GUDS
NÅDE I INNEVÆRENDE TIDSPERIODE
Johannes Kleppa har en artikel i Dagen
Magazinet den 18-11 med titlen: Kirkelig egenskab og samliv kap.
Jeg er enig i meget av det som han
skriver, men hvad som gælder det sidste afsnit i hans artikel, så
udfordrer jeg ham eller andre på en del av det og stiller nogen
spørgsmål.
Jeg citerer hele det sidste afsnit
af artiklen: ”Læren om ægteskabet og samliv, sam-buar-skap og
homofile forhold, er ikke noget som er ”fastsat af mennesker”
eller ”eller menneskelige overleveringer”. Det er læren som er
fastsat og åbenbarer av Gud i Bibelen. Brud mod det, og med det
forsvar for et liv i synd, er krænke-splittende og frelses
hindrende. Når vedkommende talar om ret ”forvaltning” af
sakramente, går det selvsagt ikke på det ytre og praktiske, men på
det indholdsmæssige i sakramentet. Tilsvaraende kan vi ikke forstå
”evangelisk lære” løsrevet fra lov. Evangeliet må læres og
forkydes ret i forhold til loven, om det skal være ret evangelisk
lære. Det sker ikke der en forsvarer sam-buarskab og homofilt
samliv, og med det er det lære- og kyrkje (krænkende)
splittande.”
Vi er enige i følgende forhold.
a) Det er Bibelen som bestemmer
hvad som er synd og ikke synd.
b) Det er synd både med
sambo-fælleskap og med homofilt samliv.
Dette skal vi forkynde både for de
u frelst og for de frelste, men den lutherske læren har ikke noget
godt svar på følgende: Hvad sker med en kristen som lever i bevidst
synd? Faller vedkommende ut av retfærdiggørelsens nåde, eller
faller vedkommende bare ut av helliggørelsens nåde. Den lutherske
læren lærer at en faller ut av begge typer nåde, men dette er ikke
ret lære i følge den paulinske teologien. Den lærer at den som er
genfødt, er både retfærdiggjort, helliggjort og herliggjort og er
allerede her og nå indsat i himmelen i Jesus Kristus. (Rom.8, 29-30,
1.Kor.1,30 og Ef.2,6.)
Den lutherske teologien skiller lidt
mellom den som er genfødt, og den som ikke er genfødt og bruger de
samme reglerne for begge kategorier av mennesker. Dette er galt.
For en som er en genfødt kristen,
er synde- spørgsmålet ordnet av Jesus på Golgata. Når synden er
tat bort, er retfærdiggørelsen et faktum for den som er kommet til
tro på Jesus, og vedkommende kan ikke falle ut av den positioner som
han har i Kristus Jesus. Han kan derimod falle ut av andre typer
nåde.
Dersom det er slik, at en genfødt
kristne kan falle ut av retfærdiggørelsens nåde, så kan ingen av
os bliver frelst, for vi synder alle, men heldigvis er det ikke slik.
Det er etter hvert blevet godtaget-
også indenfor mange lutherske kredser, at en kristen som skiller sig
og gifter sig på ny, ikke faller ut av retfærdiggørelsens nåde.
Hvor skal vi så sætte grænsen for dette? Skal vi si at al synd,
som er værre end skilsmisse, fører til tap av retfærdiggørelsen?
Dette må lutheranerne og andre som har dette synet, svare på.
Dette betyder ikke at jeg opfordrer
til synd på disse områdene, men jeg udfordrer mange troende på
deres lære.
Det er flere årsager til at
lutheranerne ikke ser og forstår dette.
a) De ser ikke at vi har to
evangeliske forkyndelser i N.T., der det ene angår jøderne og
Israel, og det andre angår den kristne menigheden.
b) De ser ikke at samspillet mellom
lov og evangelium ikke er det samme i den jødiske messianismen, som
det er i den paulinske teologien.
I følge Paulus, som er
hovedapostelen for vår tidsperiode, så er vi (de troende) ikke
længer under ”loven”(den messianske forkyndelse), men vi er
under nåden. (den paulinske forkyndelsen. (Rom.6,14.) (Se min sidste
bog: Paulus Brev Til Romerne.)
Dette gjør at vi må flytte Paulus
sine bud og forordninger fra retfærdiggørelsen og over til
helliggørelsen. Det er der de hører hjemme. Her må både
lutheranerne og de andre ”ranerne” forandre sin teologi radikalt
dersom de skal forstå evangeliet om den frie nåden på en ret måde.
Tingvoll den 18-11. 2010. Oskar Edin Indergaard