onsdag den 13. marts 2013

Kristus - transformation Oskar Edin Indergaard


Kristus- transformationen

Afsnit fra bogen af, Oskar Edin Indergaard: ”Guds Riget i Israel, s. 81-

Det første tilbud om oprettelsen af Guds-Riget i Israel.
Efter at vi i det forrige kapitel: Guds-riget i det Ny Testamente har gennemgået hvad som ligger i de forskellige udsagn angående Guds-riget, så ser vi at begrebet kan betyde flere ting. , som m,å afgøre hvilken fase eller del af Guds-riget som er omtalt. Det er sammenhængen og placeringen som udsagnene har i det Ny Testamente.
Da tiden var kommet så langt i tidshusholdningerne, sendte Gud Messias til jøderne og os andre. Hans gøremål var flere, men hans vigtigste gøremål var at han skulle forsone verden med sig selv og med Gud. Dette var selve grundlaget for alle synders forladelse og frelse i alle tidshusholdninger.
Og derfor er han (Jesus) mellemmand for en ny pagt, for de kaldte (de troende under Sina-pagten)
skal får den evige arv som var lovet, efter at en død havde fundet sted til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt (Sina-pagten) Hebræer 9,15. 1.Johs.2,2.
Videre er også forsoningsværket grundlaget og basis for oprettelsen af Riget for Israel. Efter at Jesus havde sonet al verdens synd, så var forudsætningen til stede fra Guds side til at Riget for Israel kunne oprettes. Alt var færdig fra Guds side, men det var det jødiske folk som svigtede. De svigtede i og med at de ikke ville gå ind i Guds-rigets forpligtigelser, og det gik ud på tre ting, og det var følgende:
  1. De skulle omvende sig. Det vil sige at de skulle holde loven og de udvidede krav som Jesus fremsatte i Bjergprædikenen.
  2. De skulle lade sig døbe til syndernes forladelse. Det var dette Johannes-dåben gik ud på. Vi ved også at apostlene til Jesus døbte, og det var også en dåb til syndernes forladelse.
  3. De skulle tro at Jesus var jødernes Messias.
I og med at jøderne som nation ikke ville gå, ind under Guds-riget forpligtelser så blev det historiske og konkrete Guds-riget i Israel udsat med en hel tidshusholdning. I stedet for ”Riget for Israel” fik vi den kristne menigheds tidsperiode.
De allerfleste teologer og Bibel-forskere i Norge i dag ser ikke at Jesus kom med et først tilbud til jøderne og oprettelse af riget for dem.
Hovedsagen til at de ikke ser og forstår dette, er at de har tolket jødernes løfter og Guds planer med Israel til at gælde den kristne menighed.
Mange af disse mener i fuld alvor at da Jesu kom som en soning for al synd, da gennemgik jøderne en dybt gribende forandring. Denne forandring kalder de for Kristus- transformationen,den teologi som de står for kalder vi for erstatningsteologi.
Denne teologi står ikke i sandheden, og den må vi bekæmpe hvor vi end møder den.
Som en naturlig konsekvens af dette ser vi at disse mennesker heller ikke ser at Gud inddeler frelseshistorien i tidshusholdninger, hvor han handler efter forskellige frelses-og lydigheds-principper i de forskellige tidshusholdninger. I og med at Jesus kom med tilbudet om at oprette Guds-riget i Israel, så er det klart at hans forkyndelse også tog sigte på at åbenbare det konkrete og historiske Guds-riges åndelig og historiske principper i sin forkyndelse. Jesus udtalte sig lidt om de åndelige principper til den kristne menighed. Det var det som Paulus gjorde. Jesus udtalte sig om Riget for Israel, og når Jesus udtalte sig om Guds-riget, så var det riget for Israel han omtalte. Hvad som gælder Guds-rigets hemmeligheder, så omtalte han disse i lignelser. Se kap, Guds-riget i N.T.
Det Ny Testamente bevidner også at der kom en ny tid med Johannes døber. Loven havde sin tid indtil Johannes, efter at han var kommet, så blev riget for Israel forkyndt:Mat.11,12-13. Mar.16,16.
Vi må skille mellem:
  1. Lovens forkyndelse, som begyndte ved Sina og endte med Johannes døbers virksomhed.
  2. Rigets forkyndelse, som begyndte med Johannes døber og endte med Paulus forkyndelse.
  3. Den kristne menigheds forkyndelse som begyndte med Paulus forkyndelse og ender med at den kristne menighed bliver bortrykket til Gud før trængsels-tiden kommer over verden.
  4. Rigets forkyndelse i endens tid. Efter at den kristne menighed er bortrykket til Gud, før trængselen i endens tid kommer, da vil troende jøder gå ud med evangeliet om riget, både til jøderne i Israel og til hele verden. De vil genoptage Jesu egen forkyndelse både om tilbudet af riget og om forsoningsværket: Mat.10. 24,14.
Af dette ser vi at Riget for Israel har to forkyndelser i det Ny Testamente.
Ved første forkyndelse var Riget nær, ja, dens åndelige og indre side og karakter var til og med kommet, men når folket ikke ville omvende sig, så kunne Jesus ikke oprette riget for dem.
Ved den anden forkyndelse ville jøderne som, folke og nation gå ind i Guds-rigets forpligtigelser, nemlig at omvende sig, og Jesus ville komme tilbage med himmelens skyer og oprette Riget for dem: Luk.21,29-31.
Når vi læser evangelierne i det Ny Testamente, så må vi være opmærksomme på det jødiske aspekt ved dem. I udgangspunktet beskriver alle 4 evangelier Guds tilbud til jøderne om forsoningen for deres synder, oprettelsen af den nye pagt i Jesu blod, frelse for den som tror på Jesus og tilbudet om oprettelsen af Riget for dem. Alligevel må vi skille mellem de synoptiske evangelier (Matt. Mark og Lukas) på den ene side og Johannes evangeliet på den anden side.
Medens de 3 første på en speciel måde beskriver jødernes situation, så åbner Johannes evangeliet vejen for den nye tid som skulle komme, og peger i mange af sine udsagn på den kristne menigheds tidsperiode.
Jeg ved at dette er vanskelig for mange at få tag i, men dersom en vil have det rigtige udbytte af læsningen af evangelierne og en rigtig forståelse af dem, så må man være villig til at udskille det som Jesus sagde til jøderne på den ene side, og udsagn som går på den kristne menighed på den anden side.
På grund af at erstatningsteologien har vildført kristen-folket i mange hundrede år på dette vigtige punkt da er det efterhånden blevet vanskeligt at forstå. Men det er også blevet vor opgave at vise at store dele af indholdet ikke gælder den kristne menighed, men Israel og jøderne. Vi har fået opgaven af livets Herre at opdele igen grænselinierne mellem Guds løfter til jøderne på den ene side og Guds løfter til den kristne menighed på den anden side.
Vi har fået som opgave at tolke tilbage til jøderne de udsagn i Bibelen som tilhører dem, og som vore teologer og mange af forkynderne uretmæssigt har frataget jøderne, og det forsøger vi at give udtryk for i vore bøger som vi udgiver. Må Gud vejlede os i dette arbejde, således at det som udkommer må være rigtig.
I sin forkyndelse i 3 år da antydede Jesus blot den kristne menigheds periode i en del udsagn.
Han udlagde ikke den kristne menigheds hemmeligheder for jøderne: Mat.16,18.
Dette er det eneste sted i evangelierne at ordet menighed er brugt, som noget fremtidig som Jesus ville oprette på et senere tidspunkt.
I de 7 lignelser om Guds-rigets hemmeligheder i Matt.13,3-52 er også den kristne menighed omtalt i lignelsen om den kostelige perle: Matt.13,45-46. (På Golgata løskøbte Jesus den kristne menighed.)
Angående den kristne menighed, er dette det eneste sted hvor den bliver omtalt i Guds-riges hemmeligheder i evangelierne, og vi kan ikke se at Jesus udlagde denne lignelse for sine apostle. Lignelsen om den kostbare perle er heller ikke nævnt hos nogen af de andre evangelister. Jesu antydede blot den kristne menighed. Det var Paulus som skulle have opgaven.
Andre eksempler på at rammen sprænges hvor udsagnene er om jøderne, og som går på den kristne menighed: Joh.10,16. 14,1-4. 17,20-21 v. 24.
Joh.16,13-14: Endnu har jeg meget at sige jer (apostlene/disciplene), men i kan ikke bære (forstå) det nu, men når Han sandhedens Ånd, kommer, skal Han vejlede jer til hele sandheden - - -

Teologerne på Jesu tid, s.107
Jesu gerninger viser også tilfulde at han var den Messias som skulle komme, og at han stod i færd med at oprette Riget for Israel.
Jesus gik omkring og forkyndte at Riget skulle oprettes og gjorde undergerninger overalt og til alle døgnets tider. På de fleste steder hvor han kom, helbredte han alle mennesker for deres sygdomme, og folket undrede sig over dette, og mange mente at han måtte være Messias – noget som han også er - Mat.8,16-17. 9,8 v. 33 og 35. Mark.7,37. Luk.5,26. 7,15-16. 9,43. 18,42-43. Joh.7,46.
Efter at døberen Johannes var kommet i fængsel, var han på en eller anden måde kommet i tvivl om Jesus virkelig var Messias, eller om jøderne skulle vente en anden. Jesus svarede ikke på spørgsmålet, men han pegede på de gerninger han gjorde. Gerningerne var selve hovedbeviset på at Jesus er Messias: Mat.11,3-6.
Jesu undergerninger strakte sig over et vidt spekter, fra det at stille stormen og vinden til at tilgive folket deres synder og rejse dem op fra de døde. Mange steder hvor han kom, så helbredte han alle mennesker for deres sygdomme. Jeg kan ikke for min egen del sige hvilket som er størst af Jesu undergerninger, for de ligger alle udenom det som et almindelig menneske kan magte at gennemføre. Han gjorde, Guds gerninger eller Guds store gerning midt blandt det jødiske folk, alligevel så formåede de ikke at fastholde at han var Guds Søn. Til slut så appellerede Jesus selv til sine gerninger overfor det jødiske folk, og bad dem om at tro gerningerne, således at de kunne vidne om at Jesus er Guds Søn og jødernes Messias. Joh.10,37-38. 14,10-11.
Men folket formåede ikke at se og holde fast på at Jesu undergerninger var selve hovedbeviset på at Jesus er jødernes Messias og Guds Søn. Dette var i øvrigt også profeteret i G.T., at det jødiske ikke skulle formå at se at Jesus er jødernes Messias, men de skulle forkaste både Jesus og Guds gerninger. Ap.Gr. 13,40-41. Joh.12,37-41.
De onde ånder derimod kendte til Jesus og vidste at han var Guds Søn og Messias. Jesus forbød dem at kundgøre det, og de onde ånder bad Jesus om at han ikke måtte pine dem før tiden var kommet til det. Mark.1,23-24. 5,5-7.
Dette at Jesus uddrev de onde ånder var et bevis på at Riget for Israel var i færd med at blive oprettet: Mat.12,28.
Farisæerne og de skriftlærde derimod, de som skulle være folkets åndelige ledere, de fordømte Jesu og han undergerninger fra den første stund af, og sagde at det var ved hjælp af Belsebul, de onde ånders fyrste, at Jesus uddrev de onde ånder. De mente altså at Jesus stod i kontakt med Satan og var en repræsentant fra afgrunden. Det er ikke det mindste rart at både døberen Johannes og Jesus foretog de voldsomste angreb på de religiøse ledere og teologerne på Jesu tid. Mat.3,7. 12,33-34. 16,1-4. 23,13-15.
Teologerne på Jesu tid så ikke at Jesus var jødernes Messias, for de havde misforstået skrifterne i G.T., og laver deres egen religion, som gik ud på at de selv og folket skulle opfylde Mose-loven.
Ved at de gjorde dette, så ville Guds-riget i Israel komme som en konsekvens af dette. De havde ikke opdaget bat alle mennesker er tværs igennem onde, og kan ikke lægge noget eget grundlag for sin egen frelse. Det er bare Jesus som kan det. De havde glemt det som stod i Es.53: At Messias skulle bære folkets synder, at han skulle dø i folkets sted, og at dette skulle føre til frelse for folket.
På grund af at både folket og teologerne på Jesu tid modsagde Jesus og stod ham efter livet, endda
han gjorde Guds gerning midt iblandt dem, Jesus sagde rent ud til dem at det var Satan de repræsenterede og Satans gerninger de gjorde: Joh.8,41-44.
Der er klare paralleller mellem teologerne på Jesu tid og mange af teologerne i dag. På samme måde som de førstnævnte teologer ikke så at Jesus var jødernes Messias, og at han først måtte sone synden, før han kunne oprette Riget for Israel, ligeledes ser heller ikke de fleste teologer i dag at når så gør han det for at Jesus skal komme tilbage for at oprette den nye tidshusholdning, Guds-riget i Israel,som skal følge efter den kristne menigheds tidsperiode.
I teologien er desværre Guds-riget blevet noget fjernt og abstrakt, som vi skal få del i efter vor død. Efter teologernes vurdering er Guds-riget ensbetydende med et liv i himmelen, men således er det ikke. Guds-riget har mange faser og nu står vi foran den fase at Jesus skal komme tilbage sammen med de hellige og englene og oprette Riget for Israel.
Store dele af læg-folket tror derimod at Jesus vil komme tilbage og opretter Riget for Israel, men i og med at teologerne i den grad er imod denne forkyndelse og betragter den som den største vranglære, så står læg-folket råd-ville mellem deres solidaritet overfor teologerne og deres solidaritet overfor Guds ord. Og desværre er det ofte således at også læg-folket hellere vil have ære af mennesker end ære af Gud.
De fleste teologer og mange af forkynderne som har lære – og hyrdeansvar i vore menigheder, ser ikke at den nye tid og den nye tidshusholdning tilrettelægger sig for vore øjne i Israel i dag. De ved ikke hvad det indebærer at Jesus kommer tilbage. På grund af deres misvisende teologiske systemer, så har de overset en periode på 1000 år, hvor Jesus skal styre verden ud fra Jerusalem og Israel.
Det var særlig to forhold ved Jesus virksomhed som farisæerne og de skriftlærde var imod, og det var følgende.
  1. Jesus tilgav mennesker deres synder, Teologerne på Jesu tid så ikke at Jesus var Guds sonings-lam, som skulle forsone verden med Gud. De mente at det bare var Gud som kunne tilgive synder, og at det var Guds-bespottelse når Jesus tilgav mennesker deres synder: Mat.9,2-3. Mark.2,6-7.
    Farisæerne og de skriftlærde havde dannet deres egen lære om retfærdiggørelsen, og de mente at de selv kunne opfylde loven, således at Gud ville tilgive dem deres synder ved at de gjorde det. De så på sig selv som meget bedre mennesker end de andre, og mente at disse ved deres dårlige opfyldelse af loven, spærrede for Guds løfter om at oprette Riget for Israel. De mente at de selv både kendte loven og opfyldte den, medens folket levede i synd: Joh.7,49.
    Farisæerne og de skriftlærde havde ikke behov for nogen mellemmand mellem Gud og mennesker, som skulle sone synden. Det skulle de selv magte ved egne anstrengelser og ved at holde lovens bud, og derfor så udtalte de også: At dersom folket holdt loven på to sabbatter, så ville Messias komme og oprette Riget for Israel.
    De så ikke at mennesker helt igennem er onde, når vi står overfor Gud, og at ingen kan opfylde loven ved egne anstrengelser. Menneskets egen retfærdighed fører ikke til frelse, men derimod til fortabelse. Guds retfærdighed derimod, som han viste alle mennesker ved at sende Jesus til os som en forsoner for al synd, fører til syndernes forladelse og retfærdiggørelse overfor Gud. Gud har ved Jesu forsoner-gerning fået det offer, en gang for alle mennesker, som han krævede, og han kræver det ikke igen. Gud er meget godt fornøjet med det som Jesus gjorde, og derfor så tilgiver han mennesker deres synder når de kommer til ham med et angrende og bedende hjerte. Gud tilgiver den ydmyge, men den stolte står han imod.
    Derfor var farisæernes og de skriftlærdes lære forkert – at det blot var Gud som kunne tilgive synder. Jesus kunne også gøre det, for der er ingen forskel på Gud og Jesus. De går ud på det samme.
    Når vi står overfor det hellige og uudgrundelige, så må vi huske på at vi er begrænset i vor dimension og kan derfor ikke forstå Guds-rigets dimension fuldt ud. Derfor har vi heller ikke anledning til at afvise tre-enigheden. Vi må bøje os for dette mysterium, og takke Gud for at dersom vi vil bøje os, så skal vi forstå det på et senere tidspunkt. Gud giver nemlig de ydmyge nåde. De stolte derimod får ingen ting: 1.Kor.13,12.
  2. Det andet punkt de religiøse var imod, og som til slut felede Jesus, var det forhold at han udgav sig selv for at være Guds Søn og være lig med Faderen. For at understrege dette så brugte Jesus en række gange egen definition på sig selv. Denne definition blev første gang åbenbaret for Moses da Herren viste sig for ham i en brændende tornebusk. Da fik Moses sin opgave: Nemlig at føre Israels folk ud af Ægypten: 2.Mos.3,13-15.
Ved at bruge benævnelsen ”jeg er” (gr.ego eimi) på sig selv, så er det klart at Jesus med dette ville sige at han er Gud, og at han er udsendt fra Gud. Jøderne derimod mente at Gud ikke kunne komme til dem på denne måde, i en persons skikkelse. Gud kunne ikke ”nedværdige” sig til at komme i et menneskes skikkelse. Han var for ophøjet til det.
Til dette syn på guddom,m,en er der følgende at sige: For det første er ingen ting umulig for Gud.
For det andet havde Gud sagt til jøderne i G.T., at han ville åbenbare sig på denne måde, som et barn som et menneske, altså som en menneskesøn: Es.9,6.
Her har vi et eksempel på at jøderne ikke tog tilstrækkelig hensyn til udsagnene i G.T., hvad der gælder de oplysninger som er givet angående Messias-skikkelsen. Selv om dette er overraskende at Gud kom i menneskelig skikkelse, så er dette Guds ordning forudsagt i Bibelen.
Hvad der gælder betegnelsen ”ego eimi” så brugte den om sig selv en række gange. Når dette forhold ikke tydeligt fremkommer i vore Bibel-oversættelser, da er det ikke godt: Mark.14,61-62. Her bør oversættelsen ”jeg er det” oversættes med ”jeg er”, da det er det som står i grundteksten: Jesus sagde: Jeg er (ego eimi) v.62.
Det samme gælder også Luk.22,70, her står i vore Bible-oversættelser: ”Da sagde de alle: Er du Guds Søn? Han sagde til dem: I siger det, jeg er det.”
Den rigtige oversættelse skal her være: ”Han sagde til dem: I siger at jer er (ego eimi).” v.70.
I disse to eksempler ( Mark.14,61-62 og Luk.
22,70 har Bibel-oversættelsen fra 1930 og 1978 den samme oversættelse.
Hvad der gælder Joh.4,26. 7,29. 8,18 v.24. 13,19 er udtrykket (ego eimi) oversat forskelligt i vore to Bibel-oversættelser.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”Jesus siger til hende: Det er mig, jeg som taler med dig” Joh.4,26.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: ”Jesus siger til hende: Det er jeg, jeg som taler med dig.” Joh.4,26.
Den rigtige oversættelse skal være: ”Jesus siger til hende: Jeg er (ego eimi), som taler med dig.” Joh.4,26.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”Jeg kender ham, for fra ham er jeg (ego eimi), og han har udsendt mig.” Joh.7,29. Dette er rigtig oversat.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: ”Men jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har sendt mig.” Joh.7,29. Denne oversættelse er ikke korrekt.
I Bibel-oversættelsen far 1930 står der: ”Jeg er (ego eimi) som vidner om mig, og Faderen som har sendt mig, vidner om mig.” Joh.8,18. Denne oversættelse er korrekt.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: Jeg vidner om mig selv, og Faderen som har sendt mig, vidner om mig.” Joh.8,18. Denne oversættelse er forkert.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”Derfor siger jeg jer: I skal dø i jeres synder, for i tror ikke at det er mig, da skal i dø i jeres synder.” Joh.8,24.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der: ”Jeg sagde at i skal dø i jeres synder.” Joh.8,24.
Den rette oversættelse skal være: Derfor sagde jeg jer: I skal dø i jeres synder, for i tror ikke at jeg er (ego eimi), da skal i dø i jeres synder.” Joh.8,24.
I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der:” Fra nu af siger jeg jer det før det sker, for at I, når det sker, skal tro at det er mig.” Joh.13,19.
I Bibel-oversættelsen fra 1978 står der:”Nu siger jeg jer før det sker, for at I, når det sker, skal tro at ”jeg er Han.” Joh.13,19.
Den rette oversættelse skal være:”Fra nu af siger jeg det før det sker, for at I, når det sker, skal tro at jeg er (ego eimi) Joh.13,19.
Hvad der gælder Joh.8,58 da er dette udtryk ret oversat i begge Bibel-oversættelser. ”Jesus sagde til dem: Sandelig sandelig, siger jeg jer: Før Abraham blev til, er jeg (ego eimi) Joh.8,58.
I de Bibel-tekster som vi har nævnt ovenfor, har vi to Bibel-oversættelser enten oversættes udtrykket (ego eimi) galt, eller de har forskellige oversættelser, hvor den ene er forkert og den anden er ret. Jeg ved ikke hvorfor dette er gjort, men det er helt unødvendig at forvrænge grundteksten på dette vigtige punkt. Ved at gøre det, så kommer det ikke tydeligt frem at Jesus brugte Guds egen benævnelse på sig selv. Jesus ville dermed tilkendegive at han og Faderen er det samme, og at udtrykkene ”Jhvh” og !”ego eimi” er akkurat det det samme, nemlig Guds egen definition af sig selv.
Jesus brugte også dette udtryk ”jeg er” i en del andre sammenhænger. Vi skal referere en del af disse. ”Jeg er (ego eimi) Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke de dødes Gud, men de levendes.” Mat.22,32. Joh.6,35. 10,11 v.36. 11,25. 14,6. 15,5.
Det var dette forhold at Jesus udgav sig for at være Guds Søn og til og med Gud selv, som til slut domfældte ham. Efter at Jesus foran det Høje Råd havde indrømmet at han er Guds Søn, så behøvede de religiøse ledere ikke flere beviser. De mente at dette var Guds-bespottelse og blasfemi.
Mat.26,63-66. Mark.14,61-62.
Her kommer 4 forhold klar til udtryk:
  1. Jesus er det samme som Gud.
  2. Jesus er Guds Søn.
  3. Jøderne skal efter at den store trængsel er afsluttet, få se Jesus komme tilbage sammen med englene og alle de hellige, for at dømme verden og oprette Riget for Israel.
Under hele sit jordeliv havde Jesus forsøgt at holde sin messianisme skjult for folket, for han vidste at de kun havde syn for den ydre og historiske side ved Riget.
Nu foran det Høje Råd sagde Jesus ret ud i alles påhør at han er Messias, den levende Guds Søn. Grunden til at han gjorde det var at de ikke længere skulle være i tvivl om hvem de dømte til døden.
Han blev altså dømt for noget han var, nemlig Guds enbårne Søn, som kom til jøderne for at sone deres synd og for at oprette Riget for dem.

Trængselstidens tempel. (side 165-)
Templet skal bygges op igen, og det er Jesus som først og fremmest er bygmester og arkitekt for det. Troende jøder og troende mennesker fra alle verdens nationer skal være med til at bygge det.
Det som gælder templet i 1000 års-riget kan ikke være jødernes tempel i trængsels-tiden. Vi ved at jøderne får anledning til at bygge templet i Jerusalem, når de i begyndelsen af den sidste (70.) år-uge for Israel og Jerusalem (Dan.9,24-27) indgår en freds-og samarbejdspagt med Antikrist. Han vil hjælpe med at bygge dette tempel, således at de skal tro at han er jødernes Messias.
I midten af år-ugen (efter 3,5 år) vil han imidlertid invadere templet i Jerusalem og kræve guddommelig tilbedelse af jøderne for sig selv og hans levendegjorte billede. (Se min bog, Israel og den kristne menighed, s.153-169) Jøderne vil da opdage at det ikke er deres længe ventede Messias, men derimod Satans Antikrist.
Til trods for dette, så bliver alligevel templet kaldt for Guds tempel: Åbenbarings-bogen.11,1-2.
Jeg vil i denne sammenhæng citere det som O.K. Indergaard siger om dette tempel i sin bog, Temaer i bibelsk profeti, del 1.s 9-10: Det i Åbenb. 11,1 omtalte tegn Guds tempel er altså det israelske tempel som på den tid er bygget op igen og hvor israelerne tilbeder Gud.
At dette tempel er israelsk, fremgår, foruden af det foran anførte, også deraf at templet og alteret er adskilt, hvorved en må tænke på brænd-offer-alteret, som alt afhang af for Israel. For så vidt at dette tempel er israelsk, må dette tegn forstås bogstaveligt. Men det må også forstås billedligt for så vidt at det står for israelsk tilbedelse af Gud. Men tegnet må ikke forstås udenom Israel. En fortolkning af dette tegn som billedlig for den ny testamentes menighed vil således føre os langt bort fra sandheden.
Selve målingen af Guds tempel og alteret og dem som tilbede der, er et tegn på at blive taget helt ind under Guds omsorg. Men denne måling af templet og alteret har også en videre betydning for Israel. Den er den formelle anerkendelse af Israel på ny og de treonde israelers gen indpodning i deres eget olietræ: Rom.11,24.
Op-måling, skulle foretages med et rør, ligesom en stav. Røret er symbol på svaghed, Es.19,6. Ez. 26,6. Mat.11,7. 12,20. 27,29-30. Særlig i den tid det her gælder, er alt fra Gud anset som svaghed af verdens-mennesker. Men dette rør var ligesom en stav, og staven er symbol på styrke. 1.Mos.32,10. 2.Mos.4,2-4. 17,20. 4.Mos.17. Dom.3,31. Sal.23,4. Jer.12,11-12. Ezekiel 20,37 og 37,15-28. Verden skal snart få at føle Guds styrke, d.e. Løven af Juda stamme som skulle lære jordboerne retfærdighed. Es.26,9. I vers 2 omtales også noget af stor betydning. ”Men forgården udenfor templet, lad den være, og mål den ikke! For den er givet til hedningerne, og de skal ned træde den hellige stad i 42 måneder.”
Denne ikke op-måling af forgården, som er givet til hedningerne, det er folkene udenom Israel, er også den formelle tilbage-sætning af hedningerne fra den fordel og stilling de har haft i menighedens nuværende tidshusholdning. Den skille væg som i menighedens tid er nedbrudt, Ef.2,14, skal atter bygges op, om end på en anden måde end på den gamle pagts tid.
Selve nedtrædningen af Jerusalem varer i 42 måneder, altså i 3,5 profetiske år, som er den anden halvdel af den 70-ende år-uge for Israel og Jerusalem, den store trængsels tid.
Ved denne formelle genindsætning af Israel og den formelle tilbagesætning af hedninge indvarsles det store tidsskifte i menneskeslægtens historie. Menneskets dag er ved at være forbi, og Herrens dag er ved at komme. Hedningerne tider er ved a være forbi, og Riget for Israel er ved at komme. Den seks-tusindårige nat over den faldne menneskehed er ved at være forbi, og retfærdighedens sol
er ved at gå op med lægedom under sine vinger. Mal.4,2. Tiden er kommet da Jesus Messias og de hellige skal tage det af Gud lovede rige over denne jord. Dan.7,13-14 v.27. Mat.25,34. Apostlenes. Gr. 3,19-26 v.37. 15,16-18. 1.Kor.15,25. Åbenbaring.20,4-6.
I de første 3,5 år af trængselstiden vil således Guds-tjenesten vær i fuld gang i Jerusalem, men da Antikristen sætter sig selv i Guds templet i Jerusalem i år-ugens midte, så vil han befale at en del af ofringerne skal ophøre. I og med at ofringerne er et udtryk for underkastelse under Guds vilje, så vil han forstyrre den foreskrevne offer-tjeneste og anlægge en ny rutine for ofrene. Antikristen har ikke noget imod at der bliver ofret, bare at der ikke bliver ofret til Herren - han tager bl.a. det stadige offer bort, og dette giver udtryk for en kontinuerlig ofring til Herren, i og med at der bliver ofret regelmæssigt, hver morgen og hver aften: Dan.9,27. 8,13.
En stor del af præsterne i templet kommer også til at svigte Herren i denne tid, i og med at de går med på Antikristens nye praksis for ofringerne, og i og med at de frembærer for antikrist de offer som han vil have. Som straf for dette vil disse præster blive degraderet i Rigets tid til at blive opsynsmænd og slagtere i det nye tempel.
Sadoks sønner derimod, som vil være trofaste mod Herren i den store trængsel, skal blive forfremmet til at blive de virkelige præster i Templet. Ezekiel 44,6-16.
Hen-imod slutningen af trængselstiden er der imidlertid opstået en situation ved Templet i Jerusalem som gør at Sadoks sønner gerne vil ofre til Herren, men da er det ikke mulig at få fat i offer. På grund af Antikristens har hærget i Israel og på grund af alle krigerne som har været og på grund af forskellige naturkatastrofer, så er der ikke tilbage-blevne dyr, mad eller fugle som kan ofres. Præsterne går da ind for Herren og beder ham om at han må give dem offer, og at han må skare sit folk fra deres fjender. Dette sker umiddelbart før jødernes frelse. Joel 1,1-20. 2,12-19.