Temaer
i Bibelsk Profeti. 3. (2) Artikkel nr.235, side 95. LAMMETS BRYLLUP:
Den
første forkyndelse af himlenes riges evangelium i Jesu køds dage:
Mat.3,2 og 4,17.
Den
anden forkyndelse af det samme evangelium i endens tid: Mat.10,23 .
24,14. Åb.11,1-4.,
er
altså ikke det evangelium ved hvis forkyndelse NT-menigheden, Jesu
mystiske legeme af troende jøder og troende hedninger, udkaldes, om
end de to evangelier forkyndte om hverandre i
NT-menighedens første tid.
Man
kan i denne henseende dele Apostlenes Gerninger i to dele:
1.del
Ap. Gr.1,1-9, 43, den PETRISKE, hvor Peter er den fremtrædende,
Jerusalem centrum, og forkyndelsen er for jøderne, som havde
forkastet Jesus som Messias, hvilket de nu måtte angre, og da ville
himlenes rige blive oprettet ved Jesu genkomst: Ap. Gr.2,25-31.
3,19-26.
Denne
forkyndelse for Israel blev afsluttet efter forfølgelsen af
apostlene og mordet på Stefanus.
2.del
af Apostlenes Gerninger : Ap. Gr.10,1-28, 31, den PAULINSKE, hvor
Paulus er den fremtrædende, Antiokia centrum, evangeliet forkyndes
hovedsagelig for hedningerne, som skulle tro på Herren Jesus Messias
for at blive frelst.
Men
da Israel som nation også forsat forkastede båden den opstandne og
herliggjorte Jesus Messias og Den Hellige Ånd, som var sendt til
jord måtte Israel som nation og himlenes riges evangelium sættes
til side. Nådens særlige evangelium, det paulinske, er derfor det
som har fortsat og skal fortsætte udkaldelsen af ekklesia indtil
dens oprykkelse som sker i ankomstfasen af Jesu paroysia (komme) FØR
den 70. Åruge eller endens tid, da himlenes riges evangelium atter
skal forkyndes. Denne sidste forkyndelse går slet ikke ud til
hedningerne. Den går ud til den samme by, nemlig Jerusalem, Åb.11,
og til Israels byer, Mat.10,23, og til jøderne ud over den ganske
jord, Esek.20,34. Men når det gælder hedninge-nationernes
indkaldelse til Israel og Messias-riget (tusindårsriget) på denne
jord, klargøres det i Mat.8,11-12. Luk.13,25-30 og i lignelserne i
Mat.25,1-46.
BRYLLUPET
I KANA I GALILEA
Det
andet skriftafsnit vi skal omtale til belysning af Lammets bryllup,
indeholder beretningen om BRYLLUPET I KANA I GALILEA PÅ DEN TREDIE
DAG, HVOR JESUS GJORDE SIT FØRSTE TEGN: Johs.1,19-2,11.
I
vor forbindelse med dette bryllup skal vi særlig omtale to forhold,
nemlig det første DET KRONOLOGISKE ASPEKT (udsigt) og for det andet
SELVE JESU FØRSTE TEGN.
Når
det gælder det kronologiske aspekt, lægger vi hurtigt mærke til
ALLE DE ALMINDELIGE DAGE som omtales i Johs.1,19-2,11
- DEN FØRSTE DAG Johs.1,19-28.
Jøderne sendte
præster og levitter til døberen Johannes og spurgte ham om hvem han
var. FRELSENS GRUNDLØFTE om kvindens sæd som skulle knuse slangens
hoved, blev givet allerede på faldets dag: 1.Mos.3,15. Siden da har
menneskerne ventet på denne frelser. Da Johannes stod frem i Israel,
frembød sig flere omstændigheder som understøttede denne
forventning, men Johannes afviste at han var Messias, men at han var
udsendt foran ham: Es.40,3. Da disse præster ikke havde
syndeerkendelse, spurgte de ,desværre ikke Johannes, om offer for
synd, men
om
han var Messias eller Elias eller profeten, fordi reformer og
opdragelse almindeligvis har været opfattet som løsningen på
syndespørgsmålet. Men røsten fra ørkenen (Johannes) unddrog sig
deres bemærkninger, idet han viste til at Messias som de ikke
kendte, stod midt iblandt dem. Og denne Jesus fra Nazaret. Forkyndte
menneskerne en fuldstændig ny lære: IKKE ANDERLEDES LEVET, MEN
ANDERLEDES FØDT, idet han lærte: "I MÅ FØDES PÅ NY".
Johs.3,1-8.
- DEN ANDEN DAG: v29-34.
Johannes siger her om Jesus som
kommer til sig: "SE DER GUDS LAM, SOM BÆRER VERDENS SYND".
Dette er EVANGELIETS HOVEDBEKENDELSE OG DET PROFETISKE VIDNESBYRD,
som hele verden havde ventet på. Gud som havde sendt Johannes som
Jesu forløber, havde nemlig fortalt ham: Den du ser Ånden komme
ned, og bliver over, han er den som døber med Den Hellige Ånd, og
jeg har set det, og jeg har vidnet om at han er Guds Søn,
Johs.1,33-34. Mat.3,15-17.
- DEN TREDIE DAG,v.35-43.
Johannes gentager her den store
bekendelse for to af sine disciple: "SE DET GUDS LAM."
Dette fører til at Jesus kalder Andreas, som siger til sin broder
Simon Peter: "VI HAR FUNDET MESSIAS". Jesus kalder Simon
Peter til discipel, hovedforkynderen for de omskårne.
- DEN FJERDE DAG, v.44-52.
Jesus
ville da drage fra Betania på hin side Jordan, hvor Johannes døbte,
v.28, til Galilæa og traf Filip som kaldes til discipel.
Filip
traf Natanael og sagde til ham: "HAM SOM MOSES HAR SKREVET OM I
LOVEN, OG LIGESÅ PROFETERNE, HAM HAR VI FUNDET: JESUS, JOSEFS SØN
(adoptivsøn), FRA NASARET." Og Natanael sagde til ham: "Kan
der komme noget godt fra Nazaret ?" Filip sagde til ham: "Kom
og se."
Artikel
nr.236. (side 98.) LAMMETS BRYLLUP:
Natanael
kommer hen imod Jesus, som siger til ham: "Se, det er en ægte
israelit, som der ikke er svig i", Natanael sagde da: "Hvor
kender du mig fra?" Jesus svarede: Før Filip kaldte på dig,
medens du var UNDER FIGENTRÆET, så jeg dig". Når vi ved, at
figentræet er et symbol på Israels nationale spærret og liv,
forstår vi hvad Natanael kæmpede med under figentræet:
Mat.24,32-33. Det må være om Guds Søns kongedømme i Riget for
Israel, Ap. Gr.1,6.
Natanael
som var fra Kana i Galilæa: Johs.21,2, her fik han sin afgørende
åbenbarelse om hvem Jesus var, og han svarede ham: "Rabbi, du
er Guds Søn, du er Israels konge."
Natanael,
som betyder Guds gave, er typen på de troende og trofaste i
Israel-riget og som venter på Israels forløsning og slike havde
Jesus lovet at måtte komme ind i det kommende rige. DEN NÆRE OG
ÅBENBARE HIMMEL er derfor en profeti som opfyldes i Messias-riget på
denne jord, hvor alle, der er lig Natanael, skal få fryde sig i
himmelens og jordens velsignelse under Messias` regering, v.52.
Denne
Natanaels store, messianske bekendelse udløser følgende underfulde
profeti til ham og Jesu disciple: Fordi jeg sagde at jeg så dig
under figentræet, derfor tror du. Du skal få se det som er større
end dette". Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger
jeg jer: I skal se himmelen åbnet og Guds engle stige op og stige
ned over Menneskesønnen".
Denne
sidste profeti, v..52, tilhører den midlertidige afdeling af de
herlige profetier om DEN NÆRE OG DEN ÅBNE HIMMEL, hvis første
afdeling og forbillede er Israels stamfar, Jakobs åbenbaring af
himmelstigen i Betel: 1.Mos.28,11-22, og hvis sidste og hvis sidste
og fuldkomne afdeling først opfyldes efter Jesu genkomst til
Messias-riget på denne jord og som kundgøres af GT-profeterne og i
Åbenbaringsbogens profetier. Natanaels messianske bekendelse i v. 50
forudsættes at være Israels fælles messianske bekendelse, for at
kunne realiseres for Israel som nation. Da Israel som nation desværre
forkastede Messias og hans rige ved Jesu første komme, Joh.1,11, og
ved Hellig Åndens komme, Ap. Gr.2, kan først det nye, frelste,
jordiske Israel ved Jesu genkomst til vor jord i endens tid få
opleve Jesu underfulde profeti i v.52. Derfor er DEN NÆRE OG ÅBNE
HIMMEL en millenniet profeti, hvor alle som er lig Natanael, vil
fryde sig over himmelens og jordens velsignelser forenet under
Messias` herredømme. Forøvrigt forudsætter opfyldelse af profetien
i Johs.1,52 også at Jesus da er på jorden.
Men
Jesu disciple og de troende i Israel fik dog opleve Jesu herlighed
til overmål ved hans første komme, som Johannes udtrykker det i
1,14: "og vi så hans herlighed en herlighed som den enbårne
søn har fra sin Far fuld af nåde og sandhed". Som ingen andre
end ham har talt og gjort.
Hermed
har vi kort omtalt de fire første dage i den første gruppe, i
Johs.1,19-52 og går nu over til at omtale de tre næste dage i
Johs.2,1-11.:
"På
den tredie dag var der bryllup i Kana i Galilæa", v.1.
Af
dette skriftsted fremgår det at det kun er den tredie dag i den
anden gruppe på tre dage som er fremhævet, men over de to første
er der ligesom lagt et glemselens slør. Forklaringen på dette
finder vi i Hoseas 6,2: "Han vil gøre os levende efter to dage,
på den tredie dag vil han oprejse os, og vi skal leve for hans
åsyn". Og i Hoseas 5,15 siger profeten: jeg (Jesus) vil gå min
vej, jeg vil vende tilbage til mit sted, indtil de erkender sig
skyldige og søger mit åsyn, i deres trængsel skal de lede efter
mig". Denne tid er netop Israels trængselstid i
landflygtigheden blandt folkene, som nu har varet i 2 tusinde år,
(to dage). MEN I: Hos.6,1 KOMMER DEN ERKENDELSE FRA ISRAEL SOM HERREN
VENTER PÅ: "Kom lad os vende om til Herren. For det er ham som
har sønderrevet, men han vil også læge os, han slog, men han vil
også forbinde os".
Disse
to dage som i Johs.2,1 angår Jesus og hans disciples rejse til
brylluppet i Kana i Galilæa, står nemlig symbolsk for Israels
trængsels og fornedrelses tid i landflygtigheden blandt folkene, som
i vor tid går mod sin afslutning.
Og
ligesom de to første dage i Johs.2,1 er UBENÆVNT og NAVNLØS,
således er også den sidste korte tid af disse to symbolske dage,
nemlig de 30 dage, Daniel 12,11. UBENÆVNT og NAVNLØS. Dette er
nemlig tiden for Israels navnløse og unævnelige sorg og smerte når
det går op for Israel at den foragtede og forkastede og tornekronede
og korsfæstede Jesus fra Nazaret virkelig er Israels Messias, den
Velsignedes Søn: Mark.14,61.
I
30 dage, forøvrigt den samme tid som Israel sørgede over Aron og
Moses, den første pagts (Sina pagtens) formidlere: 4.Mos.20,29.
5.Mos. 34,8, skal sorgen og smerten bølge frem og tilbage over
levningen af det "hjerteknuste", hebraiske folk, da denne
forfærdelige sandhed er gået op for dem: Es.52,14-53,1-12.
Sak.12,10-13,1. Hvis forbillede er sorgen over ulykken i Hadadrimmon
i Megiddons dal, hvor den fromme kong Josias blev dødelig såret:
2.Krøn.35,22-.
Artikel
nr.237. (side 100.) LAMMETS BRYLLUP:
DET
ER TYDELIGT AT PROFETIEN I JOHS.1,19-2,11 VIL FREM TIL SYV-TALLET,
idet de fire dage i den første gruppe og de tre dage i den anden
gruppe tilsammen udgør 7 dage.
Disse
7 dage står nemlig ifølge. profetien i en større og overordnet
kronologisk sammenhæng::
Ifølge.
den bibelske beretning ved vi at Gud skabte himmelen og jorden og
havet og alt det som i dem er, på seks dage, hvor hver dag er
begrænset af aften og morgen, hvilket klart viser at det her drejer
sig om sekstjuefiretimers (24 timers) dage: 1,Mos.1, og ikke lange
tidsperioder på millioner og milliarder af år som evolutionisterne,
uden ringeste bevis, fabler om. Dette fremgår også af den syvende
dag,, sabbatten, da Gud hvilede fra al den gerning han havde gjort,
og i hvis udstrækning altid har været 24 timer: 1.Mos.2,2-3.
Videre
anføres her 2.Mos.20,11: "For i seks dage gjorde Herren
himmelen og jorden, havet og alt som i dem er , han hvilede på den
syvende dag, derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den".
Videre
2.Mos.31,17: "Den (sabbatten) skal være et evigt tegn mellem
mig og Israels børn, for i seks dage gjorde Herren himmelen og
jorden og på den syvende dag hvilede han og holdt sig i ro".
Og
fra apostlenes bøn til Gud i Ap. Gr.4,24: "Herre, du som gjorde
himmelen og jorden og havet og alt det som er i dem er", etc.
"Og da de havde bedt, skjalv det sted hvor de var samlet, og de
blev fyldt med Den Hellige Ånd, og de talte Guds ord med
frimodighed", v.31
Og
fra Åben.14,7: "Frygt Gud og giv ham æren, for timen for hans
dom er kommet, og tilbed ham som gjorde himmelen og jorden og
vandkilderne".
Og
Salme 33,6: "Himlene er skabt ved Herrens ord, og al deres hær
ved hans munds ånde". Og Salme 146,6: "Gud Herren gjorde
himmel og jord, havet og alt hvad i dem er".
Og
til dem som mener at Gud måtte bruge meget lang tid til skabelsen,
skal vi anføre Salme 33,9: "HAN (GUD) TALTE OG DET SKETE, HAN
BØD OG DET STOD DER".
Jfr.
Hebr.11,3: "Ved tro skønner vi at verden er kommet istand ved
Guds ord, så det som ses, ikke blev til at det synlige".
Gud
kunne meget godt bruge milliarder af år til at skabe jorden og
yderligere milliarder af år til at danne mennesket, men nu har han
sagt at HAN BRUGTE SEKS DAGE. Derfor må de som benægter Bibelens
skabelsesberetning, stå til regnskab for at have gjort Gud til en
løgner. Forøvrigt siger Gud til disse: "Hvor var du da jeg
grundfæstede jorden ? sig frem hvis du ved det. " Job 38,4.
Uden
her at gå til angreb på den kosmogenitiske og den fylogenestiske
evolutionisme vil vi bare hævde at heller ikke i de tre sidste,
såkaldte videnskabelige århundreder er gjort opdagelser som rokker
ved Bibelens skabelsesberetning. Det som derfor her bliver afgørende
for menneskets standpunkt, er fremdeles tro eller vantro. For den
troende er skabelsesberetningen herlig og trosstyrkende læsning, men
for den vantro er alt uforståelig. Således er det og således skal
det være.
Disse
seks skabelsesdage står så i en større og overordnet sammenhæng
med de seks tusindårige arbejdsdage i verdens ugen og den syvende
dag, med denne jords sabbatperiode, som opfyldes i Messiasriget på
denne jord (tusindårsriget).
For
ifølge. 1.Mos.5,1-32 og 11,10-32 i den hebraiske bibel Tanach er der
to tusinde år fra skabelsen til Abraham, og ifølge. Bibelens og
verdenshistorien er der to tusinde år fra Abraham til Messias`første
komme, altså tilsammen fire tusinde år. Her skal også nævnes at
Sir Isaac Newton, som har været anerkendt som verdens største
videnskabsmand, ved egne beregninger ifølge. Bibelens kronologi kom
frem til fire tusinde år fra skabelsen til Messias` fødsel. Og fra
Messias` fødsel er der atter nu gået lige ved 2000 år. Dersom en
ifølge. romersk tidsregning kan regne med at Jesus blev født i år
5, før den kristne tidsregnings begyndelse, så er vi nu kommet frem
til 1985. (Denne artikel er skrevet i 1980)
Artikel
nr.238. (side 102.) LAMMETS BRYLLUP.
De
sekstusinde arbejdsdage i verdensuge symboliberers også i
Johs.2,1-11 ved DE SEKS VANDKAR AF STEN efter jødernes renseskik til
udvortes renselse, v. 6.For menneskeslægten som helhed kom i disse
seks tusinde år ikke udover den udvortes renselse. Heller ikke
Israel som nation i den mosaiske kultus, kom ud over helligelsen til
kødets renhed: Hebe.9,13. 3.Mos.16. 4.Mos.19. Det er derfor først
ved den dyrebare frelser Jesus Messias` forløservirksomhed ved sit
blod, han som ved en evig Ånd bar sig selv frem som et ulastelig
offer for Gud, at en frelseshusholdning blev oprettet hvor menneskets
samvittighed kunne blive renset fra døde gerninger til at tjene den
levende Gud: Hebe.9,14. Og dette er ekklesia, den fra verden udkaldte
forsamling, af troende jøder og troende hedninger i den nærværende
nådens frelseshusholdning. Videre skal også dette ske med den
tiloversblevne levning af Israel i endens tid og tillige med de
troende israelere og de troende hedninger i Messias-riget på denne
jord ved Guds nye pagt med Israel: Jerm.31,31-37.
Men
Jesu soningsdød på korset fik også individuelt tilbagevirkende
kraft til frelse helt til faldets dag for alle troende.
Med
hensyn til Israel, blev derfor i Guds første pagt med Israel
(Sinaipagten) Guds lov skrevet i sten: 2.Mos.24,14. Johs.2,6., men i
Guds anden og nye pagt med Israel er loven skrevet i hjertet, på
hjertets kødtavler: Jerm.31.31-37. Hebr.8,10.
Derfor
skete JESU FØRSTE UNDER i brylluppet i Kana i Galilæa, hvor han
påbød at fylde de 6 tomme stenkar med vand og forvandlede dette
vand til vin, hvormed han tilkendegav sig som den der kunne forvandle
naturlig sind og liv til guddommelig sind og liv. For vandet betegner
det sædvanlige, naturlige, som også efterlader en i naturlig
tilstand. Men vinen er en oplivende og styrkende nydelse, et meget
passende billede på Jesu nådes virkninger på mennesket som vil
fyldes med det nye og evige kraft og glæde.
Og
derfor skete dette på den tredie dag, som tillige er den syvende dag
og som symboliserer den syvende tusindårige dag, denne jords
sabbatiske bryllupsperioder, Messias-riget eller tusindårsriget:
Åb.20,1-6, vederkvægelsens tider fra Herrens åsyn over Israel og
denne syndens og sorgens jord: Ap.Gr.3,19-21. Derfor skete Jesu
første under også i Kana i Galilæa, fordi Natanael var fra Kana:
Johs.21,2, han som den første kom frem til den mægtige bekendelse
om Jesus: "Rabbi. Du er Guds Søn, du er Israels konge !"
Johs.1,50, hvor Natanael som en af de seks disciple (jf. de seks
vandkrukker af sten) som indtil da var udkaldt af Jesus, fik opleve
begyndelsen af den herlige profeti i v.52 om DEN NÆRE OG DEN ÅBNE
HIMMEL. Og derfor tog denne profeti sin begyndelse i Galilæa fordi
profetiens Ånd har henlagt Guds Søns underfulde og mægtige
fremtræden specielt i Galilæa: Es.9,1-7.
Vi
ser således at de seks tusinde arbejdsdage i verdensugen,
symboliseret ved de seks vandkar af sten til udvortes renselse, føres
frem til syv tallet ved den sabbatisske bryllupsperiode i
Messias-riget (tusindårsriget) på denne jord, hvor profetien om
Guds Ånds mægtige udgydelse i Joel 3,1-5, som er sat ifm. de undere
og tegn på Herrens både forfærdelige og herlige dag-skal få sin
endelige opfyldelse. For udgydelsen på pinsefestens dag var en
UDGYDELSE "AF MIN
ÅND" (ifølge. Ap. Gr.2,17 i Septuaginta), men om Åndens
udgydelse i Messiasriget (tusindårsriget) siger Herren at "jeg
vil UDGYDE MIN ÅND.
(ifølge.. DEN HEBRAISKE Bibel Tanach i Joel 3,1-5.)
Vi
har i det foregående omtalt de seks tusindårige arbejdsdag i
verdensugen for det første ud fra BIBELENS EGEN KRONOLOGI og for det
andet symbolsk antydet ud fra DE SEKS VANDKAR AF STEN i brylluppet i
Kana i Galilæa. Men de er for det tredie også symbolsk antydet ud
fra BERETNINGEN OM JESU FORKLARELSE PÅ BJERGET.
For
de seks tusinde år er antydet i de seks dag i Mat. 17,1 og Mark.9,2:
"og seks dage derefter tog Jesus med sig Peter, Jakob og hans
broder Johannes og førte dem afsides op på et højt fjeld for sig
alene. Og han blev forklaret for deres øjne". Dette: "derefter"
i det anførte skriftsted viser hen til Jesu forkyndelse om sin
forstående lidelse og død: Mat.16,21 og Mark.8,31.Og det som skete
på fjeldet, var Jesu forklarelse, som i et glimt er en åbenbarelse
af Messias-riget på denne jord: Mat.17,1-9 og Mark.9,2-10.
At
det var seks hele dage, fremgår af Luk.9,28: "Og det skete
omkring otte dage efter at han havde talt dette, at han tog med sig
Peter, Johannes og Jakob og gik op i fjeldet for at bede".
Altså: På den første dag talte Jesus om sin lidelse og død, og på
den ottende dag skete forklarelsen. Seks dage lå derfor imellem
forkyndelsen og forklaringen.
Den
første forkyndelse om Jesu lidelse og død kom på faldets dag ifm.
dommen over Satan: "Og jeg vil sætte fjendskab mellem dig og
kvinden og mellem din æt og hendes æt": 1.Mos.3,15. Og de seks
dage sigter her til de seks tusinde år som ligge imellem disse to
tildragelser, nemlig den første forkyndelse om Jesu lidelse og død
og Jesu herlighed i Messias-riget.
Artikel
nr. 239. (side 104.) LAMMETS BRYLLUP:
Det
er tydelig at profetien i tillæg til de tre måder at omtale de seks
tusindårige arbejdsdage i verdensugen og den efterfølgende
sabbatiske bryllupsperiode på denne jord, også yderlige har OPDELT
TIDEN for denne jords beståen for videre at befæste vor forståelse
af dette vigtige eskatologiske tema.
I
tillæg til vor omtale af DE SYV DAGE og DE SEKS DAGE skal vi kort
omtale de mindre opdelinger:
DE
FIRE DAGE:
Som
er Israels historiske tid indtil Messias-riget på denne jord,
begynder med Abraham. Disse var ifølge. den bibelske kronologi i
fire tunsideår og er symbolsk antydet ved Lasarus` fire dage i
graven: Johs.11,17 og 39. Som Lasarus da blev opvakt fra de døde af
Jesus, skal Israels frelste og troende, jordiske levning opleve sin
åndelige genfødelse ved Jesu genkomst til vor jord.
DE
TRE DAGE:
Er
de to Israels trængsels-dage, hver på totusinde år, i
landflygtigheden blandt folkene og den tredie dag, tusindårsriget.
Dette fremgår af: Hos. 6,1-3."Kom lad os vende om til Herren !
For det er ham som har sønderrevet, men han vil også læge os, han
slog, men han vil også forbinde os. Han vil gøre os levende efter
to dage, på den tredie dag vil han oprejse os, og vi skal leve for
hans åsyn. Lad os lære at kende Herren, lad os med iver søge at
lære ham at kende ! Hans opgang er vis som morgengrøden, og han
kommer til os som regnen, som vårregn væder jorden".
DE
TO DAGE:
Er
de to tusindårige dage af den kristne tidsregning, de to evangeliske
frelsesdage, hvor ekklesia, den udkaldte forsamling af troende jøder
og troende hedninger udkaldes ved nådens evangelium og som er
antydet flere steder i Skriften, f.eks.: 4.Mos.35,5. Josv.3,4.
1.Kong.7,28. Luk.10,35. Johs.4,40 & 43. 11,6. Ap. Gr.2830, de to
sidste af de seks dage i Matt.17,1 og Mark.9,2, de to næst sidste
dage af de otte dage i Luk.9,28.
Men
disse to dage er også de to samtidige trængselens og nødens
tusindårige dage da Israel som nation er åndelig døde i sine grave
blandt alle jordens hedningefolk: Esek.37,9-14. Hos.6,1-2, de to
ubenævnte og unævnelige dage som går forud for den tredie dag i
Johs.2,1, og som nu, priser være Gud, går mod sin slutning. Den
tredie dag symboliserer så Messias-riget (tusindårsriget)
sabbatisske bryllupsperiode på denne jord og som nu vil tage sin
begyndelse i nær fremtid.
DEN
ENE DAG kaldes i profetien HERRENS DAG. Dette er Herrens dag i
udvidet forstand, som strækker sig fra Jesu genkomst til vor jord og
til verdensfornyelsen og som både begynder og slutter med en Herrens
dags forfærdelige aspekt. Den kaldes videre den TREDIE DAG med
tilknytning til den tredie dag i skabelsesugen da det tørre land kom
til syne med alt som spirer frem af jorden. Dette peger frem til
MENNESKESLÆGTENS LAND-FOLK, ISRAEL, som skulle høre Herrens ord:
"Land! Land! Land! Hør Herrens ord: Jem.22,29. Og ligeså har
den tilknytning til det tredie årtusinde efter skabelsen som særlig
fremhæver Israels land og Jerusalem med Israels fædre Abraham, Isak
og Jakob, og David og Salomon og profeterne, etc. Den kaldes endelig
også den SYVENDE DAG, som har sit forbillede i Israels sabbat. Som
Herren hvilede på den syvende dag i skabelsesugen, skal det nye,
frelste Israel i endens tid og de tiloversblevne af folkene efter
dommen over de levende nationer opleve den sabbatiske bryllupsperiode
på denne jord i glæde og hvile og fred under Herrens retfærdige og
herlige kongedømme over hele jorden som Davids himmelske Søn en
dans som ved Mahanaim, det er .to lejre, Guds lejer som tilsluttet de
hellige i Israel og folkene: 1.Mos.32,1. Højs.6,13.
Dette
er den syvende og sidste tidshusholdning på denne jord,
husholdningen i tidernes fylde, da Gud vil samle alt til et i
Messias, både det som er i himlene, og det som er på jorden:
Ef.1,10.
Hvor
længe varer så dette Messias-rige på denne jord ? De fleste
fortolkere mener at det varer i tusinde år i lighed med hvert af de
6 tusinde arbejdsdage i verdensugen. Efter min opfattelse og
overensstemmende med profetiens symbolik i denne sag vil det vare i
syv tusinde år, med den forøgende lyshastighed i tusindårsriget
vil bringe det ned til dets af Guds beskikkede varighed: Es.30,26.
Det
skriftafsnit vi her har omtalt: Johs.1,19-2,11, vedrørende DETS
KRONOLOGI og JESU FØRSTE UNDERGERNING, nemlig at forvandle vand til
vin, hvorved han tilkendegav sig som den som kunne forvandle naturlig
sind og liv til guddommelig sind og liv: Joh.3,1-8. 2.Pet.1,4., viser
klart – forøvrigt i overensstemmelse med alle bibelske profetier i
denne sag og sammenholdt med den aktuelle situation i verden i dag –
hvor nær vi nu er afslutningen af det sjette årtusinde efter
skabelsen og oprykkelsen af menigheden, og hvor nær vi derfor er
begyndelsen af det syvende årtusinde og dermed denne jords sabbats
og bryllupsperiode