torsdag den 11. juli 2013

Guds planer-hedninge modstand, doc 2 re Egon L. Kristensen

Guds planer – hedninge modstand, doc. 2

Sammen ligning mellem Rigets evangelium og den frie nådens evangelium: 232-

I Rigets evangelium var den jødiske lov fortsat tilstede som forudsætning for frelsen og som krav i vandringen for den troende. Den messianske jødedom opererede med to retfærdigheds begreber,og det var Guds retfærdighed og lovens retfærdighed. Dette kommer tydeligt frem både i Jesu og apostlenes forkyndelse.
Rigets evangelium bygger på Sina-loven, Jesus fortolkning af den og det profetiske ord. Jesu forsoning er selve frelses-grundlaget, men der krævedes også fuldkomne gerninger i vandringen. Det er Nåde plus gerninger..
Dette kommer frem overalt i Jesu og apostlenes undervisning.: 1. Johs.2,29 og 3,7.

Hos Paulus evangelium er den jødiske lov-lære sat helt til side både som forudsætning for frelsen og i vandringen for den troende. Den jødiske lov er sat til side eller ophævet i vor tid. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger: Ef.2,8-9.
Gud, som begyndte en god gerning i os, skal fuldføre den indtil Jesu Krist Dag: Fil.1,6. Vi er ikke under loven, men vi er under nåden: Rom.6,14.
I den kristne menigheds tid er loven taget ud af selve frelses-sammenhængen – både som forudsætning for frelsen og i vandringen. Dette betyder ikke at vi kan leve i synden: Rom.6,1-2.
Dette er en helt u-aktuel problemstilling. Vi kan ikke leve i det som vi er afdøde fra.
Synden er i det hele-taget ikke til stede i det nye liv.
De formaninger som Paulus gav, har ingen ting med selve frelsen at gøre. De gælder vandringen. Det er den Hellige Ånd i os som gør, at vi kan holde formaningerne. Paulus gav ingen bud eller nogen lov.
Det som betyder noget i den paulinske teologi, er to forhold, og det er:
a. Gal.5,6 og b, vers 15.
Da Jesus kom, stillede han en række krav til jøderne for at de kunne få del i ”Riget for Israel”. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5 kap.: Jesu forkyndelse.
Da Peter forkyndte i Kornelius hus år 40, sagde han at Gud tager imod dem som frygter ham og gør retfærdighed (holder loven i en eller anden form): Ap. Gr.10,35.
Da Paulus besøgte Jerusalem i året 58 udtalte de jødiske ledere følgende: Ap. Gr.21,20.
Når man præsenter Jesu krav for de troende, så siger de følgende: Ja , dette var før Golgata. På Golgata tog Jesus alle lovens krav på sig, og loven blev ophævet.
Dette er ikke ret. I missionsbefalingen: Matt.28,18-20 som er givet efter Golgata, sagde Jesus at disciplene skulle lære alle folkeslag og holde alle Jesu bud og forskrifter.
Johannes lærte at den som ikke bar frugt i sit kristne-liv, den tog Gud bort fra vintræet, som er et billede på Jesus. Dersom jøderne holdt Guds bud, forblev de i Jesu kærlighed.
Dersom de ikke gjorde det, blev de taget bort fra vintræet, læs Johs.15,1-10.
Dette er betingelser, og det er ikke i overensstemmelse med Paulus lære om den frie Nåde.
Her kan vi også henvise til det som står i Rom.11,16-24. De jøder som ikke blev i det jødiske olietræ, som er et billede på selve frelsen, blev taget bort fra olietræet, v.22. Dette gælder ikke den kristne menighed. Dette ses af to forhold og det er:
a. Den kristne menighed er ikke koblet ind i det gode jødiske olietræ, men den er koblet ind i Jesus Kristus som er hovedet form menigheden.
b. Den kristne menighed kan ikke falde ud af frelsen. Den som først er indsat med Jesus i himmelen, kan ikke fratages denne position. Se kap, den rette fortolkning af Rom.11,16-27.
Johs. Åbenbaring 2,4-5 v.26. 3,2 v.8 og 18 beskriver også den messianske menighed. Her er der lagt vægt på gerninger i forhold til frelsen. De 7 lilleasiatiske menigheder er messianske menigheder. De måtte holde Moseloven og Jesu undervisning, for at blive bevaret som troende.
Det var blot 2 af de lilleasiatiske menigheder som var etisk fuldkomne, og det var menigheden i Smyrna: Åb. 2,8-11 og menigheden i Filadelfia: Åb. 3,7-23. De andre menigheder var delte menigheder.
Den kristne menighed i betydningen Jesu legeme er ikke en delt menighed. Den er allerede her og nu indsat i himmelen i Jesus Kristus: Ef.2,6.
Hvad der gælder kirken, så er den delt. Det er ikke alle, som er medlemmer af kirken, som er genfødt og frelst. Både kirken og de lutherske organisationer har en altfor svag og misvisende forkyndelse af hvad det vil sige at være frelst.
Både kirken og de lutherske organisationer lærer at der er frelse i vanddåben. Dette er galt..
Jakob, Jesus kødelige broder, skrev at troen alene kunne ikke frelse et menneske. Der måtte også lovgerninger til: Jakob 2,13-14 v.17.
Paulus derimod lærte at vor ros er udelukket i frelsessammenhæng, fordi vi er frelst af nåde uden gerninger. Vor ros er udelukket, fordi vi lever ikke længere under gerningernes lov men under troens lov: Rom.3,27. Gal.3,25.
Hvad som gælder Abraham, som er åndelig far til to typer mennesker (Rom.4,1), og det er:
a. Han er åndelig far til de mennesker som er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Det er hedningerne.
b. Han er både åndelig og etnisk far til de mennesker som er frelst af nåde ved tro plus gerninger. Det er jøderne: Rom.4,11-12.
Fra begyndelsen af sit kald og frem til han var 99 år gammel levede Abraham i en fri nådepagt. Efter at han indgik pagt med Gud: 1.Mos.17,1-14, blev der stillet forpligtigelser til ham i vandringen som troende. Således var omskærelse en forpligtigelse, forskellige typer ofringer og det forhold at han blev pålagt at ofre sin søn Isak: 1.Mos.1,26.
Frem til han var 99 år gammel, blev Abraham kaldt ”Abram”, og det betyder ”ophøjet far”. Fra han var 99 år og frem til sin død, blev han kaldt ”Abraham”. Det betyder ”far til mange folk”. Han blev 175 år gammel. Dette betyder at han er åndelig far til alle som tror, både de som ikke har omskærelsen og de som har omskærelsen. De løfter som Abraham fik medens han var uomskåret, kan ikke forandres. De står fast.
Abraham levede i den tidsperiode som vi kalder ” Løftets tidsperiode”, men til trods for det, var der 2 forskellige retfærdighedsbegreber i denne periode, og det var:
a. Nåden alene og b. Nåden og Loven. Dette var forløber for Sina-loven.
Dette er grunden til at Jakob og Paulus fremstillede Abraham på to forskellige måder med hensyn til frelsen. I Paulus hans breve bliver Paulus fremstillet som den der fik løfterne på grund af Guds nåde og blev frelst ved tro uden gerninger: Rom.4,2-3.
I Jakobs brev bliver Abraham fremstillet som den som måtte fremvise gerninger i vandringen som troende: Jakob 2,21-23.
Dette viser klart at der i en tidsperiode kan eksistere forskellige tidsbegreber. Dette gælder også tiden fra Paulus og indtil år 70 efter Kristus. I denne tid blev der både frelst mennesker ind i den messianske menighed og mennesker i den paulinske menighed.
I Rom.4 og i brevet til Gal.3,6-29 er Abraham fremstillet som den som fik løfterne ved Guds nåde, og som den som blev frelst af tren alene. Der burde have stået ”Abram” i disse tekster, men på grund af at det vil skabe forvirring, dersom vi brugte to forskellige navne på denne person, vil vi bruge navnet ”Abraham”
I Jakobs brevet er Abraham fremstillet som den som måtte fremvise gerninger ved siden af Guds nåde.
I Hebræer-brevet, som er et jødisk brev, står der flere steder at det går an at falde ud af nåden. (Se Hebræerne 3,14. 6,4-6. 10,38-39 og 10,26-29.)
Denne undervisning finder vi igen hos Paulus Skrifter: Han lærte:
a. At vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger.
b. At nåden er en gave. ( En gave er noget du får uden at betale for den: Ef.2,8-9.
  1. At vi er retfærdiggjort blot ved troen på Jesus: Rom.3,26.
  2. At evangeliet er en Guds kraft til frelse for hver den som tror både for jøde først og så for græker: Rom.1,16.
Paulus lærte at det går ikke an at falde ud af nåden, for frelsen er af Guds nåde. Vi er både kendt, bestem, kaldt, retfærdiggjort, helliggjort og herliggjort. Alt dette skete forud for vor omvendelse. Vi bliver ikke frelst, men vi er frelst: Rom.8,29-30 v.39 4,10. 6,14. 11,6.
Den som først er frelst (genfødt), kan ikke falde ud af nåden, for han er velsignet med al åndelig velsignelse (frelse, retfærdiggørelse, helliggørelse og herliggørelse) i himmelen og indsat i himmelen sammen med Jesus: Ef.1,3 og 2,3.

Dåbens betydning
Apostlene videreførste Jesu lære om dåben: Matt.28,18-19 og Markus 16,16. Dette ses både af første delen af Apostlenes Gerninger og af apostlenes Skrifter. Peter lærte at jøderne måtte omvende sig og tage dåben, for at få syndernes forladelse og Den Hellige Ånd: Ap. Gr.2,38.
Paulus lærte at den kristne menighed ikke fik Den Hellige Ånd ved lovgerninger (for eksempel vanddåben), men fik Ånden ved forkyndelsen af troen og nåden: Gal.3,2 v5.
Paulus lærte at han ikke var udsendt for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, for at Krist kors ikke skulle tabe sin kraft: 1.Kor.1,17-18 og 2,2.
Paulus lærte at genfødelsen ikke skete i forbindelse med dåben, men at den var uafhængig af dåben. Dåben har ingen ting med genfødelsen eller frelsen af gøre. Dåben hører med til det jødiske system, og den havde betydning i forhold til en ydre renselse af synden.
De flest som kommer til tro på Jesus i verden i dag, bliver frels uden at dåben har fundet sted. Dette viser at genfødelsen ikke ligger i dåben.
Den katolske og den lutherske kirke lærer at der er genfødelse eller frelse i dåbens vand, men dette er galt og misvisende. Teologerne og det store flertal af forkyndere indenfor de lutherske organisationer har misopfattet og misforstået de mange udsagn som Paulus kom med angående frelsen og genfødelsen. De lære at når Paulus bruger ordet ”dåb”, går dette på vanddåben, men det er ikke rigtig. Ordet ”dåb” har en række betydninger i N.T. Se min bog: Kristendommens jødiske Rødder, kap. De forskellige dåbs typer.
Ifm. Med barnedåben bruger kirken det som står i brevet til Rom.6,3-9 for at vise, at der er frelse i vanddåben.
Dette Skrift-afsnit går ikke på vanddåben, men det angår Jesu død og opstandelse og den betydning som det har for den som er kommet til tro på Jesus. Det angår det nye liv som er lig med Jesu liv.
Brevet til Rom.6,3-9, beskriver flg. Indhold:
a. Vi er død sammen med Jesus.

b. Vi er oprejst sammen med Jesus.

    1. Vi har en død som er lig med Jesu død. Det er den samme død.

    1. Vi er forenet med Jesus i denne død.

e. Vi har den samme opstandelse som Jesus.

f. Vi er forenet med Jesus i hans opstandelse.

g. Vi lever et nyt liv.

h. Vort gamle menneske er korsfæstet sammen med Jesus.

    1. Syndelegemet er taget bort.

j. Vi tjener ikke længere synden.

k. Den som er død, er retfærdiggjort fra synden.

    1. Dersom vi er død sammen med Kristus, da skal vi også leve sammen med ham.

    1. Efter at Kristus er opstanden fra de døde, dør han ikke mere. Dette gælder også os.

Den som er død og oprejst sammen med Kristus, kan ikke dø mere, for Kristus kan ikke dø. Det viser at den, som en gang er frelst, kan ikke falde ud af nåden.
Brevet til Rom.6,3-9 går hverken på barnedåben eller på troendes dåb, men det går på selve genfødelsens dåb.
Når Den Lutherske Kirke og de lutherske organisationer ikke forstår dette, så skyldes det to forhold og det er:
a. De har ikke forstået Paulus hans nådelære.
b. De sammenblander Paulus nådelære med de jødiske Skrifter, som kræver både
nåde og gerninger.

Barnedåben er gal, for den giver mennesker en falsk tryghed om at der er frelse i dåben. Det er ikke i vanddåben at frelsen ligger, men det er i troen på Jesus.
Barnevelsignelsen er ret. Barnet behøver ingen frelse, for det er Guds barn fra undfangelsen af. Det er de ”voksne” som trænger til frelsen, og den er ikke knyttet til vanddåben, men det er en gave som vi får af nåde: 1.Kor.1,17-18.

De reformerte kirke lærer at troens dåb er det eneste rigtige. De har tre vurderinger af vanddåben.
a. Den er et gensvar fra mennesket side om at frelsen er kommet i stand. Til dette er at sige flg. Frelsen behøver ingen bekræftelse fra menneskets side. Når de har fået den Hellige Ånd i hjertet som pant og indsegl, så er dette en bekræftelse på at frelsen er kommet i stand. Der står ingen steder i N.T at vi må bekræfte vor frelse ved at tage dåben. (Dåben gælder heller ikke for den kristne menighed.)
b. Den troende må følge Jesus i hans dåb. På samme måde som Jesus blev døbt, må vi også blive døbt. Til dette er at sige at vi på ingen måde skal følge Jesus i hans dåb. Ved sin første dåb tog han på sig al verdens synd, og ved sin anden dåb forsonede han al verdens synd.
  1. Dåben er en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Krist opstandelse: 1.Pet.3,18-21 Det er også galt. Det er frelsen som giver os en god samvittighed og ikke dåben. Se Hebræer 9,14, hvor der står: ”hvor meget mere skal da Krist blod, han som ved en tidsalder ånd bar sig frem som et ulasteligt offer for Gud, rense jeres samvittighed fra døde gerninger til at tjene den levende Gud.”

Det er Jesu forsoning og nåden som frelser os, uden at vi behøver at fremvise gerninger. Jøderne havde både loven, troen og Jesu forsoning som basis for frelsen, medens vi blot har Jesu forsoning og troen eller nåden. I de jødiske Skrifter er der to sæt retfærdighedsbegreber. Det er Guds retfærdighed og menneskets retfærdighed.
I de paulinske Skrifter er der blot et retfærdighedsbegreb og det er Guds retfærdighed. Se Jakob 2,20-24 og Rom.3,21-31. I dette Skriftsteder siges det 3 gange at vi er retfærdiggjort af nåde ved tro uden gerninger.
Moseloven og Jesu første undervisning er lagt til side eller ophævet i vor tidsperiode. Se Ef.2,15 og Kolos.2,14.
Det kristne legeme er en parentes i Guds løfter til jøderne.
Ved menighedens bort-atomar, som sker før trængselstiden på 7 år - og efter at den store trængsel er afsluttet, bliver jøderne frelst som folk og levning.
Jesus vil komme tilbage som Kongen Messias i 1000 års-riget. Jøderne vil da være med til at styre verden sammen med Jesus i 1000 år.
Den kristne menighed er koblet ind i en person, og det er Jesus fra Nazaret. Gennem ham får vi del i mange af jødernes løfter og pagter. Se Ef.2,12-13.
I vor tidsperiode er jøder og hedninger ligestillet i et legeme. Se Ef.2,14-18.
Der er 2 evangeliske forkyndelser som er beskrevet i N.T.
Den ene gælder Israel, og den anden gælder den kristne menighed.
De 4 evangelier, første del af Ap. Gr. Og de jødiske breve hører med til Rigets
forkyndelse.
Det er Paulus hans breve som gælder for os. Der er også en del generelle problemstillinger i begge forkyndelser.
Det er to linier i N.T. Det er den jordiske linje, som er rigslien og den himmelske linje, som udtager de troende for himmelen.
Disse to udvælgelser skal samarbejde i Rigets tid – men det er først på den nye jord at de går sammen. ”om en husholdning i tidens fylde: at han vil samle alt til et i Kristus, både de som er i himlene, og de som er på jorden.” Ef.1,10.

”Riget for Israel”
Der er flere vigtige temaer i Tanach. Vi nævner følgende:
a. Guds løfter til Abraham: 1.Mos.12-18. b. Indføring af loven: 1.Mos.12-18
  1. Messias død og forsoning: Salme 22 og Es.53. d. Profetier om oprettelsen af ”Riget for Israel”, som er det samme som ”Davids riget” Es.9,6-7 Dan.2,44 & 7,13-
  2. Jødernes forkastelse af Messias (Es.53) (Det betyder udsættelse af ”Riget for Israel” og indføringen af hemmeligheden.

Ud fra Daniel 9,25-26 går det an at udregne tiden for Messias første komme. Vi ser også at jøderne forkastede Den Salvede i påsken i året 32. Se mine bøger: Israel og den kristne menighed og Jesu Genkomst, bind 4, om de 70 år-uger for Israel og Jerusalem.
Der var en stor Messias forventning i Israel på Jesu tid. Jøderne ventede på at Messias skulle komme, men da Messias kom, ville de religiøse ledere i Israel ikke tage imod ham som deres Messias. Der er flg. grunde dertil:
a. Der er bestandig modstand mod Guds ordninger og Messias (Jesus). Dette er generelt for alle folk til enhver tid. De fleste er ikke imod Gud som skaberen og opret-holderen af alt liv, men de er imod Messias (Jesus). De er imod forsoningen og korsets budskab.
b. Flertallet ad rabbinerne så på Messias som en krigshelt som skulle frigøre Israel og jage romerne ud af Israel. De havde bortfortolket forsoningssiden ved Messias. (I vor kirke gør man det modsatte.)

Døberen Johannes var forløberen for Jesus. Han introducerede ”Riget for Israel” . I sin forkyndelse byggede han på flg. Grundsætninger, og det var



a. Omvendelsen. Han lærte: Matt.3,2. Det betyder at det var kommet. Det var ikke kirkens tid, men det var ”David-riget” som var kommet

b. Moseloven. Ordet ”omvendelse” betyder på hebraisk ikke blot ”at skifte sindelag”, men det betyder ”at vende tilbage og give svar”. ”Det betyder at jøderne måtte vende tilbage til en ret forståelse af Moseloven og Jesus undervisning. De min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære, s.8.

  1. Vanddåben. Han døbte med vand. Vanddåben var en del af Moseloven. Den gjaldt både genstander og personer. Vanddåben var med på at formidle frelsen: Matt.3,5-11.

Johannes døbte med vand for at Jesus, når han kom, kunne finde et renset folk, som var kultisk ren til at tage imod Messias, således at Messias ikke skulle komme og slå folket med forbandelse: Malakias 4,5-6.
Dåben peger på at Messias var kommet: Johs.3,31.
Vanddåben var ikke noget nyt i Israel, men folkedåben var noget nyt. Det skulle gøre jøderne i stand til at være konger og præster i ”Riget for Israel”. Medens jøderne af Levi stamme skulle være præster og levitter i templet i Jerusalem, skulle jøder fra de andre stammer være konger og præster udover hele jorden: 2.Mos.5-6.
Det er jøderne som skal være konger og præster. Når kirken operer med begrebet ”den almindelige præstedømme”, så er dette et udtryk for den såkaldte ”erstatningsteologi”. Alle udsagn i N.T., som omhandler dette angår jøderne og ikke den kristne menighed. Både Peter og Johannes skrev om dette. I og med at de skrev til jøderne, så er dette et bevis på at det er jøderne, som er og skal være konger og præster i ”1000 års-riget”: 1.Pet.2,5-9 og Åbenbaringen 1,6. 5,10 og 20,6. Se min bog: Jødedom og kristendom, Jesus og Paulus, s.255-263.

En sammenligning af nådebegrebet i den messianske jødedom og i paulinsk kr.-

I den messianske jødedom blev der stillet flg vilkår for at jøderne skulle få del i Guds nåde og Guds rige:
  1. De som havde fuldkomne gerninger. Skulle få del i ”Riget for Israel” Jakob 1,2-4. Åbenbaringen 3,2.
Det var de fuldkomne gerninger som skulle føre til, at jøderne blev etisk fuldkomne og ikke skulle mangle noget. Troen blev fuldkommen ved gerninger.
Paulus lærte noget helt andet om prøvelsen. Den skulle føre til håb: Rom.5,3-5. Håbet er et af nøgleordene i den paulinske teologi. Der er blot et håb, og det er den opstandne Kristus, som er det samme som nåden alene: Kolos.1,27.
  1. De som var ydmyge skulle få del i ”Riget for Israel”. Derfor heder det: Jakob 4,6. 1.Pet.5,5. Dette er i overensstemmelse med Bjergprædikenen, som er Grundloven i ”Riget for Israel”. Den kræver lignende egenskaber for de som skulle arve Guds rige. De som var salige (frelst) Matt.5,3-12.
Dette er udtryk for lovgerninger i en eller anden form: Rom.5.7-8.
  1. De, som havde en dobbelt retfærdighed, skulle arve ”Riget for Israel”: Matt.5,20. Se også Jakob 2,21-24 om Abrahams dobbelte retfærdighed. 1.Johs.3,7. Rom.3,21.
  2. De, som var fuldkomne, skulle arve ”Riget for Israel”. På samme måde som Gud er fuldkommen, skulle de messianske jøder også være det: Matt.5,48. Matt.19,18-26. 1.Johs.2,6.
Paulus lærte at enhver troende er fuldkommen i Kristus: Kolos.1,28.
  1. De, som rensede sig, skulle få del i ”Riget for Israel”: 1.Johs.3,3. Renselsen fandt jøderne i vanddåben, ofringerne, omskærelsen og fuldkomne gerninger:1.Johs.5,6-8. Dersom disse tre ikke gav et samstemmende vidnesbyrd om den enkelte jødes frelse, så hørte vedkommende ikke med til de som var frelst. Der manglede noget i deres frelse.. Af den grund skrev :1.Pet.4,19.
I Paulus hans undervisning er det ikke vanskelig at blive frelst, for både genfødelsen, vandringen og afslutningen (herliggørelsen) er af bare nåde. Ved omvendelsen bliver en indsat i himmelen i Jesus Kristus: Ef.2,6.
  1. De, som holdt ud til enden, skulle arve ”Riget for Israel” Åbenbaringen 2,26.

I den messianske jødedom måtte der finde sted både en kontinuerlig retfærdiggørelse og en kontinuerlig helliggørelse for at blive frelst: Hebr. 12,14.

I Pauluses undervisning er vi frelst af blot nåde. Den ydre helliggørelse har ikke noget med selve frelsen at gøre, men den tæller med når nådelønnen skal udbetales. Se 1. Kor.3,10-16.

Hvad skulle de messianske jøder gøre når de syndede? De skulle gå til Gud og bede om tilgivelse. De skulle give de foreskrevne ofringer.
Den messianske jødedom regner med to typer synder,og det var:
a. Almindelig synd, som alle gjorde. b. ”synd til døden”. Det var synd som var gjort med vilje og med overlæg. Der var ikke tilgivelse for denne synd.


Den første synd kunne de nede om tilgivelse for, og dersom de gjorde det, fik de syndernes forladelse: 1.Johs.8-9.
Den anden synd var der ikke tilgivelse for. Den som var født af Gud, gjorde ikke denne synd. Det var beviset på at vedkommende var frelst: 1.Johs.3,9, og 5,16.
To utilgivelige synder i Israel:
a. Bespottelse mod Den Hellige Ånd. Det var det samme som Gudsbespottelse af Guds Søn og Den Hellige Ånd :Matt.12,31-32. (Jøderne kunne tale bespottelig mod Menneskesønnen, som var Jesu jordiske titel, men de kunne ikke tale bespottelig mod Jesus som Guds Søn eller mod Den Hellige Ånd, som er det samme som Gud selv.
b. Det forhold at jøderne ikke holdt loven og Jesu undervisning i vandringen som troende.


Paulus opdelte ikke synden i to forskellige typer synder, men han lærte at den som tror på Jesus, er frelst. Når Loven er taget bort, er der ikke nogen synd mere som kan hindre et menneske fra at blive frelst.

I tillæg til de punkter som er nævnt ovenfor, måtte jøderne holde de 30 bud som Jesus lagde vægt på i sin forkyndelse. Se mine bøger: Jesu Genkomst bind 4-5.

Lovens betydning i den messianske jødedom
Mange kristne ser på Moseloven som noget negativt, som er ophævet. Dette er helt galt Jesus sagde selv at han ikke var kommet for at ophæve loven og profeterne, men han var kommet for at opfylde den: Matt.5,17. Dette betyder 3 ting, og det er:

a. Jesus skulle opfylde alt det som stod i loven og profeterne om hans person.

b. Han skulle udfylde den således at det blev endda vanskeligere at holde den. Dette peger frem mod ”Riget for Israel” hvor den etiske standard vil være meget højere end i vor tid, i og med at satan og de onde ånder er fængslet i afgrunden for 1000 år.

  1. Han skulle opfylde den på en perfekt måde med sit liv og sin død således at jøderne kunne blive frels – ikke ved lovgerninger – men ved troen på Jesus.

Moseloven og Jesu undervisning havde ingen ting med selve genfødelsen at gøre. Det var i vandringen for hver enkelt jøde at der blev krævet fuldkomne gerninger. Loven var dermed en del af frelsesgrundlaget i selve vandringen. Dette blev kaldt for ”lovens retfærdighed” Fil.3,9.
Loven skulle knytte Guds folk stærkere til Gud. Den skulle være en standard for Guds folk. Således som Gud var, således skulle også Guds folk være.

Loven er videre selve ægteskabskontrakten (hebr.ketuba) mellem Gud og jødefolket. Den blev indgået mellem Gud og Moses (jøderne) på Sina, og den blev lagt ved siden af Abraham-pagten: Gal.3,19.
Jøderne fejrer fortsat Sina-loven på den 8.dg efter Løvsalenes fest: 3.Mos.23,36, og det gør de ret i. De kalder denne fest for ”Simchat Torah” eller ”Lovens Glædesfest”. Hele dage er Loven centrum i fejringen.

Loven havde følgende betydning for jøderne:

a. Opfyldelsen af loven kunne ikke frelse nogen, for dersom en prøvede at holde loven og budene for at opnå frelsen, vågnede synden op: Rom.3,20.
Paulus som skrev dette, vidste hvad han skrev om. Han havde forsøgt at opnå frelsen ved at holde loven, men det gik ikke: Rom.7,7-13.
Jesus opfyldte både loven og samvittighedens lov, som er hedninger lov, på Golgata til frelse for både jøder og hedninger: Rom.3,19-20.
b. Den som holdt loven, skulle få et godt liv i landet: 5.Mos.28.
  1. Den som kom til tro på Jesus og holdt loven, skulle få del i frelsen.
Dette kalder jeg for Lovens evangelium: Rom.10,5. Gal.3,12.
  1. Loven var en tugtemester for jøderne både til indtil og forbi Jesus: Gal.3,24.
Loven skulle pege på Kristus som den som skulle opfylde loven til frelse for jøderne. (Vi hedninger har aldrig været under loven)
  1. Loven skal komme ind igen i trængselstiden og i ”1000 års-riget”

I Paulus forkyndelse er den jødiske lov taget fuldstændig bort. Den gælder ikke i den frie nådens tidsperiode. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger: Ef.2,8-9. Vi er ikke under loven, men under nåden. Dette kan ikke pointeres for ofte.

NÅDEBEVÆGELSEN

Jeg har haft dette syn fra tidlig på 80-tallet og har fået lov at udvikle det i en række artikler og 16 bøger. Der har været megen modstand mod dette, men arbejdet har også båret gode frugter. Mange er blevet frigjort i sit kristen-liv, og takker Gud for nåden, som det ypperste kendetegn i den paulinske forkyndelse.
Vi som skiller mellem evangeliet om Riget og evangeliet om den frie nåde, hører med i en bevægelse som hedder ”Nådebevægelsen” . På engelsk er navnet ”Grace Movement”. Jeg har kommet i kontakt med denne bevægelse i de senere år, og har fået en del gode kontakter i U.S.A. Jeg har naturligvis også læst en del af den litteratur som denne bevægelse udgiver. Naturligvis har jeg lært af det som jeg har læst, men jeg har også forkastet en del af det.

Denne bevægelse er desværre splittet i 3 grupper, og de er:

a. De som lærer at kirken begyndte på pinsefestens dag. Disse hører i grunden ikke med til Nådebevægelsen, for mange af dem mener at frelsen ligger i dåben, og at de jødiske Skrifter hører med til menighedens læregrundlag. Det er rettere at sige at de er ”dispensationslister”. Det vil sige at de deler frelseshistorien op i tidshusholdninger
b. De som lærer at kirken begyndte ved Paulus hans omvendelse i året 37. Undertegnede har dette syn.

  1. De som lærer at kirken begyndte først ifm. Paulus hans fangenskab i Rom i årene 60-62.
De som har dette syn, lærer at Paulus forkyndte ”Riget for Israel” fra år 37 og frem til år 60. Derefter forkyndte han et helt nyt budskab fra årene 60-62 og til sin død i 67.
Dette vil da betyde at de 7 første breve, som Paulus skrev, ikke angår den kristne forsamling, men den jødiske forsamling. De 6 sidste breve som han skrev, vil da gælde den kristne menighed. (Jeg skal ikke gå ind på dette problemstilling, men henvise til min bog: Jødedom og Kristendom. Jesus og Paulus, hvor jeg skriver meget om dette.)
Jeg tror dette syn er galt. Jeg tror Paulus havde en særlig forkyndelse, men jeg tror også at Paulus fik nye åbenbaringer undervejs og en udvidet forståelse for sit budskab.
Dette gjaldt for eksempel synet på vanddåben: 1.Kor.1,17-18 og troen som den eneste forudsætning for helbredelse: Ap. Gr.14,9.
Før år 51 døbte Paulus med vand. Efter 51 døbte han ikke længere med vand, for Herren havde vist ham at vanddåben ikke var forenelig med det nådebudskab, som han forkyndte. Se kap: Pauls hans forkyndelse i Apostlenes Gerninger og i brevene.

Hvorfor ser ikke kirken,
de lutherske organisationer og frimenighederne dette ?

Hvorfor ser ikke kirken og de troende at der er to evangelier i N.T.? Der er flere svar på dette:

a. Kirken har en del i sin lære – både fra babylonsk hedensk religion og fra den katolske kirke. Den katolske kirke kan ikke hævde at Jesus skal være konge ud fra Jerusalem, for det er den katolske kirke og Roma som skal være centrum i kristenheden.
Den lærer at når jøderne forkastede Jesus, så gik jødernes løfter over til den kristne kirke. Dette er udtryk for den såkaldte ”erstatningsteologi”. Den er ikke fra Gud, men den er fra satan.
Af den grund kan også Den Norske Kirke i dag være med i en diskussionsforum (Norsk teologisk Samtaleforum), hvor det bliver hævdet, at vi ikke kan bruge land-løfterne, som Gud gav Abraham, til at definere Israels grænser.
Medlemmerne i dette samtaleforum er også imod at Israel har bygget et gærde mod ”paleæstin araberne” for at forhindre selvmordsangreb fra arabisk side ind i Israel. (Jeg henviser til det dokument som nylig er udgivet af dette Samtaleforum)
Kirken har afskaffet Guds planer med jøderne. Af den grund sammenblander den udsagn i N.T., som er givet til jøderne, med udsagn som er givet til den kristne menighed.
b. Teologerne får deres udanelse på de teologiske fakulteter, og de viderefører det som de har lært der. De er bundet af den teologi som de lærer der. I deres arbejde må de også forpligtige sig på denne teologi. Dersom de ikke gør det, mister de muligheden til ydelig karriere og bliver isoleret fra de andre. De mister også deres stillinger dersom de ikke underviser i overensstemmelse med kirkens lære.
  1. De lutherske organisationer har også bundet deres teologi op til kirkens teologi. De har den samme teologi som den norske kirke har.
  1. Frimenighederne har løst sig fra den lutherske teologi, men det betyder ikke at den teologi som de lærer er korrekt.
e. Medlemmerne i kirken har overladt til teologerne at bestemme det teologiske indhold i kirken. Selv om de er uenige om en del af teologien, bøjer de sig for ”ekspertisen”. Den som er uenig bliver udelukket fra det ”gode selskab”
. Hvad er der blevet af den ”myndige lægfolk” ?
f. Der er også for lille Bibelkundskab blandt læg-folket. For at få kundskaber, må man studere Guds ord – ikke blot læse en andagts-bog eller høre på andre. En må have plan i sit Bibelstudium. Rabbinerne mente at studiet af Guds ord var på line med bøn. Det at studere Guds ord, er også bøn.

g. Der er for lidt vilje til principiel tænkning blandt både teologerne og læg-folket
. Når man kommer til et problem på det teologiske område, lægger man det bort i stedet for at forsøge at gennemarbejde det, for i den hensigt at komme frem til en ret forståelse af det.
Når Jesus lærte at den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst: Mark. 16,16, og når Paulus lærte, at han ikke var udsendt for at døbe: 1.Kor.1,17, så må disse to udsagn nødvendigvis komme i modsætning til hverandre.
Når Jesus lærte at loven aldrig skulle forgå: Matt.5,17-18, og Paulus lærte at vi ikke er under loven: Rom.6,14, så kommer disse udsagn i modsætning til hverandre.
Den rette løsning på dette er at disse Skriftstederne, som er fra N.T., ikke gælde den samme tidsperiode. Jesu hans udsagn gælder ”Riget for Israel”, Paulus gælder ikke den kristne menighed. Så enkelt er dette, men i og med at kirken har afskaffet ”Riget for Israel” i sin teologi, så må den nødvendigvis pladsseere Jesu udsagn til kirkens tid
Tingvoll den 1/11.2006 og 29/5.2007

re. Egon L. Kristensen









Indsendt af