re. Egon L. Kristensen, Herning
s. 21 Paulus som både var profet, evangelist, hyrede og lærer, var ikke udvalgt af noget menneske til at have denne høje position, men han var udvalgt af både Gud og Jesus: Gal.1,1. Han havde 3 udkaldelser til denne store gerning, og de var:
a. Han er sammen med alle de troende indenfor den kristne menighed -
”udvalgt fra før verden blev grundlagt” Ef.1,4.
b. Han var udvalgt til denne gerning allerede fra moders liv af: Gal.1,15.
- Han sagde ”ja” til Jesus da han mødte ham og kaldte ham, udenfor Damaskus: Ap. Gr.9,4-5.
s. 22 Den messianske jødedom:
I den messianske jødedom, som angår Riget for Israel, var der blevet stillet mange krav til jøderne for at blive frelst, og for at blive bevaret som troende, som flg.:
- Den som holdt den jødiske Torah, skulle både får del i Guds rige og være den største i det: Mat.7,21-23.
- Den som ikke modtog vanddåben, og de andre former for dåb, fik ikke del i Guds rige: Mat.28,19. Mark.16,16. Ap.Gr.3,28. Hebe.6,2.
- Den som ikke tilgav andre, fik ikke selv tilgivelse: Mat.6,14-15.
- Den som dømte andre, skulle selv blive dømt med den samme dom: Mat.7,21.
- Den som fornægtede og skammede sig over Jesus, fik ikke del i Guds rige: Luk.9,26. Mat.10,32-33.
- Den som ikke bekendte Jesus navn, fik ikke del i Guds rige: Rom.10,9-10. 1.Joh.2,22-23.
- Den som ikke bekendte sin synd, fik ikke del i Guds rige: 1.Joh.1,8-
- Den som ikke trængte sig ind med magt i Guds rige og rev det til sig, fik ikke del i det: Mat.11,12.
- Den som ikke viste barmhjertighed, fik ikke del i Guds rige: Mat.5,7. Jakob 2,13.
- Den som talte bespottelig mod Den Hellige Ånd, fik ikke del i Guds rige: Mat.12,32-33.
- Den som talte unyttige ord, fik ikke del i Guds rige: Mat.12,36-
- Den som ikke var villig til at sælge det som han ejede og give det til de fattige, fik ikke del i Guds rige: Mat.19,21.
13. De fattige skulle få del i Guds rige: Mat.11,45-5. Jakob 2,5.
De som gav almisse, skulle få del i Guds rige: Luk.11,41.
- De som lånte penge uden at kræve dem igen, skulle få del i Guds rige: Luk.6,35.
- Den som havde gjort godt, skulle få del i Guds rige: Joh.5,28-
- Den som frygtede Gud, skulle få del i Guds rige: Luk.1,50.
16. Mennesker blev retfærdiggjort – ikke ved troen alene, men også ved gerninger: Jakob 2,3.
- Det var de ydmyge som fik nåde: 1.Pet.5,5.
- Den som levede i overensstemmelse med den jødiske Torah, fik del i Guds rige: 2.Pet.1,10.
- Den som ikke havde åndelig frugt i sit liv, fik ikke del i Guds rige: Joh.15,1-7.
- Den som gjorde retfærdighed (holdt Torah), var retfærdig: 1.Joh.3,7.
- Den som holdt Guds bud i Torahen, blev i Jesus og Jesus i ham: 1.Joh.3,24.
- Den som holdt Guds bud, fik det han bad om: 1.Joh.3,23.
- Den som elskede de messianske jøder, blev i Jesus: 1.Joh.4,12.
- I den messianske jødedom var der to typer synd. Det var den synd som første til døden, g det var den synd som ikke første til døden: 1.Joh.5,16.
- Den som blev i den messianske lære, havde både Faderen og Sønnen: 2.Joh.1,9.
- Den som ikke havde helliggørelse i sit liv, fik ikke del i Guds rige: Hebe.12,14. (Guds rige betyder her ”Riget for Israe0,l”.)
Dette betyder videre at vi ikke finder den kristne menigheds lære (hverken i evangelierne eller de jødiske breve). Den finder vi udelukkende i 12 af de 13 breve som Paulus skrev.
Den kristne menighed begyndte ikke med Jesu forkyndelse eller Pinsefestens dag, men den begyndte med Paulus hans omvendelse udenfor Damaskus i året 37.
Dette betyder ikke at vi ikke kan bruge evangelierne og de jødiske breve i vor undervisning, men vi må passe på at vi bruger dem på en ret måde.
Vi kan ikke blande Paulus hans nådeforkyndelse ind i disse breve. Dersom vi gør det, så får vi et nyt evangelium,som ikke er Bibelens evangelium, men et evangelium som er op struktureret af erstatnings – teologerne. Det er desværre dette evangelium som bliver forkyndt i vore kirker og forsamlinger.
s.24 Dersom vi ikke forkynder det rene paulinske evangelium i vor tidsperiode, så er det ikke evangeliet som vi forkynder, men en afart af det.
Så alvorlig er dette.
s.26 I tillæg til at Paulus skulle forkynde for hedninger i diasporaen skulle han også forkynde for Efraim, som er en benævnelse på de 10 jødiske stammen, som boede i diasporaen.
Til trods for at de var jøder, sp bliver de også beskrevet som både ”hedninger”: Rom.9,24. 11,25. og ”grækere”Rom.10,12, i N.T. Se min bog: Paulus brev til Romerne, kap.9-11.
Det er altså to typer ”hedninger”, som er beskrevet i Bibelen, og det er:
a) ”Hedninger” af jødiske afstamning. Det er de 10 stammer.
b) ”Etniske hedninger”. Det er hedninger af folkeslagene.
Det er af den største vigtighed at vi er opmærksomme på dette forhold, for dersom vi ikke formår at skille mellem det som er skrevet til jøderne, og det som er skrevet til ”de etniske hedninger”. Dette gælder særlig fortolkningen af Rom.9-11, men det gælder også andre udsagn i N.T.
Det evangelium som Paulus forkyndte, har mange navne: Ap,gr. 2,42 20,24. Rom. 16,25-26. 1.Kor.4,17. 15,1. Ef.2,5. 1.Tim.1,15-16 første.
s.28 I den messianske jødedom var det Jesus og hans forkyndelse som var i centrum. Den blev uddybet og videreført af apostlene, i deres forkyndelser og breve.. Den blev kaldt for ”apostlenes lære”: Ap,gr.2,42.
I Paulus hans forkyndelse var det den opstandne Jesus, og det som Jesus havde lært ham, som var i centrum. Af den grund blev Paulus også kaldt for: ”verdens lys”. Han var ikke selv ”verdens lys”, for det er en titel på Jesus, men den forkyndelse som han stod for, er ”verdens lys”.
Det var ”et nyt lys som blev åbenbaret for verden. For således er Herrens (Jesu) bud (befaling) til os: Jeg har sat dig (Paulus) til et lys for hedninger, for at du skal være til frelse indtil jordens ende: Ap, gr.13,47.
s.29 Det traditionelle syn hævder at den kristne lære begyndte ved Jesu død og opstandelse.
Dette syn er ikke ret,for evangelierne og de jødiske breve beskriver ikke kirkens lære, men de beskriver de forskellige sider ved ”Riget for Israel”.
s. 30 ”En hemmelighed” gr., mysterion er en åbenbaring som ikke har været gjort kendt på et tidligere tidspunkt.
Der er flg. ”hemmeligheder” i den paulinske lære:
Den kristne menigheds bort-atomar før trængselstiden på 7 år. 1.Kor.15,51-52. 1.Tess.4,16-18. Fil.3,20-21. Kolos.1,5. 3,4.
s.34 Hemmeligheden med det kristne legeme som er den kristne forsamling, der Jesus og hver enkelt troende udgør en åndelig enhed. Jesus er hovedet for legemet, og hver enkelt troende udgør lemmerne på dette legeme. Ef.3,3-6. 5,23 v.31-32. Kolos.2,2. 4,1-2.
Denne hemmelighed ”er stor”. Dette betyder at denne hemmelighed båder er stor, og det er en hemmelighed som ikke er bliver åbenbaret, før Paulus åbenbarede den. Dette angår ”den fuld-visse indsigt” om den paulinske lære og forskellen på den messianske jødedom og den paulinske lære.
Der er forskel på det ”at være kommet nært til”, og det at være ”koblet ind i” Ef.2,12-13.
s. 36 Dette betyder ikke at vi hedninger er blevet koblet ind i jødernes mange løfter og pagter, men vi er kommet nær til disse løfter og pagter ved Jesu forsoning.
Vort borgerskab er ikke på jorden, men det er i himmelem. Fil.3,20.
s.37 Ved Paulus forkyndelse kom der en ny tid hvor den jødiske Torah blev taget helt bort, og den fri nåde var det eneste grundlag for retfærdiggørelsen og frelsen. Ef.2,14-18. Rom.5,13. 6,1 v.14. 8,1. Ef.2,8-10. Kolos.2,16-17.
s. 40 I den kristne menighed er der stor forvirring om dåben:
a) Katolikkerne og lutheranerne mener at der sker en genfødelse af mennesket i dåben. Dette er helt galt.
Lære om at der er genfødelse i dåbens vand går tilbage til den babyloniske religion hvor Noa bliver fremstillet som ”den to-fødte person” Han havde både del i den gamle og den nye verden, og han blev fremstillet som en person med to ansigter der vendte hver sin vej. Det ene ansigt repræsenterede en gammel mand, og det står for den gamle verden, medens det andet ansigt repræsenterede en ung mand som står for den nye verden.
Det var vandet som frelste Noah over i den nye verden. Vandet havde genfødelsens kraft i sig. Se min bog Jesu Genkomst, bind 3.
s. 41 Dåben har aldrig haft noget med genfødelse at gøre. Den gav jøderne en ydre renselse således at de kunne deltage i Guds-tjenesten og være kultiske rene overfor Gud. Det var et af kravene som jøderne forpligtigede sig på, for både at blive Guds barn og blive bevaret som Guds børn.
Paulus døbte også i begyndelsen af sin virksomhed . . . , men Gud viste ham efterhånden at vanddåben ikke hørte med til den kristne læres åndelige fundament. Han sagde fl, om dåben: 1.Kor.14-17.
Dersom der havde været genfødelse og frelse i vanddåben, da havde Paulus ikke udtrykt sig på denne måde.
Vanddåben har ingen ting med den kristne lære at gøre, men når den kristne menighed ikke er villig til at fordele Guds ord på en ret måde bliver det galt: 2.Tim.2,15.
Den teologi som vi i dag får serveret i store dele af den kristne menighed, har lille kraft i sig til både frelse og fornyelse for både syndere eller retfærdige. Vi som har alt i den paulinske lære, vi har tabt store dele af den.
Det som vi får serveret fra talerstolen, er et udvandet og delvis galt evangelium. Det er en sammenblanding af ”Riget” evangelium og den kristne menigheds evangelium.
Når jeg hører forkyndelsen, må jeg græde i mit hjerte, for forkyndelsen er ”milevis” forkyndelse, og til overmål afslutter man ofte med at citere Fadervor. Dette er dybt tragisk, for Fadervor er en jødiske bøn, som angår ”Riget for Israel”.
At det store flertal forkynder et delvis galt evangelium er ingen undskyldning, mere tragisk er det at så mange tilhørere heller ikke forstår at dele Guds ord på en ret måde. Jeg kan ikke med min bedste vilje forstå at de ikke ser dette, men når en blind leder en blind falder de begge i grøften.
s.42 Engang retfærdiggjort og frelst, er frelst for altid. Dette forstår de allerfleste kristne ikke , for de har ikke forstået Paulus hans nye budskab om den frie nåde.
De sammenblander den messianske jødedom, som angår ”riget for Israel” med den paulinske kristendoms-forståelse.
I den paulinske kristendom kan man falde ud af alle typer nåde men ikke ud af retfærdiggørelsen. Den står fast. Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lærer, kap. De forskellige typer nåde.
Når der står i de paulinske tekster, at en kan ”falde ud af troen eller
nåden”, eller at en forgæves er kommet til troen”, eller at en har lidt
skibbrud på sin tro, så betyder dette ikke at man kan falde ud af
retfærdiggørelse og frelse, men det betyder at en er faldet ud af den
paulinske forståelse af læren. Det har de allerfleste af de troende i bor
tidshusholdning gjort,
men til trods for det, så er de Guds børn og er på vej til himmelen, for de er allerede indsat i himmelen i Jesus Kristus.
s.43 Det er ikke helliggørelsen som frelser os, men det er retfærdiggørelsen.
Dersom vi lever efter kødet (kødelig), så skal vi dø. Det betyder at vi ikke får tag i de frelsesgoder som Paulus har givet os i sine Skrifter.
De allerfleste kristne er mere eller mindre død i forhold til den paulinske lære i vandringen som troende. Rom.14,15.
s. 44: 1.Kor.15,1-3 Dette er skrevet til kristne mennesker som ikke forstod dette, og var blevet retfærdiggjort og frelst, men desværre var deres tro ikke fuldkommen. Dersom de ikke fik fat i dette, så var de kommet forgæves til troen.
Paulus havde fået tag i dette, og Jesu forsoning var det centrale i hans forkyndelse, og Guds nåde mod ham havde ikke været forgæves: 2.Kor.6,1
12,21. 13,5. Fil.3,9-11. Kolos.1,21-23. 1.Tim.1,18-20. 4,1-3. 2.Tim.2,11-13
1.Kor.3,10-15.
Frelsen er sikret for alle dem som er død sammen med Jesus, men nådelønnen vil variere fra den ene person til den anden.
s.47 I den kristne menigheds lære går det ikke an at miste sin retfærdiggørelse, men en kan derimod miste meget af frelsen eller troen ved enten at en enten fører en anden lære end den som Paulus skitserede, eller man fører et dårligt kristenliv.
I indeværende tidshusholdning, er det ikke længere Torahen som hersker, men det er nåden, og dersom der ingen Torah er, da er der heller ingen fordømmelse: Rom.5,13.
Dersom man ikke ser dette og forkynder dette galt, så frarøver man kristen folket den ufattelige store nåde som findes i den paulinske undervisning.
Man frarøver dem glæden og frelsens vished og sikkerhed og faster dem ud i ufrihed og lov - trældom.
Store dele af kirken har ikke forstået og set dette, men den forkynder et blandings-evangelium som er en syntese mellem ”Rigets” forkyndelse og den paulinske kristendom. Gud fri os fra dette!
Paulus opfordrer os på ingen måde til at leve i synd, men det er en opfordring til at vi skal forstå Pauls hans budskab om nåden og stole udelukkende på den. Si min artikel på min internetside: frelsens vished og sikkerhed i indeværende tidshusholdning.
Retfærdiggørelsen er en fri gave:
Dersom det ikke forholder sig således, som jeg har beskrevet ovenfor, så blive fl. udsagn af Paulus ikke korrekte da de kommer i modsætning til det, som vi har skrevet ovenfor:
”Men nu bliver Guds retfærdighed som Torah og profeterne vidnede om, Åbenbaret uden Torah” Rom.3,21, 24, 28, 5,1. 6,5 v.8, 14, 22, 8,1 v.29-31, 38-39. 1.Kor.1,30. Ef.1,4. 2,7. Fil.1,6. Kolos.1,13 v.22. 3,4. 1.Tess.1,4 v.10.
s. 49 Paulus var ikke udsendt som apostel, ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud. Gal.1,1.
a) Det var et nyt budskab som ikke havde været forkyndt før
b) Det var ikke overleveret til ham fra noget menneske eller fra mennesker, men fra Gud selv. Det betyder at det var et helt nyt budskab.
De aller fleste kristne tror at dette budskab er ligesom det budskab som de 12 apostle forkyndte.
s. 55 Det som kendetegner Galaterne var at de var overfladiske og havde vanskelighed ved at overhold det paulinske budskab.
Paulus lærte dem det paulinske evangelium om at ”vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger” Ef.2,8-9., og til trods for at de var frelst ved dette budskab, så var de villige til at opgive det når judaisterne lærte, at det var ikke nok at tro på Jesus, men de måtte også hav den jødiske Torah, for at blive bevaret som kristne.
Der er Nåde i alle tidshusholdninger, men det som kendetegner indeværende tidshusholdning, er at Nåden virker i alle forhold på kristenlivet. Det gælder både selve retfærdiggørelsen, vandringen helliggørelsen og herliggørelsen. 1.Kor.1,30. Rom.6,14.
Nåden er det første som Gud giver os. Alt er baseret på nåden. Nåden kommer før freden. Nåden bevirker følgende ting i forholdet til Gud:
a) Den giver os Fred med Gud. Rom.5,1.
b) Den giver os Guds fred. Fil.4,7.
Den giver os fred med vore medkristne. Ef.2,14-15.
”Det nye menneske” eller ”den nye skabning” 2.Kor.5,17 er sammen sat af to dele og det er:
a) Jesus Kristus som hoved for ”den nye skabning”
b) Jøder og hedninger som lemmer på ”den nye skabning”. Dette er en helt ny frelses-forsamling som ikke har været før. Den har sin basis i Jesus død på Golgata, men begyndte ikke at fungere før Paulus fik rede på dette af den opstandne Jesus Kristus, Paulus var det første medlem på ”det nye menneske” 1. Tim.1.15-16.
På samme måde som Paulus modtog sit kald fra Jesus Kristus og Gud Fader,kom også nåden og freden fra de samme personer i guddommen Gal.1,3.
Uden Gud og Jesus i denne verden, er det bare tomhed, og ”en nidkærheds brand som skal fortære de u-gudelige.” Hebe.10,29.
s.59 Det er synden som skille mennesker fra Gud. Dersom de ikke vil komme til Jesus, for at få syndernes forladelse, så går de fortabt for Guds rige og må opholde sig i fortabelsen for altid.
Det er i tiden at vi må omvende os. Dersom vi udsætter det, går vi ind i et åndeligt mørke hvor Guds nåde og kærlighed er udelukket og fraværende.
s. 60 At Jesus ”frier os ud af den onde tidsalder” Gal.1,4, betyder også at han henter de troende til himmelen ved bort-atomar. Han kan ikke tillade Satan og Antikrist ødelægger ”sit legeme” som er menigheden: Ef.5,32.
Vi må skille mellem bortrykkelsen af den kristne menighed og ”opstandelsen på den sidste dag” Joh.11,24. Det første angår den kristne menighed og skal ske før trængselstiden på 7 år. (1.Kor.15,51-52. 1.Tess.1,10. 4,14-18. 5,9.) Gal.1,4.
Det andet skal ske på slutningen af den store trængsel efter at Gud har tilintetgjort al ond magt og vælde. De frelste fra Adam og indtil da skal opstå med herligheds-legemer og indgå i ”Riget for Israel”.
s. 61 Gud er en forud-sigtbar Gud, og ikke som den islamiske gud, Allah som selv bestemmer de forskellige menneskers skæbne. Han er meget u-forudsigtbare. Han er lunefuld, og den er ham som suverænt bestemmer om et menneske skal gå fortabt eller ikke, og det til trods for at muhamedanerne har holdt Allahs bud og forskrifter.
s. 66 Det er meget få som forstår det paulinske budskab og forkynder det på en ret måde.
På samme måde som judaistiske gjorde det, blandes den jødiske Torah ind i Paulus hans frelsesbudskab. De allerfleste præster og prædikanter sammenblander det paulinske budskab med krav af forskellige slags.
Dette fører ikke kristen-folket ind i den store frihed som Paulus prædikede, men det fører dem ind i ufriheden og uvisheden om de er frelst eller ikke.
Der bliver slået hårdt ned på dette foran Jesu domstol i himmelen.
s. 67 Enhver som lærer et andet evangelium end det som Paulus forkyndte, skulle være som en ”forbandet ting!” som man skulle holde sig fra. Dette var en skarp reprimande til galaterne om at de skulle holde sig borte fra forkyndere, som forkyndte anderledes end det som Paulus lærte.
I vor tid er det modsatte blevet hovedregelen
Det bliver hverken troet eller accepteret i den kristne menighed.
Dette er hovedgrunden til at der er så mange forskellige trossamfund indenfor de kristnes rækker og så meget forvirring indenfor kristenheden angående lære – forhold.
s.68 I indeværende tidshusholdning kan vi ikke miste retfærdiggørelsen og frelse, men det kunne jøderne gøre,men vi kan miste meget af nådelønnen foran Jesus domstol i himmelen. 1.Kor.3,10-15.
s. 71 Ef.2,20. Dette var ikke de 12 apostle og de gammel-testamentes profeter, men det var apostlene og profeterne i den nye tidsalder. De paulinske hemmeligheder var ikke åbenbaret i Tanach.
Der kommer ikke fler åbenbaringer angående den kristne menighed. De er afsluttet, men inspirationen og oplysningen af Den Hellige Ånd til at forstå dem er fortsat tilgængelige og til stede, men bare for dem som vil anerkende Paulus og hans Skrifter som helt enestående og unika.
s. 72 Det åndelige indhold i Paulus budskab:
a) Vi er frelst og bevaret af Guds nåde uden gerninger. Ef.1,4. 2,8-9.
b) Vi er ikke bundet til den jødiske Torah. Vi er bundet til Guds nåde og
de paulinske bud og forordninger: Rom.6,14.
c) Vi er en del af Kristus. Han er hovedet for legemet, og vi er lemmer.
Kolos.1,18.
d) Vi er en nye skabning i Jesus Kristus. 2.Kor.5,17.
e) Gærdet og fjendskabet mellem jøder og hedninger er nedbrudt i og
med at den jødiske Torah er nedbrudt og af skaffet som frelsesvej
for den kristne menighed. Ef.2,14-18.
f) Vanddåben hører ikke med til den nye tid. 1.Kor.1,14. 2,2.
g) Vi skal bortrykkes til Gud før den store trængsel. 1.Kor.15,51-52.
2.Tess.1,10. 5,9.
h) Vi er allerede her og nu indsat i himmelen sammen med Jesus og
kan ikke komme ud fra vor position i himmelen i ham. Ef..2,7.
i) Vi har alle vore åndelige velsignelser fra og i himmelen, for Jesus
Kristus er i himmelen og giver os alle de åndelige goder som vi
skal have ud fra selve himmelen. Ef.1,3.
j) Vi skal styre over englene og hele kosmos i Rigets tid. 1.Kor.6,2-3,
medens Kristus og jøderne skal styre jorden.
s. 75 Vi ved at der er mange typer nåde i kristendommen. Vi kan ”lide skibbrud” på dem alle undtaget retfærdiggørelsen.
Vi skal alle frem for Krist domstol, for at få igen det som er sket med legemet-enten det er ondt eller godt. Vi kan tabe hele nådelønnen, men vi skal blive frelst, for vi er frelst. 1.kor.3,10-15.
s. 80 Søren Kierkegaard skrev at Jesu lære indeholdt de største udfordringer til jøderne på en række områder, men han indså at hverken han selv eller andre formåede at leve op til dette. Han påstod derfor at Jesus ikke havde vundet en eneste tilhænger, og at kristendommen derfor ikke eksisterede. Han tvivlede også på sin egen frelse: Samlede-værker 2, bind 14., s 359.
Se også min bog: Mattæus Evangeliet Jesu liv og lære,s.112.
s. 81 Gal.1,22. Paulus ”var af udseende ukendt for de kristne menigheder i Judæa” I grundteksten står der ikke ”de kristne menigheder”, men der står ”menighederne i Kristus”, og det bliver noget helt andet.
Menighederne i Judæa var ikke ”kristne” i den forstand at de tilhørte den kristne menighed, men de var ”i Kristus”.
Alle som er frelst, er i Kristus. De som har oversat dette, har ment at menighederne i Judæa var kristne, men det er ikke ret.
De var messianske og de ventede på ”Riget for Israel”
(Ordet ”kristen” kan også være en fællesbetegnelse på både messianske troende og de kristne,)
Paulus forkyndte ikke den messianske tro, men den tro som han forkyndte var troen på Jesus. Dette havde både de messianske jøder og den kristne menighed tilfælles: Ap. gr.9,20.
s. 85 Det kommer også tydelig frem i Galaterbrevet 1. at der er TO evangelier – et til hedninger og et til jøder.
Evangeliet til hedninger forpligtigede dem ikke på Mose Torah og den messianske forkyndelse.
Evangeliet til jøderne forpligtigede dem til overholdelse af Mose Torah og den messianske undervisning: Gal.1,6-7 v.11-12.
s. 86 Forbandet er enhver som forkynder et andet evangelium: Gal.1,8-9.
1.Kor.13,9-10. Ef.2,20. 1.Kor.14,1.
s. 88 Det er helt ufattelig for mig at der ikke er flere, som ser, forstår og lærer, at Paulus fik en helt ny åbenbaring af Gud.
Paulus slår dette fast gang på gang, men til trods for det, så ser teologerne, Bibel-lærerne og evangelisterne helt bort fra dette og fortsætter med at blande den messianske undervisning ind i de paulinske hemmeligheder. De forkynder med andre et andet Evangelium.
Iitog: R. William Newell skrev følgende om dette i sin bog: Paul versus Peter, Remarks on Galatians, 1 and 2: ”Det betyder ingen ting hvor vidunderlig en mand er i sine gaver, og hvor tydelig han er i sin indvielse (til Herren). Dersom hans evangelium ikke er det paulinske, så er det ikke evangeliet.
I Rigets program var vanddåben en forudsætning for at man fik Den Hellige Ånd, men her skete det at de hedninger som var samlet i Kornelius hans hus, blev frelst og fik Den Hellige Ånd, uden at de var døbt på forhånd
Ap. Gr.10,44-46 v.43.
Dette var en ret begrundelse, for at det er troen som altid har frelst et menneske og givet det Guds retfærdighed.
Troen er som en uforskyldt gave fra Gud, har bestandig været det egenlige frelsesmiddel, men det som har ligget rundt om troen af krav og bud, har varieret fra den ene tidsperiode til den anden.
s. 90 Det budskab som Peter forkyndte i Kornelius hus, var ikke det som Paulus forkyndte, men det var et specielt budskab som tog sigte på at åbne op for Paulus budskab til hedninger om den frie nåde. Dette budskab blev blot forkyndt den ene gang.
Det næste spørgsmål bliver så: Hørte disse hedninger med til den messianske forsamling. Jeg tror at de blev indlemmet i den messianske forsamling, for det budskab som Peter forkyndte for dem, var en variant af det messianske budskab.
s. 92 Vi kan også lægge mærke til at Peter sagde ikke: At hedninger måtte blive frelst på samme måde som jøderne, men han sagde at ”jøderne blev frelst på samme måde som hedninger”- ved troen på Jesus Messias. Ap. Gr.15,11.
s. 95 På apostel-mødet blev det bestem at det skulle være slut fremover at den messianske menighed skulle gå til hedninger med evangeliet. Det blev overladt til Paulus og den kristne menighed.
Jøderne skulle forkynde for jøderne. Gal.2,6-8.
Efter den kristne menigheds bort-atomar skal der komme mange hedninger til tro på Jesus.
I denne periode er det de 14400 beseglede af Israels 12 stammer som skal forkynde evangeliet om ”Riget” som et vidnesbyrd: Åbenbaring 7,4-8