torsdag den 14. marts 2013

Temaer i Bibelsk profeti (5) Ole Kristian Indergaard


                                Temaer i Bibelsk Profeti. 3. (5) Artikel nr. 249. Side 128. LAMMETS BRYLLUP:

”DA skal himlenes rige VÆRE AT LIGNE med ti jomfruer som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen”: Matt.25,1.
HVORNÅR skal dette ske ? Det skal ske når brudgommen Jesus Messias i kraft og herlighed åbenbares fra himmelen ved sin synlige genkomst til denne jorden for at INDGÅ I PAGTSFORBUNDET med det nye, frelste jordiske Israel i endens tid, hustru-bruden på ny i Lammets bryllup: Å.19,7.
Og HVAD er himlenes rige ? Det er ikke LT-menigheden, ekklesia, Jesu mystiske legeme, som forøvrigt på denne tid er oprykket. Heller ikke er det Guds universelle rige af forskellige intelligente væsener som villig er underkastet Guds vilje. Himlenes rige er DET MESSIANSKE RIGE som himmelens Gud skal oprette på denne jord ved Jesus Messias som Davids himmelske Søn, efter at verdensrigerne er knust ved Jesu genkomst, RIGET FOR ISRAEL: 2.Sam.7.12-16. Luk.1,31-33. Ap. Gr.1,6 og 15,16-18. 1.Kor.15,25. Å.20,1-6., etc.
Lignelsen om jomfruerne i Matt.25,1-13 er således STÆRKT TIDSBESTEMT, således foran forklaret, og på den aktuelle tid da tidsverbet DA i v.1, står foran sin opfyldelse, skal altså himlenes rige VÆRE AT LIGNE med det som er omtalt i denne lignelse, nemlig med 10 jomfruer som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Det er altså dette som da er det essentielle (væsentlige) ved himmelens rige. Det er derfor særlig jomfruerne og dem jomfruerne symbolsk repræsenterer, som udgør himlenes riges særlige citruations billede akkurat da, og lignelsens handling finder sted lige før oprettelsen af Messias-riget på denne jord.. Når vi da ved at jomfruerne symbolsk repræsenter Israels brudejomfruer af hendens æt som er indbudt til Lammets bryllup i Messias-riget på denne jord, så er det lignelsens STORE SPØRGSMÅL hvem af jomfruerne som får lov at gå ind med brudgommen til brylluppet, og hvem ikke. For profetien har i forvejen gjort klart at der kræves en vis beredelse af dem, v.13.
Af de to slags mennesker som frelseshistorisk er tilbage på jorden efter menighedens oprykkelse, nemlig israelere og hedningefolk, d.e. ikke-israelere, er jomfruerne ifølge. lignelsen i Matt.25,1-13 meget klart af hedningeæt, og det er egentlig kun jomfruerne som omtales i lignelsen. Om den anden frelshistoriske afdeling mennesker på jorden, på denne tid, nemlig det hele, frelste Israel: Rom.11,25, hustru-bruden på ny i Lammets bryllup, siger Åb.19,7, at hun lige før Jesus kom til brylluppet har GJORT SIG REDE, hvilket må betyde at alt er i orden med hende og intet forudset kan indtræde der. Derfor opholder hun sig på SIT STED efter israelsk bryllupssædvane og venter på brudgommens komme, men hun omtales ikke i lignelsen.
Brudgommens komme er så klart epifanièn (fremstrålingen) af hans paroysia, da han synlig og i kraft og megen herlighed åbenbares fra himmelen med sine engle og de hellige ved sin genkomst til vor jord, hvor også den celebre bryllupsfest skal fejres.
Årsagen til den katastrofale adskillelse mellem de kloge og de dårlige jomfruer, idet de kloge jomfruer, SOM VAR REDE, gik ind med brudgommen til brylluppet, og døren blev lukket, medens de dårlige jomfruer mødte en stænget dør, angå DEN HELLIGE ÅND (OLIEN). De dårlige lod sig ikke oplyse og lede af Den Hellige Ånd, de kloge derimod var oplyst og ledet af Hellig Ånden.
Forholdet til Den Hellige Ånd afgør ligeså frelsens delagtighed i den nærværende nådens frelsehusholdning, da ekklesia bliver udkaldt. De som er født på ny og har Hellig Ånden iboende, er Guds frelste børn: Rom.8,16. De som ikke har Hellig Ånden, hører ikke Gud til: Rom.8,9. Den indlysende årsag til dette er at det er Den Hellige Ånd som formidler frelsen i Jesus Messias. Derfor: Uden Den Hellige Ånd ingen meddelelse af frelsen i Jesus Messias. Enhver må derfor have fuld klarhed i denne alvorlige sag: jeg henviser her til et af de herligste løfter i Bibelen angående hvordan, at blive og være frelst: 1.Johs.1,9. (&:2.Johs.1,9.,tilføjelse)
Men lignelsen og jomfruerne viser også klart FORSKELLEN mellem de som i NÅDENS NÆRVÆRENDE FRELSEHUSHOLDNING frelse ind i ekklesia og skal rykkes op i skyer op i luften for at møde Herren når han kommer for at hente sin menighed: 1.Tess.4,13-., og de som er I HØSTEN i eskatologisk forstand af englene skal frelse ind i Messias-riget på denne jord.
For menigheden skal tjene den levende og sande Gud og vente på hans Søn fra himmelen: 1.Tess.1,9-10, hvilket menigheden også nu har gjort i over 1900 år. Den skal tjene Gud og vente på Jesus. For komme skal han, det har han lovet, og de troende ved at han er trofast og sanddru. Derfor har menigheden kun fået et tegn på oprykkelsen, nemlig FRAFALDET FRA TROEN i kirken og kristenheden, som nu er kommet langt: 2.Tess.2,3. Desto mere frafaldet tager til, desto nærmere er den oprykkelse. Den behøver heller ikke mere end Den Hellige Ånds iboen som garanti på oprykkelsen, fordi Den Hellige Ånd er pantet på vor himmelske arv. Og Den Hellige Ånd som pant fik vi subjektivt (personlig) da vi havde hørt frelsens ord i evangeliet og kommet til troen på Jesus Messias: Ef.1,13-14.
Men de som I HØSTEN der kommer efter bortrykkelsen af menigheden, skal af englene frelses ind i Messias-riget på denne jord: Matt.13,30 og 40-43 og skal derimod i den aktuelle og relative korte ventetid VÅGE MED ÅRVÅGENHED og EN VIS ÆNGSTELSE for ikke at blive fundet rede ved Jesu genkomst til vor jord til rigets oprettelse: Matt.24,42-51. 25,1-13. Mark.13,33-36. Luk.12,35-40. 21,34-36. 1.Tess.5,2-5. Åb.16,15.,etc.
Angående jomfruerne i Matt.25,1-13, som er af hedningeæt, da var de dårlige jomfruer ikke rede og blev afvist af brudgommen foran den stængede bryllupsdør. De kloge jomfruer derimod som var ledet af Den Hellige Ånds oplysning, var derfor rede, til trods for at også de sov når brudgommen tøvede, hvilket skyldtes højest tiltrængt legemlig søvn.

Artikel nr. 250. Side 131.
LAMMETS BRYLLUP:

Når NT-menigheden er oprykket, hvilket sker ved ankomst-fasen af Jesu paroysia (komme) FØR DEN 70. ÅRUGE FOR Israel og Jerusalem: Dan.9,27, er altså ekklesia, den udkaldte forsamling, Jesu mystiske legeme – i et øjeblik borte fra jorden, og dens udkaldelsestid er dermed definitivt slut. Denne åndelige organisme som er udvalgt i Jesu Messias ”FØR verdens grundvold blev lagt”: Johs.17,24. Ef.1,4. 1,Pet.1,4-5, er udkaldt i evangeliets to tusindårige nåde-dage ved INDIVIDUEL frelse udkaldelse af jøder og hedninger så langt evangeliet rækker udover menneskeverdenen i den aktuelle tid.
Den profetiske opfyldelse går så ind i den sidste og 70. Åruge og den meget korte tid mellem denne og Jesu epifaneia (fremstråling) ved hans genkomst til denne jord. I den relative meget korte hændelse-fyldte tidsperiode mellem oprykkelsen af ekklesia og Jesu epifaneia ved hans genkomst indtræder f.eks. underfulde Guds bevarelse af afdelinger af Israelere: Åb.7,1-8. 12,6 og 14-16, men også en udstrakt martyrhøst af Israel: Åb.6,9-11. 12,17-13,10. 15,2-4. Videre en forfærdelig og hidtil ukendt virksomhed af onde åndsmagter: Matt.12,45. Åb.9,1-12. 2.Tess.2,9-12, og en gengældende domsvirksomhed ved de apokalyptiske straffedomme fra Jesus Messias over en intetanende verden under hans synlige nærvær af han paroysia nær jorden: Åb.16. Og endelig den sidste halvdel af årugen, en så stor trængsel som aldrig har været, eller senere skal komme på denne jord, gr.tes. thlipseos tes megales, TRÆNGSELEN DEN STORE, ud af hvilken dog store, utallige skarer at troende mennesker skal overleve på denne jord: Matt.24,21-22. Åb.7,9-17.
Det vi også i denne art. videre vil omtale angående vort specielle temaer, er JOMFRUERNE I MATT.25,1-13. Vi gentager her to meget vigtige punkter. For det første at lignelsen om jomfruerne er STÆRKT TIDSBESTEMT, således at tidsverbet DA i vers 1, står foran sin opfyldelse lige før Jesu genkomst og oprettelsen af Messias-riget på denne jord. For det andet at JOMFRUERNE SYMBOLISERER ISRAELS BRUDEJOMFRUER AF HEDNINGEÆT, således at alle de kloge jomfruer repræsenterer de af nationerne som har bestået prøven i den judicielle (retslige) og selektive (adskillende) dom for Menneskesønnens trone i Jerusalem på denne jord: Matt.25,31-46.
For ligesom Israel skal prøves i sit FORHOLD TIL GUD, særlig i erkendelsen af at Jesus fra Nazaret er den Velsignedes Søn og Israels Messias og Konge: Mark.14,61-62. Esek.20,32-38. Sak.9,9. Matt.21,5 og 23,39, og de af Israel som ikke vil erkende og vende om til Gud, skal udryddes af folket: Luk.19,27. Ap.Gr.3,19-26, skal også nationerne blive prøvet i sit FORHOLD TIL ISRAEL: Matt.25,31-46. Dette gælder formentlig deres forhold til Israel så langt tilbage som til begyndelsen af den moderne Zionisme i 1800 tallet, og fra længere tilbage kan de rimelig heller ikke tænkes at ville opleve Jesu genkomst. Men særlig gælder det deres forhold til Israel I DEN STORE TRÆNGSEL, hvor det på grund af den da regerende antimessianske magt er livsfarlig at hjælpe Israel. Men de kloge jomfruer hvis kærlighed er rettet mod Gud og Jesus Messias og Israel og hvis hjerter er tilstrækkelig oplyst ved Den Hellige Ånd til at vente Jesus i hans genkomst, vil bestå prøven og gå ind sammen med brudgommen til Lammets bryllupsfest i Messias-riget på denne jord. Men de dårlige jomfruer som ikke består denne kærlighedsprøve mod Israel, bliver afvist, og der bliver bare få mennesker igen efter dommen over de levende nationer. Jf. her GT,s lille apokalypse (åbenbaring), Es.24.
Det fremgår heraf at godt og vel en åruge, d.e. 7 profetiske år, efter at Herren HAR OPRYKKET ekklesia, Jesu mystiske legeme, til sig for altid at være sammen med ham, SAMLER HAN allerede de kloge jomfruer, d.e. de af nationerne, hvis hjerter er vendt mod Gud og Jesus Messias og Israel, ind i Messias-riget på denne jord, efter at han har knust verdensrigerne ved sin genkomst i og med den totale ødelæggelse af Anti-messias`(dyrets) rige, det føderative, romerske verdensrige i endens tid, den sidste form af hedensk verdensherredømme indenfor rammen af hedningernes tider, som er tiden fra Nebukadnesar II,s nybabyloniske rige til Messias-riget: Åb.16,10. Dan.2,34-35 og 44-45. 7,8 og 23-26.
Det nye frelste Israel i endens tid, sammen med de nye frelste nationer, som er Israels brudejomfruer, INDTAGER DERMED DET RIGE som er beredt dem ”FRA verdens grundvold blev lagt”: Matt.13,35. 25,34. Luk.11,15. Hebr.4,3. 9,26. Åb.13,8. 17,8, og som angår HERREDØMMET OVER JORDEN, som Satan har usurpert (tilranet sig) siden mennesket syndefald. Da er Guds rige kommet på denne jord og Guds vilje sker på jorden som den sker i himmelen, således som det fremgår af himlenes riges konstitution: Matt.,kap.5-7 (6,10.) ifølge Guds ubetingede nådepagt med Abraham: 1.Mos.,kap.12 og 15,etc. Derfor er disse nye, frelste nationer Israel brudejomfruer og kaldes de kloge jomfruer i lignelsen i Matt.25,1-13, som er indbudt til at få del i den store velsignelse som Lammet skal give det nye og hellige israelske folk i det messianske fredsrige på denne jord, hvor Israel fra da af er hoved og ikke længere hale: 5.Mos.28,13.
Og af disse nye nationer, gr.te ethne, Matt.25,32, efter at de er renset ved dommen for menneskesønnens trone, v.31, skal folkeslagene på den nye jord dannes, for disse er endnu ikke udtaget: Åb.21,24-26.
Ja, i dette messianske fredsrige, Israels sabbatiske bryllupsperiode på denne jord, skal også skabningen frigøres fra forgængelighedens trældom til Guds børns herlige frihed: Rom.8,19-22. Es.11,6-9. 65,25. For skabningen blev ikke underlagt forgængeligheden godvillig, men efter Guds vilje som lagde den derunder. Derfor skal skabningen ikke frigøres af nåde, men af retfærdighed.


Artikel nr.251. Side 133.
LAMMETS BRYLLUP:

Endelig viser lignelsen om jomfruerne i Matt.25,1-13 den slående modsætning mellem NT-MENIGHEDEN, den udkaldte forsamling, Jesu mystiske legeme, som udkaldes ved nådens evangelium i den nærværende nådens frelseshusholdning, og DE OVERLEVENDE, REDDEDE NATIONER, Israels brudejomfruer af hedningeæt, de kloge jomfruer, som udkaldes i den eskatologiske høsttid mellem menighedens oprykkelse og Jesu genkomst til vor jord. Denne modsætning gør sig gældende på en række områder, men vi skal her kun nævne et område, nemlig den VELSIGNELSE FRA GUD som bærer disse to forskellige, frelste menneske afdelinger. For Guds særlige velsignelse til menigheden, som skal indgå i den himmelske fase af riget, formidles direkte VED DEN HELLIGE ÅND, men velsignelsen til de overlevende, reddede nationer, som skal indgå i det messianske fredsrige på denne jord, formidles VED ISRAEL.
I den nærværende frelsehusholdning er Israel som nation en lukket kanal fra Gud til verden og har ingen slik velsignelse at bringe. Selv om forhærdelsen over Israel er DELVIS, således at der altid har været en levning af frelste israelere efter nådens udvælgelse, så er Israel som nation også i åndelig mening er sat tilside af Gud og det indtil hedningenes fylde er kommet ind, hvilket fører til oprykkelsen af menigheden: Rom.11,25.
Frelses velsignelsen fra Gud ved Den Hellige Ånd må derfor gennem hele udkaldelsen af Jesu mystiske legeme som er menigheden, kun angå INDIVIDUEL frelse. Derfor er det først frelsen af HELE ISRAEL ved Jesus, som redningsmanden fra Sion ved hans genkomst til vor jord, som er DEN FØRSTE FOLKEFRELSE på denne jord: Rom.11,25-26. Es.66,8. Sak.9,16., og som fører med sig redningen af de overlevende nationer ved Jesu åbenbarelse og genkomst: Matt.25,31-46.
Den velsignelse som da vil kommer over nationerne som Israels brudejomfruer, de kloge jomfruer, er endelig den velsignelse som Jesus Messias, den Velsignedes Søn og Israels Messias og Konge, ifølge. den ubetingede nådepagt som Gud har indgået med Abraham: 1.Mos.,kap12 og 15, og ifølge. Guds pagt med David: 2.Sam.7,8-17, lader komme over det nye, genfødte, israelske folk i endens tid, den israelske hustrubrud på ny i Lammets bryllup: Åb.19,7. Og da får altså de overlevende hedningenationer del med den nye, genfødte, israelske hustru-brud i denne hendes store velsignelse fra Gud og får adgang ind med brudgommen til Lammets bryllupsfest i Messias-riget her på denne jord. Og al bibelsk profeti i denne sag viser at når Israel kommer ind i DEN STORE MESSIANSKE VELSIGNELSE FRA GUS, får den bodfærdige, overlevende hedningeverden del i denne velsignelse, men selvsagt hver på sin egen måde.
Men i nådens nærværende frelsehusholdning har Israel ingen bryllupsfest at indbyde til, men nationerne må vente til NT-menigheden, Jesu mystiske legeme, er rykket op og Israel er kommet ind i den store, messianske velsignelse på denne jord. Og de bibelske profetier viser tindrende klart at denne velsignelse er ganske nær.
NT-menigheden derimod får sit store, lyksalige frelsesilbud i nådens nærværende frelseshusholdning og oprykkes til Herren i ankomstfasen af hans paroysia FØR den 70. Åruge for Israel og Jerusalem: Dan.9,27. Denne åndelige organisme, Jesu mystiske legeme, er udvalgt i ham FØR verdens grundvold blev lagt: Johs.17,24. Ef.1,4. 1.Pet.1,20. Efter oprykkelsen skal vi frem for Messias` domstol, hvilket intet har at gøre med frelse og fortabelse, men med nådeløn: 1.Kor.3,10-15. 2.Kor.5,10.
Vor videre lyksalighed kan kun kendes stykkevis i dette liv: 1. Kor.13,12, men vi ved ifølge. profetierne to ting om dette: For det første at vi skal blive ligedannet med Guds Søns billede, for at han skulle være den gennem døden og opstandelsen førstefødte blandt mange brødre og søstre som herliggjorte: Rom.8,29-30. For det andet, at vi altid skal være med Herren: 1. Tess.4,17. Vi skal således være med ham i hans åbenbarelse og genkomst til vor jord: Kol.3,4. 2. Tess.1,10.
Eet er sikkert, nemlig at vor herlighed og lyksalighed langt overgår ikke bare Israels brudejomfruer, som slutter sig til den israelske hustru-brud, men også hustru-bruden selv.
Men også Messias-rigets herlighed på denne jord er overmåde stor og er absolut klimaks (toppen) af alt stort og herlig som er blevet denne syndens og sorgens jord til del.
Af de underfulde tilstande i Messias-riget på denne jord skal vi her bare nævne at skabningen er frigjort fra forgængelighedens trældom til Guds børns herligheds frihed: Rom.8,19-22, og at Jesus har stoppet krigene og vor jord da har fred: Salme 46,10. Es.2,3-4. Mika 4,1-4, etc.
Så til slut et spørgsmål til de mange teologer i vor kirke som har forkastet Messias-riget (tusindårsriget) på denne jord: Hvor er det at Jesus skal stoppe krigene, således at der bliver fred ? For hverken i himmelen eller på den nye jord, når den kommer, er der synd, sygdom, død eller krig.


Artikel nr. 252. Side 136.
LAMMETS BRYLLUP:

At anvende lignelsen om jomfruerne i Matt.25,1-13, på NT-menigheden, således at de kloge jomfruer står for den frelste genfødte del af menigheden, som kaldes Jesu brud, og som her skal møde Herren i luften og hvor det tilhørende bryllup skal stå i himmelen, er en menneskelære som står i strid med de bibelske profetier. Angående de dårlige jomfruer ,så læres her at de er de uigenfødte i den nominelle menighed.
Når en her anvender olien, symbol på Den Hellige Ånd, som kriterium (kendetegn) på den rigtige forklaring, så er det bibelsk sandhed, at Guds frelse fra synden altid formidles ved Den Hellige Ånd. Men ellers står denne lære i strid med profetierne. Vi skal fremføre nogle begrundelser:
  1. Brud, gr. nymfe, står fem steder i NT, nemlig :Johs.3,29. Åb.18,23. 21,2 og 9. 22,17, men hverken her eller andre steder i Skriften står at NT-menigheden er Jesu brud. Derimod står der mange steder i NT at menigheden er Jesu legeme, f.eks.: Rom.12,5. 1.Kor.12,12-13 og 27. Ef.1,22-23. 4,15-16. 5,22-23 og 30. Kol.1,18 og 24. 2,19. 3,15. Og det er dette som er sandheden af MENIGHEDEN ER JESU MYSTISKE LEGEME.
  2. Her er ingen oprykkelse af menigheden omtalt i Matt.25,1-13. Der står blot at jomfruerne tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Ja, oprykkelsen af menigheden omtales overhovedet ikke i de synoptiske (samsynige) evangelier (efter Matt. Mark. og Luk.), men er først åbenbaret for Paulus og først omtalt i 1.Tess.4,15-17.
  3. Heller ikke her omtales opstandelsen af de hensovede af menigheden som jo skal ske før forvandlingen af de levende af menigheden, hvorpå de begge tilsammen skal rykkes op i luften for at møde Herren.
  4. Videre går jomfruerne først ud for at møde brudgommen ved Jesu synlige genkomst til vor jord, epifanièn (fremstrålingen) af Jesu paroysia, når han kommer for at INDGÅ PAGTSFORBUNDET MED ISRAEL: Ap.Gr.15,16-18. Ifølge Matt.24,29-30 og Mark.13,24 ,indtræder epifanièn efter den store trængsel, som opfyldes i den anden halvdel af den 70. Åruge for Israel og Jerusalem: Dan.9,27.
  5. Menighedens oprykkelse derimod finder sted i ankomst-fasen af Jesu paroysia ,FØR den 70. Åruge, og NT-menigheden har intet at gøre med de 70 åruger for Israel og Jerusalem, og da må den følgelig udkaldes i tidsintervallet mellem den 69. Og den 70. Åruge: Dan.9,24-27.
  6. Endelig kan jomfruerne ikke, gr. parthenos, være brud, gr. nymfe, da ingen ægter sine brudepiger. Nej, jomfruerne står for ISRAELS BRUDEJOMFRUER af hendes , d.e. ikke-israelsk, æt i Lammets bryllup i Messias-riget på denne jord, og hvor de KLOGE JOMFRUER REPRESENTERER DE REDDEDE, OVERLEVENDE AF NATIONERNE, som overlever dommen over de levende nationer ved Jesu genkomst: Matt.25,31-46.
  7. Bryllup og ægteskab forekommer ikke i himmelen: Matt.22,29-30. Luk.20,34-36.
  8. Videre falder også denne lære om at jomfruerne står for NT-menigheden sammen, når en sammenholder lignelsen i Matt.25,1-13 med den samhørige lignelse i vers 14-30, som begynder således: ”For det er ligesom”, v,14, og denne lignelse; Lukas-version (udgave) i Luk.19,12-27, som vi senere skal se. Men det almindelige er at Matt.25,1-13 fremholdes som en selvstændig tekst uden at medtage den samhørige lignelse i Matt.25,14-30 og dens Lukas-version i Luk.19,12-27. Dersom alle disse skriftsteder tages med, findes ud af at Matt.25,1-13 ikke kan anvendes på NT-menigheden.
  9. Men denne anakronismes (fejlagtige tidsbestemmelses) dybere og egentlige sammenhæng er opstået derved at den er en følge af kirkens store samling af tyvegods fra Israel, idet kirken har tilegnet sig Israels velsignelser fra Gud og ladt Israel beholde forbandelserne, særlig ifm. den over 1700 år lange teologiske indoktrinering af antikjliliasme (forkastelse af Messias-riget, tusindårsriget) på denne jord. Selvsagt var det da også meget nærliggende at lade de kloge jomfruer stå for menigheden (kirken).
  10. Det er overvejende sandsynligt at også kirkens antikjiliasme er årsagen til kirkens fejlagtige oversættelse af gr. SYNTELIA TOY AIONOS med VERDENS ENDE: Matt. 13 v, 39, 40 og 49. 24,3. 28,20. Her sætter kirken altså punktum for det som skal ske på og med den gamle jord, hvorimod profetien viser klart at det er en tidsperiode som skal slutte her, nemlig den tidsperiode som profetien kalde HEDNINGERNES TIDER gr. KAIROI ETHNON:Luk.21,24, som varer fra Nebukadnesar II,s, nybabylonske rige til Jesu Messias` oprettelse af Messisriget (tusindårsriget) på denne jord ved sin genkomst.
Et bevis for at den ovennævnte oversættelse af gr. aion er fejlagtig, viser f.eks. Hebr.9,26, hvor den samme oversættelse må føre til at denne jord forgik (ophørte) ved Jesu korsdød, hvilket ikke skete. Men her er gr. SYNTELEIA TON AIONON oversat med TIDERNES ENDE. Altså er det en vilkårlighed i oversættelsen, idet den skifter med fortolkningen for at hindre dens sammenbrud.
Det er en stor skuffelse at den sidste norske bibeloversættelse af 1978 beholder oversættelsen af gr. SYNTELEIA TOY AIONOS med VERDENS ENDE i de respektive skriftsteder, men det understøtter blot det jeg har skrevet i flere artikler om kirkens antikjiliasme.
Men der er i hvert fald 3 rigtige oversættelser af gr. SYNTELEIA TOY AIONOS. Den første er den engelske: Revised Standard Version af NT fra 1946, som her oversætter med: THE END OF THE AGE d.e. TIDSALDERENS ENDE. Den anden er: NT på moderne norsk af 1973, som endda bedre oversætter med: DENNE TIDSALDERS ENDE. Den Concordante Version, U.S.A. har også: TIDSALDERENS ENDE.
  1. Kirkens store ulykke ifm. bruddet mellem kirken og Israel og dette bruddets onde udartning er kirkens forkastelse af den sande, bibelske og hebraiske kjiliasme (læren om himlenes rige på denne jord), det messiansk-israelske, verdensomspændende rige, hvor Jesus Messias er Kone som Davids himmelske Søn: 2.Sam.7,12-16. Luk.1,31-33. Ap. Gr.1,6. 3,19-26. 15,16-18. 1.Kor.15,25-28. Åb.20,1-6. Derved har kirken også frataget sig selv muligheden af en ret fortolkning af Bibelens eskatalogiske profetier. Dette er let at bevise gennem hele eskatalogien.
Heller ikke den lutherske reformations-kirke på 1500 –tallet og senere har gjort noget for at rette op på dette. Og
Kirkens lære på dette punkt er enten at opfatte tusindårsriget som kirkens hele liv på jorden, eller som en åndelig opblomstring af kirken i en eller anden kirke periode, altså den uegentlige kjiliasme. Den store reformator Martin Luther, hvis livs storværk var at grave frem igen retfærdiggørelsen af uforskyldt nåde ved tro, som var nedstøvet og overvokset af den katolske tradition helt fra 300 tallet af, var selv en egentlig kjiliast. Medens den romersk-katolske kirke regner hele kirkens liv på jorden som tusindårsriget, så regner Luther de tusinde år fra den sidste halvdel af det første århundrede til den sidste halvdel af det 11 århundrede e. Messias. Medens andre af kirkens store lærere anfører de tusinde år til at være andre tidsperioder af kirkens to tusindårige historie, men altid som en åndelig opblomstring af kirkens liv. Og at den lutherske kirke er antikjiliastisk i forhold til den sande, bibelske og hebraiske kjiliasme, er utvivlsomt ifølge dens bekendelsesskrifter og hele forkyndelsen. Se f.eks. Confessio Augustana, art 17, punkt 3,etc.
Derfor må vi bede for vor kirke at den ved Guds nåde måtte komme løs fra antikjiliasmens onde arv gennem århundrede selv om det først bliver i den ellevte time.


Artikel nr. 253. Side 139.
LAMMETS BRYLLUP:

Vi skal gå over til at omtale den anden lignelse i Matt.25, nemlig lignelsen om DE BETROEDE PENGE, v.14-30, som hører sammen med lignelsen om jomfruerne,v.1-13, særlig på grund af indledningsordene, ”For det er ligesom”, v.14. Videre må lignelsen om de betroede penge, v.14-30, omtales sammen med denne lignelses Lukas-version, 19,12-27, hvorved forståelsen af lignelsen bliver helt klar. Men først skal vi kort fremsætte nogle punkter som generelt letter forståelsen af Jesu eskatalogiske tale på Oliebjerget.
  1. For det første er Mattæus` evangelium særlig evangeliet for Israel, hvor også Riget for Israel, himlenes rige på denne jord, særlig er omtalt.
  2. For det andet omtales menighedens oprykkelse ikke i de synoptiske (samsynige) evangelier (Matt. Mark, og Luk.) men den omtales derimod i Johannes` evangelium, 14,1-3. Oprykkelsen er dog først åbenbaret for Paulus i 1.Tess.4,15-17, og i dens modifikation angående forvandlingen i 1.Kor.15,51-52.
  3. For det tredie er der efter menighedens oprykkelse i frelseshistorisk forstand kun to slags mennesker tilbage på jorden, nemlig israelere og hedninger, d.e. ikke israelere. Og oprykkelsen sker i ankomst-fasen af Jesu paroysia (komme) FØR den 70. Åruge for Israel og Jerusalem, Dan.9,27, som indleder høsten, gr. therismos, i eskatologisk forstand.
  4. For det fjerde er det meget vigtigt at vide HVORNÅR Jesus svarer på disciplenes tegn-spørgsmål i Matt.24,3, altså, v.4 : ETC. BEGYNDER AT OPFYLDES.
Og Jesus drog ud af templet og drog derfra, og hans disciple kom til ham for at vise ham templets bygninger. Men han svarede og sagde til dem: Ser i ikke alt dette ? Sandelig siger jeg jer: Her skal ikke levnes sten på sten som ikke skal nedbrydes, v.1-2.
Men da han sad på Oliebjerget, gik hans disciple til ham i enrum og sagde: Sig os: Når skal dette ske ? og hvad er tegnet på dit komme og på tidsalderens ende ? ,v.3.
Mærk ,at i Matt.13,v.39-40 og 49. 24,3 28,20, her skal græsk synteleia toy aionos ikke oversættes med verdens ende, men med tidsalderen ende.
Her stiller disciplene to spørgsmål. Det første er: Hvornår skal dette ske ?
Dette går fremgår så klart på Jesu profeti i v, 2 , som gælder templets og Jerusalems ødelæggelse og som fik sin opfyldelse ved romerne i år 70 e. Messias. Og af synoptikerne er denne opfyldelse kun omtalt af Lukas 21,20-24.
Det andet spørgsmål er tegn-spørgsmålet: Hvad skal TEGNET være på dit komme og på tidsalderens ende ?
Af profetierne ved vi at dette tegn skal ske ved Jesu synlige genkomst i kraft og herlighed til vor jord til dommen over de levende nationer, til fuldførelsen af den første opstandelse og til oprettelsen af Messiasriget på denne jord, Riget for Israel (tusindårsriget), Matt.24,29-30. Åb.1,7. 19,11-21, etc.
Jesus omtaler mange tegn i sin store eskatologiske tale på Oliebjerget, men det tegn disciplene bad om, var tegnet på hans komme og på tidsalderens ende, og dette tegn må være HAM SELV i himmelens skyer. For det var menneskesønnen som kom med himmelens skyer, profeten Daniel fik det at se ifm. dommen over de levende nationer: Dan.7,13. Det var også dette Jesus henviste til i Israels absolutte forfærdeligste trængsel, Matt.24,21-27, som kaldes den store trængsel, gr. tes thlipseos tes megales, Åb.7,14. En Messias som da er på jorden, er en falsk Messias. Kun en Messias som da åbenbares fra himmelen og kommer med himmelens skyer, er den sande Guds Messias. Dette var også den sidste del af det svar Jesus gav synedriet (det høje råd) i Matt.26,63-64: ”Og ypperstepræsten tog til orde og sagde til ham: Jeg tager dig i ed ved den levende Gud at du siger os om du er Messias, Guds Søn. Jesus sagde til ham: Du har sagt det. Dog, jeg siger jer: Fra nu af skal i se Menneskesønnen sidde ved Faderens højre hånd og komme i himmelens skyer”. Det er også dette som står i indledningen til Jesu Messias´ åbenbaring, Bibelens krone: ”Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de som har gennemstunget ham, og alle jordens slægter skal græde såre over ham”, Åb.1,7. Det var også det de to engle henviste hen til, ved Jesu himmelfart, Ap. Gr.1,11.
M.h.t. TIDSALDERENS ENDE, gr. synteleia toy aionos, Matt.13,39-40 og 49. 24,3. 28,20, viser al profeti i denne sag, at Jesu genkomst til vor jord, d.e. epifani`en (fremstrålingen) af hans paroysia (komme) og tidsalderens ende sker samtidig: Dan.2,7. Ap.Gr.3,19-23. 15,16-18. Åb.19,11-21. 1.Kor.15,25.
Og denne tidsalder er så klart hedningenes tider, gr. kairoiethonon, Luk.21,24 og 27, eller de 4 verdensrigers tid, fra Nebukadnesar II,s nybabylonske rige, 606 f. Messias, til Jesu genkomst og oprettelsen af Messiasriget på denne jord, den tid hedningerne er alene om at styre verden for Gud, medens Israel af Gud er sat til side i landflygtighedens dom


ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com