Helligåndens åbenbaring v. Paulus 2 doc

Helligåndens åbenbaring v. Paulus 2 dos

Belyst ved forfatter, cand. fiol Oskar Edin Indergaard, Tingvoll

re. Egon L. Kristensen, Herning

s. 16 Paulus ”var udkåret til at forkynde Guds evangelium”. Paulus havde to udvælgelser, og det var:

1. Han var udvalgt til at arve frelsen.
2. Han var udvalgt til en bestemt tjeneste – nemlig at forkynde både ”forsoningens evangelium” og at forkynde den kristne menigheds mange hemmeligheder. Det sidste kaldte han bl.a. for ”mit evangelium”

Forsoningens evangelium var gjort kendt af profeterne i Tanach. Det var derfor ingen hemmelighed. Profeterne i G.T profeterede både om Messias lidelse og fornedrelse og Messias som kongen i Riget for Israel: 1.Pet.1,10-11.

Apostlene forstod ikke forsoningssiden ved Messias Yeshua Matt.16,21-23., men de forstod kongesiden Ap. Gr.1,6-7.

Paulus var den første som forstod begge sider ved Messias. Det var grunden til at han blev udvalgt til at forkynde ”forsoningens evangelium”. Det var vel funderet i G.T.

Paulus var dermed udtaget til at forkynde to evangelier og det var:

1. Evangeliet om frelsen i Jesus Kristus og
2. Evangeliet om den kristne menigheds mange hemmeligheder.

Det første evangelium var gjort kendt af profeterne i G.T., medens det andet evangelium var ukendt helt indtil Paulus fik åbenbaring om det.

På sine missionsrejser forkyndte Paulus først forsoningens evangelium.

Når han havde lagt forsoningens grundvold, åbnede han op for det nye evangeliet for menighederne: 1.Kor.15,3-5.

Det andet evangelium, som Paulus forkyndte, gik ud på flg. Forhold:

1. Jøderne og hedninger er sat på lige line med hensyn til frelsen: Ef.2,13.
2. Både retfærdiggørelsen, helliggørelsen og herliggørelsen bliver opnået ved troen alene uden gerninger, 1.Kor..1,30.
3. Mose Torah og Jesus uddybning af den er ikke længere noget grundlag for frelsen, men troen alene er det nye grundlag for frelsen.
4. Den som en gang er kommet til tro på Jesus, kan ikke falde ud af Guds bevarende nåde. Rom.5,9-10.8,1-2.
5. Vi er allerede her og nu indsat i himmelen i Jesus Kristus. Ef.1,3. 2,6
6. Vi er ikke under jødisk Torah, men vi er under nåden, som er det samme som Paulus hans undervisning. Rom.6,14.
7. Ved Jesu komme for den kristne menighed skal vi rykkes op til himmelen. Dette skal ske ca. 7 år før Jesu genkomst til jøderne. 1.Kor.15,51-52. 1.Tess.4,14-18.
8. Vi skal være sammen med Jesus og englene når han kommer tilbage til jorden for at holde dom. 2.Tess.1,7-11.
9. Vi skal stort set være i himmelen i Rigets tid. Fil3,20. Kolos.1,5.

I Romerbrevet, kap.16,25-27 beskrev Paulus det andet evangelium, som ikke havde været åbenbaret for profeterne.

Det var ”evangeliet om den kristne menighed”, som bestod af både jøder og hedninger. Paulus kaldte dette evangelium for både mit evangelium. Han havde fået evangeliet fra den opstandne Jesus (Rom.16,25-27.)

Det er derfor klart to forskellige evangelier som er beskrevet i Paulus breve.

Det bliver benægtet både af kirken, de lutherske organisationer og mange af de frikirkelige organisationer i Norge og andre lande.

De sammenblander disse to evangelier. Kirken befinder sig mere i den messianske som har med Riget for Israel at gøre, end i Paulus hans teologi.

Kirken har endnu ikke set og forstået den kristne menigheds kald og forkyndelse.

Den forkynder et blandings-evangelium hvor der både bliver lagt vægt på Mose Torah og Jesu uddybning af den og den frie nåde.

Det er fuld forvirring i kirkens forkyndelse af evangeliet.

Det er derfor af største vigtighed at vi tager dette op – gang på gang- og fordeler Guds ord på en ret måde: 2.Tim.2,15.

s. 23 Det er ”frugten” af vort arbejde som skal bedømmes foran Jesu domstol i himmelen. Rom.14,10.

Denne domstol er ikke en domstol som skal bestemmer frelse eller fortabelse, men det er vore gerninger som skal bedømmes der.

Alle som møder op for denne domstol, er frelst, men ikke alle skal få den samme nådeløn. En kan miste hele nådelønnen, men til trods for det, så er en frelst. 1.Kor.3,10-15.

Denne nådeløn bestemmer bl.a. de åndelige positioner som vi skal have i Rigets tid.

I den messianske jødedom er der også tale om ”frugt” i Guds-livet, men her kan mangel på frugt føre til at man ikke får del i den messianske frelse. Johs.15,1-2.

Heraf ser vi hvor vigtigt det er at vi skiller mellem den messianske jødedom, som har med Riget for Israel at gøre, og Paulus hans teologi, som har med den kristne menighed at gøre. Dersom vi ikke gør det, så bliver vort Bibel-studium en sammenblanding af åndelige sandheder som hører Riget til og åndelige sandheder som hører den kristne menighed til.

Dette gør hverken kirken eller de fleste kristelige organisationer, og af den grund har de så lille kraft i deres forkyndelse.

Guds ord skal forkyndes ”klart og rent” som også kirken siger, men den gør det ikke.

s.25 Evangeliet er en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og derefter for hedninger. Rom.1,16.

Både retfærdiggørelsen og frelsen blev opnået ved tro alene. v.17.

Gerninger var lagt til side som indirekte frelsesvej. Der var ikke længere stillet nogen krav, for at få del i frelsen som det var i Jesu og apostlenes forkyndelse.

Det var troen som var kommet i centrum.

Frelsen bliver opnået fra tro, som en gave fra Gud, og til stadig ny tro.

Dette er Guds retfærdighed i vor tidsperiode.

Det er udelukkende troen på Jesus som giver os frelsen.

Jesus er Guds retfærdighed. Rom.4,25. 1.Kor.1,30.

At retfærdige skal leve ved tro, var et princip som også var gjort kendt i G.T. Før Abraham gik ind i pagten med Gud. 1.Mos.17,1-14., levede han også under dette frelsesprincip.

Han troede på det som Gud havde lovet ham, og det blev regnet ham til retfærdighed. 1.Mos.15,6.

Efter at pagten var indgået , blev der stillet krav i vandringen for Abraham og hans æt.

På den måde kunne Abraham være åndelig far til både:

1. Den kristne menighed og
2. De messianske jøder. Rom.4,11-12.

I og med at jøderne havde forkastet Rigets evangelium, så skulle de nu få gentaget frelses-tilbudet. Dette var grunden til at Paulus skulle gå først til jøderne.

Når jøderne i en bestemt synagoge ikke ville tage imod Paulus hans budskab om frelsen i Jesus Kristus, så gik han ikke længere til denne synagoge. Da gik han udelukkende til hedningerne Ap. Gr.13,46-47.

s. 26 Troen har bestandig været hovedprincippet for frelsen op gennem hele frelses-historien, og troen har også bestandig været en gave fra Gud, men det som ligger omkring troen af forpligtelser og krav, har været forskellig i de forskellige tidsperioder.

I vers 17 (Rom.1.) bliver der henvist til Habakuk 2,4 hvor der står: Se opblæst og uærlig er hans sjæl i ham, men den retfærdige skal leve ved sin tro. Der er forskel på det at leve ved sin tro og det at leve ved tro.

I det første udsagn ligger der et gernings-aspekt medens der i det andet udsagn blot ligger et tros-aspekt., se v. 18-21.

s. 27 Det som mennesker kan vide om Gud, ligger åben foran dem. Dette gælder både hans usynlige væsen, hans evige kraft og hans guddommelighed. Alt dette er synlig fra verdens skabelse. Dette er kendt på grund af hans gerninger således at hedninger skal være uden undskyldning v.19-20.

Hedninger kendte ikke til den åbenbaring som vi har i Bibelen. De bliver heller ikke gjort ansvarlig for den, men der er nok af Guds-bevis i tilværelsen:

1. Guds evige kraft og
2. Skaberværket. Disse to forhold peger videre på at Gud findes, for ingen kan blive til af sig selv. Når hedninger ikke vil benytte sig af disse to beviser på Guds eksistens, så glider de bort fra de muligheder som Gud har nedlagt i skaberværket, til at hedningerne kan komme i kantakt med Gud og få del i frelsen.

Den ydre Guds-åbenbaring finder vi i skaberværket, og den indre finder vi i samvittigheden. Rom 2,14-15. Der findes derfor ingen undskyldning for noget menneske for at det ikke kan komme i kontakt med Gud. Rom.1,22-25. v.26-28.

s. 32 Disse synder som er beskrevet i v.29-31, er typisk for de mennesker som lever i synd. Der er forskel på det at leve bevidst i synden, og det at gøre synd, for at synde gør alle mennesker, men det er ikke alle som har deres behag i synden.

De som lever i disse synder, er under Guds dom. Det eneste som kan rede disse mennesker, er en omvendelse til Gud. De må få deres sind fornyet således at de bliver vendt mod Gud og ikke mod de destruktive kræfter, som findes mere eller mindre i alle mennesker.

Men heldigvis så har Jesus sonet al synd en gang på Golgata – en mand en gang for alle mennesker. Gud har fået soning for synden, og mennesker bliver ikke længere dømt for sine synder, men de bliver dømt på grund af at de ikke tog imod tilbudet om syndens tilgivelse.

s. 35 Det som gav retfærdiggørelsen i den messianske jødedom var Guds nåde, men det som lå rundt om retfærdiggørelsen var krav og bud. En dårlig vandring kunne føre en genfødt bort fra Gud.

I den messianske jødedom kræves det at jøderne havde frugt i deres kristenliv. Dersom di ikke havde det, kunne de falde ud af Guds bevarende nåde.

Således er det ikke i den paulinske kristendommen. Der kan en genfødt troende miste hele nådelønnen (frugten), men til trods for det så er han frelst 1.Kor.3,10-15. Det er vigtigt at vi fordeler Guds ord på en ret måde og ikke blander den paulinske kristendommen ind i den messianske jødedom, men desværre sker det hele tiden i forkyndelsen.

s. 36 Dommen foran Jesu domstol i himmelen. Den skal ske på Jesu- Kristi-dag. Det er den dag da Jesus henter den kristne menighed hjem til sig. Vi skal alle stilles frem for Jesu domstol, for at få igen det som er sket med legemet – enten det er godt eller ondt. 1.Kor.3,10-15.

Dommen over de levende hedninger og jøder ved Jesu genkomst til Israel. Matt.25.

Dommen foran Guds domstol i himmelrummet. Åbenbaringen 20,11-15.

s. 39 Rom.2,16, på den dag da Gud skal dømme det skjulte hos mennesker efter mit evangelium ved Jesus Kristus.

Og så er der de mennesker som har levet (lever) i vor tidsperiode – i den frie nådes tidsperiode. De skal hverken dømmes efter Mose Torah, Jesu Torak eller efter ”Toraens gerning som er skrevet i hedninge-hjerter”, men di skal dømmes efter Paulus hans evangelium. ”på den dag da Gud skal dømme det skjulte (tanker, ord og handlinger) efter mit evangelium ved Jesus Kristus.”

s. 42 Matt.28,18-20. Dette er opgaven som Israel har fået, at de skulle gøre alle folkeslag til Jesu disciple, og lære hele verden alt det som Jesus havde befalet dem.

Dette er ikke kirkens missionsbefaling, vi skal ikke udtage alle folkeslag, vi skal udtage enkelte mennesker for himmelen.

Vi skal heller ikke lære mennesker alt det som Jesus har befalet, for hans undervisning var baseret på en udvidelse af den jødiske Torah. Matt.5,17-19. Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære.

s. 46 Det sidste tilbud om oprettelsen af Riget for Israel. I denne forkyndelse måtte jøderne både komme til tro på Jesus og holde Torahs bud. Denne forkyndelse strækker sig fra Kap.1 til og med kap.12.

Den kristne menigheds begyndelse. Den frie nådens forkyndelse strækker sig fra Paulus omvendelse i året 37 og til og med kap.28.

Det sidste vi hører om Peter i Ap. Gr. Er flg.: ”Han vinkede da til dem med hånden at de skulle tie stille, og han fortalte dem hvorledes herren havde ført ham ud af fængselet, og sagde: Fortæl dette til Jakob og brødrene! Så drog han bort og drog til et andet sted. Ap. Gr.12,17.

Dette er et billede på at Rigets periode var ved at blive afviklet.

Fra kap.13 er det Paulus og hans medarbejdere og deres gerning og deres lære som bliver omtalt.

Riget gik ind i sin hemmelighed og den kristne menighed fremstod.

Men i og med at kirken og mange forkyndere ikke regner med Rigets tid og Rigets forkyndelse, så ser de ikke at vi må fordele indholdet i N.T., i to dele, hvor den ene del angår Rigets tid, og den anden angår kirkens tid.

Forkyndelsen i vor tid ligger med brækket ryg. Den har stort set – desværre – mistet sin kraft, for den blander Torah bud ind i den frie nåde.

s. 55 2.Kor.3,6-18 er ikke en sammenligning mellem den jødiske Torah og den nye pagt i Jesu blod, for der er ingen modsætninger mellem dem.

Mose og Jesu Torah er nedlagt i den nye pagt i Jesu blod,men dette er en sammenligning mellem den nye ordning og den nye frelse, som Paulus fik åbenbaret, og den jødiske pagt som blev indgået mellem Gud og jøderne på Sina.

Hvad der gælder 2.Kor.3,6, så skal det græske ord ikke ”diatheke” som er brugt der, over sætte med ”pagt”, men med ”ordning”.

Den kristne menighed er ikke underlagt den nye pagt i Jesu blod, men den er underlagt den nye ordning i Jesu blod. Se min artikel: Forholdet mellem den ”gamle” og den nye pagt i Jesu blod., på min internetside.

s. 57 Medens jøderne i den messianske forkyndelse opnåede Guds retfærdighed både gennem tro og gerninger er taget bort mi indeværende tidsperiode.

De er flyttet over til vandringen som troende. Dette er Guds retfærdighed i vor tidsperiode. Der kræves ingen ting af gerninger i vor tid, for at opnår Guds retfærdighed uden det at komme til tro på Jesus.

Guds retfærdighed er dermed langt fra det som vi mennesker regner som retfærdighed.

Vi giver retfærdighed til dem som lever i overensstemmelse med vore love og ordninger, men Gud giver retfærdighed til dem som kommer til tro på Jesus.

s. 58 Nu i vor tidsperiode, bliver vi retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved Jesu Kristi forsoning på Golgata. Denne forsoning bliver sammenlignet med låge som var på pagts-kisten gr., hilasterion i det jødiske tempel. Det var dækket med blod, og dette blod gav jøderne syndernes forladelse for de synder som ned havde gjort.

I vor tid opnår vi syndernes forladelse ved troen på Jesus. Rom.3,25-26.

s. 65 Vi må lære at skille mellem to typer forkyndelser i N.T., og det er:

1. Apostlenes og Jesu forkyndelse til jøderne og
2. Paulus hans forkyndelse til både jøder og hedninger.

s. 67 Rom.4,9-12. Paulus stillede spørgsmålet: Gælder denne saligprisning blot jøderne, eller gælder den også hedninger?

Blev frelsen tilregnet Abraham da han var omskåret, eller da han havde forhud?

Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret.

Abraham fik omskærelsen som et tegn på retfærdighed af tro som han havde da han var uomskåret.

Han blev dermed far til alle hedninger som tror, og far til alle omskårne som ikke kun har omskærelsen, men som også vandrer i fodsporene af den tro som Abraham havde da han var uomskåret.

Abraham fik løftet om at han var retfærdiggjort af tro, før han blev omskåret og indgik pagten med Herren. Han var da 75 år gammel; 1.Mos.15,6. Omskærelsen fik han først da han var 99 år gammel.

Han fik dermed løftet om den frie nåde 15 år før han fik omskærelsen.

s. 68 Abraham fik omskærelsen som Et tegn og indsegl på den tro som han havde, medens han endnu var uomskåret, således at løftet om retfærdiggørelsen ved tro alene skulle gælde både for de jøder som var omskåret, og de hedninger som var uomskåret.

På denne måde kunne han være åndelig fader til alle hedninger som tror, og til alle jøder som tror. Rom.4,11-12.

s. 69 Abraham og hans æt fik ikke løfterne ved Mose Torah, men ved troen, for den egentlige hensigt med Mose Torah var at den skulle vise jøderne at de ikke kunne opfylde Torah til egen frelse.

Den virker ikke til frelse, men til vrede og dom, for der er ingen som kan opfylde Guds Torah på en perfekt måde.

Men hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke nogen fordømmelse. På-budene og budene i Mose Torah var ikke i funktion på den tid da Abraham fik løftet om frelsen.

Isoleret set da havde Torahen ikke den funktion at den kunne frelse jøderne, for den virkede vrede og fordømmelse.

På denne måde er Torah taget bort når det gælder retfærdiggørelsen og frelsen.

Af den grund fik fik Abraham løftet om frelsen ved troen således at løftet kunne stå fast for hele ætten – ikke blot for jøderne, men også for hedninger. Gud havde sat Abraham til mange folks far.

Abraham troende på Gud, for han kunne gøre de døde levende, og han kunne forudse det som endnu ikke havde sket. Rom.4,13-17.

s. 73 Rom.4,23-25: Dette er ikke bare skrevet til Abraham at retfærdigheden blev tilregnet ham.

Det er også skrevet for vores skyld. Vi er også blevet tilregnet samme retfærdighed. Vi tror at Gud opvakte Jesus, vor Herre, fra de døde. Jesus blev givet os for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse.

Dette er også skrevet til os for at vi også skal vide, at troen på Jesus bliver tilskrevet os til vor retfærdiggørelse. Det lev sat ind på vor åndelige konto. Vi som tror på Jesu forsoning, skal blive frelst, for Jesus døde for vore synder og blev oprejst til vor retfærdiggørelse.

s. 76 1.Pet.1,3. Det kristne håb er knyttet til en person og det er Jesus Kristus, og det som han gjorde for os. ”Paulus Jesu Kristi tjener, efter befaling af Gud, vor frelser, og Jesus Kristus, vort håb 1.Tim.1,1.

I og med at vi har Kristus i vore hjerter som pant og indsegl til forløsningens dag, har vi allerede her og nu, men det skal også udvikles til et eskatologisk håb. Vi venter på Jesu komme for den kristne menighed og bort-atomar. Da skal det håb (Jesus Kristus), som er gemt for os i himmelen, blive åbenbaret Kolos.1,3. Rom.8,24. Fil.3,20.

Jesus Kristus er ikke bare menighedens håb. Han er også Israels håb: Luk.24,21.

Israel og den kristne menigheds håb er baseret på Jesu person og Jesu forsoning, men de har ikke det samme håb.

Israels håb er Jesu genkomst og oprettelsen af Riget for Israel.

Menigheden håb er Jesu komme i skyerne og et liv sammen med ham i himmelen.

Efter at Rigets tid er afsluttet, skal både Israel og menigheden være sammen på den nye jord.

Det er ikke bare Guds herlighed vi roser os af. Vi roser os også af vore trængsler, for de gør vor udvælgelse fast og vor tro stærkere. Trængselen fører til tålmodighed. Tålmodigheden fører til et prøvet sind. Det prøvede sind fører til håb, og håbet gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd som bor i os. Rom.5,3-5.

Det normale for en kristen, er at han har trængsler i denne verden. Det kan være hån og spot fra de vantros side. Det kan være forfølgelser fra Guds fjender. Det kan være modstand fra egen familie og kristne venner som har andre teologier end en selv. Matt.10,21-22. 2.Tim.3,12.

s. 78 På samme måde som Jesus led i denne verden, er det helt normalt at en kristen også må lide. Ja, der som han ikke har del i lidelsen kan dette være et dårligt tegn. Det kan være det at han giver efter for de krav, som verden stiller til ham. Åndelige lidelse for en kristen er et godt tegn. Jesus sagde; Johs.15,20. Jesus sagde også; Johs.16,23. Ap. Gr.14,22. 2.Kor.1,5.

Kol.1,24. Jo større lidelsen er for en kristen, jo større skal herligheden bliv Alt dette skal bedømmes foran Jesu domstol i himmelen. Rom.8,17-18.

Den kristen menighed har ingen ting at rose sig af i sig selv, for vi har ikke gerninger at vise til, som kan komme os til gode på dommens dag, vi er ikke under (Mose og Jesu undervisning til det jødiske folk). Vi er derimod under nåden (Paulus hans undervisning til den kristne menighed: Rom.6,14. 3,27.

s. 79 Paulus forkyndte udelukkende den frie nåde Ef.2,8-9.

Kirken og de allerfleste af de kristelige organisationer og trossamfund har ikke forstået dette at vi har to evangelier forkyndelser i N.T. Det er Rigets forkyndelse, og den kristne menigheds forkyndelse.

Disse to forkyndelser bliver blandet sammen til et blandings-evangelium

som har mistet meget af sin kraft.

Centrum i kirkens forkyndelse er Bjergprædikenen, vanddåben og Jesu lignelser. Det burde ikke være således,for dette er centrum i Rigets forkyndelse.

Det er Paulus hans breve som skal være centrum i kirkens forkyndelse.

Hvornår skal kirken, dets tjenere og prædikanterne begynde at forstå dette, at de må fordele Guds ord på en ret måde ? 2.Tim.2,15.

s. 80 I den paulinske forkyndelse er det nok med tro og nåde, for at blive frelst. Gerningerne er flyttet væk fra at være et grundlag for frelsen i den messianske jødedom, til selve vandringen i den paulinske forkyndelse.

Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Ser du forskellen mellem den messianske jødedom, som har med Riget for Israel at gøre, og den paulinske kristendom, som har med menigheden at gøre ?

Hvis ikke må du bede Gud om at han må åbenbare dig dette, således at du kan glæde dig over alle de åndelige goder, som er nedlagt i de paulinske evangelium. Rom.5,6-8.

s. 81 Han forlod sin himmelske herlighed og kom i syndig køds lignelse, for at dele kår med os, og da han i al sin færd var fundet som et sandt menneske, gik han i døden for os, for at hæve os op til sin egen standard og herlighed. Fil.2,6-8 Hebræer.10,5-7.

s. 83 Rom.8,10 er verbet ”at forlige” brugt 2 gange, det står i en tid som hedder ”aorist”, og den er brugt om ”et forhold som er afsluttet i fortiden”. Det betyder at både Jesus døde for os, medens vi endnu var syndere, og Jesu liv, som han lever for os i dag, er en handling som er trådt i kraft for længe siden.

Fra Guds side skete forligelsen fra før verdens grundvold blev lagt, men for os mennesker skete den både på Golgata, og da vi kom til tro på Jesus. Dette borger for frelsens sikkerhed for den som er retfærdiggjort.

Der er mange som ikke ser og forstår, at den som en gang er blevet retfærdiggjort, er frelst for altid. Han kan ikke falde ud af Guds retfærdiggørende og bevarende nåde Rom.8,30.

Der er 4 grunde til at troende ikke ser og forstår dette, og det er:

1. De læser ikke N.T. Og ved ikke hvad der står der.
2. De får forkert undervisning om dette.
3. De blander sammen den paulinske lære med den messianske jødedom, hvor der bliver stillet absolutte krav i vandringen for en troende. Den som ikke havde fuldkomne gerninger, kunne falde ud af retfærdiggørelsens nåde.
4. De blande sammen retfærdiggørelsen og helliggørelsen idet de tror, at vandringen som troende kan have indvirkning på retfærdiggørelsen og ødelægge for den.

Dette er to forskellige forhold som ikke må blandes sammen. Dette gælder den kristne menigheds tid, for vi er ikke under den jødiske Torah,men vi er under Paulus hans undervisning. Rom.6,14.

Skal vi ikke takke Gud og give ham lovprisning og ære fordi vi allerede her og nu er sat ind i himmelen sammen med Jesus. Den som er indsat der, kan ikke falde ud af sin position der. Ef.2,4-6.

s. 86 Det er ikke missionsbefalingerne i de 4 evangelier, som er kirkens missionsbefaling, men det er missionsbefalingen i 2.Kor.5,18-21 som er vor missionsbefaling, men i og med at kirken ikke formår at fordele Guds ord på en ret måde, blander den også de forskellige missionsbefalinger sammen.

Missionsbefalingerne i evangelierne er underlagt både tro, vanddåb og gode gerninger, medens missionsbefalingen i 2.Kor.5,18-21 er baseret udelukkende på det at tage imod forsoningen. Det giver troen på Jesus, og det er nok i vor tidsperiode.

s. 87 2.Kor.5,21. Dette er troværdige ord og fuld modtagelse værd at Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere, og blandt dem er jeg den første 1.Tim.1,15.

s. 92 Nåden som vi har i dag, skiller sig fra nåden i de andre tidsperioder, i og med at den er så meget rigere.

Den nåde som vi har i vor tidsperiode har flg., kendetegn:

1. Den som er retfærdiggjort, kan ikke falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde.
2. Vi er frels af nåde ved tro uden gerninger. Nåden er helt fri i indeværende tidsalder.
3. Vi er borgere af himmelen. Vi er allerede her og nu indsat i himmelen sammen med Jesus Kristus Ef.1,4. 2,6.
4. Vi danner en åndelig enhed med Jesus der han er hovedet, og hver enkelt af os er lemmerne på Kristi legeme.
5. Ved Jesu komme for den kristne menighed skal vi blive ham lige. Vi skal blive ligedannet med det billede af sig selv som Jesus viste os i sit jordeliv, Rom.8,24. Jesus er også et billede af Gud, Hebræer 1,3.
6. Vi har en fremtidig nåde som er ufattelig. Ef.2,7.

s. 93 Rigets tidsalder som strakte sig fra Abraham og til Paulus hans omvendelse.

Den kristne menigheds tidsalder som strækker sig fra Paulus (Ap. Gr.13) og indtil den kristne menigheds bort-atomar.

s. 98 Det er umulig at være frelst fra synden og samtidig leve i den – den som en gang er retfærdiggjort, han er også herliggjort, Rom.8,30.

s. 101 Ser du forskellen mellem den paulinske kristendom og den messianske jødedom ? Dersom ikke, så må du bede Gud om at han må vise dig dette, således at du kommer ind i den fuldkomne forståelse af den paulinske lære og friheden. Se mine bøger og mine mange artikler om dette på min internetside.

Rom.6,3; Eller ed i ikke at alle i som ble døbt (aorist) (genfødelsens dåb) til Kristus, ble døbt (aorist) til hans død.

Rom.6,4; i blev altså begravet (præsens passi) med (sammen med) ham ed dåben til døden, for at ligesom Kristus blev oprejst (aorist) fra de døde ved Faderens herlighed (gr.doxa), skal også vi vandre (præsens) i et nyt levned..

Vældig mange tror at dette gælder vanddåben (dåbshandlingen), men det gør det ikke. Det gælder genfødelsens dåb.

I og med at verbets tid ”blev døbt” står i ”aorist”, som er en fortidsform, kan dette heller ikke gå på vanddåben, for den sker i tiden, vi blev både døbt, begravet og oprejst sammen med Jesus i vor genfødelse.

Denne (Jesus-dåb) er en dåb til døden og en dåb til oprejsning og et nyt liv. Det er Kristus-livet i os.

Det er det samme liv som Kristus lever i dag i himmelen.

Det er ikke til at tro at det er således, men Guds ord siger at det er således, og derfor så stoler vi på det.

På samme måde som Kristus påtog sig vore synder i sit liv og begravede dem ved sin død i graven, på samme måde er vi, som er kommet til tro på ham, også uden synd i det nye liv som vi lever. Jesus tog ikke med sig synden op fra graven, men han begravede den der for altid.

Det har heller ingen hensigt at grave den op igen, for den er forsvundet for altid. Ordet forladelse” betyder ”bort-sendt”.

s. 102 Vi er oprejst til dette nye liv ”ved Faderens herlighed” Rom.6,4. Det betyder at det er gennems Faderens herlighed at dette sker. Det nye liv er et udtryk for den frie nåde, som giver os et nyt liv, som er uden synd. Når vi nu har fået tag i det nye liv, skal vi vandre i det nye liv, og ikke id det gamle; 2.Kor.5,17.

Kirken og lutheranerne lærer at denne dåb, som her er omtalt, er vanddåben.

De hævder også at der er genfødelse i dåbens vand. Dette er helt galt,men så længe som kirken ikke magter at fordele Guds ord på en ret måde (2.Tim.2,15) må den fortsætte videre i sin store uvidenhed og forvirring.

Sandheden er at kirken bedrager folket. Den lover dem retfærdiggørelsen i dåbens vand. Der findes der bare vand.

Vanddåben har ingen ting med genfødelse og retfærdiggørelse at gøre.

Men i den messianske jødedom havde vanddåben funktioner, og det var:

1. En ydre renselse af bestemte synder. ”Der blev en trætte mellem Johannes disciple og en jøde om renselsen Johs.3,25.
2. Proselyt dåb for hedninger.
3. En dåb til syndernes forladelse; Ap. Gr.2,38.

I den kristne menighed er dåben taget bort, og det som gives os identifikationen i vor tid med både Kristus og med menigheden, er genfødelsen, som også bliver kaldt for ”en dåb”, ”for vi er alle døbt med en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie. Vi har alle fået (modtaget) en Ånd at drikke” 1.Kor.12,13.

1.Kor.1,7. Ef.4,5.

Der er i det hele 23 forskellige typer dåb som er omtalt i N.T. Mange af dem er uden vand.

Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder. :Forskellige typer dåb.

re. Egon L. Kristensen, Herning

s. 16 Paulus ”var udkåret til at forkynde Guds evangelium”. Paulus havde to udvælgelser, og det var:

3. Han var udvalgt til at arve frelsen.
4. Han var udvalgt til en bestemt tjeneste – nemlig at forkynde både ”forsoningens evangelium” og at forkynde den kristne menigheds mange hemmeligheder. Det sidste kaldte han bl.a. for ”mit evangelium”

Forsoningens evangelium var gjort kendt af profeterne i Tanach. Det var derfor ingen hemmelighed. Profeterne i G.T profeterede både om Messias lidelse og fornedrelse og Messias som kongen i Riget for Israel: 1.Pet.1,10-11.

Apostlene forstod ikke forsoningssiden ved Messias Yeshua Matt.16,21-23., men de forstod kongesiden Ap. Gr.1,6-7.

Paulus var den første som forstod begge sider ved Messias. Det var grunden til at han blev udvalgt til at forkynde ”forsoningens evangelium”. Det var vel funderet i G.T.

Paulus var dermed udtaget til at forkynde to evangelier og det var:

3. Evangeliet om frelsen i Jesus Kristus og
4. Evangeliet om den kristne menigheds mange hemmeligheder.

Det første evangelium var gjort kendt af profeterne i G.T., medens det andet evangelium var ukendt helt indtil Paulus fik åbenbaring om det.

På sine missionsrejser forkyndte Paulus først forsoningens evangelium.

Når han havde lagt forsoningens grundvold, åbnede han op for det nye evangeliet for menighederne: 1.Kor.15,3-5.

Det andet evangelium, som Paulus forkyndte, gik ud på flg. Forhold:

10. Jøderne og hedninger er sat på lige line med hensyn til frelsen: Ef.2,13.
11. Både retfærdiggørelsen, helliggørelsen og herliggørelsen bliver opnået ved troen alene uden gerninger, 1.Kor..1,30.
12. Mose Torah og Jesus uddybning af den er ikke længere noget grundlag for frelsen, men troen alene er det nye grundlag for frelsen.
13. Den som en gang er kommet til tro på Jesus, kan ikke falde ud af Guds bevarende nåde. Rom.5,9-10.8,1-2.
14. Vi er allerede her og nu indsat i himmelen i Jesus Kristus. Ef.1,3. 2,6
15. Vi er ikke under jødisk Torah, men vi er under nåden, som er det samme som Paulus hans undervisning. Rom.6,14.
16. Ved Jesu komme for den kristne menighed skal vi rykkes op til himmelen. Dette skal ske ca. 7 år før Jesu genkomst til jøderne. 1.Kor.15,51-52. 1.Tess.4,14-18.
17. Vi skal være sammen med Jesus og englene når han kommer tilbage til jorden for at holde dom. 2.Tess.1,7-11.

Vi skal stort set være i himmelen i Rigets tid. Fil 3,20. Kolos.1,5.

I Romerbrevet, kap.16,25-27 beskrev Paulus det andet evangelium, som ikke havde været åbenbaret for profeterne.

Det var ”evangeliet om den kristne menighed”, som bestod af både jøder og hedninger. Paulus kaldte dette evangelium for både mit evangelium. Han havde fået evangeliet fra den opstandne Jesus (Rom.16,25-27.)

Det er derfor klart to forskellige evangelier som er beskrevet i Paulus breve.

Det bliver benægtet både af kirken, de lutherske organisationer og mange af de frikirkelige organisationer i Norge og andre lande.

De sammenblander disse to evangelier. Kirken befinder sig mere i den messianske som har med Riget for Israel at gøre, end i Paulus hans teologi.

Kirken har endnu ikke set og forstået den kristne menigheds kald og forkyndelse.

Den forkynder et blandings-evangelium hvor der både bliver lagt vægt på Mose Torah og Jesu uddybning af den og den frie nåde.

Det er fuld forvirring i kirkens forkyndelse af evangeliet.

Det er derfor af største vigtighed at vi tager dette op – gang på gang- og fordeler Guds ord på en ret måde: 2.Tim.2,15.

s. 23 Det er ”frugten” af vort arbejde som skal bedømmes foran Jesu domstol i himmelen. Rom.14,10.

Denne domstol er ikke en domstol som skal bestemmer frelse eller fortabelse, men det er vore gerninger som skal bedømmes der.

Alle som møder op for denne domstol, er frelst, men ikke alle skal få den samme nådeløn. En kan miste hele nådelønnen, men til trods for det, så er en frelst. 1.Kor.3,10-15.

Denne nådeløn bestemmer bl.a. de åndelige positioner som vi skal have i Rigets tid.

I den messianske jødedom er der også tale om ”frugt” i Guds-livet, men her kan mangel på frugt føre til at man ikke får del i den messianske frelse. Johs.15,1-2.

Heraf ser vi hvor vigtigt det er at vi skiller mellem den messianske jødedom, som har med Riget for Israel at gøre, og Paulus hans teologi, som har med den kristne menighed at gøre. Dersom vi ikke gør det, så bliver vort Bibel-studium en sammenblanding af åndelige sandheder som hører Riget til og åndelige sandheder som hører den kristne menighed til.

Dette gør hverken kirken eller de fleste kristelige organisationer, og af den grund har de så lille kraft i deres forkyndelse.

Guds ord skal forkyndes ”klart og rent” som også kirken siger, men den gør det ikke.

s.25 Evangeliet er en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og derefter for hedninger. Rom.1,16.

Både retfærdiggørelsen og frelsen blev opnået ved tro alene. v.17.

Gerninger var lagt til side som indirekte frelsesvej. Der var ikke længere stillet nogen krav, for at få del i frelsen som det var i Jesu og apostlenes forkyndelse.

Det var troen som var kommet i centrum.

Frelsen bliver opnået fra tro, som en gave fra Gud, og til stadig ny tro.

Dette er Guds retfærdighed i vor tidsperiode.

Det er udelukkende troen på Jesus som giver os frelsen.

Jesus er Guds retfærdighed. Rom.4,25. 1.Kor.1,30.

At retfærdige skal leve ved tro, var et princip som også var gjort kendt i G.T. Før Abraham gik ind i pagten med Gud. 1.Mos.17,1-14., levede han også under dette frelsesprincip.

Han troede på det som Gud havde lovet ham, og det blev regnet ham til retfærdighed. 1.Mos.15,6.

Efter at pagten var indgået , blev der stillet krav i vandringen for Abraham og hans æt.

På den måde kunne Abraham være åndelig far til både:

3. Den kristne menighed og
4. De messianske jøder. Rom.4,11-12.

I og med at jøderne havde forkastet Rigets evangelium, så skulle de nu få gentaget frelses-tilbudet. Dette var grunden til at Paulus skulle gå først til jøderne.

Når jøderne i en bestemt synagoge ikke ville tage imod Paulus hans budskab om frelsen i Jesus Kristus, så gik han ikke længere til denne synagoge. Da gik han udelukkende til hedningerne Ap. Gr.13,46-47.

s. 26 Troen har bestandig været hovedprincippet for frelsen op gennem hele frelses-historien, og troen har også bestandig været en gave fra Gud, men det som ligger omkring troen af forpligtelser og krav, har været forskellig i de forskellige tidsperioder.

I vers 17 (Rom.1.) bliver der henvist til Habakuk 2,4 hvor der står: Se opblæst og uærlig er hans sjæl i ham, men den retfærdige skal leve ved sin tro. Der er forskel på det at leve ved sin tro og det at leve ved tro.

I det første udsagn ligger der et gernings-aspekt medens der i det andet udsagn blot ligger et tros-aspekt., se v. 18-21.

s. 27 Det som mennesker kan vide om Gud, ligger åben foran dem. Dette gælder både hans usynlige væsen, hans evige kraft og hans guddommelighed. Alt dette er synlig fra verdens skabelse. Dette er kendt på grund af hans gerninger således at hedninger skal være uden undskyldning v.19-20.

Hedninger kendte ikke til den åbenbaring som vi har i Bibelen. De bliver heller ikke gjort ansvarlig for den, men der er nok af Guds-bevis i tilværelsen:

3. Guds evige kraft og
4. Skaberværket. Disse to forhold peger videre på at Gud findes, for ingen kan blive til af sig selv. Når hedninger ikke vil benytte sig af disse to beviser på Guds eksistens, så glider de bort fra de muligheder som Gud har nedlagt i skaberværket, til at hedningerne kan komme i kantakt med Gud og få del i frelsen.

Den ydre Guds-åbenbaring finder vi i skaberværket, og den indre finder vi i samvittigheden. Rom 2,14-15. Der findes derfor ingen undskyldning for noget menneske for at det ikke kan komme i kontakt med Gud. Rom.1,22-25. v.26-28.

s. 32 Disse synder som er beskrevet i v.29-31, er typisk for de mennesker som lever i synd. Der er forskel på det at leve bevidst i synden, og det at gøre synd, for at synde gør alle mennesker, men det er ikke alle som har deres behag i synden.

De som lever i disse synder, er under Guds dom. Det eneste som kan rede disse mennesker, er en omvendelse til Gud. De må få deres sind fornyet således at de bliver vendt mod Gud og ikke mod de destruktive kræfter, som findes mere eller mindre i alle mennesker.

Men heldigvis så har Jesus sonet al synd en gang på Golgata – en mand en gang for alle mennesker. Gud har fået soning for synden, og mennesker bliver ikke længere dømt for sine synder, men de bliver dømt på grund af at de ikke tog imod tilbudet om syndens tilgivelse.

s. 35 Det som gav retfærdiggørelsen i den messianske jødedom var Guds nåde, men det som lå rundt om retfærdiggørelsen var krav og bud. En dårlig vandring kunne føre en genfødt bort fra Gud.

I den messianske jødedom kræves det at jøderne havde frugt i deres kristenliv. Dersom di ikke havde det, kunne de falde ud af Guds bevarende nåde.

Således er det ikke i den paulinske kristendommen. Der kan en genfødt troende miste hele nådelønnen (frugten), men til trods for det så er han frelst 1.Kor.3,10-15. Det er vigtigt at vi fordeler Guds ord på en ret måde og ikke blander den paulinske kristendommen ind i den messianske jødedom, men desværre sker det hele tiden i forkyndelsen.

s. 36 Dommen foran Jesu domstol i himmelen. Den skal ske på Jesu- Kristi-dag. Det er den dag da Jesus henter den kristne menighed hjem til sig. Vi skal alle stilles frem for Jesu domstol, for at få igen det som er sket med legemet – enten det er godt eller ondt. 1.Kor.3,10-15.

Dommen over de levende hedninger og jøder ved Jesu genkomst til Israel. Matt.25.

Dommen foran Guds domstol i himmelrummet. Åbenbaringen 20,11-15.

s. 39 Rom.2,16, på den dag da Gud skal dømme det skjulte hos mennesker efter mit evangelium ved Jesus Kristus.

Og så er der de mennesker som har levet (lever) i vor tidsperiode – i den frie nådes tidsperiode. De skal hverken dømmes efter Mose Torah, Jesu Torak eller efter ”Toraens gerning som er skrevet i hedninge-hjerter”, men di skal dømmes efter Paulus hans evangelium. ”på den dag da Gud skal dømme det skjulte (tanker, ord og handlinger) efter mit evangelium ved Jesus Kristus.”

s. 42 Matt.28,18-20. Dette er opgaven som Israel har fået, at de skulle gøre alle folkeslag til Jesu disciple, og lære hele verden alt det som Jesus havde befalet dem.

Dette er ikke kirkens missionsbefaling, vi skal ikke udtage alle folkeslag, vi skal udtage enkelte mennesker for himmelen.

Vi skal heller ikke lære mennesker alt det som Jesus har befalet, for hans undervisning var baseret på en udvidelse af den jødiske Torah. Matt.5,17-19. Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære.

s. 46 Det sidste tilbud om oprettelsen af Riget for Israel. I denne forkyndelse måtte jøderne både komme til tro på Jesus og holde Torahs bud. Denne forkyndelse strækker sig fra Kap.1 til og med kap.12.

Den kristne menigheds begyndelse. Den frie nådens forkyndelse strækker sig fra Paulus omvendelse i året 37 og til og med kap.28.

Det sidste vi hører om Peter i Ap. Gr. Er flg.: ”Han vinkede da til dem med hånden at de skulle tie stille, og han fortalte dem hvorledes herren havde ført ham ud af fængselet, og sagde: Fortæl dette til Jakob og brødrene! Så drog han bort og drog til et andet sted. Ap. Gr.12,17.

Dette er et billede på at Rigets periode var ved at blive afviklet.

Fra kap.13 er det Paulus og hans medarbejdere og deres gerning og deres lære som bliver omtalt.

Riget gik ind i sin hemmelighed og den kristne menighed fremstod.

Men i og med at kirken og mange forkyndere ikke regner med Rigets tid og Rigets forkyndelse, så ser de ikke at vi må fordele indholdet i N.T., i to dele, hvor den ene del angår Rigets tid, og den anden angår kirkens tid.

Forkyndelsen i vor tid ligger med brækket ryg. Den har stort set – desværre – mistet sin kraft, for den blander Torahbud ind i den frie nåde.

s. 55 2.Kor.3,6-18 er ikke en sammenligning mellem den jødiske Torah og den nye pagt i Jesu blod, for der er ingen modsætninger mellem dem.

Mose og Jesu Torah er nedlagt i den nye pagt i Jesu blod,men dette er en sammenligning mellem den nye ordning og den nye frelse, som Paulus fik åbenbaret, og den jødiske pagt som blev indgået mellem Gud og jøderne på Sina.

Hvad der gælder 2.Kor.3,6, så skal det græske ord ikke ”diatheke” som er brugt der, over sætte med ”pagt”, men med ”ordning”.

Den kristne menighed er ikke underlagt den nye pagt i Jesu blod, men den er underlagt den nye ordning i Jesu blod. Se min artikel: Forholdet mellem den ”gamle” og den nye pagt i Jesu blod., på min internetside.

s. 57 Medens jøderne i den messianske forkyndelse opnåede Guds retfærdighed både gennem tro og gerninger er taget bort mi indeværende tidsperiode.

De er flyttet over til vandringen som troende. Dette er Guds retfærdighed i vor tidsperiode. Der kræves ingen ting af gerninger i vor tid, for at opnår Guds retfærdighed uden det at komme til tro på Jesus.

Guds retfærdighed er dermed langt fra det som vi mennesker regner som retfærdighed.

Vi giver retfærdighed til dem som lever i overensstemmelse med vore love og ordninger, men Gud giver retfærdighed til dem som kommer til tro på Jesus.

s. 58 Nu i vor tidsperiode, bliver vi retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved Jesu Kristi forsoning på Golgata. Denne forsoning bliver sammenlignet med låge som var på pagts-kisten gr., hilasterion i det jødiske tempel. Det var dækket med blod, og dette blod gav jøderne syndernes forladelse for de synder som ned havde gjort.

I vor tid opnår vi syndernes forladelse ved troen på Jesus. Rom.3,25-26.

s. 65 Vi må lære at skille mellem to typer forkyndelser i N.T., og det er:

3. Apostlenes og Jesu forkyndelse til jøderne og
4. Paulus hans forkyndelse til både jøder og hedninger.

s. 67 Rom.4,9-12. Paulus stillede spørgsmålet: Gælder denne saligprisning blot jøderne, eller gælder den også hedninger?

Blev frelsen tilregnet Abraham da han var omskåret, eller da han havde forhud?

Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret.

Abraham fik omskærelsen som et tegn på retfærdighed af tro som han havde da han var uomskåret.

Han blev dermed far til alle hedninger som tror, og far til alle omskårne som ikke kun har omskærelsen, men som også vandrer i fodsporene af den tro som Abraham havde da han var uomskåret.

Abraham fik løftet om at han var retfærdiggjort af tro, før han blev omskåret og indgik pagten med Herren. Han var da 75 år gammel; 1.Mos.15,6. Omskærelsen fik han først da han var 99 år gammel.

Han fik dermed løftet om den frie nåde 15 år før han fik omskærelsen.

s. 68 Abraham fik omskærelsen som Et tegn og indsegl på den tro som han havde, medens han endnu var uomskåret, således at løftet om retfærdiggørelsen ved tro alene skulle gælde både for de jøder som var omskåret, og de hedninger som var uomskåret.

På denne måde kunne han være åndelig fader til alle hedninger som tror, og til alle jøder som tror. Rom.4,11-12.

s. 69 Abraham og hans æt fik ikke løfterne ved Mose Torah, men ved troen, for den egentlige hensigt med Mose Torah var at den skulle vise jøderne at de ikke kunne opfylde Torah til egen frelse.

Den virker ikke til frelse, men til vrede og dom, for der er ingen som kan opfylde Guds Torah på en perfekt måde.

Men hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke nogen fordømmelse. På-budene og budene i Mose Torah var ikke i funktion på den tid da Abraham fik løftet om frelsen.

Isoleret set da havde Torahen ikke den funktion at den kunne frelse jøderne, for den virkede vrede og fordømmelse.

På denne måde er Torah taget bort når det gælder retfærdiggørelsen og frelsen.

Af den grund fik fik Abraham løftet om frelsen ved troen således at løftet kunne stå fast for hele ætten – ikke blot for jøderne, men også for hedninger. Gud havde sat Abraham til mange folks far.

Abraham troende på Gud, for han kunne gøre de døde levende, og han kunne forudse det som endnu ikke havde sket. Rom.4,13-17.

s. 73 Rom.4,23-25: Dette er ikke bare skrevet til Abraham at retfærdigheden blev tilregnet ham.

Det er også skrevet for vores skyld. Vi er også blevet tilregnet samme retfærdighed. Vi tror at Gud opvakte Jesus, vor Herre, fra de døde. Jesus blev givet os for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse.

Dette er også skrevet til os for at vi også skal vide, at troen på Jesus bliver tilskrevet os til vor retfærdiggørelse. Det lev sat ind på vor åndelige konto. Vi som tror på Jesu forsoning, skal blive frelst, for Jesus døde for vore synder og blev oprejst til vor retfærdiggørelse.

s. 76 1.Pet.1,3. Det kristne håb er knyttet til en person og det er Jesus Kristus, og det som han gjorde for os. ”Paulus Jesu Kristi tjener, efter befaling af Gud, vor frelser, og Jesus Kristus, vort håb 1.Tim.1,1.

I og med at vi har Kristus i vore hjerter som pant og indsegl til forløsningens dag, har vi allerede her og nu, men det skal også udvikles til et eskatologisk håb. Vi venter på Jesu komme for den kristne menighed og bort-atomar. Da skal det håb (Jesus Kristus), som er gemt for os i himmelen, blive åbenbaret Kolos.1,3. Rom.8,24. Fil.3,20.

Jesus Kristus er ikke bare menighedens håb. Han er også Israels håb: Luk.24,21.

Israel og den kristne menigheds håb er baseret på Jesu person og Jesu forsoning, men de har ikke det samme håb.

Israels håb er Jesu genkomst og oprettelsen af Riget for Israel.

Menigheden håb er Jesu komme i skyerne og et liv sammen med ham i himmelen.

Efter at Rigets tid er afsluttet, skal både Israel og menigheden være sammen på den nye jord.

Det er ikke bare Guds herlighed vi roser os af. Vi roser os også af vore trængsler, for de gør vor udvælgelse fast og vor tro stærkere. Trængselen fører til tålmodighed. Tålmodigheden fører til et prøvet sind. Det prøvede sind fører til håb, og håbet gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd som bor i os. Rom.5,3-5.

Det normale for en kristen, er at han har trængsler i denne verden. Det kan være hån og spot fra de vantros side. Det kan være forfølgelser fra Guds fjender. Det kan være modstand fra egen familie og kristne venner som har andre teologier end en selv. Matt.10,21-22. 2.Tim.3,12.

s. 78 På samme måde som Jesus led i denne verden, er det helt normalt at en kristen også må lide. Ja, der som han ikke har del i lidelsen kan dette være et dårligt tegn. Det kan være det at han giver efter for de krav, som verden stiller til ham. Åndelige lidelse for en kristen er et godt tegn. Jesus sagde; Johs.15,20. Jesus sagde også; Johs.16,23. Ap. Gr.14,22. 2.Kor.1,5.

Kol.1,24. Jo større lidelsen er for en kristen, jo større skal herligheden bliv Alt dette skal bedømmes foran Jesu domstol i himmelen. Rom.8,17-18.

Den kristen menighed har ingen ting at rose sig af i sig selv, for vi har ikke gerninger at vise til, som kan komme os til gode på dommens dag, vi er ikke under (Mose og Jesu undervisning til det jødiske folk). Vi er derimod under nåden (Paulus hans undervisning til den kristne menighed: Rom.6,14. 3,27.

s. 79 Paulus forkyndte udelukkende den frie nåde Ef.2,8-9.

Kirken og de allerfleste af de kristelige organisationer og trossamfund har ikke forstået dette at vi har to evangelier forkyndelser i N.T. Det er Rigets forkyndelse, og den kristne menigheds forkyndelse.

Disse to forkyndelser bliver blandet sammen til et blandings-evangelium

som har mistet meget af sin kraft.

Centrum i kirkens forkyndelse er Bjergprædikenen, vanddåben og Jesu lignelser. Det burde ikke være således,for dette er centrum i Rigets forkyndelse.

Det er Paulus hans breve som skal være centrum i kirkens forkyndelse.

Hvornår skal kirken, dets tjenere og prædikanterne begynde at forstå dette, at de må fordele Guds ord på en ret måde ? 2.Tim.2,15.

s. 80 I den paulinske forkyndelse er det nok med tro og nåde, for at blive frelst. Gerningerne er flyttet væk fra at være et grundlag for frelsen i den messianske jødedom, til selve vandringen i den paulinske forkyndelse.

Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Ser du forskellen mellem den messianske jødedom, som har med Riget for Israel at gøre, og den paulinske kristendom, som har med menigheden at gøre ?

Hvis ikke må du bede Gud om at han må åbenbare dig dette, således at du kan glæde dig over alle de åndelige goder, som er nedlagt i de paulinske evangelium. Rom.5,6-8.

s. 81 Han forlod sin himmelske herlighed og kom i syndig køds lignelse, for at dele kår med os, og da han i al sin færd var fundet som et sandt menneske, gik han i døden for os, for at hæve os op til sin egen standard og herlighed. Fil.2,6-8 Hebræer.10,5-7.

s. 83 Rom.8,10 er verbet ”at forlige” brugt 2 gange, det står i en tid som hedder ”aorist”, og den er brugt om ”et forhold som er afsluttet i fortiden”. Det betyder at både Jesus døde for os, medens vi endnu var syndere, og Jesu liv, som han lever for os i dag, er en handling som er trådt i kraft for længe siden.

Fra Guds side skete forligelsen fra før verdens grundvold blev lagt, men for os mennesker skete den både på Golgata, og da vi kom til tro på Jesus. Dette borger for frelsens sikkerhed for den som er retfærdiggjort.

Der er mange som ikke ser og forstår, at den som en gang er blevet retfærdiggjort, er frelst for altid. Han kan ikke falde ud af Guds retfærdiggørende og bevarende nåde Rom.8,30.

Der er 4 grunde til at troende ikke ser og forstår dette, og det er:

5. De læser ikke N.T. Og ved ikke hvad der står der.
6. De får forkert undervisning om dette.
7. De blander sammen den paulinske lære med den messianske jødedom, hvor der bliver stillet absolutte krav i vandringen for en troende. Den som ikke havde fuldkomne gerninger, kunne falde ud af retfærdiggørelsens nåde.
8. De blande sammen retfærdiggørelsen og helliggørelsen idet de tror, at vandringen som troende kan have indvirkning på retfærdiggørelsen og ødelægge for den.

Dette er to forskellige forhold som ikke må blandes sammen. Dette gælder den kristne menigheds tid, for vi er ikke under den jødiske Torah,men vi er under Paulus hans undervisning. Rom.6,14.

Skal vi ikke takke Gud og give ham lovprisning og ære fordi vi allerede her og nu er sat ind i himmelen sammen med Jesus. Den som er indsat der, kan ikke falde ud af sin position der. Ef.2,4-6.

s. 86 Det er ikke missionsbefalingerne i de 4 evangelier, som er kirkens missionsbefaling, men det er missionsbefalingen i 2.Kor.5,18-21 som er vor missionsbefaling, men i og med at kirken ikke formår at fordele Guds ord på en ret måde, blander den også de forskellige missionsbefalinger sammen.

Missionsbefalingerne i evangelierne er underlagt både tro, vanddåb og gode gerninger, medens missionsbefalingen i 2.Kor.5,18-21 er baseret udelukkende på det at tage imod forsoningen. Det giver troen på Jesus, og det er nok i vor tidsperiode.

s. 87 2.Kor.5,21. Dette er troværdige ord og fuld modtagelse værd at Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere, og blandt dem er jeg den første 1.Tim.1,15.

s. 92 Nåden som vi har i dag, skiller sig fra nåden i de andre tidsperioder, i og med at den er så meget rigere.

Den nåde som vi har i vor tidsperiode har flg., kendetegn:

7. Den som er retfærdiggjort, kan ikke falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde.
8. Vi er frels af nåde ved tro uden gerninger. Nåden er helt fri i indeværende tidsalder.
9. Vi er borgere af himmelen. Vi er allerede her og nu indsat i himmelen sammen med Jesus Kristus Ef.1,4. 2,6.
10. Vi danner en åndelig enhed med Jesus der han er hovedet, og hver enkelt af os er lemmerne på Kristi legeme.
11. Ved Jesu komme for den kristne menighed skal vi blive ham lige. Vi skal blive ligedannet med det billede af sig selv som Jesus viste os i sit jordeliv, Rom.8,24. Jesus er også et billede af Gud, Hebræer 1,3.
12. Vi har en fremtidig nåde som er ufattelig. Ef.2,7.

s. 93 Rigets tidsalder som strakte sig fra Abraham og til Paulus hans omvendelse.

Den kristne menigheds tidsalder som strækker sig fra Paulus (Ap. Gr.13) og indtil den kristne menigheds bort-atomar.

s. 98 Det er umulig at være frelst fra synden og samtidig leve i den – den som en gang er retfærdiggjort, han er også herliggjort, Rom.8,30.

s. 101 Ser du forskellen mellem den paulinske kristendom og den messianske jødedom ? Dersom ikke, så må du bede Gud om at han må vise dig dette, således at du kommer ind i den fuldkomne forståelse af den paulinske lære og friheden. Se mine bøger og mine mange artikler om dette på min internetside.

Rom.6,3; Eller ed i ikke at alle i som ble døbt (aorist) (genfødelsens dåb) til Kristus, ble døbt (aorist) til hans død.

Rom.6,4; i blev altså begravet (præsens passi) med (sammen med) ham ed dåben til døden, for at ligesom Kristus blev oprejst (aorist) fra de døde ved Faderens herlighed (gr.doxa), skal også vi vandre (præsens) i et nyt levned..

Vældig mange tror at dette gælder vanddåben (dåbshandlingen), men det gør det ikke. Det gælder genfødelsens dåb.

I og med at verbets tid ”blev døbt” står i ”aorist”, som er en fortidsform, kan dette heller ikke gå på vanddåben, for den sker i tiden, vi blev både døbt, begravet og oprejst sammen med Jesus i vor genfødelse.

Denne (Jesus-dåb) er en dåb til døden og en dåb til oprejsning og et nyt liv. Det er Kristus-livet i os.

Det er det samme liv som Kristus lever i dag i himmelen.

Det er ikke til at tro at det er således, men Guds ord siger at det er således, og derfor så stoler vi på det.

På samme måde som Kristus påtog sig vore synder i sit liv og begravede dem ved sin død i graven, på samme måde er vi, som er kommet til tro på ham, også uden synd i det nye liv som vi lever. Jesus tog ikke med sig synden op fra graven, men han begravede den der for altid.

Det har heller ingen hensigt at grave den op igen, for den er forsvundet for altid. Ordet forladelse” betyder ”bort-sendt”.

s. 102 Vi er oprejst til dette nye liv ”ved Faderens herlighed” Rom.6,4. Det betyder at det er gennems Faderens herlighed at dette sker. Det nye liv er et udtryk for den frie nåde, som giver os et nyt liv, som er uden synd. Når vi nu har fået tag i det nye liv, skal vi vandre i det nye liv, og ikke id det gamle; 2.Kor.5,17.

Kirken og lutheranerne lærer at denne dåb, som her er omtalt, er vanddåben.

De hævder også at der er genfødelse i dåbens vand. Dette er helt galt,men så længe som kirken ikke magter at fordele Guds ord på en ret måde (2.Tim.2,15) må den fortsætte videre i sin store uvidenhed og forvirring.

Sandheden er at kirken bedrager folket. Den lover dem retfærdiggørelsen i dåbens vand. Der findes der bare vand.

Vanddåben har ingen ting med genfødelse og retfærdiggørelse at gøre.

Men i den messianske jødedom havde vanddåben funktioner, og det var:

4. En ydre renselse af bestemte synder. ”Der blev en trætte mellem Johannes disciple og en jøde om renselsen Johs.3,25.
5. Proselyt dåb for hedninger.
6. En dåb til syndernes forladelse; Ap. Gr.2,38.

I den kristne menighed er dåben taget bort, og det som gives os identifikationen i vor tid med både Kristus og med menigheden, er genfødelsen, som også bliver kaldt for ”en dåb”, ”for vi er alle døbt med en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie. Vi har alle fået (modtaget) en Ånd at drikke” 1.Kor.12,13.

1.Kor.1,7. Ef.4,5.

Der er i det hele 23 forskellige typer dåb som er omtalt i N.T. Mange af dem er uden vand.

Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder. :Forskellige typer dåb.