Ret forståelse 2. doc

 

Herrens nidkærhed som GODT og ONDT ”Skriften forklarer Skriften”

re. Egon L. Kristensen, Herning 6015 e. Adam.

Det anbefales at låne biblioteksbøgerne:

cand. filol Oskar Edin Indergaard: ”Paulus brev til Romerne”

romanserien: Tim Lahaye og Jerry B. Jenkins,”Ladt tilbage”

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

Himmelbudene drager ud igen ud i verden: Es.24. 41,4. Sakarias 4. 6. og Åbenbaringen 3,10. 5,10., kap. 6 og 7. 12,10. 14,1. 15,3. (Johs.12,13.) o. a.

Herrens hemmelige beslutning, blev først åbenbaret vor apostel Paulus: 1.Kor.15,51-52 og 1. Tess.4,16. Ef.2,6-9. Fil.3,20-21.

Vi ser i 1.Kor.3,9-17. At Paulus har modtaget Jesu andet evangelium.

Johs.6,44 og Romerbrevet 2,5-6. Den Hellige Ånd genføder.

Efter at jøderne ikke modtog deres Jesus som Messias og frelser satte Herren en parentes omkring dem - indtil Jesus får indsamlet ( trosretfærdige) med himmelsk borgerskab for øje det er: første-grøde indhøstning af jordens høst.

Når vi bliver ophøjet, sammen med alle døde troende, da bliver som nævnt i Åbenbaringen kap. 6 og 7 sat i gang, en modsætning til nådetid- husholdningen. (Se også Åben. Kap.9,20-21 samt ovenfor anførte.)

De får som opgave at bringe vredens 7 års periode, inden Jesus sætter sine fødder på Oliebjerget, og adskiller ”får og bukke”: Matt.24-25.

Fra kejser Konstantin den Stores tid kom den katolske tid og senere protestantisk- kirkers tider.

Herunder influerede og forvirrede satan med forskellige erstatnings- teologiske ordninger og præste-ansættelser, stik imod Herrens planer, da korrumperes forjættelser til Israel: 2.Mos.19,6., se 2.Pet.2,9.

Efter at jødefolket afviste Jesus som deres Messias blev løfterne i 2.Pet,2,9. udsat i 2000 år (Hose. 6,1-2.) og nu opfyldes de før profetiske tider. For at dele dem med med andre da bør vi kende dem,1.Kor.14,1. Rom.12,6

Genfødte nylevende (Herrens kaldte: Jesu dåb, er vor dåb) Johs.6,44. Vi fik Paulus som apostel og HAN gav os: Jesu andet evangelium - TROSRETFÆRDIGHED UDEN BETINGEDE GERNINGER !

SE DEN STORE FORSKEL PÅ JESU OG APOSTLENES LÆRE.

Da vi nu er et paulinsk interesse-fællesskab, kontakt adresserne med henblik på fortsat indbyrdes u-hildet Bibelsk-profetisk drøftelse, for Jesus Messias ved hans apostel Paulus.

Teokratisk, modsat demokratisk: Apostlenes Gerninger 13,1-2.: Se bogen af O. E. Indergaard ”Paulus brev til Romerne”. Her citat fra s. 223-.

Ligesom apostlene bad Jesus om mere tro (Luk.17,5) er det også naturlig at vor tro øges, efter som vi bliver mere og mere modne som kristne. Der skal være en vækst i enhver kristens liv.

Dersom dette ikke sker, så er der noget galt – enten med det liv som vedkommende lever, eller med forkyndelsen.

I og med at det er Den Hellige Ånd som uddeler opgaverne, tjenesterne, embederne og nådegaverne, skal vi ikke trænge os frem angående dette.

Vi skal vente på at Gud giver os dette.

Nævnte har ingen ting med naturlige gaver eller uddannelse at gøre, men det har med Guds udvælgelse at gøre.

Dersom menighederne havde ladet Gud bestemme dette, så havde der sket store forandringer i vore menigheder, men som det er i dag, så er det ikke Den Hellige Ånd som fordeler opgaverne i menighederne, men det er uddannelse og anciennitet som ligger til grund for uddelingen af opgaverne og embederne.

Dette er også en af grundene til at der sker så lidt af åndelige vækster, vækkelser, ret forståelse af Guds ord – helbredelser i vore menigheder.

Vi har ikke ventet på Gud, men vi har presset frem afgørelser som ikke er fra Gud, men som er fra mennesker.

Når den første kristne menighed i Antiokia skulle udsende deres første missionærer, så var det den Hellige ånd som udtog disse - . Medens de holdt gudstjeneste, sagde den Hellige Ånd: Udtag for mig Barnabas og Saulus til den gerning som jeg har kaldt dem til: Apostlenes Gr. 13,1-2.

Vi bør være meget tilbageholdende og ydmyge når det gælder Guds planer med den enkelte. Vi bør vente med at uddele opgaverne og embederne til at Den Hellige ånd har vist os sin vilje med dette.

En kristen skal heller ikke tænke højere om sig selv end det Gud tænker om vedkommende.

Man skal ikke strække sig ud over de grænser som Gud har nedlagt i den enkelte.

En skal vente på Guds afgørelse og vær opmærksom på to forhold og det er: 1. Den som er trofast i det små, er også trofast i de store ting.

2. Gud lønner den som søger ham på en ret måde: Hebræer.11,6.

s.224. Rom.12,4-8: Den kristne menighed bliver sammenlignet med et legeme. Ikke alle lemmer på dette legeme har samme funktion.

Tilsammen udgør vi Krist legemet. Vi repræsenterer hverandre i det arbejde som vi udfører.

Det er Den hellige ånd som uddeler nådegaverne, embederne og opgaverne. De skal udøves i forhold til den tro som hver enkelt af os har fået. Det er profetisk gave, tjeneste, læreembedet, formaningens nådegave, giverens nådegave og forstanderembedet.

Alt dette skal udføres både med glæde og iver, v.4-8.

Det forhold at den kristne menighed bliver sammenlignet med et legeme, er et meget godt og udfyldende billede af det som ske og skal ske i menigheden. Det er Kristus som er hovedet for menigheden, for det er ham som er frelseren: Ef.5,23.

Jesus er den centrale del i menigheden, han holder den sammen og uddeler nådegaverne efter den nåde som han giver gaver-opgaver til hver enkelt: Ef.4,15-16. Men hver og en er nåden (nådegaven) givet efter det mål som Kristus gave tilmåles med: Ef.4,7.

Vi ved at ikke alle funktionerne er lige vigtige. Nogen er livsvigtige funktioner, medens andre er underordnede funktioner.

Således er det også i den kristne menighed, ikke alle funktioner i den kristne menighed er lige vigtig, men alle er vigtige . Vi er indsat i opgaverne og tjenesterne efter Guds vilje. Vi skal respektere de valg Gud har gjort for os, når det gælder dette.

At være en kristen betyder at vi inderordner os under de valg, som Herren har gjort i vore liv.

Dersom vi ikke er fornøjet med den opgave eller den nådegave, som vi har fået, kan vi godt bede Herren om at han må give os en anden opgave, og dersom det er efter hans vilje, så gør han det: 1.Kor.12,31.

Der er mange opgaver, tjenester, og embeder i Guds rige. Jeg skal ikke skrive udfyldende om dette her, men henviser til min bog ”Jødedom og Kristendom. Jesus og Paulus”, hvor jeg skriver udfyldende om dette.

Hvad der gælder nådegaverne, skal vi bruge dem som vi har tro til at udøve dem: Rom.12,6.

Vi ved at troen vil variere hos de kristne, nogle har stor tro medens andre igen har mindre tro.

Vi skal ikke gå ud over det mål som Gud har givet hver enkelt af os.

Den som har fået ”mindre” nådegave, skal udøve den med glæde og ydmyghed, og den som har fået en ”større” nådegave, skal gøre det samme.

Det er legemet som tæller og ikke den enkelte.

Det går ikke an at tage sig tilrette i Guds rige. Alt afhænger af Guds nåde. Den som ikke vil indordne sig dette, vil snart få at mærke at han mister kraften i den opgave, som Gud har givet ham. Her må specielt den passe på, som har fået en ”større” nådegave, at han ikke bliver hovmodig og glemmer at den store kraft kommer fra Gud og ikke fra ham selv.

Vi ved at hovmodig står for fald, men den ydmyge giver Gud nåde: Jakob 4,6.

Foran Jesu domstol i himmelen skal vi svare for hvordan vi har udøvet de opgaver og nådegaver som vi har fået. Vi kan miste hele nådelønnen, men vi skal blive frelst – dog således som gennem ild: 1.Kor.3,15.

Den første nådegave som nævnes her er den profetiske nådegave v.6.

Det at tale ”profetisk” betyder egentlig ”at forudsige hændelser”.Det er der ikke stort behov for i vores tid, for frelseshistorien er stort set kendt og åbenbaret.

Profeterne i G.T., var de første som talte profetisk. De var bindeled mellem Herren og folket. De sagde: ”Så siger Herren” Det var Den Hellige Ånd som inspirerede dem til at profetere: 2.Pet.1,21.

Der var profeter i de messianske menigheder, og det er de profeter i de messianske menigheder. Paulus er HOVEDAPOSTELEN i den kristne menighed. Det er hans skrifter vi skal holde os til i den indeværende tids- periode. Han talte på vegne af Herren: Ef.2,20.

”At tale profetisk” betyder også ”at tale med kraft og overbevisning” - ikke blot om de eskatologiske ting – men om alt Guds ord: 1.Kor.14,3.

Der er forskel på det at være en profet, og det ”at tale profetisk”.

Alle kan tale profetisk, men det er ikke alle som er profeter.

”For i kan alle tale profetisk, en ad gangen, så alle kan læres og alle formanes, og profeters ånder er profeter lydige” 1.Kor.14,31-32.

Når vi taler profetisk, så taler vi blot stykkevis, for vi ser ikke alle sammenhængene: 1.Kor.12,9-10.

Der er også profeter i menighederne i dag, men de har ikke den samme funktion som de første profeter.

De skal ikke være med til at udforme læren for den er fastlagt.

De skal hellere være med til at forkynde den kristne lære på en ret måde,

men det er der ikke mange som formår.

Herimod er der få profeter i den kristne menighed i vor tid.

Overalt hvor Guds ord bliver forkyndt, er Guds kraft til stede, for der hvor guds ord er, der vil Den Hellige Ånd være i funktion. Han benytter sig af ordet som bliver forkyndt, og fører det videre både til de troende og de ikke troende.

I vor tid er det Paulus lære som først og fremmest skal forkyndes, for det er ham som er HOVEDAPOSTELEN i den kristne menighed.

Han fik sit budskab fra den opstande Kristus.

Men så ser vi dette, at størstedelen af forkyndelsen ikke tager udgangs- punkt i det som Paulus har skrevet, men tager udgangspunkt i de jødiske, eller de messianske skrifter, som gælder ”Riget for Israel”.

Det burde ikke være således, men således er det.

Prædikanterne ”profeterne” og lærerne forsøger at tilpasse Paulus hans lære for menigheden som er til den messianske jødedom, men det går ikke.

Når dette gøres, kan de heller ikke forkynde alt Guds ord i N.T, til den kristne menighed, for de vil møde en rest af Guds ord, som de ikke formår at pladsseer på en ret måde.

Dersom de havde brugt og forstået Guds ord på en ret måde, havde de kunnet forkynde alt Guds ord i N.T., til menigheden, og menigheden havde kunnet forstå det.

Dette er hovedgrunden til at der sker så lidt vækst i vore menigheder: vækkelser, kærlighed og helbredelser.

Vi forkynder et delvis forkert budskab. Vi skal ikke forkynde den messianske jødedom, men vi skal forkynde den paulinske kristendom.

Vi må derfor bede Gud om at han vil oprejse, profeter og lærer som kan lære ret.

Bibelens indhold skal ikke fortolkes, men den skal fordeles på en ret måde: Kor,1,17-18. 2.Kor,1,15. (2.Tim.2,15. Titus 2,7. Paulus hans lære). (- referent har tilføjet flere henvisninger.)

Det ”at tale profetisk” er også ”at tale ret om Guds ord” og ”at fordele på en ret måde”. Det er DEN VIGTISKE OPGAVE som en profet har i dag.

Der er 5 hovedembeder i den kristne menighed og det er:

a. apostel. b. profeter. c. evangelister. d. hyrder. e. lærer.

Disse 5 embeder er forbeholdt manden, for på samme måde som Kristus er menighedens hoved,er manden kvindens åndelige hoved: 1.Kor.11,3 og Ef.5,23. Kvinden skal underordne sig dette,men alle andre opgaver er åbne for kvinder i Guds rige, men tiden er blevet således at Guds ordninger for menigheden ikke bliver respekteret.

Dette fører også til at menigheden ikke fungerer således som den skal fungere. Det er Guds ordninger som er de bedste, selv om verden og tidsånden siger noget andet.

s. 228 På grund af at menigheden mangler bibelsk kundskab, bliver den også forført af falsk lære. Dette er noget som kendetegner endetiden: Paulus advarer mod dette: 2.Tim.4,3-4. Rom.12,1.

s. 230 I den paulinske kristendom får den tilgivelse som tror på Jesus.

Vi skal tilgive- ikke for selv at får tilgivelse- men vi skal tilgive som en følge af at Jesus har tilgivet os. Det er af den største vigtighed at vi skiller mellem den messianske jødedom, som har med ”Riget for Israel” at gøre, og den paulinske kristendom, som har med den kristne menighed at gøre.

Vi skal vise oprigtig kærlighed mod alle mennesker: Rom.12,9. Dette er Guds kærlighed som er nedlagt i alle troende- - - Denne kærlighed skal være oprigtig og uden bagtanke: Ef.5,2. Når vi har Guds kærlighed i vore hjerter, bliver det lettere at afsky det onde og holde fast på det gode: 1.Kor.13,1-8.

I vor tjeneste til Herren, skal vi heller ikke gå på afkort med Guds ord. Vi skal forkynde Guds ord således som det står og ikke tilpasse det, som mennesker kan lide at høre, eller til menneske skabte opfattelser af Guds ord, således som det kommer til udtryk i kirkens doktriner, som ofte ikke er korrekte. Dette gælder særlig kirken forhold til Israel: Gal.1,9-12.

s. 232 Læren om at vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger, da vil den være lidt forskelligt udformet og forstået indenfor de forskellige kirkesamfund.

De fleste vil hævde at vi, som er genfødt, kan falde ud af Guds frelse og bevarende nåde, medens andre vil hævde det modsatte.

I den paulinske kristendomsforståelse, kan den troende som er genfødt og frelst ikke falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde, for vedkommende er indsat i himmelen før vedens grundvold blev lagt: Ef.1,4 og 2,6. Han kan derimod falde ud af en række andre typer nåde.

Følgende kirkens læresætninger er ikke korrekte:

Det er ikke kirken som er Herrens brud. Det er Israel.

Det er ikke i himmelen at Kongesønnens bryllup skal fejres, men på jorden.

Riget for Israel er ikke det samme som kirkens periode.

De 4 evangelier og de jødiske Skrifter beskriver ikke kirkens periode. De beskriver ”Rigets” periode.

”Himlenes rige” eller ”Guds rige” i Evangelierne er ”Riget for Israel”

Mose Torah er ikke ophævet i ”Riget” forkyndelse. Den er opjusteret og uddybet af Jesus: Matt.5,17-19 og Hebræer 5,12.

Jesu og apostlenes forkyndelse angår ikke kirken, men den angår jøderne og ”Riget for Israel”.

De messianske jøder blev frelst både på grund af Guds nåde og gode gerninger. De gode gerninger kunne ofte være en forudsætning for retfærdiggørelsen, men ikke bestandig.

Der er ikke genfødelse i dåbens vand. Der bare er vand.

Der er ikke syndernes forladelse i nadveren.

Vi må hele tiden huske på at vi skal fremstilles for Krist-domstol, for at få igen det som er sket ved vort legeme – enten det som er godt, eller det som er ondt: 1.Kor.3,10-15. Dette gælder også forståelsen og forkyndelsen af Guds ord.: Rom.12,12. 1.Tim.1,1.

Vi skal glæde os over Jesu store forsoner-gerning for hele verden længes også inderlig efter han komme for menigheden: Titus 2,13.

Medens vi venter på Jesu komme for menigheden, som er menighedens store håb, har vi trængsler i verden, men Jesus siger til os: ”Vær ikke bekymret. Jeg har overvundet verden.” Johs.16,33.

s. 235 Guds ord siger at vi skal glæde os med alle – både de som har suses, og de om ikke har suses. Vi må huske på at vor og vil være begrænset både i kvalitet og i tid: 2.Kor.4,17.

s. 244 I Rom.13,8-10, da er det ikke Mose Torah der refereres til, men Paulus regler for den troendes vandring.

I Paulus breve findes ca. 1030 love og regler for en troendes vandring.

I Mose Torah findes 613 bud og love. En del af de love og regler som Paulus lagde ind i sin lære, sammenfalder naturligvis med en del af de love og regler som vi finder i Mose Torah.

De er et udtryk for det som Paulus lærte af den opstandne Kristus om menighedens lære.

s. 245 Rom.13,11-14. : Vi ved at vi må vogne op af vor åndelige søvn, for afslutningen af frelsen er nærmere nu, end da vi kom til troen.

Der er åndelig nattemørke, det stunder mod dagen for Jesu komme for menigheden. Da er dette et faktum, lad os aflægge mørkets gerninger og iklæde os lysets våben. Lad os vandre sømmelig som vi gør om dagen – ikke i svir og drik, ikke i løsagtighed og skamløshed, ikke i kiv og misundelse, men vi skal iklæde os Jesus Kristus, vor Herre. Vi skal heller ikke bære omsorg for kødet, således at begæringer vækkes.

s. 246 Kærligheden er opfyldelsen af Paulus hans torah (lære). Frelsen er os nærmere end da vi kom til troen.

Hvad der gælder vor frelse, så kan det ses både i tidsaspektet og i evighedsaspektet. Vi er frelst allerede her og nu, men vi venter på Jesu komme for menigheden. Det er afslutningen på vor frelse. Det er det som er menighedens store håb. Der står at vi skal trøste hverandre med Jesu komme for menigheden. Gør vi det ? 1.Tess.4,18.

Vi må skille mellem den kristne menighed bort-atomar og opstandelsen på den sidste dag.

Bort-atomar angår den kristne menighed, medens opstandelsen på den sidste dag kommer ca. 7 år efter bort-atomar, og angår opstandelsen af alle troende, som bliver medlemmer i ”Riget for Israel”.

Den første begivenhed er omtalt udelukkende i Paulus Skrifter, medens den anden begivenhed er omtalt gennem hele G.T. Og de jødiske Skrifter i N.T.

I og med at kirken og mange kristelige organisationer ikke regner med Guds planer til Israel,sa sammenblander de den kristne menigheds bort-atomar og opstandelsen på den sidste dag. Johs.11,21.

s. 247 Både i Rom.13,11 og 1.Tess.5,6 bliver vi troende opfordret til ikke at sove.

Der er megen åndelig søvn i menigheden i dag. Der er fortsat mange ”småbørn i Kristus” i menigheden.

Dette gælder ikke blot kundskaber i Guds ord, men det gælder helliggørelse og udførelse af de opgaver og nådegaver som Gud har givet den enkelte.

Vi kan ikke falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde ved vor åndelige søvn, men vi kan falde ud af andre typer nåde: 1.Kor.11,30. Ef.6,10-18.

s. 248 Vi skal ikke blot ”iklæde os lysets våben”. Vi skal også iklæde os Kristus. Det vil sige at vi skal iklæde os Jesu forsoning, og det er nok for os.

Dette sker ved genfødelsen og ikke i dåbens vand som kirken og de lutherske organisationer lærer.

Der er ingen genfødelse eller frelse i dåben. Det er naivt og u-bibelsk at tro og lære sådan noget.

Denne tanke om at der er genfødelse i dåbens vand, går tilbage til gammel , hedensk religion i Babylon.

Denne tanke blev videreført til den katolske kirke som igen første den over til Luther og de Lutherske kirkesamfund. Se min bog ”Jesu Genkomst” bind 3, s.128.

Det er i troen på Jesus at genfødelsen eller retfærdiggørelsen sker og ikke i dåbens vand.

Når kirken og de lutherske organisationer lærer dette, så fører de folket bag lyset.

De lover dem frelse i dåbens vand.

Jeg for min del forstår ikke at de lutherske teologer og forkyndere tør hævde dette af to grunde,og det er:

a) Det er galt. b) denne lære fører mennesker ind i fortabelsen.

Den som ”har iklædt sig Kristus” Rom.13,14. Har ”korsfæstet kødet med dets lyst og begæringer” Gal.5,24.

Vedkommende kan ved Den Hellige ånd og et helliggjort liv afvise kødets gerninger som fortsat er i os. Vi skal ikke have omsorg for kødet (v.14) Det skal isoleres i vore liv. Dette sker ved:

Bibellæsning, samfund med troende, en ret forståelse af Guds ord. Nadveren som både er et fællesmåltid, et styrkemåltid og et minde-måltid om Jesu komme for menigheden.

s. 249 Rom.14,1 vedrører den som ikke har fået tag i eller ikke forstår den paulinske lære fuldt ud.

Dette gælder de allerfleste kristne som lever i dag. De har en eller anden begrænsning i deres forståelse af Guds ord.

De skiller ikke mellem ”Rigets” forkyndelse og den kristne menigheds forkyndelse.

De skille heller ikke mellem retfærdiggørelsen og helliggørelse, mener at den som lever et dårligt liv, kan falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde.

De ved ikke at vi er fuldkomne i Kristus: Kolos.2,10.

s. 252 a) Jøderne ser deres højtider i et historisk lys som peger fremover mod Messias første komme, medens vi kristne ser mange af de jødiske højtider som opfyldt ved Jesu første komme.

Jøderne og vi kristne lægger et delvis forskellig indhold i dem.

b) Tidspunkterne for de jødiske højtider er forandret i den ””kristne kalender”. Dette blev gjort af kejser Julian og den romerske kirke for at både staten og kirken skulle distancere sig fra jødedommen, og for at de skulle tilpasse sig de hedenske højtider i Babylon.

Se mine bøger: ”Jødernes Konge” bind 4, kap: Tidspunktet for Messias første komme samt ”Jesu Genkomst”, bind 3, kap. Den fjerde basun.

s. 254 Ved Jesu komme for den kristne menighed, skal medlemmerne fremstilles for Jesu domstol i himmelen, for at få igen det som er sket ved legemet – enten det som er godt, eller det som er ondt: De dårlige gerninger skal brænde op, men de gode og rigtige gerninger skal få løn.

Alle som kommer frem for denne domstol er frelst: 1.Kor.3,10-15.

Det er vore gerninger som skal dømmes foran denne domstol.

Det er ikke de troendes synder. De blev dømt på Golgata.

Jesus tog sig af al verdens synd og dømte den på Golgata og han udbrød:

”Set er fuldbragt” gr.tetelestai, da var syndemålet var løst en gang for alle mennesker.

s. 255 Rom.14,12. Enhver af os skal gøre regnskab for os selv ved Jesus domstol. Det er en alvorlig sag. Da skal alle ting komme frem for lyset – både vore gerninger, vore tanker, vore indstillinger, vore domme og vore motiver. Der er ingen som kan undfly denne dom. Det vil blive en retfærdig dom, og den skal danne grundlaget for hvilke opgaver vi skal få i ”Rigets” tid.

Den som har fået en god bedømmelse af Kristus, skal få større opgaver i ”Rigets tid” end den som har fået en dårlig bedømmelse.

Der er mange troende som har vanskelig ved at forstå dette, at der skal være højere og lavere positioner i himmelen, men det må være således, for:

a.) Gud dømmer en retfærdig dom. Han dømmer i forhold til den indsats som hver enkelt af os har gjort ved Den Hellige Ånds hjælp.

b) Guds rige er opbygget på over – og underordning.

Det er ikke noget demokrati, men det er et hierarki hvor Den treenige Gud er på toppen, og vi mennesker er længere ned på rangstigen.

s. 256 Vor position i Kristus & vor vandring som troende:

Vor position i Kristus sår fast. Vi kan aldrig blive mere retfærdiggjort end vi akkurat er.

Vor position følger os gennem hele livet.

Vandringen som troende kan variere fra en kristen til en anden.

Gud har både slemme og snilde børn. Han har både ulydige og lydige -

Uanset hvordan vi fører vore liv, så er vi Guds børn.

Der er desværre mange kristne som sammenblander vor stilling i Kristus med vor vandring som troende.

De tror og mener at vi kan falde ud af Guds frelsende nåde ved at føre et dårligt kristen liv, men således er det ikke i vor tidsperiode.

Særlig en del af de ældre lutheranere har store problemer med dette.

De ser på deres liv, som ofte kan være dårlige og ufuldkomne, og tror og mener at et dårligt liv kan forårsage, at en mister Guds frelsende og bevarende nåde, men således er det ikke.

Dersom de troende havde fået set dette, at vi er frelst af nåde uden gerninger: Ef.2,8-9., så havde det set positivt ud for dem selv og for menigheden. De havde med den største glæde og jubel gået ind i de gerninger som Gud havde givet dem i menigheden. Dette ville have ført til voksende vækkelser, men således som det er nu, så er kristenlivet for mange blevet et liv i usikkerhed uden glæde.

s. 263 Rom.15,5-7. Det er Gud som gennem Den Hellige Ånd giver os tålmodighed og trøst, således at vi får et sindelag efter det forbillede som Jesus gav os. Det er Gud som er kilden til dette. Han giver os håb, trøst, tålmodighed, kraft, kærlighed og sindighed: 2.Tim.1,7.

Disse egenskaber hører med til Guds væsen. ”At have et sind” betyder ikke at man ”ser ens på alle ting”. Det betyder at vi skal have det samme sind som Jesus havde, når det gælder det at tjene andre.

Jesus satte ikke sig selv i centrum. Han var ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv til løsesum for alle mennesker. 1.Tim.2,6.

s. 265 Efter den kristne menigheds bort-atomar vil det profetiske program for Israel komme tilbage igen i endens tid, og både jøder og hedninger skal blive frelst ind i ”Riget for Israel”.

Paulus hans forkyndelse, som vi finder i hans breve til hedningerne, er en parentes i Guds profetiske program med jøderne.

Efter den kristne menigheds bort-atomar før trængselstiden på 7 år, vil den messianske forkyndelse komme ind igen.

Da vil igen jøder og hedninger indsamles i det profetiske program.

”Riget for Israel” vil blive oprettet IGEN: Ap. Gr.1,6, og Jesus skal være konge ud fra det nyopbyggede tempel i Jerusalem.

s. 268 Da Jesus kom, udvidede han Mose lære. Den både var og skal være GRUNDLOVEN i ”Rigets tid”, men i og med at teologerne og mange af forkynderne har afskaffet Guds løfter til Israel, så har de ikke plads til ”Rigets tid” i deres forkyndelse og deres teologiske systemer.

De må da, for at få Skriften til at harmonere indblande de messianske Skrifter i Paulus hans Skrifter.

Det bliver et blandingsevangelium som har mistet meget af sin kraft.

Man kan vel ikke sige at det er Åndens kraft som kendetegner kirkens og de mange kristelige organisationer i dag.

s. 270 Rom.15,15: Der skulle djærvhed til for at minde dem om dette, og det er også en mangelvare blandt præster og prædikanter.

Man har alt for let ved at tilpasse forkyndelsen til det som tilhørerne ønsker at høre.

Mange præster placerer deres tilhørere ind i Guds rige, bare på grund af at de er døbt, og tør ikke forkynde ordentlig om frelsen og fortabelsen.

Mange prædikanter har også tilpasset deres forkyndelse efter de synspunkter som de forskellige kristelige organisationer har, og til tros for at de inderst inde ved, at deres budskab ikke er helt korrekt, så fortsætter de med at forkynde det.

Der er ikke noget som hedder ”næsten korrekt” i forkyndelsen. Det som ikke er korrekt er galt.

Det er ikke den frie nåde som bliver forkyndt i mange kristne forsamlinger, men det er den betingede nåde.

Nåden gælder ikke bare retfærdiggørelsen. Den gælder også helliggørelsen og herliggørelsen.

Alt dette er frit i den frie nådens tidsperiode.

Men indblandes den messianske jødedom i Paulus hans frie evangelium, så bliver nåden ikke fri længere, men den bliver betinget.

Paulus havde fået sin opgave af Jesus selv, og Paulus lagde hedningerne frem som et offer for Gud. Han kom med dem og lagde dem ned på Herrens alter i himmelen: Rom.15,16.

s. 278 I indeværende tidsperiode er der forskel på jøderne og den kristne menighed.

I ”Rigets tid” vil de messianske jøder igen sammen med den messianske jødedom blive den styrende.

Kirkens tid er en parentes i Guds planer med Israel og med jøderne.

s. 285 Rom.16,8-15. Paulus videresender hilsener til en række personer i den kristne menighed i Rom. Alle disse som er nævnt, er ukendte personer i Guds rige.

De deler skæbne med de mange millioner af troende som der har været op igennem hele frelseshistorien. Vi kender ikke til dem. De er lemmer på det kristne legeme, og det vigtigste af alt er at Herren kender os.

Vi skal engang mødes i skyen på vej mod det himmelske Jerusalem.

Der skal Jesus Kristus dømme os for de gerninger som vi har udøvet.

Vi skal få uddelt vor nådeløn foran Jesu domstol i himmelen: Rom.14,10 og få tildelt de opgaver som vi skal have i ”Rigets tid”

Vi ved at de troende jøder skal styre hele verden ud fra Jerusalem.

I ”Rigets tid” skal vi styre både over engel og hele skaberværket: 1.Kor.6,2-3.

s. 286 Paulus formanede de kristne at de skulle hold e sig borte fra dem som skabte strid og splittelse mod den paulinske lære: Rom.16,17.

Det var dem som var imod Paulus budskab om den kristne lære.

Vi ved ikke hvem de var, men det kunde være:

Judaistiske, jøderne eller, fremmed filosofiske retninger.

Paulus lære gik ud på følgende:

Vi er retfærdiggjort af tro uden gerninger.

Vi er helliggjort af nåde ved tro uden gerninger. Det er den hellige Ånd som helliggør os.

Vi er herliggjort af nåde ved tro uden gerninger: 1.Kor.1,30.

Den som en gang er kommet til tro på Jesus, kan ikke falde ud af Guds bevarende nåde.

Vi er allerede her og nu indsat i himmelen i Jesus Kristus: Ef.1,3. 2,6.

Jøder og hedninger er sat på lige line i den kristne menighed.

Vi er hverken under Mose eller Jesu lære, men vi er under nåden, som er det samme som Paulus hans lære: Rom6,14.

Vi skal rykkes op i luften sammen med de andre medlemmer af den kristne forsamling før trængselstiden på 7 år: 1.Kor.15,51-52 og 1.Tess.4,14-18.

Vi skal være sammen med Jesus når han kommer tilbage til jorden – sammen med de andre treonde og engle, for at holde dom over verden: 2.Tess.1,7-11.

Vort hjem er i himmelen i ”Rigets tid”: Fil.3,20. Kolos.1,5.

Vi skal være med på at styre verden i ”Rigets tid” ud fra det himmelske Jerusalem.

Efter at ”Rigets tid”er ovre, skal Jesus underlægge sig Gud, og Den Treenige Gud skal ”være alt i alle”: 1.kor.15,28.

Det betyder at han skal overføre alle de hellige ting (gr.ta panta) til alle troende.

Vi skal alle sammen stilles på lige line i Den Treenige Gud.

Så dukker spørgsmålet op Rom.16,17. Hvad skal vi gøre med genfødte troende, som ikke fordeler Guds ord på en ret måde ?

Skal vi være sammen med dem eller ikke ?

Jo, vi skal være sammen med dem, og vi skal forsøge at retlede dem så godt som vi kan, og dersom de ikke vil tage imod eller ikke forstår den paulinske lære, så er det deres eget ansvar.

Vi skal også forsøge at danne paulinske grupper eller menigheder hvor det er mulig.

Det kan blive en menighed i dit hus dersom der er interesse for det. Den behøver ikke at være så stor.

Der kan i glæde jer med det paulinske evangelium og kende frelsens sikkerhed og tryghed.

Vi skal derimod holde os borte fra de liberalistiske menigheder som har fornægtet de bibelske sandheder om Jesu forsoning, Den Treenige Gud, Guds dom over mennesker og u-frelstes evige adskillelse fra Gud.

s. 290 I og med at der var kommet en ny tidsperiode, hvor troende var frelst af nåde ved tro uden gerninger, så var dåben ikke længere nødvendig.

Paulus sagde følgende om dåben: ”For Kristus har ikke udsendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, for at Jesu Kristi kors (forsoningen) ikke skulle tabe sin kraft: 1.Kor.1,17. ”For jeg vil ikke vide af noget andet (f.eks. dåb) blandt jer, uden Jesus Kristus og han korsfæstet: 1.Kor.2,2.

Pinsevennerne og baptisterne mener at dåben er en ” god samvittigheds-pagt med Gud: 1.Pet.3,21., men det kan den umulig være, for det som givet et menneske en ”god samvittighed”, er troen på retfærdiggørelsen som en gave: Hebræer 9,12.

Gud var mægtig til at styrke menigheden i Rom efter Paulus hans - evangelium og Jesu Krist forkyndelse til Paulus.

Dette var en åbenbaring af en HEMMELIGHED som havde været skjult i alle tidsaldrene, men som NU var blevet åbenbaret gennem profetiske Skrifter efter den tids allerlig Guds befaling, for at virke troslydighed for alle hedninger (gr.ethnos.)

Gud skulle have æren for det i alle tidsaldre: Rom.16,25-27.

Ordet ”HEMMELIGHED” er på græsk ”mysterion”. Det betyder ”NOGET SOM IKKE HAR VÆRET ÅBENBARET FØR”.

Det havde været fortiet fra foregående tidsaldrene

s. 291 Det græske ord ”aionios” skal ikke oversættes med ”evig”, men det skal oversættes med ” det som hører tidsalderen til: Rom.16,25.

Bibelen opererer ikke med tiden i forhold til evigheden.

Når en tidsalder er afsluttet, kommer en nytidsalder.

Ordet ”evig” forekommer også i Bibelen, men det er et belastet ord i og med at græsk religion så på tiden som noget negativt, medens de så på evigheden som noget positivt.

Livet var noget negativt, for menneskets sjæl var i legemets fangenskab (i livet).

Det var først i døden at frelsen indtrådte.

Hebræerne så på dette på en helt anden måde: Selve livet var en del af frelsen.

Det var i livet at mennesker skulle lægge grundlaget for frelse.

Den eneste vise Gud ved Jesus Kristus skal have AL ÆREN i alle tidsaldre for at han introducerede den frie nådens tidsperiode og inviterede os hedninger til at blive Guds folk på en speciel måde, ikke i stedet for jøderne, men sammen med dem.

Vi som før havde været langt borte fra Guds rige, vi er kommet nær til og er blevet medlemmer i det:

”men NU, i Jesus Kristus, er i (hedninger) som fordum var langt borte, kommet nær til VED KRISTI BLOD.” Ef.2,13.