på dette forhold. Det profetiske program var gjort kendt allerede i Tanach (G.T.), medens hemmeligheden med den kristne menighed først blev gjort kendt for Paulus.

Nådetiden for jøderne nærmede sig slutningen, men muligheden for oprettelsen af Riget var endnu til stede. "Men alle tings ende er kommet nær," 4,7.

Jesu genkomst for de messianske menigheder er nævnt flere gange. Dommen skulle begynde med "Guds hus", som er et udtryk for den messianske menighed, 4,17. De troende jøder var "en udvalgt æt, et helligt præsteskab."2,9-10. Jesus skulle dømme jødernes gerninger ved sin genkomst, 1,17.

Brevet er skrevet til de messianske menigheder i diasporaen i Asien før nådetiden for jøderne var slut. Peter skriver ikke bare til disse menigheder, han besøgte dem også på sine rejser. "Peter, Jesu Kristi apostel til de udvalgte, udlændinge, som er spredt omkring i Pontus, Galatien, Kappadokia, Asien og Bitynia," v.1.

Det var to hold af menigheder rundt omkring i diasporaen. Det var de messianske menigheder. De tilhørte "Riget for Israel", og der var de kristne menigheder. Det er det samme som "Jesu legeme". De består af både jøder og hedninger.

Disse to typer af menigheder har/havde hver sin egen teologi. Den første type var baseret på Jesu undervisning og apostlenes lære, Ap. Gr.2,42. Den anden type var baseret på Paulus` teologi om den frie nåde.

Der var også et udstrakt samarbejde mellem disse to menigheder.

På apostel-mødet i Jerusalem i år 49 (50) havde udsendinge fordelt den til den da kendte verden mellem sig. Jøderne skulle gå til jøderne med "omskærelsens evangelium", Gal.2,7-9, medens Paulus skulle gå til hedningerne med det nye evangelium og med de ny nytestamentlige hemmeligheder. Dette kaldte han for "mit evangelium". Rom.16,25.

Vi kan ikke se at apostlene forkyndte i de ny nytestamentlige menigheder, eller at Paulus forkyndte i de messianske menigheder.

Både apostlene og Paulus kendte til disse ting, og de respekterede hverandres kald og egenart. Hovedsagen var ikke hvilken type menighed man tilhørte, men at folk blev frelst, og at Riget kunne blive oprettet så snart som mulig.

Kapitel 1:

1. "Nåde og fred bliver jer mangfoldig til del," v.2. Guds nåde har været til alle tider. Den nåde som Gud giver, er ikke den samme i alle tidshusholdninger. I de fleste tidsperioder så stilles der betingelser, for at Gud skal give sin nåde. Vi kan godt kalde dette for "betinget nåde". Der er forskel på fortjent nåde og betinget nåde. Der er ingen som har fortjent Guds nåde. Det er bare en tidshusholdning hvor nåden er virkelig fri, og det er i den nuværende tidsperiode, som vi kalder for "den frie nåden tidsperiode".
2. Der er mange ting som er fælles i de forskellige tidshusholdninger, men der er også ting som er forskellige. De to variabler som Gud bruger , er Guds krav og Guds nåde.
3. Gud har genfødt disse troende jøder ved sin nåde og ved sit ord. "han som efter sin nåde har genfødt os til et levende håb," v.3. I som er genfødt, ikke af forgængelig, men af uforgængelig sæd, ved Guds Ord, som lever og bliver," v.23.
4. Genfødelsen er fælles for de to menigheder. "...uden at nogen bliver født på ny (født ovenfra) kan han ikke se Guds rige." Joh.3,3.
5. "til en uforgængelig og uvisnelig arv, som er gemt (opbevaret) i himlene for jer, v.4. Denne arv, som er opbevaret for jøderne i himmelen, vil Gud udbetale til jøderne, når han kommer tilbage. "Se jeg kommer snart (hurtig), og MIN LØN ER MED MIG, til at give enhver EFTER SOM HANS GERNINGER ER." Åb.22,12. Denne løn vil blive udbetalt i JERUSALEM til hver enkelt troende jøde, når Jesus kommer tilbage: Mat.25,1-30.
6. Hvad som gælder den kristne menighed, skal vi frem for Jesu eller Guds domstol i HIMMELEN, for at få løn udbetalt der. (Se 1.Kor.3,11-15.) (Se min bog: kristendommens Jødiske Rødder, kap..: Løn i himmelen.)
7. "i som ved Guds magt holdes oppe ved troen til den frelse som er færdig til at blive åbenbaret i den sidste tid", v.5. Når de messianske jøder brugte udtrykket "i den sidste tid", v.5, "ved tidernes ende,v.20, "i de sidste dage" Jakob 5,3, "den sidste time" 1.Joh.2,18, og "i disse sidste dage" Hebr.1,1, så er det endetiden for jøderne der er tale om. Disse tids udtryk giver også udtryk for at nådetiden for jøderne endnu ikke var slut. De havde endnu en mulighed for at omvende sig, således at Jesus kunne komme tilbage og oprette "Riget for Israel" for dem.
8. Den frelse som skulle åbenbares i endetiden, var Jesu genkomst til Israel.
9. "når i (jøderne) når frem til endemålet for jeres tro, sjælenes frelse," v.9. Endemålet for de messianske jøder, var Jesu genkomst.
10. Prognomerne "I" og "jeres" og "os" går på jøderne, v.6-9 og 12. Dette gælder også andre steder i Peters breve.
11. "Om denne frelse (Jesu genkomst) var det profeterne granskede og ransagede, dem som profeterede om den nåde (nåden i Rigets tid) som i skulle få, idet de ransagede hvilken eller hvad slags tid Kristi Ånd, som var i dem viste frem til når Han forud vidnede om Kristi lidelser og herlighederne (ordet står i flertal) derefter, v.10-11.
12. Alle tidsperioderne har hver sin form for nåde. Vi skal i det flg. skille mellem tre typer nåde, og det er:
13. a) Den nåde som jøderne fik under Mose Torah. Det var en betinget nåde. Den var gjort afhængig af at jøderne efterlevede Mose Torah.

2. Den nåde som jøderne fik under Jesu nye Torah. Den var også betinget af at jøderne holdt Jesu bud. I tillæg til dette lagde Jesus ind en NY DIMMENSION i jødedommen. Han var mild og kærlig mod alle som angrede deres synd. Han havde en stor godhed og kærlighed overfor synderen. "Kom til mig alle i som stræber og har tungt at bære, og jeg vil give jer hvile (nåden). Tag mit åg på jer og lær af mig. For jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal i finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er gavnligt og min byde er let," Mat.11,28-30. Dette kommer ikke i modsætning til Jesu krav. Det er summen af Jesu undervisning som er hans lære. Den som vil følge Jesus, måtte forpligtige sig på hans krav og hans nåde.
3. Den nåde som vi har i indeværende tidsperiode. Den er helt uafhængig af efterlevelse af nogen form for Torah. Den er baseret på tro og nåde. Den er ubetinget. Vi lever i dag i den frie nådes tidsperiode.

1. Profeterne i Tanach kendte godt til både Messias fornedrelse (forsoning) og kongesiden ved Messias` styre. De ransagede Skrifterne om de kunne finde ud det indbyrdes tids forhold for "Kristi lidelser" og "herligheden derefter".
2. De magtede ikke det, og "det blev dem åbenbaret at de ikke tjente dem selv ,men os (jøderne på Jesu tid)" med det som de profeterede om, v.12. Det er klart at Messias lidelser måtte komme før oprettelsen af "Riget for Israel".
3. "Disse ting som englene attrår (gransker ivrig) at skue ind i," v.12. Hvad som vedrører verbet "at attrå", så betyder det " at granske ivrig eller alvorlig. Det betyder at de kendte godt til både Messias forsoning og oprettelsen af Riget.
4. Hvad der vedrører de Nytestamentlig hemmeligheder, så var de skjult for magterne og myndighederne i himmelen. :"og at oplyse alle om hvorledes husholdningen er med den hemmelighed som har været skjult fra tidsallerlige tider i Gud, som har skabt alt, for at Guds mangfoldige visdom nu VED MENIGHEDEN skulle blive kundgjort for MAGTERNE og MYNDIGHEDERNE I HIMMELEN. Ef.3,9-10.
5. Englene kendte godt til Jesu forsoning og oprettelsen af Riget, men hemmeligheden med den kristne menighed kendte de ikke til. Det viser at der her er tale om to forskellige evangelier – Det er evangeliet om Riget og evangeliet om den frie nåde. . "Og når i der påkalder som Fader han som dømmer uden at gøre forskel, EFTER ENHVERS GERNING, da færdes i frygt i deres udlændigheds tid," v.17. Når Jesus kommer tilbage, skal han dømme gerningerne til det jødiske folk. Se Mat.25,1-30.
6. Jøderne skal dømmes efter deres gerninger. De skal dømmes i Jerusalem. Den kristne menighed skal stilles frem for Guds domstol i himmelen, for at kristenlivet skal bedømmes. Den som har gjort en fin indsats i Guds rige, skal få stor nådeløn. 1.Kor.3,10-15.
7. "Rens jeres sjæle (helliggørelsen) i lydigheden mod sandheden til oprigtig broderkærlighed, og elsk hverandre inderlig af hjertet," v.22. Her er der tale om den ETISKE HELLIGGØRELSE. Det var et krav til jøderne at de skulle være hellige. De opnåede dette ved at efterleve Jesu Torah. "men vær, etter (med) den Hellige, som kaldte jer – også i hellige i al jeres færd. For der er skrevet: I skal være hellige, for jeg er hellig," v.15-16."Derfor skal i være fuldkomne (etisk fuldkomne), ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen." Mat.5,48.
8. Den som ikke var etisk fuldkommen, den fik ikke møde Gud. "Salig er de rene af hjertet, for de skal se Gud." Mat.5,8. Hebr.12,14.
9. På samme måde som vi skiller mellem to typer retfærdighed – Guds retfærdighed og menneskets egen retfærdighed, skiller vi også mellem to typer helliggørelse, og det er:

1. Den helliggørelse som vi får ved troen på Jesus. Det er JESU HELLIGGØRELSE.
2. Den etiske helliggørelse. Det er den helliggørelse som vi oparbejder os selv ved gode gerninger. Det er MENNESKETS EGEN HELLIGGØRELSE. Til grund for denne helliggørelse ligger troen på Jesus. Den som ikke tror på Jesus, kan ikke få tag i denne helliggørelse, for den er baseret på Jesu forsoning. Det er bare de som tror på Jesus som kan opnå denne type helliggørelse.

1. I den frie nådes tidsperiode er vi sikre på frelsen uden at vi er fuldkomne på det etiske område, men vi bliver udfordret og formanet til at leve et fuldkomment etisk liv. Nådelønnen bliver uddelt bl.a. på grundlag af vor hellighed. "Vi har vor frugt (gerninger som er godtaget af Gud) til helliggørelse." : Rom.6,22. 2.Kor.7,1. 1.Tess.4,3 & 7.
2. Vi skal ikke leve efter kødet, men efter Ånden. Vi som er frelst af nåde, vi skal også leve i nåden. Vi skal ikke bruge nåden som et påskud for kødets gerninger. Vi skal afvise kødets begæringer. Vi ved at Ånden og kødet modarbejder hverandre, således at det nye liv ikke skal komme til fuld udfoldelse. Dersom vi ikke holder os tæt ind til Jesus, da har vi ikke sejer i Jesu navn. 25) I både Rigets tid og i den kristne menigheds tidsperiode, er Jesus både forsoner og helliggører. "Men af ham er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning." "for at han kan styrke jeres hjerter, så i bliver ulastelig i hellighed for vor Guds og Faders åsyn, når vor Herre Jesus kommer med alle sine hellige (Jesu komme til himmelen med de hellige af den kristne forsamling." 1.Tess.3,13. "Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt igennem, og gid jeres ånd og sjæl og legeme må bevares fuldkomne, ulastelige ved vor Herre Jesus Kristi komme (for den kristne menighed, 1.Tess.5,23.)

26. I Rigets lære bliver der stillet større krav til hellighed end i den kristne menigheds tidsperiode. Uden at jøderne levede et fuldværdig etisk liv, kunne de ikke få se Gud og komme ind i Guds rige. Grunden til at der bliver stillet større etiske krav til jøderne, er det forhold at i 1000 års-riget er djævelen og de onde ånder bundet, således at menneskerne har større forudsætninger til at leve et fuldkomment etisk liv.
27. Desuden bliver det et FULDKOMMENT RETFÆRDIG STYRE I 1000 års-riget. Af den grund bliver der også krævet en STØRRE RETFÆRDIGHED. Det er den retfærdighed som Jesus talte om i Bjergprædikenen: Mat.5,20.

Kapitel 2:

26. "og lad jer selv som levende stene opbygge til et ÅNDELIGT HUS, et HELLIGT PRÆSTESKAP til at bære frem ÅNDELIGE OFFER, som tækkes Gud ved Jesus Kristus". I de jødiske Skrifter betyder ordet "hus" i betydningen "Guds rige", "Riget for Israel". De som var medlemmer i dette Rige, blev også betegnet som et "åndeligt hus". Det er bare i de jødiske Skrifter at vi finder ordet "hus" som udtryk for "Guds rige". Paulus bruger ikke dette ord på denne måde. Af den grund kan vi se at blot ET ENESTE ORD i teksten kan vise os om et Skrift tilhører den messianske menighed eller om den tilhører den kristne menighed. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Brugen af ordene "hus" og "bosted".
27. Det er de messianske jøder som er et helligt præsteskab. Det var Guds oprindelige mening at hele Israel skulle være præster for Gud. "Og i skal være mig et kongerige af præster og et helligt folk." 2.Mos.19,6. Døberen Johannes døbte folket med omvendelsens dåb, for at folket kunne blive et hellige præsteskab i "Riget for Israel", som kunne have blevet oprettet ved Jesu første komme.
28. Det er ikke den kristne menighed som er et helligt præsteskab. Der er ikke behov for noget præsteskab i himmelen. Vi er Guds folk. Vi er Jesu legeme. Når begrebet "et helligt præsteskab bliver brugt om den kristne menighed, så er dette en gal anvendelse af ordet.
29. Det er de messianske jøder som bliver taget ud til at frembære de åndelige offer i templet i Jerusalem. De øvrige messianske jøder skal være med til at styre resten af verden som konger og præster.
30. "Men i (de messianske jøder) er en udvalgt æt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk til ejendom, for at i skal FORKYNDE HANS DYDER, som kaldte jer fra mørke til sit underfulde lys," v.9.. De messianske jøder skal ikke bare bære frem de åndelige offer i templet i Jerusalem, når det bliver genopbygget, de skal også forkynde Guds dyder. Det er Jesu nye Torah for Riget.
31. Vi hedninge troende skal bare "forkynde hans dyder." Vi skal ikke frembære "åndelige offer" i templet i Jerusalem. Vi skal heller ikke styre verden i 1000 års-riget. Vi skal have overordnede opgaver ud fra det himmelske Jerusalem.
32. "I som fordum var et folk (græsk.laos), men nu er GUDS FOLK. I som ikke havde fundet miskundhed, men nu har miskundhed, v.10.. Ved omvendelsen til Jesus var deler af det jødiske folk blevet "Guds folk". De var en førstegrøde af folkene på jorden (Jakob 1,18.)
33. Det græske ord "laos" betyder "folk". Når dette ord bliver brugt i teksten, går det på jøderne og særlig den troende del af befolkningen. Når de Nytestamentlige forfattere skulle beskrive hedningefolkene, så brugte de det græske ord "ethnos".
34. De messianske jøder blev beskrevne som "fremmede og udlændinge," v.11. Dette var også tilfældet med de troende i Gammeltestamentlig tid: Hebe.11,10 & 13.
35. "så i lader jeres færd blandt hedningerne være god, for at de medens de betragter deres ugerningsmænd, kan se deres GODE GERNINGER og for jeres skyld prise Gud på besøgelsens dag (Jesu genkomst)" v.12. Det er de gode gerninger hedningerne skal lægge mærke til. Dette skal i sin tid føre dem til Gud. I den kristne menigheds tidsperiode bliver gode gerninger tillagt mindre betydning. I vor tid er det vor tro og den nåde som vi har i Jesus Kristus, som skal overbevise hedningerne, således at de søger Gud.
36. "Vær derfor alle menneskelige ordninger undergivet for Herrens skyld, enten det nu er kongen som den højeste, eller landshøvdingen som udsendinge til straf for u-gerningsmænd, men til ros for dem som gør godt," v.13-14.
37. Det er fælles både for den messianske jødedom og for kristendommen at man skal underordne sig øvrigheden, for den er indsat af Gud. I de forhold hvor øvrigheden ikke udøver Guds vilje, skal man ikke lyde den. En skal lyde Gud mere end mennesker. Man skal ikke gøre væbnet oprør mod øvrigheden, men vente på Guds rige, og det forhold at Gud vil bringe udfrielse. Det er Jesu genkomst og Guds riges komme som er sigte målet i al Bibelsk forventning og Profeti.
38. Den som underkaster sig en uretfærdig myndighed, og tåler den uret som bliver begået mod en, den finder nåde hos Gud, v.18-20.
39. "For dertil blev i kaldede, fordi Kristus også led for jer og efterlod jer et eksempel, for at i skal følge efter i hans fodspor, han som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig. Han som ikke skældte igen når han blev udskældt, ikke truede når han led, men overlod det til ham som dømmer retfærdig," v.21-23. Vi skal ikke gengælde igen, men overlade dommen til Gud ved Jesus Kristus.
40. Af og til må en også lide når en gør det som er godt. Dette er en side ved lidelsens mysterium. Vi kender ikke til hvad lidelser vil føre til på længere sigt. Vi har ikke oversigt over dette. Vi er utålmodige og vil have resultater med det samme. Vi er kun lidt villige til at vente på Herren. Han bjerger os bestandig ud af vanskelighederne. Også Kristus led endda han gjorde det som var godt. Han er et eksempel for os i så måde.

Kapitel 3:

26. Kvinderne skulle underordne sig under sine mænd. Dette kunne føre til at de vandt deres mænd for Kristus. Kvinderne skulle heller ikke pynte sig med guldsmykker og fine klæder. Dette var ikke til velbehag for Herren. De skulle leve stille og med en sagtmodig ånd. Dette var kostelig for Herren, v.1-6.
27. Mændene blev bedt om at leve med forstand sammen med deres hustruer. Mændene skulle vise kvinderne ære, for også de var medarvinger til LIVETS NÅDE. Dersom mændene ikke gjorde det, blev deres bønner hindret i at nå frem til Gud, v.8.
28. Disse leveregler er fælles for den messianske jødedom og den kristne menigheds lære.
29. De troende skal ikke gengælde ondt med godt. De skal velsigne og ikke forbande. Den som gør det skal selv blive velsignet, v.9.
30. Den som vil elske livet og se gode dage, han måtte ikke gøre det som var ondt, for "Herrens øjne er over de retfærdige, og hans øre er vendt til deres bøn," v.10-12. Disse leveregler er fælles for de to menigheder.
31. Den som led for retfærdigheds skyld, var salig, v.14. Dette er i samsvar med Bjergprædikenen: Mat.5,10.
32. Når ordet "salig" bliver brugt om en handling som bliver udført, enten af de troende jøder eller mod de troende jøder, så er dette udtryk for Rigets evangelium. (Se i en Bibelordbog hvordan ordet "salig" bliver brugt. Det er et ord som i overvejende grad bliver brugt i Rigets forkyndelse.)
33. "For også Kristus led een gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at føre os frem for Gud. Han led døden i kødet (i legemet), men blev levendegjort af Ånden, og i denne (sin guddommelige natur) (legemet lå igen i graven) gik han bort og prædikede til ånderne (de fortabte), som var i varetægt, de som fordum havde været genstridige, den gang da Guds langmodighed ventede i Noahs dage (i 120 år), medens arken blev bygget, i hvilke nogle få –8- sjæle blev frelst gennem vand, det som også frelser (bjerger) os i sit modbillede. Dåben er ikke aflæggelsen af kødets urenhed, men en god samvittigheds bøn (begæring) til Gud ved Jesu Kristi opstandelse, han som er faret op til himmelen og er ved Guds højre hånd, hvor engle og magter og kræfter er ham underlagt," v.18-22.
34. Jesus led den evige død – borte fra Gud – både i sit legeme, i sin sjæl og i sin ånd. Da han ikke havde personlig synd, så blev han vækket op i sin ånd af Den Hellige Ånd. Medens legemet endnu lå i graven, for hans guddommelige natur til dødsriget. Der talte han til alle som var der – både frelste og u-frelste. Han talte specielt til de som havde været genstridige i 120 år, medens Noah byggede arken, for de havde fået en speciel lang nådetid. Han talte om sin sejer på Golgata. For dem som ikke havde benyttet sig af frelses mulighederne i deres liv, blev dette en talte til dom. For dem som havde søgt Gud i deres liv, blev dette en tale til fortrøstning og glæde.
35. Det var arken som bjergede de otte personer gennem vandet. Vandet er et billede på DOMMEN. De andre mennesker druknede i vandet. Arken er et billede på Jesu legeme og på Jesu forsoning. Arken blev bjerget gennem dommen sammen med de personer som var i den. Jesus blev også bjerget gennem dommen på grund af at han ikke havde personlig synd. Den som tror på Jesus, bliver også bjerget igennem den kommende dom.
36. Der er ikke tale om vanddåben her, for den var en aflæggelse af kødets urenhed i Rigets forkyndelse, men der er tale om Jesu død og lidelses dåb, som gav de messianske jøder del i frelsen. Jesu forsoning bevirkede at jøderne kunne bede til Gud om at de måtte få en god samvittighed ved Jesu forsoning. Det er et udtryk for frelsen. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: De forskellige typer dåb.)
37. Hvad som gælder ordet "samvittighed", så er dette ord ikke først og fremmest udtryk for at man har gode og rigtige følelser overfor Gud, men det er et udtryk for at frelsen er kommet i stand, og at forholdet til Gud er i orden. Dette ord udtrykker SELVE FRELSEN.

Kapitel 4:

26. "Da nu Kristus har lidt i kødet, så væbnede (udrustede) også i jer med den samme tanke, at den som har lidt i kødet er færdig med synden,"v.1. Den som har holdt Jesu bud, har skilt sig af med synden. Syndernes forladelse var afhængig af Jesu bud. Således er det ikke i dag. Nåden dækker alt dette.
27. "men de (hedningerne) skal gøre regnskab for ham som skal dømme levende og døde," v.5. Der er forskellige faser i dommen. Vi skal kort citere dem:

1. Guds dom over al verdens synd. Den ramte Jesus på Golgata.
2. Den kristne menighed kommer ikke til dom.
3. "dommen skal begynde med Guds hus," v.17. Denne dom vil ske på slutningen af den store trængselstiden. Johs. Åb.20,4. Dette angår ikke den kristne menighed, men den angår de messianske jøder ifm. Jesu genkomst. Når ordet "hus" er brugt i betydningen af en "frelsesforsamling", så er det "Riget for Israel" det gælder. Her har vi et eksempel på at et bestemt ord dækker et bestemt forhold. De Skrifter i N.T. som bruger ordet "hus" i denne betydning, hører med til de jødiske Skrifter og må ikke blande med de paulinske Skrifter. Brugen af dette ene ord viser os at Hebræerbrevet er skrevet til de messianske jøder og ikke til den kristne menighed. "Men Kristus som er Søn over hans hus. OG HANS HUS ER VI, såfremt vi holder vor frimodighed og det håb som vi roser os af fast indtil enden," Hebr.3,6.Der er forskel på "RIGETS HUS" og "DEN FRIE NÅDENS HUS".
4. Dommen over de vantro vil ikke ske før end efter 1000 års rigets periode er slut. Johs. Åb.20,12-15.

26. "For derfor blev evangeliet (evangeliet om Riget) forkyndt også for døde, for at de vidst nok skulle dømmes som mennesker i kødet (de måtte dø når tiden var inde til det), men leve således som Gud (de skulle leve evig) ved Ånden,"v.6, Hensigten med dette evangelium var at de som var døde, og som havde taget imod Jesus som deres frelser, skulle leve evig, således som Gud lever evig.. Dette vil endvidere sige at de skulle stå op ved opstandelsen på den sidste dag (Joh.11,24.) og få del i "Riget for Israel", som er det samme som "den kommende tidsalder". derefter skulle de få del i alle de fremtidige tidsaldre.
27. "Men alle tings ende er kommet nær" v.7. Så længe som tilbudet om frelsen og Riget stod ved magt, så længe var det endetid for jøderne. Når tilbudet om Riget ikke længere var tilstede, var det ikke længere endetid. Da var det slut med både nådetiden og endetiden. Peter var klar over at nådetiden for jøderne holdt på at slutte.
28. "Eftersom enhver har fået en nådegave, så tjen hverandre med den som gode husholdere over Guds mange hånde nåde, v.10. Til trods for at de 12 apostle og de 70 udsendinge havde en fylde af nådegaver, så ser vi at hver enkelt troende jøde havde en eller flere nådegaver. Således er det også i den kristne menigheds tid.
29. "men lider en som en kristen, da skal en ikke skamme sig," v.16. Ordet "kristen" er brugt 3 gange i N.T. Her er det brugt om de messianske jøder. Dette ord hedder på græsk "kristianos", og det betyder "det som hører Kristus til". Det er et ord som er fælles for den messianske forsamling og den kristne forsamling.
30. "og bliver den retfærdige vanskelig frelst, hvad skal der da blive af den ugudelige og synderen, v.18. Dette udtryk hentyder til den dobbelte retfærdighedsbegreb, som vi har i Rigets forkyndelse. Ved siden af Guds nåde kræves det også at de messianske jøder, at de holdt Jesu nye Torah.
31. Udtrykket kan også betyde at det var FÅ SOM BLEV FRELST. Det samme sagde Jesus. Mat.7,14. Mange faldt fra på grund af de store forfølgelser som der var.
32. "Derfor skal og de som EFTER GUDS VILJE MÅ LIDE, overgive sine sjæler til den trofaste Skaber, i det de gør det gode,"v.19. det var Guds vilje at nogen måtte lide. Han friede dem ikke ud med det samme fra lidelserne. Dette gælder både de messianske jøder, og det gælder i dag. Dette budskab tager sigte mod let vundet herlighedsteologi, som ikke har sans for lidelsens betydning i den kristne lære.

Kapitel 5:

26. "de ældste iblandt jer formaner jeg som medældste og vidne om Kristi lidelser, som den som også har del i den kommende herlighed, som skal åbenbares," v.1. Peter var medhyrde i den messianske forsamling i Jerusalem. Han burde være lederen, for det var ham som først fik Rigets nøgler af Jesus: Mat.16,19.
27. Der havde sket en rokkering i menigheden i Jerusalem. Efter apostel-mødet i Jerusalem i 49 (50) var Jakob blevet lederen i Jerusalem. Peter tog sig af menighederne af de messianske jøder i diasporaen. Han skrev sine breve til dem, og han besøgte disse menigheder..
28. Vi kan også være opmærksomme på det forhold at der var FLERE LEDERE også i de messianske forsamlinger. Således skal det også være i den kristne forsamling. Ledere eller hyrder skal samarbejde med hensyn til nådegaver og opgaver. De skal bære hverandres byrder, og de skal bære menigheden med deres bønner og deres omsorg. De skal støtte hverandre og dersom en af hyrderne bliver nedslidt – noget som ofte sker – så skal den anden aflaste den som er træt. Vi forstår at dette er den BEDSTE MÅDE at bygge Guds menighed på.
29. "Vogt den Guds hjord som er hos jer, og hav tilsyn med den, ikke af tvang, men frivillig, ikke for ussel vindings skyld, men af villigt hjerte," v.2. Ordet "hjord" bliver brugt om den messianske forsamling og den kristne menighed.
30. "og når OVERHYRDEN åbenbares, da skal i få ærens uvisnelige krans," v.4. Der var mange hyrder i de messianske forsamlinger, men der var bare en OVERHYRDE, og det var Jesus. Således er det også i den kristne forsamling.
31. Men al nådens Gud, som kaldte jer til sin evige (tidsalderlige) (græsk.aionion) herlighed i Kristus Jesus, efter en KORT TIDS LIDELSE, han skal dygtiggøre, stadfæste, styrke, grundfæste jer," v.10. De messianske jøder var kaldt til en tidsaldelig herlighed. Dette er det samme som herligheden i Rigets tid. Hvad der gælder det græske ord "aionios", som ofte bliver oversat med "evig", så er det en gal oversættelse af dette ord. Det betyder "det som hører tidsalderen til". den tidsalder som der her er tale om, er "Riget for Israel". (Se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 5, kap.: Den rigtige oversættelse af ordene "aion" og "aionios".
32. Efter "en kort tids lidelse" vil Jesus udfri de messianske jøder fra deres trængsler. Dette betyder at nådetiden for oprettelsen af Riget endnu ikke var slut. Dersom jøderne tog imod oprettelsen af Riget, så ville Jesus komme tilbage og oprette Riget for dem.
33. Peter var sammen med Silas, da han skrev dette brev. Til trods for at de to repræsenterede forskellige evangelier, så var der et samarbejde imellem dem. Det at Silas var sammen med Peter, kan ganske enkelt betyde at han var på besøg hos ham.
34. "Den med udvalgte menighed i Babylon hilser jer, ligeså Markus, min søn,"v.13. Dette kan enten være en messiansk menighed i Babylon eller en messiansk menighed i Rom. Det sidste er det mest sandsynlige. I flere af de store byer var der et dobbelt sæt af menigheder, og det var de messianske menigheder og de paulinske menigheder. De messianske menigheder havde et andet teologisk indhold end de paulinske menigheder. Den messianske forkyndelse førte jøderne og proselytterne ind i "Riget for Israel" , medens de paulinske forkyndere førte hedningerne og jøderne ind i Jesu legeme.
35. De messianske menigheder var ældre end de paulinske menigheder. De messianske menigheder var blevet oprettet af jøder, som havde hørt Jesu og apostlenes forkyndelse, medens det var Paulus som var den første som grundlagde de paulinske menigheder

ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.yeshuattsion.webbyen.dk

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com