Tilegnet mit barnebarn Isak. (3.)
KRISTENDOMMENS JØDISKE RØDDER
Oskar Edin Indergaard,
Kristen Bokproduksjon, Tingvoll 2001.
Side 97:
JESU NYE TORAH VIL BESTÅ AF 30 BUD.
Vi skal i det flg. citere en del af
rabbinernes Skrifter, hvor der både fremkommer at Messias skal give
jøderne en ny Torah og hvoraf det fremkommer at Messias skal give
jøderne en ny og forkortet Torah. En del af rabbinerne mente også
at der ikke var behov for nogen ny Torah i den kommende tidsalder,
som er det samme som den messianske tidsalder.
”Rabbi Hanin sagde at Israel vil
ikke behøver undervisningen til Messiaskongen, fordi der er skrevet:
Es. 11,10: ”På den tid skal hedningefolkene søge til Isais
rodskud”, men ikke Israel. Dersom dette er tilfældet, hvorfor vil
Messias-kongen komme, og hvad vil han gøre ? Han vil bringe Israel
tilbage fra landflygtigheden og give dem 30 bud.” (midrash Bereshit
Rabba. 98.)
”Messias-kongen vil forklare
Torahen for dem og de fejl som de til da har gjort... De 30 bud er
forordninger som verdens nationer må holde.” (Matanoth Kehuna.)
Til trods for at Maimonides mente at
Gud ikke ville give jøderne nogen andenTorah end den som Moses fik,
så skrev han alligevel flg. i sin bog: Kongens Lover: at kongen som
er salvet som Messias, ”sidder på sin kongelige trone og skriver
for sig selv en Lovbog i tillæg til den lov som er givet til vore
fædre. Han vil bringe Israel til at adlyde disse bud.”
”Torahen vil gå tilbage til sin
oprindelige form.” (Pesikhta Rabbati, 89,6.)
”Den hellige må være velsignet
vil sidde i Edens have og optegne en ny Torah for Israel, som vil
bringe dem til Messias.” (Yalqut Isaih, 26.)
”I fremtiden vil budene (i Mose
Torah) blive anuleret.” (Nida 66,b.)
”I endens tid vil Torahen blive
glemt.” (Mechilta, Masechet Piska, 2.)
Rabbi Shimon Ben Eleaxar har sagt:
”I Messias`dage vil der ikke være noget ”du skal” og ”du
skal ikke” bud.”
Klausner siger i sin bog: Den
Messianske ide i Israel. ”den naturlige fortolkning af dette er at
der i Messias`dage, så vil Torahen og budene miste deres betydning.”
(Se Risto Santalas bog: The Messiah in The Old
Testamente, s. 50-51 og 70-71
Der er flere grunde til at Messias vil give jøderne en ny Torah:
- Enhver ny tidsperiode har sin egen Torah. I og med at døberen Johannes indledte en ny tidsperiode (Riget for Israel), så var det helt naturligt at Jesus gav jøderne en ny Torah.
- Ved sin forsoning ophævede Jesus og gav en ny mening til mange af ofringerne, som var billeder på hans forsoning.
- Når Messias kom, skulle han styre verden ved hjælp af sin kraft, retfærdighed og kærlighed. Han behøvede derfor ikke så mange bud eller regler som skulle støtte hans styre.
- Når Jesus opfyldte Torahen på alle måder, stod det ham frit at give jøderne en ny Torah.
Når vi sammenligner disse
forskellige udsagn af rabbinerne med Messias`første Torah, som han
gav jøderne og som skal gælde i Riget for Israel, så er det
korrekt at Messias nye Torah kom til at bestå af ca. 30 bud. Hvordan
kunne de vide dette ? De kunne ikke læse det ud af Tanach. Svaret er
at en del af rabbinerne var troende mennesker som havde Den Hellige
Ånd i deres liv. Desuden levede de i en jødisk teologisk tradition
som havde mange rigtige synspunkter.
Der var forskellige vurderinger
blandt rabbinerne både angående hvor mange bud der ville være i
”Riget for Israel” og om der ville være nogen bud i det hele
taget. I Nazri 50 står der: ”Torah, hvad vil der blive af dig ?”
En af grundene til denne forvirring
er det forhold at mange af rabbinerne sammenblande udsagn som angik
menneskets egen retfærdighed med udsagn som angik Guds retfærdighed.
Disse to typer retfærdighed går parallelt gennem hele
frelseshistorien og må ikke blandes sammen. Denne sammenblanding
kommer godt frem i Makkot 23-24, hvor der står: ”Moses blev givet
613 bud. Af disse er det 365 ”du skal”. Det er i overensstemmelse
med antal dage i et år. Der er 248 ”du skal ikke”. Dette er i
overensstemmelse med antal ben i et menneske krop ... Så Kom David
og reducerede dem til 11.... Så kom Esajas og reducerede dem til
6... Så kom Mika og reducerede dem til 3.... Så kom Esajas igen og
reducerede dem til 2.... Så kom Habakuk og reducerede dem til 1, som
der er skrevet: Den retfærdige skal leve af tro.” Hab.2,4.
Det sidste udsagn har ingen ting med
mennesket egen retfærdighed at gøre. Det er Guds gave og Guds
retfærdighed som bliver beskrevet her.
I det hele taget må vi være
opmærksomme på det forhold at den rabbinske jødedom har lagt
altfor stor vægt på menneskets egen retfærdighed i forhold til
Guds retfærdighed. Den rabbinske jødedom er desværre blevet en lov
religion, hvor mennesket selv bestemmer om det skal holde Guds Torah
eller ikke, og kan dermed selv bestemme om det vil blive frelst eller
ikke.. I DEN OFFISIELLE JØDEDOM FRELSER MENNESKET SIG SELV De har
derfor ikke behov for en frelser. Jøderne siger: Vi har ikke behov
for Jesu forsoning. Kanske Hedningerne har det. (Se min bog: Jødernes
Konge, bind 4, kap.: Syndsbegrebet i jødedommen.)
Jødedommen lægger stor vægt på
den frie vilje, og det er positivt og bra, men det kan også
overdrives. Vi må huske at alt er lagt ind under synden og
syndefaldet. Dette gælder også den frie vilje. Vi kan ikke handle
uafhængigt af dette. Vore valg vil altid være besmittet af at vi
lever i en syndig og falden verden.
På den anden side kan vi gå til
Gud og bede ham om at han viser os det som er rigtigt, således at vi
kan handle i overensstemmelse med det som er rigtigt og efter Guds
vilje. Vi kan gøre de rigtige valg til at have sejer over synd, men
dette er ikke den frie viljes valg, for den er trælbundet under
synden, men dette er Guds valg efter at han har frigjort vor vilje.
Vi må bede således som Jesus gjorde: Ikke ske min vilje, men din
vilje.
Når det gælder sandheden om den
frie vilje, så har jødedommen noget at lære os kristne og vi
kristne har noget at lære jøderne. Jøderne har et altfor
optimistisk syn på den frie vilje, medens vi kristne har et altfor
pessimistisk syn på den frie vilje.
En del af rabbinerne mente til og
med at Torahen ville blive taget bort fra jøderne og givet til
hedningerne på grund af jødernes stolthed overfor Gud. I Hagigah 5
b står der: ”Israels stolthed er grunden til at Torahen vil blive
taget fra jøderne og givet til hedningerne”.
Dette er et profetisk udsagn som har
en vis sandhed i sig. I den kristne menigheds tidsperiode er jøderne
som folk og nation sat til side som formidler af Guds Torah og Guds
anordninger i indeværende tidsperiode.
Side 111:
”RIGET
FOR ISRAEL” BEGYNDTE MED DØBEREN JOHANNES.
”Riget for Israel” har tre faser, og det er:
- En del at det åndelige grundlag for Riget blev manifesteret ved Jesu første komme.
- Da jøderne ikke ville tage imod hverken kongen i Riget. Den Nye Pagt i Jesu blod eller Jesu nye Torah, fik vi i den kristne menigheds tid. Den hører med til RIGETS HEMMELIGE SIDE. Selv om den kristne menigheds tidsperiode har en del vigtige åndelige principper fælles med riget, som f.eks. Jesu forsoning og Den Hellige Ånds komme, så må den IKKE BLANDES SAMMEN MED ”Riget for Israel”. Den kristne menigheds tidsperiode var en hemmelighed, og dens åndelige basis må søges i den generelle del af Jesu første undervisning og Jesu anden undervisning. Den kommer til udtryk i Paulus` hans breve. De andre Skrifter i N.T. beskriver Jesu liv og virksomhed, jødernes tilbud om oprettelse af ”Riget for Israel” og endetiden på 7 år.
- ”Riget for Israel” skal oprettes ved Jesus genkomst.
Der har været mange diskussioner
blandt Bibel-tolkere , om Guds rige begyndte med Jesus, eller om det
begyndte med døberen Johannes. Der er ikke behov for en sådan
diskussion, for det nye Testamente siger klart at Guds rige begyndte
med døberen Johannes. Vi skal i det flg. citere en del Bibelord,
hvor dette kommer tydeligt frem.
- Torahen og profeternes tid varede INDTIL JOHANNES. Fra den tid af blev evangeliet om Guds rige forkyndt: Luk.16,16. Mat.11,13.
- Ordet om Jesus som frelser begyndte i Galilæa ved døberen Johannes` forkyndelse. ”det ord kender i, det som udgik over hele Judæa efter at have taget SIN BEGYNDELSE fra Galilæa EFTER DEN DÅB som Johannes forkyndte.” Ap.Gr.10,37.
- Døberen Johannes identificerede sin virksomhed med Messias. Han så på sig selv som den som skulle rydde vej for Messias: Johs.1,3. Mat.3,11. Johs.3,28-30.
- Jesus identificerede også sin virksomhed med døberen Johannes. Han sagde at de havde DET SAMME BUDSKAB, men at jøderne ikke ville tage imod deres budskab: Mat.11,17-19.
- Jesus sagde at Johannes var VEJBRYDEREN FOR HAM: Mat.11,10.
- Jesus sagde at FRA DØBEREN JOHANNES OG INDTIL NU, trængte jøderne sig med magt ind i Guds rige: Mat.11,12.
Når der står at den som trænger
sig ind, river Guds rige til sig, så betyder det at den som ville
have del i Guds rige, måtte trænge sig ind med magt ved at
efterleve Jesu nye Torah og Jesu forordninger. Dette er menneskets
egen retfærdighed.
Der er to grunde til at en del
Bibel-tolkere mener at Johannes hørte med til Mose Torahens
tidsperiode og ikke til Rigets tidsperiode, og det er:
1.) De tolker galt det som står i
Mat.11,11, hvor der står: ”Sandelig siger jeg jer: Nogen større
end døberen Johannes er ikke oprejst blandt kvinder, men den mindste
(den mindre) i himlenes rige er større end ham.” Dette udsagn er
ikke en sammenligning mellem personer i forskellige tidsperioder, men
det er en sammenligning mellem Jesus og Johannes. Farisæerne og de
skriftlærde anså Johannes for at være en større person end Jesus,
som her bliver beskrevet som ”den mindste”. Mange kirkefædre
havde denne forståelse af dette Bibel-sted, og jeg tror det er
rigtig.
- De mener at døberen Johannes havde en meget strengere forkyndelse end Jesus, men det er ikke rigtig. Jesus kunne også være meget streng i sin forkyndelse. Desuden var frelseshistorien kommet længere når Jesus steg ind på den frelseshistoriske arena. Han overtog der Johannes afsluttede sin gerning.
David Flusser
siger i sin bog: Jesus, s.52 at ”Guds rige begyndte med Johannes...
Han gjorde brudent således at Guds rige kunne bryde igennem, men han
var aldrig et medlem af dette rige.”
Roy Blizzard og
flere med ham har også dette syn. (se min bog: Jesu Genkomst ,bind
5, s. 522.)
Jeg er uenig i
denne vurdering. Jeg tror at døberen Johannes både er vejbryderen,
som skulle rydde vejen for Messias, og at han er medlem af ”Riget
for Israel”.
Det forhold at
Messias skulle have en vejbryder eller en herold som skulle gå foran
hans virksomhed, baserer jeg på flg. to Skrift-steder: ”Hør ! Der
er en (Johannes) som råber: Ryd i ørkenen vej for Herren ! Gør i
ødemarken en jævn vej for vor Gud.. Hver dal skal højnes, hvert
bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land blive fladt og fjeldvæg
til slette. Og Herrens herlighed skal åbenbares, og alt kød (alle
jøder) skal se det, for Herrens mund har talet. Hør ! Der er en
(Jesus) som råber: Råb ! Og en anden (Johannes) svarer: Hvad skal
jeg råbe (Han ville have et eksakt budskab fra Herren) ? Alt kød er
som græs, og al dets herlighed som markens blomst, Græsset bliver
tørt, blomsten visner når Herrens ånde blæser på det. Ja
sandelig, folket er græs. Græsset bliver tørt, blomsten visner,
men vor Guds Ord står fast i tidsalderen.... Stig op på et højt
fjeld du SIONS GLÆDESBUD ! Opløft din røst med kraft, du
JERUSALEMS GLÆDELSBUD ! Opløft den. Frygt ikke ! Sig til Judas
byer: SE DER ER JERES Gud (Jesus).” Es.40,3-9.
Mika 2.12-13.
Indenfor jødedommen er der to opfattelser af hvem denne vejbryder
kan være, og det er:
- Elias (Johannes) som skal rydde vej for Messias.
- Messias selv. (Se min bog: Jesu Genkomst bind 4, s. 309.)
E.W.Bullinger
hævder i sin Bibel-udgave: The Companion Bible, s. 1255 at det er
assyerkongen som er vejbryderen , og at han fører jødefolket til
fangenskabet i Assyrien.
Jeg mener at Johannes var Jerusalems
glædesbud, som var forløberen for Messias og forkyndte den store
glæde at Messias var kommet og Riget kunne blive oprettet.
Hvad der gælder den anden tekst, så
har den ingen ting med døberen Johannes at gøre. Det er en endetids
tekst, som beskriver det forhold at Messias skal hente levningen af
jøderne og føre dem til Israel efter at den store trængsel er
over.
Side 116.
ENDETIDEN BEGYNDTE MED DØBEREN JOHANNES.
I og med at Guds rige i betydningen
”Riget for Israel” eller ”himlenes rige” begyndte med døberen
Johannes, begyndte også endetiden og Guds dom over jøderne med
Johannes. Han forkyndte ikke bare at Guds rige var nær, men han
forkyndte også at den som ikke ville tage imod Guds rige og
underkaste sig Guds rigets love, skulle udryddes og ikke få del i
Guds rige. Før Guds rige kom, skulle der ske en sanering af
mennesker.
Det samme sagde Jesus – noget som
også beviser at de stod i den samme tradition og havde det samme
budskab. ”Men da han så mange af farisæerne og sadduserne komme
til hans dåb, sagde han til dem: I afkom af giftslanger ! Hvem lærte
jer at fly fra DEN KOMMENDE VREDE (den store trængsel). Bær derfor
frugt som er omvendelsen værdig, og tro ikke at i kan sige indeni
jer selv: Vi har Abraham til fader, for jeg siger jer at Gud kan
oprette Abraham børn af disse stene. Øksen (dommen) ligger allerede
ved roden af træerne (jøderne), derfor bliver hvert træ (hver
jøde) som ikke bærer god frugt, hugget ned og kastet på ilden
(dommen). Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han som kommer
efter mig, er stærkere end jeg, han hvis sko jeg ikke er værdig til
at bære. Han døber jer med Hellig Ånd og ild (dom). Han har sin
kasteskovl i sin hånd, og han skal rense sin tærskeplads
(Harmagedon), og han skal samle sin hvede (de troende) i laden (1000
års-riget), men avnerne (de u-frelste) skal han brænde med
uudslukkelig ild (ikke tilintetgørelse, men ilden skal brænde for
altid.) Mat.3,7-12. Jesus sagde: Luk.19,27.
Mange troende bliver overraskede når
de får høre at Jesus har sagt dette. De tror at han bare er
inkluderende og ikke dømmende. Jesus kan ikke inkludere synd i sit
budskab og i sin frelse. Han er kommet for at frelse syndere, ikke
for at se igennem fingrene med synd. Han er kommet for at frembringe
syndernes forladelse, ikke synderne tilladelse.
På grund af at Jesus er frelseren,
er han også dommeren. ”For Faderen dømmer heller ikke nogen, men
han HAR GIVER SØNNEN HELE DOMMEN.” Joh.5,22 og 27. 9,39.
David Flusser siger i sin bog:
Jesus, s.52, at endetiden begyndte med døberen Johannes, og det er
rigtig.
Side 158.
DEN SIDSTE GENERASJONEN.
De fleste rabbinere mente at ”de
sidste dager”, ville vare i 2000 år. Disse 2000 år ville udgøre
Messias` sit styre. ”de sidste dager” begyndte dermed med
Johannes døberen og varer helt frem til Jesu genkomst for jøderne.
Det ny Testamente siger også at de sidste dager begyndte med Jesu
forkyndelse: Hebr.1,1.
Endetiden er dermed begyndt med
Johannes` og Jesu forkyndelse. Selve endetiden varer i 2000 år.
Endetiden afsluttes med trængselstiden på 7 år. Jesu genkomst til
Harmagedon og Guds dom over jøder og hedninger. De jøder som lever
i denne tid, bliver kaldt for DEN SIDSTE GENERATION (hebr. ”dor
acharon”, som betyder ”den sidste”).
Dersom det er rigtig, som en del
Bibel-forskere mener, at en del af indholdet i Salmerne gengiver
vigtige begivenheder som har sket i dette århundrede, så forkommer
for FØRSTE GANG benævnelsen ”den sidste generation” i Salme 48.
”Giv agt på dets (Jerusalems) volde, vandre gennem dets borger,
for at i kan fortælle om det til DEN KOMMENDE (SIDSTE) GENERATION.”
Salme 48,14. (Staten Israel blev oprettet den 14. Maj 1948. Det kan
vise sig at ikke bare opdelingen af kapitlerne er rigtig i Bibelen,
men også opdelingen af versene.)
I denne Salme er også genfødelsen
af staten Israel beskrevet. Den er beskrevet som ”EN FØDENDE
KVINDE”. ”Bæven greb dem der, angst som hos en fødende kvinde
(Israel).” Salme 48,7.
Begrebene ”en fødende kvinde”
og ”den sidste generation” er dermed synonymer begreber. Det
betyder at det udtrykker det samme.
Vi ved at Israel skal gennemgå 3 fødsler, og det
er:
- Fødselen af Jesus Messias. ”Og hun (kvinden, Israel) fødte en drengebarn (en mandlig søn) som skal styre alle hedninger med Jernstav, og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone (Jesu himmelfart).” Åb.12,5.
- Fødselen af staten Israel. det skete den 14. Maj 1948.
- Den åndelige fødsel af jøderne. Den skal ske på slutningen af den store trængsel. Es.66,8.
Den sidste gang at udtrykket ”den
sidste generation” er nævnt i Salmerne er i Salme 102.: Dette skal
blive opskrevet for den kommende generation, og det folk som skal
skabes (genfødes), skal love Herren.” Salme 102,19.
Dette kan betyde at den sidste
generation bliver afsluttet i året 2002, men det er der ingen der
ved uden Gud. Desuden er der heller ingen som ved eksakt hvor langt
vi er kommet i tidsregningen. (se min bog: Jesu Genkomst bind 4, kap:
Profetiske budskaber i Salmerne.)
Side 160.
VERDEN VIL BESTÅ I 7000 ÅR.
En del rabbinere mente at det 7.
Årtusinde ville indgå i denne verden, og at det først var i det 8.
Årtusinde at den kommende verden ville blive etableret.
I Sanhedrin 97 står der: ”Rabbi
Chanan ben Tachlipa sendte denne besked til Rabbi Joseph: ”Jeg
mødte en mand som holdt en skriftrulle, som var skrevet med de
hellige hebraiske bogstaver. Jeg spurgte ham. Hvor fik du tag i denne
?. ”Han svarede mig”. Jeg var lejesoldat i den romerske hær og
jeg opdagede den blandt de romerske arkiver. Der var skrevet i den.”
Efter 4291 fra verdens skabelse af (Det er 531 efter Messias. Dette
er en jødisk udregningsmåde), så vil verden blive ødelagt, delvis
på grund af krigene mellem søuhyrerne, og delvis på grund af
krigene til Gog og Magog, og derefter vil Messias` hans dage komme,
og Den Hellige, Velsignet være han, vil ikke forny verden før efter
7000 år.
Jeg citere videre fra Sanhedrin 97,
b Talmud: ”Rabbi Elias sagde til en anden rabbi: ”Verden vil
eksistere i det mindste 85 jubelår (Det er 4250 år.) og i det
sidste jubelår vil Davids Søn komme.” Rabbineren spurgte ham:
”Vil han komme i begyndelsen eller i slutningen af jubelåret ?”
Han svarede: ”Jeg ved ikke”. Dette tilsvarer en dato mellem 440
og 490 . (jødisk udregningsmåde.)”
Jeg citerer videre fra Talmud:
”Dersom en person, (400 år efter templets ødelæggelse ,som skete
år 70 efter Messias) skulle bede dig om at købe et jordstykke som
var 1000 denarer værd for 1 denar, køb den ikke, for der er en
rabbinsk lærer: ”Efter 4231 efter verdens skabelse (Det er 471
efter Messias, jødisk udregningsmåde) dersom et jordstykke som er
værd 1000 denarer, bliver tilbudt for 1 denar, køb det ikke, for
Messias vil komme på det tidspunkt og landet vil ophøre at have sin
værdi.”
Stort set så blev forsøgene på at
udregne tidspunktet for Messias` komme betragtet negativt af de
fleste rabbinere, fordi de skabte håb som ikke var realistiske. Der
er en advarsel i den rabbinske litteratur om at udregne tidspunktet
for endetiden. ”Forbandet være de som udregner ”endetiden”,
fordi de argumenter med at siden, ”endetiden” er kommet og
Messias ikke er kommet, så vil han aldrig komme, men vent på ham,
som der er skrevet: ”Selv om den (den udpegede tid) lader vente på
sig, så vent på den. (Sanhedrin 97 b.)
I flg. en rabbinsk opfattelse så
vil Israel blive forløst i tishri (den 7.måned). - I følge en
anden opfattelse så vil Israel blive forløst i måneden nisan på
samme måde som jøderne blev forløst i nisan måned i Ægypten.
Eftersom Messias ikke kom til de
fastsatte datoer, voksede der frem en anden opfattelse om at Gud ikke
havde bestem nogen fast dato, men at den ville være afhængig af
folkets opførsel. I Sanhedrin 98 a står der: ”Dersom Herren vil
lade det ske hastigt i sin tid”, som det står i (Es. 60,22.) Dette
Skriftord blev forklaret på denne måde: ”Dersom i er værdige,
vil jeg lade det ske hurtigt. Dersom i ikke er værdige, vil jeg lade
det ske i sin time.”
Vi finder også flg. udtalelser i
Talmud: ”Stor er angeren, for den bringer forløsningen nær.”
Alle tidspunkter for ”endens tid” er kommet, men Messias er ikke
kommet. Det afhænger blot af anger og gode gerninger. ”dersom
Israel angrer en eneste dag på rigtig måde, så vil Davids Søn
komme med det samme.” Dersom Israel magtede at holde to sabbater i
samsvar med Torahen, så vil de blive forsonet med det samme.” (Se
Everymans Talmud, s. 350-352, af Abraham Cohen.)
Side 269.
ISRAEL, DEN KRISTNE MENIGHED OG HEDNINGERNE.
Det er af den største betydning for
studiet af Bibelen at vi holder disse tre grupper fra hverandre.
Dersom dette ikke bliver gjort, så blander vi meget af Bibelens
indhold sammen og forstå ikke det vi læser. Guds Ord mister også
sin kraft ved denne sammenblanding, for kraften er bl.a. afhængig af
en ret forståelse af ordet. Det var også det Filip spurgte den
etiopiske mand om: ”FORSTÅR DE DET DE LÆSER ?” Ap.Gr.8,30.
Der er en som har sagt: Ved UKLARE
FORMULERINGER TRÆKKER SANDHEDEN SIG TILBAGE.
Men det er ikke nok at læse Guds
ord, man må også have en rigtig forståelse af Guds ord. Derfor
sagde også den etiopiske hofmand; ”Han svarede: Hvorledes skulle
jeg kunne det (forstå Skriften) uden at nogen VEJLEDER MIG...”
Ap.Gr.8,31.
Der er mange måder at læse og
forstå Guds ord på, men bare en måde er den rigtige. Derfor gælder
det om at have GODE VEJLEDERE. Den Hellige Ånd er den bedste
vejleder, men man kan også have god hjælp af mænd og kvinder, som
er genfødt af Den Hellige Ånd, er Åndsdøbt og har fået de
forskellige nådegaver, tjenester og embeder.
Videre kan en få god hjælp af gode
Bibel-kommentarer. En bør ikke læse Bibelen uden at man har en
eller flere Bibel-kommentarer, som man kan konsultere til enhver tid.
Der er to spørgsmål menigheden må
stille sig når den hører forkyndelsen eller når den læser en
Bibel-kommentar, og de er:
- HVAD SIGER ÅNDEN TIL MENIGHEDEN ?
- ER DET HYRDERØSTEN som kommer til udtryk i det som vi hører og i det som vi læser ? Dersom menigheden kan besvare bekræftende på dette, så bliver den fri – fri til at forstå Guds Ord ret.
Den jødiske professor David Flusser
siger flg. om dette: ”Det er betinget nødvendig at de kristne,
under ledelse af fornuftige hyrder læser Det Nye og Det Gamle
Testamente. Det er i dag nødvendig at befatte sig med de Bibelske
udsagn om endetiden. Jøderne gør det, og de kristne skulle gøre
det meget mere, så de IKKE GÅR GLIP AF DERES UDVÆLGELSE ... ”
(Se min bog: Jesu Genkomst, bind 1, s.299.
Vi må lære os at fordele
Guds ord ret, og det skal fordeles mellem tre forskellige
grupperinger, og det er:
- ISRAEL, som er Guds jordiske folk.
- DEN KRISTNE MENIGHED som består både af jøder og hedninger: 1.Kor.10,32. 2.Tim.2,15.
- HEDNINGERNE. De er forpligtet overfor Gud ved deres tanker, ved deres samvittighed og de bud som de kender til.
Rabbinerne
mente at hedningerne var forpligtet på 7 bud. Det var de såkaldte
Noahkittiske bud, og de var flg.:
- Menneskene skulle ikke drive afgudsdyrkelse.
- De skulle ikke drive Guds bespottelse.
- De skulle ikke spise skadede dyr eller dele som var skilt fra et levende dyr.
- De skulle ikke stjæle.
- De skulle ikke myrde.
- De skulle skabe et retfærdigt retssystem, som skulle håndhæve de 6 første bud.
Hedningerne, som ikke kendte til
hverken Mose Torah. Jesu Torah eller de forskellige evangelier, har
også mulighed for at blive frelst. Frelsen bliver kanaliseret gennem
en tro på Gud som skaberen og ved at lytte til deres samvittighed og
holde de bud som de kendte til. Paulus behandler dette emne i
Romerne.1-2.
Jøderne er forpligtet overfor Gud
ved Mose Torah og Jesu nye Torah.
Den kristne menighed er forpligtiget
overfor Gud ved den generelle det af Jesu første forkyndelse. Jesu
anden Torah, det dobbelte kærlighedsbud og Paulus ` hans lære.
Hedningerne var Guds første folk.
Deres åbenbare frelses historie strækker sig fra Adam og til
Abraham. Efter den tid går de ind i sine egne hemmeligheder.
Jødernes åbenbare frelses historie
strækker sig fra Abraham og til Paulus ` forkyndelse. Efter den tid
har de også gået ind i deres egne hemmeligheder. Efter den kristne
menighed bortrykkelse vil Gud igen handle med jøderne.
Den kristne menigheds frelses
historie strækker sig fra Paulus` omvendelse og varer indtil den
kristne menigheds bortrykkelse. De jøder som kommer til tro på
Messias ved den paulinske forkyndelse hører med til menigheden:
Rom..1,16 Gal.3,28 Kol.3,11.
EN SAMMENLIGNING MELLEM ISRAEL
OG DEN KRISTNE MENIGHED.
Vi skal i det flg. give en
sammenligning mellem Israel og den kristne menighed. Denne overskrift
er taget fra Lewis S. Chafers bog: Systematic Theologi, bind 4, s.
47-53. (Denne oversigt er værdifuld og rigtig og jeg tager den i sin
helhed. Jeg er ikke enig i en del af det som står i punkterne 6.10
og 13. Se mine kommentarer.)
Der er flg. forskel mellem jøderne og den kristne menighed:
- FØDSEL. Jøderne bliver de ved en fysisk fødsel. Enhver af dem er født af jøder, og deres arv er overført ved menneskelig arvefølge gennem generationer. De kristne er hvad de er ved åndelig fødsel. De er født direkte af Gud og er derfor hans legitime efterkommere. Deres arv er, at de med det samme bliver Guds barn.
- NATIONALITET. Israel hører med til verden og verdens system. Selv om de er over alle generationer i Guds regnemåde, så er de fremdeles i verden som en af nationerne. Den kristne menighed består af alle nationer, inkluderet jøder, og har ikke noget åndeligt borgerskab på jorden. De som tror, er derimod ”fremmede og udlændinge” på jorden.
- OPGAVE. Israel var udset til at øve indflydelse over verdens nationer, og det vil Israel gøre helt perfekt i den kommende tidsperiode. Tidligere drev Israel ikke missionsvirksomhed og proklamerede ikke noget evangelium. Israel opretholdt sin selvcentrerede gudstjeneste. Det vendte sig indover mod tabernaklet eller templet, og dets goder var afhængig af egen tilbedelse. Straks den kristne menighed blev dannet, så dannede den et missionssamfund. Det er dens pligt at vende sig udover, og den er givet den opgave at evangelicere verdens folk i enhver generation.
- KRISTI DØD. Den generation som krævede at Jesus skulle dø, og som udtalte ved sine ledere: ”Hans blod kommer over os og vore børn”, er skyldig i Jesu død. Til trods for det så vil de blive frelst som nation på grund af dette offer. Den kristne menighed nyder godt af en nuværende frelse gennem ofringen af Guds lam.
- FADEREN. Ovenfor Israel er Gud gjort kendt gennem hans oprindelige titler, men ikke som far til den individuelle israelit. Den kristne er født af Gud og har enhver ret til at henvende sig til ham som far..
- KRISTUS. Ovenfor Israel er Kristus Messias, Immanuel og Konge. Ovenfor kirken er Kristus, Frelseren, Herre, Brudgom, Hoved og Liv. (Min kommentar: Jesus er ikke brudgom for menigheden. Han er menighedens hoved. Det er Israel som er bruden. ”Den som har bruden , han er brudgom, men brudgommens ven (døberen Johannes), som står og hører på ham (Jesus), glæder sig storligen over brudgommens røst; denne min glæde er nu blevet fuldkommen.” Joh.3,29) Det er galt at sige at den kristne menighed hører med til eller er Herrens brud. Israel har bestandig og vil også forblive værende Herrens brud. Gud indgik løfte med jøderne ved Sinai for ca.3500 år siden – om at han ønskede at knytte folket til sig ved et giftemål, men på grund af utroskab fra jødernes side (dansen rundt om guldkalven), blev BRYLLUPET UDSAT TIL JESU FØRSTE KOMME. Da jøderne heller ikke denne gang ville tage imod Gud som deres brudgom (ægtemand) blev BRYLLUPET UDSAT ENDNU ENGANG - TIL JESU GENKOMST. Mange rabbiner mener at brylluppet mellemYhvh og jøderne blev fejret ved Sina, men dette er ikke en rigtig vurdering. Alt lå tilrette for at brylluppet kunne fejres, men det blev udsat. Dette ser vi også af det forhold at Moses knuste de to stentavler med de 10 bud. Dette var selve ægteskabskontrakten. Rabbinerne har derimod ret i at det er Israel som er Herrens brud. Her har teologerne fejlet. (Se min bog: Jesu Genkomst bind 4, kap.: Israel er Herrens brud og hustru og den jødiske bryllupsfesten: Israel er Herrens brud og hustru og den jødiske bryllupsfest peger på Jesu første og anden komme.)
- DEN HELLIEGE ÅND. Bare i undtagelses tilfælder og for speciel tjeneste blev Den Hellige Ånd givet til en israelit. Den Hellige Ånd blev også trukket tilbage når tjenesten var fuldført. Den kristne har Den Hellige Ånd hele tiden, og han er ikke frelst uden at han har Den Hellige Ånd. Rom.8,9.
- STYRINGSPRINSIP. I femten hundrede år var Mose Torah grundlaget for det daglige liv. Salm.103,17-18. Medlemmer af Kristi legeme, som er fuldstændig helliget i Jesus, er under de ordninger som nåden giver.
- GUDDEOMMELIG UDRUSTNING. Mose Torah gav ingen styrke som kunne udruste til gerning. Der var konstant fejl på grund af kødets svaghed. Rom.8,3. Kirken som har Den Hellige Ånd i sig, er udrustet for ethvert krav. Apostlen Paulus kunne sige: ”Synden skal ikke herske over jer”, på grund af at ”i er ikke under Torahen (budene i Torahen) men under nåden.” Rom.6,14.
- KRISTI GENKOMST. Han kommer igen for at samle Israel til landet. 5.Mos.30,1-8. Jerm.23,7-8 og Mat.24,31. Herren Jesus Kristus kommer igen for sin brud og tager hende med til den himmelske herlighed. Johs. 14,1-3. Min kommentar: Det er ikke menigheden som er Kristi brud, men Israel. Se kommentar under punkt 6.)
- POSISION. Esajas siger: ”Men du, Israel, er min tjener.” Es.41,8. Til trods for at enkelte israelitter kunne blive brugt på en mægtig måde, således som profeterne og kongerne, så nåede de aldrig en højere position end at de var Herrens tjenere. Den kristne menighed, som er i Kristus, er medlemmer af Guds husholdning og Guds familie.
- KRISTI JORDISKE STYRE: Israelitterne er udpeget til at være undersåtter af kongen i hans jordiske kongedømme. Medlemmer af Kristi legeme skal regere sammen med Kongen som hans medstyrende i dette kongerige.
- PRÆSTEDØMMET. Israel har et præstedømme. Menigheden er et præstedømme. (Min kommentar: der er ingen forskel på at have et præstedømme og det at være et præstedømme. Den kristne menighed har ikke noget løfte om at det skal være et kongerige af præster. Dette løfte tilhører jøderne. I Riget for Israel skal de være konger og præster udover den hele jord. Den kristne menighed derimod skal være med til at styre verden ud fra himmelen. Der er ikke gjort eksakt rede for hvilke åndelige opgaver vi skal have. Det hører med til den kristne menigheds mange hemmeligheder. Vi har ikke fået at vide alle hemmelighederne med den kristne menighed.
- DOMMEN. Israel står foran dommen. Mat.25,1-13. Menigheden er blevet dømt, og vil ikke komme til dom. John.5,25 og Rom.8,1.
Jeg vil i det flg. citere fra
C.R.Stams bog: Tings That Differ, s. 64-66, og de forskelle som der
er imellem Israel og den kristne menighed. Han skiller også mellem
PROFETI og MYSTERIET, idet han mener at profetierne angår Israel,
medens mysteriet angår det kristne legeme. Jeg er enig i at det er
vigtig at vi forstår denne to deling af Guds Ord. C.R.Stam opsætter
følgende 14 forskelle:
- Profeti angår et KONGEDØMME, en politisk organisation. Dan.2,44 og Mat.6,10. Mysteriet angår et LEGEME, en levende organisme: 1.Kor.12,12 og 27. Ef.4,12-16.
- Kongedømmet skal blive ETABLERET PÅ JORDEN. Jerm.23,5 og Mat.6,10. Legemet er givet en STILLING I HIMMELEN Ef.1,3 og 2,5-6. Kol.3,1-3.
- Kristus skal være dets KONGE. Jerm.23,5 og Es.9,6-7. Kristus er dets LEVENDE HOVED Ef.1,19-23. Kol.1,18.
- Kongedømmet er profeteret ”FRA VERDENS BEGYNDELSE” Luk.1,68-70. Ap.Gr.3,21. Legemet er udvalgt i Gud ”FØR VERDENS BEGYNDELSE” Rom.16,25. Ef.1,4-11 og 3,5-9.
- Israel er givet OVERHERREDØMMET OVER NATIONERNE. Es.60,10-12 og 61,6. Jøder og hedninger er pladsseret på det SAMME NIVEAU for Gud. Rom.10,12. 11,32 Ef.2,16-17.
- Hedningerne skal blive VELSIGNET GENNEM ISRAELS MEDVIRKEN. 1.Mos.22,17-18. Sak.8,13. Hedningerne skal blive VELSIGNET PÅ GRUND AF ISRAEL GENSTRIDIGHED. Ap.Gr.13,44-46. Rom.11,28-32.
- Hedningerne skal blive VELSIGNET GENNEM ISRAEL OPREJSNING. Es.60,1-3. Sak.8,22-23. Hedningerne skal blive frelst GENNEM ISRAELS FALD Ap.Gr.28,27-28. Rom.11,11-15.
- Det profetiske ord omhandler NATIONERNE som sådan. Es.2,4. Esek.37,21-22. Hemmeligheden angår INDIVIDERNE. Rom10,12-13. 2.Kor.5,14-17.
- Profeti angår VELSIGNELSE, både materielle og åndelige, PÅ JORDEN. Es.2,3-4 og 11,1-9. Hemmeligheden angår ”ALLE ÅNDELIGE VELSIGNELSER I HIMMELEN.” Ef.1,3. Og Kol.3,1-3.
- Profeti angår KRISTI KOMME TIL JORDEN. Es.59,20 og Sak.14,4. Hemmeligheden forklarer Kristi nuværende ADSKILLELSE FRA JORDEN. Ef.1,20-21 og Kol.3,1-3.
- Profeterne beskriver IKKE AT FRELSEN ER BARE AF NÅDE VED TRO. FRELSEN AF BARE NÅDE VED TRO ligger i centrum af hemmeligheden. Rom.3,21-26 og Ef.2,8-9.
- Proklamationen af det profetiske program er betroet specielt til de 12 APOSTLE. Mat.10,5-7. Og Ap.Gr.1.6-8. Proklamationen af hemmeligheden blev betroet specielt TIL PAULUS. Ef.3,1-3 og Kol.1,24-27,9.
- Det profetiske program blev åbenbaret til MANGE AF GUDS TJENERE. Luk.1,70 og 2.Pet.1,21. Hemmeligheden blev åbenbaret gennem EN MAND, og det var PAULUS. Gal.1,12 og Ef.2,2-3.
- De gammeltestamentlige forfattere FORSTOD OFTE IKKE de profetiske udsagn, som blev gjort kendt gennem dem. Dan.12,8-10 og 1.Pet.1,10-12. Paulus både FORSTOD og LÆNGTES EFTER at andre skulle forstå hemmeligheden, som blev åbenbaret igennem ham. Ef.1,15-23 og Kol.1,9-10
ref. Egon Ladegaard
Kristensen: yeshuatt@mail.dk
www.denpaulinskegruppe.com