tirsdag den 22. oktober 2013

Bind 1 Jødernes Konge, af Oskar Edin Indergaard.


Bind 1 Jødernes Konge, af Oskar Edin Indergaard.
Mange uddrag v. Egon L. Kristensen, Herning, Doc 1

s.23 I 1000 års-riget vil verden blive styret med ret og retfærdighed . De friheder som mennesker nyder i Den Hellige Ånds tidshusholdning, vil derfor blive draget tilbage og reduceret, og der vil blive stillet krav til både troende og ikke troende.

s.24 De onde skal udryddes (i den store trængsel), men de som bier efter herren skal arve landet (Eretz Israel). Og om en liden stund, så er den u- gudelige ikke mere, og agter du på hans sted, så er han borte.
s.30 Rom.11,33. 1.Kor.1,24 v.30.

s.34 Ved Jesu forsoner gerning blev der opnået fred på to områder, og det var: Fred mellem Gud og den enkelte ved Jesu blod. Fred mellem jøder og hedninger – ligestilling m.h.t. frelsen.
s.42 Allah er fortsat en dæmon, men der er mange, både forskere og teologer, som forsøger at sætte lighedstegn mellem Israels Gud og Allah. Dette vidner bare om hvor stor forvirringen er, og hvor lille kundskaben og visdommen er.

s.58 Der er stor forskel på Jesu forkyndelse og Paulus forkyndelse.
Vi må ikke søge kirkens lære-mæssige basis i evangelierne, for da bærer det galt af-sted. Den kristendomsform som vi finder der, hører det fremtidige ”Guds riget i Israel” til. Det er på høje tid at vi begynder at lære dette og slutter med at sammenblande det som Herren har sagt til jøderne på den ene side, med det som Herren har sagt til den kristne menighed på den anden side.

s.52 Det største historiske bevis som vi har på Guds eksistens, og at han holder det som han har lovet. Dette forhold er altfor lidt pointeret af vore teologer og forkyndere, og mange af dem ser ikke eller tør ikke forkynde at Israel er jødernes land.
Dette har enten forbindelse med den såkaldte erstatnings-teologi, som fortsat hævder at kirken har overtaget jødernes løfter og opgaver, eller man er bange for tidsånde, som med høje skrig erklærer at dele af Israel ikke tilhører jøderne, og at Jerusalem må deles mellem jøder og Palæstina- arabere.
Denne teologi er ikke fra Herren, men det er Satans angreb på Guds planer med jøderne, landet og byen.

Det er forvirrende med urigtige bibeloversættelser der tilslører problematikken: Ordet ”genea” hentyder til en bestemt generation, og det
er endetidsgenerationen, som nu sandsynligvis er på plads i Israel.
Ordet forekommer flg. Steder i N.T.: Mat.1,17. 11,16. 12,39 v.41-42 v.45

16,4. 17.17. 23,36. 24,34. Mark.8,38. 9,19. 13,30. Luk.1,48 v.50-51. 16,8. 17,25. 21,32. Ap.gr.2,40. 8,33. 13,36. 14,16. 15,21. Ef.3,5 v.21. Fil,2,5. Kol.1,26 og Hebr.3,10.
På alle disse steder bør dette ord oversættes med generation og ikke med slægt, æt, levetid, tider, tid, eller tidsaldre.

s.77 Vi ved at Jesus udseende var ringe og ynkelig efter at de havde plaget ham. I tillæg til dette lå al verdens synd på et eneste menneske, mennesket Jesus fra Nazaret. Ud fra dette udsagn og ud fra udsagnene i evangelierne om Jesu fornedrelse, så har mange trukket den fejlagtige konklusion at han havde et lidet tiltalende ydre, og at han ikke var noget at se på. Dette tror jeg ikke stemmer. Jeg tror at han havde et mægtigt udseende og en stor autoritet i sit virke i disse 3 år som han havde fået til sin disposition i arbejdet blandt jøderne. Jeg vil i den anledning citere det som Publius Lentullus skrev til senatet i Rom om Jesus. Publius Lentullus var Pilatus forgænger som statsholder i Judæa:
I vore dage er der fremstået en mand af stor dyd ved navn Jesus Kristus, som endnu lever blandt os og som hedningerne anser som en sandhedens profet, men hans disciple kalder ham ”Guds Søn”. Han opvækker døde og helbreder alle sygdom.

Han er en højrejst og statelig skikkelse med et meget ærefrygt- indgydende ansigtsudtryk, så de som ser ham både må elske og frygte ham. Hans hår er kastaniebrunt, glatstrøget til ørerne, og derfra bølger det ned over skuldrene. Det er skilt i midten efter nazaræernes sædvane.- Hans pande er glat og ansigtet er uden plet og rynke, og en klædelig rødme gør det endda mere tiltrækkende. Næsen og munden er velformet. Hans skæg er tykt og af samme farve som håret, ikke meget langt, men spidst. Hans blik er rent og mandig. Han øjne er grå, klare og livlige. Når han revser er han frygtindgydende, når han form,aner gør han de på en høflig og veltalende måde. Hans samtaler er behagelige og blandet med alvor. Ingen kan mindes at have set ham le, men mange har set ham græde. Hans legemes -skikkelse er velformet og med en værdig holdning. I sin tale er han mådeholdende, beskeden og vis. En mand som i alt overtræffer andre mennesker.
s.83 Og jeg vil lade en plantning vokse op for dem: Ezekiel 34,29.

s.91 Vi kan på mange måder sammenstille liberal jødedom med liberal bibelforskning indenfor kristendommen. Begge dele har sået tvivl om Guds ord. I stedet for at være med til at samle sammen ind i Guds rige, er
de med til at sprede. Liberal jødedom er en åndelig blind-gade. Derfor er det mer end beklagelig at overrabbiner Bent Melchior har givet udtryk for flg. Syn på Messias. Dette kommer til udtryk i bogen: Jøderne og jødedommen, s. 49, som er redigeret af A. Wyller og Terje Gudbrandsen. ”egentlig er det ikke personene Messias som interesserer os. Messias kan være stor eller lille. Messias kan være herre eller dame. Messias kan komme på et æsel eller i Cadillac. Det spille alt sammen ingen rolle. Det afgørende er om han kan skaffe messianske tilstande her på jorden.
De messianske forhåbninger i jødedommen er knyttet til denne jord og dette liv. Kan han skabe fred mellem folk og nationer, kan han få våbnene smeltet om til arbejdsredskaber, så – og bare så – er det Messias.
Vi derimod, som er kristne, vi holder på at Jesus fra Nazaret er jødernes konge og Messias, og det skal nok vise sig at det er det rigtige. Både jøder og kristne venter på Messias. Vi ved hvem han er, men for de fleste jøder er dette skjult, fordi Herren har måttet lægge et åndeligt dække over nationen som sådan.

s. 102 Messias er Herrens engel (2.Sam.24,16.) Bibeltolkere har set forskellig på denne Herrens engel som optrådte så ofte i Det gamle- testamente. Der er 3 vurderinger som har gjort sig gældende:
At det var en engel som Gud brugte i hvert enkelt tilfælle.
At det var en bestemt engel, f.eks. Mikael.
At det var Guds Søn, som er den anden person i guddommen.

Undertegnede er af den sidste opfattelse.
Messias, som er fra evighed af, var også aktiv handlende i Det gamle -

testamente. Han var enten i en engels skikkelse eller i mands skikkelse. Det var ikke ualmindelig at mennesker som levede i gammeltestamentlig tid, mødte herrens engel.

Hvad der gælder Moses, så mødte han både Herrens engel, som er Messias, og Herren selv. Moses så ”Herrens skikkelse”. Her er udtrykket ”temurnat Jhvh” brugt, og det betyder Guds billede.
Moses talte også med Herren ”åsyn til åsyn”. hverken hebraisk eller græsk har noget ord som helt ud tilsvarer person. I hebraisk bruger men derfor ofte ordet ”åsyn”, som er det samme som ansigt. Herren har derfor to åsyn. Det er ham selv og Messias.

Denne Herrens engel som optrådte i Det gamle-testamente, er Jesus fra Nazaret i sin pre-eksisten, som vi plejer at udtrykke det. Vi kan i stedet bruge udtrykket ”før hans kødspåtagelse” eller ”før han blev menneske”.
Daniel 6,23: min Gud sendte sin engel---, her står ikke ”en engel”, men ”sin engel”, altså ”Herrens engel” i bestemt form. I Det gamle testamente
er der tale om Kristus: 1.Mos.16,10-11 v. 13. Dom.2,1-2. 6.11-16 m. fl. st. ”Herrens engel” og ”Herren” bruges om hverandre. Det var Kristus som besøgte løvehulen og opholdte sig der sammen med sin tjener, en analogi til ild-ovnen hvor de gik sammen med sine tre venner.
1.Mos.17,1 v.22. 18,1-3. 22,15-18. 28,11-13. 31,11 og 13. 32,24-30. Hoseas 12,5-6. 2.Mos.3,2-6. 13,21-22. 14,19 v.30. 33,14. 1.Kor.10,1-4. 2.Mos.33,20-23. 24,2. 33,11. 4.Mos.12,8. 5.Mos.34,10.

Nu forstår vi alle, at når der er tale om Herrens skikkelse og Herrens åsyn, er dette ikke nogen skikkelse eller noget ansigt i kød og blod, således som vi har det, for Herren har en helt anden beskaffenhed end vi mennesker har. Herren er Ånd, og han er udenom den stoflige ramme. Han er i sin egen dimission, og han fylder hele verden med sin kraft, men for at vi skulle have en anelse om hans væsen, bliver han af og til beskrevet med vore egenskaber.
Gud hører ikke med til det som er skabt. Han er fra evighed og til evighed. Vi derimod hører med til skabningen og er fra tiden til evigheden. I os. På samme måde som Jesus tog på sig en skikkelse af kød og blod, bor også Guds-mennesket i os i et legeme, men efter døden eller bortatomar skal dette Guds-mennesket i os flyttes over i Guds egen dimission. Vi som tror har en del af Guds-dimission. Vi skal blive gjort ligedannet med Guds Søns billede

s 114 Ellers må vi ikke sammen blande Herrens engel med enhver engel som bliver beskrevet i Det gamle testamente. Men vi må i ethvert tilfælle spørge os selv om det kan være en beskrivelse af Jesus, eller om det er en almindelig engel. Vi ved at engle var meget aktive i gammeltestamentlig tid. De kom med bud fra Gud, og de var udsendt til hjælp for dem som skulle arve frelsen.

I den jødiske bønnebog er der en mærkelig bøn som omtaler ”Jesus åsynets fyrste”. Jeg ved om to tilfæller da en ung mand i forbindelse med denne nytårsbøn har spurgt hvem denne ”Jesus åsynets fyrste” egentlig er, og han blev udelukket af synagogen på grund af dette. Bønnen er forbundet med det tegn som ”Shofar” hornet giver når nytåret begynder--.

s.116 Da Jesus fra Nazaret kom til jøderne for 2000 år siden, kom han i sin egen skikkelse. Han kom i syndig køds lignelse. Han kom som et menneske, men i og med at han også er Gud, så kom han i Guds skikkelse – derfor sagde han også til de vantro jøder at de aldrig havde set Guds skikkelse, således som f.eks. Moses havde set det. Til trods for at de så Jesus skikkelse rent fysisk, så forstod de ikke at det var Guds skikkelse som de så i Jesus Kristus. Det går an at se uden at forstå: Johs.5,37. 1,18.
Fil.2,5-7.

Benævnelsen Menneskesøn betyder ”søn af et menneske”. Jøderne

kendte godt til at der i Det gamle testamente var beskrevet en Menneskesøn, som var i himmelen, og som Gud skulle give herredømme og styre over hele jorden. Når dette havde sket, skulle denne Menneskesøn komme tilbage med himmelens skyer og indtage sin store magt: Dan.7,13-
Hvorledes denne menneskesøn var kommet til himmelen, kunne jøderne ikke svare på, men vi som er kristne, ved at dette skete ved Jesu himmelfart.
Jøderne tolkede også Salme 8 til at gælde denne Menneskesøn, som var gjort bare lidt ringere end Gud--.
Jesus brugte også denne titel om sig selv, men han udvidede den til også at gælde sin egen lidelse, død og forsoner gerning. Forsoner siden ved jødernes Messias måtte komme først, og det er den som danner udgangspunktet og basis for herskersiden, og det forhold at han kan komme tilbage med himmelens skyer.
Menneskesønnen har ikke jordisk rigdom, således som andre: Mat.8,20 Menneskesønnen har magt til både at helbrede og tilgive synder: /9,5-6
  • ”  ” ” er både toldere og ynderes ven, for de troede på ham: /11,19
  • ”  ” ” er både jødernes Messias og Guds Søn: Mat.16,13 v.16 Menneskesønnen skal komme tilbage igen med himmelens skyer, og
    troende jøder i endetiden skal ikke nå at forkynde evangeliet om Guds rige i alle Israels byer før Menneskesønnen kommer: Mat.10,23.
    Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da skal han betale enhver efter hans gerninger: Mat.16,27
    Menneskesønnen skal opstå fra de døde: Mat.17,9
    Alle jordens folk skal se når Menneskesønnen kommer tilbage til jorden igen: Mat.24,30
    I den store trængsel skal jøderne se Menneskesønnen sidde ved Faderens højre hånd i himmelen. Himmelen er på dette tidspunkt rykket nærmere til jorden: Mat.26,64
    I Luk.17,22-37 bliver der også gjort forskel på Menneskesønnens dage på den ene side og Menneskesønnens dag på den anden side.
    Menneskesønnens dage er de ca. 3 år, da Jesus var hos jøderne første gang, og Menneskesønnens dag er den dag, da han kommer tilbage til dom over verden, for at oprette Riget for Israel.
    Denne dag må ikke blandes sammen med Jesu komme for den kristne menighed,som sker lidt over 7 år før Jesu genkomst til Oliebjerget.
    Efter at Jesus var taget bort fra jøderne ønskede hans disciple at se fler
page5image21920 page5image22344 page5image22504 page5image22664 page5image22824
af Menneskesønnens dag, men de skulle hverken opleve det, eller det forhold at han kom tilbage i deres levetid: Luk.17,22. 19,10
Til trods for at Menneskesønnen er steget ned fra himmelen, så er han alligevel i himmelen. I sin menneskelige dimension var han på jorden hos mennesker, men i sin Guds-dimension var han også hos Faderen. I og med at Jesus også er Gud, så sprænger han vore dimensioner som højde, længde, bredde, rum og tid, og han bevæger sig frit i sin egen evigheds dimension: Luk.3,13.

Disciplene fik se Jesu himmelfart: Johs.6,62
Jøderne skulle korsfæste Menneskesønnen: Johs.8,28. 12,23-24 v.34

I Johs. Åbenbaring 1,12-16 får vi beskrivelse om den ophøjede og herliggjorte Menneskesønnen, som nu sidder ved Faderens højre hånd og blot venter på at Faderen skal underlægge ham alle hans fjender.
s.122 Jesus brugte også benævnelsen ”kongesønnen” om sig selv:

Det betyder at han var søn af en konge. Han var Faderens enbårne søn, og han var født fra evighed af. Han var lige så gammel som Faderen og havde akkurat de samme egenskaber som Faderen, tænkte som Faderen, og gjorde det samme som Faderen gjorde. Han stod i Faderens hemmelige råd, og han vidste alt og alle ting.

Det betyder at da han kom, ville han oprette sit eget kongedømme på jorden med udgangspunkt i Jerusalem og Israel. Han ville købe verden og mennesker tilbage til sig selv og Gud ved forsoningen på Golgata. Efter at dette var gjort ville han oprette sit kongerige i Israel. Dette ville være et freds rige og strække sig ud over hele verden. I tillæg til dette ville det være et evigt rige som aldrig skulle forgå, men strække sig ind i den nye jord.

s.128 Begrebet Abrahams æt betyder: Messias. Alle jøder. Troende jøder og troende hedninger.

Dette betyder imidlertid ikke at vi hedninge-troende er Israel, og at vi har overtaget jødernes løfter og opgaver. Nej, det er ikke rigtig. Herren er rig nok for begge parter og har opgaver nok for både jøder og hedninger, så det har ingen hensigt at begynde at stjæle fra jøderne: Ef.2,19.

s.140 Til trods for at Gud var større end Kristus under hans jordeliv, og til trods for at Jesus bad Gud om at han måtte give ham tilbage den herlighed som han havde hos ham før verdens grundvold blev lagt, så betyder dette ikke at Jesus gav fra sig noget af sin alvidenhed og visdom under sit jordeliv. Han vidste alt og kendte til alle forhold, og han behøvede ikke at spørge nogen om noget som helst, for hos ham var alle kundskabens skatter skjult til stede: Johs.1,49. 10,14-15. 2,24-25. 5,6. 6,6.
11,41-42. 13,1v.3. Rom.11,33. Kolos.1,19. 2,2-3 v.9.
Citat: Adolf Bjerkreim ”Har Bibelen altid ret” s.33:


Jesus så og kendte menneskers tanker: Mark.2,8. Luk.5,22. Han så og

kendte et fremmede menneskes livshistorie: Johs.4,16-19. Han så hvem som ikke troede, og vidste helt fra begyndelsen at Judas skulle forråde ham: Johs.6,64. Han så og kendte et fraværende menneskes karakter: Johs.1,48-49. På lang afstand så og vidste han hvad som var gået for sig: Johs.11,11-14. (Jesus var ca 9 mil borte-på den anden side af Jordan (Johs.10,40-.) men så alligevel at Lazarus var død.) Han så og dirigerede fiskene på søen: 

Mat.17,27. Luk.5,4-7. Johs.21,3-6. Han så på lang afstand æselet som stod bundet in de i byen: Mark.11,1-6. Han så på lang afstand hvad en bestemt mand ville foretage sig: Mark.11,13-16 (At en mand bar en krukke vand, var noget u-sædvanligt. Han så ind i fremtiden og vidste at Peter kom til at fornægte ham: Mat.26,34. Han kendte også sin egen fremtid og kunne med nøjagtighed udtale sig om sin lidelse og død. Ja han kendte endog timen når dette skulle ske: Johs.13,1.

s.142 Liberal teologi hævder at Jesus måtte fraskrive sig noget af sin alvidenhed ved sin indtræden i verden. Dette er en stor vranglære, og den står ikke i sandheden. Den danske Bibel-forsker P. Madsen har sagt fl. om dette: ”den anden person i treenigheden har ved inkarnationen afført sig de relative guddommelige egenskaber ... og han (Jesus) har sammentrængt de eminente egenskaber til en potenstilstand... sammentrængt fra actus til potens, dvs. fra fuldt udviklet skikkelse til spireform, til en intensiv tilstand hvori guddomsvæsenet er til stede som en spirekraftig sæd.

Også professor O. Hallesby forfejler dette syn i sine Bibel-studier: ”Den kristelige troslære” s. 199: ”gik Jesu fornedrelse under jordelivet så langt at han bestemt har udtalt sig om forhold i den gamle pagt på en måde som vi kan påvise er fejlagtig ? Spørgsmålet gælder ikke Jesu alvidenhed. Den har han tydeligvis fraskrevet sig: Mark.13,32. Men spørgsmålet for troen er dette: kan det tænkes at Jesus i sin forkyndelse har udtalt sig bestemt på de områder, hvor han i følge sin fornedrelse ikke vidste besked ? Da imidlertid Skriften ikke udtaler noget bestemt om denne grænse for Jesu fornedrelse, må troslæren lade spørgsmålet stå åbent” Citat slut.

Dette fejlagtige og meget liberale syn på Jesu alvidenhed komme desværre også frem i vore to Bibel-oversættelser: Mark.13,32. Det som er galt oversat er ordene ”men alene” eller ”men bare”. På græsk hedder disse ord ”ei” og ”me”, og de betyder ikke det som vore Bibler siger, men de betyder ”hvis” og ”ikke”. Når dette tages i betragtning, så bliver den korrekte oversættelse af dette vers følgende: ”Men hin dag og time ved
ikke engang englene i himmelen, og heller ikke Sønnen, hvis ikke Faderen.”.
At englene ikke ved tidspunktet for Jesu genkomst, det forstår vi godt, for de hører med til skabningen og har begrænset viden og kundskab. De er afhængige af informationer som de får fra den tre-enige Gud.

Jesus derimod som er den tre-enige Gud, vidste og ved alt, og i Mark.13,32 står der også at dersom ikke Faderen vidste det, så vidste heller ikke Sønnen det, men i og med at Faderen vidste det, så vidste også Sønnen det. Johs.9,33 har disse ord ”ei” og ”me” og her er de ret oversat.
I grundteksten står der: ”ei me en hutospara theu uk edynato poiein uden”. Dette betyder: Dersom ikke denne mand var fra Gud, kunne han intet gøre.

s.145 I den Athanasia Trosbekendelse står der flg. om den Treenige Gud:
Enhver som vil blive salig, må frem for alle ting holde fast på den fælles kristne tro.
Enhver som ikke bevarer denne hel og u-forfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt.

Og dette er den fælles kristne tro, at vi ærer Gud i Treenigheden og Treenigheden i enheden.
Idet vi hverken sammenblander personerne eller deler væsenet.
For èn person er Faderens, en anden Sønnens, en anden Den Hellige Ånds.
Men Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds guddom er èn herligheden er lige stor, majestæten lige evig.
Således som Faderen er, således er Sønnen, således er også Den Hellige Ånd.
Uskabt er Faderen, uskabt er Sønnen, uskabt er den Hellige Ånd. Umålelig er Faderen, umålelig er Sønnen, umålelig er Den Hellige Ånd. Evig er Faderen, evig er Sønnen, evig er Den Hellige Ånd.

Og alligevel er det ikke tre evige, men èn evig.
Ligesom det ikke er tre uskabte, heller ikke tre umålelige, men èn uskabt,

og èn umålelig.
På samme måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, Den Hellige

Ånd almægtig,
og alligevel er det ikke tre almægtige, men èn almægtig
Således er Faderen Gud, Sønnen Gud, Den Hellige Ånd Gud.
Og alligevel er det ikke tre guder, men èn Gud.
Således er Faderen Herre, Sønnen Herre, Den Hellige Ånd Herre, og alligevel er det ikke tre herrer, men èn Herre.

For ligesom den kristelige sandhed tvinger os til at bekende hver person for sig som Gud og Herre, således forbyder den fælles kristne tro os at sige at der er tre guder eller herrer.

Faderen er ikke virket af nogen, heller ikke skabt, heller ikke født. Sønnen er af Faderen alene, ikke virket,m heller ikke skabt, men født. Den Hellige Ånd er af Faderen og Sønnen, ikke virket, heller ikke skabt,
heller ikke født, men han går ud fra dem.
Altså er der èn Fader, ikke tre fædre, èn Søn, ikke tre sønner, èn Hellig

Ånd, ikke tre hellig-ånder.

Og i denne Treenighed er ikke noget tidligere eller senere, ikke noget

større eller mindre, men alle tre personer er sig imellem lige evige og jævnbyrdige, så at på alle måder, således som det allerede er sagt ovenfor, både Treenigheden må æres i enigheden og enheden i Treenigheden.

Men til evig salighed er det også nødvendig at han tror ærlig at vor Herre Jesus Kristus blev menneske.
Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske:
Han er Gud af Faderens væsen, født før alle tider, og han er menneske af sin mors væsen, født i tiden,
fuldkommen Gud, fuldkommen menneske, bestående af fornuftig sjæl og menneskelig kød, lig med Faderen efter sin guddom, ringere end Faderen efter sin manddom.
Men endda han er Gud og menneske, er han alligevel ikke to, men èn Kristus, èn, ikke ved forvandling af guddommen til kød, men ved manddommens optagelse til Gud, i det hele èn ikke ved en sammenblanding af væsen, men ved personens enhed.

For ligesom den fornuftige sjæl og kødet er et menneske, således er Gud og menneske èn Kristus,
som led for vor frelse, fòr ned til dødsriget, stod op fra de døde tredje dag,
fòr op til himmelen, sidder ved Guds, den almægtige Faderens højre hånd, skal komme derfra for at dømme levende og døde.
Og når han kommer, må alle mennesker opstå igen med deres legemer og gøre regnskab for deres gerninger.
Og de som har gjort godt, skal indgå til det evige liv, men de som har
gjort ondt, til den evige ild.
Dette er den fælles kristne tro. Den som ikke er oprigtig og fast har

denne tro, kan ikke blive salig.

s.151 Jøderne citerer Salme 118 den 14. Nisan og samme aften under

påskefejringen i hjemmene og på pinsedagen, dernæst på den 8. dag af Løvhytte-højtiden og 8. dagen af Chanukah festen . Rabbiner har sagt: Det er sangen i 2.Mos.15. Åbenbaringen 15,3.

I tryg tillid til Israels klippe undertegner vi egenhændig som vidner denne proklamation ved det foreløbige statsråds møde på hjemlandets jord, i byen Tel Aviv, i dag før sabbat begynder, den 5. dag i måneden Ijar 5708, den 14. maj 1948. Ben Gurion. (som 15 års dreng husker jeg min Faders glæde)

s.168 Citat fra Moshe Ben Shmuel bog, ”Tilbage til Sion” s. 63 og 67:
Efter at min brigade havde hjulpet med at bringe Jerusalem undsætning, blev vi ført til Galilæa. Jøderne havde den gang så få soldater at vi måtte flygte fra sted til sted, alt eftersom arabernes angreb øgedes. Brigaden jeg var med i blev kaldt Golani - brigaden, og vi skulle forsøge at drive araberne fra Libanon, Irak og Syrien tilbage fra Vest-Galilæa og over den libanesiske grænse. Under forfærdelige kampe blev fjenden drevet tilbage over grænserne. De begyndte at flygte i tusindvis – og nogle af dem vi tog til fange fortalte at de havde set himmelske hære over os . . . Som ved et mirakel havde vi vundet krigen. Alle dystre spådomme var gjort til skamme. Israels Gud havde kæmpet for Israel. På flere frontafsnit havde araberne set himmelske hære stod over de israelske soldater.

s.182 Luk.14,17: Bryllup og nadveren skal ikke fejres i himmelen, men her på jorden (Det har jeg skrevet meget om i mine bøger)

De fleste teologer ser det ikke, for de har ikke nogen selvstændig plads for Israel og jøderne i deres teologiske skemaer. De tror at jøderne må tilslutte sig kirken for at blive frelst, og de tror at det er ved kristen mission at jøderne skal blive frelst. De forstår i det hele taget meget lidt af det som sker i Israel i dag, og det som vil ske i fremtiden. Gud har sin egen vej med jøderne.

I og med at Jesus er brudgommen, så er Israel også bruden. Det er galt at sige at den kristne menighed er bruden, for vi er
Krist- legeme ”gr. soma”
Der er ingen som gifter sig med sit eget legeme.

Dette gør Herren heller ikke, han gifter sig med sin brud, som er et billede på enhver troende jøde som får del i en bedre opstandelse og får herligheds legemet. De jøder som får del i det himmelske Jerusalem, de
hører med til bruden. Dette vil da sige alle jøder i Gammel- testamentes tid og alle troende jøder som får del i de retfærdiges opstandelse, efter at den store trængsel er afsluttet. Bruden bliver på græsk kaldt ”nymfe” Mat.9,15
Hustruen ”gr.gyne” er de troende jøder i endetiden – de som gennemlever trængselstiden og går ind som indbyggere i Riget for Israel. De har et jordisk opgave i 1000 års-riget. Det er ”hustruen”: Åb.19,7-8, men dette er i vore Bibel-oversættelser galt oversat til at betyde ”bruden”

s.198 Jesu bespisnings-under viser os klart at det konkrete Guds-riget var kommet til Israel.

I 1000 års-riget skal Herren sørge for os, således at vi ikke behøver at have omsorg for hverken mad eller klæder. Derfor hedder det i Herrens bøn: ”GIV OS I DAG VORT DAGLIGE BRØD”: Mat.6,11. Indholdet i Herrens bøn gælder først og fremmest riget for Israel.

Da jøderne ikke ville tage imod Herrens tilbud, fik vi det kristne legemes kristendoms-forståelse. Det var først og fremmest Paulus som fik åbenbaret dette. Dette kan vi kalde for Jesu anden forkyndelse, og det tager sigte på at udtage det kristne legeme, der er Jesus hovedet og vi som tror, er lemmerne.

s. 209 Det er den manglende erkendelse af forskellen mellem rigets budskab og nådens budskab, forkel mellem lov og nåde, som var grunden til at apostelen Paulus blev forfulgt, og som resulterede i at han blev henrettet. Det er ikke anderledes i dag. Det at man ikke har studeret Bibelen med tidshusholdningerne for øje, er grunden til al misforståelse og splid blandt de kristne. 99% af vanskelighederne ville forsvinde om vi bare ville erkende Guds totalt forskellige plan for nationen Israel og for menigheden.

At anvende budskabet til Israel på menigheden, kan kun lede til forvirring.
Det var for at rette op på denne fordærvede skævhed at Romerbrevet og Galaterbrevet blev skrevet . . .

Vi er jo alle mere eller mindre afhængig af undervisning og vejledning til at forstå Skriften, men når der undervises og læres galt, da forstå vi også galt. En bedre vej end at høre på de andre er at læse Bibelen og lade Den Hellige Ånd være vejleder i åndelige spørgsmål. Men det er akkurat på dette punkt at store dele af læg-folket svigter i dag. De læser minimalt i Bibelen og bliver derfor let bytte for de mange lærdomme som er fremme i tiden. Den som ikke kender sin Bibel, kan heller ikke tage et selvstændigt standpunkt. Den som ikke læser i Bibelen kan heller ikke få Den Hellige Ånd til sin vejleder, for Den hellige Ånd vejleder gennem ordet og gennem
bønnen, som er baseret på ordets grund.

s.216 I vor tidshusholdning skal vi være tålmodige i trængselen og leve

efter Guds vilje og Guds kald – der hvor han har sat os. I 1000 års-riget skal vi derimod forfremmes til at være med til at styre verden sammen med jøderne . I dag er vi lidet agtet , men i rigets tid skal vi skinne som himmel-hvælvingen skinner, evindelig og altid. Og særlig skal dette komme dem til del, som har vundet mennesker for Guds rige.

Vi skal forfremmes til at blive ligedannet med Jesus og være med til at styre verden, både ud fra den himmelske helligdom og ud fra Jesu herligheds-trone i Jerusalem. Vi er sat ind i evige og overordnede sammenhænge.
s. 218: Gal.1,11-12 v.15-17. 2,1-2 v.6-9.

Grunden til at vore Bibel- oversættere har oversat dette galt, er det forhold at de her, som så mange gange ellers oversætter Bibelen i smsvar med deres forståelse af den. De oversætter ikke således som der står, men således som de tror det skal være
De skiller ikke mellem de to evangelier som vi har i N.T., fordi de ikke har noget syn for jødernes egenart og Guds store planer med folket og landet.

Peters evangelium er Jesu første forkyndelse, og den er Jesu første forkyndelse, og den gik ud på at oprette Riget for Israel kunne oprettes der som det jødiske folk ville omvende sig og tro på Jesus fra Nazaret som jødernes Messias. Til dette evangelium var knyttet flere betingelser, som vi efterhånden skal komme ind på.

Dette evangelium er det samme som jøde-kristendom, findes beskrevet i evangelierne, i første del af Apostlenes Gerninger, i Jakobs brev og i Johs. Åbenbaring, fra kap.6 til kap.20.

Paulus evangelium er evangeliet om at hver den som tror på Jesus, både jøder og hedninger, har del i frelsen. Til dette evangelium er der ikke knyttet nogen forpligtigelse, med undtagelse af at tage imod, når Herren kalder.
Begge disse evangelier har sin basis i Jesu frelsesværk, men de har forskellige sigtemål.

Det første tager sigte på at vinde det jødiske folk for Guds-riget i Israel. Det andet tager sigte på at vinde mennesker for den kristne forsamling. Paulus evangelium er beskrevet i Apostlenes Gerninger, fra Kap.10,43
og udover, i Paulus andre breve og i Johs. Åbenbaring, fra kap.1 til og med kap.3.

Det vil også være formålstjenligt at kalde disse 2: forskellige evangelier henholdsvis Jesu første forkyndelse eller undervisning og Jes anden
undervisning.

Hvad som gælder Jesu anden forkyndelse eller Guds nådes evangelium,

må vi naturligvis også være opmærksomme på at selv om frelsen opnås ved tro alene, så bliver efterfølgelsen at dette evangelium forskellig for jøder og hedninger. Vi kan ikke feje til side de traditioner dom f.eks. Jøderne levede i før dette evangelium kom og mene at de ikke længere har anledning til at leve i de forskellige traditioner som jødedommen har. Så længe som disse ikke strider imod eller forvansker den frie nådes evangelium – da har jøderne anledning til at leve efter deres fædres traditioner.

Og det var akkurat det de første jødekristne gjorde. De blev betragtet som en jødisk sekt på line med farisæerne, saddukæerne og essenserne, og deltog i synagoge gudstjenesten og i tempeltjenesten. Vi ved lidt om hvordan de betragtede f.eks. ofringerne i templet, men det er helt klart at de indordnede dem under Jesu frelsesværk.

Man tør ikke forlade den almindelige opfattelse at der blot er et evangelium i Det ny Testamente, og at da Jesus kom, begyndte straks udtagelsen af den kristne menighed. Dette er galt.

Jesus kom til sine egne for at sne al verdens synd og for at oprette riget for dem. Både Jesu himmelfart og Den Hellige Ånds komme tog først og fremmest sigte på at hele Israel skulle blive omvendt og få Den Hellige Ånd: Ap. Gr. 2,38-39. 3.19-21. 5,30-31.

Torleif Boman hævder også at der er to forskellige evangeliske- forkyndelse i Det ny Testamente. Dette kommer til udtryk i hans bog: Jødernes Messias – Grækernes Kristus, s.12,121 og123: I Det ny Testamente findes to religionsformer i så rene former som aldrig senere: den jødiske kristendom i de ældste lag af Markus, Mattæus og Lukas – de såkaldte synoptiske evangeliers overlevering, og i Peters taler i de første kapitler i Apostlenes gerninger.

Den græske frelses-kristendom findes i sin reneste og mest konsekvente form i de paulinske breve. Paulinskes udgør, som det siden skal påvises, en egen kristendoms-form, en variant til den oprindelige jødekristendom.

s.222 Der er to kristendomsformer i Det ny Testamente. Den ene er den som Jesus som Guds Søn forkyndte og realiserede i fuldkommenhed i sit liv og i sin død. Jesus gav sine disciple opgaver som hans arv tager og efterfølgere at fortsætte hans virksomhed her på jorden:
Matt.10,1-42. 19,20. Ap. Gr.1,6-9.

page13image20864
Den anden kristendomsform er den som apostlen Paulus forkyndte og på en fuldkommen måde realiserede i sit liv. At Paulus kristendom er virkelig kristendom, vidner hans breve om, men den er unægtelig forskellig fra Jesu evangelium. Men ligheden mellem dem er også tydelig. Begge forkynder at Jesus var lydig mod Gud og elskede mennesker, men det forkyndes på de forskellige måder.

s.235 I dag i vor forkyndelse forstår de fleste troende ikke at både himmelen og jorden er de troendes hjem, for forkyndelsen og teologerne har taget fra læg-folket og de troende den rette forståelse af 1000 års-riget, idet de har borttolket denne vigtige periode på 1000 år.

Så længe de ikke forstår at riget for Israel kommer, så længe forstår de ikke Guds ord og jødernes situation i verden. De forstår heller ikke deres egenart og Guds planer. Vi er kommet langt bort fra Paulus forkyndelse, endda vi siger at vi støtter os på den og hans udlæggelse af den kristne menigheds hemmeligheder.

Paulus forkyndte ”hele Guds råd”, men de fleste teologer gør det ikke.
De forkynder et forkortet evangelium. I det de ikke forkynder og ikke kender til evangeliet om ”Riget for Israel”.

Deler vi Jesu forkyndelse op i to dele, hvor den første gå på jøderne og Israel, og den anden går på det kristne legeme, så får vi også en større forståelse for Guds ord.

De u-overensstemmelser som synes at ligge i de forskellige udsagn i Det ny Testamente falder bort og kristendommens fulde lære kommer til sin ret. Hovedsagen til at vi har så mange forskellige fraktioner indenfor den kristne kirkemed hensyn til læren, er akkurat dette at man ikke ser de forskellige-frelses-tidshusholdninger og deres egenart. Man sammenblander udsagn som er beregnet på en periode, med udsagn som angår en anden periode. På den måde opstår de forskellige trossamfund indenfor det kristne legeme.
Mange af medlemmerne er genfødte troende, men de kan ikke være sammen på grund af læremiddels forskelle. Jesu Krist legeme (menigheden) er et delt legeme. Men i Jesus Krist er det heldigvis forenet.

s.246 Vi må ikke sammenblande Guds lov og Nåden, De har forskellige funktioner i frelses-tidshusholdningerne. Den første kræver og fordømmer, for mennesker magter ikke at opfylde Guds bud og påbud. Den anden derimod frigør og frelser

s.262 Bjergprædikenen ”som de første messianske jøder fulgte” samt forpligtigelserne peger derfor udover menneskets egen retfærdighed, som i
sig selv ikke kan frelse, og på Guds retfærdighed, som er troen på Jesus Kristus, som er det eneste som frelser.

s.263 Jesus forandrede en dele af loven, han havde fuldkommen kendskab til Guds vilje. Det fundamentale i hans tolkning af loven var det dobbelte kærlighedsbud om at mennesker skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.

s.267 Efter den kristne menigheds bort-atomar til Gud, før den 7 års trængselstid, vil Rigets evangelium blive forkyndt igen.

s.268 Jesus sagde at den som ikke troede på ham som jødernes Messias, kunne ikke få del i Riget. På dette punkt brød Jesus med jødedommen, og jøderne forstår endnu ikke Jesu på dette punkt, men når de omvender sig som folk og nation i slutningen af den store trængsel, skal de forstå dette. Det er ikke rart at der skal blive en sørgetid på 30 dag, når jøderne opdager at de har taget fejl med hensyn til deres egen Messias: Sakarias 12,10-14.

Citat slut: Kan vi følge forfatteren. da må vi også takke og støtte ham!