Guds planer med Israel og den kristne menighed

Guds planer med Israel og den kristne menighed.
Kristen Bokproduksjon, Oskar Edin Indergaard, Tingvoll
re. Egon L. Kristensen, Herning.
Hebraisk sprog og tankegang s. 15-
Der er stor forskel på det hebraiske sprog og de tanker som det giver udtryk for,
og det græske sprog og dets vurderinger. Medens det hebraiske sprog udtrykker
handling og dynamik,udtrykker det græske sprog abstrakte og logiske tanker og
tankerækker. (Vi som bor i vesten hører med til den græske måde at tænke og
udtrykke os på.)
Grunden til dette ligger i de to folkegruppers historie og åndelige erfaringer.
Medens hebræerne var stadig på vandring i gammeltestamentlig tid, var grækerne
optaget af at diskutere religion og filosofi. Dette kommer også til udtryk under Paulus
besøg i Athen. Om dette besøg oplyses: Apostlenes Gr. 17,21.
For hebræerne gik livet ikke ud på at tænke i filosofiske tanker og diskutere dette,
men livet gik ud på at kæmpe de4n kamp som Yhvh havde tiltænkt dem som hans
folk. Dette gik bl.a. ud på at folket under store dele af deres historie har været på
vandring – enten fra det lovede land eller ind i det lovede land, som er Israel.
Dette måtte få konsekvenser for deres måde at tænke og leve på.
Dersom vi ikke kender til dette, så bliver det umulig for os at forstå Bibelens
indhold fuldt ud. Dette gælder både læsningen af Tanach G.T. og det gælder også
læsningen af store dele af N.T.
”Tanach” er den hebraiske benævnelse på G.T. Det er en forkortelse af ordene
Torah (Mose Skrifter), Neveim (profeterne) og Ketubim (Skrifterne)
Det nye Testamente, som burde have været kaldt ”Den nye Pagt” eller ”Den
fornyede Pagt”, hedder på hebraisk ”Berit Chadshah”
(Ordet ”testamente” er ikke noget bibelsk begreb. Det går tilbage til den latinske
Bibel Vulgata. Det er en forkert oversættelse af det hebraiske ord ”berit”, som betyder
”pagt”. Dette ord burde have været fjernet fra vor Bibler, for det giver os et galt
indtryk af forholdet mellem Den gamle (første) pagt og den (fornyede) pagt i Jesu
blod.
Den tankegang, som vi har i Tanach, finder vi igen i N.T., og det er ikke noget
mærkeligt, for det var jøder som skrev både Tanach og N.T.
Det er mulig at også Lukas var jøde, både af afstamning og oprindelig tro, for der er
ingen af evangelisterne som brugte så mange jødiske udtryksformer som han.)
Paulus var også inde på forskellen mellem den den hebraiske og den græske måde
at tænke på, da han skrev, at jøderne kræver tegn (gr.seimeion), medens grækerne
søgte efter visdom (gr.sophia): 1.Kor.1,22.
Dette vil sige at jøderne ønskede at få se tegn, for de var udtryk for handling,
medens grækerne nøjede sig med kundskab og visdom. Dette var et udtryk for de to
folkegruppers måde at se og forstå verden på.
I Evangeliet efter Johannes er de undergerninger som Jesus gjorde, kaldt for tegn. I
dette evangelium er der udtaget 7 af de undergerninger som Jesus gjorde. Se min
bog: Jødedom og Kristendom, Jesus og Paulus.
Martin Luther har sagt at ”der er en speciel energi i det hebraiske sprog” Det er
Guds-rigets dimension som er nedlagt i dette folk og i dette sprog, for det er herrens
sprog og Herrens folk.
Han har videre udtalt følgende om dette sprog: ” i det (det hebraiske sprog) hører vi
Gud taler...På denne måde bliver studiet af det hebraiske sprog en slags messe eller
en Guds-tjeneste. (Luthers Værker, bind 12)
Han har videre sagt om det hebraiske sprog: ”Det hebraiske sprog er det bedste af
alle, med det rigest ordforråd... Dersom jeg var yngre, ville jeg lære mig dette sprog,
fordi ingen kan lære sig at forstå Skriften helt uden det. For selv om N.T., er skrevet
på græsk, er det fyldt af hebraiske tænkemåder og hebraiske udtryk. Det har derfor
træffende blevet sagt at hebræerne drikker af kilden, medens grækerne drikker af
elven som rinder fra den. (Luthers Bordtaler)
De fleste Skrifter i N.T. Er skrevet på græsk. Der er mange ting der tyder på at de 3
første evangelier er skrevet på hebraisk og senere blevet oversat til græsk. Dette kan
også gælde andre Skrifter i N.T., som for eksempel Hebræerbrevet, Jakobs Brev og
Johannes Åbenbaring. Det siges om Johannes Åbenbaring at det har et dårligt græsk,
men når vi oversætter det til hebraisk, så bliver sproget i det glimrende. Se min bog:
Mattæus Evangeliet.
Ved siden af at det hebraiske sprog udtrykker handling og dynamik, er det også et
sprog som i stor grad udtrykker følelser. Jøderne brugte at give udtryk for følelser.
De så ikke på dette som noget mindreværdigt. De kunne både græde og le, blive
vred og være glade. Vi ved at kong David for eksempel skrev Salmerne og dansede
foran Arken: 2.Sam6,14-16. Josef græd højt græd højt da han gav sig til kende
overfor sine brødre: 1.Mos.45,2. Til og med Jesus græd: Luk.19,41.
Dette står i modsætning til den græske måde at tænke på. En skulle være logisk og
klar i sin tanke og holde følelserne under kontrol. Stoikerne for eksempel forsøgte at
underkue deres følelser og leve et nøgternt liv. De skulle ikke lade sig afficere af ydre
forhold. De skulle holde ”masken” uanset hvad der skete. De skulle tage alt med
”stoisk ro”
Jøderne har få abstrakte begreber
Dette er en af grundene til at hebraisk har så få abstrakte begreber
Når jøderne skulle udtrykke abstrakte tanker, brugte de udtryk fra den materielle
eller fysiske verden. Jeg vi citere fra Marvin R. Wilsons bog: Our Father Abraham.
s.137, hvor der bl.a. står: ”at se” er det samme som ”at løfte øjnene op”: 1.Mos.22,4,
”at blive vred” er ”at brænde i ens næseborer”: 2.Mos.4,14. ”at åbenbare” er ”at åbne
ens øjne”: Ruth 4,4. ”ikke at have medynk med” er ”at have et hårdt hjerte”:
1.Sam.6,6. ”at gøre sig færdig” er ”at omgjorde sine lænder”, ”At bestemme sig for at
gå” er ”at vende sit åsyn imod”, ”at være egenrådig” er ”at være stivnakket”:
Apostlenes Gr.7,51.
Ved siden af dette har vi en række andre lignede udtryksmåder i N.T.
Dette er også en af grundene til at hebræerne beskrev ”Yhvh” med konkrete og
menneskelige træk.
”Gud” blev beskrevet med udtryk som ”Guds arm”, ”Guds finger”, ”ansigt”, ”højre
hånd”, ”himmelen”, ”kraften”, ”magten” o.s.v.
På grund af at jøderne ikke brød sig om at udtrykke sig på en abstrakt måde, så var
de heller ikke interesseret i at formulere læresætninger eller dogmer for deres tro. Det
eneste dogme som de havde, var Shema: ”Adonai Israel, Adonai Elohenu, Adonau
echad”. Det bliver oversat med: ”Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en.”
5.Mos.6,4.
Til trods for at jøderne ikke brød sig om at udarbejde læresætninger for deres tro, så
udarbejdede rabbi Maimoindes 13 dogmer for den jødiske tro.
Det vigtigste for jøderne var ikke de abstrakte tanker om lære-forhold, men at gøre
de rigtige handlinger. Dette var ikke et intellektuelt spørgsmål, men det var et etisk
spørgsmål. Dette kommer bl.a. til udtryk i fortællingen om den unge, rige mand som
kom til Jesus og spurgte: hvad han skulle gøre for at få tidsallerlig liv. Jesus
nævnede tre ting, som han skulle gøre. Når dette var gjort, skulle han følge Jesus. Det
var det samme som at komme til tro på Jesus. Matt.19,16-26. Se min bog: Mattæus
Evangeliet. Jesu liv og lære . Kap19.
Det hebraiske ord ”olam” og det græske ord ”aion” er forkert oversat i vore Bibler.
Disse ord betyder ikke ”evighed” eller ”verden”, som er et græsk konsept, men de
betyder ”tid” eller ”tidsalder”. Se min sidste 8 bøger hvor jeg skriver meget om dette.
Professor Karl William Weyde ved det teologiske Menighedsfakultet oplyser i et
privat brev til mig at Det Norske Bibelselskab arbejder med en ny Bibel-oversættelse,
hvor man vil rette op på en del af de fejl som er begået mht. til en ret oversættelse af
ordene ”olam” og ”aion”
Da jødiske tænkere i senjødedommen (200 før Messias til 135 efter Messias) kom i
kontakt med græsk filosofi og tænkemåde, blev de ”tvunget” til at oversætte dette ord
med ”verden” eller ”evigheden”. De gav desværre efter for det græske pres og
”solgte” dermed en del af deres arv til hedningerne. Dette har ført til stor frustration
og forvirring i læsningen af Guds ord.
”At få tidsallerlig liv” er det samme som at få del i ”den kommende tidsalder”
(hebr. olam ha bah), som er ”Riget for Israel”
Det var det den unge mand ønskede at få del i. Han ønskede ikke at få del i det
abstrakte græske begreb ”evigheden”, som hverken han eller jøderne vidste, hvad det
gik ud på. Han ønskede at få del i Guds riget, som Jesus allerede havde oprettet i
Israel, o som han sammen med døberen Johannes og hans apostle udviklede fra dag
til dag. Det var Riget som profeterne havde beskrevet i Tanach. Se min bog: Jesu
Genkomst bind 5. Kap. 1000 års rigets tidsalder.
Det hebraiske sprog har ikke noget ord som betyder ”evigheden” i forhold til tiden.
Hebraisk operer med tidsaldre. Tiden bliver ikke set på i forhold til evigheden, men i
forhold til tidsalderen. Når tidsalderen er fyldt med sit teologiske indhold, får vi
”tidens fylde” gr.pleroma tu kronu, og vi får en ny tidsepoke, som har sit eget
teologiske indhold. Det er Guds ord og det profetiske ord som giver tidsperioderne
deres indhold.
Den norske teolog Carl. F. Wisløff siger flg. Om dette i sin bog: Jeg ved på hvem
jeg tror: ”Bibelen taler ikke om tid og evighed, men derimod om tid og tidsaldre.
Se Arnold G. Fruchtenbaums bog: The Missing Link in Systematic Theology.
s.665-666. Se også min bog: Kristendom,mens Jødiske Rødder. Kap.: Betydningen af
ordene ”olam” og ”aion”
Det rette spørgsmål for jøderne var: ”Hvad skal jeg gøre for at gøre Guds
gerninger” Johs.6,28,og ikke: Hvad skal jeg tænke for at give udtryk for det som Gud
ønsker. De store spørgsmål i jødedommen var: Hvad vil Gud at jeg skal gøre? Hvad
er Guds planer med mit liv? Hvordan skal jeg magte at realisere Guds planer med mit
liv?
Jøderne forsøgte at forstå Guds gerninger. Nogle af de store spørgsmål som jøderne
stillede sig, var: Hvordan kan Gud handel med sit folk som han gør? Hvorfor bliver
den retfærdige straffet, medens den uretfærdige går fri? Spørgsmålet: ”Hvor længe”,
Gud, vil det vare før du frelser dit folk og straffer Israels fjender? Er et spørgsmål,
som ofte bliver stillet i Tanach.
Det vigtigste for jøderne var forholdet til Gud og til medmenneskerne. I forhold til
Gud blev bønnen det vigtigste hjælpemidlet, og gode gerninger blev det vigtigste i
forhold til medmennesker. Det store spørgsmål bliver: Hvad skal jeg gøre for at gøre
Guds gerninger? Johs.6,28. Det er de gerninger som Gud ønsker at menneske skal
gøre.
Medens grækerne forsøgte at give så rigtig og logisk fremstilling af det som skete,
så var det selve handlingen, beskrivelsen af den og det indtryk som den skabte, som
var vigtig for jøderne. Når Salomon beskrev den jødiske brud i Salomons Højsang, så
beskrev han hende med korrekte kendetegn og billeder. Han skrev at hendes hals ”er
som Davids tårn.” Højs.4,4, og at hendes næse er ”som Libanon-tårnet” Højs.7,4.
En græker ville ikke umiddelbart forstå disse billeder, for han ville opfatte dem
konkret. For ham ville en pige med stor hals og stor næse ikke være noget smukt syn,
men på hebraisk betyder det noget helt andet. Det ville betyde at denne pige var stolt
og vakker, som rettede op sin nakke og var uafhængige af andre.
Der er mange lignende eksempler på at de hebraiske ord og udtryk har en anden
betydning end de græske ord og udtryk. Vi kan medtage et andet eksempel. På græsk
betyder ”Guds søn” en som har ”Guds egenskaber”, eller en som ”har guddommelig
natur”.
På hebraisk betyder dette udtryk en som har et ”bestemt forhold til Gud:” Det kan
være Jesus, det jødiske folk eller englene.
Naturen bliver også beskrevet med konkrete billeder i det hebraiske sprog. Når der i
Se.55,12 står at træerne skal ”klappe i hænderne”, så er det et udtryk for at også
træerne skal glæde sig over den frelse og udfrielsen, som Gud vil give hele verden og
hele skabningen i 1000 års-riget. Rom.8,19-22.
Jøderne lever i tiden og grækerne i rummet
Medens hørelsen var den vigtigste sans for jøderne, så var synet det vigtigste for
grækerne. Gennem hørelsen oplever man en række lyde, som kommer til en
efterhånden. Det betyder at der foregår en handling eller en bevægelse. Synet
derimod opfanger en række objekter, som er plaseret samtidig eller ved siden af
hverandre. Jøderne lever i tiden, medens grækerne lever i rummet.
For jøderne var tiden det samme som handlingerne, som foregik i tiden. Tiden blev
set på i forhold til andre tidsperioder, og ikke i forhold til ”evigheden”. Når det
profetiske indhold, som tilhørte en tid, var opfyldt, kom der en ”ny tid” eller en ”ny
tidsperiode.”
Jeg citerer fra de kendte norske teolog Thorleif Boman, som siger flg. Om
dette:”Grækerne og alle andre indoeuropæere oplevede verden som kosmos, et
vakkert ordnet hele. De boede trygt på jorden under en evig stjernehimmel. Alt var
fast og urokkelig.
For jøderne var verden i bevægelse. Hele tilværelsen, også selve verdensaltet, var
en kontinuerlig række af begivenheder og hændelser, som de oplevede og virkede
med i. Vi kommer ikke denne tankegang nærmere end ved at sige at de oplevede
tiden som historie, som indholdsfyldt tid. De levede i tiden, som vi lever i rummet. Vi
gør også tiden til rum.
Da jødiske tænkere i senjødedommen (200 år før Messias til 135 år efter Messias)
mødte græsk filosofi og så sig tvunget til at finde et hebraisk ord for univers, kaldte
de det ”olam”, grænseløs tid, tid som vi ikke ser begyndelse eller enden på, men med
den samme indholdsfylde som vort verdensrum har. (Jødernes Messias. Grækernes
Kristus s. 19.)
For grækerne var historien en del af naturen, og siden de forskellige begivenheder
gentog si i cykluser, som stadig gentog sig, så søgte de en lovmæssighed i dette. De
søgte at finde faste regler for det som skete.
For grækerne var naturen en del af historien, og det var Gud som bestemte
historiens forløb. Gud var historiens herre, som ville føre dem frem til en afslutning,
og den første af slutning var ”Riget for Israel” eller ”den kommende verden”, som
rabbinerne kaldte den.
Historiens mål var derfor forskellig for grækerne og for hebræerne. For grækerne
var historiens mål den tidløse evighed, men for jøderne var historiens mål Guds rige.
Af den grund kan jøderne heller ikke oversætte ordet ”olam” med ”evighed”. Dette
ord indebærer i sig alt forløbne i historien . Både i fortid, nutid og i fremtid, men det
betyder ikke en ”tidløs evighed.”
Af denne grund spiller verberne også en dominerende rolle i det hebraiske sprog,
fordi de beskriver en bevægelse og en process. De forskellige egenskaber er et
resultat af en proces. Vi skal give nogle eksempler på dette: ”bred” er ”at blive bred”,
”vid” er ”bliv vid”, ”lille” er ”at blive lille”, ”at stille op et telt” er ”at bo” og ”at blive
til” er ”at være”! Eller ”at blive”
Dette betyder at på hebraiske er ikke bestandig A det samme som B, men A bliver
til B. Der er en større dynamik og bevægelse i det hebraiske sprog end i det græske.
På grund af at det hebraiske sprog ikke er ude efter at afdække alle nuancerne i det
som sker, eller efter at finde frem til enhver logisk detalje, så havde de hebraiske
verber i bibelsk tid blot to tider, og det var:
Imperfektum. Det blev brugt om de handlinger som ikke var afsluttet.
Perfektum. Det blev brugt om de handlinger som var afsluttet.
Vi forstår selv hvilke store problemer de har, som skal oversætte Tanach fra
hebraisk til græsk, for det græske sprog har mange tider af verbet, både aktive og
passive.
I det græske sprog er substantiverne det vigtigste, og mange verber bliver også
danne af substantiverne. Både verberne og substantiverne beskriver primært tilstande
og ting. En verden som bliver opfattet gennem synet, fortoner sig som en verden, som
er fuld af genstander og ting. Medens det ”at være” er det vigtigste i græsk
tankegang, er det ”at blive” det vigtigste i hebraisk tankegang.
”at være” udtrykker en tilstand , medens det ”at blive” udtrykker en bevægelse.
Dette forhold kommer også til udtryk i betydningen af det hebraiske substantivet
”davar”. Dette bliver oversat med substantivet ”logos” på græsk. Dette ord har på
hebraisk følgende egenskaber:
Det er det samme som Gud selv. Jeremias 1,4-6.
Det har skabt verden. Salme 33,6.
Det kan frelse og helbrede et menneske. Salme 107,20
Det er det samme som ”Herrens herlighed” Johs.1,14.
Det indgår pagter. 1.Mos.15,1-21.
Det åbenbarer sig. Ezekiel 1,3.
Se min bog: Jesu Genkomst bind 4, kap: Jesus er det levende Guds ord.
Ordet giver udtryk for noget som er dynamisk og fuld af skaberkraft. ”I
begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos (gr.pros) Gud og Ordet var Gud. Han var i
begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved ham (ved Ordet) og uden ham er ikke
noget blevet til af alt det som er blevet til. Johs.1,1-3.
Hvad som gælder den græske præposition ”pros”, så betyder den ”at være ligestillet
med”, ”at være lig med” og ”at være på højde med”.
Når vi sammenligner det græske substantiv ”davar” med den græske substantiv
”logos”, så betyder også dette ord ”mening”, ”indhold” ”årsag” og fornuft”, men
forskellen er at substantivet ”davar” frembringer forandringer. Det er aktivt
handlende i verden. Det forandrer verden, medens substantivet ”logos” er noget som
er en del af verden, og som hjælper mennesker til at forstå verdensaltet.
”Logos” er som en passiv verdensfornuft, medens det hebraiske ”davar”er det som
skaber verden, forandrer verden og opretholder den. Se Marian Eigeles artikel: Jøde
og/eller kristen. I bogen: Jøderne og jødedommen. Redigeret af Egil A. Wyller og
Terje Gudbrandsen.
Vi kan også sige at disse to ord bliver en mødeplads for de to sprog, men det er det
græske ”logos” som må bøje sig for det hebraiske ”davar”, for Yhvh er hele verdens
Gud. Alt må bøje sig for Ham.
Vi burde have skrevet ”davar” med STORE BOGSTAVER, for det er et udtryk for
HERREN SELV. Det er et udtryk for Den treenige Gud.
Den logiske tænkning er forskellig i hebraisk og i græsk.
Grækerne og vi europere er vant til at tænke i logiske tankerækker, for den ene
række bygger på den anden tankerække. Til slut vil dette føre frem til en logisk
konklusion eller en fast regel.
Således var det ikke med jøderne. De tænker hellere i logiske blokke end i logiske
streg.
For grækerne og for os skaber den hebraiske tænkemåde store problemer og
paradokser, for det ene udsagn kan komme til at stå i modsætning til det andet.
De forskellige hebraiske blokke eller udsagn udfordrer derfor den græske logik.
Dette var ikke noget problem for jøderne, men det er et problem for os, dersom vi
ikke er kendt med den jødiske tankegang og den jødiske logik.
Dette var ikke noget problem for jøderne, men det er et problem for os, dersom vi
ikke er kendt med den jødiske tankegang og den jødiske logik.
For jøderne behøvede ikke alle ting og alle forhold at være bevidst således som det
er græsk tankegang. Det var ikke noget problem for hebræerne at leve med disse
”paradokser”
Jøderne havde ikke noget behov for at kende alle ting og forhold, da det bare var
Gud som vidste det.
For jøderne var for eksempel Guds eksistens et ”aksiom”, som er det samme som
”et selvindlysende faktum”,som de ikke behøvede at bevise. For jøderne var Yhvh
den som bestandig har været. Gud beskriver sig som: ”Jeg er”. 2.Mos.3,14.
Medens grækerne og vi i vesten har bortkastet meget værdifuld tid med at forsøge
at bevise Guds eksistens, så har jøderne sparet denne tid,. De har dermed fået et stort
forspring frem for os på det teologiske område. De har kunnet gå direkte på de
forskellige problemstillinger, uden først at have lagt en ”logik grundvold” for deres
tanker. (Dette betyder ikke at jøderne har ret i alle deres logiske vurderinger. De kan
også lære en del af os, således som vi kan lære meget af dem.)
Jødisk teologi er defineret som ”en rejse på jorden” ikke som trosbekendelser,
ideologier eller ideer. I denne rejse virker Gud sammen med mennesker. Når jøderne
opfyldte Guds bud hebr. mitzvot, så kunne de være sikre på at få del i Guds rige.
Jøderne var heller ikke interesseret i at vide alle ting. Hebræerne vidste at
menneskers position var ”under Solen”, og at de ikke magtede at forså alle ting:
Prædikeren. 8,17 og 7,13. Jøderne indså at det som Gud havde gjort vanskelig – gjort
kroget – det kunne mennesker ikke rette op eller forstå. Paulus sagde det samme:
1.Kor.1,20. Guds tanker er ikke menneske tanker: Es.55,8-9. 5.Mos.29,29.
Ved siden af dette er Gud en retfærdig Gud, som ville dømme en retfærdig dom.
Det er ikke op til mennesker at forstå alle ting, men de skulle gøre det som var godt
og ret: 5.Mos.10,12
Det som var i centrum, og det som var vigtig i jødisk teologi, var ikke at man skulle
have svar på alle spørgsmål, men at en skulle elske Herren, sin Gud og sine
medmennesker. Det var Gud og mennesker som var i centrum.
Jøderne kunne ikke tænke sig at opstille dogmer eller ”logiske” Bibeloversigter
over teologiske problemstillinger eller over det som skal ske, således som vi i Vesten
har været så ”flinke” til at gøre.
Jøderne var mere interesseret i ”at opleve sandheden” end ”at tænke på sandheden”
2.Johs.4 og ”at leve i den” 1. Johs.1,6, end at udarbejde teologiske systemer om
sandheden.
Rabbi Josef Soloveitchik har sagt: Vi (jøderne) er praktiske. Vi er mere interesseret
i at opdage hvad Gud ønsker, at mennesker skal gøre, end vi er interesseret i at
beskrive hvad Guds væsen... Som lærer, forsøger jeg aldrig at løse spørgsmål, for de
fleste spørgsmål lader sig ikke løse...
”Jødedommen er aldrig bange for modsigelser. Den anerkender at den fulde
forening af de to bare er mulig i Gud. Han er den som løser modsætningerne.”
I den jødiske tankegang er alle områder af livet teologiske. De vil sige at jøderne
gør ingen forskel på de hellige sekulære områder af livet.. De ser på hele livet som en
enhed hebr.echad . Alt er Guds domæne. Han har en plan med alt det som sker, og
jøderne er opmærksomme på det forhold at Gud er i alt som sker, og som kommer til
at ske-enten det er glæder eller sorger. Det er Han som bestemmer-både det som er
ondt, og det som er godt. Det er Ham som står bag alle ting, som sker. Han har en
plan med det, og dersom mennesker sætter deres lid til Herren, så skal det gå dem
godt til sidst.
Dele af dette er ogsp god ”gammeldags” kristen teologi, og det skiller sigheldigvis-
fra meget af den ”lykke-teologi”, som bliver forkyndt i dag. Den er ikke
bibelsk funderet, men den er fra denne verdens fyrste, som forsøger at forkludre både
Guds veje til mennesker og Guds veje med mennesker.
Salmisten sige: 16,8 og Ords.3,6 siger. Paulus sagde noget af det samme:
1.Kor.10,31 og Kolos.3,17.
Til trods for at det var Gud som bestemmer alle forhold, så fremholdt jøderne
alligevel den frie vilje som noget der var reelt . I Talmud står der: ”Alt er i Guds hånd
undtaget Guds-frygten”. Berakohot 33 b.
Rabbi Akiba har sagt: ”Alt er underlagt Forsynet, men til trods for det så har
mennesker en fri vilje.”
V i har mange eksempler fra Bibelen om at det ene udsagn og den ene fortælling
kan komme til at stå i modsætning til det andet udsagn. Dette var ikke noget problem
for hebræerne, som vi allerede har været inde på.
Vi skal i det følgende nævne en del eksempler på dette.
Når det gælder de ”to skabelsesberetninger” 1.Mos.1-2,3. Og 2.Mos.2,4-9, som vi
tilsyneladende har i vor Bibel, så synes de at ”modsige” hverandre ud fra den græske
tankegang, idet de skiller delvis ulige ting og forhold. For at forklare dette, så har
Vestens teologer ment at der ligger to forskellige kilder til grund for disse to
beretninger.
For jøderne har dette aldrig været noget problem. Disse beretninger giver udtryk for
at det er Gud som handler, og da er der ikke tale om modsætninger, men de beskriver
bevægelse og handling. Gud skaber ved at han handler.
For jøderne er der bare tale om en Skabelsesberetning, selv om den er forskellig
udform,et, Gud kan ikke modsige sig selv.
Når det gælder de forskellige tankerækker eller de forskellig logiske blokker, som
synes at stå i modsætning til hverandre, så kan dette løses på flere måder. Den ene
tankerække eller blokke skal ses ud fra Guds perspektiv og Guds udgangspunkt,
medens den anden skal ses ud fra menneskets ståsted.
Når der for eksempel tales om retfærdighed i Bibelen, så er det tale både om Guds
retfærdighed og menneskets egenretfærdighed. De udsagn som angår dette begreb,
kan synes at være modstridende, men det er de ikke:
I Esajas 55,1-3 er der tale om Guds retfærdighed og den er gratis.
I Esajas 56,1-2 er der tale om menneskets egenretfærdighed, som er en etisk
retfærdighed, som ikke kan frelse et menneske. Her står der at mennesker må ”gøre
retfærdighed og det som er ret”
I 2.Mos.8,15 står der at Farao forhærdede sit hjerte mod Gud.
I 2.Mos.7,3 står der at det var Gud, som forhærdede Faraos hjerte.
Tanach lærer os at Gud både er ”vred” Johs.1,29 og ”nådig” Habakuk. 3,2.
N.T, siger at Jesus både er ”Guds lam” Johs. 1,29 og ”Løven af Juda stamme”
Åbenbaring 5,5.
Jesus sagde at enhver som kom til ham ville han ikke drive bort Johs. 6,37, men
Jesus sagde også at ingen kunne komme til ham uden Faderen havde draget ham.
Johs. 6,44.
Jesus sagde at den som ville bjerge sit liv, måtte miste det. Matt.10,39.
Paulus sagde at når han var svag, da var han stærk. 2.Kor. 12,10.
I brevet til Galaterne står der at vi skal ”bære hverandres byrder” Gal.6,2. Men der
står også at enhver ”skal bære sin egen byrde” Gal.6,5.
I 1.Johs.3,6 står der at ”hver den som bliver i ham, synder ikke”.
I 1.Johs.2,1 står der at ”dersom nogen synder, da har vi en Talsmand hos Faderen,
Jesus Kristus, den retfærdige.
Det første udsagn angår det genfødte menneske. Det kan ikke synde.
Det andet udsagn angår den u-omvendte natur eller kødet, som vi alle har en del af.
Et andet problem, som opstår i læsningen af Bibelen, kan være at to sætninger giver
modsatte oplysninger. Dette kan løses ved at man inddrager en tredje sætning, som
løser dette problem. Se kap. De rabbinske regler for tolkningen af Bibelen punkt 6.
I det hele når vi studerer Bibelen, må vi omstille vort sind og vor tænkemåde til den
måde som hebræerne tænker på.
Robert Martin- Achard har skrevet i sin bog: An Approach to the Old Testamente:
”at vi må gennemgå en intellektuel omvendelse” når vi skal studere Bibelen.
Det er ret, men før vi kan gøre det, så må vi kende til principperne for jødisk
tankegang og det jødiske sprogs egenart. Kundskaben kommer foran og før
erkendelsen. Vi takker Gud for at han giver os begge dele.
Hvad der er gældende hebraisk og græsk måde at beskrive og forstå verden på, så
udfylder de hverandre. De er begge værdifulde, for de beskriver begge en del af
verdens og livets mysterier. Den hebraiske tænkemåde er ved sin psykologiske dybde
i stand til at give os en ret forklaring på den virkelige og sande Guds-åbenbaring,
medens den græsk tænkemåde har lagt grunden for den videnskabelige metode, der
hvor den græske logik står i fokus.
Begge tænkemåder giver os et bidrag til at forstå verden, men de må ikke blandes
sammen, for de arbejder stort set på hvert sit område. Vi skal ikke forsøge at forene
dem. De udfylder hverandre. Niels Bohr har sagt: ”Sandheden ligger i det som
udfylder hverandre.”
http://home.online.no/~oskaredi/index.htm
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com
www.yeshuattsion.webbyen.dk

Guds planer med Israel og den kristne Menighed

                   GUDS PLANER MED ISRAEL OG DEN KRISTNE MENIGHETEN

Dette foredraget ble holdt på Store-kvina Bedehus, Kvines-dal den 18-19- 03.2011.

Dersom vi skal forstå forholdet mellom Israel og den kristne menigheden på en ret måde, er det en del forudsætninger som må ligge til grund for vår forståelse av indholdet i N.T. Slikke forhold er:

1.) Vi må ikke sætte lighedstegn mellom de jødiske Skriftene og de paulinske skriftene og den jødiske læren og den paulinske læren. De første tog sigte både på å oprette Riget for Israel og å etablere det teologiske grundlaget for dette. De paulinske Skriftene tar sigte på å etablere den kristne menigheden som er en HELT NY FRELSEFORSAMLING, som ikke havde eksisteret før Paulus fik åbenbaring om den.

2.) De paulinske Skriftene og de kristne menigheden er EN PARANTES i Guds planer med jøderne. Når menighedens tid er forbi, bliver de paulinske Skriftene trukket tilbage, og de jødiske Skriftene bliver taget frem igen.

3.) Det er naturligvis lighedspunkter mellom disse to forsamlingerne og disse to forkyndelse, men det er også STORE FORSKJELLER. Av lighedspunkter kan vi nevne Jesu forsoning, Den Hellige Ånd som frelsespant, det dobbelte kærlighedsbud, de fleste av de 10 budene, Abrahams tro, nåden og nadveren (1.Kor.11,23-26.).

4.) Jeg tar ikke med vand dåben her da jeg mener, at den ikke hører med til det kristne legemet. Vi er frelst av nåde ved tro uden gerninger. (Ef.2,8-9.) De lutherske mener at frelsen er lagt ned i vandåen. Pinse vennerne mener at vand dåben er ”en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu forsoning. (1.Pet.3,21.) Alt dette er galt.

5.) Da Jesus kom, kom han ikke for å oprette den kristne menighed. Han kom for å opfylde DET PROFETISKE ORDET, som var nedlagt i Tanach. ”Men det skete for at det skulle opfyldes som er talt ved profeten, som sier: Si til Sions datter: Se din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et asen, på træl-dyrs fole.” (Mat.21,4-5.)

6.) Det er i det hele 456 profetiske udsagn om Messias og Riget for Israel i Tanach. Da Jesus kom, gik 333 av dem i opfyldelse. Dette tallet er 3 i 3. potens. Det er naturligvis ingen tilfældighed. De resterende 123 kommer til å gå i opfyldelse ved Jesu genkomst for det jødiske folket.

7.) Det profetiske ordet i Tanach og i de jødiske Skriftene i N.T. angår BARE Israel og Riget for Israel. (2.Pet.1,19-21.) De 4 evangelierne fortæller om forskellige sider ved Messias og en del lære-mæssige forhold, og de jødiske brevene uddyber det lære mæssige forholdet for Riget for Israel.)

8.) Selve det profetiske ordet i Tanach strækker sig til døberen Johannes. Derefter kommer opfyldelsen av det profetiske ordet. ”Loven og profetene havde sin tid INNTIL DØPEREN JOHANNES. Fra den tid av forkyndes evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger sig ind i det med magt.” (Luk.16,16.)

9.) Dette betyder at Tanach strækker sig ind i det som vi kalder for N.T. Kirken begyndte hverken ved Jesu første komme eller på pinsefestens dag. Den begyndte ved Paulus forkyndelse. Åge Åleskjær mener at vi burde flytte prædikestolen fra Sina og til Golgata. Jeg mener at vi skal flytte den til Damaskus. Det var der at den kristne menigheden begyndte. Paulus var det første medlemmet av den kristne menigheden. (1.Tim.1,15-16.)

10.) Det er det jødiske folket og Riget for Israel som er I FOKUS i alle de jødiske skiftene. (Ap. gr.1,6-11.)

11.) Også hedningene havde sin plads i Tanach. De ble også lovet en plads i Guds rige på det vilkåret at de underkastet sig den jødiske Torah, ble døbt og tog omskærelsen, men det er jøderne som er i hoved fokuseret. Jøderne var de som havde fået løftene, og hedningene kunne få del i jødernes åndelige goder. ”Se min tjener (Messias) som jeg støtter, min udvalgte som min sjæl har velbehag i. Jeg lægger min Ånd på ham. Han skal føre redt ut til hedningefolkene.” (Es.42,1.)

12.) Det var også en indsamling av hedningene til Riget for Israel etter Jesu komme og himmelfart. Da Peter gik til Kornelius sidt hus, så var det ikke hedninger til den kristne menigheden han samlet ind, men det var hedninger til Riget for Israel. Det ser vi av det forholdet at Jakob citat fra Tanach om det som havde sket ved Peter sit besøg i Kornelius hans hus. (Den kristne menigheden er ikke omtalt i Tanach, for den var en hemmelighed helt indtil Paulus fik åbenbaring om den.)”Simeon har fortalt hvorledes Gud fra først av drog omsorg for å få et folk av hedninger for sit navns skyld, og dermed stemmer profetenes ord overens, således som det er skrevet.” (Ap.gj.15,14-15.) (Dette betyder at Rigets program endda var i funktion i året 50 etter Kristus.)

13.) På apostel mødet i Jerusalem ble apostlene og Paulus enige om en FORDELING AV OPPGAVENE. De skulle gå til jøderne i Israel med Rigets program, og han skulle gå til hedningene og til Israels barn i diasporaen med den kristne menighedens budskab. Disse to budskabene ble henholdsvis kaldt for ”omskærelsens evangelium” og ”u omskærelsens evangelium”. (Gal.2,7-9.)

14.) Paulus havde på et tidligere tidspunkt fået i opgave af den opstandne Jesus å gå til 3 kategorier av mennesker med det evangeliet som han kaldte for ”sit evangelium”, ”mine veje i Kristus” og ”det evangeliet som jeg forkynder”. ”Men Herren sa til ham: Gå av sted” for han er mig et udvalgt redskab til å bære mit navn frem for hedninger, konger og for Israels barn (de 10 stammer i diasporaen.)” (Ap.gj.10,15.)

15.) Den Hellige Ånds komme på pinsefestens dag var også et løfte til jøderne om at Gud ville gi dem en ny pagt og en ny ånd. (Jer.31,31-34.)- ikke som den pakten som Gud gav jøderne ved Sina- som de brød. Den nye pakten i Jesu blod var en pagt som indeholdt Jesu forsoning, Den Hellige Ånds komme, nådegaverne som en totalitet, Jesu og apostlenes undervisning og ofringerne i templet.

16.) Den nye pakten i Jesu blod er ikke en pagt med hedningene. Det er jøderne som har paktene, ”de som er israelitter, de som barnekåret, og herligheden og PAKTENE og lovgivningen og gudstjenesten og løftene tilhører. De som fædrene tilhører og som Kristus er kommet fra etter kødet, han som er Gud over alle ting, velsignet i tidsalderen.”(Rom.9,4-5.)

17.) Den kristne menighed har ingen pagter med Gud, men vi har hemmeligheder. ”Men han som er mægtig til å styrke jer efter mit evangelium og Jesu Kristi forkyndelse, etter ÅPENBARINGEN AV DEN HEMMELIGHET som har vært fortiet i tidsalder lige tider, men som NÅ er komme for lyset og ved profetiske skrifter etter den tidsalder lige Guds befaling kundgjort for alle folk, for å virke troens lydighed.” (Rom.16,25-26.)

”hvoraf i når i læser det, kan kende min indsigt i Kristi hemmelighed, som i de forrige (gr.heteros) tids aldere ikke er blevet kundgjort for menneskernes barn således som den nå er åbenbaret for hans hellige apostle og profeter av Ånden.” (Ef.3,4-5.) (Se også Brevet til Kolossenserne 1,25-27.)

18.) Jesus var ikke udsendt til andre end til de fortabte får av Israels hus. ”Men han svarte og sa: Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus.” (Mat.15,24.)

”Og han sa til henne: La først børn (jøderne) bli mætte! For det er ikke vakkert og tage brødet fra børn og kaste det for de små hunde.” (Mark.7,28.)

19.) Jesus sendte u sine apostle: ”Disse 12 sendte Jesus ut og bød dem: Gå ikke ut på vejene til hedningene, og gå ikke ind i nogen av samaritaner byer, men gå heller til de fortabte får av Israels hus.” (Mat.10,5-6.)

20.) De forkyndte at Guds rige var nær, ja, det var ikke bare nær, men det var kommet. De helbredet mange jøder på basis av deres tro og løfter fra Tanach. ”For han er såret for våre overtrædelser, knust for vore misgerninger. Straffen lå på ham for at vi skulle ha fred og ved hans sår har vi fått legedom.” (Es.53,5.) (Det var jøderne synder og jøderne sår Jesus Messias skulle lege.)

21.) ”Det sande lys (Jesus), som oplyser ethvert menneske, var i færd med å komme til verden (Israel). Han var i verden (Israel) og verden (Israel) er blevet til ved ham, og verden (Israel) kendte ham ikke. Han kom til sine egne ting, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle de (av jøderne) som tog imod ham, de gav han ret til å blive Guds barn, de som tror på hans navn.” (Joh.1,9-12.)

”For så højt har Gud elsket verden (jøderne) at han gav sin Søn, den enbårne, for at hver den som tror på ham ikke skal gå fortabt, men ha tids alder lige liv.” (Joh.3,16.)

22.) Det er først i de forskellige misions befalinger at Jesus gav jøderne besked om å gå ut I HELE VERDEN med evangeliet om Riget. ”Og han sa til dem: Gå ut i ALL VERDEN og forkynder evangeliet for al skabningen (alle mennesker)! Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den som ikke tror (og bliver døbt), skal blive fordømt. Og disse tegn skal følge dem som tror: I mit navn skal de drive ut onde ånder, de skal tale med nye tunger (fremmede sprog). De skal ta slanger i hænderne, og om de drikker nogen giftig, skal det ikke skade dem. På syge skal de lægge sine hænder, og de skal blive helbredet.” (Mark.16,15-18.)

23.) Dette er en misions befaling som hører med til Riget for Israel. Jeg hørte for en tid tilbage en kendt norsk pinseprædikant som råbte ut over en stor forsamling: ”FOR ET BUDSKAP VI HAR TIL VERDEN! VI SKAL LEGGE VÅRE HENDER PÅ MENNESKENE, OG DE SKAL BLI HELBREDET.” For en vranglære. Dette er ikke sagt til den kristne menighed. Det er sagt til den jødiske menighed på Jesu tid.

24.) Hvad er det som sker, når vi lægger vore hænder på de syge og beder for dem? Som oftest sker det INGENTING. Hvad skal dette lære os? Det skal lære os at vi må FORDELE GUDS ORD PÅ EN RETT MÅTE. (2.Tim.2,15.)

25.) Hvad som gælder benævnelsen ”Himlenes Rige” og ”Guds rige” i evangelier, så betyder det ”Det David diske Riget” og ikke kirkens tid. (Se E.W. Bullingers udtalelse om dette i min bog: Kristendommens Jødiske Røtter. s.65.)

26.) David og Salomon ble lovet et tidsalder lig kongedømme i Israel (2.Sam.7,12-17.) på basis av de land løftene som der var i Abraham-pakten. Ikke bare Palæstina, men alt landet fra elven Nilen og til Eufrat. (1.Mos.15,18-21

27.) ”For et barn er os født, en søn er os givet, og herredømmet er på hans skulder, og han skal kaldes under, rådgiver, vældig Gud, tidsalder lig far, Freds fyrste. Så skal herredømmet bliver stort og freden uden ende over Davids trone og over hans kongerige. Det skal blive støttet og opholdt ved ret og retfærdighed fra nå av (fra Jesu første komme) og i tidsalderen. Herren, hærskare Guds nidkærhed skal gøre det. (Gud er garantisten på at dette skal ske.)” (Es.9,6-7.)

28.) Da Jesus kom, var alt færdig til at Riget for Israel kunne blive oprettet. Alle jødernes pagter fokuserer på Jesu første komme. Han er centrum i disse paktene:

a) I Abraham-pakten er Jesus den som velsigner både jøder og hedninger og lover jøderne et stort landområde i Mist-Østen.

b) I David-pakten er Jesus den kongen som skal sidde på Davids trone i templet i Jerusalem og velsigne alle verdens nationer.

c) I Sina-pakten er Jesus den som opfylder Mose-loven til frelse for alle jøderne.

d) I Den nye pakten i Jesu blod er Jesu den som gir sit liv for hele verdens synd.

29.) Alt lå til rette for at Riget for Israel havde kunnet blive oprettet i forbindelse med Jesu komme:

a) Det var en stor Messias-forventning i Israel på Jesus tid. Tiden var kommet til at Messias kunne optræde.

b) Døberen Johannes kom som forløber for Jesus. (Mal.4,4-5.)

c) Store deler av det jødiske folket kom til ham og lod sig døbe til syndernes forladelse.

d) Døberen Johannes pegede på Jesus som jødernes Messias og forsoner for jødernes synder. ”…Se, der Guds Lam som bærer (bort) al verdens synd.” (Joh.1,29.)

”.. Den som kommer efter mig, er kommet foran mig, fordi han var før mig.” (Joh.1,15.)

e) Apostlene bevidnet at Jesus var Messias. (Mat.16,16 og Joh.1,46.)

f) De troende ventet på ”Israels trøst” og ”Forløsning for Jerusalem” (Luk.2,25 og 2,38.)

g) Engelen Gabriel, som står for Guds åsyn, sa til Maria: ”Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal gi ham han far Davids trone, og han skal være konge over Jakobs hus i tidsaldrene, og det skal ikke være ende på hans kongedømme.” (Luk.1,33-34.)

30.) På baggrund av alt dette som vi har skrevet ovenfor, så er det vel ikke tvil om at Riget for Israel stod foran sin nære opfyldelse. Hvordan har det sig da at kirken og teologerne siger, at Jesus kom ikke for å oprete Riget for Israel, men han kom for å oprete kirkens tid?

De lærer at da Jesus kom, så skete der EN FORANDRING med det profetiske ordet, slik at det må omtolkes til å betyder noget andet end det som det oprindelig betød. De kalder denne forandringen for ”Kristus – trans formation”. (Se Oskar Skarsaunes hefte: Endetid.)

31.) Dette er vranglære av ypperste klasse som alle kristne burde protestere imod. Jeg har udfordret O. Skarsaunes. angående denne vranglæren flere ganger, men han har ikke svaret mg. Han fortsetter med å lære præstene i Den norske kirken dette, og de er ikke voksne nok til å afvise det. Den norske kirken bruger som oftest tekster fra evangelierne som hovedtekster i gudstjenesten. De forkynder det som Jesus har sagt til det jødiske folket, som om det gjaldt den kristne menigheden.

32.) Denne vurdering av at de profetiske løftene, som Israel havde fået, gælder kirkens tid, går tilbage til kirkefædrene i oldtiden og til Luther. På grund av at jøderne havde korsfestet Jesus, så havde de mistet alle løftene.

33.) Jeg citerer noget som Torleif Bomann har skrevet i sin bog: Jøderes Messias- Grækerne Kristus. s.173: ”Paulus forkyndte sit budskab for det enkelte menneske. Men til trods for at Paulus HADDE AVSKREVET HELE JESU FORKYNNELSE og HELE JESU OFFENTLIGE VIRKSOMHET, BEVARTE KIRKEN JESU EVANGELIUM og HANS FORKYNNELSE FOR FOLKET.”

34.) Det er akkurat her at tragedien indenfor kirken ligger. Den ser ikke at Paulus forkyndte ET HELT NYTT BUDSKAP. Han forkyndte ikke Jesu budskab til den jødiske nation, men han forkyndte til det enkelte mennesket.

JESU OG APOSTLENES FORKYNNELSE TIL DET JØDISKE FOLKET.

1) Den jødiske forsamlingen befandt sig både i diasporaen og i Israel. De forsamlinger, som er omtalt i Joh. Åp. er ikke kristne forsamlinger, men det er messianske forsamlinger. Det ser vi av at GJERNINGSASPEKTET ER FRAMTREDENDE i det teologiske grundlaget for disse menigheder. (Joh. Åp. 2-3.)

2) Disse menigheder var menigheder som skulle ARVE JORDEN, og ikke himmelen slik som den kristne menighed skal.

3) Vi kan ikke se at apostlene forkyndte i disse menighederne, men de sendte sine brev til disse menighederne. Det var de messianske jøderne som boede ude i diasporaen, som havde oprettet disse menigheder. De havde været i Israel i forbindelse med højtidene og kommet til tro på Messias.

4) Apostlene fortsatte med Jesu forkyndelsen og udvider den i sine breve. Lukas kaldte den for ”apostlenes lære”. (Ap. gj.2,44.)

5) Jesus ophævet ikke Torahen for det jødiske folket. Han opfyldte den. (Mat.5,17-19.) Det betyder at han ”fyldte den op med nye og strengere regler. ”I har hørt at det er sagt til de gamle: I skal ikke, men jeg sier jer” (Mat.5,21-48.)

6) Jesu krav til det jødiske folket var at de SKULLE VÆRE ETISK FULLKOMNE. ”Derfor skal i være fuldkomne, ligesom deres himmelske Fader er fuldkommen.” (Mat.5,48.)

”For jeg sier jer: Dersom deres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes (retfærdighed), kommer i ingenlunde ind i Himlenes Rige.”

7.) Den messianske jødedommen opererede med TO TYPER RETTFERDIGHET, for at jøderne kunne få del i Guds rige, og det var:

a) Guds retfærdighed som var troen på Jesus og

b) Jødernes egen retfærdighed.

8.) Den som ikke havde frugt i sit trosliv, kom ikke ind i Himlenes Rige. (Joh.15,1-2.) (I den kristne menigheds tidsperiode kan en MISTE HELE FRUKTEN, men en skal blive frelst. (1.Kor.3,10-15.)

I den messianske jødedommen var retfærdiggørelsen, som naturligvis var en gave fra Gud, ofte betinget av ytre gerninger. Den var dermed ikke en fri gave, men en betinget gave. Kravene kunne være i forkant av selve retfærdiggørelsen, eller det kunne være i vandringen.

Vi gir to eksempler på det:

a) Den unge rige mand måtte holde budene og sælge alt det som han ejede, for å få del i Guds rige. (Mat.19.)

”Sælg det i ejer og gi almisse.” (Luk.12,33.)

b) Den kvinde som ble grebet i hor, ble ikke dømt etter Mose Torah, men hun ble frelst og fik besked om ikke å drive hor mer. (Joh.8,3-11.)

9.) I den kristne menigheds tidsperiode er vi både retfærdiggjort, helliggjort, bevaret og herliggjort av nåde ved tro uden gerninger. (Rom.8,29-30.)

10.) Både den messianske og den kristne menigheden var/er i Jesus Kristus. Det er følgende ligheder og forskel mellem dem i forhold til frelsen:

a) Den messianske menighed var retfærdiggjort ved troen på Jesus, men de kunne falle ut av den retfærdiggørende nåden ved å bryde Jesu nye Torah.

Slik er det ikke med den kristne menighed. Den kan ikke miste sin retfærdiggørelse.

b) Den messianske menighed blev frelst ind i Riget for Israel. Den kristne menigheden er frelst ind i et liv i Himmelen. (Fil.3,20 og Kol.1,5.)

c) Den messianske menighed er helliggjort i troen på Jesus, men den kan falle ut av sin helliggørelse dersom den ikke holder Torahens bud.

Slik er det ikke med den kristne menighed. Vi kan ikke falle ut av helliggørelsen i Jesus Kristus, for vi er ikke under den jødiske Torahen.

d) Den messianske menigheden kunne falle ut av sin bevarelse. Begrundelsen er den samme som ovenfor.

Den kristne menigheden kan ikke falle ut av sin bevarelse

e) Den messianske menigheden kunne falle ut av sin slutfrelse, som var et liv i Riget for Israel. Det kan ikke den kristne menigheden, for vi er allerede her og nå sat ind i himmelen sammen med og i Jesus Kristus. (Ef.2,7.)

10.) Jesus uddybet Torahen for jøderne. Han tog også bort noget av Mose Torah som f. eks, ofringernes betydning, og grunden til det var at det havde fundet sted EN FORANDRING AV PRESTEDØMMET. Jesu selv var blevet opfyldelsen av alle offer, og han var blevet den nye ypperstepræsten. Præstedømmet havde gået over fra Levi stamme til Juda stamme. ”Forandres præstedømmet, da går det jo også nødvendigvis en forandring av Loven (Torahen) for sig.” (Hebr.7,12.) (Jesus forandret ikke de 10 bud og reglerne for det civile styret.)

11.) Ved sin død og opstandelse indførte Jesus Den nye pakten i Jesu blod og la ned de uddybede krav i den nye pakten. Det gjorde det ENDA VANSKELIGERE for jøderne å opfylde den. Den nye pakten i Jesu blod peger fremover mod Rigets tid som endnu ikke var oprettet fuldt ut på Jesu tid. På den tiden skal både satan og de onde ånder være fængslet i abyssos. Forudsætningerne for å holde Rigets lover vil da være meget større.

12.) I tilæg til det vil Den Hellige Ånd hjælpe jøderne med å opfylde kravene i Jesu nye Torah.

13.) De fleste teologerne, præstene og forkynderne forstår ikke Jesu og apostlenes forkyndelse, for de lærer at den hører med til indeværende tidshusholdning, men det gør den ikke. Den hører med til Rigets tidshusholdning.

14.) Torahen er ikke ophævet for de messianske jøder. Jakob, Jesu bror, skrev at jøderne skulle OPPFYLLE og DØMMES ETTER DEN KONGELIGE TORAH, som er Torahen i Rigets tid. ”Visselig, dersom i OPPFYLLER DEN KONGELIGE LOV efter Skriften: Du skal elske din neste som dig selv, da gør i vel.” (Jak. 2,8.)

”Tal så og GJØR så som de som skal dømmes (bedømmes) etter FRIHETENS LOV.” (Jak.2,12.)

15.) Nå vil mange si at det som Jesus forkyndte i sit jordeliv, det gjaldt ikke etter hans død og opstandelse, men det bliver ikke ret. I Misions-befalingen i Mat.28,18-20, som er udtalt ETTER HANS DØD og opstandelse, sa han at apostlene skulle forkydeALT DET

SOM HAN HADDE FORKYNT DEM UNDER SITT JORDELIV. (Mat.28,20.)

16.) Bjergprækenen (Mat.5-7) er selve GRUNNLOVEN I RIKETS TID. Når vi for eksempel analyserer det teologiske indholdet i SALIGPRISNINGENE, så ser vi at de indeholder momenter av rigtige gerninger eller opfyldelse av den jødiske Torah. Salige er de som har gode gerninger, eller de som har opfyldt den jødiske Torah.

17.) I vår tidshusholdning er de som tror på Jesus, salige. Paulus brugte aldrig ordet ”salig” i den sammenhængen som Jesus gjorde.

18.) I vandringen skærpede Jesus kravene i Torahen, men i og med at ingen kunne opfylde Torahen til egen frelse, så ble den ikke ved udført gerning en vej til retfærdiggørelse og frelse. Det var troen på Jesus som var det egentlige grundlaget for retfærdiggørelsen.

19.) Jesus tog med sig alle Torahs krav og al synd med sig op på korset. Han forsonet alle mennesker med Gud på korset, slik at Torahens krav ble opfyldt fuldt ud i de jøderne som troede på Jesus. ”For det som var umulig for loven (Torahen), idet den var magtesløs ved kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin Søn i syndig køds lignelse og for syndens skyld og fordømte synden i kødet (den onde naturen), for at lovens krav kunne bli opfyldt i os (jøderne), vi som ikke vandrer etter kødet, men etter Ånden.” (Rom.8,3-4.)

20.) Hedningene har ikke vært under jødernes Torah, men de har haft sine egne lover (lovens gerning i hjertet), Rom 2, 15.). Kravene i disse lovene opfyldte også Jesus på korset.

21.) Jøderne i den messianske forsamlingen var ikke længer under Mose Torah, men de var under EN NY TORAH, som er Rigets Torah. Den gir udtryk for de reglerne som skal råde i Rigets tid, som ikke bare var nær, men som var kommet på Jesu tid og tiden derefter.

22.) Vi kan derfor ikke si at de messianske jøderne ikke mer er under Torahen.

23.) Hvad er forskellen på Mose Torah og Jesu nye Torah, som gælder i Riget for Israel? Begge byggede på det jødiske retfærdighedsbegreb med kravet om gode og rigtige gerninger, men Jesus la ned en MYE STØRRE KJÆRLIGHET i sin nye Torah. Dette kunne han gøre på grund av sin forsoner gerning og på grund av at Mose Torah havde sin begrensede tid. (Se min bog: Jødedom og Kristendom. Jesus og Paulus. s. 88-89.)

24.) Vi må videre skelne mellom de jøderne som tilhørte Riget for Israel, og de jøder som tilhører den kristne menighed. De jøder som tilhørte Riget, var forpligtet på alle bud og regler i Jesu nye Torah i vandringen som troende. De jøder, som tilhørte (tilhører) den kristne menighed, er bare forpligtet på Paulus undervisning for den nye tiden og det som deres SAMVITTIGHET viser dem at de skal holde av den jødiske Torah. Slik var det også med Paulus. Han holdt jødernes Torah, når han var sammen med jøderne, men han havde et mer afslappet forhold til den når han var sammen med hedningene. Dette gjorde han får å vinde så mange mennesker som mulig for Jesus Kristus. (1.Kor.9,20-21.)

25.) Vi kan ikke blande Paulus sin undervisning ind i Jesu og apostlenes undervisning. Jesu og apostlenes undervisning tog sigte på å udtage den messianske menighed for Riget for Israel. Paulus sin undervisning tog sigte på å frelse jøderne ind i den kristne menighed.

26.) I den messianske undervisningen var opfyldelsen av Torahen fortsat et led i retfærdiggørelsen. Det er den ikke i den kristne menigheds tidsperiode. Dette gælder både jøder og hedningene. Vi er ikke længer under Torahen, men vi er under nåden. ”For synden skal ikke herske over jer. I er jo ikke under loven (Torahen) (den messianske undervisningen), men under nåden (Paulus nye undervisning.)” (Rom.6,14.)

”Men etter at troen (Paulus undervisning) er kommet, er vi ikke længer under tugtemesteren (Torahen).” (Gal.3,25.)

27.) I den paulinske undervisningen er Torahen taget helt bort i forhold til retfærdiggørelsen og frelsen. Vi er frelst (retfærdiggjort, helliggjort, bevaret og herliggjort) av bare nåde ved tro uden gerninger. (1.Kor.1,30 og Rom.8,29-30.)

28.) For den som ikke regner med Riget for Israel og ikke ser og forstår at der er TO EVANGELIEFORKYNNELSER i N.T., bliver loven og nåden blandet sammen slik at en bliver retfærdiggjort ved troen på Jesus, og slik at en opretholder retfærdiggørelsen ved gode gerninger. Dette er ikke den paulinske forståelsen av den frie nådens evangelium, men dette er udtryk for den messianske jødedommen.

29.) Apostlene førte videre og uddybede Jesu lære. Det som kendetegnet denne læren var tro og gerninger. Jakob lærte at den som ikke havde gerninger ved siden av sin tro, den havde ingen fuldkommen tro. ”Således og med troen. Har den ikke gerninger, er den død i sig selv.” (Jak.2,17.)

”I ser at mennesket bliver retfærdiggjort ved gerninger, og ikke ved tro alene.” (Jak.2, 24.) Gerningerne gjorde at troen ble fuldkommen. (Det er ikke noget brev i N.T. som er blevet mere misforstået end Jakobs Brev.)

30.) Undervisningen i Jakobs Brev står i stærk modsætning til Paulus forkyndelse om den frie nåden. Luther, som så dette, kunne tænke sig å tage bort Jakobs brev fra Bibelen, men han havde ingen autoritet til å gøre det. Han betragtede Jakobs Brev som et ubetydelig brev.

Teologerne og forkynderne i vår tid tror og lærer at Jakobs Brev beskriver troens gerninger i den paulinske teologien, og ser ikke at dette brevet indeholder kernen i den messianske jødedommen med tro og nødvendige gerninger for å blive frelst. Dersom ikke troen var fuldkommen, kunne en falle ut av retfærdiggørelsen. (Se min bog: Guds Planer med Israel og den kristne menighed. s.244-250 om apostlenes forkyndelse.)

31.) Til slut vil jeg citere hvad Gary Stearman og J.R.Church sier om de 9 sidste Skriftene i N.T. ” Når en begynder med Hebræer brevet, så dukker det en række MERKELIGE UTSAGN op, som har plaget kirken gennem århundrederne. Det er Hebræerbrevets kapitel 6, hvor kristne har vært uenige om teamet ”å falle ut av nåden”. Det er Jakobs brev og hans påstand om tro og gerninger. Disse og andre mærkelige udtryksmåder har forvirret de hedninge-kristne- særlig siden Paulus snakket om frelse ved tro uden gerninger som en gave fra Gud. Men dersom vi indser at disse 9 sidste Skriftene i N.T. har et SPESIELT BUDSKAP TIL ISRAEL, ETTER AT KIRKEN ER BORTRYKKET, og TRENGSELEN HAR BEGYNT, så bliver udsagnene mere logiske.” (Se min bog: Jesu Genkomst. Bind 5. Kapitel: J.R.Church og Gary Stearmans vurdering av Skriftene i Det Nye Testamente.)

Tingvoll den 17-03. 2011. Oskar Edin Indergaard

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com