Dansk-Norsk: E.L.K. Citater 2

E.L.K. Citater 2.

Egon L. Kristensen, Herning: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

www.yeshuattsion.webbyen.dk http://home.online.no/~oskaredi

Dansk-Norsk evangelist Arne Helseth-Dyrseth ”Spørgsmål og Svar”

s. 326 Matt.10,12. Her er der tydeligvis ikke tale om Guds nådes evangelium , men om himlenes rige, der drejer sig om det budskab døberen Johannes forkyndte, og som Herren og hans disciple frembar. Et budskab som til at begynde med, udelukkende gjaldt ”de fortabte får af Israels hus: Matt.10,1-14. 15,24.

Denne forkyndelse gik ud på at himlenes rige var kommet nær, idet rigets konge stod midt iblandt dem. Noget som vakte farisæernes og de skriftlærdes mishag, og de rettede deres angreb mod ”Riget som mod Rigets Konge”.

Med betegnelsen ”himmelens rige” forstår vi det rige Kristus skal oprette når han kommer som jødernes konge: Matt.2,2.

For at få del i dette rige stilles der visse fordringer. Det kommer klart frem i Jesu bjergprædiken M;att.5-7, som med rette er blevet kaldt for ”Rigets grundlov” ,og der vi Luk.16,16 i lys af dette, vil det slet ikke være vanskelig at forstå det Herren siger her: ” - og enhver trænger sig ind i det med magt”.

Ordene i Matt.11,12: ”fra døberen Johannes dage indtil nu”, angiver en markant tids-begrænsning. ”indtil nu”, dvs. indtil den stund disse ord blev udtalt. I dette tidsrum led himlenes rige overlast. Der blev stormet løs på det og øvet vold mod det, siger Herren.

Disse ord er igen meget enkle, og de giver ingen vanskeligheder for vor tanke hvis de bliver taget i bogstavelig mening.

Det er mærkelig at vor Herres ord i Matt.11,12 skulle blive opfattet som om de gjaldt evangeliet, evig liv, omvendelse og synderens eget stræb for at opnå dette. Dog er der mange som fremstiller det således.

Mange prædikanter og evangelister har ikke lys over dette afsnit og taler og formaner noget som i virkeligheden er en direkte modsætning til evangeliet.

Ifølge disse talere, bliver de voldsomme som river Riget til sig og trænger ind i det med magt (Luk.16,16.) antaget for at være u-frelste syndere.

De lærer at djævelen, kødet og verden står i vejen for synderes frelse, og han må bruge magt, ja, endog vold for at komme ind i Riget.

Først efter passende øvelser, store anstrengelser og vold vil han være istand til at indtage det.

Dette er den almindelig udlæggelse af dette afsnit.

Og den er lige så fejlagtig som tolkningen af lignelsen og skatten i ageren og den kostelige perle, som går ud på at synderen giver alt hvad han ejer (skønt han ingen ting har at give) for at købe frelsen.

NEJ, disse voldsomme som tager himlenes rige med magt, er ikke u-frelste syndere som søger frelse – en frelse som må tages med vold.

Synderen er ikke frelst ved i og sine voldsomme anstrengelser, men ved troen på Herren Jesus, frelsen er af nåde, den er Guds frie gave.

Farisæerne og de skriftlærde, som her står foran Herren, er de voldsomme som tager himlenes rige ikke evangeliet med magt og beslaglægger det.

Vor Herre siger: ”Fra døberen Johannes dage indtil nu”:

Forløberen Johannes blev brutalt forkastet af farisæerne. Dette varslede forkastelsen af kongen, forkastelsen af forkyndelsen om Riget og selv Riget

I dette stormangreb mod Riget, ved forkastelsen af det,led himlenes rige overlast.

Det er forkastet ved magt og er udsat til Han kommer igen.

Havde de taget imod døberen Johannes, ville han have været Elias. Men han blev forkastet, de ville ikke have det således. De gjorde vold mod det Kongen havde at bringe.

En anden Elias vil engang komme, og da vil ingen magt kunne hindre at Himlenes Rige kommer.

s.328 Som jeg tidligere har påpeget, står ”landet” og ”jorden” i nær tilknytning til Israel.

Ordene i Åb.7,4 kan ikke misfortolkes. Denne skare af israelere er en ”førstegrøde” af den indhøstning som vil finde sted efter at menigheden – Kristi brud – er oprykket og taget hjem til Herren Åb.14,4.

Når disse hellige kaldes ”Guds tjenere” Åb.7,3, taler det om at de er betroet et bestemt opgave under domsperioden. Ifølge Matt.24,14 fremgår det at deres tjeneste vil være at proklamere ”evangeliet om Riget til et vidnesbyrd for alle nationer” (han vil da skille får og bukke – hav olie på lampen!) I Matt.5-7 får vi at vide hvilke principper som skal gælde under Jesu jordiske kongedømme. Es.2,3. 60,21.

Under Rigets tidshusholdning skal Jesus ikke regere alene. Han skal dele herskerstillingen med sin brud, sin dyrekøbte menighed: 2.Tim.2,12. Åb.5,10.

Vi skal også i dag hente åndelig visdom, retledning og trøst i bjergprædikenen – som vi gør det fra andre deler af Skriften. Vi må blot ikke tage den for at være et frelses-evangelium for syndere.

Vi må heller ikke uden videre overføre på menigheden de principper som her er givet Israel, og som skal gælde under ”Riget for Israel”.

Gør vi det, vil vi u-værgelig komme i konflikt med de sandheder som omhandler menighedens høje og ærefulde stilling i nåde.

s.331 Alt det som virker ned-brydende på vort sind, skal vi troende holde os bort fra. Vi skal være opmærksomme på at det vi ser, hører og er optaget af, sætter mærker efter sig i vort sjæleliv.

Ingen troende er så ”stærk” at han kan tillade sig at se sex-og kriminal-film, høre rådden snak og læse slibrige romaner uden at tage skade af det. De indtryk vi modtager gennem øjet og øret, fæster sig nemlig i vort sind. Derfor er det vigtig art vi efterkommer Bibelens anmodning: Ef.4,8.

I særdeleshed vil jeg her råbe alvorlig til troende forældre: Spar dine børn for at blive forurenet i sindet af alt det dårlige som sendes i æteren.

Vær afgjort og bestemt når det gælder valg af hvad en kan se i fjernsyn og høre i radio. Har du en mistanke om at programmet vil virke skadelig, så sluk apparatet.

s.358 Ortodokse jøder hævder at Det ny testamentes Jesus-skikkelse ikke svarer til det billede Det gamle testamente tegner af Messias.

Det de forbinder Messias med er højhed, ære magt og herlighed. For dem er han den suveræne fyrste.

Således er han rigtignok også fremstillet i Det gamle testamente. Men vel at mærke ikke bare således. På en række steder er han beskrevet som den lidende Messias. Det vil imidlertid majoriteten af jøderne ikke acceptere. Derfor ignorerer de, eller prøver at bortforklare, de steder som taler om hans fornedrelse.

Jesu ringe skikkelse, hans lidelse og dybe fornedrelse er dem til anstød: 2.Kor.3,5.

Det er besynderlig at man i kristen forkyndelse i dag er tilbøjelig til at gå den modsatte vej.

I klare ordvalg tales der om Jesu lidelse, død og opstandelse medens man åndeli-gør og mis-fortolker de mange utvetydige udsagn om at han engang som Messias og konge skal regere over en forvandlet jord.

En årsag til denne afvisende holdning jøderne indtager til Kristus-Jesus i den nuværende tidshusholdning, finder vi i Rom.11,25. Mærk udtrykkene ”delvis forhærdelse” og ”indtil”.

Jøderne er altså ikke totalt forhærdet. Og som nation og folk er de ikke tilsidesat og forkastet for bestandig: Rom.11,2 v.5.

Vi kender til at ikke så få jøder har taget imod evangeliet og ladet sig frelse i denne tidsalder – også i vor generation. De er blevet hjertevarme kristne og nidkære sjælevindere.

Uhyre vigtig er det at være klar over at når en jøde kommer til troen på Jesus i denne nådens tidshusholdning, bliver han ved genfødelsen og frelse ind-lemmet i Guds familie. I lighed med enhver hedning som lader sig frelse, bliver han et lem på Kristi legeme – menigheden:1.Kor.12,13. Gal.3,28.

Vi må ikke glemme at det jødiske folk har en stråelende fremtid. Som nævnt ovenfor, vil deres blindhed og forhærdelse vare ”indtil hedningerne fylde er kommet ind”. Det vil sige: indtil menigheden er komplet og bliver oprykket til at være med Herren Åb. 7,3-8.

Endelig vil frihedsklokkerne ringe for Guds jordiske folk – når Messias kommer i magt og herlighed. Da skal Israel som nation blive født på ny og genopbygget: Es.66,8. Matt.19,28. Ap.Gr. 15,16.

I ærbødighed skal de skue op til ham som de har (vraget) Sak.12,10. Es.53,4-5.

s.360 En troende kan ikke uanfægtet leve i synd 1.Johs.2,1-2

Straks en bliver født på ny, får en afsmag for synden. Man tager sig i vare for den. Afskyr den. Ens højeste ønske er at leve et rent liv – et liv til Guds ære.

s.364 En kan også med rigt udbytte læse Bibelen efter den tematiske metode, ved hjælp af en Bibelordbog, finde frem de forskellige emner eller grundsandheder. En fordyber sig i Skriftens lære om synd, frelse, forsoning, genfødelse, retfærdiggørelse, helliggørelse osv.

s.372 Udtrykket ”det åndelige Israel” forekommer ikke i Skriften.

Og jeg kan ikke se at det er berettiget at bruge denne benævnelse om menigheden i dag: 1.Kor.12,13. Ef.2,14-18.

Det er således misvisende at sige at menigheden (Jesu Kristi legeme og vordende brud) har indtaget Israels plads. Eller at hævde at Guds løfter til Israel som nation og folk er overført til menigheden.

I vor tidshusholdning, fra pinsedag til Jesu komme i luften for at oprykke menigheden, er Israel tilsidesat. Ikke som individer, men som nation.

Lad det stå klart for os at menigheden er et himmelsk folk, som er velsignet med ”al åndelig velsignelse”.

Jøderne er derimod et jordisk folk, som på visse betingelser er lovet timelige og nationale velsignelser. En nation der aldrig vil tabe sin identitet

eller egenart.

s.375 Musikken har i stor udstrækning blevet brugt i den ondes tjeneste. Udviklingen i den retning i de senere år, er rædselsfuld.

Jeg nøler ikke med at sige at meget af vor tids musik er ligefrem sjæle-fordærvende. Virker æggende og ophidsende. Får mennesker til at tage sig ud som vanvittige.

Rent udsagt uhyggelig er det faktum at denne form for musik i dag forekommer og til dels blive godtaget i kristne forsamlinger.

Det er faktisk ikke til at forstå at troende mennesker kan blive opbygget når evangeliet drukner i øredøvende larm og støj. Og at man kan mene at syndere kan komme i nød og råbe til Gud om frelse under dens påvirkning, det er ubegribelig.

Evangeliet bliver forfladiget og Jesus vanhelliget gennem meget at det som i dag kaldes ”kristen sang og musik”.

Popmusik hører ikke hjemme i et evangelisk møde. Den slags sang og musik står i skarpeste kontrast til budskabet i de evangeliske sange.

Anderledes med den gode, seriøse musik. Den harmonerer med indholdet i de kristne sange, og den både har været, og er et middel til evangeliets fremme.

s.377 Djævelens gennemtænkte plan gik ud på at han først skulle angribe Eva. Fik han forført hende ved list, ville Adam følge efter.

Ellers ville hans hustru redningsløst være fortabt – for altid skilt fra manden. Dette var tydeligvis djævlens ræsonnement. ”-men kvinden blev dåret og faldt i overtrædelse” hedder det. Noget som også bliver stadfæstet i 2.Kor.11,3. Og Eva giver selv udtryk for det samme: 1.Mos.3,13.

Eva blev overlistet. Hun var den første som syndede. Og den åndelige død indtrådte straks. Fra da af var der et u-overstigeligt svælg mellem kvinden og hendes mand.

Adam var fremdeles ren og stod i samfund med Herren. Eva kunne ikke hæve sig op på hans niveau. Skulle hun reddes, måtte Adam stige ned, indtage hendes plads – i døden. Gjorde han ikke det, ville der ikke være noget som helst mulighed for af kom.

Da Adam tog at den forbudte frugt som hans hustru rakte ham, gjorde han det bevidst, med overlæg.

”Adam blev ikke dåret”. Han vidste meget vel hvad resultatet ville blive. For det var til ham Gud havde sagt: ”på den dag du spiser af det (træet til kundskab om godt og ondt), skal du visselig dø”:2.Mos.2,17. - og hun gav sin mand, og han spiste, 1.Mos.3,6.

Først nu kunne slægten begynde. Kvindens æt som forløseren – Jesus-skulle komme af. Han skulle knuse slangens hoved 1. Mos.3,15. Se 1.Tim.2,15.

Henvender vi os til Ef.5, finder vi at sidste del af kapitlet så at sige bygger på skabelsesberetningen. I v.31 har vi direkte citat fra 1.Mos.2,24.

Vi vil være opmærksom på apostlens krystalklare tale i det flg. Vers: ”denne hemmelighed er stor, men jeg tænker hermed på Kristus og menigheden.”

Her ser vi den dybere mening – den store hemmelighed – som afspejles i skabelsesberetningen, nemlig Kristus og menigheden.

Ser vi det, vil det være klart at kvinden (Eva) repræsenterer Kristi forsamling, hans dyrekøbte menighed, som består af troende jøder og troende hedninger i denne tidshusholdning.

Og når det gælder menighedens frelse, stilling og privilegier, siges det udtrykkelig i 1.Kor.11,11: Dog, i Herren er hverken kvinden noget frem for manden eller manden noget frem for kvinden.

s.380 Til at ned-tegne åbenbaringsordet – Skriften – brugte Gud omkring 40 personer. Disse skrev under guddommelig inspiration – under Den Hellige Ånds påvirkning og ledelse.

Vi må ikke forstå at deres personlighed blev udeladt. Tvært imod var det personer med deres individuelle egenart eller præg Gud brugte.

De hellige Skribenters forstand, tanke, følelser og evner blev taget i brug af Guds Ånd.

Kun Guds ord kan give nøjagtig udtryk for Guds tanker. Derfor har Gud åbenbaret sig verbalt. Hvert ord, hver bogstav, hver tøddel (det mindste tegn) profeterne og apostlene fæstede til pergament-rullerne (Matt.5.18, var således udtryk for Guds tanker og hensigt.

Dette er i overensstemmelse med hvad Herrens apostel siger i 1.Kor.2,13. - Det er det vi forstår ved verbal inspiration.

Som da enhver vil kunne se, går det ikke an at sætte lighedstegn mellem ord-inspiration og mekanisk diktat. Nogle gange hændte det rigtignok at ordene blev dikteret. Se, Åb.19,9.

Skriftens selvvidnesbyrd er meget klar: 2.Pet.1,21. Derfor går vi altid til Bibelen i fuld vished om at den er Guds ord: 2.Tim.3,16.

s.386 Kristi komme til jorden for at oprette ”Riget for Israel” Sak.14,4-9. Ap.Gr. 1,6-11 var en velkendt sandhed for de gammeltestamentlige troende. Og det var denne begivenhed – Kristi officielle genkomst – som igen og igen blev proklameret af cyanoptikerne (Mattæus, Markus og Lukas). De forkyndte hans herlige tilsynekomst. Ikke hans hemmelige, private komme til luften for at oprykke menigheden.

Skal vi undgå at forveksle disse to begivenheder, må vi være klar over sandheden om menigheden, dens stilling og privilegier og dens forhold til Jesus som brudgom, var en hemmelighed indtil den blev åbenbaret for Paulus. Dette lægges der stor vægt på i Paulus breve se Ef.3,1-12 . 1.Kor.15,51-52. Kolos.1,24-27.

Hemmeligheden var ikke, at hedninger skulle få del i de rettigheder som var lovet Israel som nation og folk, men at hedninger og jøder ved tro på Jesus i et legeme: Ef.2,14-16. 3,6.

Det kan i denne sammenhæng ikke understreges at en således nyskabelse af jøder og hedninger til el legeme i Jesus, er et fuldstændig ukendt begreb i Det gamle Testamente og de synoptiske evangelier.

Menigheden var var jo en hemmelighed da disse Skrifter blev til ind-lysende er det at vi ikke vil finde et eneste direkte udsagn om menighedens (bort-atomar) i denne del af Skriften.

Dette er ikke kun en logisk slutning. Det er en bibelsk sandhed- forkyndt os i klare ord i 1.Kor.15,51-52.

På denne baggrund vil det være klart at ”de udvalgte” som omtales i Mat.24, ikke er menigheden, men Israel (v.22.24.31.)

Den opmærksomme bibellæser vil med lethed kunne se at Jesus først skal komme som Guds søn: 1.Tess.1,10., siden som Menneskesønnen: Matt.24,30-44, først som Frelser: Fil.3,20-21, siden som dommer: 2.Tess.1,7-10, først som Herre: Jakob 5,8, siden som Konge: Matt.25,30-46, først for menigheden: Ef.5,27, siden for Israel: Ap. Gr.15,16.

Med andre ord: Før Jesu synlige genkomst finder sted, vil han stige ned i lufthimmelen for at modtage sin brud.

s.388 Vand symboliser Guds ord: Sal.119,9. Johs.15,3.

Et andet træffende udtryk for samme sag: Tit.3,15. Sammenholder vi disse to steder, bliver det klart at genfødelsen sker ved vandbadet i ordet (evangeliets ord) 1. Pet.1,23-25.

Ved vandbadet i ordet får vi en renset samvittighed: Hebe.10,22. Rom.5,1. Johs.13,10.

s. 389 Johs.20,2. Vi må være vis på at både Peter og Johannes troede at Herren var opstanden. At Jesu legeme kunne være blevet fjernet på anden vis, var udelukket.

Fo hvad var det de så? . ”-at linned klæderne lå der” v.6. Det rene fine klæde, som Josef af Arimatea havde svøbt ham i: Matt.27,59, så de lå der i nøjagtig samme form som det var viklet om hans legeme.

Og svededugen ”var lagt et sted for sig selv” v.7. Dette var over-bevisende nok. De ”så og troede” at Gud havde opvakt ham fra de døde v.8

s.392 Gribende at læse Herrens ord til Peter: Luk.22,61.

Noget lignende sker når en synder første gang i sit liv bliver grebet af evangeliet Johs.1,17. Adolf Bjerkreim sagde: ” At forkynde evangeliet er ikke det samme som at klappe og trøste synderen i hans elendighed, men det er at forkynde nåden og sandheden. Nåden trøster ingen synder før den først har fordømt ham. Det vil sige: dersom nåden bliver forkyndt ret.

Den som ikke ved evangeliet forstår at kunne afsløre synderens synd, han har endnu ikke fuldt ud fattet evangeliet. Han kan selvsagt have forstået det så langt at han kan tro sine synders forladelse og er frelst, men når det gælder forkyndelsen af evangeliet , så har han ikke fattet selve begrebet. Nåden og sandheden.

Dette siger jeg efter at have stået i evangeliets tjeneste i langt over 40 år.

Jeg har set store mænd komme i dybeste syndenød under forkyndelse af ”ordet om korset”. Og jeg har set at de er blevet trøstet, frelst, løst og frigjort ved at lytte til det samme evangelium.

Syndsbekendelse, gråd og råb om frelse er så vidst ikke noget u-naturligt når et menneske vækkes op af sin dybe syndesøvn. Dette vil altid blive det første resultat af en ren og klar evangelisk forkyndelse.

Endelig minder jeg om at vi må vogte os for at bygge vor frelse på vor anger, gråd eller bøn om tilgivelse. Husk at vor tro er funderet ene og alene på Kristi fuldbragte værk

s.394 At danne et Kristus-parti var naturligvis lige så galt som at stifte et

Paulus-parti. (Menigheden er som kendt Jesu legeme) Ikke underligt at apostlen spørger: ”Er Jesus blevet delt?”

1.Kor.3,1-2. Kødelighed giver sig udslag i mange ting. Bl.a. i selviskhed, stridigheder, persontilbedelse, klikke-væsen, partidannelse o.s.v. Og dette vil føre til at man stagnerer i sin åndelige vækst og udvikling. En kødelig troende befinder sig med andre ord i en abnorm tilstand. Han/hun bliver stående på barnestadiet, stopper med at vokse.

Fordi de troende i Korinth var i denne forfatning, måtte Paulus give dem mælk og ikke fast føde.

Mælk står for de elementære sandheder i evangeliet – det minimum af evangelisk lys som må til i det hele taget for at være en troende.

”Ordet om korset” eller ”Jesus Kristus og ham korsfæstet”, var det budskab Paulus forkyndte for de kødelige troende i Korinth: 1.kor.1,18. 2,2. 2.kor.5,21. forsoningen 1.Johs.4,10. Forligelsen Rom.5,10 a synderne forladelse Ap. Gr.10,43 og retfærdiggørelse Rom.5,1 v.9.

s.395 Skriften lærer at både troende og ikke troende er ved fuld bevidsthed efter døden: Luk.16,19. Ved døden blive ånden skilt fra legemet. Den uigenfødtes ånd går til dødsriget: 2.Pet.2,9. Åb.20,11-.

Bibelen siger: den som ikke vil tro på Sønnen, skal ikke se livet: Johs.3,36.

Også for en troende betyder døden adskillelse, ånden er hjemme hos Herren: 2.Kor.5,8. Fil.1,23. Det er den troendes legeme – ikke han ånd som falder i søvn når døden indtræder: Johs.11,11 v.43.

s.414 Både håbet og arven er af himmelsk karakter og omfatter legemets opstandelse,forvandling og frelse ved Herrens komme til luften: Fil.3,20-21. 1.Tess.4,13-18. 1.Johs.3,2.

Så længe vi lever ved tro må vi dele kår med Kristus i forkastelsen: Johs.15,20. Fil.3,10. 2.Kor.5,1. Vi ser frem til bedre kår: Ef.1,5. Vi skal arve alle ting sammen med ham: Hebe.1,2. Herske med ham: 2.Tim.2,12. Vort håb er urokkelig: Hebe.6,18-19. Og Den Hellige Ånd er givet os som en pant på at arven er vor: Ef.1,3.

s.417 Skriften siger klart at mange vil blive vundet for Herren efter menighedens bort-atomar: Åb. 6,9. 7,4-8. 20,4.

s.418 Under kommende domsperiode oplyses i Åb.7,3 v.9- De skal proklamere ”evangeliet om Riget for alle folkeslag, noget som vil resultere i at en stor skare af hedninge nationer vender sig til Herren og bliver frelst: Sak.2,15. Matt.24,14.

Evangeliet om Riget forekommer kun i Mattæus evangelium: 4,23. 9,35. 24,14.

De alvorlige ord : 2.Tess.2,9-12. Dette afsnit af Guds ord synes mig at være så alvorlige og afgørende, at jeg ikke tør trøste dem som i dag forkaster evangeliet med at de vil få en ekstre chance efter menighedens bort-atomar. Det ville være efter min mening at give u-omvendte menneske en falsk trøst.

Mange i vor tid bekender sig som troende og samtidig have den indstilling at der ikke længer findes noget skille mellem kristne og ikke kristne. Vi er vidner til hvorledes enkelte troende ter sig mere og mere ligesom verdens mennesker, der e grund til at minde om at Guds forløste skare er helliget Herren. Bibelen siger at Guds menighed består af genfødte, frelste mennesker som er udkaldt fra verden til at være Guds forsamling: 2.Tess.2,13.

På baggrund af dette er det sørgeligt at se hvorledes enkelte kristne foreninger har deres møde-programmer. Der er næsten ingen grænser for hvad man kan lokke med for at tilfredsstille u-genfødte mennesker.

Er det da underlig at mange troende har tabt smagen på Guds ord og dens åndelige kraft og indflydelse ? Nej, slet ikke. Således vil det gå. Det siger Skriften. 2.Kor,6,14-, slår fast at det ikke lader sig gøre at forene retfærd med uret, lys med mørke, Jesus og djævelen, troende med vantro: Matt.12,30.

s.422 Rom.11,25 oplyser at Israels forhærdelse ikke er total. Den er ”delvis” Det er de frelste jøder i dag et tydeligt bevis om. De er blevet lemmer på Jesu legeme og har fået del i menighedens velsignelse: Ef.1,3 v.5. Forhærdelsen vil en dag ophøre. De er tilsidesat, adspredt og forhærdet ”indtil fylden af hedningerne er kommet ind”. Sagt med andre ord: Når menigheden er komplet sker bort-atomar, da er guds tid inde til at genoptage forbindelsen med sit jordiske folk.

s.425 Tænker vi på resultatet af Jesu smerte, lidelse og død da er der nok dækning for at kunne sige at han er blevet trøstet.

Bag korset er der nemlig noget som ventede ham, - noget han så frem til: Se Hebe.12,2.

Vi skal huske at før sin død og opstandelse var Jesus alene. Han havde ingen at dele sin herlighed med, og der var ingen som kunne tilfredsstille ham – vi kan tænke på det første menneskes stilling i Edens have, før kvinden blev dannet: 1.Mos.2,18.

Klart nok har vi her et mønster, en figurlig fremstilling af sandheden om Kristus-Jesus og menigheden: Rom.5,14. Ef.5,31-32.

Ligesom kvinden blev skabt i manden, blev menigheden skabt vi Jesus-Kristus: 2.Kor.5,17. Ef.2,10-16.

Og som kvinden blev formet af mandens ribben, blev menigheden (alle troende i denne tidshusholdning) et stykke af Jesus-Kristus selv. Døbt med den Hellige ånd til at være et legeme: 1.Kor.12,13.

Det var fremfor alt denne begivenhed Gud havde for øje da han skabte mennesket. Han så frem til den dag den nye skabning skulle være en virkelighed: 1.Kor.15,45. 1.Mos.2,3. Ef.5,30.

Ser vi ikke her noget af hvad resultatet af Jesu død og opstandelse betyder for ham selv?

s.430 Der er flere beretninger og afsnit i Bibelen der indikerer at vi skal bære vor identitet med os ind i evigheden, og at vi således skal genkende hverandre. Hvis man ikke skal genkende hverandre igen i den kommende verden, hvordan skal vi da opfatte det Herren siger i Matt.8,11.

Jo, i vort evige hjem, og under ”Riget” skal vi nok få stiftet nærmere bekendtskab med disse Guds mænd. Vi skal sidde til bords med dem- nyde det mest intime samfund med dem- i al evighed.

Nogen ægteskabelig genforening bliver der ikke i himmelen. Ægteskabet hører jordelivet til. Slægtsskab-og familieforhold vil ophøre når evighedslivet begynder. Blot her i tiden har vi et specielt kærligheds forhold til dem vi er knyttet til med blodets bånd. Vi vil stå i det samme åbne fortrolige og intime forhold til hver enkelt af de hellige, vor personlighed skal ikke forandres. Helt utænkeligt vil det da være at vi ikke skal kende hverandre igen når vi mødes. Vi skal ikke degraderes, men herliggøres. Ikke reduceres, men fuldkommengøres. Vi skal ophøjes, blive ”forfremmet til herligheden”.

s.432 Lucifer blev skabt til at stå i et afhængighedsforhold til Gud. Han blev betroet moralsk frihed under ansvar. Hans høje stilling, hans skønhed og harmoniske omgivelser motiverede ham for det som var godt og rent og ærbart: Ezekiel 28,13.

Der kan næppe herske tvivl om denne åndeverdens fyrste, han som havde sit sæde på det hellige Guds fjeld v.14, var skabt ”af ham og ved Ham og til Ham”. Hans færd i det præhistoriske Eden var u-straffelig v.15.

Lucifer var uden tvivl den fremmeste og fornemste af Guds skabninger – indtil den mest skæbnesvangre af alle hændelser fandt sted.

Hovmodstanker steg op i hans indre, og han blev Satan – Guds ærkefjende – oprører og forfører.

Han sagde i sit hjerte: Es.14,13-14.

Det var dette som førte til hans dybe og uoprettelige fald: Han ville måle sig med Skaberen. Gøre ham rangen stridig.

Hovmod er den oprindelige synd-der al anden synd bunder i- selve kardinalsynden.

Det var denne synd Satan fristede med da han rettede sit angreb mod den første kvinde: 1.Mos.3, i skal blive ligesom Gud.

1.Pet.5,5. 1.Tim.3,7. Hvornår Lucifers fald skete siger Bibelen ikke noget om 5. Mos.29,29.

s.436 Begivenheder i Åb.7 vil finde sted på jorden efter at menigheden er taget hjem til Herren.

Før Djævelen kommer til magten gennem antikrist (den falske messias) vil Gud sørge for at en udvalgt skare af Israel bliver beseglet Åb.7,3-8

De kaldes Guds tjenere, deres opgaver bliver at proklamere ”evangeliet om ”Riget” til et vidnesbyrd for alle nationer: Matt.24,14. Om at Jesus kommer i karakter af konge (i løbet af år-ugen) for at oprette sit rige på jorden.

s.440 Håndspålæggelsen var udtryk for fuldstændig identifikation. Ved denne handling blev den ofrende gjort til et med offeret.

Det var dette som skete med os den dag vi lagde troens hånd på Jesu-offer, vi blev gjort til et med ham. Nu står vi for Gud i værdien af Jesu velbehagelige offer. Hvad Gud ser i offeret, det ser han i os. Tindrende klart bliver det forkyndt i Ef.5,2.

I kraft af brændeofferet er således enhver troende helliget: Hebe.10,10, ulastelig Hebe.9,14, velbehagelig Ef.5,2, fuldkommen Hebe.10,14.

s.443 Når der argumenteres med at de troende må ind i, eller til og med gennemleve den kommende domsperiode for at blive lutret og sat istand til at møde Herren, da røber det at man ikke skelner mellem de trængsler og prøvelser en troende må gennemgå i denne tidsalder og de rædselsfulde straffedomme Gud vil sende over verden under den store trængsel.

Det afslører også en mangelfuld erkendelse af at enhver troende er retfærdiggjort og således gjort ”skikket til at få del i de helliges arvelod i lyset” Kolos.1,12. Man forveksler Jesu komme i luften for at hente menigheden bliver forvekslet med hans synlige genkomst til jorden for at genopbygge ”Davids faldne hytte” som er Israel Ap. Gr.15,16.

s.447 Er arven løn ? Nej, almindeligvis forbinder vi ikke arv med løn. Men det gør altså Guds ord her. Og det har nok sin bestemte grund. Lønnen som bliver tilkendt Herrens tjenere ved Kristi domstol, vil nemlig bestå i betroede regerings positioner.

s.551 Bibelen giver os klar besked om at efter menighedens bort-atomar skal der komme en prøvelsens stund over denne jord: Åb.3,10. En periode som kaldes den store trængsel: Matt.24,21. Åb.7,14. Dette vil blive den mørkeste fase i menneskehedens historie: Dan.12,1. Satan og hans engle vil da være kastet ned på jorden: Åb.12,7.

Ved begyndelsen af denne periode skal Gud ud-kalde en udvalgt skare israelere, som vil repræsentere Ham medens Antikrist regerer: Åb.7,4-8.

For dem vil det da blive særlig aktuelt at bede ”led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Eller som en sprogkyndig oversætter det ”fri os fra den onde”.

s.553 Guds syvfoldige egenskab og virksomhed er beskrevet i Es.11,2.

Herrens ånd. Det vil sige: Han er et med Faderen og Sønnen.

Visdoms ånd. Med dette beder Paulus at Gud måtte give de hellige i Efeus ”visdoms og åbenbarings ånd”: Ef.1,17.

Forstands ånd. Kun Den hellige Ånd giver os evne til at tænke ret om Gud: 1.Kor.2,10.

Råds ånd. Sal.73,24. Gennem Skriften alene giver Guds Ånd os vejledning og råd.

Styrkes ånd: Ap. Gr.1,8. Den samme kraft og styrke kan vi også regne med, blot vi stiller os åbne for Ånden som,bor i os.

Den ånd som giver kundskab om Herren: Johs.14,26.I åndens skole får vi den kundskab vi ikke kan få ved nogen af denne verdens universiteter.

Den ånd som giver frygt for Herren: 2.Kor.5.10-11.

Hvor godt og trygt er det at vide at den samme Ånd som hvilede over Herren, har taget bolig i vore hjerter.

Måtte vi stille os mere til disposition for ham.

s.556 Omvæltningen som fandt sted i den præhistoriske periode, var efter al sandsynlighed Lucifers fald. I Es.14 og Ezekiel 28 fortælles det at denne højtstående salvede kerub faldt i hovmod. Han sagde: Jeg vil gøre mig lig med den Højeste. Noget som første til at han blev Satan, oprøreren og forføreren.

Hans frygtelige hovmodssynd resulterede altså i at denne jord blev øde, tom ufrugtbar klode. Af den grund måtte den blive genoprettet. Sprogkendere har påpeget det hebraiske ord ”hayah” som i vor Bibel er blevet oversat med ”var” i 1.Mos.1,2, også kan gengives med ”var blevet” eller ”blev”. I originalteksten forekommer det samme ord i 1.Mos.19,26 om at Lots hustru ”blev” til en saltstøtte.

Bibelen udelukker således ikke at jorden kan være millioner af år gammel. Heller ikke bestrider den at kloden i sin oprindelige tilstand var frugtbar.

s.562 Når det hævdes at forbud mod at spise blod kun gjaldt for Israel under lovens tidsalder, da er det efter min opfattelse ikke holdbart. Det lader sig nemlig ikke bortforklare at denne advarsel blev givet længe før lovens tidshusholdning begyndte. Det kan heller ikke benægtes at Bibelen tydelig siger at dette princip gælder i nådens tidshusholdning.

Personlig ser jeg det således at det som siges i Ap. Gr.15,19-20 v.29-29, har samme aktualitet som den gang det blev udtalt.

s.563 Det synes at være en bred opfattelse at tillægge Jesu ord i evangelierne en større betydning end apostlenes ord i brevene.

Dette er imidlertid en total misforståelse, hvilket fremgår tydelig af angivne skriftord. Betragter vi Skriften fra begyndelse til ende, ser vi klart at der er en progression – en gradvis stigning – i åbenbaringsordet.

Her kan vi anvende en illustration Herren bruger i en anden forbindelse:

I Markus 4,28 siger Jesus:Af sig selv bærer jorden grøde, først strå, så aks, så fuldt korn i akset. ”Forestil Det gl. Testamente som ”strå”, evangelierne som ”aks”, brevene og Johs. Åbenbaring som ”fuldt korn”. Dette er et slående billede på Bibelens opbygning.

Planten (Guds ord-Mark.15,13. Jakob 1,21) består af tre forskellige dele. Hver del er lige nødvendig og har hver sin plads og opgave.

Paulus hævder at han taler ord som Ånden lærer: 1.Kor.2,13. Han siger ikke at han med sine egne ord giver udtryk for Guds tanker. Nej, ifølge hans eget udsagn blev ordene givet ham af Den Hellige Ånd. Her har vi et af de stærkeste bevis for at Skriften er verbalinspireret – inspireret ord for ord.

Det budskab Herren under sit jordelig ikke kunne meddele sine disciple fordi de på det tidspunkt ikke var istand til at modtage det, var uden tvivl sandheden om menigheden som Jesu- Kristi legeme og vordende brud. Denne sandhed var en hemmelighed i de forrige tidsaldre. Den blev først kundgjort Paulus ved en speciel åbenbaring. Det var nemlig ham som fik opgaven at forkynde ”den hemmelighed som har været skjult fra evige tider i Gud” Ef.3,1-9.

Sandheden om menigheden er det største og mest velsignelsesrige resultat af Jesu død og opstandelse. Højdepunktet i den guddommelige åbenbaring.

Medens Herrens apostel sidder som fange i Rom, og under Den Hellige Ånds inspiration nedtegner det vidunderlige budskab om at de troende i denne tidshusholdning er Jesu- Kristi legeme, dvs. organisk forenet med hverandre og med hovedet (Kristus) i himmelen: Kolos.1,18, sætter han kronen på Guds åbenbaringsord – Skriften. Således bidrager han til ”at fuldføre Guds ord” Kolos.1,25.

Bibelen foreligger nu komplet, og vi advares på det alvorligste mod at lægge noget til eller trække noget fra ordene i Guds bog: Ords.30,6. Åb. 22,18-19.

Endelig understreger jeg at Den Hellige Ånd, som har taget bolig i vore hjerter, også er vor læremester: Johs.14,26, og vejleder Johs.16,13. Han forklarer Skriften for os. Vejleder os stadig til en dybere erkendelse af sandheden i Guds dyrebare ord.

Måtte vi regne med at lære af denne ”guide” - både når vi læser Ordet for os selv og når vi deler det med andre.

s.565 Samtlige troende i denne tidshusholdning tilhører menigheden, og vil som en samlet helhed udgøre Jesu brud. Ingen af dem har nogen særlige rettigheder fremfor andre troende. De er altså lige meget priviligeret.

Overmåde vigtig er det at være klar over at dåben med Den Hellige Ånd har med menighedens tilblivelse at gøre. Bibelen siger: Vi er jo alle døbt med en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie: 1.Kor.12,13. (Gal.3,27-28. Ef.2,16 v.18.)

s.566 Som jeg ovenfor har påpeget er dåben med Den Hellige Ånd en historisk begivenhed. En begivenhed vi har fået del i ved genfødelse og frelse.

Nøjagtig på samme måde som vi i genfødelses-øjeblikket fik del i Jesu død og opstandelse.

Vi får her et indblik i hvor usigeligt stort det er at være en troende i denne husholdning! Tænk – vi er fuldstændig forenet med den opstandne Jesus. Et stykke af ham selv. Lemmer på hans legeme – det legeme som engang skal være Hans brud.

Når denne sandhed går op for os, lader vi os ikke længere forvirre af den Jesus-vanærende påstand at der blot vil finde sted en partiel bort-atomar ved Herrens komme. Skriften siger at de skrøbeligste lemmer på Jesu legeme er nødvendige: 1.Kor.12,22. De er nødvendige for den organiske helhed.

s.567 Her ligger det meget nær at stille flg. Spørgsmål: Kan vi forstille os at Jesus skal have en lemlæstet brud i sin nærhed i evigheden? Ville det tilfredsstille ham? Og ville han ved sit officielle komme kunne vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle de troende: 2.Tess.1,10.

Hans højhellige navn være lovet! Herren kommer ikke for at splitte sin dyrekøbte forsamling. Han kommer for at samle sine hellige:1,Tess.4,17. 2.Tess.2,1.

På baggrund af det jeg har påvist, ud fra Guds ord, og at dåben med Den Hellige Ånd er en historisk begivenhed, kan der være indvendinger: Hvad så med den herlige oplevelse jeg havde efter at jeg blev troende?

Til det er at sige at det er normalt at vi som troende har rige og store oplevelser med Herren – gennem Hans ord og ved Hans Ånd, som har taget bolig i os. Det er imidlertid fuldstændig misvisende at kalde en således oplevelse for ”ånds-dåb”

s.568 Bibelen lærer at himmelen ikke bare er en tilstand, men et virkeligt sted. Herligheds-himmelen er identisk med vort himmelske fædreland: Hebe.11,14-16. Jeg undertræger at der her er tale om noget egentlig og konkret. Det fremgår af Herrens ord i Johs.14,2, hvor han taler om himmelen som min Faders hus. Viderestadfæster han dette når han siger: Jeg er kommet ned fra himmelen: Johs.6,38.

Ingen som lanserer en ny lære, skal frarøve os de trøste-fulde ord i 2.Kor.5,8. Fil.1,23. Dette er klar tale. Kommentar er unødvendig. For ingen sand troende vil benægte at de Herre Jesus nu er i himmelen.

Rom.13,11 Hvilken glæde og triumf må det blive – når vi møder Herren i luften. Netop i den sfære hvor Satan nu har sit sæde: Ef.2,2.

s.569 Dette vil ske før doms og vredesbølgerne skyller ind over denne verden under den anti-kristelig trængsel: 1.Tess.1,10.

s.570 Jeg mener bestemt at Bibelen er verbal-inspireret, dvs. inspireret ord for ord. Gud brugte omtrent 40 personer til at ned-tegne åbenbarings-ordet-Skriften. Disse skrev under guddommelig inspiration, ved Den Hellige Ånds ledelse. Og når vi ved hvor pinlig nøjagtig afskriverne var med deres arbejde, er der ingen grund til at frygte for at teksten ikke er korrekt.

s.576 Matt.26,13-16 og Joh.12,2-8 samt Markus 14,3-9 er samme beretning. Vi ser da at Marie ikke blot salvede Herrens fødder, men også hans hoved. Salving af hoved og fødder var nemlig en ærefuld handling som blev vist prominente gæster på den tid: Luk.7,38-46.

Marie havde lært den Herren Jesus at kende. Hun havde siddet ved hans fødder og lyttet til hans ord. Blev undervist af ham selv: Luk.10,39.

Der kan vel næppe være tvivl om at herren havde informeret hende omsin forestående lidelse, død og opstandelse. Dette havde han rigtignok også talt til sine øvrige disciple om. Men det synes som om Marie var den eneste af dem som havde forstået hvorfor han skulle dø. For hende var han derfor den eneste tilberedelse-værdige person. Hun mente ikke at noget var for kostbart eller for godt til at spændere på ham.

Hun havde købt den ægte kostbare nardus-salve for at salve Herrens legeme.

En handling som blev foretaget med enkelte menneskers legemer efter deres død.

Med det formål havde Marie også skaffet sig denne udsøgte salve. Det fremgår af Herrens ord i Joh.12,7.

Hun havde tydeligvis fået lys over Jesu stedfortrædende forsoningsdød og hans legemlige opstandelse. Derfor salvede hun ham før hans død: Mark.14,8.

Dette er uden tvivl forklaringen på at vi ikke finder Marie i Betania sammen med de andre kvinder, som tidlig den første dag i ugen – kom til graven, med ”vellugtende urter for at salve ham” Mark.16,1.

Personlig ser jeg en vidunderlig, dybere tanke i det at hun efter at have salvet Herrens fødder, tørrede dem med sit hår, se 1.Kor.11,15.

Liggende i støvet for hans fødder, giver hun Ham sin ære. Hun ser op til Ham. Tilbeder ham. Beundrer denne uforlignelige person, som ville gå til Golgata for at indtage hendes plads under vrede og dom. Hun giver Ham sin hyldest.

s.584 Med hensyn til vor stilling i den opstandne og herliggjorte Jesus er vi således uafbrudt i besiddelse af en helliggørelse dom tilfredsstiller Gud. En helliggørelse Han selv er mester for – og har gjort os delagtige i.

I samme grad som vi erkender denne vor høje, værdige, hellige stilling i Ham, vil vi i vort praktiske kristenliv efterkomme formaningen i Hebe.12,14: Jag efter...helliggørelse. Med denne udgangs position bliver det slet ikke besværligt at tage afstand fra den verdsliggørelse som i dag griber om sig blandt bekendende kristne.

Tvært imod bliver det vor lyst og higen at leve adskilt fra synd og urenhed og vie vort liv til Herren: Rom.6,19. 2.Pet.3,11. Fil.2,7.

Joh.17,17. Kolos.1,10. 2.Kor.7,1. 2.Tes.2,13. 1.Pet.1,2.

s.585 Den fordomsfri læser af Skriften vil ikke kunne undgå at lægge mærke til at løftet om Herrens komme for at op-rykke menigheden, har en langt anden karakter end sandheden om hans officielle genkomst for Israel og hedningenationerne. Joh. 14,3. Hvorfor går han nu over til at give budskabet denne personlige karakter? Fordi han taler til sine egen: Joh.13,1., og fordi han nu ikke taler om sin synlige genkomst til jorden, men om sit komme til luften for at tage sin familie hjem.

Dette er med andre ord en familiebegivenhed.

I King James-oversættelse er Herren løfte i Joh.14,3, gengivet med: ”- jeg vil komme igen og modtage jer-” Modtage jer. Et glimrende udtryk som stærkt taler til vore hjerter om at vi vil være velkommen hjem.

s.586 Menigheden er ikke bedt om at se efter tegn. Tegnene som skriften taler om, er givet til Israel og varsler om Jesu komme til Oliebjerget for at dømme nationerne og oprette freds-riget., er nær.

I menighedens husholdning gælder princippet: Joh.20,28. Vi har hans dyrebare ord at rette os efter, og det er langt sikrere end tegn, under og mirakler. Herrens store ønske er at vi skal leve i en daglig forventning af hans komme.

s.598 Trængsel i form af modstand, forfølgelse, foragt, uretfærdig behandling osv., er noget som Han har forberedt os på at møde, fordi vi bekender Hans navn: 2.Tim.3,12.

Den store trængsel er derimod en betegnelse for en kommende doms-epoke som denne verden går i møde. En periode hvor djævelen så at sige får frit løb gennem dyret og Antikrist . Og Guds retfærdige dom kommer over ugudelige.

Rom.5,9 garanterer at vi skal ”blive frelst fra vreden”. Det gør også 1.Tess.1,10 – videre har vi den samme guddommelige forsikring i 1.Tess.5.9.

Ifølge 2.Tes.2,6-7. Er der en som nu holder igen, som hindrer den lovløse (Antikrist) i at fremstå.

Her er tydeligvis tale om en person som holder igen. Og fremragende bibeltolkere mener at denne person er Den Hellige Ånd, som nu virker i og gennem menigheden. Sammen med menigheden forlader han denne jord. Og da – når han er borte -ligger vejen åben for de to sataniske personer som skal regere verden i den kommende 7 års trængsels-uge: Dan.9,27.

Det Johannes så, beskriver han i kap.1., Jesus midt imellem de 7 guldlysestager.

Kap.2-3 tegner han et billede af ”det som er”.

Selvsagt er disse menighedsbreve først og fremmest skrevet til de 7 menigheden i Lilleasien, som Herren valgte ud. Men ikke blot det. Disse breve er repræsentative. De af spejler tydelig 7 afsnit i menighedens historie.

I 3 og sidste del af Åbenbaringsbogen kap.4-22 omtales ”det som skal ske herefter”, dvs. det som vil ske efter at menighedens historie i verden er slut. Vi mærker os at ordene det som herefter skal ske bliver gentaget i kap.4,1. Og i dette kap. Skildrer Johannes vidunderlige visioner. Bl.a. ser han menigheden vers 4.

Når da domskatastroferne som ifølge kap.6 vil ramme verden på et senere tidspunkt, vil det være klart for enhver som ikke er groet fast i forudfattede meninger, at menighedens bort-atomar vil finde sted før Lammets vredes-dag begynder.

s.601 Herrens komme for at bort-rykke menigheden vil være af privat karakter. Han kommer for sine egen.

Han kommer ”med et bydende råb”. Befaler de afdødes helliges legemer at komme ud af gravene (Joh.11,43) – i herliggjort skikkelse.

Ånden og sjælen, som er hos Herren: 2.Kor.5,8, bliver iklædt herligheds-legemet. Og de troende som ikke er gået bort ved døden, hører hans deres bydende råb: ”Stig op her!” Åbenbaringen 4,1. sammen med dem (de hensovede) bort-atomar i skyer.

De troende som lever når Herren Jesus kommer, skal ikke gå vejen om ad døden og graven. Deres ånd og sjæl bliver ikke skilt fra legemet.

Fornedrelses-legemet bliver forvandlet: Fil.3,21, og hele personligheden bliver rykket op for at møde Herren i luften. Da er vor frelse komplet. Ånd, sjæl og legemet er helliget helt igennem: 1.Tess.5,23. Alt i os lover Hans hellige navn.

Med overengelens røst 8dan.12,1. Judas 9. Åb. 12,7.) Guds basun skal lyde. I 1.Kor.15,52 er den kaldt ”den sidste basun”.

Trompet-eller basunlyd er signal til samling: 4.Mos.10,3.

Ved Herrens komme skal ”vor samling med ham” finde sted, siger apostlen: 2.Tess.2,1. (1.Tess.4,15-17.)

s.602 Menighedens bort- rykkelse vil ske pludselig. Ordet ”rykkes” v.17 betyder ”at gribe med magt, rive til sig med en hurtig, pludselig bevægelse” - i et nu, i et øjeblik”.1.Kor.15,52. (Tit.2,13. Hebe.10,23.)

s.603 2.Pet.1,4. Hvordan blev vi frelst? Hvordan blev vi indlemmet i Guds familie?. Det skete ved fødsel, siger Skriften. Vi blev født ovenfra – født af Gud: Joh.1,12-13. 1.Joh.5,1. Guds ord, som er ”uforgængelig sæd” blev sået i vore hjerter: 1.Pet.1,23. Så sprang det u-forgængelige liv. Vi fik del i guddommelig natur – en natur som passer for himmelen. En guddommelig og himmelsk natur.

Retfærdiggørelse er det store emne i Rom.3,23-26. 4,5. I dette brev får vi at vide at den synder som tager imod evangeliet og lader sig frelse, ikke blot bliver benådet og får syndernes forladelse, men tillige bliver retfærdiggjort. Gud retfærdiggør den ugudelige.

s.604 Retfærdiggørelsen er ikke en langvarig proces, ikke en udvikling, ikke noget som sker gradvis. Det er en domsafsigelse -Guds ”frifindelses- dom” over den synder som akseperter Jesu fuldbragte forsoningsværk: Rom.5,16.

For at bruge Skriftens billedsprog: Fra genfødelses-øjeblikket af er enhver troende iført retfærdighedens dragt. (Luk.1,46-. Hab.3,18.Es.61,10)

Luk.15,22. Kolos.1,12 v.18 Ef.5,30. 1.Kor.12,13.

Ef.5,22-23 her skildres det hvad der vil ske umiddelbart efter det strålende møde mellem Brudgommen og bruden i lufthimmelen.

Da skal Han føre bruden ind i Faderhuset – ind i sit privat-værelse: Joh.14,2 ind i det værelse som han havde for sig selv i evigheden Joh.17,24. Han skal ”fremstille menigheden (bruden) for sig i herlighed, uden plet og rynke eller noget sådant”. Han skal nyde synet af en ulastelig og hellig brud Ef.5,27. Så overlader jeg til læserne at svare på følgende spørgsmål: Ville Jesu brud være hellig og ulastelig om der manglede et eneste lem på legemet? Ville en således lemlæstet brud kunne tilfred-stille Ham?

s.517 Når det gælder navneindskrivningen i livets bog, tror vi det forholder sig på samme måde. Så snart et menneske har ladet sig frelse,ikke før, har det fået sit navn skrevet i livets bog.

I stedet for at acceptere budskabet om Messias` komme for at oprette freds-riget, som de 144000 udvalgte israelere forkynder under den store trængsel: Matt.24,14. Åb.7,3., sætter de deres håb til den store verdenshersker i Rom og til den religiøse leder i Jerusalem.

De er åbenbart beslægtet med dem apostelen Paulus beskriver i Ef.3,18-19. Fra verdens begyndelse af gælder det, ethvert menneske der har vendt sig til Herren og blevet frelst, er der kommet et nyt navn i livets bog. Men denne kategori af mennesker ”- de som bor på jorden-” har aldrig fået deres navne i livets bog.

2.Kor.5,8. Luk.15,5-7.- de frelste glæder sig med Herren over at der bliver indskrevet nye navne i livets bog.

s.612 Det er værd at mærke sig at når Herren giver løftet om dåben med Den Hellige Ånd, nævner han ikke ilddåben med et ord: Ap.Gr.1,5.

Hvorfor omtaler han ikke ilddåben her? Fordi hans løfte kun gjaldt det som skulle finde sted på pinsefestens dag.

Ilddåben vil først ske når hævnens og dommens dag begynder – under den anti-kristelig store trængsel: Åb.16,7-9.

Men før det frafaldne Israel og denne verden bliver genstand for dommens ild, vil menigheden blive rykket op for at være med Herren.

s.621 Specielt 2 sataniske personer vil fremstå og øve en frygtelig indflydelse på verden i denne syv-årige epoke. Disse to er:

Herskeren over det genoprettede Romerrige, som er identisk med dyret som stiger op af havet, dvs. folkehavet: Åb.13,1-10.

Den religiøse lede – Antikrist – som repræsenteres i dyret som stiger op af jorden: Åb.13,11-. En fremragende imitator som vil bedrage de vantro jøder og få dem til at tro at han er den kommende Messias.

s.622 Efter menighedens bort-atomar vil Romerkirken vokse i magt og anerkendelse og fremstå som den store, populære verdenskirke: Åb.17,1 v. 15. Dette er den falske menighed, som til sidst vil blive genstand for Guds frygtelige dom: Åb.18.

Ezekiel.38-39 oplyser at Rusland også vil spille en vigtig rolle i det som sker i den kommende doms-epoke.

Men før disse rædselsfulde ting sker, vil en anden stor og betydningsfuld begivenhed finde sted. Skriften siger: - den retfærdige rykkes bort før ulykken kommer: Es.57,1.,b.