Ret forståelse 3. doc

         ” Jødedom og Kristendom Jesus og Paulus” O.E. Indergaard s. 381

”The Grace Movement”, som på norsk betyder ”Nådebevægelsen”, er en amerikansk teologisk bevægelse, som hævder at vi må dele indholdet i N.T. I to dele.

Den første del angår ”Riget for Israel”, og den anden del angår den kristne menighed.

Jeg deler også de allerfleste teologiske vurderinger som denne bevægelse giver udtryk for. Denne opfattelse har jeg også haft før jeg kom i kontakt med denne bevægelse. Dette har jeg givet udtryk for i mange af mine bøger, taler og artikler op igennem min tid som kristen. Vi har meget at lære af den teologiske platform som denne bevægelse har.

Der er også stadig flere i Norge som forstår,at vi må dele indholdet i N.T. I to adskilte dele.

Dette betyder ikke at vi ikke kan bruge tekster fra hele N.T., eller fra hele Bibelen i vor forkyndelse, men det betyder at vi må lære os at fordele Guds ord på en ret måde. 2.Tim.2,15.

Der er divergerede opfattelser indenfor ”Nådebevægelsen” angående nogle punkter i læren, og det er et sundhedstegn, for det vidner om selvstændighed hos de fleste som fornægter disse synspunkter, for vi ser alle stykkevis og taler profetisk stykkevis. 1.Kor.13,9.

Der er ingen som er tjent med ensretning og teologisk tvang, men vi må også lægge vægt på at vore teologiske synspunkter må være i overensstemmelse med Bibelens lære. Se minde to artikler om tidspunktet for den kristne menighed begyndelse.

Når det gælder nådegaverne og embederne, så er de beskrevet i Romerne 12,6-8. 1.Kor.12-14. Ef.4,11 og andre steder.

De nådegaver og de embeder som er nævnt er følgende:

Profetiske gave. Tjenestens gave. Lærdommens gave. Formaningens gave. Giver nådegaven. Nådegaven til at være forstander. Nådegaven til at vise barmhjertighed. Rom.12,6-8. Visdoms tale. Kundskabs tale. Troens nådegave. Nådegave til at helbrede. Nådegave til at gøre undergerninger. Nådegave til at profetere. Nådegaver til at prøve ånderne. Nådegave til at tale forskellige tunger. Nådegave til at tyde tungetale. 1Kor.12,6-10. Nådegave til at hjælpe og til at styre. 1.Kor.12,28. Embede som apostel. Embede som profet. Embede som evangelist. Embede som hyrde. Embede som lærer.

Der findes også andre nådegaver, som ikke er nævnt i N.T. Når Den Hellige Ånd arbejder med et menneske, kan dette udvikle sig til en nådegave.

Indenfor Nådebevægelsen er der tre opfattelser angående nådegaverne og embederne a) At alle nådegaverne og en del af embederne er ophørt i vor tid. Dette gælder da embedet som apostel og profet. b) At en del af nådegaverne og en del af embederne er ophørt i vor tid. c) At alle nådegaver og embederne er til stede i vor tidsperiode. Jeg har denne opfattelse.

Dette bliver begrundet med at i tiden fra Paulus hans omvendelse (år37) og til jødernes endelige forkastelse, så var en del af nådegaverne rettet specielt mod Israel.

Det gjaldt nådegaverne til at helbrede, nådegaven til at gøre undergerninger og tungetalen som fremmed sprog.

Hvad der gælder embederne som apostel og profet, så begrundes det med at læren blev endelig fastlagt af Paulus, så der er ikke længere behov for disse to embeder.

Som bevis for at disse nådegaver og disse to embeder er bortfaldet i vor tidsperiode, så bruger man det som står i 1.Kor.13,10.

Dette bliver tolket således at når den paulinske lære blev fuldt udbygget (”når det fuldkomne kommer”), og dette skete ide breve som Paulus skrev i tidsrummet 60-67, så faldt nådegaverne og disse to embeder bort.

Jeg kan ikke være enig i denne tolkning. Den bliver altfor snæver og tilfældig, og den har heller ikke dækning i Paulus lære og hans Skrifter.

Hvad som gælder 1.Kor.13,1-3, så må dette kapitel fortolkes på fl. måde:

a) Kærligheden er større end alle nådegaver og alle embeder, for den er fuldkommen. Nådegaverne og embederne skal falde bort, men kærligheden skal aldrig falde bort. v.1-2.

b) Det ord som her er brugt om kærligheden, er på græsk ”agape”. Det er det samme som Guds kærlighed.

100. Dersom vi ikke har del i kærligheden, er vi ingen ting. v.3

d Vers 4-8 beskriver kærlighedens væsen.

e) Ved den kristne menigheds bort-atomar, skal alle nådegaverne og alle embederne falde bort, men kærligheden skal bestå.

f) Ved bort-atomar går vi over fra barnestadiet og til at blive voksne i åndelig forstand. Da skal vi eje al kundskab og forstå alle ting. v.11-12.

g) Alle nådegaverne og alle embederne skal falde bort, men det som bliver stående for altid er: tro, håb og kærlighed, for de er fuldkomne,

men størst af dem er kærligheden, for den genspejler Guds væsen.

For de som mener at alle nådegaverne og de fleste embeder er bortfaldet i vor tidsperiode, hvorfor bliver da embederne som evangelist, hyrde og lærer stående i vor tidsperiode, når alt det andet er bortfaldet ? Dette bliver en inkonsekvens som det er umulig at svare på.

Jeg er enig i at tiden fra Paulus omvendelse og til Paulus hans udsagn i Apost. Gr.28,28, om at han fra da af kun ville gå til hedninger, er en overgangstid for Guds planer med jøderne.

I denne tid blev der vundet mennesker både for ”Riget for Israel” og for den kristne menighed, men jeg er ikke enig i at nådegaverne og embederne er bortfaldet i vor tid.

Selv om der kan være en forandring i brugen af en del af nådegaverne trænger vi til dem som aldrig før i arbejdet med den rette forståelse af Guds ord.

Nådegaverne og embederne gælder først og fremmest i vor tid.

Hvad der gjaldt de 12 apostle, så havde disse en totalitet af nådegaver. 1.Pet.4,10.

Det er først når vi kommer til Paulus breve, at vi får en udfyldende undervisning om dette. Dette betyder at nådegaverne og embederne angår den kristne menighed.

Jeg er også enig i at tungetalen som fremmed sprog, nådegaverne til at helbrede og gøre undergerninger, var specielt beregnet på Israel, for Gud har bestandig handlet med sit folk i forhold til store under og tegn. Vi kan bare se på Israels historie, så ser vi at dette er rigtig.

Både helbredelser, undergerninger og tungetalen som fremmed sprog skulle være tegn for jøderne på at Guds rige var i funktion.

Jøderne bad Jesus flere gange om at han måtte vise dem et tegn på si autoritet og sin Guddom, men han sagde til dem at de fik ikke noget andet end Jonas-tegnet.

Jesus gjorde ikke noget tegn elle undergerning på kommando.

Han gjorde det som Gud viste ham at han skulle gøre. Johs.5,20.

Jesus sagde flg. I missionsbefalingen i Markus 16 om under og tegn.

Hvad der gælder den missionsbefaling, så gælder den ikke for menighedens tid, men den gælder for ”Riget for Israel”.

s. 385 Vi skal være opmærksomme på flg. Aspekter ved denne missionsbefaling:

a. den gjaldt de 12 apostle og de 70 udsendinge. Den gjaldt ikke for de messianske jøder. De gjorde ikke tegn og undergerninger.

b. Den beskriver store tegn og undergerninger, som vi sjælden ser i vor tidsperiode

Paulus sagde også at jøderne søgte tegn, men grækerne søgte efter visdom. 1.Kor.1,22.

Paulus skrev at tungetalen var et tegn for de vantro. De vantro er her jøderne. ”der er skrevet i Loven: ved folk med fremmed tungemål og ved fremmedes læber vil jeg (Gud) tale til dette folk (jøderne), og endda skal de ikke høre på mig,siger Herren.

Så er da tungen et tegn, ikke for de troende (i menigheden), men for de vantro (jøderne).

Den profetiske taler' derimod er ikke for de vantro, men for de troende. 1.Kor.14,21-22.

Vi ved også at Paulus gjorde store tegn og undergerninger i første del af sin virksomhed. 2.Kor.12,12, men vi ser også at dette blev noget neddæmpet i sidste del af hans virksomhed. 1.Tim.5,23.

Dette skal vise os to forhold, og det er:

a. Vi som tilhører den kristne menighed,kan også gøre disse undergerninger. Det sker gennem brug af nådegaver og Guds nåde.

b. De store tegn og undergerninger er noget neddæmpet i vor tid i forhold til det som skete på Jesu tid. Dette skal vise os at der er en forskel på ”Riget for Israel” og den kristne menighed.

Jeg tror ikke at nådegaverne og embederne er bortfaldet i vor tidsperiode, men jeg tror en del af nådegaverne har fået forandret karakter og er noget svækket i forhold til den styrke som de havde den første tid.

De var først og fremmest beregnet på jøderne som tegn til jøderne at Gud var i færd med at oprette ”Riget for Israel” for dem.

Når Paulus gjorde de samme tegn og under som apostlene gjorde, så var det også bevis for jøderne at Paulus havde sin lære fra Gud og at Gud havde indført en ny tidsperiode.

Det som gælder tungetalens nådegave, så har den også et andet aspekt end det at tale og tyde fremmede sprog. Den har også den opgave at man ”taler hemmeligheder i ånden”. 1.Kor.14,2, og dette sker også i dag.

Hvad som gælder de andre nådegaver, så er de i funktion i den kristne menighed, men i alt for lille grad. Jeg tror dette skyldes to faktorer, og de er:

a. Megen forkyndelse i dag er forkert. Den kristne menigheds forkyndelse bliver blandet sammen med ”Rigets” forkyndelse.

Når Guds ord bliver blandet mister det sin kraft.

b. I den frie nådens forkyndelse handler Gud både gennem nådegaverne, som er begrænset, og gennem den store nåde som han har givet både den kristne menighed og verden. Gal.3,5. ”Troen” er her det samme som forkyndelsen af ”den frie nåde”.

Det er af den allerstørste vigtighed at vi skiller mellem 3 forskellige tidsperioder i læsningen af Bibelen, og det er:

a. Sina-paktens tidsperiode.

b. ”Rigets” tidsperiode, som var tidsperioden fra døberen Johannes og til Paulus omvendelse.

100. Den kristne menigheds tidsperiode, som er tiden fra Paulus omvendelse og til den kristne menighed bort-atomar.

Hvad som gælder store undergerninger, helbredelse af sygdom og store tegn, så handler Gud på flg., måder i forhold til disse 3 tidsperioder.

a. I den første tidsperiode, så handlede Gud i forhold til løfter og i forhold til bud (forpligtelser) i jødernes Torah.

b. I den andenperiode så handler gud i forhold til løfter, forpligtigelser og Mennesket egen tro.

100. I den tredje periode så handler Gud i forhold til nådegaverne og sin store nåde. Dette kommer til udtryk gennem Ånden og Åndens gave.

Hvad der angår embederne, så regner N.T. Med 5 hovedembeder, og det er: Apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærer.

Det bliver hævdet at apostel og profet embedet er blevet taget bort i vor tid.

Hvad som gælder disse to embeder, så er der stor forskel på disse og profeternes funktion i G.T. Og de 12 apostles funktion i ”Rigets” forkyndelse.

Når vi taler omapostle og profeter i de paulinske Skrifter, så gælder det de mennesker som opbyggede den kristne menighed lære gennem deres embeder og deres forkyndelser: Ef.2,20 og 3,5.

Det var Paulus som var hovedapostelen og hovedprofeten i den kristne menighed.

Han fik nye åbenbaringer fra Gud om det teologiske grundlag for den kristne menighed.

De andre fik stadfæstet det gennem Paulus hans forkyndelse.

Den kristne menighed blev bygget op på apostlenes og profeternes forkyndelse.

Denne forkyndelse er afsluttet, så vi får ikke mere nogen apostle og profeter som kan komme med tillægsoplysninger om den kristne menigheds teologiske grundvold-

Den sag er klar, men vi må også huske på at apostlene og profeterne havde andre funktioner.

Hvad som gælder apostlen, så er det en person som står i bær kontakt med Gud, og som er udsendt fra Gud med et specielt budskab.

Han skal ikke blot gå ud med sit budskab, men han skal også danne en ny menighed.

Hvad som gælder profeten, så skal han kunne forudsige fremtidige hændelser.

Dette angår ikke lære, for den er fastlagt af Paulus.,Kolos.1,25., men det angår fremtidige begivenheder og sammenhænger.

Profeten kan også afdække sider ved mennesker som er skjult for os, og som ikke er i overensstemmelse med det at være en kristen. Der må da teges et opgør med dette.

Profeten kan også afdække fremtidige begivenheder hos en person. Profeten ser ind i et menneskes indre og ydre liv og afdækker det som både er ondt og godt.

Profeten kan fejle i sine vurderinger, for ”vi skønner stykkevis og taler profetisk stykkevis”. 1.Kor.13,9.

Profeten kan også bruge alt Guds ord til formaning, trøst og opbyggelse af den kristne menighed. 1.Kor.14,3.

Han skal også kunne analysere Gudsord og sætte ind i sin rette sammenhæng., se resume af Sv. Aa. Fabius hans hæfte: Til de hellige fuldkomne beredelse.

Hvad som gælder forholdet mellem nådegaverne og embeder, så må vi ikke blande disse sammen. En kristen kan have flere nådegaver uden at han behøver at have et embede.

En som har et embede, må derimod havde de nådegaver som tilhører.

Vi kan f.eks. alle tale profetisk til opbyggelse, formaning og trøst. 1.Kor.14,3 v.31., og vi skal alle vurdere det som bliver sagt af profeterne og apostlene. 1.Kor.14,29. Dette betyder ikke at vi alle er profeter eller apostle.

Jeg tror ikke at disse to embeder er trukket tilbage i vor tidsperiode, men jeg tror at de har fået forandret karakter i overensstemmelse med vor tidsperiodes egenart.

Når dette er sagt, må jeg også lægge til at vi har ikke haft mange apostle og profeter siden Paulus hans dage, for en apostel og en profet må lægge Paulus hans lære og forkyndelse til grund for sin forkyndelse og virksomhed.

Det vi bl.a. må bede Gud om i dag, er at han rejser op mennesker med stærke nådegaver,og at han oprejser ordentlige apostle og profeter med et genuint paulinsk budskab.

Vi har nok af selv (op nævnt apostle og profeter), men de er ikke ordentlige apostle og profeter.

De fusker blot i faget, og ved hverken hvad de siger, eller hvad de står for, for de magter ikke at fordele Guds ord på en ret måde.

Vi må huske på at vi har fået al åndelig velsignelse i himmelen i Jesus Kristus. Ef.1,3.

Dette betyder ikke at denne velsignelse er gemt for os i himmelen. Således at vi kan tage den ud først på et senere tidspunkt, men det betyder at al åndelig velsignelse som himmelen har, står til vor disposition. Her er det blot at udtage det som Den Hellige Ånd ønsker at give os. 1.Kor.12,11

s. 396 Nådegaverne og embederne er givet til alle troende. Dette kan ikke stærkt nok understreges.

Når en del ”karismatiske” prædikanter tager sig selv til rette med overdreven og forkert brug af nådegaverne, så øver de vold mod Guds ord. Det vi må tilstræbe, er en ret brug af nådegaverne.

Prædikanterne må underlægge sig helt Den Hellige Ånd og ikke fare som vildmænd rundt på podiet og tro at det er dem selv som har kraft til at helbrede og profetere.

Dette har vi mere end nok af i en del såkaldte ”karismatiske” forsamlinger.

Jeg er helt sikker på at der havde sket flere helbredelser og fremkommet flere rigtige profetier, dersom kristne, i stedet for at underlægge sig disse prædikanters mange mærkelige påfund havde lyttet til Åndens tale.

Vi må huske på at vi også har en nådegave, som går ud på at vi skal prøve ånderne – om de er fra Gud eller ikke. 1.Kor.12,10. Dette er en meget vigtig nådegave nu i endens tid, hvor vi vil få store vildfarelser på det åndelige område.

Vi må videre understrege at pastoren ikke skal være nogen enehersker i menigheden. Han skal have ved sin side både apostle, profeter, evangelister, lærer og ældste.

Den kristne menighed skal være opbygget efter Åndens principper. Det er Ånden som giver nådegaver og uddeler embederne.

Menigheden skal bygges i Guds frihed, og alle skal underordne sig under hverandre i forhold til de nådegaver og de embeder som den enkelte har. Ef.5,21.

På denne måde slipper man også slidte og udbrændte pastorer og uenighed og splittelse i menigheden. Guds ordninger er de bedste.

Der er meget uorden i menighederne i dag. Dette er ikke Guds vilje. Hensigten med embederne og nådegaverne er at menigheden skal få fuld kendskab til den paulinske lære og måden som den skal fungere på.

Dette kommer desværre ikke til at ske fuldt ud i tiden.

Det kommer først til at ske ved Jesu komme for menigheden: Ef.4,11-16.

Der er ingen modsætninger mellem den frie nåde og en rigtig brug af nådegaver og embeder. Den Hellige Ånd kan enten virke gennem nådegaverne og embederne, eller Han kan virke direkte uden at gå vejen om ad disse. Han kan virke direkte gennem nåden. Det er Ham selv som bestemmer hvilken måde Han vil arbejde på.

s. 401 Læren om nådegaverne og de to embeder, apostel og profet, er ophævet i vor tid de er baseret på det som står i 1.Kor.13,9-13. Der står det bl.a. at nådegaverne skal bortfalde, men at tro, håb og kærlighed skal bestå.

Nådegaverne bliver her sammenlignet med kærligheden.

Nådegaverne skal bortfalde, for de er ufuldstændige, men kærligheden (gr.agape) skal aldrig bortfalde, for den er fuldkommen.

Nådegaverne og embederne skal først falde bort ved Jesu komme for den kristne menighed, for da er der ikke mere behov for dem.

s. 402 Læren om at nådegaverne og de to embeder er bortfaldet i vor tidsperiode, er ikke korrekt, og den bygger ensidig på en ukorrekt forståelse af 1.Kor.13,9-13.

Ifølge denne lære arbejder Gud ikke længere gennem nådegaverne i vor tidsperiode, men han arbejder udelukkende gennem den hellige Ånd.

At det er Den hellige Ånd som giver nådegaverne, det er ret, men at de (nådegaverne) er ophævet i vor tid, er ikke ret.

Der er ingen modsætning mellem den som giver nådegaverne og det som Han giver.

De aller fleste kristne ser ikke at vi må skille mellem Jesu og Paulus hans lære på en række punkter.

De som ikke gør det,har ikke opdaget Nådens store betydning og virksomhed. Se Evangelist-bladet 1/12.2004 hvor der bliver givet et korrekt billede af forholdet mellem nåden og loven.

”Jesu Genkomst” bind 3, Den fjerde basun:

s. 114 (2.Mos.10,4.) Åbenbaringen 8,12.

Som vi har væretinde på før, symboliserer solen den højeste myndighed, som er Guds ord og Guds ordninger. Månen og stjerner symboliserer mindre øvrigheder og myndigheder. På samme måde som månen får sit lys fra solen, får øvrighederne sit mandat fra Herren.

Denne begivenhed som er skildret i den 4 basun, kan betyde at den kristne autoritet og myndighed vil gå til grunde i et område som omfatter en tredjedel af jorden.

Det er ikke usandsynlig at dette område er lig med de genopbyggede Romerrige i endens tid. Vi vil da får nye religioner og ideologier som basis for samfundet.

Vi ved at i endens tid vil sand jøde- og kristendom være forbundet indenfor Romerriget grænser.

De som ikke vil underkaste sig Antikristen og den romersk katolske kirkes religion i endetiden. Den vil blive tilintetgjort.

Videre ved vi at den romersk katolske kirke vil indgå et samarbejde med Antikrist på det religiøse område.

Den romersk katolske kirkes lære vil blive blandet sammen med Satan-dyrkelse fremmed religioner og New Age.

Centrale elementer i deres religion vil være dyrkelse af den babyloniske gudinde Semiirams og hendes mand, Nimrod, som efter den babyloniske religion blev reinkarneret i deres søn, Tammuz.

Denne mor-søn dyrkning kommer i dag til udtryk gennem Marie-dyrkelsen i den romersk katolske kirke.

Denne sammenblanding mellem romersk katolsk tro og babylonisk religion har i øvrigt været tilstede helt fra 300 tallet af.

Dersom vi skal opsætte en del lighedspunkter som der er mellem romersk-katolsk tro og den gamle babyloniske religion, så må det blive flg.

1. Medens babylonierne dyrkede dyrkede Semiirams som ”himmelens dronning”, dyrkede katolikkerne Maria som er det samme.

Man har ingen bibelsk dækning for at sige at jomfru Marie er ”himmelens dronning”, det er Semiirams heller ikke.

Himmelen har ingen dronning . Det er det frelste Israel som er Guds dronning.

Når der hos romersk-katolske bedes til Marie som ”himmelens dronning”, kommer de ikke i kontakt med Marie, men de kommer i kontakt med de onde ånder. Kristen lære fortæller os ikke at vi skal bede til de afdøde.

2. Som Semiirams søn. Medens babylonier dyrkede Nimrod og Tammes, dyrker katolikkerne Jesus som Maries søn.

Dette er rigtig, men i den romersk-katolske lære er Jesus blevet reduceret i forhold til den tilbedelse og ære som han skal have. Den som tilbeder Jesus, må tilbed i Ånd og sandhed. Dersom man ikke gør det, tilbeden man ikke Jesus, men afguderne.

3. I den romersk-katolske kirke bliver jomfru Marie tilbedt som Gud selv. Ja, der går mange flere bønner til hende end der gør til Gud. Dersom en sammenlægger alle de bønner som i løbet af et sekund går til jomfru Marie fra de ca 900 millioner katolikker verden rundt, bliver det ca. 46296.

Grunden til at der går mange fler bønner til Marie end til Jesus, er det forhold at katolikkerne tror at Jesu mor er mere forståelsesfult og snild end sønnen Jesus. I og med at hun er Jesu mor, så vil han lettere efterkomme hendes bønner. Dette har ingen ting med sand kristendom at gøre

Ifm. brugen af rosenkransen går der utallige bønner til Marie, den består af en kæde sæt med 15 runde kugler. Hver sæt bliver afsluttet med en større kugle. I enden af kæden er der et billede af jomfru Marie. Fra dette hænger ned i kort kæde et krusefix. Når katolikkerne beder, repræsenter hver kugle bestemte bønner.

Når en katolik har gennemgået hele rosenkransen , har han repræsenteret Hild dig, Maria 53 gange, Fadervor 6 gange. Mysterierne 5gange. Meditationerne til mysterierne 5 gang .Ære Være 5 gange og Den apostolske bekendelse 1 gang.

Rosenkransen går tilbage til de hedenske religioner. Den er kendt og brugt bl.a. af mennesker i det gamle Nineve, af de gamle fønikere. Af brahmanerne i hinduismen, af muhamedanerne af budisterne i Indien, Tibet og Japan.

I 1854 godtog den romerske katolske kirke dogmet om at jomfru Marie er desuden både arvesynd og almindelig synd. Den begrundede med det forhold at den som skal være Guds mor, kan ikke have synd. Guds ord derimod siger at alle mennesker har syndet: Rom.3,23.

Ved kirkemødet i Kalcedon i 451 efter Messias blev det til og med afgjort at Marie forbliver jomfru til evig tid, og det til trods for at hun fødte flere børn efter Jesu fødsel.

I 1951 kom dogmet om at Maries legeme ikke blev lagt i graven, men at hun blev legemlig optaget til himmelen.

s. 125 På søndagen eller den første dag i ugen stod Jesus op fra de døde som synden forsoner og dødens overvinder.

På søndagen fik menigheden i Jerusalem Den Hellige Ånd.

Kejser Konstantin, som både var ”kristen” og soltilbeder bestemte i året 321 efter Messias at søndagen skulle være offentlig hviledag.

Han kaldte ikke søndagen for ”Herrens dag” men for ”den sejrige solens ærværdige dag”

ordet ”søndag” betyder oprindelig ”Sønnens dag” eller ”Herrens dag”. Det betyder ”solens dag”. Dette kommer tydelig frem i det tyske ord ”Sonntag” og det engelske ”sunday”.

Det var pave Sylvester 1, som var samtidig med Konstantin, som bestemte at søndagen ikke skulle kaldes for ”solens dag”, men for ”søndag” eller ”Herrens dag”.

Vi burde helligholde både sabbatten og søndagen, for de første jøde-troende gjorde det.

Vi ved også at i 1000 års riget vil sabbatten komme igen som den virkelige store helligdag.

s. 127 Vi ved at apostelen Peter fik givet ”nøglemagten” af Herren. Med dem skulle han både låse og binde.

Selve nøglerne er evangeliet: Matt.16,19.

Det var ikke før end i 431 efter messias at paven krævede overtagelse af denne autoritet som lå i Peters nøglemagt.

Nu er disse nøgler symboler på pavens ophøjede stilling indenfor den romersk katolske kirke, medens nøglemagten i udgangspunktet blev givet til både Peter og de andre apostle.

s. 128 Læren om at der er genfødelse i dåbens vand går også tilbage til babyloniske religion.

I de babyloniske legender bliver Noah fremstillet som ”den to-fødte person”. Han havde både del i den gamle og den nye verden, og han blev også fremstillet med to ansigter, som vente hver sin vej.

Det ene ansigt repræsenterede en gammel mand, og det står for den gamle verden, medens det andet ansigt repræsenterede en ung mand, og det står for den nye verden.

Efter denne vurdering var det vandet som frelste Noah over i den nye verden. Vandet havde genfødende kraft i sig.

Dette er ikke i overensstemmelse med kristen tankegang.

For det første er det ikke vandet som frelser et menneske, men det er arken som er et forbillede på Jesu frelsergerning.

”det (arken) som også nu frelser os i sit modbillede (Jesu forsoner- gerning)” 1.Pet.3,21.

” Ved tro byggede Noah, varslet af Gud om det som endnu ikke var sket, i hellig frygt en ark til frelse for sit hus, ved den fordømte han verden og blev arving til retfærdighed af tro” Hebræer 11,7.

For det andet blev Noah ikke frelst p. gr. Af at han gennemlevede syndfloden. Han var frelst allerede før syndfloden kom.

Det var hans retfærdighed før syndfloden som frelste ham: 1. Mos.6,9.

Den romersk katolske kirke lærer endnu i dag at et menneske ikke kan blive frelst, uden at det bliver døbt i vand.

Den norske kirke lærer også desværre at der er genfødelse i dåbens vand. Se kapitlerne: En beskrivelse af skøge kirken og min bøger ”Jesu Genkomst” bind 1og 2, hvor jeg skriver mere om den romersk katolske kirke.

Dersom vi skal tolke den 4 basun helt konkret, så må det betyde at en tredjedel af Solen,Månen og Stjernerne skal blive ødelagt, således at både dagen og natten misteren tredje del af sit lys. Dette kan komme i stand gennem brug af atomvåben og kernefysiske eksplosioner

”Tidspunktet for Jesu første komme” bind 4, s.163: ”Jødernes Konge”

De jødiske rabbiner vidste det nøjagtige tidspunkt for Messias første komme.

Det kunne de udregne fra det som står i Daniel 9,24-27.

Der står: ”70 uger (heb.shabua, som betyder syv) er tilmålt (eller skåret ud) til dit folk(jødefolket) og din hellige stad (Jerusalem) til at indelukke frafaldet og til at forsegle synder og til at dække over misgerning og til at fremføre en evig (tidsalder) retfærdighed og til at besegle syn og profet og til at salve et Aller-helligste (i templet).

Og det skal du vide og forstå: Fra den tid ordet (befalingen) udgår om at genrejse og opbygge Jerusalem og indtil fyrsten Messias fremstår, skal der gå 7 uger og 62 uger, det (Jerusalem) skal igen istandsættes og opbygges med gader og voldgrave, men under tidenes trængsel.

Og efter de 62 uger (plus de 7) skal Messias udryddes og intet have, og staden og helligdommen (templet) skal en kommende fyrstes folk (romerne) ødelægge, og enden på det er oversvømmelse, og indtil enden er der krig – ødelæggelse er fast besluttet.

Og en uge (7 år) skal han (Antikrist) gøre pagten fast for de mange (jøder), og i midten af ugen skal slagtoffer og madoffer ophøre (i templet), og på vederstyggelighedens vinger skal ødelæggeren (Antikrist) komme, og det indtil at tilintetgørelse og fast besluttet straffedom strømmer ned over den som bliver ødelagt (Antikrist)

Denne profeti som blev givet til Daniel, strækker sig over en tidsperiode på 490 år.

Når der står 70 uger er tilmålt jødefolket, må vi være opmærksomme på det forhold at det hebraiske ord som vi her har oversat med ”uger”, er ”shabua”, og det betyder 7.

Når der står at 70 syvere er tilmålt jødefolket og Jerusalem, så betyder det at de har fået 490 år af Herren.

490 år er skåret ud af historien til jødefolket. I dette tidsrum skal vigtige begivenheder ske i Israel og Jerusalem.

s. 164 Hvad som gælder kronologien, så bliver denne profeti opdelt i flg. 3 perioder.

1.) Det er de første 49 år, som er de første år-uger. Dette er perioden for Jerusalems genopbyggelse. Byen blev færdig genopbygget i 396 f. Messias

2. Det er de næste 434 år, som er de 62 år-uger i løbet af disse 62 år-uger skulle Messias komme og blive tilintetgjort.
3. Tilbage står da igen 7 år, som er den sidste og 70.år-uge for Israel og Jerusalem. Tilsammen bliver disse 3 tidsperioder 490 år. 49+434+7

Israel er Herrens lidende tjener: ”Jødernes Konge” b. 4., O.E.I.

s. 11 Gud har to liden tjenere. Det er både Messias og det jødiske folk.

De bliver begge kaldt for Herrens tjenere. I G.T.

Til trods for dette må vi alligevel skille mellem de opgaver som Messias havde og de opgaver som det jødiske folk har.

Vi må ikke sammenblande opgaverne og funktionerne til disse to tjenere, og særlig gælder dette forsoningssiden ved Messias.

Det er ikke det jødiske folk som er Herrens lidende tjener i Esajas 53, men det er Messias.

På dette punkt tager mange af de ortodokse jøder fejl, i og med at de mener at det er det jødiske folk som selv må lide for jødefolket skyld og synd. (Dette skal vi skrive mere om senere)

De gamle rabbiner mente at Messias lidelser var tredelt:

a) Det var de lidelser som Messias havde før sit komme til verden.

b) Det var de lidelser som Messias fik efter sin ankomst.

100. Det var jødefolkets lidelser i verden.

Es.41,8-14. 43,10. 44,1-2 v.21. 49,3. 61,6.

I og med at jødefolket af egen fri vilje valgte at blive Guds folk, så blev jøderne udskilt fra hedninge-folkene.

De blev anderledes end de andre folk, og selv om de fejlede og syndede en række gange, så tog Gud dem til sig igen og tilgav deres synder, når de angrede og bad om tilgivelse.

Således er Guds væsen. Han er en kærlig og langmodig Gud, og det må vi være glade for, både jøder og hedninger: Salme 86,15.

Den første udvælgelse af jødefolket blev gjort ved Guds udvælgelse af Abraham.

Da hedninge-folkene ikke længere ville følge Gud i de 3 første tidsperioder (uskyldighedens, samvittighedens og den menneskelige autoritets periode, udtog Gud sig et nyt folk, nemlig jødefolket, og nedlagde sine planer i dette folk: 1.Mos.12,1-3. 2. Tim.2,13.

s. 17 Fra årene 597-582 blev indbyggerne i Judah og Benjamin bortført til de forskellige provinser af ”Det ny babyloniske rige” der var Nebdukanesar den store konge.

I året 586 f. Messias blev Jerusalem indtaget og ødelagt og templet blev brændt. De hellige kar og de gensander som havde været i templet blev ført til Babylon.

Gud havde bestemt at denne fangenskabs-tid skulle vare i 70 år.

En af grundene til at den skulle vare i nøjagtig 70 år, var det forhold at landet skulle ligge u-brugt i dette tidsrum, for at få den hvile som det skulle have i. flg. Reglerne for sabbat og jubelåret.

Ifm. med sabbatsåret skulle jorden have hvile i 1 år.

Ifm. jubelåret, skulle den have hvile i 2 år, i og med at det 49. år også var et sabbatår.

Jøderne havde ikke respekteret disse bestemmelser, og de havde udnyttet jorden uden at den fik den hvile som den skulle have: 2. Krønike. 36,21.

I Perser kongen Kyras 1. år (538) - - for at Herrens ord gennem Jeremias mund skulle opfyldes: Esra 1,1-5. 3,3-4 v.12-13. 5,1-2. 6,1-15. 7,13.

Nehemias ledede den tredje indvandring til Israel kap.1-2. & 3-6.

”Jesu Genkomst” 1.bind,s.12: ”Jesu første komme”

det er helt klar at profeterne, mange af rabbinerne og de skriftlærde i G.T. Tid tydelig så at Messias skulle komme 2 gange, og der skulle være et mellemrum på ca.2000 år.

Vi skal i det flg. Medtage nogle få udsagn fra G.T., som viser at denne vurdering er rigtig.

”Og du (Daniel) skal vide og forstå: Fra den tid ordet (befalingen) om at genrejse og opbygge Jerusalem (Dette skete i året 445 ), indtil Messias, en fyrste står frem, skal der gå 7 uger og 62 uger (det er tilsammen 69 uger og det samme som 483 år), det (Jerusalem) skal istandsættes og opbygges med gader og voldgrave, men under tiden trængsel.

Og efter de 62 uger (plus de 7) skal Messias udryddes og ingen ting have, og staden og helligdommen (templet i Jerusalem) skal en kommende fyrsted (Antikrists) folk (romerne) ødelægge, og enden på det er oversvømmelse, og indtil enden er der krig, ødelæggelse er fast besluttet” Daniel 9,25-26.

”Den sten (Messias) som bygningsmændene (rabbinerne og de skriftlærde) forkastede, er blevet hovedhjørnestenen: Salme 118,22.

”Jeg” (Messias) vil gå min vej,jeg vil vende tilbage til mit sted (himmelen), indtil de (jøderne) erkender sig skyldige, i sin trængsel (den store trængsel) skal de lede efter mig. Kom (siger de ) lad os vende om til Herren. For det er han har sønderrevet, men han vil også læge os, han slog, men han vil også forbinde os. Han gør os levende efter 2 dag (efter 2000 år), på den 3. dag (i 1000 års-riget) vil han oprejse os, og vi skal leve for hans åsyn.” Hose. 5,15-6,3.

”For i mange dage (2000 år) skal Israels børn sidde uden konge og fyrste

uden offer og billedstøtte og gudstjeneste-redskaber. Derefter skal Israels børn vende om og søge herren deres Gud og David deres konge (Messias), og bævende skal de søge herren og hans gaver i de sidste dage.” Hose.3,4-

”Derfor skal han (Messias) overgive dem (jøderne), indtil den tid da hun (Israel) som føder, har født (jødernes frelse i endetiden.

Og de som bliver tilbage af hans brødre, skal vende tilbage sammen med Israels børn.” Mika 5,2.

”Så røgtede jeg (Messias) slagtefårene (jøderne), endda de usleste af fårene /de Jesus-troende jøder), og jeg tog to staver, den ene kaldte jeg liflig, og den anden kaldte jeg bånd, og jeg røgtede fårene og jeg gjorde de 3 hyrder (hyrdeomsorgen for Israel i de 3 første verdensriger) til intet i en måned. Jeg blev led af dem (de fleste af jøderne), og de foretrak heller ikke mig, og jeg sagde: Jeg vil ikke længer røgte jer, og det som er nær ved at dø, må dø, og det som er nær ved at blive tilintetgjort, og de som bliver igen fortærer hverandres kød. Så tog jeg min stav liflig (Nåde) og brød den i stykker, for at gøre den pagt til intet, som jeg havde gjort med hele folket (med alle jøderne). Og den (pagten) blev gjort til intet på den dag, og således skønnede de usleste af fårene de (Jesus-troende jøder), de som agtede på mig, at det var Herrens ord.” Sakarias 11,7-11.

Profeterne og mange af rabbinerne og de skriftlærde så ligeledes at Messias skulle lide og dø for jødernes synder, og at han skulle komme tilbage til Israel på et senere tidspunkt.

Vi skal medtage nogle henvisninger fra G.T.. som viser at dette er rigtigt. ”Jeg (Messias) er udøst som vand, og alle mine ben skiller sig at, mit hjerte er som voks, smeltede i mit liv. Min kraft er tør som et potteskår, og min tunge hænger fast ved min gane, og i dødens støv lægger du mig (Gud). For hunde (hedninger) onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder (Jesus på korset). Jeg kan tælle alle mineben, de ser til, de på mig med lyst. De deler mine klæder mellem sig og kaste lod om min kjortel.” Salme 22,15-19.

”Sandelig, vore (jødernes) sygdomme har han taget på sig og vore piner har han båret, men vi agtede ham for plaget, slået af Gud og gjort elendig.

Men han er såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger, straffen lå på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår har vi fået lægedom. Han blev mishandlet, endda han var elendig, og han oplod ikke sin mund, ligesom et lam som føres bort for at slagtes og ligesom et får som tier, når det klippes, han oplod ikke sin mund. Ved trængsel og dom blev han taget bort, men hvem tænkte i hans tid at når han blev udryddet af de levendes land, så var det for mit folks misgernings skyld at plagen traf ham” Esajas 53,4-8. I flg. de udregninger som de forskellige rabbinske skoler gjorde, skulle Messias komme efter at der var gået 2000 år af lovens tid..

I de første 2000 år var der kaos, de næste 2000år var lovens tid, d sidste 2000 år var Messiases dage.

Det sidste 1000 år skulle være verdens hviledag eller den verdens-sabbat.

Dette kommer til at blive jordens guldalder.

Jorden vil blive frugtbar som i Edens have.

I åndelig henseende kommer store dele af mennesker til at tilbede Gud og jødernes konge som er Jesus fra Nazaret.

Dette betyder at de første 2000 år var hedninger tid.

Lovens tid og jødernes tid begyndte med Abraham, og den strakte sig frem til Messias hans første komme..

Fra Abraham og til Messias skulle der være 2000 år.

Messias skulle komme 2000 år efter Abraham og det gjorde han også

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

re. Egon L. Kristensen, Herning.