Helligånden trine på Jord: Matt. Evangeliet, Jesu liv og lære (3)

HELLIGÅNDEN OVERALT PÅ JORD,
Den danske Salmebog 6005 e. Adam
Referat fra Oskar Edin Indergaards bog:
MATTEUS EVANGELIET,
"Jesu liv og lære"

(4.)

Lignelsen om Kongesønnens Bryllup.

Side 300., kap.22,1-14.

Jesus fortalte endnu en lignelse til de religiøse ledere og til folket. Himlenes rige var at ligne med en konge som gjorde bryllup for sin søn. Han sendte sine tjenere ud for at bede de indbudne om at komme til bryllupet, men de ville ikke komme, v.1-3.

Denne lignelse er kaldt for "Kongesønnens bryllup". "Kongen" var "Gud", og "sønnen" var "Jesus". "Bryllupet" var et billede på "Himlenes rige", og "tjenerne" var "profeterne og apostlene". "Bruden" i dette bryllup var "de messianske jøder". Bruden er ikke nævnt i denne lignelse, for hovedfokuset i denne lignelse er det jødiske folks afslag på at deltage i bryllupet.

Den første invitation gjaldt frem til Jesu forsoning på Golgata.

Jøderne havde fået invitation til dette bryllup i lang tid allerede. Hele Tanach fortæller om dette bryllup, , som skulle oprettes i.f.m. Messias`første komme, men da Messias kom, så var der delte meninger blandt jøderne om hans messianitet. De fleste jøder ville ikke modtage ham som deres Messias.
Da jøderne ikke ville tage imod den første invitation, så udsendte kongen andre tjenere, som inviterede til brylluppet på ny. De sagde at ( fæet) kødet var slagtet, og alt var færdig, til at brylluppet kunne holdes, men de indbudte ville heller ikke denne gang komme. De gik hellere til deres egen næringsvirksomhed. Nogle af de indbundne slå også hans tjenere ihjel, v.4-6.
Denne invitation gjaldt tiden fra Golgata og frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 efter Messias.
I den første invitation blev det jødiske folk inviteret til at komme ind i Riget, men i den anden invitation så blev der sagt at "alt er færdig" til at brylluppet kunne holdes. Det der ikke var færdig til at riget kunne oprettes fuldt ud efter den første invitation var det forhold at Jesu forsoning ikke havde fundet sted ved den første invitation.
Dette betyder at riget kunne have blevet oprettet fuldt ud ved Jesu forsoning. Alt var færdig til at dette kunne ske. Dersom jøderne havde angret deres synder, omvendt sig, kommet til tro på Jesus og taget vanddåben, så havde Jesus kommet tilbage og oprettet riget for dem: Ap. Gr. 3,19-20. "Måtte Messias ikke lide dette, og så gå ind til sin herlighed (i rigets tid)" Luk,24,26. "idet de (profeterne) ransagede hvilken eller hvad slags tid Kristi Ånd, som var i dem, viste frem til når Han forud vidnede om Kristi lidelser og herligheden derefter (Rigets tid)." 1.Pet.1,11.
Da jøderne ikke ville tage imod tilbudet om Riget for Israel, så fik vi efterhånden kirkens tid. Denne tid hører med til de paulinske hemmeligheder og dem kendte jøderne ikke til. Det var husholdningen men en speciel Guds Nåde: Ef.2,7, for alle og over alle som kom til tro på Jesus: Rom.3,22, efter den paulinske forkyndelse, Ef.2-3.
Da de indbudte ikke ville tage imod det andet tilbud om oprettelsen af riget, blev Gud vred og sendte sine krigshære som dræbte disse manddrabene og tændte ild på deres by, som var Jerusalem, v.7.
Jøderne fik en nu invitation og en ny mulighed fra Gud om at tage imod Guds rige frem til Paulus` omvendelse i år 37. Da var nådetiden ude for jøderne til at riget kunne blive oprettet.
I tiden fra år 37 og til Jerusalems ødelæggelse i år 70 gik disse to forkyndelser paralle. De messianske jøder forkyndte Jesu forsoning, men de holdt fast på Mose Torah i vandringen som troende jøder.
Paulus forkyndte også forsoningen i Jesu blod, men han forkyndte ikke Mose Torah i vandringen for de troende. Den var ophævet for den kristne menighed ved Jesu død på korset: Ef.2,14-16 og Kol.2,14.
I år 70 var nådetiden ude for jøderne for bevarelsen af staten Israel. Gud sendte "sine soldater" og dræbte mange jøder og brændte deres by som var Jerusalem.
Det var de romerske soldater som udførte dette, men i og med at de udførte dommen efter Guds vilje, så blev de kaldt for "Guds soldater". Gud kan bruge hvad han vil og hvem han vil, for at udføre sine planer.
Derefter sagde Gud til sine tjenere at brylluppet var færdig til afholdelse, men de indbudte var ikke værdige til at få del i det. De skulle derfor gå ud på hovedvejene og indbyde så mange de fandt. De samlede sammen alle som de fandt, både onde og gode, og bryllupshuset blev fyldt af gæster, v.8-10.
Efter at den kristne menighed tidsperiode er over, kommer der en tredie invitation til jødefolket om at få del i Riget for Israel. Vi ved at denne gang vil de tage imod invitationen som en rest og som en levning.
Tjenerne inviterede alle typer jøder  både de som var onde og de som var gode. Dette betyder at det ikke var deres egen fortjeneste, som gjorde at de fik del i Guds rige, men det var Guds nåde. Alle de tre invitationer var udtryk for Guds nåde.
I Rigets tid skal bryllupshuset blive fyldt af gæster. "Men jeg siger jer at mange skal komme fra øst og vest (hedningerne) og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige, men rigets børn skal kastes ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren." Mat.8,11-12.
Da kongen kom ind i bryllupshuset, så han en mand som ikke havde bryllupsklædning på. Han bebrejdede ham for det, men han tiede. Da sagde kongen til sine tjenere at de skulle binde hænder og fødder på ham og kaste ham udenfor, hvor der skulle være gråd og tænderskæren, for mange var kaldt til ar få del i riget, men få var udvalgt til det, v.11-14.
Ved et bryllup i Israel var det almindelig at værten havde bryllupsklædningerne klar til alle gæsterne. De blev uddelt ved indgangen til bryllupshuset, og den var ens for alle gæsterne. Denne mand havde også fået tilbudet om bryllupsklædningen, men han havde nægtet at skifte sine egne klæder og taget den på.
"Bryllupsklædningen" var udtryk for "Guds nåde". Den var lige for alle både onde og gode.
I øvrigt så har de troende jøder, som får del i riget, også en anden retfærdighedsdragt, men den er ikke omtalt her. Det er de gode gerninger som de har gjort. Denne retfærdigheds dragt har med egen indsats i Guds rige at gøre. "og det er (bruden) giv hende at klæde sig i rent og skinnende fint lin. For det fine lin er de helliges retfærdige gerninger": Joh. Åb.19,8.
Disse to retfærdighedsdragter genspejler de to retfærdighedsbegreber som vi har i den messianske jødedom. Det er Guds retfærdighed, og det er jødernes egen retfærdighed. De må have begge retfærdighedsdragterne for at få del i Guds rige.
Den mand, som der her er tale om, havde bare på sig sin egen retfærdighedsdragt, og det var ikke nok. Det forstod han også, for han tiede, da Jesus spurgte ham, hvorfor han ikke havde nogen retfærdighedsdragt på sig. Han vidste godt hvad der var sket i hans liv, og hvad som havde hindret ham i det. Han ville heller ikke undskylde sig. Han erkendte at dommen var rigtig og tog den. Han blev kastet "udenfor" som et billede på "hadets" eller "dødsriget". Han fik ikke del i Riget for Israel.
I nådens tidsperiode behøver vi blot en frelsesdragt og det er troen på Jesus. "i hvem vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom. Ef.1,7.
Alle jøderne som levede indenfor rigets tidsramme, var kaldt til at blive medlemmer i Guds rige, men i og med at de ikke tog imod Jesus, så blev de heller ikke udvalgt til at få del i Guds rige.
Mat.22,15-22:
Farisæerne gik bort og holdt råd om hvordan de kunne fange Jesus i ord. De sendte da deres disciple sammen med Herodianderne til Jesus og sagde til ham at de vidste, at han var lærer, som var sandru, at han lærte Guds vej i sandhed, at han ikke brød sig om hvad andre mente, og at han ikke gjorde forskel på folk. De havde et spørgsmål til ham om det var tilladt at give kejseren skat eller ikke ?, v.15-17.
Efter at farisæerne allerede flere gange havde forsøgt at udfordre Jesus på hans teologi, ønskede de nu "at fange ham i ord", således at de kunne anklage ham – enten for de religiøse eller for de verdslige myndigheder. Udtrykket "at fange" er på græsk "pagideu". Det er det samme som "at lægge en snare for".
Denne gang gik farisæerne ikke selv, men de sendte deres disciple sammen med herodiaerne. Herodiaerne havde deres navn fra Herodes den Store, og de støttede ham som jødernes konge. De var royalister i Israel.
Der var et stort fjendskab mellem farisæerne og Herodianderne, men nu havde de slået sig sammen i kampen mod Jesus. Hans lære udfordrede begge grupperinger. Dersom han var Messias og jødernes konge, så kunne efterfølgerne af Herodes den Store ikke være Israels retmæssige konge.
Dersom Jesu lære var ret, så var mange af tillæggene (tilføjelserne) til Torahen, som farisæerne havde udformet, ikke korrekte. Desuden mente de helt bestemt at Jesus ikke var jødernes Messias. Farisæerne var dem som holdt sig til traditionerne. De var realisterne i Israel. De lagde lige stor vægt på Mose Torah som på deres egne fortolkninger.
De overøste Jesus med positive karakterstikker, men de mente ikke det som de sagde, for havde de ment det, da havde de ikke stillet et spørgsmål, som havde til hensigt at fange ham i ord, således at de kunne stille ham for retten. Dersom de havde troet på ham, så havde de lyttet til hele hans undervisning og underkastet sig den.
I Israel var der 4 typer skatter, og det var:

1. En grundskat, som bestod af en tiendedel af kornet og en femtedel af olien og vinen, som jøderne producerede.
2. En indtægtsskat, som udgjorde en procent af indtægten.
3. Tempelskatten, som blev betalt med en jødisk sekel.
4. En kropsskat, som skulle betales af alle mænd fra 14-65 år og alle kvinder fra 12-65 år. Det var denne skat der var tale om her, og den bestod af en denar. Romerne havde selv ladet præge sølvmynter, som jøderne skulle betale denne skat med.
   

Herodiaerne var for denne skat, men farisæerne var imod denne skat.
Dersom Jesus svarede at han var for denne skat, så ville han få farisæerne og store deler af folket imod sig. Dersom han svarede at han var imod denne skat, så ville han få de romerske myndigheder imod sig. Uanset hvad han svarede, så ville han komme i et dilemma.
Når de spurgte om de "var tilladt" at give denne skat, så var spørgsmålet om "det var tilladt" i forhold til Mose Torah.
Jesus, som mærkede deres ondskab, sagde til dem at de skulle vise ham skattens mønt. De gav ham en penning, og han spurgte dem om hvilket billede og hvilken indskrift, som var på mynten. De svarede at det var kejserens. Da svarede Jesus at de skulle give kejseren det som han skulle have, og Gud det som han skulle have. De undrede sig og gik bort fra ham, v.18-21.
Jesus svarede ikke direkte på deres spørgsmål. Ingen kunne tvinge ham til at svare på noget som helst, og desuden så gennemskuede han dem og kaldte dem for "hyklere". Han så klart hvilke konsekvenser det ville få, dersom han svarede "ja" eller "nej" på dette spørgsmål.
Han bad dem om at få se mynten, som blev brugt for at betale denne skat. De viste ham den, og på denne mønt stod et billede af kejser Tiberius med inskriptionen: "Divus et Pontifex Maximus", som betyder "Hersker og Ypperstepræst."
Dette betød at til og med de, som var imod denne skat, bar med sig denne mønt. Den skat, som de selv var imod, den betalte de selv.
Dette betød at de var tvunget til at være for denne skat.
Jesus var ikke imod denne skat, og derfor så kunne han sige at de skulle give til kejseren, det som han skulle have, og til Gud det som han skulle have. Den verdslige myndighed skulle have skatten, medens Gud skulle have det jødiske folk. Han ønskede at gøre jøderne til det nye folk, som skulle være medlemmer i det Messianske Rige, som var etableret i Israel.
Dersom det jødiske folk havde sagt ja til Jesus, så havde han befriet dem fra den romerske skat, det romerske åg og fra et åg som var endda værre, og det var syndens åg.
Vers 23-33: På den "samme dag" kom saddukæerne til Jesus. Det var tirsdag den 12. Nisan. De mente at der ikke var nogen opstandelse fra de døde. De henviste til Mose Torah som siger, at når en mand dør og ikke har barn, da skal hans broder gifte sig med enken. Når de får et barn sammen, skal dette barn tilhøre hans broder.
De fortalte en historie om 7 brødre som efter tur havde været gift med den samme enke (kvinden), i den hensigt at deres afdøde bror kunne få et barn. Alle disse døde uden at have fået barn med kvinden. Til slut døde også kvinden. De spurgte Jesus om hvem af de 7 brødre som skulle være gift med hende, efter at opstandelsen havde fundet sted ?, v.23-28. Rabbinerne lærte at dersom en kvinde havde haft to mænd, så skulle hun have sin første ægtemand efter opstandelsen.
Om saddukæerne havde opfundet denne fortælling eller ikke, ved vi ikke. Jesus kommenterede ikke selv den ydre fortælling. Han skønnede at saddukæerne ville gøre nar af opstandelsen, som de ikke troede, skulle finde sted.
Saddukæerne var det tredie parti i Israel. De troede hverken på at der skulle være nogen opstandelse, eller at engle og ånder eksisterede. Af Tanach så godtog de bare de 5 Mose bøger. De var rationalisterne i Israel.
De henviste til det som Moses havde sagt, om at når en mand døde og ikke havde barn, så skulle hans ældste broder gifte sig med enken, for at få barn med hende. Dette barn blev betragtet som broderens barn: 5.Mos.25,5-10.
Dette bliver kaldt for "liverat ægteskab". Hensigten med den type ægteskab var at stammerne i Israel ikke skulle blive blandet, således at de kunne blive bevaret.
Den opstandelse som der her er tale om, er ikke den kristne menigheds bortrykkelse, for den skal ske før trængselstiden på 7 år, men det er "de retfærdiges opstandelse". Den skal finde sted efter at trængselstiden på 7 år er forbi. Dette er en opstandelse af alle troende døde helt fra Adam og frem til endens tid.
De som har del i de retfærdiges opstandelse, har del i Riget for Israel. Det er det frelsen går ud på for disse mennesker. De får ikke del i himmelen, således som vi får det.
Der er to linier i frelseshistorien, som vi må holde klart for os, og det er:

1. Den jordiske line med sine frelste.
2. Den himmelske line med sine frelste. Det er her Paulus` teologi kommer ind. "Lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader, han som har velsignet os med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus." Ef.1,3.
   

"og opvakt os med ham og sat os i himmelen i Kristus." Ef.2,6.

Jesus sagde til dem at de for vild, fordi de ikke kendte Skrifterne og heller ikke Guds kraft. I opstandelsen skulle der ikke være nogen giftemål, men de troende skulle være som englene græsk.angelos, v.29-30.
Dette var den eneste gang, som vi kender til, at Jesus havde nogen konfrontation med saddukæerne. I sit svar til dem var han ikke så hård mod dem, som han plejede at være mod farisæerne. Saddukæerne var ikke hyklere, men de sagde det som de mente. Farisæerne derimod var hyklere. De sagde en ting og gjorde noget helt andet. De stod ikke ved det de sagde. De havde deres lære som et levebrød for sig selv, og da var hovedhensigten med det, at leve så godt som muligt selv. Sandheden var ikke i centrum hos dem.
Ellers så ved vi at Jesus også har sagt, at det var bedre at være kold eller varm end det at være lunken i en sag. Det var det værste, for det at være lunken i åndelig sammenhæng betyder at man tager det af læren, som passer en selv og blander det med hedenske og fremmede elementer. Det var det som havde sket med hele menigheden i Laodikea: Joh. Åb.3,15-16.
(I parentes gør vi opmærksom på at de 7 lilleasiatiske menigheder ikke var paulinske menigheder, men de var messianske menigheder. Det var ikke Paulus som besøgte disse, men det var de af apostlene, som havde ansvaret for forkyndelsen i denne del af verden.)
Jesus begrundede sin milde revselse af saddukæerne med det forhold at de for vild, fordi de ikke kendte til noget meget væsentlige ting i Guds rige, og det var: a) Skrifterne og b) Guds kraft.
Dersom vi ikke kender til dette, så farer vi vild. Det er vigtig at have kundskaber om Guds Ord, og det er vigtigt at kende Guds kraft både i sit eget liv og Guds kraft til at gøre alle slags undergerninger – til og med at oprejse mennesker fra de døde.
Jesus sagde videre til dem at i opstandelsen skulle de troende være som englene. Der skulle ikke være nogen ægteskab mellem mand og kvinde, for der var ikke behov for det. Når man ikke længere skulle dø, så var der heller ikke længere behov for at slægten skulle formere sig.
Saddukæerne troede heller ikke på at englene eksisterede. Her fik Jesus også slået fast at deres lære, om at englene ikke eksisterede, heller ikke var korrekt.
Jesus henviste nok engang til det som Moses havde skrevet. Gud havde sagt til ham, at han ER Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Han var ikke de dødes Gud, men de levendes Gud, v.31-32.
Det var ifm. Guds møde med Moses i den brændende tornebusk, at Gud sagde dette til ham: 2.Mos.3,1-6. Dette burde saddukæerne have kendt til, for de anerkendte det som Moses havde skrevet.
Abraham havde været død i 329 år og Jakob i 198 år da Moses oplevede dette. Gud sagde ikke at han HAVDE VÆRET, men han sagde at han ER Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Gud er ikke bare de levendes Gud, men han er også de dødes Gud, for de lever alle for ham. Det vil sige at de lever alle for hans åsyn eller for hans person.
Da folket hørte på alt det som Jesus havde sagt i templet denne dag, var de slået at FORUNDERING over hans lære, v.33.
Folket var slået af forundring over Jesus lære under hele hans jordeliv. Han lærte med magt og myndighed, og ingen kunne sætte ham fast ide teologiske spørgsmål. Dette begyndte allerede da han var 12 år. I templet i Jerusalem både stillede han spørgsmål til landets religiøse ledere og besvarede spørgsmål fra dem. De var slået af forundring over hans teologiske kundskaber: Luk.2,47.
Jesus sagde selv at hans lære ikke var hans egen, men den var Guds lære. Han var udsendt af Gud: Joh. 7,16
www.home.no/oeindergaard
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com
www.yeshuattsion.webbyen.dk
yeshuatt@mail.dk
PÅ GENSYN !