HVORNÅR SKAL MENIGHEDEN OPRYKKES ? Av. Knut Jensen.
-Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind, men vi skal alle blive forvandlet i et nu, i et øjeblik, ved den sidste basun. For basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal bliv forvandlet. 1.Kor, 15, 51-52.
Jesu genkomst og vor samling med ham er et af vore mest centrale temaer og af den allerstørste betydning for menigheden. Dette er ikke bare nævnt i de Gl. Testamentlige profetier, men er først gang omtalt af Jesus i Johs. 14, 2-3: -I min Faders hus er der mange rom. Var det ikke slik, da havde jeg sagt eder det. For jeg går bort for at gøre istand et sted for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort istand et sted for jer, kommer jeg igen og skal tage jer til mig, for at også i skal være der jeg er.
Hemmeligheden blev senere åbenbaret for Paulus og han kalder dette "det salige håb" Tit. 2,13.
Menighedens oprykkelse slik den præsenteres i Skriften, er ikke ment at være udgangspunkt for teologiske diskussioner. Det er udtryk for det underfulde håb som kristne har, at Herren kan komme når som helst og at de da pludselig skal forlade denne verden og gå til sin frelser uden at dø. Det er også de kristnes store forventning at om de dør, kommer opstandelsens dag, og i mellemtiden skal de være for Guds åsyn i himmelen.
Der er tre hoved opfattelser som gør sig gældende, når denne begivenhed finder sted.
- Det er de som mener at menigheden skal oprykkes før den antikristelige trængselstid .
- Så har vi de som mener at menigheden skal oprykkes midt i den antikristelige trængselstid.
- Til slut de som mener at menigheden skal
oprykkes efter den antikristelige trængselstid
Efter vår opfattelse skal Guds menighed ikke ind i den sidste tids trængsel, men bliver friet ud av den. Et centralt Skriftsted her er Åb. 3,10:- Fordi du har taget vare på mit ord om tålmodighed, vil jeg fri dig ud af den prøvelses time som skal komme over hele verden, for at prøve dem som bor på jorden. En nærmere analyse viser at den består af flere led.
For det første at det må være en opfyldt betingelse, nemlig at det er taget vare på ordet om Jesu tålmodighed.
For det andet er det belønningen om at blive friet ud fra den prøvelsens time som skal komme over hele jord
For det tredie, for at prøve dem som bor på jorden.
At "de som bor på jorden" er en symbolsk betegnelse og sigter til verdensmenneskenæ, fremgår klart av Åb. 13, 8, der står at "alle de som bor på jorden skal tilbede Antikrist".
Skal vi lægge den opfattelse til grund at lønnen for at en har taget vare på ordet om Jesu tålmodighed, er at vi skal gennemleve den store trængsels forfærdelig vil derfor være helt meningsløst.
Desuden hvordan skal vi blive friet ud af den store trængsel, hvis vi skal gennemleve den ?
Endda klarere bliver stedet når en sammenligner med Åb. 7, 14:- Dette er de som kommer ud av den store trængsel.
I dette Skriftsted kommer de ud av den store trængsel som en martyrskare under Antikristens rædselsregime, men i Åb. 3,10 fries de ud fra den store trængsel. Meningen med Åb. 3,10 må derfor være at de som har lidt i "tålmodighed" efter Jesu forbillede ikke skal opleve trængselen. For til dette ble i kaldt, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et eksempel for at i skal følge i hans fodspor, han som ikke gjorde synd, og det ble ikke fundet svig i hans mund, han som ikke skældte igen nar han ble udskældt og ikke truet når han led, men overlod det til ham som dømmer retfærdig. 1.Pet.2, 21-23.
Den sidste Basun: (2.)
-form dette sier vi jer med et ord av Herren: Vi som lever og bliver tilbage indtil Herren kommer, skal aldeles ikke komme i forvejen for dem som er sovet ind. For Herren selv skal komme ned fra himmelen med et bydende råb, med overengels røst og med Guds basun, og de døde i Kristus skal først opstå. Derefter skal vi som lever, som er blevet tilbage, sammen med dem rykkes op i skyer, op i luften, for å møde Herren. Og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst da hverandre med disse ord. 1.Tess. 4,15-18.
Fra enkelte hold bliver det hævdet, at den her omtalte sidste basun er den sidste af de apokalyptiske basuner i Åb. 11, 15-19. Men ved en nærmere analyse av denne profeti kan dette ikke være tilfælle. Den sidste apokalyptiske basun blæser midt i trængselstiden og er samtidig en doms basun, mens basunen i 1.Kor. 15, 51-52 er en frelses og forløsningens basun. Samtlige basuner i Åbenbaringsbogen blæses for øvrigt af engle.
Profetierne i 1.Kor. 15, 51-52 korresponderer med 1.Tess. 4, 15-18, hvilket klart fremgår av at de begge omhandler opstandelsen av de hensovede i Kristus, og forvandlingen av de levende i Kristus. Disse basuner er til glæde og trøst, men den sidste apokalyptiske basun som indvarsler den store trængsel, er en forfærdelsens basun. Åb. 11,15.
Den basun som Herren selv blæser, kaldes altså Guds basun, og dersom den blæser sidste gang i endens tid, så må den være blæst tidligere. I følge Skriften er den blæst engang tidligere, nemlig på Sina fjeldet. 2.Mos. 19,16. Der blev Guds basun blæst for første gang. Der finder vi også forbilledet til opbruds basunen for Israels færd i ørkenen, 4.Mos. 10,5.7; Hebe. 12, 18-19.
Det må være basunen på Sina apostlen Paulus har i tankerne, når han skriver om den sidste basun i 1. Kor. 15,51-52. I den blæses der to gange i endens tid: første gang ved menighedens oprykkedes før trængselstiden, ved samlingen av den himmelske fase; andre gang ved Israels endelige samling lige etter trængselstiden, ,,med vældig basunklang, når Menneskesønnen kommer. Mat. 24, 31. Senere blæses den ikke mer i følge Skriften. Den sidste basun i 1.Kor. 15, 51-52 har således intet at gøre med den sidste apokalyptiske basun.
Herrens Dag:
Det næste Skriftstedet som kan volde problemer er 1.Tess. 5, 1-10, og har blevet tolket slik at Herrens dag også skal komme over menigheden.
-Men om tider og tidspunkt, brødre, trænger i ikke til at nogen skriver til jer. I ved jo selv godt at Herrens dag skal komme som en tyv om natten. Når de sier: Fred og ingen fare! da kommer en forfærdelig undergang over dem. Den kommer som veer over en kvinde som skal føde, og de skal slet ikke slippe bort. Men dere, brødre, er ikke i mørket, så dagen skulle komme over dere som en tyv. Dere er altså lysets barn og dagens barn. Vi hører ikke natten eller mørket til. La os derfor ikke sove som de andre, men la os våge og være ædrue. De som sover, sover jo om natten. Og de som drikker sig drukne, er drukne om natten. Men vi som hører dagen til, la os være ædrue. La os stå iført troens og kærlighedens brynje med håbet om frelse som hjelm ! For Gud bestemte os ikke til vrede, men til at vinde frelse ved vor Herre Jesus Kristus, han som døde for os, for at vi – enten vi våger eller sover – skal leve sammen med Ham.
Dette Skriftsted lærer os følgende: Dersom vi var mørkets barn og hørte mørket og natten til, da ville Herrens dag komme som en tyv. Men nu er vi ikke i mørket, for vi er alle lysets barn og dagens barn og vi hører ikke mørket og natten til. Derfor kan ikke Herrens dag komme over os som en tyv. Fordi vi hører dagen til, så skal vi undfly Herrens dag, som kommer som en tyv om natten. For Gud bestemte os ikke til vrede, men til at vinde frelse ved vor Herre Jesus Kristus.
Desværre er det et kapitel-skille som skiller dette Skriftsted fra det foregående afsnit, for stedet hører nøje sammen med 1.Tess. 4, 13-18. Når dette læses sammen med 1.Tess. 5, 1-10, får vi den rette forståelse, for 1.Tess. 4, 13-18 beskriver Jesu komme for menigheden og menighedens oprykkelse, og så fortsætter 1.Tess. 5, 1-10 med at beskrive Herrens dag med en brat undergang over de ugudelige, som ingenlunde skal undfly dommen. Rett forstået gir altså dette en klar støtte til de som mener at menigheden skal oprykkes før den antikrisslige trængselstid.
Som i Noahs dager: (3.)
Næste afsnit som kan volde besvær, er parallelstederne i Mat. 24, 37-42 og Luk. 17, 26-37:
-Og slik som det var i Noahs dager, slik skal det også være i Menneskesønnens dager. De åd og drak,.. de tog til ægte og gav til ægte, helt til den dag da Noah gik ind i arken... så kom vandflommen og ødelagde dem alle. På samme vis – slik som det var i Lots dager: De år og drak, de købte og solgte, plantet og bygede. Men den dag da Lot gik ud af Sodoma, lod Gud det regne ild og svovl fra himmelen og ødelagde dem alle. Slik skal det også være på den dag Menneskesønnen åbenbares. På den dag må den som er oppe på taget og har sine ting inde i huset, ikke stige ned for at hente dem. Heller ikke må den som er ude på marken, vende hjem igen. Kom Lots hustru i hu ! Den som søger at vinde sit liv, skal miste det. Og den som mister sit liv, skal bevare det. Jeg sier jer: Den nat skal to være i en seng. Den ene skal bliver taget med, den andre skal bliver ladt tilbage. To skal være ude på marken. Den ene bliver taget med, den andre bliver ladt tilbage. De tager da til orde og siger til ham: Hvor, Herre ? Han sagde til dem: hvor ådselet er, der skal ørnene samles.
Disse to parallelsteder bliver af mange udlagt som om de beskriver menighedens oprykkelse. Da den i disse to Skrifts afsnit omtalte adskillelse av mennesker indtræder ved Jesu åbenbarelse og genkomst, så mener de at dette er et bevis for at menigheden skal gennemleve den store trængsel.
Men disse Skriftsteder beskriver ikke oprykkelsen af menigheden, men er en del af dommen over de levende nationer ved Jesu åbenbarelse og genkomst, som fremgår af tre følgende forhold:
- For det første ville det, om disse Skriftsteder skulle angå menighedens oprykkelse, opstå konflikt mellem forbillederne Noah , Lot og hans to døtre i endens tid. De var efter sin redning fremdeles på jorden, og det er ingen oprykkelse i disse to forbilleder. Men ved Jesu komme for menigheden rykkes de fleste op i luften for at møde Herren for altid å være sammen med Ham. Derfor er disse ikke forbilleder på menighedens oprykkelse , men et forbilleder på de av Israel og nationerne som skal overleve dommen over de levende nationer, som skal gå forud for Messias-rigets oprettelse, Mat. 13, 38-50.
- For det andre må en, om disse Skriftsteder skulle angå menighedens oprykkelse, bruger en helt anden sammenligning mellem forbillederne og modbilledet det Jesus brugte. Men Jesus sagde at ligesom vandflommen på Noahs tid, og svovle dommen på Lots tid tog de ugudelige med sig og ødelagde dem alle, skal også dommen over de levende nationer ved Jesu åbenbarelse og genkomst til vor jord tage de ugudelige i endens tid til dom.
- For det tredie ville en, om disse
Skriftstederne skulle angå menighedens oprykkelse, ikke ha
overlevede på jorden, som klar strider mod Profetien som lærer at
en rest av Israel og folkene skal overleve. Derfor angår Mat. 24,
37-42 og Luk. 17, 26-37 ikke menighedens oprykkelse, men angår
dommen over de levende nationer ved Jesu åbenbarelse og genkomst
til vor jord, da Han skal rense jorden for ugudelige mennesker. Det
er derfor fejlagtigt å si i lyset af disse Skriftsteder at
menigheden skal gennem den store trængsel.
- Det første billede vi vil nævne, er Enok – Noah. Enok, den syvende fra Adam, er et forbillede på menigheden og blev bortrykket til Gud før syndfloden. Noah, som er et forbillede på Israels rest, blev i arken reddet gennem vandfloden til den jord som er nu.
- Det andet forbillede, som flere Bibel-forskere har peget på, er gemt mellem Israels højtider. Menighedens parentetiske tidshusholdning, den sjette i rækken over Guds samlede plan gennem tidsaldrene, er "antydet" i tidsrummet mellem de to grupper af Israels højtider i 3.Mos. 23.Den første gruppe er på fire højtider: Påsken. De usyrede brøds højtid, førstegrøden og Pinsen, som har fået sin opfyldelse. Den anden gruppe er på tre højtider: Basunens højtid, Forsoningens dag og Løvhyttehøjtid. Det var den første dag i den syvende måned basunen lød i Israel, og basunenes højtid begyndte efterfulgt af forsoningshøjtiden og Løvhyttehøjtiden, men disse højtider får ikke deres egentlige opfyldelse før Jesus Messias kommer tilbage. I tidsrummet mellem de to grupper med højtider lød der ingen basun i Israel, men det var en stille indhøstningstid af grøden. Heller ikke i menighedens tidshusholdning lyder der nogen basun, men ...den som har øre, han hører hvad Ånden siger til menighederne ! Menighedens patetiske frelseshusholdning afsluttes med at Herren selv kommer ned fra himmelen med Guds basun som det første af to faser med basunlyd, og menigheden oprykkes til ham før trængselstiden. De tre sidste af Israels syv højtider vil igen begynde at fungere når Guds vældige basunklang lyder i afslutningen af trængselstiden. Den sidste rest af Israel vil samles, og de vil da i forsoningens tegn vende om til Jesus – og hvert år siden fejre Løvhyttehøjtid til Herrens ære! : Mat. 24, 31. Sakarias 12,10-14, og 14, 16.
- Det tredie forbillede er også symbolsk
antydet i Israels høsttid. I 3.Mos. 23,22 er det nemlig en
"antydning" til menigheden, idet det yderste af Israels
agre og de tilbageliggende aks var forbeholdt de fremmede.
I det himmelske situationsbillede foran den 70. Åruge for Israel, Åb. 4-5, finder vi derfor den herliggjorte Ny. nytestamentlige menighed. Allerede i Hebe. 12, 22-23, som viser det himmelske situationsbillede ved begyndelsen af den nytestamentlige menigheds tid, finder vi en forsamling, herliggjorte mennesker i himmelen, nemlig højtidsskaren og menigheden af de førstefødte. – Men i er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, til englenes myriader, til højtidsskaren og menigheden af de førstefødte som er opskrevet i himmelen, til en dommer som er alles Gud, og til de fuldendte retfærdiges ånder. Disse er utvivlsomt de mange gammeltestamentlige hellige som opstod sammen med Jesus: Mat. 27,52-53., også Enok og Elias som er blevet herliggjort uden død, og Moses som Gud opvakte fra de døde. Her nævnes også de fuldendtes retfærdige ånder, som endnu ikke har fået deres herlighedslegemer. Begge de to herliggjorte forsamlinger, den gammeltestamentlige og den nytestamentlige forsamling er repræsenteret ved de 24 ældste, som er medlemmer af den himmelske rådsforsamling, hvor Israels stammers tovtal og Jesu apostels tolv-tal er forenet til et hele. De synger den nye sang om Lammet som med sit blod købte dem til Gud af hver stamme og tunge og folk og æt, og gjorde dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden. Vi ser dem derfor deltage i himmelen under hele Jesu nærvær, når Guds retfærdige domme falder over en frafalden menneskeslægt: Åb. 5,8-11. 11,16-18. 19,7.
Opsummering af læren om bortrykkelsen:
Bare dem som tror på bortrykkelsen før trængselstiden, som er den 70. Åruge for Israel, kan sige at Jesus kan komme når som helst. Som det fremgår af hvert eneste Skriftafsnit som taler om bortrykkelsen er der ikke tale om nødvendige forudgående opfyldelse. Selv om læren om den ikke er nævnt så mange steder, er det et af de vigtigste praktiske udtryk for det kristne håb. Havde det ikke været for bortrykkelsen, ville vi ikke have håbet om Krist snare genkomst.
Dette er en af de mest dyrebare løfter Kristus gav sine disciple. I Johs. 14., fortalte Kristus sine disciple at Han skulle komme igen for at hente dem til sin Faders hus.
Paulus skrev at den dag ville komme da Kristus skulle stige ned fra himmelen til luften over jorden og befale dem som var døde i troen på ham at opstå fra de døde. Videre vil han befale de kristne som da lever, at de skal forvandles, det vil sige modtage øjeblikkelig forvandling af legemet. Både de levende og de opstandne døde skal stige op i luften for at møde Herren der, og fortsætte i triumf til himmelen. Der venter både Kristi domstol og Lammets bryllup, alt dette medens trængsel og angst griber om sig på jorden og når sit klimaks ved Jesu andet komme.
Håbet om Jesu genkomst for at hente sin menighed hører med til den dyrebare arv som Han efterlod til sine egne. Den fortsætter at lyse for os kristne som stræber med alle livets små og store problemer. Jesus kommer ! Må Herren hjælpe os til at være vågen for dette !
(fremtidsteologi)
http://home.online.no/~oskaredi/index.htm www.yeshuattsion.webbyen.dk yeshuatt@mail.dk
oskaredi@online.no www.denpaulinskegruppe.blogspot.com