tirsdag den 12. marts 2013

De gemte børn fra 1943 Tove Udsholt


En personlig beretning fra 1943: De gemte børn.
Fru Tove Udsholt.

I slutningen af september (på Basunklangdagens højtid, som er jødisk nytår) 1943 skulle alle jøder i København flygte; (dem der forblev i hjemmene blev de-proteret)
Min Mor flygtede til Gilleleje med mig. Min Far var kristen og blev i lejligheden og beholdte sit arbejde som sporvogns konduktør. Vi kom til Gilleleje sammen med nogle at min Mors store søskende flok (13) vi var ca 30 har min Mor fortalt. Vi kom op på et høloft hos en vognmand. Og skulle så i løbet af nogle dage med fisker båd til Sverige. En fisker kom med nogle brugte sko, da han havde hørt at de havde tabt deres sko. Han så mig og spurgte min Mor om han måtte låne mig med hjem. Det fik han lov til de næste par dage. Men så kom beskeden at de alle kunne komme til Sverige.
Fiskeren spurgte min Mor om jeg måtte blive hos ham og hans kone til krigen var slut. Ja sagde min Mor på den betingelse at jeg får mit barn tilbage når jeg vender hjem – Selvfølgelig sagde Svend som fiskeren hed.
Jeg fik det så godt der og kaldte ægteparret for Mor og Far.
Den 4. Maj kom befrielsen vi var ikke glade for så skulle jeg ikke være hos dem mere. Men det kom ikke til at gå sådan- min Mor jeg kendte hende ikke, hun tog hastigt af sted for at møde sin mand-han havde fundet en anden kvinde. Men fortrød, men min Mor ville skilles og det blev hun-og så begyndte 2 år med frem og tilbage for mig, Jeg ville ikke være hos hende. Jeg elskede Gilleleje og ville være der. Og til sidst lykkedes det mig
at få lov komme til at gå i skole i Gilleleje. Min Mor havde forældre retten og Ketty og Svend fik plejetilladelse. Jeg var da 7 år født den 24/8.1940.
Min Mor kom jeg på ferie hos og jeg besøgte min Far. Han kom tit til Gilleleje, jeg elskede ham. Da jeg blev 14 år fik jeg lov at blive konfirmeret, efter selvfølgelig først at være blevet døbt.
Da jeg var 16 år forbød Ketty og Svend min Far at komme mere. Jeg så ham ikke,
da jeg så flyttede fra Gilleleje for at uddanne mig i København.
1963 giftede jeg mig og fik 3 sønner de næste år. Min Mor så jeg tit hun var jo Mormor, Ketty og Svend bedste forældre, min svigerfar Farfar.
Min Far var ikke eksisterende jeg tænkte tit på ham, men fik aldrig fundet ham.
I 1974 dør Svend og i 1982 dør Ketty. Jeg rydder op og finder en lille bog med optegnelser hvor Ketty har skrevet op dato årstal - min Far har ringet flere gange om året for at høre til mig det har jeg aldrig fået noget at vide om. Og så beslutter jeg mig for at min Far skal findes, men jeg får ikke gjort noget ved det.
Men i januar 1983 arbejder jeg på Hvidovre hospital som fodterapeut. Da kommer der en gammel syg mand ind på den stue hvor jeg behandlede. Han siger nogle få ord og jeg kan genkende stemmen og læser hans journal
og ser han er min Far han har uhelbredelig chance og har 3 uger tilbage.
Han skal flyttes til Bispebjerg. Den næste dag opsøger jeg ham. Jeg fortæller ham hvem jeg er og han bliver så glad.
Jeg er sammen med ham de sidste 3 uger af hans liv. Jeg er skamfuld over at tænke på at han ikke har fået del i mit liv med 3 dejlige drenge,
men han bebrejder mig aldrig.
Det bliver de 3 dejligste uger i mit liv. Jeg har lært meget af den historie.
Min yngste søn fandt en jødisk pige. Han læste i 3 år og konverterede til jødedommen, så derfor har jeg ligesom fået en ring sluttet. Jeg er kristen han er jøde. Vi har det dejligt sammen.